Barn nr 2/3

[Guest]

Jep, jeg er tilbage igen :-)

Jeg har brug for lidt friske moder-øjne på et dilemma:

 

Min kæreste og jeg har været sammen i 2 år.

Sammen har vi 2 børn, hvoraf den ene er snart 4 år og delebarn. Hun er hos os 5-9.

Min 3 årige datter er Benjamin far for, da hendes biologiske ikke ser hende.

 

Vi kom til at snakke om det her med at få et barn til. Jeg vil gerne, og jeg vil helst ikke vente til om 5 år.

Han vil også gerne, men det virker som om at han har en masse kriterier og bekymringer.

Blandt andet vil han gerne købe hus først, hvor det jeg synes vi bor i nu er dejligt, og et hus kan vi ”altid” købe. Endvidere kan det tage lang tid at finde det rigtige.

 

Det endte med at vi faktisk besluttede os for at smide p-pillerne, men pludselig blev han meget usikker på om vi har ”råd”.

 

Han er mekaniker, jeg er lige blevet færdig som kontorassistent – Har dog desværre endnu ikke fået et job.

Jeg synes vores økonomi er god, vi sparer op og har stadig råd til at leve godt – Og det er endda med mig på elevløn.

 

 

Jeg er godt klar over, at det selvfølgelig er godt at have styr på tingene inden man sætter et barn i verden. Men, faktum er at man ikke kan gå med livrem og seler, og man har jo ikke 100% styr over hvordan fremtiden vil se ud.

Det går hans bekymringer også på – At vi går fra hinanden, fordi det bliver hårdt. 

 

Alt i alt, virker han så bekymret at jeg faktisk slet ikke tror vi kommer videre med ”projektet” hvilken gør mig ked af det.

 

Jeg vil oprigtig gerne have et barn til - Og ja, jeg hælder nok mere til at springe ud i det og tage tingene som de kommer. Jeg mener nemlig at vi har lagt fundamentet rimelig solidt :)

 

Kh. Cæcilie

[Barbamama]

Hej igen :balloons

Jeg er usikker på, om du med denne tråd beder om råd, holdninger eller bare kram? :chin: :D

Anyway, man kan jo godt gå med livrem og seler, men jo mere man gør det, desto ældre en forælder bliver man nok ;)

Vi har jo to nu (:biglove) men da vi snakkede om at lave nr 2, havde jeg også en "fase" hvor jeg helst ville have hus først. Og det ville da have været rart at få det på plads! Men vi kunne pludselig se, at der nok ville gå et par år, før huskøb var realistisk og så længe ville vi ikke vente med at få et barn mere. Ikke mindst fordi vi syntes at aldersforskellen blev for stor så.

Og hvis I kan spare op og lægge penge til side, så tænker jeg da også at økonomien kan holde.

Så jeg ville have det som dig og være parat til at springe ud i det :loveshower

Når det så er sagt, så tror jeg det er mest "strategisk" at tage din kærestes bekymringer helt alvorligt og give ham plads til at kunne følge med. Det er trods alt en stor beslutning jo :)

[Guest]

Jeg beder om alt. Råd. Kram. Kæmpe beslutning at tage. Men jeg kan godt forstå ham, da han blev far første gang blev det tvunget nedover hovedet på ham. Jeg tror han på mange punkter er bange for ikke at slå til, og det kan jeg godt følge ham i.

[Girl Next Door]

Vores situation har ikke været værre end nu. Og jeg er gravid ;) For os var det ikke en option at vente, men vi har selvfølgelig også ventet i lang tid på dette. Jeg tror man finder ud af det hen ad vejen uanset hvornår man beslutter sig for at få børn. Det vigtigste er at i er enige om hvad i gør :)

[Guest]

Han siger han gerne vil - men jeg er usikker på om han mener det eller siger det for at føje mig. Forstå mig ret.

[girly1988]

Tror jeg ville tage en snak omkring alle de bekymringer og forklare på en god måde hvad det gør ved dig...især når du ikke har de samme bekymringer. Min mand var os skeptisk i starten...men med tiden var det faktisk ham der ønskede et barn mere end mig...og da beslutningen blev taget viste det sig så ikke at gå så let som troet så vi nåede begge at blive helt klar ;-)

Nu da vi traf beslutningen om nr 2 så hurtigt efter den første der har vi også haft en række bekymringer men er kommet frem til at det vigtigste for os er at blive gode forældre og at børnene kommer til at få glæde af hinanden så skal vi nok få løst alle de andre ting hen ad vejen :-)

Kan dog godt forstå man foretrækker at have fundet hus altså den base man vil bygge en fremtid op på...men som du selv siger kan det være en lang proces...vi brugte vores ventetid på nr 1 til at kigge hus og få afstemt vores ønsker og behov så da vi endelig fik solgt vores andels lejlighed så kunne vi slå til...havde huset ikke været der havde vi valgt en midlertidig lejebolig eftersom man skal være helt sikker i sit huskøb ;-)

Held og lykke med det hele

[Guest]

Vi begyndte at snakke om børn i 2009 efter vi var blevet gift og jeg smed p-pillerne men vi måtte hurtigt opgive fordi jeg ikke kunne følge med og havde det dårligt mentalt. Jeg synes det var for mange usikkerheder og derfor ville jeg ikke. Da det gik bedre og jeg syntes at nu var der styr på tingene valgte jeg igen at smide p-pillerne og jeg blev hurtigt gravid. Jeg endte så med at blive fyret 4 dage før jeg testede positivt og lige pludselig ramlede det hele igen. Men min læge tog en god snak med mig om det hele og selvom det var langt fra optimalt tidspunkt så beholdte vi barnet og fik Ronja :biglove

Så selvom man tænker at alt er i orden nu så kan det jo hurtigt ændres igen og sådan vil det altid være ;) jeg kan godt forstå din kæreste måske er bekymret men det er bare svært at time så alt er perfekt på en gang. Det tror jeg sjældent jeg har hørt nogen hvor det har været ;)

[Guest]

Nej, det er meget, meget sjældent at det er perfekt at få et barn.

Vi er selv rimelig gode bevis på det - Jeg fik Caroline med en mand der valgte ikke at ville se sit barn.

Benjamin fik sin datter, med en pige der bevidst snød ham med p-pillerne, og han ville ikke være far.

 

Jeg tænker. Vi har alle muligheder? Vi bor i et dejligt stort hus, med en dejlig stor have, centralt i forhold til børnehave/vuggestuer, og økonomien er god. Der er kun belæg for, at den skal kunne blive bedre idet jeg jo stadig er på elevløn(lige om lidt overgår til dagpenge, hvis ikke jeg finder et job) 

 

Vi har kærligheden. Os som familie, nogle gode værdier. MEN, det bliver hårdt. Søvnløse nætter, bekymringer osv, men livet uden alt det - er vel ikke så meget et liv? Hvis alt bare går efter planen og er perfekt.

[Vinnus]

Spørg ham om hvor den største bekymring ligger. Er det forholdet? Økonomi? Plads ? Noget helt 4.?

Man kan sagtens gå med livrem og seler, men ingen ved hvad fremtiden vil bringe.

Tag en snak med ham om det, for det er hårdt at få et barn sammen. Men hvis kærligheden og viljen til samarbejde er stor nok, så kan alting lykkes :kram2

[Guest]

Jeg tror den største er forholdet. Fordi han er bange for at miste mig og det vi har nu.

[tazdiginez]

Kort og godt - lav et for/imod skema hver især, sammenlign dem og snak ud fra jeres skemaer..

[Efternøler]

I forhold til jeres nuværende bopæl... Er der plads til endnu et barn, og i givet fald hvor længe? For hvis i skal købe hus er det måske værd at tænke på at bankerne kan give større rådighedsbeløb med kun 2 børn i forhold til 3 - bare hvis det har en betydning for jer hvis i skal ud og købe et hus :)

Håber du finder kernen i mandens tvivl - og kan kun sige at 3 børn er skønt ❤️❤️❤️

[Lovely Lady]

Jeg tror den største er forholdet. Fordi han er bange for at miste mig og det vi har nu.

Hmm... Det er da en belastning med et lille barn - meeeen så galt behøver det nu ikke at være, og I har da alle forudsætninger for, at det bliver meget nemmere og sjovere med jeres fælles barn, end det har været med jeres respektive store børn. Måske han skal mindes om, at et ønsket fælles barn altså også samler og binder sammen :)

[Guest]

Vores hus er stort nok. Men lige i dag har valgt "udskyde" det til vi har købt hus. Så nu har vi aftalt møde med banken.

[Lovely Lady]

Vores hus er stort nok. Men lige i dag har valgt "udskyde" det til vi har købt hus. Så nu har vi aftalt møde med banken.

Well, hvis det dersens huskøb ender med at gå hurtigt og godt, så har det selvfølgelig sine fordele lige at få det på plads :) forudsat at du også har lyst til at købe hus...

[Solvej99]

Hvad er der galt med det hus I bor i nu? :)

[Guest]

Vi lejer det - og vil gerne eje vores eget.

[Guest]

Jeg har jo lidt troet at jeg er gravid pga stadig udebleven mens, sure opstød og kvalme/svimmelhed om morgenen, og det fik min kæreste så sagt i går til en familie fødselsdag, hvor alle blev glade... Men testen var som sagt negativ, og det er også fint nok selvom B og jeg mærkede et stik af skuffelse.

[Mette A.]

Hvis du stadig ikke har fået mens er der jo stadig en chance på trods af negativ test. Det kan jo bare være du ikke er så langt henne som du regner med?

[Guest]

Hvis du stadig ikke har fået mens er der jo stadig en chance på trods af negativ test. Det kan jo bare være du ikke er så langt henne som du regner med?

Det er også det jeg tænker..