Hvornår og hvordan skal jeg få det sagt?

[Mortilde3]

Hej alle.

Jeg går lidt og tumler med et problem som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre ved. Jeg har 3 børn og venter nu nr. 4, som ikke på nogen måde er planlagt, men da jeg er helt og aldeles imod abort, beholder jeg det naturligvis, og til trods for de bekymringer der også opstår, så ved jeg at jeg vil knuselske ham/hende lige så højt som de andre 3.

Mit problem er lidt at vi har et vennepar der så gerne vil have et barn mere, de har fået et ved hjælp af kunstig befrugtning, men da deres sidste forsøg på nr. 2 blev sat op gav det desværre ikke noget. Så nu skal de i gang med at finde ud af at finansere det projekt, hvilket jo ikke er helt billigt.

Før de fik deres barn ventede jeg min nr. 3, og selvom hun gerne ville være glad på mine vegne kunne hun ikke rigtig, det gjorde for ondt... Men hvad gør jeg så nu??? Fortæller at hov, vi blev sandelig gravide uden at prøve, og dermed gnide deres situation endnu mere i næsen på dem? Jeg har hældt mest til ikke at sige noget, for hvis nu det går i vasken så behøver de aldrig at finde ud af det, og dermed er jeg fri for at gøre dem kede af det. Jeg håber selvfølgelig ikke det går i vasken, men har tidligere haft en SA i 12. uge, så jeg tør jo heller ikke vide mig sikker.

Er bare sådan i tvivl, det er jo ikke min mening at gøre nogen kede af det....

Hvad synes I?

[Myliona]

Synes du skal sige det.. Nu har de jo et barn - så de ved "trods alt" at det kan lade sig gøre.

Ville nok ikke sige det før efter NF - medmindre det ville falde naturligt. Også tror jeg kun jeg ville sige det ikke var planlagt, hvis de selv spørger.. Det rager jo i princippet hverken dem eller nogen andre, om jeres barn er planlagt :)

Eller, så sig det som det er; At det er svært fordi I kender deres situation. Men umiddelbart ville jeg være ærlige overfor dem...

[Guest]

med ærlighed kommer man længst. Fortæl at du er gravid, måske undlad at sige at det er en ups´er/en der er kommet uden forsøg.

Bare fortæl dem, at i venter jer igen, og hvis de har brug for at trække sig lidt fra jer, så sig til det at det er okay, og i forstår dem.

Så er det meget nemmere at acceptere, som par der gerne selv vi have børn/flere børn

[Lindegaard]

Du skal helt klart sige det med det samme :)

Det vil gøre mere ondt hvis du venter med at sige det... Sys ikke du behøver at forklare en masse, bare få det sagt! Og så skal du nok være forberedt på, at hun holder en vis afstand til dig/jer noget tid :)

Men lad hende vide, at du er der for hende og glæder dig til hun bliver gravid!

[Guest]

Åh det er så svært, vi har en veninde der også forsøger og det er helt vildt hårdt, lige som hun havde åbnet sig om deres problemer blev jeg gravid. Jeg valgte at sende hende en sms med beskeden så hun ikke behøvede holde en facade men bare kunne få lov til at tude og kaste med ting hvis det var det hun ville. Men det er også bare kulturen i vores vennekreds at smser er ok som kommunikations form (hun er heller ikke bedste veninden, men en i vores omgangskreds). Så ved ikke om den vil gå for jer. Men som udgangspunkt vil jeg se på hvor tætte i er, er det ok ikke at sige det før NF? Mange siger det jo ikke før til NOGEN over hovedet og så kan de ikke føle sig forrådt.

[Mortilde3]

Åh ha altså det er virkelig svært, ud over at de er nogle vi er rigtig tætte på, så er vi også ofte sammen, og det er virkelig svært at skulle være helt normal når man oplever de spise"forstyrrelser" som kan plage en som gravid, samt den træthed som oftest også er der osv. Derudover har de givet os en spændende aften ude uden børn som de har planlagt, og ved jo ikke om de kunne finde på at vi skulle mountainbike eller andet som måske ikke er det smarteste med bebs i maven...

Men tror lige at jeg vil prøve at trække tiden lidt og se hvad der sker, der kan jo ske en del i løbet af den næste måneds tid. Måske de selv når at lure den inden, synes nemlig selv at min mave allerede har en bule - suk... :blush

[Fister]

Jeg synes, du skal sætte dig ned sammen med hende/dem, og fortælle dem som det er - og samtidig fortælle, at du godt kan forstå, hvis det er en svær melding for dem. Og så vær klar til hendes reaktion, og vis forståelse for den. Det er rigtigt stærkt, hvis du kan rumme, at hun måske bliver ked af det eller vred eller bare vil hjem, og det tror jeg, hun vil kunne mærke. "Bare" sig til hende, at I stadig sagtens kan snakke om, hvad hun føler og hvad de kæmper med. Det ændrer barnet jo ikke på.

Ingen tvivl om, at det bliver svært, men jeg tror at konsekvensen ved ikke at sige noget eller sende en sms er langt større, og det bliver sværere for dem. For så sender du også et signal om, at du ikke rigtigt vil tale direkte om, at de er kede af det og at du jo er ekstremt heldig (især i deres øjne). I virkeligheden er det jo ikke så svært at forstå, hvordan både du og de må føle det i situationen, og der er jeg altså stor fortaler for bare at få det på bordet. Det kan være, at hun vil kunne fortælle dig, hvordan hun helst vil have at du skal opføre sig. Måske vil hun meget gerne involveres i en masse - måske vil hun gerne have, at du lige pakker babysnakken lidt væk, når I er sammen. Og indenfor rimelighedens grænser, kan du jo sagtens opfylde den del af det.

Masser af pøjpøj til begge familier.

[Mommy]

Uha det er altid et svært emne, når der er nogle i ens omgangskreds der ikke har så let ved det som andre :unsure

Jeg ved ikke om "min historie" kan sammenlignes lidt. Jeg har en gammel veninde som i 2 år har kæmpet for at blive gravid. De har hele tiden brugt undskyldninger for hvorfor det ikke er lykkedes, som fx: "Det er nok også godt at vente lidt" og "Det er jo også fint lige at komme over den der fødselsdag, indflytterfest, bryllup osv osv". De er tydeligt mærkede af at det ikke vil lykkes og nu venter hendes lillebror og hans kæreste en lille og det har slået benene lidt væk under hende og de overvejer at blive undersøgt og evt få hjælp, hvis det er det der skal til for at det kan lykkes. Nå men de var så nede og spise hos os i lørdags og jeg har ikke set hende i ca ½ år. Vi havde besluttet ikke at fortælle noget om spiren i min mave endnu.... det er vores 3.barn og det er stadig meget tidligt, så vi ville holde det hemmeligt lidt endnu.

Under middagen kommer min mand til at tale over sig og siger noget a la: "Når vi skal holde barsel næste gang, så...." og min veninde spørger jo selvfølgelig hvornår det er og om jeg er gravid. Jeg havde det simpelthen så skidt med at sige at ja det er jeg, men kunne heller ikke komme udenom :lolhit

Min veninde blev bare rigtig glad på vores vejne og selvom jeg kunne ane en smule jalouxi så var det altså mest glæde hun viste.... :biglove

Jeg tænker lidt at når tiden er inde til at det skal være offentligt, så skal alle have den glædelige nyhed også dem, der måske bliver lidt triste til mode for i bund og grund er det jo ikke DIN graviditet de bliver triste over, men deres egen situation som de bliver mindet om og det vil jo ske igen og igen alle steder man kommer hen....?!

[linen]

Vi har lidt været i samme situation, vi valgte at vente med at sige noget til venner til jeg var omkring 10-12 uger henne, vores søn havde så fået sagt til et fællesvennepars børn at han skulle være storebror så de ringede og spurgte om det var rigtigt og vi bekræftede, men sagde at det indtil videre ikke var noget vi snakkede om udad til.

Vores nr. 2 er bestemt ikke planlagt og jeg havde forsvoret vi ikke skulle have flere.

Vi ventede til vi alligevel skulle være sammen med det vennepar der har det svært, og ved den lejlighed sagde jeg så, at jeg vidste ikke om de havde hørt det, men vi ventede os igen og jeg skulle være ærlig at sige at jeg synes det var svært at fortælle det til dem, da vi jo ved at de kæmper. Og verden nogen gange bare er drøn uretfærdig. Kvinden sagde hun var glad på vores vejne og at hun da bestemt ikke troede vi ville have flere, men begyndte så at græde - som hun sagde over deres egen situation - så jeg synes ikke man skal ringe og fortælle det, men fortælle det når situationen byder sig. De reagere som de nu må og så må vi gravide være de "voksne" i denne situation og give plads til deres sorg/frustration.

Med egne øjne ville jeg selv blive ked af "at blive" holdt udenfor. Så hellere have det af vide og måske blive lidt ked af det, end ikke at få noget af vide.

[Lindegaard]

Jeg har lidt stået i den andens stol da min lillebror og svigerinde fandt ud af at de skal have en nr 2. Je har jo mistet for 3 mdr siden og min lillebror havde haft rigtig svært ved at fortælle mig det.

For mig var det faktisk rigtigt rart at de ringede og fortalte mig det med samme, for jeg ville blive rigtig ked af hvis de havde holdt det skjult for mig, selvom det gjorde ondt at få at vide at det lykkedes for dem når nu det ikke gjorde for mig

Ja det er nemlig dette, som jeg synes er en meget vigtig pointe :)

[Miss.Tang]

Je vil også mene, at du kommer længst med ærlighed. Og specielt når det er nogen i er tætte med. Om i skal fortælle dem det med det samme el vente til NF, er op til jer selv. Jeg havde det sådan at vi fortalte det til vores helt, helt tætte venner, 2-3 stk. inden NF. Men hvis de har planlagt en aften-uden-børn ville jeg nok tage den med dem inden. Både med henblik på hvis i skal være aktive, men måske også mht alkohol (?) Og hvis du allerede er begyndt at få babybule er det måske også en ide at sige det til hende. For igen, tror jeg hun vil bliver ked af du ikke selv har sagt det til hende. Er ret sikker på de foretrækker i selv fortæller dem det.

Held og lykke, både med bebs og veninde :)

[Mortilde3]

Tak for alle jeres mange fine svar. Vi skal være sammen med vores vennepar her på lørdag og overvejer om det er der de skal have det at vide eller om jeg kan trække den lidt længere. Vi har jo faktisk ikke fortalt det til nogle endnu, det var vi nemlig hurtig til at gøre da jeg ventede mig dengang det så endte med SA i 12. uge, og selvom det var rart at folk vidste hvorfor man var ked af det, så gav det også lejlighed til mange dumme men velmenende kommentarer som egentlig sårede mere end de gavnede.

Så er nok bare generelt i tvivl om hvordan og hvornår vi skal sige det, for hvis det skulle ske at det også gik galt denne gang, så ville lige netop dette vennepar være nogen af dem vi ville vende os til da vi deler de flete op- og nedture i vores liv... Så de skal selvfølgelig også være nogle af de første der skal have det her at vide. Men det er bare aldrig nemt når man er bange for at komme til at gnide salt i såret på folk som betyder så meget for en. Vil jo så nødig at de trækker sig væk...

Men I har ret, det skal siges - snart! Har også svært ved at skjule generne + er totalt hormonella lige nu med hidsighedsanfald og tuderianfald :whistling

[Mortilde3]

Hermed en lille update. Vi var sammen med vores vennepar her sidste weekend hvor vi fik sagt det, og der var ingen sure eller kede miner, så det var bare skønt. Hun var glad og ked af det på vores vegne for vi havde jo egentlig ytret os om at vi nød at børnene var blevet større og mere selvhjulpne. Men hun sagde også at hvis ikke de selv havde haft deres søn, så ville hun have haft brug for at tage hjem, men nu gjorde det hende ingenting. Så er den frustration da væk.. :balloon

Så mangler jeg bare et par forhindringer mere i form af forældre/svigerforældre og børnene, men det bliver altså først når vi har haft nf skanningen. ;)

[Mommy]

Hvor dejligt de tog det så pænt :loveshower Jubii så holdt dine bekymringer heldigvis ikke stik. Hvor er det flot af dem at de kan glæde sig på jeres vejne. Godt du fik det sagt.

Hvornår skal du til nf? Det bliver spændende at fortælle det til de 3 store :)