AnjaK

Tak for jeres råd. Vi tog på besøg i begge børnehaver med hende. I naturbørnehaven gik hun lige ind og igang med at lege og var ikke til at drive hjem, mens hun i den almindelige bare gik rundt og kiggede lidt og stak faktisk af over på skolens legeplads, da vi gik ud for at se legepladsen. Jeg snakkede så med pladsanvisningen, som sagde at de nok omkring maj kan se om der bliver plads i naturbørnehaven til august, og at vi altid kan ringe ind og få hende meldt ind i den almindelige alligevel. Så vi har valgt at vente de par måneder frem til maj for at se om hun kan få plads til august, og så ellers starte hende i den almindelige, hvis hun ikke kan. Jeg ville synes det var synd, at starte hende i den almindelige for kun 4 måneder, så nu ser vi tiden an lidt.

Jeg har snakket med både naturbørnehaven, pladsanvisningen og dagtilbudslederen, og de siger alle de ikke kan gøre noget. Børnehaven bestemmer ikke selv hvem og hvor mange der kommer ind. Pladsanvisningen siger, der ikke er plads i naturbørnehaven, mens dagtilbudslederen siger, at det i realiteten ikke er fordi der ikke er plads i naturbørnehaven, men derimod fordi de mangler børn i den almindelige. Hvilket for mig er dybt frustrerende. Forstår simpelthen ikke, hvorfor min datter ikke kan komme derhen, hvor hendes personlighed passer bedst, når nu der rent faktisk er plads rent fysisk. Det er også derfor de ikke kan sige noget om, hvornår der kommer en plads til hende, for det kommer jo an på, hvor mange der siger ja til den almindelige, og derefter hvor mange der vælger at blive i den almindelige. Jeg er også sikker på, at den almindelige børnehave har mange glade børn, men den passer bare ikke til vores datters personlighed og interesser, hvilket gør det så svært. Men jeg synes så til gengæld også det er synd at skulle flytte hende, uanset om det er efter få eller mange måneder, så jeg hælder til at lade hende blive i dagplejen og krydse fingre for en plads til august. Men manden er så uenig... Nu tager vi ned og besøger den almindelige i dag, for lige at se den an...

I vores by er der to børnehaver, og da vi for år tilbage skulle skrive vores stor dreng (nu 1. kl.) op var vi lige flyttet til byen og kendte ingen af dem. Vi læste om de to - en almindelig, som ifølge beskrivelsen minder om dem vi kender fra vores barndom, samt en 'naturbørnehave' med meget udeplads, dyr, grønthave o.l. og med en pædagogik, som vi syntes godt om. Derudover spurgte jeg i legestuen andre om deres erfaringer. Nogen sagde 'den almindelige', da det var så dejligt nemt, at den lå lige ved siden af skolen. Andre sagde 'naturbørnehaven' efter fulgt af en nærmest ustoppelig opremsning af positive ting (meget ude, dyr, dygtig personale osv.). Vi valgte naturbørnehaven, da vores søn var/er vild med at lege ude. Og vi har været utroligt glade for det. Derfor vil vi selvfølgelig også meget gerne have vores datter i denne børnehave (til marts), især fordi hun om muligt er endnu mere glad for at lege ude og vild med dyr. Men nu er situationen desværre den, at hun har fået tilbudt plads i den almindelige med besked om, at der ikke er plads i naturbørnehaven. Øv bøv. Hvad gør vi så lige? - Makker ret og tager den almindelige på godt og ondt? - Starter hende i den almindelige og flytter hende, når der kommer en fri plads? (sikkert efter næste skolestart) - Lader hende blive i dagplejen indtil sommerferien, og håber på en plads herefter? Synes det er et svært valg, dels fordi vi synes naturbørnehaven er fantastisk (og det er jo også den vi kender), dels fordi vi har hørt, at de ikke er særligt meget ude i den almindelige, men hun kommer måske til at mangle udfordringe i dagplejen, og vi er jo heller ikke garanteret en plads efter sommerferien. Derudover går hun i dagpleje med 3 andre, som også skal starte i børnehave til marts, to i naturbørnehaven og en i den almindelige. Skal hun så blive tilbage? Og en af de nye i dagplejen er lillesøster, som hun er meget ivrig efter at kramme (meget hårdt). De andre børn hun kender i byen går alle i naturbørnehaven. Tja, som det måske fremgår flyver tankerne frem og tilbage i disse dage. OG vi skal beslutte os senest onsdag... Hvad ville I gøre? Mvh. Anja

Jeg havde en del plukveer med min nummer tre, som også godt kunne gøre lidt ondt de sidste par uger, hvor den bette stod langt nede. Jeg syntes det der hjalp bedst var at stoppe op, gerne sætte sig og så trække vejret dybt og langsomt nogle gange. Det kan måske hjælpe?

Efter mine to første hurtige fødsler ( http://www.babyklar....__fromsearch__1 ) valgte vi at planlægge den tredie som hjemmefødsel. Og det var bare helt fantastiskt, stille og roligt og uden stress, selvom det faktisk var et endnu 'voldsommer' forløb og klart den fødsel med de voldsommeste smerter. Jeg havde været ved jordmoderen om formiddagen, hvor jeg var 40+1, og vi havde faktisk 'aftalt', at den kommende aften/nat ville passe godt, fordi det var fuldmåne, og jeg havde tænkt på navnet Luna. Der var dog ingen tegn på, at der skulle ske noget. Kl. 23, da jeg var på vej i seng, fik jeg, hvad jeg troede var en plukve. Kl. 23.06 da jeg lå i min seng kom der en til. Jeg havde oplevet et par nætter tidligere at jeg fik nogle ve-lignende plukveer, som gik i sig selv igen, så jeg stod op og gik lidt rundt. Veerne blev ved og begyndte at blive værre og ved et toiletbesøg kunne jeg se tegnblødning, så vi fandt vores forberedte kurv med bl.a. underlag til sengen, og jeg ringede til jordmoder ca. 23.40 og snakkede med hende ca. 10 min. Imens ringede min mand til min mor, som vi havde aftalt skulle komme, hvis nu nogen af de to store skulle vågne. Bagefter lagde jeg mig i sengen i et forsøg på at finde en behagelig stilling. Veerne kom hurtigere og hurtigere, og det føltes som om, den mindste bevægelse satte gang i en ny. Fra midnat var de nærmest som en konstant bølge op og ned i smerte intensiteten. Jeg kunne ikke andet end at forsøge at lægge helt stille, da det gjorde så ondt, at alle mine muskler var helt spændte. Vandet var endnu ikke gået, og det pressede helt utroligt. Jeg kan huske, at jeg kiggede på uret klokken 0.15 og tænkte, at nu skulle jordmoderen vist til at skynde sig, hvis hun skulle nå det. Og så midt i det hele stod min mand og sagde; 'tror du ikke snart du skal have bukserne af?' :) Og jo det skulle jeg. 'Jo liiiige.... NU!' sagde jeg og så fik han hurtigt trukket dem af. Det pressede helt vildt, da vandet stadig ikke var gået. Min mand havde tydeligvis overhørt samtale med JM om at prikke hul, så jeg indså, at jeg bare blev nød til at lægge alle kræfter i for at sprænge hinden og føde min datter samtidig. Lidt mærkelig fornemmelse - en briste hinde + forstervand, hovedet ud, en ny omgang fostervand og så kroppen. Svup, svup, svup... Jeg huskede lige at kigge over på uret 0.25 - så det tog altså 1 time og 25 min. Min mor kom 10 min. senere og jordemoder 5 min. efter - ret irriteret på den langsomtkørende taxachauffør. JM tjekkede den bette og mig, fik skiftet underlaget i sengen og hjalp os med at komme godt til rette. Min mor serverede kaffe og kage og så hyggede vi os der et par timer inden, vi sagde godnat. Så fantastisk ikke at skulle sidde i en bil med veer eller ligge i en ambulance og vente på at få født moderkagen - kan kun anbefale hjemmefødsel - ville ønske jeg havde vidst det ved den første og overtalt min mand ved nummer to.

Min første fødsel for 6 år siden gik forholdsvist hurtigt: Tegnblødning og svage veer (som menustrationssmerter) fra morgenstunden, først om aftenen begyndte det at gøre mere ondt. Ved midnatstid begyndte det at gøre rigtig ondt og ca. kl. 2 gik vandet og vi tog afsted. Presseveerne startede i syghusets forhal og en halv time senere var min søn født. Derfor forventede jeg også en hurtig fødsel anden gang, og jeg skal love for at mine forventninger blev mere end indfriet. Det er 1 1/2 år siden nu. Jeg vågnede om natten kl. 3.20, og syntes jeg havde lidt mavekneb. Jeg tænkte det nok var lidt luft eller lignende og forsøgte at falde i søvn igen. Men 3.26 kom det igen. Jeg tænkte om det måske var starten på noget, men blev liggende og kikkede på uret. 3.32 - nyt mave kneb, jo måske, men jeg ville lige gå på toilettet en tur, hvis nu det bare var det der skulle til. Desuden gjorde det næsten ikke ondt. Jeg endte med at sidde på toilette et stykke tid. Det var helt klart igang for der kom lidt blødning med det samme. Hver gang jeg ville rejse mig kom en ny ve og det mærkede som om jeg skulle tisse igen. Det gjorde stadig ikke særligt ondt, selvom det pressede irriterende på blæren. Men jeg kom da endelig fra toilettet igen. Jeg listede ind i sengen og puffede til min mand. Jeg fortalte at det var igang, men at det ikke var særligt voldsomt endnu, så vi behøvede nok ikke ringe til min mor endnu (hun skulle komme og være hos vores søn mens vi tog afsted). Men min mand syntes alligevel, vi skulle ringe med det samme, da hun har næsten 45 min. kørsel hjem til os. Han ringede og snakkede lidt med hende og hun ville køre med det samme. Der var stadig 6 min. mellem mine veer - de gjode lidt mere ondt men stadig ikke voldsomt. Kort efter kl. 4.50 gik vandet. Jeg ville tage et bad for at blive skyllet ren og være klar til at køre. Mens jeg stod under bruseren tog veerne til, og det var nærmest som en nedtælling - 5 min., ve, 4 min., ve, 3 min., ve, 2 min., ve, 1 min., ve. Min mand hjalp mig i tøjet bagefter, mens jeg stod og hviskede av, av, av ved hver ve, da jeg ikke ville vække vores sovende søn. Da jeg langt om længe var i tøjet, sagde jeg til min mand, at han gerne måtte ringe til fødegangen og sige, at vi kørte så snart min mor kom, og at telefonnummeret var kodet ind på min mobil. Han gik efter mobilen, og jeg gik ind for at hive det våde lagen af vores seng. Men han havde ikke nået at trykke ring op endnu, da jeg råbte; nu kan du godt ringe og sige at vi ikke kan nå det. Og så skreg jeg. Jeg smed mig på sengen og råbte på min mand. Han kom løbende og hev de bukser, vi lige havde bakset med at få på af igen, og så løb han ud igen, fordi jeg skreg så han ikke kunne høre noget i telefonen. Jeg stak hånden ned og kunne mærke hovedet, og min mand kom løbende igen og tog imod vores lille datter. Så i vores papirer fra syghuset står der blot 'Opkald 5.14, leveret 5.15'. Min mor kom 5 min. senere og fik lidt et chok, da hun blev mødt af min mand, som kunne sige; hun ligger ovenpå og hun har allerede født. Min søn sov heldigvis stadig - trods min skrigen og råben :) Nu venter vi - ikke planlagt - nummer tre. Så nu går vi efter en planlagt hjemmefødsel. Jeg er dog lidt nervøs for, om jeg kommer til at klare det hele på egen hånd, hvis nu hverken mand eller jordemoder når at komme. Eller endnu værre, hvis den bette pludselig dukker op i køen ved købmanden... Krydser fingre for endnu en 'natte-fødsel' :)

Jeg er gift og har i forveje to ønskebørn, som var svære for os at få. Nummer to er undfanget på fertilitetsklinikken, så jeg gik nærmest i chok, da jeg fandt ud af, at jeg er gravid igen, selvom der kun har været en mulighed for, at det er sket. Nu har chokket forvandlet sig til panik og stress. Vi var begge enige om, at de to var rigeligt at se til, men nu bliver det altså tre. Og nu sidder jeg så og prøver på at glæde mig over det, men kan kun føle panik og stress over at skulle holde styr på en tredje, vores økonomi og ikke mindst skyldfølelse overfor mine to børn og den tid jeg kommer til at miste med dem, når der kommer endnu en lille tidsrøver. Vi står overfor at skulle fortælle nyheden til familie og venner, men jeg synes det er helt forkert, når jeg bare ikke kan se det positive. Nogen anti-panik-råd??? AK