Missed Abortion - Min historie

[Byfuglen]

Som de andre der også har skrevet om at abortere, så er det lidt svært at finde det rigtige sted at skrive om det, da det emne ikke rigtig har sit eget forum. Men nu bliver det så her jeg skriver min histore...

 

Jeg blev gravid ved at uheld så at sige i Oktober. Det var ikke planlagt, men bestemt heller ikke uønsket, da jeg er 34 år, og rigtig gerne vil have børn. Jeg havde bare lige mødt min nuværende kæreste på det tidspunkt. Jeg har været single længe, og også haft tanker om hvad jeg egentlig skulle gøre hvis jeg ikke fandt en kæreste inden jeg blev 35, som ligesom er blevet min "sidste udløbsdato" for at tage en beslutning om hvorvidt jeg så vil forsøge at få et barn alene. Hvilket mit liv sagtens kan bære både praktisk og økonomisk. Jeg synes dog ikke det er det optimale, men måske ville det ende med at blive min eneste mulighed.

 

Men så blev jeg gravid. Og selvom det ikke var planlagt, så var det faktisk rigtig fint for mig at det ikke var planlagt, at det bare skete. Så skulle jeg ikke hverken planlægge eller tage stilling til noget, andet end at jeg gerne vil have barnet, og det var slet ikke til diskussion. Så for sådan en som mig som tænker og planlægger ting til døde, og som har svært ved at tage rigtig store beslutninger på grund af de mulige konsekvenser, var det faktisk perfekt. 

 

Min kæreste var først chokeret, og derefter fuldstændig med og involveret, selvom vi kun havde kendt hinanden så kort tid, og han er en del yngre end mig. Så det var ikke det perfekte tidspunkt i hans liv, men når nu jeg ikke var i tvivl om hvorvidt jeg skulle have barnet eller ej, så ville han være med. Jeg stillede ingen krav til ham om at han skulle eller ej, det var udelukkende hans egen beslutning. Fordi jeg forstår godt at det for ham kommer meget mere "ubelejligt" end for mig. 

 

Men så gik det jo ikke, som overskriften afslører. Jeg havde haft graviditetssymptomer i form af virkelig udtalt træthed, ømme bryster, lidt mens-agtige smerter i underlivet og hård mave nærmest fra dag et. men på et tidspunkt i løbet af uge 10 havde jeg det pludselig alt for almindeligt. Min krop føltes helt normal og som min egen igen, og det gik pludselig op for mig, at det skulle den jo egentlig ikke... Så inden jeg skulle til Julefrokost og uden tvivl ville komme til at afsløre at jeg var gravid (og dermed at hele verden så ville finde ud af det) besluttede jeg mig for at jeg ville være helt sikker. Så jeg fik en abdominal scanning på en privatklinik. Hun scannede mig med to apparater, og synes ikke det så helt ud som det skulle.

 

Jeg ringede straks til min egen læge, og kom derop lige efter. Han sendte mig videre til hospitalet, hvor jeg blev vaginalscannet samme dag, desværre med samme resultat. Det så ikke "alderssvarende" ud for 10. uge... Men fordi de gerne vil være helt sikre inden de afslutter noget skulle jeg så til en scanning mere efter en uge. Anden scanning var så d. 19. December, og der kunne de med sikkerhed konstatere, at det ikke var vokset, og at det faktisk var faldet lidt sammen. Så jeg fik Cytotec med hjem til at foretage en medicinsk abort.

 

Det der før havde været sådan et fint tidspunkt at være gravid på (så man kunne afsløre det Juleaften, hvilket jeg synes var en superhyggelig og dejlig tanke), det var nu ikke et særlig godt tidspunkt... At skulle abortere midt i Julen :/. Jeg tog så den medicin og ventede på der skulle ske noget. Der skete så først noget dagen efter hvor jeg blødte meget kraftigt i 3-4 timer og derefter aftog det. Jeg havde ingen bivirkninger af medicinen, så på den måde var det "fint". Det var egentlig som sygeplejerskerne havde beskrevet for mig at det ville være.

 

Så var jeg til kontrolscanning i fredags. Ret sikker på at det egentlig var afsluttet som det skulle være. Men så viste det sig at jeg fortsat ikke har afsluttet min graviditet ordentligt, der er stadig fostervand og gravidtetsvæv i livmoderen :(. Det synes jeg var hårdt, at det ikke var afsluttet endnu. Det betød at jeg skulle tage medicinen en gang til. Jeg kunne også have valgt at få en kirurgisk abort, men da jeg er rimelig nervøs for fuld narkose, og min søster (som jeg VIL have med) er ude at rejse, så valgte jeg at forsøge med den medicinske igen. Så jeg gik hjem fredag og tog medicinen igen. Denne gang er der så bare overhovedet intet sket siden da.

 

Så det ender nok alligevel med en kirurgisk abort. Hvilket jeg er ret nervøs for.

 

Det at graviditeten ikke er længere efterlader mig igen med en masse spørgsmål og beslutninger der skal tages. Min kæreste er "frisk på" at forsøge igen, selvom vi kun har kendt hinanden tre måneder. For mig er der bare kæmpe forskel på at jeg blev gravid ved at uheld, og så var det sådan det skulle være, og så vælge bevidst at blive gravid med en mand jeg ikke har kendt i længere tid. Det er jo en lifetime commitment man foretager sig, og jeg ved da slet ikke nok om "os" endnu til at kunne tage den beslutning! Jeg vil rigtig, rigtig gerne have et barn. Men vil jeg med fuldt overlæg få det barn med en mand jeg dårligt nok kender? Den beslutning tror jeg bare ikke jeg kan tage... 

 

Det blev den del længere end jeg havde regnet med, men jeg havde bare brug for at skrive om min oplevelse... :)

[Haarup]

:kram

Jeg er ked af det for jer at jeres lille ønske upser ikke blev til det dejlige sommerbarn i lige havde nået at glæde jer til.

En MA er meget hård at komme igennem. Var selv igennem en for et år siden, hvor det også blev opdaget da jeg var 10+ henne.

Der er et forum til abort. Det ligger under ANDET sammen med terminsgrupper og mødregrupper. Og så er det det ene af tre emner der, hvor der er "når tingene går anderledes end forventet" "abort" og "har mistet".

Men det er gemt godt, og bliver ikke brugt særlig meget, da det ligger et åndssvagt sted.

Det er nok fordi gravide ikke vil mindes om at der er 25/30 % riciko for abort.

:kram

[Byfuglen]

Tak, Haarup :).

 

Ja, det ligger faktisk så godt gemt at jeg trods din beskrivelse faktisk ikke kan finde det! Jeg synes det burde være nemmere tilgængeligt, som du selv skriver, det er jo ikke fordi man kan sige at aborter er sjældne, og det føles ikke helt rigtig at skrive om det her under graviditet, fordi man er jo udemærket godt klar over, at dem der er lykkeligt gravide fomentligt nok ikke har lyst til at beskæftige sig så meget med når det ikke går som planlagt...

 

Men tak for dit svar i hvert fald :).

[Mama Lou]

Her er andet :)

http://www.babyklar.dk/forum/78/abort/

[britsen914]

Øv altså... bliver helt trist på dine veje.. som om det ikke er hårdt nok at skulle igennem ma en gang, men to gange og så den kedelige konklusion... håber din søster snart kommer hjem så hun kan tage med dig... i et kort øjeblik vil jeg sige at jeg har arbejdet på intensiv som også fungere som opvågning, og heldigvis er fuld narkose ikke så slemt som det lyder, selvom det kan være svært at forstå, specielt under de omstændigheder.. :( (havde jo trods alt Været noget andet hvis det var akut sygdom eller bare sygdom)...

Min ssøster mistede selv tre indenfor de tre måneder og har mistet en i 7 måned...så kan virkelig godt forstå dig og dine tanker...

Med hensyn til kæresten, så prøv at lad tingene gå sin gang... hvis du bliver gravid igen så juhu, og kræver det mer planlægning så må det jo være det...

Jeg vil også sige ja det er et life time commitment i laver, men så har i fået den skøskønneste og største gave ud af det.. og fordi i har Været sammen kort tid er det ikke ensbetydende med at det holder, det er der jo heller ikke garanti for efter langt tid...

Sender dig lige et kæmpe kram med på vejen og husk det er okay være ked af det og tage tiden til at få det hele lidt på afstand og komme ovenpå igen... :heart:

[roselein]

.

[roselein]

Hov, mit blev vist også lidt langt :blush

[Balloneventyr]

Hvor er det hårdt for jer begge to, Byfuglen og Roselein.

Hvordan går det med jer? :kram

[roselein]

Hvor er det hårdt for jer begge to, Byfuglen og Roselein.

Hvordan går det med jer? :kram

 

Det går meget bedre for mig i hvert fald, men det var en rigtig hård omgang. Især da det hele var overstået, og jeg begyndte at reagere. Samtidig skulle jeg til eksamen i dag, og det har ikke ligefrem gjort det hele lettere (jeg hader at gå til eksamen).

 

I går lavede jeg for første gang en negativ g-test, så nu er hcg helt ude af kroppen, men det har så taget 14 (lange dage). Synes specielt det var hårdt at gå rundt og have symptomer på at være gravid, når nu jeg vidste jeg ikke var det.

 

Vi er så småt gået i gang igen, og jeg er begyndt at tage min morgentemperatur, så jeg har en idé om, hvornår ægløsningen har været der (hvis det mod forventning skulle lykkedes. Tror ikke helt det lykkedes i denne omgang, men det bliver på sin vis også meget rart at få mens, så jeg ved at det hele virker.

Håber dog det snart lykkedes igen, for det gør lidt ondt inden i mig hver gang jeg ser en, der er gravid, eller læser om nogen der er blevet gravide herinde. Ikke fordi jeg ikke under folk det, men jeg ville bare ønske det var mig.

[Haarup]

Det går meget bedre for mig i hvert fald, men det var en rigtig hård omgang. Især da det hele var overstået, og jeg begyndte at reagere. Samtidig skulle jeg til eksamen i dag, og det har ikke ligefrem gjort det hele lettere (jeg hader at gå til eksamen).

I går lavede jeg for første gang en negativ g-test, så nu er hcg helt ude af kroppen, men det har så taget 14 (lange dage). Synes specielt det var hårdt at gå rundt og have symptomer på at være gravid, når nu jeg vidste jeg ikke var det.

Vi er så småt gået i gang igen, og jeg er begyndt at tage min morgentemperatur, så jeg har en idé om, hvornår ægløsningen har været der (hvis det mod forventning skulle lykkedes. Tror ikke helt det lykkedes i denne omgang, men det bliver på sin vis også meget rart at få mens, så jeg ved at det hele virker.

Håber dog det snart lykkedes igen, for det gør lidt ondt inden i mig hver gang jeg ser en, der er gravid, eller læser om nogen der er blevet gravide herinde. Ikke fordi jeg ikke under folk det, men jeg ville bare ønske det var mig.

Det er meget normale følelser at have.

Jeg kunne slet ikke håndtere gravide/nybagte mødre med små babyer lige efter min MA.

Senere var det ikke alle gravide der gik mig på, kun nogle få. Og mødre med babyer der havde den klapvogn som jeg havde drømt om at vi skulle have.

Følelser kan være irationelle, men det gør dem ikke mindre legitime. Og det er ok, og normalt at føle som du gør.

[Balloneventyr]

Det går meget bedre for mig i hvert fald, men det var en rigtig hård omgang. Især da det hele var overstået, og jeg begyndte at reagere. Samtidig skulle jeg til eksamen i dag, og det har ikke ligefrem gjort det hele lettere (jeg hader at gå til eksamen).

 

I går lavede jeg for første gang en negativ g-test, så nu er hcg helt ude af kroppen, men det har så taget 14 (lange dage). Synes specielt det var hårdt at gå rundt og have symptomer på at være gravid, når nu jeg vidste jeg ikke var det.

 

Vi er så småt gået i gang igen, og jeg er begyndt at tage min morgentemperatur, så jeg har en idé om, hvornår ægløsningen har været der (hvis det mod forventning skulle lykkedes. Tror ikke helt det lykkedes i denne omgang, men det bliver på sin vis også meget rart at få mens, så jeg ved at det hele virker.

Håber dog det snart lykkedes igen, for det gør lidt ondt inden i mig hver gang jeg ser en, der er gravid, eller læser om nogen der er blevet gravide herinde. Ikke fordi jeg ikke under folk det, men jeg ville bare ønske det var mig.

 

Puha, jeg kan godt forstå dig. Jeg håber, at  du her efter eksamen har tid til en masse selvomsorg. Jeg synes også selv det var meget rart, at mens lige fik lov at komme, men derfra og så til at bruge beskyttelse, det kunne vi alligevel heller ikke. Jeg har faktisk læst herinde, at man ofte har nemmere ved at blive gravid igen. 

:kram