Amning - hvor længe skal man give det en chance?

[Guest Amina]

Min lille pige er nu 6 dage gammel. Og jeg forsøger at amme hende.

Jeg startede ud med kæmpe sår på begge bryster. Jeg bruger luft tørring, lansinoh bryst vorte.creme, amme indlæg og vi forsøger med ammebrik selvom lille pigen absolut ikke synes det er sjovt :(

Jeg har så mange smerter i mine bryster at jeg frygter hver gang hun skal have mad. Og når jeg ammer sidder jeg og græder :boo

Mine bryster er begyndt at små bløde og gør ondt uanset om hun er lagt til eller ej :boo

Hvor længe giver man amningen en chance? De her start vanskeligheder er jo meget normale, men hvornår forsvinder det?

Jeg er græde færdig i skrivende stund og er bare for at få en fødselsperiode depression eller en dårlig start med min datter ..

[TakForDenneGang]

:kram :kram :kram :kram :kram

Føler virkelig med dig :( Det lyder som da jeg ammede Johan... Jeg ammede ham i ca. 4½ måned og så kom han på flaske og jeg vil aldrig anbefale dig, at gøre det samme.. Det var 4½ måned med smerte, gentagende infektioner og gråd.. Jeg var bare for stædig og kan kan nogen gange godt fortryde, at jeg var så stædig så længe, for det satte et hak i mit og Johan forhold, som nyfødt og lige så snart jeg overgik til flaske.. Steg mit humør virkelig meget og jeg kunne nyde ham og det, at give ham mad i stedet for, at frygte hvornår han skulle have mad igen :)

Jeg syntes at du tænke over hvornår nok er nok for dig.. Jeg vil ikke sige hvor længe du skal blive ved eller at du skal blive ved.. Det er syntes jeg skal være op til dig :kram2

[Unknown]

Vi sad faktisk at snakkede om det samme den anden dag. Da jeg ammede Zoey frygtede jeg hver gang hun græd for det var kun mig der kunne give hende mad. Jeg kunne aldrig slappe af. Var ked af det hele tiden og havde også problemer i starten. Da Zoey kom på flaske nød jeg meget mere at være mor. For alt ansvaret var ikke på mig. Jeg vil heller ikke give tid, men vil sige du selv skal mærke efter hvor din grænse går. For du får aldrig den første tid tilbage. Og jeg mener ikke man skal amme for enhver pris

[Kamillawn]

Vil bare sende dig et KÆMPE :kram

Opstarten var også forfærdelig hård for mig. Det bedste råd jeg kan give dig (hvis du vil fortsætte med at forsøge at få amningen op at køre) er nok at holde fast i ammebrikkerne - de tager trods alt toppen af smerten. Og så fortsætte med det du ellers gør - lufttørring osv.

Når det så er sagt. En god mor sidder IKKE i brysterne. Det er meget sværere at være en god mor for din datter hvis du er ked af det. Det er også meningen at amning/give flaske skal være en god oplevelse for både mor/(far) og barn.

[Guest]

Jeg havde ondt i 14 dage inden jeg var hærdet nok til ikke at græde igennem amningerne. I dag har jeg ingen problemer.

Men det nok forskelligt fra kvinde til kvinde.

Du skal selv vurdere hvornår nok er nok, hvis du ikke føler du kan holde det ud, så er det nok værd at overveje at stoppe.

[Mette A.]

Jeg tror også det var omkring 14 dage der gik her før end det ikke gjorde ondt mere. Og tilsidst var det bare sådan at det gjorde ondt lige som jeg lagde hende til og så i løbet af et minuts tid gik det over igen.

Jeg tror det er meget forskelligt, ligesom det er forskelligt hvor meget man hver især vil/bør kæmpe for det. Hvis du virkelig gerne vil amme, så synes jeg da helt klart også at du skal give det lidt tid. Men stop INDEN at det kører dig helt ned - for som andre siger, den første tid er noget du aldrig får igen, så det vigtigste er at du NYDER den. Og hvis amningen sætter en stopper for at du kan nyde din lille bebs og det at være mor, så er den ikke det værd. De små klarer sig jo heldigvis lige så godt på flaske.

[SarahDK]

Jeg tror det er meget forskelligt, ligesom det er forskelligt hvor meget man hver især vil/bør kæmpe for det. Hvis du virkelig gerne vil amme, så synes jeg da helt klart også at du skal give det lidt tid. Men stop INDEN at det kører dig helt ned - for som andre siger, den første tid er noget du aldrig får igen, så det vigtigste er at du NYDER den. Og hvis amningen sætter en stopper for at du kan nyde din lille bebs og det at være mor, så er den ikke det værd. De små klarer sig jo heldigvis lige så godt på flaske.

:ditto

[Tinkerbell]

Jeg har jo ingen børn endnu og derfor ingen erfaringer at dele ud af. Jeg vil dog sige at det er vigtigst at det er DIN beslutning hvad du gør. Hvis du har besluttet dig for at amme er det naturligt at give det et forsøg, for der er jo klare fordele for Ayah ved at få modermælk. Dog har jeg kunne læse mig frem til at i nogle tilfælde har ammekampen skadet mere end den har gavnet mens andre har klaret det fint efter noget tid.

Jeg tror ærlig talt ikke du kan bruge de andres erfaringer til meget, forløbet er så forskelligt fra person til person og der er ingen andre end dig der ved hvor vigtigt amning er for dig, hvor ondt du har osv. Beslut med dig selv hvor længe du vil kæmpe med det og hvis du "giver op" så ha fred med det fordi det måske så er den rigtige beslutning så du ikke kører dig selv helt ned.

Til slut et kram for tror på at det ikke er helt let :kram

[Camillat]

Soede skat dog

Min soester hang oppe under loftet ved hver amning med hendes nr. 2, men det gik altsaa over... jeg havde ikke selv de problemer, saa er nok ikke den rette til at give raad. Andet end at lytte til din indre stemme - du ved godt, hvad der er rigtigt for jer. Du kan jo evt. ogsaa overveje at supplere med flaske i en uges tid eller to for at aflaste dine vorter, men saa de stadig haerdes... Don't know..

Med hensyn til at og at syntes, det er haardt, saa ved du maaske fra min traad, at det hele var lidt noget hoe i starten, men at det saa blev godt. Spis chokolade og graed alt det, du har behov for. Lad det komme ud, for det nytter skisme ikke at have det inde i sig selv. Nu ved jeg saa ikke, om det kun er brystvorterne, du graeder over, men du skal altsaa bare vide, at jeg tudede meget og kan stadig nogle gange tage en lille tur over i foelelsernes vold. DU har ogsaa dit saar og det er ogsaa noget hoe, du vil gerne trille med barnevogn, men det goer ondt... I know, det gjorde det sgu ogsaa i mit understel efter foedslen af Noah, saa kan sagtens foelge dig, soede. Det BLIVER godt, men giv tid. Nyd Ayah saa meget, du kan, for det er nu, hun er den lille skoenhed, hun i sandhed ser ud til at vaere

[Fister]

Jeg måtte give op efter 3,5 uge efter en møgstart på amningen, som endte i sår, brystbetændelse og svamp på een gang. Prøvede alt muligt for at få det til at køre, men jeg skreg og græd efterhånden hver gang jeg ammede og var helt bange for når han blev sulten. Så både jeg og sønnike var ulykkelige og efter at have kløet på i to uger uden bedring gav jeg ham en flaske mme og besluttede at stoppe amningen i hvert fald indtil sårene var helet. Først var jeg rigtigt ked af at give op, men jeg fik det hurtigt bedre og min søn blev ikke mindst gladere og har det bare rigtigt godt nu. Jeg er slet ikke i tvivl om nu, hvor jeg slet ikke ammer mere, at det var den rigtige beslutning, men jeg er også glad for at jeg føler jeg virkelig gav amningen en chance.

Du må lytte til dig selv og mærke efter hvornår nok er nok - eller forhåbentlig hvornår det bliver bedre. Det vigtigste er at du er afklaret selv, så du kan være en glad mor med overskud på den ene eller anden måde.

Held og lykke

[Guest]

:kram åh ven - amning skal ikke ske for enhver pris - hvis du har det svært med det og syntes det letter at tænke på at give flaske i stedet så syntes jeg det er det du skal gøre - for er det kampen værd for dig? (jeg har ikke haft store blødende sår, men væskende sår på trods af suttebrikken, så jeg har været heldig, men var der store åbne sår var jeg stoppet, 60% af mine amningerne foregår dog i smerte stadigvæk, men nu har jeg ammet i snart 3 mdr, så nu giver jeg ikke op - hvis jeg ku klare en fødsel så klarer jeg også 3 mdr mere ;) og det påvirker mig ikke psykisk, hvis det gør det, så stopper jeg)

Hvis det er kampen værd så kæmp den med din mand/kæreste i hånden men giv det kun til du syntes det er VED at være for hårdt!

MEN som Camilla skriver så er de første 14 dage 3 uger et HELVEDE følelsesmæssigt. Jeg tudede konstant og var i mine følelsers vold - troede virkelig aldrig jeg blev normal igen. Havde det sådan som jeg tror en depression ville føles som - en kedafdethed som jeg ikke kunne forestille mig gik over nogensinde og som gav appetitløshed og ondt i maven. Jeg fik en veninde på besøg der kiggede mig dybt i øjnene og sagde - hvordan har DU det? Og så TUDEDE jeg - hun fortalte hvor slemt hun havde haft det lige efter fødslen og beskrev stort set mine følelser :biglove jeg kunne kysse hende ku jeg - derfra gik det bedre og bedre. Så hæng i! Men hvis din kedafdethed er pga amning så stop!

[Guest]

Har forresten hørt at danskvand kan lindre smerten (en eller anden her inde fra skrev det) og jeg har brugt "trøskesaft" som er klorhexidin som man ikke skal skylle væk efter brug, syntes det lindrede. Jeg har også brugt det der lansinoh med begrænset effekt - dog bedre end ingenting!

[logo]

Du skal simpelthen få fat på sp med det samme, for det lyder som om, sutteteknikken ikke helt er på plads. Det er SÅ vigtigt, at det kommer i orden helt fra start. Det gør rigtig ondt, hvis de sutter forkert, og det er ofte det, der er galt.

Svamp kan det også være, men det kommer som regel lidt senere, så det tror jeg ikke umiddelbart, det er.

[Malouski]

Soede skat dog

Min soester hang oppe under loftet ved hver amning med hendes nr. 2, men det gik altsaa over... jeg havde ikke selv de problemer, saa er nok ikke den rette til at give raad. Andet end at lytte til din indre stemme - du ved godt, hvad der er rigtigt for jer. Du kan jo evt. ogsaa overveje at supplere med flaske i en uges tid eller to for at aflaste dine vorter, men saa de stadig haerdes... Don't know..

Med hensyn til at og at syntes, det er haardt, saa ved du maaske fra min traad, at det hele var lidt noget hoe i starten, men at det saa blev godt. Spis chokolade og graed alt det, du har behov for. Lad det komme ud, for det nytter skisme ikke at have det inde i sig selv. Nu ved jeg saa ikke, om det kun er brystvorterne, du graeder over, men du skal altsaa bare vide, at jeg tudede meget og kan stadig nogle gange tage en lille tur over i foelelsernes vold. DU har ogsaa dit saar og det er ogsaa noget hoe, du vil gerne trille med barnevogn, men det goer ondt... I know, det gjorde det sgu ogsaa i mit understel efter foedslen af Noah, saa kan sagtens foelge dig, soede. Det BLIVER godt, men giv tid. Nyd Ayah saa meget, du kan, for det er nu, hun er den lille skoenhed, hun i sandhed ser ud til at vaere

What she said :ditto

Jeg tudede også hele tiden den første tid!

Jeg havde også meget ondt i vorterne den første uges tid + de blødte lidt, og min mælk var lang tid undervejs, og da den endelig kom, fik jeg brystbetændelse x 2. Da var jeg også ved at kaste håndklædet i ringen, og havde jeg fået én gang betændelse mere, tror jeg faktisk også, at Mads var blevet flaskebarn.

Amning er bare ikke så mange tårer værd, hvis strabadserne bliver ved.

[Guest cmbk]

Jeg er sådan lidt delt, idet jeg ikke synes det er at give op, når man giver slip på amningen og vælger flasken. Jeg stoppede med at amme, da hun var 3 eller fire uger, tror jeg... Og havde det helt fint med det. Var nok nærmere lettet. Havde ingen smerter, men det var ikke hyggeligt at amme mere, eftersom jeg havde mistet troen på det, og i takt med at det skete, stoppede mælkeproduktionen.... Ergo, Caroline fik ikke noget mælk og jeg gruede for ammestunderne. Det er ALTSÅ bare ikke fedt, at være ked af at skulle give sit barn mad.

Hurra for flasken, og jeg er sikker på at jeg får(og at hun er) en lige så sund og stærk tøs, som ved amning :-)

[Guest Amina]

Tak for jeres svar piger, og undskyld jeg ikke svarer jer individuelt.

Jeg vil meget gerne amme, og vil også stadig give det en chance. Tror bare jeg har brug for en eller anden tids horisont for hvornår jeg kan forvente smerterne aftager - for det er ikke kun fysisk men psykisk det påvirker mig.

På hospitalet har de hele tiden sagt at hun sutter rigtigt, selvom jeg er sikker på at hun suttede skævt i starten. For det var på det tidspunkt sårerne kom, og jeg husker min brystvorte ligesom var skæv efter hun havde spist.

Det gør hun så ikke mere, men sårerne er jo fra der, og heler jo ikke sådan lige.

Men jeg får sp på mandag og så får jeg hende til at tjekke sutte teknikken.

Jeg tror også bare jeg er ekstra hormonel og.derfor hurtigere græder. Og Camilla du har helt ret! Jeg vil så gerne ud med barnevognen og det er bare svært når det gør ondt.

Jeg giver det i hvert fald en uge mere, og håber på bedring. Og så vil jeg bruge de ammebrikker noget oftere selvom Ayah ikke er fan.

Heldigvis har jeg masser af mælk, det løber ud alle vegne.

:lovebk

[Barbamama]

:kram :kram :kram

Jeg vil sige kæmp så længe du har lyst, hverken længere tid eller kortere tid. En i min mødregruppe er stadig ved at trappe ud af at bruge MME og gå mere og mere over til bryst og hendes søn er da omkring 3 måneder nu, så ud fra hvad jeg har forstået har hun aldrig givet op og det er bare blevet bedre og bedre. Så der kan være håb selv efter lang tids kamp.

Omvendt, så synes jeg det er 100% iorden at stoppe nårsomhelst du føler, at du ikke kan mere. Det vigtigste er jo at mor og barn har det godt, og hvis I har det bedre uden amningen, så er det jo sådan det er :kram2

Mht. sår på brysterne og ømme brystvorter, så tror jeg nok at mine var ok efter 1-2 uger, men jeg kan ikke helt huske det :unsure Vi brugte brik indtil Valdemar var ca. 3 uger, hvilket betyder, at vi har "kæmpet" med amningen i de første 3 uger - og vi "vandt" kampen. :)

[Guest cmbk]

Jeg synes du er sej! :balloons

[Miss.Tang]

Kæmpe :kram det lyder bare rigtig øv og meget hårdt

Jeg vil sige du skal mærke efter i dig selv! Hvor inderligt ønsker du at amme? hvor langt vil du presse sig selv?

Og tænk på hvad der gør ved dig og dit forhold til den lille guldklump. Det er kun dig der kan afgøre om du vil fortsætte eller stoppe.

Held og lykke :)

[Sofiee]

Jeg vil sige som de andre: gør hvad du føler er bedst for jer! Flasken er et rigtig godt alternativ, men ønsker du virkelig at amme, så giv det en chance :)

Jeg husker tydeligt hvor ONDT det gjorde i starten! I starten tudede jeg når jeg ammede, fordi det gjorde så sindssygt ondt, men jeg holdt ud fordi jeg vidste at det ville blive bedre. Den første uge var den værste, derefter gjorde det kun ondt de første par minutter af hver amning, og efter 2 uger havde jeg ikke ondt mere :) nu nyder jeg amningerne, og synes det er fantastisk :) men jeg havde det også sådan at det ikke ville være et nederlag eller noget, hvis ikk det fungerede, for mme ER jo et rigtig fint alternativ :)

[Myliona]

Har ikke lige læst de andres svar!

Jeg ammede Camille i 5 uger - også gav jeg op.. Ikke pga smerterne, men fordi der bare ikke var mælk, og jeg nød slet ikke de 5 uger.. I dag, kan jeg mærke at de 5 uger, virkelig har ja.- De gjorde mig PISSE bange for at få flere børn!!! Jeg var frustreret.. De første måske 2 uger, gjorde det ondt, og jeg græd af smerte (FØLER MED DIG!!!) Hver gang hun sov, tænkte jeg.. "åh nej, når hun vågner skal hun spise".. Og ja, det gjorde faktisk at jeg slet ikke nød de første uger :( hvis jeg får flere børn, så giver jeg amningen en del kortere tid - Jeg VIL nyde mit næste barn, også selvom konsekvensen er at jeg får endnu et flaskebarn!

Hav dig selv med i det, og hvis du ikke NYDER dit barn, så synes jeg du skal overveje hvorfor du tager "amme-kampen"... For mig, var det følelsen af at "det skulle jeg da bare for at være en god mor".. Og det er bare ikke en holdbart grund - for i de første 5 uger, var jeg meget lidt en GOD mor - i hvert fald ikke så god en mor, som jeg KUNNE have været..

Ved ikke om det hjalp, er ret træt.. Alt i alt, ville jeg bare sige; Tag kampen, men hav dig selv med! :kram

[Guest]

Hav dig selv med i det, og hvis du ikke NYDER dit barn, så synes jeg du skal overveje hvorfor du tager "amme-kampen"... For mig, var det følelsen af at "det skulle jeg da bare for at være en god mor".. Og det er bare ikke en holdbart grund - for i de første 5 uger, var jeg meget lidt en GOD mor - i hvert fald ikke så god en mor, som jeg KUNNE have været..

Ved ikke om det hjalp, er ret træt.. Alt i alt, ville jeg bare sige; Tag kampen, men hav dig selv med! :kram

GODT skrevet :respekt kunne ikke være mere enig

[Vinnus]

Husk på at det ikke er at opgive, men at tage et andet valg.

Jeg har ikke de bedste erfaringer med at amme, da jeg fik store blødende sår på begge vorter og et kæmpe hul på den ene trods rigtig sutteteknik.

Men jeg kunne mærke med Liva at jeg var på vej til en depression, måske fordi jeg fik en fødselsdepression med Freja så kendte jeg tegnene, og derfor traf jeg et andet valg .

Denne gang er mit valg så allerede truffet. Jeg vil ikke igennem det igen.

En god mor sidder bestemt ikke i brysterne. Jeg fik det bedre med pigerne og mig selv da jeg valgte at stoppe. Var nemlig ked af det og sur hver gang de vågnede.

Men den eneste der ved hvordan Du har det er dig :kram2 husk at passe på dig selv.

Gør hvad du føler for, så længe at det er din beslutning. Lad hverken din mand eller andre bestemme om du skal fortsætte. Det er nemlig kun dig som skal leve med følgerne bagefter.

:kram :kram

[Guest Amina]

Igår ammede jeg udelukkende kun med ammebrikker på, og hvor hjalp det bare sindssygt meget. Så nu har min mand været ude og købe lidt flere så jeg ikke skal koge hele tiden.

Så nu er jeg ved lidt bedre mod, og kæmper videre lidt endnu. For jeg vil virkelig gerne amme hende, og jeg synes jo også det er hyggeligt og dejlig nemt - når det altså fungere.

:)

Tusind tak for jeres støtte, hjælp og råd piger - hvad skulle jeg dog gøre uden jer :lovebk

[baby_nr_3]

Man skal ikke amme for enhver pris, så følg dit hjerte. Du ved selv hvad der er bedst og det skal du følge. Uanset hvad andre mener. Du vil helt sikkert møde mange undrende blikke og spørgsmål, men det er din beslutning og dine bryster :hophop og i sidste ende er der ingen af jer der har glæde af at du bliver frustreret og ked af det og måske også både anspændt og nervøs hver gang du skal amme. Det vil blot gøre det værre.

Jeg har selv prøvet lidt af hvert, hvis du er interesseret kan du læse nedenfor her.

Min den første er for tidligt født, så først malkede jeg ud, og derefter kæmpede jeg i halvanden måned før end jeg gav endeligt op. To uger efter jeg var stoppet helt, konstaterede vi at han havde et alt for kort tungebånd. Det gik helt ud til tungespidsen. Formelig derfor kunne han ikke få rigtig fat i mine bryster.

Ved nummer to var vi derfor ekstra opmærksomme på tungebåndet, og vikunne se at det var kort, men ikke så kort som den første. på sygehuset ville de ikke gøre noget, og henviste os til egen øre, næse, halslæge. Efter ca to uger var vi der, og hun konstaterede at det lå på grænsen. Hvorefter det blev klippet. Det var den største lettelse, jeg kunne allerede ved første efterfølgende amning mærke kæmpe forskel. Jeg havde på de to uger fået kæmpe sår, og min ene brystvorte var suttet halvt over. Men intensiv pleje med e-vitamin salve og luft hjalp, dog først efter at tungebåndet var blevet klippet og han ikke længere gjorde det værre.

Vedr. At få klippet tungebåndet, så lyder det dramatisk, men det er det overhovedet ikke. Det tager et øjeblik og de giver bare en smule sukkervand imens.

Denne gang vil jeg helt sikkert gøre præcis det samme, men er også indstillet på at amning ikke er for enhver pris. Flaskebørn trives ganske fortrinligt.