Byfuglen

Tak, Haarup :). Ja, det ligger faktisk så godt gemt at jeg trods din beskrivelse faktisk ikke kan finde det! Jeg synes det burde være nemmere tilgængeligt, som du selv skriver, det er jo ikke fordi man kan sige at aborter er sjældne, og det føles ikke helt rigtig at skrive om det her under graviditet, fordi man er jo udemærket godt klar over, at dem der er lykkeligt gravide fomentligt nok ikke har lyst til at beskæftige sig så meget med når det ikke går som planlagt... Men tak for dit svar i hvert fald :).

Som de andre der også har skrevet om at abortere, så er det lidt svært at finde det rigtige sted at skrive om det, da det emne ikke rigtig har sit eget forum. Men nu bliver det så her jeg skriver min histore... Jeg blev gravid ved at uheld så at sige i Oktober. Det var ikke planlagt, men bestemt heller ikke uønsket, da jeg er 34 år, og rigtig gerne vil have børn. Jeg havde bare lige mødt min nuværende kæreste på det tidspunkt. Jeg har været single længe, og også haft tanker om hvad jeg egentlig skulle gøre hvis jeg ikke fandt en kæreste inden jeg blev 35, som ligesom er blevet min "sidste udløbsdato" for at tage en beslutning om hvorvidt jeg så vil forsøge at få et barn alene. Hvilket mit liv sagtens kan bære både praktisk og økonomisk. Jeg synes dog ikke det er det optimale, men måske ville det ende med at blive min eneste mulighed. Men så blev jeg gravid. Og selvom det ikke var planlagt, så var det faktisk rigtig fint for mig at det ikke var planlagt, at det bare skete. Så skulle jeg ikke hverken planlægge eller tage stilling til noget, andet end at jeg gerne vil have barnet, og det var slet ikke til diskussion. Så for sådan en som mig som tænker og planlægger ting til døde, og som har svært ved at tage rigtig store beslutninger på grund af de mulige konsekvenser, var det faktisk perfekt. Min kæreste var først chokeret, og derefter fuldstændig med og involveret, selvom vi kun havde kendt hinanden så kort tid, og han er en del yngre end mig. Så det var ikke det perfekte tidspunkt i hans liv, men når nu jeg ikke var i tvivl om hvorvidt jeg skulle have barnet eller ej, så ville han være med. Jeg stillede ingen krav til ham om at han skulle eller ej, det var udelukkende hans egen beslutning. Fordi jeg forstår godt at det for ham kommer meget mere "ubelejligt" end for mig. Men så gik det jo ikke, som overskriften afslører. Jeg havde haft graviditetssymptomer i form af virkelig udtalt træthed, ømme bryster, lidt mens-agtige smerter i underlivet og hård mave nærmest fra dag et. men på et tidspunkt i løbet af uge 10 havde jeg det pludselig alt for almindeligt. Min krop føltes helt normal og som min egen igen, og det gik pludselig op for mig, at det skulle den jo egentlig ikke... Så inden jeg skulle til Julefrokost og uden tvivl ville komme til at afsløre at jeg var gravid (og dermed at hele verden så ville finde ud af det) besluttede jeg mig for at jeg ville være helt sikker. Så jeg fik en abdominal scanning på en privatklinik. Hun scannede mig med to apparater, og synes ikke det så helt ud som det skulle. Jeg ringede straks til min egen læge, og kom derop lige efter. Han sendte mig videre til hospitalet, hvor jeg blev vaginalscannet samme dag, desværre med samme resultat. Det så ikke "alderssvarende" ud for 10. uge... Men fordi de gerne vil være helt sikre inden de afslutter noget skulle jeg så til en scanning mere efter en uge. Anden scanning var så d. 19. December, og der kunne de med sikkerhed konstatere, at det ikke var vokset, og at det faktisk var faldet lidt sammen. Så jeg fik Cytotec med hjem til at foretage en medicinsk abort. Det der før havde været sådan et fint tidspunkt at være gravid på (så man kunne afsløre det Juleaften, hvilket jeg synes var en superhyggelig og dejlig tanke), det var nu ikke et særlig godt tidspunkt... At skulle abortere midt i Julen :/. Jeg tog så den medicin og ventede på der skulle ske noget. Der skete så først noget dagen efter hvor jeg blødte meget kraftigt i 3-4 timer og derefter aftog det. Jeg havde ingen bivirkninger af medicinen, så på den måde var det "fint". Det var egentlig som sygeplejerskerne havde beskrevet for mig at det ville være. Så var jeg til kontrolscanning i fredags. Ret sikker på at det egentlig var afsluttet som det skulle være. Men så viste det sig at jeg fortsat ikke har afsluttet min graviditet ordentligt, der er stadig fostervand og gravidtetsvæv i livmoderen :(. Det synes jeg var hårdt, at det ikke var afsluttet endnu. Det betød at jeg skulle tage medicinen en gang til. Jeg kunne også have valgt at få en kirurgisk abort, men da jeg er rimelig nervøs for fuld narkose, og min søster (som jeg VIL have med) er ude at rejse, så valgte jeg at forsøge med den medicinske igen. Så jeg gik hjem fredag og tog medicinen igen. Denne gang er der så bare overhovedet intet sket siden da. Så det ender nok alligevel med en kirurgisk abort. Hvilket jeg er ret nervøs for. Det at graviditeten ikke er længere efterlader mig igen med en masse spørgsmål og beslutninger der skal tages. Min kæreste er "frisk på" at forsøge igen, selvom vi kun har kendt hinanden tre måneder. For mig er der bare kæmpe forskel på at jeg blev gravid ved at uheld, og så var det sådan det skulle være, og så vælge bevidst at blive gravid med en mand jeg ikke har kendt i længere tid. Det er jo en lifetime commitment man foretager sig, og jeg ved da slet ikke nok om "os" endnu til at kunne tage den beslutning! Jeg vil rigtig, rigtig gerne have et barn. Men vil jeg med fuldt overlæg få det barn med en mand jeg dårligt nok kender? Den beslutning tror jeg bare ikke jeg kan tage... Det blev den del længere end jeg havde regnet med, men jeg havde bare brug for at skrive om min oplevelse... :)

Tusind tak :).

Nej, det gik som jeg havde forventet, min graviditet skal afsluttes :/... Så jeg har fået Cytotec og smertestillende, og skal så ellers klare det selv. Synes det er lidt skræmmende, hvis jeg skal være helt ærlig...

Nej, det er det nok ikke, Antonsmor82... Mit foster er ikke "alderssvarende", så der er nok rigtig stor sandsynlighed for at det er holdt op med at vokse i uge 6-7 stykker :/. Jeg skal scannes igen på fredag, og så får jeg endeligt svar. De ville ikke afslutte graviditeten uden at være helt sikre, så selvom jeg er ret sikker, og jeg synes alt peger i retning af at min graviditet nok skal afsluttes, så er jeg da alligevel glad for at de gerne vil være helt sikre. Selvom ventetiden sucks, ærlig talt... Men det var ikke min intention at stjæle tråden... :). Tak fordi du spurgte.

Torsdag aften fik jeg sådan en fornemmelse af at alt muligvis ikke var okay længere. Jeg synes mine graviditets-tegn var forsvundet, og selvom jeg hverken havde blødt eller haft ondt, så kunne jeg bare mærke, at jeg kunne simpelthen ikke vente til NF engang i Januar med at finde ud af om alt var OK eller ej. Slet ikke når en del mennesker formentlig ville finde ud af at jeg var gravid henover Julen. Så jeg besluttede mig for at få en scanning privat. Ikke noget jeg ellers ville have gjort hvis jeg ikke havde fået den der nagende fornemmelse af at alting ikke var OK længere. Så jeg forstår egentlig godt at man kan have behov for tidlige scanninger, og hvis man har pengene til det, så kan jeg heller ikke se hvorfor man ikke skulle gøre det :).