Lovebird

Hvordan vidste du, at du var klar?

33 indlæg i dette emne

Jeg håber, at det er okay, at jeg spørger herinde - jeg ved godt, at I alle enten prøver ihærdigt at få børn og/eller allerede har børn og måske vil finde, at det her er et dumt spørgsmål.

Men her kommer det alligevel:

Hvordan vidste du, at du var klar til at få børn? Hvorfor ville du have børn?

Hjemme hos os er det en omvendt situation i forhold til mange af jer andre: Kæresten vil gerne have børn, og jeg tøver. :unsure

Jeg er 24 år gammel, og han er 25, men jeg føler stadig på mange måder, at jeg er for ung til at få børn. Samtidig er jeg bange for aldrig at føle, at jeg er gammel nok...samt jeg jo ikke vil have, at vores forældre bliver alt for gamle. Og kæresten vil helst begynde så snart som muligt.

Jeg går meget praktisk til værks med sådanne ting og har allerede tonset mig igennem flere graviditetsbøger i et forsøg på at overbevise mig om, at jeg er klar. Jeg har overvejet at fortsætte med børnebøgerne om opdragelse, men jeg har også forklaret mig selv, at det bliver jeg nok ikke en skid klogere af. Jeg er ikke rigtig i tvivl om, at jeg vil elske barnet, og at vi vil blive udmærkede forældre (faktisk er jeg sikker på, at min bedre halvdel vil blive århundredets far). Men jeg er bange for at stå med barnet og bare fortryde. Det er jo ikke en beslutning, man kan omgøre.

Jeg har bedt ham dybt seriøst prøve at forklare mig, hvordan han mener, at et barn vil gøre vores liv bedre, men det har han (på typisk mandemanér) ikke rigtig evnen til. Jeg har nok bidt mig mest fat i, at et barn vil fratage mig min fritid, min karriere, fjerne muligheden for at rejse, etc.

Jeg håber virkelig, at I alle vil prøve at hjælpe mig til en bedre forståelse og ikke bare tænke, at jeg er den største hat på kloden.

Jeg vil på den ene side så gerne give ham det barn, han ønsker så brændende (det gør nærmest ondt på ham at være sammen med vores nevø og niece, fordi han så gerne selv vil have et barn), men på den anden side er jeg også bare så bange for at gå fuldstændig i panik og chok den dag, jeg så evt. står med en positiv test.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

I er jo stadig unge, så hvis du ikke er klar nu, så synes jeg altså at det er helt fair at vente lidt endnu :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er da slet ikke et dumt spørgsmål :kram2

Umiddelbart synes jeg, at det lyder til, at du bare ikke er klar og det er da bare helt iorden (og ikke det samme som at sige til din kæreste, at I aldrig skal have børn - det kan jo komme :))

Men hvordan ved man, at man er klar? Bum bum, der er en tråd om det herinde, men det er sådan lidt for sjov. "Du ved, du er klar, når du kigger babytøj i h&m", f.eks.

Ellers så tror jeg faktisk at jeg selv engang oprettede en seriøs tråd om det, med tanke på det der med om man nødvendigvis skulle have styr på alt, og der blev konklusionen vist, at man er klar, når lysten til at få en baby overstiger bekymringerne (samtidig med at rammerne er forsvarlige, men det betyder IMO ikke nødvendigvis at man behøver at have hus og være færdiguddannet først. Det havde/var jeg ikke selv, og det tror jeg faktisk at de færreste har/er).

Der er også dem, der siger at man aldrig bliver HELT klar, og det tror jeg også at der er noget sandhed i. Min søn er både planlagt, ønsket og det allerbedste i mit liv, men det ændrer ikke på, at jeg nogle gange under graviditeten tænkte "Shit, hvad fanden har jeg gang i?!" og ikke altid har følt mig klar.

At få barn er et kaos. Men et vidunderligt kaos! Og ja, det giver nogle begrænsninger mht frihed, men det er omvendt ikke totalt fængsel, du kan stadig ses med venner, gå i byen, have kærestetid og gøre karriere. Og alt det du "mister" (eller måske rettere "må undvære i en periode") synes jeg personligt er en billig pris i forhold til alt den ekstra kærlighed og alle de ekstra grin og oplevelser, som følger med når man får et barn. :)

Men det kan jeg jo sagtens sige, når jeg allerede har barnet ;) Som jeg startede med at sige, så er det jo også bare 100% ok og reelt, hvis du bare ikke føler dig klar. :)

Du må mærke efter i maven :kram

Edit: den lidt sjove tråd om, hvornår man er klar, finder du her: http://www.babyklar.dk/forum/14868/man-ved-man-er-klar-til-at-blive-gravid-nar-man.html/page__pid__446569__st__60#entry446569

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

I er jo stadig unge, så hvis du ikke er klar nu, så synes jeg altså at det er helt fair at vente lidt endnu :)

Ja, det er vi netop, men hvornår vil jeg føle, at jeg er gammel nok til ikke at kunne skubbe det længere? Jeg vil helst ikke have børn efter, at jeg er fyldt 30 (både fordi jeg selv synes, at det er sent, men især fordi vores forældre vil være alt for gamle så), så hvornår vil jeg føle mig klar? Det er det, der desværre er humlen...

Det er da slet ikke et dumt spørgsmål :kram2

Umiddelbart synes jeg, at det lyder til, at du bare ikke er klar og det er da bare helt iorden (og ikke det samme som at sige til din kæreste, at I aldrig skal have børn - det kan jo komme :))

Men hvordan ved man, at man er klar? Bum bum, der er en tråd om det herinde, men det er sådan lidt for sjov. "Du ved, du er klar, når du kigger babytøj i h&m", f.eks.

Ellers så tror jeg faktisk at jeg selv engang oprettede en seriøs tråd om det, med tanke på det der med om man nødvendigvis skulle have styr på alt, og der blev konklusionen vist, at man er klar, når lysten til at få en baby overstiger bekymringerne (samtidig med at rammerne er forsvarlige, men det betyder IMO ikke nødvendigvis at man behøver at have hus og være færdiguddannet først. Det havde/var jeg ikke selv, og det tror jeg faktisk at de færreste har/er).

Der er også dem, der siger at man aldrig bliver HELT klar, og det tror jeg også at der er noget sandhed i. Min søn er både planlagt, ønsket og det allerbedste i mit liv, men det ændrer ikke på, at jeg nogle gange under graviditeten tænkte "Shit, hvad fanden har jeg gang i?!" og ikke altid har følt mig klar.

At få barn er et kaos. Men et vidunderligt kaos! Og ja, det giver nogle begrænsninger mht frihed, men det er omvendt ikke totalt fængsel, du kan stadig ses med venner, gå i byen, have kærestetid og gøre karriere. Og alt det du "mister" (eller måske rettere "må undvære i en periode") synes jeg personligt er en billig pris i forhold til alt den ekstra kærlighed og alle de ekstra grin og oplevelser, som følger med når man får et barn. :)

Men det kan jeg jo sagtens sige, når jeg allerede har barnet ;) Som jeg startede med at sige, så er det jo også bare 100% ok og reelt, hvis du bare ikke føler dig klar. :)

Du må mærke efter i maven :kram

Edit: den lidt sjove tråd om, hvornår man er klar, finder du her: http://www.babyklar...._60#entry446569

Ja, har set tråden, og den er meget sjov, men når jeg f.eks. kigger på babytøj, så er jeg godt tilfreds med at købe det til mine dejlige niecer. :)

Bum bum...teknisk set tror jeg, at kærestens ønske om baby overstiger mine bekymringer ca. 100 gange? :rolleyes

Men tak for dine gode råd, de gav i hvert fald noget at tænke over. :) (Og tak for ikke at synes, at det var et dumt spørgsmål! :kram2)

Jeg vil ligesom Barbamama sige at selvom min søn er ufatteligt planlagt, så var der flere gange i graviditeten hvor jeg tænkte, hvad nu hvis jeg fortryder? De samme tanker havde jeg op til brylluppet, og for den sags skyld da jeg anskaffede mig en kat for 5 år siden (som desværre forsvandt et år senere)... Jeg tror at man altid - når man tager en stor og livsforvandlende beslutning vil stå tilbage og indimellem tænke "Var dette nu klogt?"

Spørgsmålet er nok hvis man mærker efter nede i maven, hvad har man så allermest lyst til? Hvad føler man, når man tænker over at man i en periode må tilsidesætte egne behov, og at det skal man faktisk blive ved med i et eller andet omfang i maaaaange år. Føler man frygt, eller tænker man også, det er en ok pris at betale. Hvad føler man når man tænker på at hjemmet bliver fuldstændig overtaget af legetøj og rod. Er det irritation, eller et smil på læben?

Ja, det er jo netop det med at tilsidesætte egne behov... På et eller andet plan er jeg nok superegoistisk og har svært ved at forlige mig med at skulle tilsidesætte egne behov så fuldstændigt, som man bliver nødt til, især når barnet er helt lille... Og jeg synes jo ikke, at det er en helt okay pris, men det har jeg jo en bedre halvdel, der synes...altså på mine vegne. Det er helt okay med alle de ting, jeg f.eks. skal undvære i graviditeten, og det er helt okay, at jeg skal amme... Men når jeg så siger, at så må han jo med nogle af tingene være lidt solidarisk, så bakker han jo ud. Han skal jo ikke være gravid, så han kan f.eks. godt drikke sodavand og spise rødt kød. :angry (Ja, sodavand især, men også rødt kød, er mine helt store laster...) Og det er bare på det helt korte plan i 9 måneder...

Lige det med rodet er nok ikke det største problem... Ikke at jeg selv roder... :whistling

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vi vidste at vi var klar, da vi begge sagde, at NU kunne vi altså ikke vente længere. Praktisk set havde det været bedre at vente til jeg var færdig med uddannelsen, havde fast job, hus og det hele, men vi kunne bare ikke vente længere. Det var på en eller anden måde et afsavn der voksede sig større og større.

Kribler det i maven, når du ser en baby? Bliver du blød i knæene ved tanken om at se din kæreste med jeres barn? Glæder du dig helt vildt til at møde din søn eller datter for første gang?

Hvis ikke du er klar, så er du ikke klar, og så synes jeg i skal vente. :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg læste tråden i går og har sådan tænkte over, hvordan jeg egentlig vidste det.. Bum bum.. Her kom det snigende!

Jeg har altid sagt, at jeg ville havde uddannelsen færdig og arbejde minimum 1 år, før jeg ville på barsel - men tingene ændrer sig! En dag sagde min mand, "jeg er så klar, som jeg kan blive, så du siger bare til, når du er med". Efter den dag endte mange af vores samtaler tit med babysnak og jeg blev efterhånden mere og mere skruk, når jeg så andres babyer (noget jeg ellers aldrig har været, babyer har faktisk ikke sagt mig så meget :blush ).

Jeg er også en der gerne vil planlægge ALT og også gerne min graviditet, hvis jeg kunne.. Jeg har så været i Portugal i 5 mdr., hvor min mand besøgte mig til jul og nytår. Jeg havde p-pille pause, da jeg var væk, så det kom meget naturligt, at da han var nede hos mig lod vi være med at bruge andet prævention. Og det passede SÅ godt med mit studie, hvis jeg blev gravid der nemlig - og det gjorde jeg!

Jeg tror på nu, at ikke alt skal planlægges og at meget kan ændre sig undervejs! Jeg har altid tænkt meget målrettet mod karriere og så sent som i går sagde jeg, at drømmescenariet ville være en 25-30 timers stilling imens vi har små børn og så må karriere komme senere, hvis det altså skal ske..

MEGET ændre sig, når man får sin lille guldklump i armene og de ting der er vigtige for dig nu, kan snildt blive mindre vigtige i fremtiden - i hvert fald mindre vigtige i en periode!

I bund og grund vil jeg nok sige, at du er på vej mod at være klar hvert fald - bare det at du har lavet en profil på bk er et step i den retning ;) Men kun du ved, helt ned i maven, om du er klar!! Man vil altid være nervøs og tvivle undervejs - både in the making og mens du er gravid, men det er ganske normalt!

Og så vil jeg lige tilføje, at et barn fratager dig ingenting! Det kommer til verden helt lille og uskyldig og i det øjeblik begynder du automatisk af prioritere anderledes. Alt er på sin vis stadig muligt, men hver ting til sin tid - det er rækkefølgen på opnåelsen af forskellige ting i dit liv, du skal tænke over!

Måske mit indlæg blev lidt rodet, men håber det giver lidt mening alligevel :) Jeg var selv 24, da jeg fødte og for mig har det været perfekt!!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det du skriver med at din kæreste ikke kan forklare hvordan et barn vil gøre jeres liv bedre, det forstår jeg godt. For det er faktisk umuligt at forklare synes jeg..... Altså man kan jo godt fortælle om hvor særligt det er at holde sin lille baby i sine arme, hvor glad man bliver over at se de første smil, og alle de andre små skridt i udviklingen. Man kan sætte 1000 ord på det fantastiske ved at få et barn.... Men det forklarer ikke særlig meget synes jeg. For det skal OPLEVES! Den særlige kærlighed og den følelse man har ved at have børn, kan simpelthen ikke forklares godt nok.....

Ja, der er MEGET hårdt arbejde forbundet med at få et barn, og ja man mister en stor del af sin frihed...... Men på forunderlig vis, er det bare det hele værd..... Og jeg kan simpelthen ikke forklare hvorfor.... Det ER det bare ;)

Jeg snakkede netop om det med min mand i går, fordi vi gik forbi et par som så ud til at vente på deres første barn (hende gravid, og uden andre børn med) og jeg sagde til min mand at jeg håbede de NØD deres sidste tid inden baby. Han blev lidt forundret over den udmelding, og jeg måtte forklare, at jeg ikke mente at det var dårligt at have børn, men at det er SÅ meget anderledes end før.... Det er en kæmpe omvæltning, og selv om jeg synes livet er meget mere værd med børn, så er det alligevel særligt, den tid man kun er 2.

Man mister noget, men får noget andet i stedet....

Det blev måske lidt rodet :rolleyes

Og egentlig svarer jeg ikke på dit spørgsmål.... Hvornår er man klar? Hvis det er manden i et forhold, som ikke er klar, synes jeg godt tendensen lidt kan være at omgivelserne fortæller at "mænd bliver aldrig helt klar", og at man derfor skal skubbe lidt på, og så bliver han nok klar under graviditeten, eller når han holder baby.... Men når det er omvendt, så skal kvinden/pigen endelig tage sig tiden til at blive klar, og man skal ikke forhaste noget..... Men jeg synes det er svært at rådgive om.

Det handler måske også lidt om hvorfor du ikke føler dig klar.... Hvis det sådan helt generelt er noget om at miste sin frihed, så tror jeg, at mange aldrig bliver helt klar til det, fordi man netop ikke kan forestille sig hvad det er man får til gengæld for den mistede frihed. "Hvorfor det er det værd". Men hvis det er mere specifikke ting, som et særligt job, en særlig rejse eller noget andet man gerne vil opnå/opleve før baby ankommer, så tror jeg man gør klogt i at forfølge de drømme først (indenfor rimelighedens grænser) så man ikke bagefter sidder og tænker "bare jeg dog havde gjort sådan og sådan, før vi fik børn"

Men det kan ikke være rart at have lyst til at vente, når manden nu så gerne vil :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Da jeg startede min første "så er det ved at være min tur-tråd" var jeg 37. Så som minimum voksen. Jeg var også virkelig sådan - puh, og hvad nu hvis - er det overhovedet klogt, det her. Og en masse kloge damer herinde kunne forsikre mig om, at det er sådan man har det. Og ja, det er også min erfaring. Nu 2 år og en masse behandling senere er jeg gravid 27+2 og bliver stadig ramt af den største tvivl indimellem.

Men altså i forhold til parathed, er det for mit vedkommende noget med, at jeg har taget en beslutning om, at det her ikke er besværligt. For at komme med et eksempel - en af mine veninder fik barn i september sidste år, men aflyser alting, fordi det er rigtig besværligt at komme omkring med barnevogn og bus. Men de har bil og hun har kørekort - hun bryder sig bare ikke om at være chauffør. Jeg tænker - væn dig til at køre i bil, så du nemmere kan komme omkring. (Jo, jeg ved godt, det er et forenklet eksempel, og der kan være alle mulige grunde til, at ting er som de er - men rent principielt...)

En anden veninde udtrykte det sådan, at drømmen om at rejse Australien rundt med rygsæk forsvinder jo ikke, bare fordi man får et barn. Det gælder bare om at finde en rygsæk, der er stor nok til barnet kan være i den! Jeg synes, det er et helt genialt billede.

Jeg tænker det er noget med at se mulighederne frem for begrænsningerne, og så forberede sig på den måde. Det ved jeg ikke, om du kan genkende med dig selv?

Jeg tænker lidt - du er KUN 24, der er masser af tid! :) Personligt har jeg aldrig været sådan en, som kiggede i barnevogne - og jeg har aldrig VIDST at jeg bare skulle have børn. Da den rigtige mand så dukkede op, ja, så var det ligesom naturligt. Nu hvor jeg må se i øjnene, at vi måske ikke når at få nummer 2, jamen så ærgrer det mig lidt, at vi skulle møde hinanden så sent. Men det kan jo ikke gøres om. Vi skulle jo også lige blive dem vi er, før vi kunne møde hinanden :)

Så mit råd til dig er - arbejd med det stille og roligt. En dag melder lysten sig - bare lad være med at vent helt så længe som jeg ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Den her tråd kunne have været startet af mig selv. For hjemme hos os har manden altid været klar, mens jeg altid har været i tvivl. Da jeg var yngre var jeg helt sikker på at jeg skulle have børn inden jeg blev 30, men som tiden gik, så skulle vi lige nå det og det og i marts rundede jeg så de 30 år. I februar havde manden og jeg så en lang snak om hvorvidt vi vilea have børn og vi var begge enige om at det ville vi gerne. Så han droppede sin medicin, som skulle være ude af kroppen efter seks måneder og i maj lagde jeg så p-pillerne på hylden og nu håber vi bare på at det snart vil lykkedes.

Jeg er personligt typen, der gerne ville planlægge alt også babyen, men jeg ved også at man aldrig ved hvad livet byder på. Men jeg vil sige at efter vi tog beslutningen om at gå igang er jeg faktisk blevet mere og mere klar, selvom der stadig er en del ting ved det at være gravid der skræmmer mig.

Men det er tre år siden vi første gang snakkede om, der var jeg i stand til at tage beslutningen om at starte, så det skal såmænd nok komme også for dig. 24 er jo ingen alder.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Vi vidste at vi var klar, da vi begge sagde, at NU kunne vi altså ikke vente længere. Praktisk set havde det været bedre at vente til jeg var færdig med uddannelsen, havde fast job, hus og det hele, men vi kunne bare ikke vente længere. Det var på en eller anden måde et afsavn der voksede sig større og større.

Kribler det i maven, når du ser en baby? Bliver du blød i knæene ved tanken om at se din kæreste med jeres barn? Glæder du dig helt vildt til at møde din søn eller datter for første gang?

Hvis ikke du er klar, så er du ikke klar, og så synes jeg i skal vente. :)

Nej, jeg bliver lettet, når jeg ser kvinder tumle med børn i bussen f.eks. Jeg synes da, at det er meget hyggeligt at sidde og vinke til ungen og skære ansigter, så den griner, men derfra og så sidde og tænke "Den kunne jeg da godt tage med hjem...", den tanke har jeg ikke. (Omvendt, så skulle det da lige være for at slippe for graviditetsdelen...det er da noget nemmere bare at snuppe en unge i bussen! :lol )

Men det kunne da være lidt sjovt at se ham med hans barn... Jeg vil bare måske helst ikke, at det er mit barn. Hvis det giver mening. Jeg er nok i bund og grund villig til at få en mini-udgave af kæresten (dog helst i pige-udgave...), men tænk, hvis barnet ligner mig?! :blink

Og at møde min søn eller datter...det er nok bare lidt for abstrakt en tanke... For da tænker jeg snarere på at "møde" mit barn som teenager, og bare tanken om at være mor til en teenager giver mig lyst til at købe p-piller til resten af mit liv... (Men det er måske mest, fordi jeg husker min lillebror som teenager? Jeg var selvfølgelig selv vidunderlig. :whistling)

Jeg læste tråden i går og har sådan tænkte over, hvordan jeg egentlig vidste det.. Bum bum.. Her kom det snigende!

Jeg har altid sagt, at jeg ville havde uddannelsen færdig og arbejde minimum 1 år, før jeg ville på barsel - men tingene ændrer sig! En dag sagde min mand, "jeg er så klar, som jeg kan blive, så du siger bare til, når du er med". Efter den dag endte mange af vores samtaler tit med babysnak og jeg blev efterhånden mere og mere skruk, når jeg så andres babyer (noget jeg ellers aldrig har været, babyer har faktisk ikke sagt mig så meget :blush ).

Jeg er også en der gerne vil planlægge ALT og også gerne min graviditet, hvis jeg kunne.. Jeg har så været i Portugal i 5 mdr., hvor min mand besøgte mig til jul og nytår. Jeg havde p-pille pause, da jeg var væk, så det kom meget naturligt, at da han var nede hos mig lod vi være med at bruge andet prævention. Og det passede SÅ godt med mit studie, hvis jeg blev gravid der nemlig - og det gjorde jeg!

Jeg tror på nu, at ikke alt skal planlægges og at meget kan ændre sig undervejs! Jeg har altid tænkt meget målrettet mod karriere og så sent som i går sagde jeg, at drømmescenariet ville være en 25-30 timers stilling imens vi har små børn og så må karriere komme senere, hvis det altså skal ske..

MEGET ændre sig, når man får sin lille guldklump i armene og de ting der er vigtige for dig nu, kan snildt blive mindre vigtige i fremtiden - i hvert fald mindre vigtige i en periode!

I bund og grund vil jeg nok sige, at du er på vej mod at være klar hvert fald - bare det at du har lavet en profil på bk er et step i den retning ;) Men kun du ved, helt ned i maven, om du er klar!! Man vil altid være nervøs og tvivle undervejs - både in the making og mens du er gravid, men det er ganske normalt!

Og så vil jeg lige tilføje, at et barn fratager dig ingenting! Det kommer til verden helt lille og uskyldig og i det øjeblik begynder du automatisk af prioritere anderledes. Alt er på sin vis stadig muligt, men hver ting til sin tid - det er rækkefølgen på opnåelsen af forskellige ting i dit liv, du skal tænke over!

Måske mit indlæg blev lidt rodet, men håber det giver lidt mening alligevel :) Jeg var selv 24, da jeg fødte og for mig har det været perfekt!!

Det gav mening inde i mit hoved, men det lyder også, som om vi er lidt ens. ;) (Planlægning, ja tak! Hvis det endelig skulle være, så vil jeg også gerne afbestille nogle måneder som fødselsdagsmåneder til barnet...)

Men netop sådan noget som nedsat tid på arbejdet for mig er noget af det, der giver mig lyst til at løbe skrigende i den anden retning. Jeg vil nemlig skidegerne den der super-karriere... Men ved også godt, at der vil komme et helt latterligt pres fra de kvindelige medlemmer af både min egen familie og svigerfamilien om, at jeg hellere skal gå på nedsat tid/maks 37 timer om ugen og i stedet prioritere trolden. Mens kæresten vil føle sig berettiget til at køre sin highpower-karriere (og blive opfordret til det!).

Vi sad bl.a. og snakkede om, at jeg f.eks. ikke gider tage alle barnets sygedage (som min mor gjorde gladeligt), og der var bare ingen lydhørhed...han vil jo meget arbejde med projekter, mens det er nemmere lige at tage lovsamlingen med hjem og passe bebs, så jeg kan jo nok se, at jeg kan tage alle de der ting... :angry

Det du skriver med at din kæreste ikke kan forklare hvordan et barn vil gøre jeres liv bedre, det forstår jeg godt. For det er faktisk umuligt at forklare synes jeg..... Altså man kan jo godt fortælle om hvor særligt det er at holde sin lille baby i sine arme, hvor glad man bliver over at se de første smil, og alle de andre små skridt i udviklingen. Man kan sætte 1000 ord på det fantastiske ved at få et barn.... Men det forklarer ikke særlig meget synes jeg. For det skal OPLEVES! Den særlige kærlighed og den følelse man har ved at have børn, kan simpelthen ikke forklares godt nok.....

Ja, der er MEGET hårdt arbejde forbundet med at få et barn, og ja man mister en stor del af sin frihed...... Men på forunderlig vis, er det bare det hele værd..... Og jeg kan simpelthen ikke forklare hvorfor.... Det ER det bare ;)

Jeg snakkede netop om det med min mand i går, fordi vi gik forbi et par som så ud til at vente på deres første barn (hende gravid, og uden andre børn med) og jeg sagde til min mand at jeg håbede de NØD deres sidste tid inden baby. Han blev lidt forundret over den udmelding, og jeg måtte forklare, at jeg ikke mente at det var dårligt at have børn, men at det er SÅ meget anderledes end før.... Det er en kæmpe omvæltning, og selv om jeg synes livet er meget mere værd med børn, så er det alligevel særligt, den tid man kun er 2.

Man mister noget, men får noget andet i stedet....

Det blev måske lidt rodet :rolleyes

Og egentlig svarer jeg ikke på dit spørgsmål.... Hvornår er man klar? Hvis det er manden i et forhold, som ikke er klar, synes jeg godt tendensen lidt kan være at omgivelserne fortæller at "mænd bliver aldrig helt klar", og at man derfor skal skubbe lidt på, og så bliver han nok klar under graviditeten, eller når han holder baby.... Men når det er omvendt, så skal kvinden/pigen endelig tage sig tiden til at blive klar, og man skal ikke forhaste noget..... Men jeg synes det er svært at rådgive om.

Det handler måske også lidt om hvorfor du ikke føler dig klar.... Hvis det sådan helt generelt er noget om at miste sin frihed, så tror jeg, at mange aldrig bliver helt klar til det, fordi man netop ikke kan forestille sig hvad det er man får til gengæld for den mistede frihed. "Hvorfor det er det værd". Men hvis det er mere specifikke ting, som et særligt job, en særlig rejse eller noget andet man gerne vil opnå/opleve før baby ankommer, så tror jeg man gør klogt i at forfølge de drømme først (indenfor rimelighedens grænser) så man ikke bagefter sidder og tænker "bare jeg dog havde gjort sådan og sådan, før vi fik børn"

Men det kan ikke være rart at have lyst til at vente, når manden nu så gerne vil :kram2

Nej, det er nemlig ikke spor sjovt at være hende, der siger, at jeg ikke ved, om jeg er klar lige nu (og i virkeligheden slet ikke aner, om jeg nogensinde bliver det!). Bare det, at jeg åbnede for muligheden, var for mig et meget stort skridt... For jeg har altid fortalt ham, at han skulle vide, at hvis det skulle være mig, han var sammen med, så var børn bare ikke en mulighed. Og det accepterede han også. Indtil den dag, hvor jeg fuckede mine p-piller og var alvorligt bange (læs: panisk i 3 uger) for graviditet. Så kom han jo ligesom til bekendelse om, at han ikke var sikker på, at han kunne se hele sit liv uden børn. Damn. :chin:

Jamen hvad nu, hvis det, man gerne vil, er at have en fantastisk karriere? Det kan jeg jo desværre ikke gøre, inden jeg får et barn (medmindre de gør det muligt at få børn som 70-årig, og det er måske ikke lige ønskescenariet...omvendt ville jeg måske føle mig voksen på det tidspunkt?). Sådan noget som at se Paris, Rom, Dubai, etc. kan man jo godt gøre med barnevogn, klapvogn eller barn...

Da jeg startede min første "så er det ved at være min tur-tråd" var jeg 37. Så som minimum voksen. Jeg var også virkelig sådan - puh, og hvad nu hvis - er det overhovedet klogt, det her. Og en masse kloge damer herinde kunne forsikre mig om, at det er sådan man har det. Og ja, det er også min erfaring. Nu 2 år og en masse behandling senere er jeg gravid 27+2 og bliver stadig ramt af den største tvivl indimellem.

Men altså i forhold til parathed, er det for mit vedkommende noget med, at jeg har taget en beslutning om, at det her ikke er besværligt. For at komme med et eksempel - en af mine veninder fik barn i september sidste år, men aflyser alting, fordi det er rigtig besværligt at komme omkring med barnevogn og bus. Men de har bil og hun har kørekort - hun bryder sig bare ikke om at være chauffør. Jeg tænker - væn dig til at køre i bil, så du nemmere kan komme omkring. (Jo, jeg ved godt, det er et forenklet eksempel, og der kan være alle mulige grunde til, at ting er som de er - men rent principielt...)

En anden veninde udtrykte det sådan, at drømmen om at rejse Australien rundt med rygsæk forsvinder jo ikke, bare fordi man får et barn. Det gælder bare om at finde en rygsæk, der er stor nok til barnet kan være i den! Jeg synes, det er et helt genialt billede.

Jeg tænker det er noget med at se mulighederne frem for begrænsningerne, og så forberede sig på den måde. Det ved jeg ikke, om du kan genkende med dig selv?

Jeg tænker lidt - du er KUN 24, der er masser af tid! Personligt har jeg aldrig været sådan en, som kiggede i barnevogne - og jeg har aldrig VIDST at jeg bare skulle have børn. Da den rigtige mand så dukkede op, ja, så var det ligesom naturligt. Nu hvor jeg må se i øjnene, at vi måske ikke når at få nummer 2, jamen så ærgrer det mig lidt, at vi skulle møde hinanden så sent. Men det kan jo ikke gøres om. Vi skulle jo også lige blive dem vi er, før vi kunne møde hinanden

Så mit råd til dig er - arbejd med det stille og roligt. En dag melder lysten sig - bare lad være med at vent helt så længe som jeg ;)

Er måske allermest lettet over at høre, at lysten godt kan komme, selvom man ikke altid har været skruk... For min dejlige svigerinde, som gerne forklarer mig vidt og bredt om glæderne ved at have børn (d'damer derude, hvis I har en svigerinde/søster/veninde, som bare ikke ønsker at få børn, så lad være med forsøge at tvinge dem til at få børn ved konstant at fortælle, hvor tomt ens liv er uden børn, og hvordan man da bare skal have børn...det har den modsatte effekt!), har åbenbart altid været skruk. Og når jeg har siddet og smuglæst trådene både her og på andre fora, inden jeg besluttede mig for at joine, så lyder det bare, som om alle har haft højt raslende æggestokke siden teenage-alderen, og jeg har siddet tilbage med en følelse af, at jeg nok ikke nogensinde bliver klar, for sådan har jeg det jo slet ikke...

Mht. at se muligheder frem for begrænsninger, så er det måske ikke lige min allerstærkeste side... :blush Prøver, men ser bare mest af alt mig selv fanget med nogle meget kære håndjern i baby-form og en uforstående bedre halvdel...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Den her tråd kunne have været startet af mig selv. For hjemme hos os har manden altid været klar, mens jeg altid har været i tvivl. Da jeg var yngre var jeg helt sikker på at jeg skulle have børn inden jeg blev 30, men som tiden gik, så skulle vi lige nå det og det og i marts rundede jeg så de 30 år. I februar havde manden og jeg så en lang snak om hvorvidt vi vilea have børn og vi var begge enige om at det ville vi gerne. Så han droppede sin medicin, som skulle være ude af kroppen efter seks måneder og i maj lagde jeg så p-pillerne på hylden og nu håber vi bare på at det snart vil lykkedes.

Jeg er personligt typen, der gerne ville planlægge alt også babyen, men jeg ved også at man aldrig ved hvad livet byder på. Men jeg vil sige at efter vi tog beslutningen om at gå igang er jeg faktisk blevet mere og mere klar, selvom der stadig er en del ting ved det at være gravid der skræmmer mig.

Men det er tre år siden vi første gang snakkede om, der var jeg i stand til at tage beslutningen om at starte, så det skal såmænd nok komme også for dig. 24 er jo ingen alder.

Er da glad for at høre, at jeg ikke er helt alene. ;)

Jamen, jeg kan jo netop også lave en lang liste med ting, som jeg gerne liiige vil nå først... Og hvad nu, hvis det så ikke vil lykkes, hvis vi endelig bliver enige om at prøve om nogle år? Jeg vil jo for evigt føle skyld over, at vi jo bare kunne være gået i gang noget tidligere, for jeg ved jo godt, at mine æg fra nu af nok ikke bliver bedre...

Men er glad for, at det måske kommer, hvis vi bare begynder at prøve..?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har lige læst tråden igennem, og jeg synes der har været rigtig mange gode råd og kommentarer - og jeg er enig med mange af dem.

Der er bare lige en enkelt pointe, som jeg vil have frem.

Du må ikke gøre det for din kærestes skyld. Jeg kan forstå på dig at du til at starte med i jeres forhold havde sagt til ham at du nok ikke ville have børn og at han var ok med det i starten, men nu ikke er det helt mere ?

Jeg synes det lyder som om du elsker ham højt og jeg siger slet ikke at du skal gå fra ham, men husk dig selv. Selvom hans lyst til at få børn overstiger dine bekymringer - så synes jeg det er vigtigt at du også selv har lyst. Det er okay at du ikke falder i svimer over babytøj og at du ikke flipper ud over børn i omgangskredsen, men der skal jo være en lyst på en eller anden måde. :)

Jeg håber ikke du misforstår mig, men det lyder jo som noget du har tænkt over et stykke tid - og jeg håber bare ikke at du ender med at føle at du får et barn for din kærestes skyld.

Held og lykke med det hele :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Du kan tro jeg kender det med IKKE at være skruk!! Jeg har aldrig brudt mig om hverken børn eller babyer overhovedet (som i SLET ikke) og da jeg mødte min mand, var det faktisk en enorm lettelse, da han efter 14 dage satte mig ned, og sagde at jeg bare lige skulle vide, at han aldrig ville have børn. For jeg elskede ham, og vidste han var mit livs kærlighed. Og at vi ikke skulle have børn fordi han ikke ville, gjorde at det gik op for mig at jeg slet ikke havde lyst til at få børn.... Jeg havde bare slet ikke tænkt den tanke at man bare kunne lade være. Vi forberedte os på et liv uden børn, og selv vores hus, byggede vi ud fra at vi kun skulle være os 2 for altid (hvilket så er liiiidt irriterende nu :P ) Vi nød vores liv, og omverdenen accepterede tilsyneladende også vores beslutning, så det med børnesnakken, var et helt overstået kapitel for os!

Jeg kan ikke forklare hvad der skete.... Men løbende, over et halvt års tid, begyndte jeg at tænke mere og mere på det med børn, og begyndte at se babyer, gravide maver og børn alle vegne.... Jeg tog mig selv i at tænke at det da ikke ville være SÅ forfærdeligt hvis jeg skulle blive gravid. Og det viste sig at manden havde det ligesådan! En dag blev beslutningen taget, og jeg smed p-pillerne med det samme. Jeg blev gravid i andet forsøg, og så var det bare med at vænne sig til tanken :D

Nu har vi to drenge, og vi er vist ikke færdige endnu :blush

Men tro mig, jeg ved hvordan det er, slet ikke at have den der "kriblen" indeni, og jeg kan jo ikke sige noget om hvordan du vil have det i fremtiden.... Men det sker altså, at man kan gå fra 0 til 100 på relativt kort tid! :kram2

Kunne din kæreste evt. acceptere hvis det ikke blev lige nu? For hvis du virkelig bare slet ikke føler dig klar, så er det ikke rart at blive presset! Jeg tænker at du måske skulle sige til ham at du gerne vil have helt fred fra emnet fx det næste år, og så kan i snakke om det igen?

Jeg tror hvert fald det gjorde en stor forskel for mig at presset forsvandt, og jeg følte det var min helt egen beslutning.... Så kom lysten lige så stille (og højst uventet) af sig selv....

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har lige læst tråden igennem, og jeg synes der har været rigtig mange gode råd og kommentarer - og jeg er enig med mange af dem.

Der er bare lige en enkelt pointe, som jeg vil have frem.

Du må ikke gøre det for din kærestes skyld. Jeg kan forstå på dig at du til at starte med i jeres forhold havde sagt til ham at du nok ikke ville have børn og at han var ok med det i starten, men nu ikke er det helt mere ?

Jeg synes det lyder som om du elsker ham højt og jeg siger slet ikke at du skal gå fra ham, men husk dig selv. Selvom hans lyst til at få børn overstiger dine bekymringer - så synes jeg det er vigtigt at du også selv har lyst. Det er okay at du ikke falder i svimer over babytøj og at du ikke flipper ud over børn i omgangskredsen, men der skal jo være en lyst på en eller anden måde. :)

Jeg håber ikke du misforstår mig, men det lyder jo som noget du har tænkt over et stykke tid - og jeg håber bare ikke at du ender med at føle at du får et barn for din kærestes skyld.

Held og lykke med det hele :)

Du har forstået det helt rigtigt. :) Og din pointe er rigtig vigtig for mig - jeg vil ikke ende med at gøre det for hans skyld. Jeg prøver derfor at holde mit fokus på, at jeg skal være klar på det her, før vi kaster os ud i det. :)

Netop derfor har jeg søgt råd hos jer kloge kvinder herinde, for de fleste af jer virker til at være langt mere afklarede end jeg. :) For at finde ud af, om der kan være andre ståsteder end "super-skruk" eller "skal aldrig have børn", og om der måske er mulighed for at finde et ståsted, hvor jeg kan være glad for at få et barn, selvom jeg måske bare ikke lige er helt klar nu, og måske aldrig bliver rigtig skruk... Men at vide, at det at få et barn, er det, jeg helst vil (eller som minimum er nået til et punkt, hvor jeg både kan se et liv med eller uden børn og kan synes, at begge muligheder virker rigtige for mig)...

Og tak. :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det gav mening inde i mit hoved, men det lyder også, som om vi er lidt ens. ;) (Planlægning, ja tak! Hvis det endelig skulle være, så vil jeg også gerne afbestille nogle måneder som fødselsdagsmåneder til barnet...) Men netop sådan noget som nedsat tid på arbejdet for mig er noget af det, der giver mig lyst til at løbe skrigende i den anden retning. Jeg vil nemlig skidegerne den der super-karriere... Men ved også godt, at der vil komme et helt latterligt pres fra de kvindelige medlemmer af både min egen familie og svigerfamilien om, at jeg hellere skal gå på nedsat tid/maks 37 timer om ugen og i stedet prioritere trolden. Mens kæresten vil føle sig berettiget til at køre sin highpower-karriere (og blive opfordret til det!). Vi sad bl.a. og snakkede om, at jeg f.eks. ikke gider tage alle barnets sygedage (som min mor gjorde gladeligt), og der var bare ingen lydhørhed...han vil jo meget arbejde med projekter, mens det er nemmere lige at tage lovsamlingen med hjem og passe bebs, så jeg kan jo nok se, at jeg kan tage alle de der ting... :angry

Jeg synes hvert fald, det lyder som om, I skal forventningsafstemme inden i tager nogen form for beslutning.! Og gør dig meget klart, at du ikke vil tage alle sygedage, evt. ikke vil have al barslen (så din kæreste kan tage noget), osv.. Jeg sagde fra start, at hvis jeg havde været på arbejdsmarkedet, skulle min mand tage en del af barslen, jeg ville tilbage til skolen så hurtigt som muligt osv.. Meeeen, det har så ændret sig.! Jeg siger ikke, det vil ændre sig for dig, så derfor er du nødt til at stå ved dine følelser og holdninger omkring det nu og ikke satse på, at de ændre sig.. Og hvis din kæreste virkelig så gerne vil have et barn, så burde han da være villig til selv at give afkald på lidt af sin karriere mens barnet er lille, synes jeg!!

Og husk, det er HELT ok, hvis man ikke kan se sig selv med et barn og måske i bund og grund helt ned i maven og ind i hjertet slet ikke har LYST til det!! Samfundet overordnet mener måske noget andet, men det er altså OK!! Hellere ikke sætte et barn i verden, end at sætte et barn i verden og fortryde det!!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det skal så også siges, at jeg stadig tror vi kunne have haft et helt vidunderligt liv uden børn, og jeg kunne aldrig finde på at sige til et par der ikke vil have børn, at det var dumt eller dårligt. Det er to vidt forskellige måder at tilbringe livet på, og jeg er glad for vi fik børn, ingen tvivl om det. Men jeg tror også på jeg havde været lykkelig uden børn, bare på en anden måde ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Du kan tro jeg kender det med IKKE at være skruk!! Jeg har aldrig brudt mig om hverken børn eller babyer overhovedet (som i SLET ikke) og da jeg mødte min mand, var det faktisk en enorm lettelse, da han efter 14 dage satte mig ned, og sagde at jeg bare lige skulle vide, at han aldrig ville have børn. For jeg elskede ham, og vidste han var mit livs kærlighed. Og at vi ikke skulle have børn fordi han ikke ville, gjorde at det gik op for mig at jeg slet ikke havde lyst til at få børn.... Jeg havde bare slet ikke tænkt den tanke at man bare kunne lade være. Vi forberedte os på et liv uden børn, og selv vores hus, byggede vi ud fra at vi kun skulle være os 2 for altid (hvilket så er liiiidt irriterende nu :P ) Vi nød vores liv, og omverdenen accepterede tilsyneladende også vores beslutning, så det med børnesnakken, var et helt overstået kapitel for os!

Jeg kan ikke forklare hvad der skete.... Men løbende, over et halvt års tid, begyndte jeg at tænke mere og mere på det med børn, og begyndte at se babyer, gravide maver og børn alle vegne.... Jeg tog mig selv i at tænke at det da ikke ville være SÅ forfærdeligt hvis jeg skulle blive gravid. Og det viste sig at manden havde det ligesådan! En dag blev beslutningen taget, og jeg smed p-pillerne med det samme. Jeg blev gravid i andet forsøg, og så var det bare med at vænne sig til tanken :D

Nu har vi to drenge, og vi er vist ikke færdige endnu :blush

Men tro mig, jeg ved hvordan det er, slet ikke at have den der "kriblen" indeni, og jeg kan jo ikke sige noget om hvordan du vil have det i fremtiden.... Men det sker altså, at man kan gå fra 0 til 100 på relativt kort tid! :kram2

Kunne din kæreste evt. acceptere hvis det ikke blev lige nu? For hvis du virkelig bare slet ikke føler dig klar, så er det ikke rart at blive presset! Jeg tænker at du måske skulle sige til ham at du gerne vil have helt fred fra emnet fx det næste år, og så kan i snakke om det igen?

Jeg tror hvert fald det gjorde en stor forskel for mig at presset forsvandt, og jeg følte det var min helt egen beslutning.... Så kom lysten lige så stille (og højst uventet) af sig selv....

Haha, jeg kender godt det der med at se gravide og børn overalt - hos mig er det bare en blanding af panik og en stålsat følelse af, at "hvis hun kan, så kan jeg vel for faen også?!" (og en snigende følelse af, at gu' kan jeg da ej)... :P

Ja, jeg tror godt, at han kan acceptere, at det ikke skal være lige nu... (Selvom han jo synes, at det kunne være knaldhyggeligt, hvis ikke fætrene og kusinerne nåede at blive alt for gamle, inden vores kom til verden, så de kan blive som ærtehalm og spille fodbold sammen...kan nogen gætte hans ønskekøn? :rolleyes) Men jeg begik også den fejl at fortælle ham, at det tit tager op til et år at blive gravid, så nu synes han jo, at vi godt kunne gå i gang med det samme, for inden det år så er gået, så er vi jo bare Klar Til At Blive Forældre... :blink Jeg lånte endda graviditetsbøger for mænd i et håb om at skræmme ham ved tanken om en hysterisk kvinde og alle de andre væmmelige ting ved en graviditet, der skræmmer mig fra vid og sans, men han læste bare, at man som mand skal sige fra overfor den gravide...så ikke alene virkede det mod hensigten, nu har han også fået dårlige ideer! :rolleyes

Men vil måske prøve at vise ham den her tråd og prøve at forklare ham, at han bliver nødt til at give mig lidt tid... Især dit indlæg er nok konkret nok til, at han kan se, at jeg skal have ro til selv at finde en lyst til det her. (På den anden side vil han så måske blive endnu mere sikker på, at jeg jo nok skal få lyst, og hvad så hvis jeg ikke gør? :unsure)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes hvert fald, det lyder som om, I skal forventningsafstemme inden i tager nogen form for beslutning.! Og gør dig meget klart, at du ikke vil tage alle sygedage, evt. ikke vil have al barslen (så din kæreste kan tage noget), osv.. Jeg sagde fra start, at hvis jeg havde været på arbejdsmarkedet, skulle min mand tage en del af barslen, jeg ville tilbage til skolen så hurtigt som muligt osv.. Meeeen, det har så ændret sig.! Jeg siger ikke, det vil ændre sig for dig, så derfor er du nødt til at stå ved dine følelser og holdninger omkring det nu og ikke satse på, at de ændre sig.. Og hvis din kæreste virkelig så gerne vil have et barn, så burde han da være villig til selv at give afkald på lidt af sin karriere mens barnet er lille, synes jeg!!

Og husk, det er HELT ok, hvis man ikke kan se sig selv med et barn og måske i bund og grund helt ned i maven og ind i hjertet slet ikke har LYST til det!! Samfundet overordnet mener måske noget andet, men det er altså OK!! Hellere ikke sætte et barn i verden, end at sætte et barn i verden og fortryde det!!

Tro mig, jeg prøøøver. Men det er som om, at der er lidt af min far, der kommer op i ham lige mht. børn... Jeg er jo da kvinden, det kan jeg nok forstå. (Hans egen far er ikke sådan. Gid han ville minde lidt mere om ham på det punkt...) Men ja, det er måske også noget af det, der fjerner lysten til værket. At jeg føler, at jeg bliver endnu en i rækken af mødre, hvis liv mere eller mindre frivilligt skal indordnes efter et barn... Og hvis jeg får lysten til at tage alle barnets sygedage til den tid (jeg er frygtelig pylret, det ved jeg godt), så er det en anden snak... Men jeg ville bare så gerne, at han var indstillet på, at det her er et fælles projekt - på ALLE punkter. :wacko

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tro mig, jeg prøøøver. Men det er som om, at der er lidt af min far, der kommer op i ham lige mht. børn... Jeg er jo da kvinden, det kan jeg nok forstå. (Hans egen far er ikke sådan. Gid han ville minde lidt mere om ham på det punkt...) Men ja, det er måske også noget af det, der fjerner lysten til værket. At jeg føler, at jeg bliver endnu en i rækken af mødre, hvis liv mere eller mindre frivilligt skal indordnes efter et barn... Og hvis jeg får lysten til at tage alle barnets sygedage til den tid (jeg er frygtelig pylret, det ved jeg godt), så er det en anden snak... Men jeg ville bare så gerne, at han var indstillet på, at det her er et fælles projekt - på ALLE punkter. :wacko

Så vil jeg faktisk sige, at han SKAL være indstillet på, at det er et fælles projekt, for det ER det!!! Og så længe han ikke kan se det, skal I ikke få et barn!! Det er selvfølgelig bare min mening og måske lidt hårdt sagt!

Imens jeg var gravid sagde min mand ofte "mænd kan alt undtagen at amme" og tror mig, de dage hvor han mener, at jeg er bedre til noget end ham mht. vores datter, så får han den sætning lige tilbage i hovedet :P

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Så vil jeg faktisk sige, at han SKAL være indstillet på, at det er et fælles projekt, for det ER det!!! Og så længe han ikke kan se det, skal I ikke få et barn!! Det er selvfølgelig bare min mening og måske lidt hårdt sagt!

Imens jeg var gravid sagde min mand ofte "mænd kan alt undtagen at amme" og tror mig, de dage hvor han mener, at jeg er bedre til noget end ham mht. vores datter, så får han den sætning lige tilbage i hovedet :P

Det har han jo egentlig også ret i. :) Vi skal helt klart have den snak, indtil han er indstillet på 50/50... (Ja ja, jeg ved godt, at jeg skal være gravid, føde og evt. amme...men ellers!)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

En lille update:

Kæresten og jeg tog snakken om at dele tingene fælles, og han forklarede rimelig roligt, at jeg vist havde misforstået, hvad han prøvede at sige - han vil gerne dele ansvaret, men er bange for, at jeg helt vil fralægge mig ansvaret, fordi det er "hans" ønske... Og at det ikke er fordi, at han ikke er engageret, at han ikke tænker på baby og snakker om det hele tiden, men fordi han er bange for ikke at have tid til overhovedet at trække vejret, hvis han skulle snakke så meget om det som jeg... (Okay, jeg har måske en tendens til at snakke meget om det, jeg har på sinde...)

Til gengæld syntes han, at vi skulle vente med at starte til maj næste år, fordi han så vil være tættere på at have færdiggjort sin uddannelse. Det tyggede jeg så på til i dag, hvor jeg har regnet mig frem til, at hvis vi starter i maj 2014, og det tager et år for mig at blive gravid (jeg er overvægtig), så vil jeg føde barnet i februar 2016... Hvor jeg vil være 27 år. :blink Og det er jo kun, hvis det kun tager ét år at blive gravid! Hvad nu, hvis det tager mere?

Samt at jeg måske ikke synes, at jeg gider smide pillerne i maj, for jeg vil gerne kunne bade i løbet af sommeren, og jeg tror bedre, at jeg kunne acceptere at skulle have totalt tossede menstruationer, hvis jeg har haft det et stykke tid... Og når jeg smider p-pillerne, så vil en evig frygt for, at jeg bliver gravid "for tidligt" være en skygge inde i mit hoved... (Hvad mener han med, at jeg tænker for meget over det her?!?!?!) :help

Så nu føler jeg lidt, at jeg bliver nødt til at opføre mig som den hysteriske baby-kvinde og meddele ham, at jeg sådanset synes, at vi skal gå i gang allerede til december eller måske endda tidligere... (Vil bare helst ikke have et august-barn (af grunde jeg ikke lige vil nævne, for er bange for at blive genkendt), men det virker også lidt dumt at gøre det op efter det...)

Hvordan blev jeg hende, der bare ville i gang NU? (Eller til oktober/november/december, skal lige have overstået brylluppet.) :chin:

Uanset hvad, så har I vist præsteret at overbevise mig om, at det i højere grad er min frygt for at miste det liv, jeg havde forestillet mig, men hvem siger, at jeg får det selv uden baby? Og hvem siger, at jeg ikke kan have det (i hvert fald næsten) med baby?

Dermed ikke sagt, at jeg er klar til at hugge den første, den bedste baby, men mon ikke jeg når at blive mere klar og få mere lyst, inden det sker? Ellers må jeg jo hænge lidt rundt herinde og satse på, at I smitter af på mig. ;) Og dermed bestemt ikke sagt, at tanken om at få en baby ikke stadig skræmmer mig fra vid og sans, men det er måske ikke så slemt, som jeg forestiller mig... Og jeg er jo i hvert fald 25, før vi går i gang, så jeg må nok anerkende, at jeg er voksen, selv om jeg ikke er sikker på, at jeg bryder mig om tanken... :rolleyes

Okay, det blev rigtig langt, men håber, at det gav mening...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes, der er kommet rigtigt mange gode bud. Der er mange ting, der spiller ind, men det vigtigste er, hvordan du føler det dybt nede i maven. Jeg er 32 år nu, og for 5 år siden var jeg i et forhold, hvor jeg slet ikke kunne se mig selv få børn med den mand, jeg var sammen med. Det føltes HELT forkert. Det holdt jo så heller ikke, for da jeg først erkendte, at der ikke var en fremtid i forholdet, så gik det også i stykker. Jeg var på det tidspunkt sidst i 20'erne og tænkte lidt, at tiden var ved at løbe ud, men jeg blev altså ikke skruk af den grund. Da jeg mødte min nuværende mand (som jeg har været sammen med i 3 år og snart har 1 års bryllypsdag med), der begyndte tankerne om bryllup og børn at melde sig. Jeg har ikke den der viiiilde skrukhed, hvor det "gør ondt", men jeg bliver mere og mere opsat på, at nu skal det være, og det samme er tilfældet med min mand. Hvis ulemperne ved at få børn fylder meget, så synes jeg det er en klar indikator på, at du ikke er klar. Måske skal du have noget tid til at gå og simre med idéen om børn. Jeg ville heller ikke have givet afkald på fester, rejser osv. før jeg nærmede mig 30 og der alligevel begyndte at komme færre fester...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes, der er kommet rigtigt mange gode bud. Der er mange ting, der spiller ind, men det vigtigste er, hvordan du føler det dybt nede i maven. Jeg er 32 år nu, og for 5 år siden var jeg i et forhold, hvor jeg slet ikke kunne se mig selv få børn med den mand, jeg var sammen med. Det føltes HELT forkert. Det holdt jo så heller ikke, for da jeg først erkendte, at der ikke var en fremtid i forholdet, så gik det også i stykker. Jeg var på det tidspunkt sidst i 20'erne og tænkte lidt, at tiden var ved at løbe ud, men jeg blev altså ikke skruk af den grund. Da jeg mødte min nuværende mand (som jeg har været sammen med i 3 år og snart har 1 års bryllypsdag med), der begyndte tankerne om bryllup og børn at melde sig. Jeg har ikke den der viiiilde skrukhed, hvor det "gør ondt", men jeg bliver mere og mere opsat på, at nu skal det være, og det samme er tilfældet med min mand. Hvis ulemperne ved at få børn fylder meget, så synes jeg det er en klar indikator på, at du ikke er klar. Måske skal du have noget tid til at gå og simre med idéen om børn. Jeg ville heller ikke have givet afkald på fester, rejser osv. før jeg nærmede mig 30 og der alligevel begyndte at komme færre fester...

Jeg har aldrig været en fest-pige, så jeg vil slet ikke komme til at savne noget på den konto... Generelt er jeg egentlig ikke super-social, så det er ikke så meget sådan nogle ting, jeg skal undvære... Jeg skal undvære fritid og muligheden for at arbejde 45 timer om ugen de næste mange år, og det er nok det, der skræmmer mig. :)

Til gengæld er jeg ikke rigtig i tvivl om, at hvis jeg endelig skal have børn, så skal det helt klart være med ham. Han er det bedste, der nogensinde er sket mig. :loveshower

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har egentlig aldrig været SKRUK - men jeg har, sammen med min mand, kunne se en fremtid med vores barn.

Jeg var (til tider er) rigtig bange for at måtte opgive MIT liv, som det er, og som jeg elsker. Men junior må blive et accessorie til det liv - og leve det med mig og min mand selvfølgelig. Junior må og vil blive en del af det, jeg elsker.

Vi har i flere år været enige om, at vi skulle have børn - i fremtiden! Men fremtiden kom med huskøb og senere bryllup og pludselig en dag synes det ligesom at være det rigtige tidspunkt at snakke børn. Og det - selvom jeg aldrig har nydt at holde andres børn og aldrig har så meget som tænkt på at skifte en ble ;)

Paratheden er faktisk først kommet her i processen for os begge to. Nu var vi så også så heldige, at der var gevinst i første hug, so to say, og så SKAL vi f**** være parate om sådan ca. 19 uger fra nu!

Og så et godt råd: tal med din kæreste! Han er (formentlig) din bedste ven - og selvom det kan være rigtig svært at forklare, hvordan du har det, så prøv at sig det. De vil gerne forstå vores kringlede hoveder, og om ikke andet bare holde om os og være der for os.

Nyd i øvrigt tiden op til brylluppet. Den kommer aldrig igen og går ALT for stærkt :wee

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har egentlig aldrig været SKRUK - men jeg har, sammen med min mand, kunne se en fremtid med vores barn.

Jeg var (til tider er) rigtig bange for at måtte opgive MIT liv, som det er, og som jeg elsker. Men junior må blive et accessorie til det liv - og leve det med mig og min mand selvfølgelig. Junior må og vil blive en del af det, jeg elsker.

Vi har i flere år været enige om, at vi skulle have børn - i fremtiden! Men fremtiden kom med huskøb og senere bryllup og pludselig en dag synes det ligesom at være det rigtige tidspunkt at snakke børn. Og det - selvom jeg aldrig har nydt at holde andres børn og aldrig har så meget som tænkt på at skifte en ble ;)

Paratheden er faktisk først kommet her i processen for os begge to. Nu var vi så også så heldige, at der var gevinst i første hug, so to say, og så SKAL vi f**** være parate om sådan ca. 19 uger fra nu!

Og så et godt råd: tal med din kæreste! Han er (formentlig) din bedste ven - og selvom det kan være rigtig svært at forklare, hvordan du har det, så prøv at sig det. De vil gerne forstå vores kringlede hoveder, og om ikke andet bare holde om os og være der for os.

Nyd i øvrigt tiden op til brylluppet. Den kommer aldrig igen og går ALT for stærkt :wee

Problemet er, at paratheden hos os åbenbart er kommet rigtig meget hos ham, men knap så meget (overhovedet) for mig... Men nu må vi se, vi er da blevet enige om at gå i gang med at prøve, mon ikke jeg bliver klar? Haha. :)

Lige nu glæder jeg mig til selve brylluppet, for tiden inden er da godtnok bare stresset kaos... (Jeg overvejer lidt, om det er en test af, om man er klar til at blive forældre, for puha!)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER