Hvordan håndterer man angst for småkravl og lign?

[Mette A.]

Jeg har haft skrevet om det før - sidste sommer, da der var mange fluer kunne Lise gå fuldstændig i panik bare der var en flue i rummet. Vi har så ikke haft de store problemer hen over vinteren, kun fx en edderkop i ny og næ, som hun lige skulle "reddes" fra.

Nu er problemerne så begyndt at eskalere. Det startede for nogle dage siden på vej hjem fra vs, hvor der lå nogle rester af græs, der var blevet slået på fliserne på gangstien. Lise har aldrig haft et problem med græs, hun leger hver eneste dag ude på græsplænen og plejer også at gå lidt i græsset på vej hjem fra vs, hvor hun får lov at gå med hunden. Men da hun så det afklippede græs ligge på fliserne gik hun helt i baglås, begyndte at græde og ville ikke gå forbi det. Jeg prøvede at opmuntre hende og tage noget græs op i hænderne, vise hende det og fortælle det var græs og ikke dyr (hun panikker også over myrer osv). Jeg plukkede lidt frisk græs til hende og viste hende det var det samme. Intet virkede og hun forsøgte bare at kravle op af mig og græd at hun ville op i klapvognen.

Det kom hun så til sidst og hun faldt til ro, men blev ved at snakke om at hun ikke ville gå på græsset efter vi kom hjem.

De efterfølgende dage er det kun blevet værre. Hun ved at stykket hvor det afklippede græs ligger kommer, og begynder at panikke på forhånd og vil op. Idag gik det helt galt, hvor hun snakkede om græsset så snart vi var gået fra vs'en og hun ville nu heller ikke gå ud på det friske græs, som hun ellers plejer, når hun går med vores hund. Da vi skal dreje, kommer hun til at skære hjørnet lidt og træder ved siden af fliserne. Det resulterer i panisk gråd og skrig, selvom det kun var med en fod og hun nu er tilbage på fliserne. Hun opfører sig som om jorden brænder under hender og forsøger panisk at kravle op af mig og trække sig op i armene, imens hun græder som pisket og skriger at hun vil op i klapvognen.

Græsset er ikke det eneste problem. Hun er begyndt at udpege hundehår på gulvet rundt omkring og blive utryg ved det (og det kan bare ikke undgås med hund i huset som altså fælder!). Hvis der er en lille nullermand et sted tror hun straks det er et dyr og skriger indtil jeg har fjernet det.

Jeg ved vitterligt ikke hvad vi skal gøre. Jeg frygter det kan blive værre endnu og så frygter jeg når sommeren kommer med fluer, myg og et hav af myrer på vores terrasse og på fliserne foran huset (og enkelte gange har vi også haft myrer indenfor).

Jeg vil bare så gerne hjælpe min lille pige og det skærer mig i hjertet at se hende være så bange :boo Føler vi har prøvet alt, jeg er meget rolig, viser hende at jeg godt tør røre ved tingene, og fortæller hende at det ikke er farligt, men at de er søde. Vi har kigget i bøger med billeder af insekter.

Nullermænd skiller jeg ad med fingrene og viser hende at det ikke er noget levende, men det hjælper intet - hun panikker helt indtil jeg har skaffet det helt af vejen.

Det er underligt for mig, fordi jeg var selv et barn der rodede meget i jorden og jeg er dybt fascineret af alle små dyr (og store for den sags skyld), og jeg havde sådan glædet mig til at skulle finde regnorme og biller sammen med Lise i haven, når hun blev stor nok! Men det kan jeg da vist godt glemme alt om.. Suk... :(

[Guest]

Det lyder som om hun er angst/fobisk - altså langt ud over normalt "bange" for noget. Jeg ved ikke hvordan man håndterer det bedre end du gør :unsure men prøv at hør ad i VS og ring til sundhedsplejersken.

[Deva]

Allerførst,- hvor er det synd for Lise at hun bliver så bange. Umiddelbart tænker jeg, at det lyder som om at du gør alle de rigtige ting. Tænker dog også som Majs, at Lise lyder til at være mere end bange. Det lyder til at hun bliver angst.

Sundhedsplejersken lyder som et godt forslag eller også tænker jeg en børnepsykolog. Ikke for at sygeliggøre Lise, men for at få nogle redskaber til at støtte Lise. Ofte er det små justeringer der kan gøre en verden til forskel.

Jeg ønsker for jer, at det hurtigt bliver bedre. Og et kram til dig. Det må være hårdt, at se Lise blive så bange.

[Mette A.]

Tak for svar - det ER nemlig rigtig synd for hende og meget hårdt for mig at være vidne til :(

Jeg har prøvet at snakke med vs'en idag om det, men det var ikke den store hjælp. De sagde at de nok skulle være opmærksomme på det og vise hende diverse kryb under træstubber osv, når de var ude. Men nogle råd ellers kunne de ikke give. Den ene pædagog lød lidt som om hun troede det var lidt vores skyld. Hun blev ved at sammenligne med når børn ikke ville spise noget bestemt, var det ofte fordi de voksne fokuserede meget på det - så måske skulle vi bare lade være med at snakke så meget om det.

[Guest]

VS har nok oplevet at nogle forældre påfører deres børn denne frygt, det har jeg da også selv set, så de har nok bare ikke forstået hvad du har forsøgt at forklare og slået det lidt hen med det de har set flere gange. Men prøv SP, der er måske mere hjælp at hente!

[TiaK]

Jeg siger på ingen måde at det er jeres skyld, og jeg er på ingen måde ekspert, men jeg tænker også lidt at i måske giver det for meget fokus?

Hver gang hun er angst fokuserer i på det hun er bange for og giver "skræmmedyret" opmærksomhed (viser hende det, plukker mere græs, snakker om det)

Hvad sker der hvis du anerkender hendes frygt? Og så ellers ignorerer kilden til angsten?

"Er der en nullermand? Mor skynder sig lige at fjerne den, så kan vi lege med klodserne bagefter, du må gerne starte med at sidde på mit skød, hvis du gerne vil".

Det var mine tanker. :)

[Mette A.]

Tak for svar og input :) det kan sagtens være der er noget om det og vi i nogle tilfælde gør for meget ud af det. Jeg vil prøve strategien med at ignorere "kilden" til angsten mere end jeg gør. Det er dog ikke konsekvent at jeg har haft "snakket og vist frem" hver gang. Det har som regel været een gang i et forsøg på at vise hende det ufarlige i det og at mor ikke havde noget problem med at røre.

F.eks. med nullermænd eller hårbolde af hundehår, siger jeg bare henkastet "det er bare Lokes hår skat" og samler det op og smider i skraldespanden. Vi har forsøgt at vise første gang, men når det så ikke har virket og hun jo nu altså har set det før, så bliver vi ikke ved med at vise.

Idag var græsset et problem igen, men hun fik overkommet det i løbet af turen hjem. Først var der panik og hun ville op i klapvognen, men da vi kom forbi en legeplads ville hun gerne ind og lege, men der var der jo et stykke med græs omkring den. Jeg nævnte det ikke, men opfordrede hende bare til at komme ind på legepladsen. Hun blev ved at stå på den anden side og ryste på hovedet, men så spurgte jeg hende om jeg skulle holde hende i hånden. Det ville hun gerne og så klarede hun den! :yay

En udfordring med græsset er jo bare at jeg ikke lige kan fjerne det.

Senere var den dog gal igen, da hun pludselig opdagede der var myrer på fliserne hele vejen rundt om hende. Der var intet jeg kunne gøre for at aflede hende og jeg forsøgte heller ikke at forklare eller vise, for hun gik så meget i panik og skreg så meget at det bare var at løfte hende op med det samme. Så kom hun i klapvognen igen og så snakkede hun ellers om myrer resten af dagen :( og nægtede også at gå på fliser igen et andet sted, fordi hun var overbevist om der ville være myrer.

Så det er lidt svært... I nogle tilfælde vil det helt sikkert gøre at det er hurtigere overstået og der kunne jeg sagtens skrue mere ned for forklaringerne og fremvisningerne, men andre tilfælde er hun bare så påvirket at intet virker udover bare at kramme og trøste og fjerne hende fra det hun er bange for (hvilket vi jo så gør og forsøger ikke at vise frem).

[Pandamoren]

Jeg har haft skrevet om det før - sidste sommer, da der var mange fluer kunne Lise gå fuldstændig i panik bare der var en flue i rummet. Vi har så ikke haft de store problemer hen over vinteren, kun fx en edderkop i ny og næ, som hun lige skulle "reddes" fra.

Nu er problemerne så begyndt at eskalere. Det startede for nogle dage siden på vej hjem fra vs, hvor der lå nogle rester af græs, der var blevet slået på fliserne på gangstien. Lise har aldrig haft et problem med græs, hun leger hver eneste dag ude på græsplænen og plejer også at gå lidt i græsset på vej hjem fra vs, hvor hun får lov at gå med hunden. Men da hun så det afklippede græs ligge på fliserne gik hun helt i baglås, begyndte at græde og ville ikke gå forbi det. Jeg prøvede at opmuntre hende og tage noget græs op i hænderne, vise hende det og fortælle det var græs og ikke dyr (hun panikker også over myrer osv). Jeg plukkede lidt frisk græs til hende og viste hende det var det samme. Intet virkede og hun forsøgte bare at kravle op af mig og græd at hun ville op i klapvognen.

Det kom hun så til sidst og hun faldt til ro, men blev ved at snakke om at hun ikke ville gå på græsset efter vi kom hjem.

De efterfølgende dage er det kun blevet værre. Hun ved at stykket hvor det afklippede græs ligger kommer, og begynder at panikke på forhånd og vil op. Idag gik det helt galt, hvor hun snakkede om græsset så snart vi var gået fra vs'en og hun ville nu heller ikke gå ud på det friske græs, som hun ellers plejer, når hun går med vores hund. Da vi skal dreje, kommer hun til at skære hjørnet lidt og træder ved siden af fliserne. Det resulterer i panisk gråd og skrig, selvom det kun var med en fod og hun nu er tilbage på fliserne. Hun opfører sig som om jorden brænder under hender og forsøger panisk at kravle op af mig og trække sig op i armene, imens hun græder som pisket og skriger at hun vil op i klapvognen.

Græsset er ikke det eneste problem. Hun er begyndt at udpege hundehår på gulvet rundt omkring og blive utryg ved det (og det kan bare ikke undgås med hund i huset som altså fælder!). Hvis der er en lille nullermand et sted tror hun straks det er et dyr og skriger indtil jeg har fjernet det.

Jeg ved vitterligt ikke hvad vi skal gøre. Jeg frygter det kan blive værre endnu og så frygter jeg når sommeren kommer med fluer, myg og et hav af myrer på vores terrasse og på fliserne foran huset (og enkelte gange har vi også haft myrer indenfor).

Jeg vil bare så gerne hjælpe min lille pige og det skærer mig i hjertet at se hende være så bange :boo Føler vi har prøvet alt, jeg er meget rolig, viser hende at jeg godt tør røre ved tingene, og fortæller hende at det ikke er farligt, men at de er søde. Vi har kigget i bøger med billeder af insekter.

Nullermænd skiller jeg ad med fingrene og viser hende at det ikke er noget levende, men det hjælper intet - hun panikker helt indtil jeg har skaffet det helt af vejen.

Det er underligt for mig, fordi jeg var selv et barn der rodede meget i jorden og jeg er dybt fascineret af alle små dyr (og store for den sags skyld), og jeg havde sådan glædet mig til at skulle finde regnorme og biller sammen med Lise i haven, når hun blev stor nok! Men det kan jeg da vist godt glemme alt om.. Suk... :(

Går det bedre med angsten?

 

 

 

Jeg har læst en del om dette. Jeg synes ikke, det virker til at det er jer der fremprovokerer angsten. Men det er helt sikkert noget der skal gøres noget ved, da det lyder til at tage overhånd. 

 

Det er som om Lise´s frygt ikke bliver anerkendt.

 

Du skriver at, i gør megt for at vise hende det ikke er farligt, og tage tingene op - endda placere noget i hendes hænder. Det er faktisk at ignorere hendes frygt og overskride hendes grænser. Jeg ved godt det lyder hårdt. Det er ikke ment sådan. Jeg kunne ikke formulere det bedre.

 

Hvis du vil anerkende Lise´s frygt, skal du først og fremmest acceptere den. Det vil sige, at du ikke skal forklare, vise og placere ting i hænderne på hende.

 

Når hun udviser angst, så prøv og sæt dig ned og sig til hende: " Jeg kan godt se, du bliver rigtig bange! Der er også rigtig mange tissemyrer lige dér. Og de kravler rundt, og det er ikke særlig rart, vel!? - Kom nu går vi væk" - Og så tage hende op, eller vis hende væk, afled hende. Lad være med at dræbe myrerne, fjerne græsset og nullermændene. Men støt hende og anerkend frygten.

 

Lad være med at tale om dyrene, og frem for alt: sig ikke at de ikke er farlige, og at de er meget søde.

 

 

 

Hvis Lise får en følelse af at det er okay at være bange for kryb, og at du sætter ord på det, så vil hun blive bedre til at selv at sætte ord på. Langsomt vil hun derfor få en bedre kontakt med sine egne følelser, og vil derfor bedre kunne håndtere de ting hun bliver bange for! :)

 

Børn bliver bange. Det er jo forskelligt overfor hvad, og nogle børn bliver mere bange end andre. Det er dog klassisk at børn der har nemmere ved at sætte ord på det de er bange for, også vil have nemmere ved at håndtere deres "angst".

 

 

 

 

Jeg vil dog alligevel mene (hvis det var min datter), at hvis det eskalerer mere, så tal med en adfærdspsykolog, for det kan jo være hun har en mere omfattende angst end normalt.

 

 

 

 

Min datter Anna var også meget bange for fluer og biller sidste sommer. Jeg fortalte hver gang, at jeg godt kunne forstå, hun var bange for krybene, fordi de fløj rundt og var utilregnelige. Derfra begyndte hun langsomt at vise mere interesse for dem, samtidig med at hun var lidt skeptisk/bange.

 

Idag er hun ikke bange længere, og selvom jeg havde mine forbehold, da hun skulle i Randers Regnskov, så rørte hun ved en masse dyr, og var ikke angst på noget tidspunkt. Tværtimod. På dette tidspunkt var hun klar til at få fortalt om dyrene, men det havde hun ikke været for et halvt til et helt år tilbage. :)

 

Jeg håber i får det vendt, for det lyder ikke spor sjovt hverken for hende eller jer. :kram2

[Mette A.]

Går det bedre med angsten?

 

 

 

Jeg har læst en del om dette. Jeg synes ikke, det virker til at det er jer der fremprovokerer angsten. Men det er helt sikkert noget der skal gøres noget ved, da det lyder til at tage overhånd. 

 

Det er som om Lise´s frygt ikke bliver anerkendt.

 

Du skriver at, i gør megt for at vise hende det ikke er farligt, og tage tingene op - endda placere noget i hendes hænder. Det er faktisk at ignorere hendes frygt og overskride hendes grænser. Jeg ved godt det lyder hårdt. Det er ikke ment sådan. Jeg kunne ikke formulere det bedre.

 

Hvis du vil anerkende Lise´s frygt, skal du først og fremmest acceptere den. Det vil sige, at du ikke skal forklare, vise og placere ting i hænderne på hende.

 

Når hun udviser angst, så prøv og sæt dig ned og sig til hende: " Jeg kan godt se, du bliver rigtig bange! Der er også rigtig mange tissemyrer lige dér. Og de kravler rundt, og det er ikke særlig rart, vel!? - Kom nu går vi væk" - Og så tage hende op, eller vis hende væk, afled hende. Lad være med at dræbe myrerne, fjerne græsset og nullermændene. Men støt hende og anerkend frygten.

 

Lad være med at tale om dyrene, og frem for alt: sig ikke at de ikke er farlige, og at de er meget søde.

 

 

 

Hvis Lise får en følelse af at det er okay at være bange for kryb, og at du sætter ord på det, så vil hun blive bedre til at selv at sætte ord på. Langsomt vil hun derfor få en bedre kontakt med sine egne følelser, og vil derfor bedre kunne håndtere de ting hun bliver bange for! :)

 

Børn bliver bange. Det er jo forskelligt overfor hvad, og nogle børn bliver mere bange end andre. Det er dog klassisk at børn der har nemmere ved at sætte ord på det de er bange for, også vil have nemmere ved at håndtere deres "angst".

 

 

 

 

Jeg vil dog alligevel mene (hvis det var min datter), at hvis det eskalerer mere, så tal med en adfærdspsykolog, for det kan jo være hun har en mere omfattende angst end normalt.

 

 

 

 

Min datter Anna var også meget bange for fluer og biller sidste sommer. Jeg fortalte hver gang, at jeg godt kunne forstå, hun var bange for krybene, fordi de fløj rundt og var utilregnelige. Derfra begyndte hun langsomt at vise mere interesse for dem, samtidig med at hun var lidt skeptisk/bange.

 

Idag er hun ikke bange længere, og selvom jeg havde mine forbehold, da hun skulle i Randers Regnskov, så rørte hun ved en masse dyr, og var ikke angst på noget tidspunkt. Tværtimod. På dette tidspunkt var hun klar til at få fortalt om dyrene, men det havde hun ikke været for et halvt til et helt år tilbage. :)

 

Jeg håber i får det vendt, for det lyder ikke spor sjovt hverken for hende eller jer. :kram2

Tusind tak for dit indlæg! Det er sådan noget jeg virkelig kan bruge til noget! :kiss konkrete råd og eksempler.

Det skal lige siges at jeg aldrig har lagt noget i hendes hænder eller tvunget hende til at røre ved noget - jeg tog det op i mine egne hænder, for at vise hende at mor godt turde røre ved det og der ikke skete noget. Dette var dog kun de aller første gange, og da det ikke virkede har jeg ikke gjort det siden.

Vores strategi for tiden er lidt at ignorere det "farlige", ikke snakke for meget om det og istedet enten aflede så godt jeg kan eller fjerne hende fra faren. F.eks. når Lise begynder at snakke om græsset og ryste voldsomt på hovedet imens hun siger "Lise gå græs", så spørger jeg bare om hun vil op og sidde i klapvognen.

Situationen har ikke rigtig ændret sig, hun vil fortsat ikke gå på græs og vil faktisk ofte heller ikke gå på fliserne fordi der vokser lidt græs ind imellem nogen af fliserne, så vi er tit nødt til at bære hende ud i bilen når vi skal noget. Hun snakker også ofte om myrer, som regel når vi skal til at gå hjem fra vs.

Når du stiller det op på den måde kan jeg godt se at vi nok ikke har anerkendt hendes frygt godt nok. Jeg vil i stedet prøve den fremgangsmåde du beskriver, da den lyder både fornuftig og logisk. Jeg var bare bange for at vi dermed bekræftede hende i at der VAR noget at være bange for og dermed gjorde det værre.

Igen tusinde tak for dit meget hjælpsomme og grundige svar :kram håber det vil ændre på noget!

[Pandamoren]

Tusind tak for dit indlæg! Det er sådan noget jeg virkelig kan bruge til noget! :kiss konkrete råd og eksempler.

Det skal lige siges at jeg aldrig har lagt noget i hendes hænder eller tvunget hende til at røre ved noget - jeg tog det op i mine egne hænder, for at vise hende at mor godt turde røre ved det og der ikke skete noget. Dette var dog kun de aller første gange, og da det ikke virkede har jeg ikke gjort det siden.

Vores strategi for tiden er lidt at ignorere det "farlige", ikke snakke for meget om det og istedet enten aflede så godt jeg kan eller fjerne hende fra faren. F.eks. når Lise begynder at snakke om græsset og ryste voldsomt på hovedet imens hun siger "Lise gå græs", så spørger jeg bare om hun vil op og sidde i klapvognen.

Situationen har ikke rigtig ændret sig, hun vil fortsat ikke gå på græs og vil faktisk ofte heller ikke gå på fliserne fordi der vokser lidt græs ind imellem nogen af fliserne, så vi er tit nødt til at bære hende ud i bilen når vi skal noget. Hun snakker også ofte om myrer, som regel når vi skal til at gå hjem fra vs.

Når du stiller det op på den måde kan jeg godt se at vi nok ikke har anerkendt hendes frygt godt nok. Jeg vil i stedet prøve den fremgangsmåde du beskriver, da den lyder både fornuftig og logisk. Jeg var bare bange for at vi dermed bekræftede hende i at der VAR noget at være bange for og dermed gjorde det værre.

Igen tusinde tak for dit meget hjælpsomme og grundige svar :kram håber det vil ændre på noget!

Det var så lidt! Og håber det kan hjælpe. Det gjorde for mig, og som sagt så læste jeg en del om dette, da vi stod i samme situation.

 

Okay, så havde jeg misforstået det med at tage tingene op. Det må du undskylde!

 

Men nej, i vil ikke bekræfte hende i at der er noget at være bange for. I vil bekræfte hende i, at det er forståeligt at man kan være bange for kryb, græs ect. - ofte ting der ikke opfører sig som så meget andet :)

 

Der er stor forskel på at sige: Jeg kan godt se, du er bange - det må ikke være rart - kom vi går et andet sted hen, eller kom og sid ved mig, så kan vi bare sidde lidt. (Hvis hun vil, kan i måske på sigt, sidde og kigge lidt på dem).

 

Fremfor: Argh! Ja, de der myrer er også virkelig uhyggelige, kom lad os skynde os væk! (Her taler du udelukkende om myrerne og ikke Lises følelser!, og det er følelserne du skal adressere. :) )

 

Når hun begynder at tale mere selv, og måske spørge dig om noget, så kan du svare og fortælle lidt om myrerne, græsset mv., bare generelt og ikke så meget om at de ikke er farlige.

[Pandamoren]

Mht. græsset, kan du prøve at lege ind i hende at hun kan gå på fliserne uden at røre græsset.

 

Du kan sige: Lise, jeg kan godt se, du ikke kan lide græsset. Det er også noget mærkeligt noget sådan at vokse inden mellem fliserne! Kan du prøve at hinke udenom græsset, så vi kan komme hen til bilen. Vi skal jo hen til vuggestuen (ect.) nu.

 

Så kan du gøre det først - du ved, sådan hinke lidt ala jorden er giftig hen til bilen. :)

 

På den måde kan du fjerne fokus fra den dårlige episode med at hun skal blive ked af det, og du skal bære hende til bilen. På sigt tror jeg, hun vil glemme at græsset er farligt, og stoppe op og begynde at undersøge hvorfor hun hinker udenom. (Jeg har dog ikke arbejdet i græs før, hehe, så aner ikke om det virker Den er lidt mere tricky! Græs er jo overalt!)

[Mette A.]

Lige en lille update :)

Der er håb forude :yay vi har fulgt Pandamorens råd, det ser ud til at virke (men ved selvfølgelig ikke om det er pga det eller om hun bare skulle have lidt tid). Vi anerkender og accepterer, siger fx "Ja, jeg ved godt du ikke kan lide den/det, kom så går vi udenom" (eller kommer op i klapvognen hvis det er det hun vil).

Hun bliver stadig bange for kryb hun møder ude på stien, som er på fliserne og hvis hun ser nogle inde i huset. Men det seneste stykke tid har reaktionen været knap så voldsom og hun har været til at få videre enten ved at gå udenom selv eller blive løftet op. Men altså ikke den samme ekstreme panik over hende.

Problemet med græsset er næsten gået over igen! Hun kan stadig ikke lide græs, som er klippet eller revet op og ligger, men hun vil godt gå ud på græsplæner igen. Det kom pludseligt, hvor hun fik øje på nogle duer ude på græsplænen og ville ud til dem. Hun blev så bevidst om græsset, da hun lige satte foden på, men jeg blev ved at snakke om duerne, pege og foreslå vi gik hen til dem. Det lykkedes at distrahere hende og hun glemte græsset og gik derud :) siden har det ikke været noget problem med græsplæner.

Vi har været i haven for at rydde op og køre på genbrug, og der har hun gjort kæmpe fremskridt! Hun fik til opgave at bære små stykker brædder ud på traileren, som lå i en bunke på jorden. Da vi nåede de nederste var der selvfølgelig smådyr under. Jeg prøvede at forberede hende ved at sige noget med "Under de her brædder bor der små bænkebidere, skal vi prøve og kigge og se hvad det er for nogle?". Så blev hun nysgerrig, for det var ikke et ord hun kendte. Jeg løftede et bræt og da hun kiggede nysgerrigt uden at skrige, vovede jeg mig til at samle en op og fortælle hende at den kunne rulle sig sammen. Det tog hun pænt. Jeg fortalte at de boede i jorden under brædderne, derfor skulle vi lige børste dem af brædderne, så de ikke blev smidt med ud i traileren.

Den var hun helt med på og bar efterfølgende brættet ud til traileren. Bagefter kom hun og sagde vi skulle finde flere bænkebidere :loveshower

Hun holdt sig lidt på afstand og ville ikke røre noget, hvilket var helt ok, men hun fulgte nysgerrigt med. Efter et par timer i haven, kom hun så langt at hun kunne samle snegle op og sætte i sikkerhed ud i hækken :D

Så jeg er fortrøstningsfuld og sikker på hun nok skal komme sig over det. Jeg er så stolt af hende :biglove

Tror dog fluerne bliver en hård kamp, når de begynder at komme, for de er jo også indenfor og flyver op i hovedet på hende. Men nu må vi se.

[Guest]

Fantastisk :yay

[Tinakp]

Lige en lille update :)

Der er håb forude :yay vi har fulgt Pandamorens råd, det ser ud til at virke (men ved selvfølgelig ikke om det er pga det eller om hun bare skulle have lidt tid). Vi anerkender og accepterer, siger fx "Ja, jeg ved godt du ikke kan lide den/det, kom så går vi udenom" (eller kommer op i klapvognen hvis det er det hun vil).

Hun bliver stadig bange for kryb hun møder ude på stien, som er på fliserne og hvis hun ser nogle inde i huset. Men det seneste stykke tid har reaktionen været knap så voldsom og hun har været til at få videre enten ved at gå udenom selv eller blive løftet op. Men altså ikke den samme ekstreme panik over hende.

Problemet med græsset er næsten gået over igen! Hun kan stadig ikke lide græs, som er klippet eller revet op og ligger, men hun vil godt gå ud på græsplæner igen. Det kom pludseligt, hvor hun fik øje på nogle duer ude på græsplænen og ville ud til dem. Hun blev så bevidst om græsset, da hun lige satte foden på, men jeg blev ved at snakke om duerne, pege og foreslå vi gik hen til dem. Det lykkedes at distrahere hende og hun glemte græsset og gik derud :) siden har det ikke været noget problem med græsplæner.

Vi har været i haven for at rydde op og køre på genbrug, og der har hun gjort kæmpe fremskridt! Hun fik til opgave at bære små stykker brædder ud på traileren, som lå i en bunke på jorden. Da vi nåede de nederste var der selvfølgelig smådyr under. Jeg prøvede at forberede hende ved at sige noget med "Under de her brædder bor der små bænkebidere, skal vi prøve og kigge og se hvad det er for nogle?". Så blev hun nysgerrig, for det var ikke et ord hun kendte. Jeg løftede et bræt og da hun kiggede nysgerrigt uden at skrige, vovede jeg mig til at samle en op og fortælle hende at den kunne rulle sig sammen. Det tog hun pænt. Jeg fortalte at de boede i jorden under brædderne, derfor skulle vi lige børste dem af brædderne, så de ikke blev smidt med ud i traileren.

Den var hun helt med på og bar efterfølgende brættet ud til traileren. Bagefter kom hun og sagde vi skulle finde flere bænkebidere :loveshower

Hun holdt sig lidt på afstand og ville ikke røre noget, hvilket var helt ok, men hun fulgte nysgerrigt med. Efter et par timer i haven, kom hun så langt at hun kunne samle snegle op og sætte i sikkerhed ud i hækken :D

Så jeg er fortrøstningsfuld og sikker på hun nok skal komme sig over det. Jeg er så stolt af hende :biglove

Tror dog fluerne bliver en hård kamp, når de begynder at komme, for de er jo også indenfor og flyver op i hovedet på hende. Men nu må vi se.

Ej hvor er det lige til at sidde og få tårer i øjnene over! Hvor er det dejligt at læse...

Og du skal give dig selv kredit for det arbejde du gør - for det lyder som en go måde du har grebet det an på!

[Mette A.]

Fantastisk :yay

  

Ej hvor er det lige til at sidde og få tårer i øjnene over! Hvor er det dejligt at læse...

Og du skal give dig selv kredit for det arbejde du gør - for det lyder som en go måde du har grebet det an på!

Ja, det er SÅ skønt at det ser ud til at gå den rigtige vej!

Og tak Tina for de søde ord :kiss

[Pandamoren]

Ej hvor er det dejligt at høre! :yay

 

Er glad for at kunne hjælpe, men det er jeres handlinger der giver resultaterne! Der er mange der spørger til råds, hvilket er den nemmeste del. Det sværeste er at erkende og reflektere og derefter handle på det. Og det har i jo tydeligvis gjort.

 

Super arbejde, jeg er sikker på det ikke er spildt!

 

Håber det kommer til at fortsætte og når der kommer lidt mere gåpåmod vil i også slappe mere af omkring det hele, og så vil det igen smitte af på Lise!

[Mette A.]

Ej hvor er det dejligt at høre! :yay

 

Er glad for at kunne hjælpe, men det er jeres handlinger der giver resultaterne! Der er mange der spørger til råds, hvilket er den nemmeste del. Det sværeste er at erkende og reflektere og derefter handle på det. Og det har i jo tydeligvis gjort.

 

Super arbejde, jeg er sikker på det ikke er spildt!

 

Håber det kommer til at fortsætte og når der kommer lidt mere gåpåmod vil i også slappe mere af omkring det hele, og så vil det igen smitte af på Lise!

Det var til stor hjælp, så igen tusind tak :kiss Og tak for de søde ord!