Er der plads til far på barsel?

[tille]

Det handler vel i bund og grund om af forventningsafstemme og snakke indbyrdes om hvad der fungerer bedst i den enkelte familie. Jeg syntes det er begge parters pligt at give udtryk for hvad de ønsker både for sig selv men også for familien.

Herhjemme tager C 3 mdrs barsel når jeg starter i skole igen, fordi HAN har lyst og han har givet udtryk for at det ver noget han ville, helt fra jeg var gravid. Han har selv undersøgt reglerne omkring løn osv. Når han har så meget lyst, og har et så stort ønske om barsel, så kunne jeg da aldrig finde på at stå i vejen for det. Det skal så siges at det på hans arbejde er helt legalt at tage barsel, og mange i hans afdeling gør det samme, han havde f.eks. Også 4 ugers barsel da Albert blev født.

C siger at han vil kende sin søn, han vil kunne være alene med Albert, uden at være utryg ved det. Derfor han han også selv taget ansvar helt fra start af. Det er f.eks. Han der bader Albert, han der putter i hverdagene, han er med til babysvømning, og skifter ham hellere end gerne, det er ham der laver mad hver dag. Resten af hjemmet er fordelt ligeligt imellem os. C er rigtig god til at tage ansvar af sig selv, men samtidig har han også givet meget kraftigt udtryk for at med det samme jeg er "utilfreds" med noget af det han gør med Albert (forkert påklædning, putte på en anden måde osv.) så vil han bakke ud, han gør jo hvad han finder bedst og det kan være ligeså rigtig som det jeg gør.

Så ja jeg tror at nogle kvinder skal være bedre til at give plads til manden, men ligeså skal nogle mænd være bedre til at tage ansvar og byde sig selv ind i kampen.

[Susanne]

Men kvinder har vel også brug for en mand, som kræver. Det er jo ikke kvindens skyld, hvis manden bare slet aldrig fik noget som helst af det han ønskede (gad godt jeg havde en lidt surmulet smiley med armene over kors her). Hvis du vil have barsel, så sig det og undersøg dine muligheder. Hvis du er ved at løbe tør for rene boxershorts, så står vaskemaskinen ude på badeværelset. Hvis du er træt af hakkebøffer, så lav en madplan. Og når du skal vaske de boxershorts dér, så smid lige et par håndklæder og lidt sengetøj med i maskinen, og husk at det ikke nødvendigvis gør dig til en superhelt, men 'bare' en rigtig god partner.

For lissom selvretfærdige kvinder der 'ih altså står helt alene med alting' måske skulle overveje deres egen rolle i parforholdet, så er klynkende mænd altså temmeligt usexede IMO.

Begge kønsroller har, når vi bliver forældre, en enestående chance for at finde sammen og skabe nye traditioner, nye måder at opdrage på, nye måder at mødes på, nye måder at se hinanden på og nye liv. Det er nok hårdt, det kan se rigtigt nederen ud i spejlet, man skal give sig, fejle, blive klogere, stå fast og man bliver usikker...men forhåbentlig også mere sikker idet man så bliver sin egen familie i stedet for bare sig selv. Det værste er jobare, at man ikke ved om det lykkedes, før det er overstået. Men det kræver at man åbner både munden og ørerne.

Well, det blev vel en ret personlig opsang til mig selv og meget fra min pind. Mænd er der i hvert fald plads til, gerne flere af dem.

Måske er det også fordi jeg sidder med det gode råd i baghovedet, som jeg har fået af et par mødre flere gange nu: "bare husk, at mor altså mange gange bare ved bedst". Så tænker jeg i mit stille sind: Aaaah hvaffor noget? - sådan er vi i hvert fald ikke forældre herhjemme, og det paser mig noget så glimrende.

WELL SAID! Jeg er SÅ enig! :super

Min mand har været på barsel i 9 uger og nedsat tid i en måned og det var ham der kørte ind i VS.

Før han havde været på barsel, var det helt automatisk mig der gjorde mest med Anna - hun var grundlæggende mit ansvar, for det var jo mig der havde hende inde under huden, mig der vidste hvornår hun skulle spise og sove og hvordan 'vi plejede' at gøre. Og det irriterede mig da lidt, men jeg kunne mærke, at min mands tilbageholdenhed handlede mere om usikkerhed end ugidelighed og det er da ikke så skide mærkeligt. Jeg kunne jo bede ham gøre alt muligt, men han ville aldrig blive lige så tryg i det, fordi det ikke var ham der gik hjemme og var sammen med hende 24 timer i døgnet!

Da han selv gik på barsel ændrede det sig fuldstændig! Han fik mere selvtillid i sin far-rolle og var den der tog initiativ til putning og madning, pakkede pusletaske når vi tog på tur og han blev god til at putte, fordi han nu troede på sig selv i den rolle. Det er altså bare nemmere at føle man er MED og forstår alting, når man ikke er væk 9 timer om dagen ;)

Nu er vi fuldstændig ligestillede, både i forhold til det praktiske, men også i Annas øjne og jeg er SÅ glad for, at han har været på barsel. For Annas og vores parforholds skyld ;)

[Fister]

WELL SAID! Jeg er SÅ enig! :super

Min mand har været på barsel i 9 uger og nedsat tid i en måned og det var ham der kørte ind i VS.

Før han havde været på barsel, var det helt automatisk mig der gjorde mest med Anna - hun var grundlæggende mit ansvar, for det var jo mig der havde hende inde under huden, mig der vidste hvornår hun skulle spise og sove og hvordan 'vi plejede' at gøre. Og det irriterede mig da lidt, men jeg kunne mærke, at min mands tilbageholdenhed handlede mere om usikkerhed end ugidelighed og det er da ikke så skide mærkeligt. Jeg kunne jo bede ham gøre alt muligt, men han ville aldrig blive lige så tryg i det, fordi det ikke var ham der gik hjemme og var sammen med hende 24 timer i døgnet!

Da han selv gik på barsel ændrede det sig fuldstændig! Han fik mere selvtillid i sin far-rolle og var den der tog initiativ til putning og madning, pakkede pusletaske når vi tog på tur og han blev god til at putte, fordi han nu troede på sig selv i den rolle. Det er altså bare nemmere at føle man er MED og forstår alting, når man ikke er væk 9 timer om dagen ;)

Nu er vi fuldstændig ligestillede, både i forhold til det praktiske, men også i Annas øjne og jeg er SÅ glad for, at han har været på barsel. For Annas og vores parforholds skyld ;)

Præcis - det handler jo om at turde det ukendte for begge parter, og fedt at læse at 'alting' så på magisk vis går op i en højere enhed. Jeg synes, det er et meget flot værdisæt I giver videre til jeres datter.

[Fru SP]

Herhjemme har det aldrig været et diskussionsemne, tror vi begge bare har gået ud fra at min mand skulle have barsel (jeg ville ærlig talt også blive sindsyg af at skulle være hjemme til Edith er ca et år).. Han er nyansat (har været der i 4 mdr nu) i et firma hvor det ikke er kutymen at mænd tager mere barsel end de 14 dage efter, men så er han foregangsmand..

Det har været lidt svært for ham at skulle have barsel, og han har da tænkt meget om det gør ham mere udsat ved evt fyringer i firmaet, men han er heldigvis specialist i hans felt og de fyrer næppe den eneste der kan hvad han kan! Han er meget for øremærkning af barsel til mænd, fordi han så tror at et stort firma som hans ville se det som mere legalt for mænd at holde barsel og samtidig sørge for bedre vilkår under barsel..

Men jeg er enig i hvad andre har skrevet, manden må også sige til hvis der er noget han vil have/gøre osv.. Men jeg tror også for nogle kan det være enormt svært, fordi de netop møder tårerfulde øjne og vil stjæle noget fra moderen.. Jeg kender i hvert fald flere, hvor der gerne ville have barsel, men ikke "har fået lov".. Og så kan man godt diskuterer hvor meget de mænd har kæmpet for deres sag, men jeg tror det må være svært at føle at man "stjæler" noget fra sin partner og så vælger de måske bare at sige, at det også er bedre at mor har alt barselen..

Økonomisk bliver det en voldsomt lønnedgang for os i de måneder (det bliver nu også en ret stor nedgang i de 5 uger hvor jeg er på dagpenge), men for vores datters og hans egen skyld, er det bare sådan det må være! Han er dog heldig at han i 7 af de 12 uger han tager, får ca 120 i timen i modsætningen til de 106kr (?) i dagpenge, så i 7 af ugerne er nedgangen ikke heeeelt så slemt!

[Malouski]

Selvfølgelig er der plads til en far på barsel, men hvad er problemet egentlig? Jeg forestiller mig, at de fleste af os kender vores partner på godt og ondt og har afstemt nogle forventninger, inden vi fik børn. Jeg skal dæleme ikke have påduttet mig en rolle, som ikke passer mig i denne evige til-at-kaste-op-over-ligestillingsdebat. Der er bare forskel på mænd og kvinder - hvor lidt nogen vil vedkende det faktum eller ej. Det er stadig kvinderne, der bliver gravide, og på dette forum er her altså mange graviditetstråde og vil gerne være gravid- tråde, og naturligvis henvender de sig til kvinder! Nej, jeg forstår altså ikke helt problematikken eller grund til opråb.

Her tager jeg hele barslen, og det passer os begge fabelagtigt - både personligt og økonomisk. Jeg synes, det er skønt og vigtigt at have den frihed til at gøre, som det passer os mht planlægning af dettte individuelt i familierne, og vil andre gøre det anderledes end os, jamen så er det lige så fremragende.

[Guest]

Selvfølgelig er der plads til en far på barsel, men hvad er problemet egentlig? Jeg forestiller mig, at de fleste af os kender vores partner på godt og ondt og har afstemt nogle forventninger, inden vi fik børn. Jeg skal dæleme ikke have påduttet mig en rolle, som ikke passer mig i denne evige til-at-kaste-op-over-ligestillingsdebat. Der er bare forskel på mænd og kvinder - hvor lidt nogen vil vedkende det faktum eller ej. Det er stadig kvinderne, der bliver gravide, og på dette forum er her altså mange graviditetstråde og vil gerne være gravid- tråde, og naturligvis henvender de sig til kvinder! Nej, jeg forstår altså ikke helt problematikken eller grund til opråb.

Her tager jeg hele barslen, og det passer os begge fabelagtigt - både personligt og økonomisk. Jeg synes, det er skønt og vigtigt at have den frihed til at gøre, som det passer os mht planlægning af dettte individuelt i familierne, og vil andre gøre det anderledes end os, jamen så er det lige så fremragende.

Fuldstændig enig i dette ;)

[MissingLink]

Jeg FØLER mig helt uden skyld...  og du må gerne føle dig provokeret...  Jeg bliver også meget provokeret at dette.. men det er klart du ikke helt kan sætte dig ind i det jeg skriver...  

Hvis jeg skulle sætte dig ind i vores liv herhjemme så blev det en længere roman..  

Men vi har været gift i 5,5 år nu, og i alle år,og inden vi blev gift har jeg stillet krav, og stillet krav og stillet krav.. og det har intet ændret.. Jeg vidste han var doven da jeg giftede mig med ham.   Jeg skal sige til ham, at nu skal han slå græsset.... rive gårdspladsen... Støvsuge... osv... og så går det alligevel flere dage inden det bliver gjort.  selv skraldesposen kan stå flere dage ved bagdøren uden at komme ud i skraldespanden.. Jeg har forsøgt at få ham til at deltage.. og det også omkring vores søn..   Han gør kun tingene når han har lyst... og ikke fordi jeg vil have han gør det...

DERFOR har jeg valgt at vi lever næsten på gammeldags.. Han SKAL holde det udendørs(som det kniber med) og jeg ordner den indendørs.. Vores barn, tager han kun hvis jeg bedre ham om det.. og han har tjansen i weekenderne.. men det er også fordi jeg har bedt ham om det... ikke fordi han selv har ytret ønske om det..

Jeg har prøvet at lade tingene stå... flere dage... og det ender alligevel med det er mig der står og ordner det... fordi min mand overhovedet ikke kan se der skal ordnes noget...  

Hvis du har løsningen så fortæl mig den gerne.

Måske er det bare de forskellige samfundslag vi lever i som gør at vi ikke forstår hinanden..   :wacko Vi har erhvervsuddannelser begge to herhjemme... så vi er nok bare ikke så kloge, som man kunne ønske sig.. :P

Men du lyder da heller ikke som om du selv er specielt tilfreds med den løsning I har nu?

[MissingLink]

Jeg bliver ikke provokeret- der skal mere til ;) Synes egentlig det er en ok debat.

Jeg har generelt den holdning til tvunget barsel, at jeg ikke bryder mig om det. Er ikke sikker på, at der kommer noget godt ud af at tvinge folk til noget. Nu er trådstarter selv inde på kulturforskelle, og jeg mener ikke vi lever i en kultur, hvor tvang har været en god løsning.

Når det er sagt, så er jeg enig i idealet om, at mor og far er lige er fantastisk. At mor og far kan det samme og lige meget. Men jeg er ikke enig i, at det er realiteten.

Min mand har barn fra tidligere forhold. Da jeg ventede vores første barn, fortalte han meget om, hvordan "man" gjorde, hvad man kunne forvente osv. Han havde bare glemt (og jeg havde heller ikke specielt spekuleret over det) at det barn vi ville få sammen, var fuldstændig modsat hans første barn. Vores første sammen, blev født lidt for tidligt efter en kompliceret graviditet. Hun havde kolik i næsten 6 måneder. ALT hvad min mand havde af forestillinger omkring barn nr 2, blev skudt i sænk. Mine forventninger/forhåbninger til hvad min mand kunne med baby blev skudt i sænk. Vi havde en (og har stadig) en meget mor-syg pige, der har/havde brug for ro, ro og ro. En ro som min mand af natur ikke besidder. Han blev frustreret, baby skreg og jeg blev frustreret. Da vores datter var 6 mrd. kom hun i dp, da jeg (af økonomiske årsager) blev nødt til at starte på arbejde igen. Min mand ønskede ikke at tage den resterende barsel, trods han gik ledig. Han fik til sidst en mindre fødselsdepression.

MEN jeg indrømmer blank, at jeg havde min del af skylden. 1. Han skulle have haft mere plads. 2. Han skulle have haft lov at gøre det mere på sin egen måde. 3. Han skulle have haft mere ros/anerkendelse af, at han gjorde sit bedste. 4. Han skulle have haft mere plads. 5. Han skulle have haft mere plads ;)

Jeg tror der er mange, der ubevidst ikke giver deres mænd plads til at gøre det på deres egen måde. Nogle gange kan man da også læse herinde, at mødre irriterer sig over, at baby f.eks. ikke bliver badet af far, lige på det tidspunkt mor synes. Eller ikk får tjekket ble lige når mor synes. At baby skal sove lige når mor synes. Generelt bare fordi mor synes, og mor ved hvad der virker. Det gør mor ganske givet i langt de fleste tilfælde. Men hvis manden ikke får lov at afprøve sine egne metoder, kan det i mange tilfælde blive en kamp mellem forældrene. "Jamen så sover baby ikke hvis...". Nej, givetvis ikke. Men lad ham opleve det. Lad ham prøve.

Jeg synes jeg lærte af det, med vores første, og da vi ventede vores andet barn, var jeg meget opsat på, at det skulle være anderledes. Desværre ville omstændighederne så, at jeg fødte alt for tidligt, og vi det forgangne år har tilbragt 6 mrd på sygehus. Situationen er en anden. Hun er special needs barn, og derfor er alt anderledes end med mandens nr 1 og 2. Hun kan ikke passes, andet end på hendes aflastningsinstitution. Alligevel har jeg været meget opmærksom på, at gøre det anderledes denne gang (hvilket så også har været nødvendigt med 2 andre børn der skal tages hensyn til). Han har fået meget mere plads. Det er stadig mig der primært putter, giver mad osv, men han er meget mere på, og kan meget mere med hende end han nogensinde har kunnet med vores 3- årige. De få gange jeg har overnattet udenfor hjem og sygehus uden vores mindste, har jeg overladt det hele til ham. Han har I nogle tilfælde selv bedt om en lille seddel med hints til spisetider, eller skrevet en sms. Hun er blevet puttet helt anderledes, fået det "forkerte tøj" på, spist anderledes osv men hun overlevede sørme alligvel ;)

Min pointe er vist, at jeg tror at hvis vi kvinder gav mere plads (også nogle mænd viste lidt mere initiativ) kom vi lidt længere- og så er det vel ligegyldigt hvem der har barslen, hvis begge har plads i barnets liv.

Og så tror jeg man skal vælge sine kampe. Jeg kan godt rulle øjne af mig selv, når jeg tænker på hvad jeg følte der nærmest var livsnødvendigt med vores første barn. Mine prioriteter i livet er i den grad blevet gradbøjet. Slap af; tingene kunne være værre :)

[Guest]

Men du lyder da heller ikke som om du selv er specielt tilfreds med den løsning I har nu?

Nej jeg kunne da godt ønske det så anderledes ud, men efter 5 år har jeg bare indset at det er det jeg har giftet mig til, og at man ikke sådan bare får lavet om på en mand... og Det er jo ham jeg har giftet mig med af så mange grunde.. så Jeg er ved at indfinde mig med at det er sådan det er her... og jeg tror ikke en øremærkning af barsel ville hjælpe på det alligevel, fordi jeg alligevel skulle klare alt når jeg så kom hjem fra arbejde...

Og der hvor jeg ville hen med mit indlæg var også bare, at det ikke er sådan at det altid er kvinden der er medskyldig i at manden ikke tager en del af barslen... :)

[MissingLink]

Nej jeg kunne da godt ønske det så anderledes ud, men efter 5 år har jeg bare indset at det er det jeg har giftet mig til, og at man ikke sådan bare får lavet om på en mand... og Det er jo ham jeg har giftet mig med af så mange grunde.. så Jeg er ved at indfinde mig med at det er sådan det er her... og jeg tror ikke en øremærkning af barsel ville hjælpe på det alligevel, fordi jeg alligevel skulle klare alt når jeg så kom hjem fra arbejde...

Og der hvor jeg ville hen med mit indlæg var også bare, at det ikke er sådan at det altid er kvinden der er medskyldig i at manden ikke tager en del af barslen...   :)

Nej, det tror jeg heller ikke øremærkning ville gøre :) Men jeg tror det er rigtigt, at vi mødre nogle gange skulle se, hvad der skete med baby, hvis vi ikke var hjemme. Jeg tror faktisk at de fleste mænd ville klare den- måske på deres egen måde, men den kan jo være ligeså god. Mors måde og fars måde :)

[Guest]

Nej, det tror jeg heller ikke øremærkning ville gøre :) Men jeg tror det er rigtigt, at vi mødre nogle gange skulle se, hvad der skete med baby, hvis vi ikke var hjemme. Jeg tror faktisk at de fleste mænd ville klare den- måske på deres egen måde, men den kan jo være ligeså god. Mors måde og fars måde :)

Min mand er også alene hjemme med vores Søn, så handlingslammet er han dog heller ikke :) og jeg er heller ikke bange for at give ham ansvaret, han ønsker blot ikke rigtig at have det... Jeg har spurgt ham direkte til om han ville have noget at barslen.. og han sagde nej.. kun hvis det var allerhøjst nødvendigt.

Jeg kan ikke tale for alle mødre... men ligesom der måske er en del mødre der har brug for at give manden plads og lov, så tror jeg også der er mange derude som mig, der gerne giver lov og plads men hvor manden ikke har lyst.. og det er nok lidt det jeg gerne vil have frem.. så kan det da godt være jeg har sat det for skarpt op i nogle af mine indlæg.. det er ikke så ofte jeg deltager i debatter... Men jeg er allerede nu klar til at komme ud og arbejde igen og jeg glæder mig til det...så hvis min mand havde villet havde han gerne fået det sidste barsel.

[MissingLink]

Min mand er også alene hjemme med vores Søn, så handlingslammet er han dog heller ikke :)  og jeg er heller ikke bange for at give ham ansvaret, han ønsker blot ikke rigtig at have det... Jeg har spurgt ham direkte til om han ville have noget at barslen.. og han sagde nej.. kun hvis det var allerhøjst nødvendigt.  

Jeg kan ikke tale for alle mødre... men ligesom der måske er en del mødre der har brug for at give manden plads og lov, så tror jeg også der er mange derude som mig, der gerne giver lov og plads men hvor manden ikke har lyst.. og det er nok lidt det jeg gerne vil have frem.. så kan det da godt være jeg har sat det for skarpt op i nogle af mine indlæg..  det er ikke så ofte jeg deltager i debatter... Men jeg er allerede nu klar til at komme ud og arbejde igen og jeg glæder mig til det...så hvis min mand havde villet havde han gerne fået det sidste barsel.

Jeg tror du misforstår mig- eller at jeg ikke formulerer mig tydeligt nok :) Min mand ville skam også betakke sig for at få barslen- han havde chancen med vores ældste. Jeg mener bare, at der er en pointe i, at de godt kan hvis de skulle, og at det KUNNE være godt. Igen, så er jeg imod en øremærkning. Min mand gør skisme heller ikke altid hvad jeg ønsker han skal- slet slet ikke ;) Men det gør jeg nok heller ikke for ham :P Det er overhovedet ikke en bebrejdelse af dig :)

[Guest]

Jeg tror du misforstår mig- eller at jeg ikke formulerer mig tydeligt nok :) Min mand ville skam også betakke sig for at få barslen- han havde chancen med vores ældste. Jeg mener bare, at der er en pointe i, at de godt kan hvis de skulle, og at det KUNNE være godt. Igen, så er jeg imod en øremærkning. Min mand gør skisme heller ikke altid hvad jeg ønsker han skal- slet slet ikke ;) Men det gør jeg nok heller ikke for ham :P Det er overhovedet ikke en bebrejdelse af dig :)

Jeg har ikke taget det som en bebrejdelse... tror faktisk vi er ret enige når det kommer til stykket.. jeg ved ikke lige hvorfor det falder sådan lidt underligt ud med mine indlæg ;) Så jeg tror bare jeg stopper her, pointen må jeg jo have fået ud på en eller anden måde... :P

[MacMus]

Der er masser plads til far på barsel. Hos os tager han halvdelen, men jeg tror heller ikke han melder sig ind på et babyforum. Måske hvis der var nogle underfora med akvarie, jagt og våben?? :lol

Der er rigtig meget i denne debat der handler om forventningafstemning. Til alle jer med de dovne mænd...I kendte dem vel på godt og ondt inden i fik barn med dem, så mange af jer er sikkert ikke blevet overraskede. I er nok nærmere blevet skuffede over, hvorfor manden ikke ændrede personlighed som ved et trylleslag da den lille kom til verden. Hvorfor det at blive far, ikke gjorde et skelsættende udslag på flere fronter. For nogen sker det jo, men for rigtig mange sker det jo ikke.

Når jeg tænker på "sex og samliv"-sforummet - både her på BK og på BX - og tænker på hvor ufatteligt mange kvinder der opretter tråde om hvor ulykkelige de er over deres dovne mænd, som både er dovne på familielivet, opmærksomheden på barnet/børnene og især på husholdningen i al almindelighed, så tænker jeg lidt på, hvad det er vi kvinder forventer? Vi forventer åbenbart for meget. Ingen kvinde skal forvente at manden ændrer sig fra dovendyr til energisk lækker engageret farmand med sans for propert hjem.

Jeg tænker indimellem, om kvinder har så travlt med at få børn, at de måske ikke helt ser "klart" når donoren tages i øjemål? Er man som kvinde så opsat på at få barn/børn, at man ikke er kritisk nok i udvælgelsen af, hvem det er man skal teamworke med omkring at få det hele til at hænge sammen på den anden side af fødslen?

Jeg kan pudse min egen glorie og sige at min "donor" er udvalgt med omhu. Hvis han skulle blive et dovendyr, så er det fordi han træder 3 skridt tilbage efter fødslen i forhold til hvordan han er nu. Hvis dét skulle ske, ville jeg blive helt utroligt skuffet og overveje, om den uheldige udvikling er permanent og om vores samliv i så fald skal slutte. Jeg tror kun jeg ville blive ulykkelig over at træde til med at kompensere fuldt ud for hans mangler og hans dovenskab.

Han ville i så fald ikke være den person jeg havde forelsket mig i og glædet mig til at opfostre vores fælles barn sammen med.

Måske skal det retfærdighedsvis også tilføjes, at jeg ikke vidste jeg ville have børn, før jeg mødte min mand og der var vi begge to 31 år, så jeg har ikke rigtig hørt til de skrukke :lol

[MissingLink]

Der er masser plads til far på barsel. Hos os tager han halvdelen, men jeg tror heller ikke han melder sig ind på et babyforum. Måske hvis der var nogle underfora med akvarie, jagt og våben?? :lol

Der er rigtig meget i denne debat der handler om forventningafstemning. Til alle jer med de dovne mænd...I kendte dem vel på godt og ondt inden i fik barn med dem, så mange af jer er sikkert ikke blevet overraskede. I er nok nærmere blevet skuffede over, hvorfor manden ikke ændrede personlighed som ved et trylleslag da den lille kom til verden. Hvorfor det at blive far, ikke gjorde et skelsættende udslag på flere fronter. For nogen sker det jo, men for rigtig mange sker det jo ikke.

Når jeg tænker på "sex og samliv"-sforummet - både her på BK og på BX - og tænker på hvor ufatteligt mange kvinder der opretter tråde om hvor ulykkelige de er over deres dovne mænd, som både er dovne på familielivet, opmærksomheden på barnet/børnene og især på husholdningen i al almindelighed, så tænker jeg lidt på, hvad det er vi kvinder forventer? Vi forventer åbenbart for meget. Ingen kvinde skal forvente at manden ændrer sig fra dovendyr til energisk lækker engageret farmand med sans for propert hjem.

Jeg tænker indimellem, om kvinder har så travlt med at få børn, at de måske ikke helt ser "klart" når donoren tages i øjemål? Er man som kvinde så opsat på at få barn/børn, at man ikke er kritisk nok i udvælgelsen af, hvem det er man skal teamworke med omkring at få det hele til at hænge sammen på den anden side af fødslen?

Jeg kan pudse min egen glorie og sige at min donor er udvalgt med omhu. Hvis han skulle blive et dovendyr, så er det fordi han træder 3 skridt tilbage efter fødslen i forhold til hvordan han er nu. Hvis dét skulle ske, ville jeg blive helt utroligt skuffet og overveje, om den uheldige udvikling er permanent og om vores samliv i så fald skal slutte. Jeg tror kun jeg ville blive ulykkelig over at træde til med at kompensere fuldt ud for hans mangler og hans dovenskab.

Han ville i så fald ikke være den person jeg havde forelsket mig i og glædet mig til at opfostre vores fælles barn sammen med.

Nu er jeg på fra mobilen, så kan ikke se hvor mange børn I/du har ;) Men mon ikke de fleste der venter barn, har været forelsket og haft nogle forestillinger om hvordan den anden vil være som forælder? Ellers tror jeg da ikke de fleste ville få børn sammen ;) Men med børn ændrer ting sig- det er et faktum- gloriepudsning eller ej. 1. barn, 2. barn, 3. barn og måske 4. barn- alle er forskellige. Måske bliver den første nem som en engel- måske får nr 2 kolik, og så bliver det pludselig dobbelt så hårdt fordi man så har 2 der kræver opmærksomhed. Når begge forældre står uden tilstrækkelig nattesøvn gennem halve eller hele år. Så er det altså svært at sammenligne med, hvordan man var FØR man fik børn. Jeg er skisme heller ikke den samme, og da slet ikke efter vores sidste barn, der har særlige behov. Jeg siger ikke man bliver sådan. Siger bare, at der kan være omstændigheder som gør tingene bliver som de bliver. Nogle ting kan man bare ikke forudse. Der findes der også de par, der får nogle fantastisk nemme børn, og for hvem hverdagen eller forældrene ikke ikke ændres det store- og det er da dejligt for dem ;)

[MacMus]

Nu er jeg på fra mobilen, så kan ikke se hvor mange børn I/du har ;) Men mon ikke de fleste der venter barn, har været forelsket og haft nogle forestillinger om hvordan den anden vil være som forælder? Ellers tror jeg da ikke de fleste ville få børn sammen ;)

Jamen det både tror og håber jeg da, jeg kauserer bare over, om de forestillinger har været for "rosenrøde" set i forhold til hvordan manden var inden den lille/2./3./4. kom til verdenen.

[MissingLink]

Jamen det både tror og håber jeg da, jeg kauserer bare over, om de forestillinger har været for "rosenrøde" set i forhold til hvordan manden var inden den lille/2./3./4. kom til verdenen.

Der var en tråd herinde omkring det med forventning og om hvordan det var at blive mor-agtig. Som det også står skrevet derinde, så tror jeg bare der er nogle ting man ikke kan forberede sig på før man står i det. Ligegyldigt om man har rosenrøde forventninger eller ej. Livet kan byde på flere udfordringer end man lige regner med- også selvom det er fantastisk at få børn, og at man tror alt bliver fantastisk inden ;)

[MacMus]

Der var en tråd herinde omkring det med forventning og om hvordan det var at blive mor-agtig. Som det også står skrevet derinde, så tror jeg bare der er nogle ting man ikke kan forberede sig på før man står i det. Ligegyldigt om man har rosenrøde forventninger eller ej. Livet kan byde på flere udfordringer end man lige regner med- også selvom det er fantastisk at få børn, og at man tror alt bliver fantastisk inden ;)

Det kan jeg kun forestille mig du har ret i.

[MacMus]

Der var en tråd herinde omkring det med forventning og om hvordan det var at blive mor-agtig. Som det også står skrevet derinde, så tror jeg bare der er nogle ting man ikke kan forberede sig på før man står i det. Ligegyldigt om man har rosenrøde forventninger eller ej. Livet kan byde på flere udfordringer end man lige regner med- også selvom det er fantastisk at få børn, og at man tror alt bliver fantastisk inden ;)

Men tror du ikke der er nogen kvinder der ser i gennem fingre med mænds dovenskab fordi ønsket om barn/børn overskygger en reel vurdering af "handyret"?

[MissingLink]

Men tror du ikke der er nogen kvinder der ser i gennem fingre med mænds dovenskab fordi ønsket om barn/børn overskygger en reel vurdering af "handyret"?

Jo, helt sikkert. Men hvis jeg kigger på mig selv, så er jeg da noget mere "doven" nu, end jeg var før jeg fik børn. Og endnu mere efter vores sidste. Jeg er simpelthen træt. Det betyder at rengøring, vasketøj, madlavning osv af og til bliver syltet. Vi har rengøringshjælp, min mand ordner vasketøj, og jeg laver mad når jeg orker. Udefra kan jeg da godt se utrolig doven ud, uden det er min hensigt eller intention. Lige nu ligger jeg f.eks. på på sofaen ;) Jeg mener bare det er vigtigt at tale om HVORFOR tingene er som de er. Der kan være en årsag til umiddelbar dovenskab fra begge parter. måske der det slet ikke dét det handler om. Herhjemme går vi faktisk ikke så højt op i hvem der gør hvad. Vi måler ikke. Bare tingene fungerer i det store og hele :)

[Lovely Lady]

Jeg tænker indimellem, om kvinder har så travlt med at få børn, at de måske ikke helt ser "klart" når donoren tages i øjemål? Er man som kvinde så opsat på at få barn/børn, at man ikke er kritisk nok i udvælgelsen af, hvem det er man skal teamworke med omkring at få det hele til at hænge sammen på den anden side af fødslen?

Dén lever jeg i hvert fald med følgerne af... Min mand og hans tidligere kæreste var lidt kollegieforelskede i tidernes morgen, uden at det nogensinde var det helt vilde - men iiiiih, hvor kunne de begge to godt tænke sig et barn, og syntes at det aldersmæssigt var på tide, såeh... Det fik de så... Forholdet gik (sjovt nok) skidt... Men så var det jo på tide at få et barn mere... Så det fik klaphattene så, selvom de allerede der mest af alt tænkte på at slippe væk fra hinanden... Det gik helt galt kort tid efter, og de har nu begge to "fornøjelsen" af at dele 2 børn med et menneske, der ikke siger dem noget, og som har helt andre ønsker og værdier end dem selv... Suk... De er udmærkede mennesker og udmærkede forældre hver for sig, men en usædvanligt dårlig kombination...

[Guest]

Der er masser plads til far på barsel. Hos os tager han halvdelen, men jeg tror heller ikke han melder sig ind på et babyforum. Måske hvis der var nogle underfora med akvarie, jagt og våben?? :lol

Der er rigtig meget i denne debat der handler om forventningafstemning. Til alle jer med de dovne mænd...I kendte dem vel på godt og ondt inden i fik barn med dem, så mange af jer er sikkert ikke blevet overraskede. I er nok nærmere blevet skuffede over, hvorfor manden ikke ændrede personlighed som ved et trylleslag da den lille kom til verden. Hvorfor det at blive far, ikke gjorde et skelsættende udslag på flere fronter. For nogen sker det jo, men for rigtig mange sker det jo ikke.

Når jeg tænker på "sex og samliv"-sforummet - både her på BK og på BX - og tænker på hvor ufatteligt mange kvinder der opretter tråde om hvor ulykkelige de er over deres dovne mænd, som både er dovne på familielivet, opmærksomheden på barnet/børnene og især på husholdningen i al almindelighed, så tænker jeg lidt på, hvad det er vi kvinder forventer? Vi forventer åbenbart for meget. Ingen kvinde skal forvente at manden ændrer sig fra dovendyr til energisk lækker engageret farmand med sans for propert hjem.

Jeg tænker indimellem, om kvinder har så travlt med at få børn, at de måske ikke helt ser "klart" når donoren tages i øjemål? Er man som kvinde så opsat på at få barn/børn, at man ikke er kritisk nok i udvælgelsen af, hvem det er man skal teamworke med omkring at få det hele til at hænge sammen på den anden side af fødslen?

Jeg kan pudse min egen glorie og sige at min "donor" er udvalgt med omhu. Hvis han skulle blive et dovendyr, så er det fordi han træder 3 skridt tilbage efter fødslen i forhold til hvordan han er nu. Hvis dét skulle ske, ville jeg blive helt utroligt skuffet og overveje, om den uheldige udvikling er permanent og om vores samliv i så fald skal slutte. Jeg tror kun jeg ville blive ulykkelig over at træde til med at kompensere fuldt ud for hans mangler og hans dovenskab.

Han ville i så fald ikke være den person jeg havde forelsket mig i og glædet mig til at opfostre vores fælles barn sammen med.

Måske skal det retfærdighedsvis også tilføjes, at jeg ikke vidste jeg ville have børn, før jeg mødte min mand og der var vi begge to 31 år, så jeg har ikke rigtig hørt til de skrukke :lol

Jeg har heller ikke hørt til de skrukke... jeg har indtil for 2 år siden været sikker på jeg ikke skulle have børn...

Jeg vil da lige sige at jeg er en af dem her der har skrevet om min dovne mand, sammen med det har jeg også skrevet at jeg vidste hvordan han var da vi blev gift. og jeg kan tilføje at jeg også vidste hvordan det ville være at få børn med ham.

Jeg har jo valgt at gift mig med ham af mange gode grunde. og været klar over hvordan livet med ham ville blive til dels... Så jeg er ikke overrasket eller specielt skuffet... kunne jeg nogle gange ønske mig det anderledes JO!! men kan alle ikke ønske sig noget anderledes nogen gange, det tror jeg.

Jeg elsker min mand, på godt og ondt. :)

Men jeg har skrevet mit indlæg omkring min mand, da denne tråd jo handler om der er plads til mænd på barsel. Og Det er der herhjemme hos os, hvis han havde villet det.. jeg har ikke stået i vejen for det.. Men han vil ikke... Han vil hellere arbejde, og være sammen med sin søn, når han kommer hjem, og være alene med ham når jeg skal ud af huset.. Han har intet ønske om Barsel.

Så Øremærkning går jeg ikke ind for, for det ville tvinge nogen til noget de ikke havde lyst til...

[MacMus]

Jeg har heller ikke hørt til de skrukke... jeg har indtil for 2 år siden været sikker på jeg ikke skulle have børn...

Jeg vil da lige sige at jeg er en af dem her der har skrevet om min dovne mand, sammen med det har jeg også skrevet at jeg vidste hvordan han var da vi blev gift. og jeg kan tilføje at jeg også vidste hvordan det ville være at få børn med ham.

Jeg har jo valgt at gift mig med ham af mange gode grunde. og været klar over hvordan livet med ham ville blive til dels... Så jeg er ikke overrasket eller specielt skuffet... kunne jeg nogle gange ønske mig det anderledes JO!! men kan alle ikke ønske sig noget anderledes nogen gange, det tror jeg.

Jeg elsker min mand, på godt og ondt. :)

Men jeg har skrevet mit indlæg omkring min mand, da denne tråd jo handler om der er plads til mænd på barsel. Og Det er der herhjemme hos os, hvis han havde villet det.. jeg har ikke stået i vejen for det.. Men han vil ikke... Han vil hellere arbejde, og være sammen med sin søn, når han kommer hjem, og være alene med ham når jeg skal ud af huset.. Han har intet ønske om Barsel.

Så Øremærkning går jeg ikke ind for, for det ville tvinge nogen til noget de ikke havde lyst til...

Hvis man kan leve med - og se ud over dovenskaben - så tænker jeg heller ikke den er noget problem. Din styrke er nok, at du vidste hvad du gik ind til og var forberedt på det. Jeg tror det er værre med dem der virkelig havde håbet på at miraklet indtraf ved fødslen. Måske er det også som oftest dem der er mest kede af deres parforhold.