At tale spørgende til sit barn

[TiaK]

Jeg er ved at blive vanvittig!!

Min mand afslutter 80% af alle sætninger til Erica med et "vel" eller "ik' or'" (ikke også) og resten er allerede formuleret som et spørgsmål <_<

Han er begyndt at blive bedre til ikke at spørge om ting, som hun ikke må bestemme alligevel (Kom Erica, skal vi gå ud og børste tænder? "Nej far" "jo, det skal vi, kom så") :prik

Jeg har prøvet at sige til ham at hendes hjerne ikke kan kapere at skulle forholde sig til alle de spørgsmål/valg og at det er unfair at spørge hende og så ignore hendes svar.

Som sagt har han taget det lidt til sig at han ikke skal stille spørgsmål, når han ikke lytter til svaret, men han kan simpelthen ikke forstå at når en sætning slutter på vel eller ikke også, så er det et spørgsmål.

I starten prøvede jeg at gøre ham opmærksom på hvornår han gjorde det, da det kan være en svær vane at bryde, men det blev han bare pisseirriteret over, så nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre :(

Jeg kunne godt tænke mig hvis jeg kunne vise ham en tekst/fakta om hvad en 2-årig kan kapere af spørgsmål/valg, så det ikke er noget jeg finder på. (Jeg mindes at have hørt om det i God Morgen DK en gang, så det er jo lidt svært at finde igen)

Hvad ville i gøre?

[Kathinka]

Jeg vil i hvert fald give dig ret, og ja det er en svær vane at bryde. Her hjemme kommer vi begge til at gøre det, men vi er også opmærksomme på at det er vigtigt at lade være.

Måske du kunne prøve at vende den om. Hvis din mand på sit arbejde blev spurgt om spørgsmål og hans svar blev underkendt. Hvad han ville føle? Han beder jo sit barn om at tage stilling og overveje, når så svaret ikke passer, så underkender han hende. En 2 årig kan jo ikke skelne mellem hvilken spørgsmål, der er reelle spørgsmål, eller hvad der er "ordrer". Det er deres hjerne slet ikke parat til.

Jeg ved i hvert fald at herhjemme, hvor vi har en vældig stædig bestemt dreng på 2 1/2, er der afregning ved kasse 1, hvis vi underkender ham, når han har sagt nej. Han bliver gal, så her er vi ikke i tvivl, når vi formulerer os forkert.

Har ikke lige noget på hånden du kan få ham til at læse. Men jeg skal da lige tænke mig om!

[MissingLink]

Åh hvor jeg kender det :rolleyes Det er først her de sidste par år min mand er stoppet med at gøre det. Han har også altid gjort det ved den store på 10, hvilket har betydet at vi havde nogle temmelig hyggelige problemer i bh og de små klasser, fordi drengen mente at kunne argumentere sig ud af et "nej" :P Jeg er helt sikker på, at en del af det skyldes at han altid er blevet stillet spørgsmål som om tingene var valgfri.

Men min mand har lært det på den "hårde måde". Han gør det ikke med pigerne, så klogere er han da blevet. Og er i øvrigt enig med dig. De har der faktisk bedst ved at blive fortalt hvad de skal i den alder. Der er rigeligt andet at skulle forholde sig til :)

[Guest]

Årh jeg øver det allerede!!! Har altid krummet tæer af forældre der sagde "vil du med hjem(?)" når de hentede dem, ofte har jeg (med et blink i øjet) spurgt forældrene hvad de ville gøre hvis barnet sagde nej, og de gange børnene har sagt nej har jeg kommenteret "jamen du spurgte jo selv" eller "han/hun fik jo valget" (med et smil) - og hvad sker der? JEG står nede ved DP og kigger på min datter og siger "vil du med hjem(?)" :shooter

Det er simpelthen så svært og vigtigt at være OBS på, men det er en omgangstone - en slags høflig ordre som ligger i vores kultur. Når man er på besøg andre steder er spørgsmålet "vil du med hjem" jo ikke ment som et reelt spørgsmål, men som ordren "vi skal hjem nu (det har jeg bestemt)" - hvis nogen sagde sådan direkte så ville jeg nok alligevel kigge lidt og tænke "slap lige af, sure!" :P

Så det er skide svært ikke bare at gøre som man plejer, men ikke desto mindre nødvendigt.

Jeg har desværre ikke lige en kilde i baghånden og går ud fra du har Googlet, så kan ikke lige hjælpe. Jeg ved dog det er noget med anerkendelse og selvværd (eller faktisk mangel på disse) at gøre.

[Myliona]

Jeg har været klasselærer i en 6. klasse - Så der lærte jeg ret hurtigt, at alle de der "eller så gode maner", med at sige "er du sød at gøre" osv, bare ikke duer ;) Egentlig synes jeg ikke der behøver nogen dokumentation. Det må være "nemt" at forstå, at hvis man stille et spørgsmål, så må det være fordi man vil høre svaret. Ellers må du prøve at gøre det ved ham. "Skat, vil du lave aftensmaden" " Nej, jeg har lige tusind andre ting" "Nå, men det skal du" osv. Det ER bare ikke rart - Det er vældig høfligt, men det er IKKE rart, når man ikke bliver lyttet til...

[Bamse&Kylling]

Åh ja, de køre spørgsmål.! Det er SÅ svært ikke at gøre!

Det eneste "materiale" jeg lige ka komme på er 'dit kompetente barn' af Jesper Juul.

Den beskriver en masse ting om bla. hvad det gøre ved barnets tankegang og integritet, når man gang på gang ikke bliver hørt. Og det bliver man jo netop ikke i de tilfælde, hvor det er er høfligt spørgsmål, hvis man ka kalde det det..

[Guest]

Vi kommer også til at gøre det herhjemme, men vi er blevet bedre til at lade være :rolleyes

Hvis vi kommer til det, og hun siger nej, så venter vi lidt med det vi spurgte om og så siger vi lidt senere at nu skal det gøres. Så får hun lige lov til at lege lidt efter hun har sagt nej.

Ang. artikel så prøv Helens side netsundhedsplejesken. Hun plejer at have nogen gode artikler om alt muligt :)

[Forunderligt]

Jeg tænker også Jesper Juul. Jeg mener han har skrevet en nem lille bog som hedder "Her er jeg" eller sådan noget, som handler om at tale direkte og "jeg"-sprog. Altså ikke spørge om ting som ikke er spørgsmål eller gøre barnet "forkert" ved at kritisere men udtrykke sig klart udfra sig selv.

Det her med at udtrykke sig tydeligt er en af de ting som efterhånden sidder på rygraden, efter jeg har været mor i 18 år :rolleyes men det er ikke noget som kommer af sig selv.

[Mette A.]

Jeg tænker også Jesper Juul. Jeg mener han har skrevet en nem lille bog som hedder "Her er jeg" eller sådan noget, som handler om at tale direkte og "jeg"-sprog. Altså ikke spørge om ting som ikke er spørgsmål eller gøre barnet "forkert" ved at kritisere men udtrykke sig klart udfra sig selv.

Det her med at udtrykke sig tydeligt er en af de ting som efterhånden sidder på rygraden, efter jeg har været mor i 18 år :rolleyes men det er ikke noget som kommer af sig selv.

Når du siger "jeg-sprog" mener du så at man ikke må tale til barnet med sig selv (og barnet) i tredje person? For jeg omtaler da oftest migselv som "mor" fremfor "jeg" overfor Lise (fx "kom hen til mor", "mor skal lige på toilettet" osv), så det kunne da være rart at høre om det er helt forkert? :P

[Forunderligt]

Når du siger "jeg-sprog" mener du så at man ikke må tale til barnet med sig selv (og barnet) i tredje person? For jeg omtaler da oftest migselv som "mor" fremfor "jeg" overfor Lise (fx "kom hen til mor", "mor skal lige på toilettet" osv), så det kunne da være rart at høre om det er helt forkert? :P

Det tror jeg såmænd ikke betyder så meget om du siger "jeg" eller "mor". Det jeg mener med Jeg-sprog er at man fx siger "Jeg vil ikke have at du kaster med legetøjet" i stedet for fx "Du må ikke kaste med legetøjet" eller hvis du taler med din kæreste "Jeg blir ked af det når du gør sådan" i stedet for "Du kan altså ikke være bekendt at gøre sådan" osv. Altså at man altid tager udgangspunkt i sig selv, sine egne følelser, sine egne grænser, i stedet for "du-sprog" som let kommer til at virke kritiserende og gør barnet (eller kæresten) kommer til at føle sig forkert.

Jeg er vist ikke så god til at forklare det men håber du forstår hvad jeg mener?

Jeg fandt i øvrigt den lille bog her: http://www.saxo.com/dk/her-er-jeg-hvem-er-du_jesper-juul_indbundet_9788759104064

[Mette A.]

Det tror jeg såmænd ikke betyder så meget om du siger "jeg" eller "mor". Det jeg mener med Jeg-sprog er at man fx siger "Jeg vil ikke have at du kaster med legetøjet" i stedet for fx "Du må ikke kaste med legetøjet" eller hvis du taler med din kæreste "Jeg blir ked af det når du gør sådan" i stedet for "Du kan altså ikke være bekendt at gøre sådan" osv. Altså at man altid tager udgangspunkt i sig selv, sine egne følelser, sine egne grænser, i stedet for "du-sprog" som let kommer til at virke kritiserende og gør barnet (eller kæresten) kommer til at føle sig forkert.

Jeg er vist ikke så god til at forklare det men håber du forstår hvad jeg mener?

Jeg fandt i øvrigt den lille bog her: http://www.saxo.com/dk/her-er-jeg-hvem-er-du_jesper-juul_indbundet_9788759104064

Jeg er helt med på hvad du mener nu, og det har jeg også selv fået undervisning i :) Det er også en del af girafsproget. Var bare ikke klar over det var det du mente. Tak for det.