Lovebird

Men har det bare svært med, at verden forventer, at jeg skal blive skruk, fordi vi også er ved at være nået til at være klar til børn, hvis du forstår? Nu skræmmer du...vi håber næsten på, at det tager et par måneder at blive gravid... :P

Jeg prøver virkelig at mærke efter... Men hvordan mit problem er især, hvordan jeg sorterer den generelle panik-angst ved tanken om at skulle have det fulde (eller i hvert fald det halve) ansvar for et andet menneske fra den der modstand mod overhovedet at skulle have et barn. Jeg har enormt svært ved at forlige mig ved tanken om at miste min frihed, men når min hjerne så blander sig, så kan den jo hurtigt oplyse, at den frihed bruger jeg jo ikke ligefrem til noget særlig seriøst alligevel... Og så ligger min allerstørste frygt nok i, at jeg ikke kan se mig selv som en god mor - jeg havde selv en ret fantastisk mor, og jeg kan slet ikke nogen af de der mor-ting...jeg er hamrende upædagogisk!

Måske prøv at forklare ham, at det er okay, hvis han fortæller dig, hvordan han virkelig føler? Lad være med at presse ham for meget, for det gør dem bare stressede... Lad ham få plads til at lufte sine følelser og sin usikkerhed - måske er han bare hamrende bange for ikke at slå til som sæddonor og senere rollemodel? Men lige med det her er jeg måske knap så behjælpelig... (Andet end det faktum, at min bedre halvdel normalt også er hamrende dårlig til at fortælle, hvad han mener, men hamrende god til at sige det, han tror, at jeg vil høre...)

Ja, du er da vidst fuldstændig klar. :) Jeg har nok bare ikke den der følelse af, at mit liv mangler noget...i hvert fald ikke et barn. Men jeg kan mærke, at kæresten synes det, så han må jo synes det for os begge. ;)

Jeg tror bare, at hvis jeg skal vente så længe, så bliver det nok til, at jeg bliver 70... Jeg bliver aldrig en, der ikke planlægger ud fra praktiske hensyn (vil bare så gerne bade om sommeren), eller en, der bare LÆNGES efter at have børn. Jeg tror, at jeg kan nå det punkt, hvor jeg kan overskue at få et barn (og synes da også, at jeg er ved at være der? Måske?), men jeg tror ikke, at jeg nogensinde når et punkt, hvor jeg slet ikke kan se resten af mit liv uden et barn. Jeg må lade min bedre halvdel have det sådan, og så indtage standpunktet, som fædre gennem tiderne har finpudset: "Nå ja, hvis du så gerne vil, så kan vi vel godt." ;) Som min far siger, så var der ingen af hans børn, der var ønskebørn fra hans side, men han elsker da os allesammen lige højt for det (og han er en fantastisk far!).

Problemet er, at paratheden hos os åbenbart er kommet rigtig meget hos ham, men knap så meget (overhovedet) for mig... Men nu må vi se, vi er da blevet enige om at gå i gang med at prøve, mon ikke jeg bliver klar? Haha. :) Lige nu glæder jeg mig til selve brylluppet, for tiden inden er da godtnok bare stresset kaos... (Jeg overvejer lidt, om det er en test af, om man er klar til at blive forældre, for puha!)

Ømheden kan jo også være tegn på graviditet...har jeg læst. :)

Jeg har aldrig været en fest-pige, så jeg vil slet ikke komme til at savne noget på den konto... Generelt er jeg egentlig ikke super-social, så det er ikke så meget sådan nogle ting, jeg skal undvære... Jeg skal undvære fritid og muligheden for at arbejde 45 timer om ugen de næste mange år, og det er nok det, der skræmmer mig. :) Til gengæld er jeg ikke rigtig i tvivl om, at hvis jeg endelig skal have børn, så skal det helt klart være med ham. Han er det bedste, der nogensinde er sket mig. :loveshower

En lille update: Kæresten og jeg tog snakken om at dele tingene fælles, og han forklarede rimelig roligt, at jeg vist havde misforstået, hvad han prøvede at sige - han vil gerne dele ansvaret, men er bange for, at jeg helt vil fralægge mig ansvaret, fordi det er "hans" ønske... Og at det ikke er fordi, at han ikke er engageret, at han ikke tænker på baby og snakker om det hele tiden, men fordi han er bange for ikke at have tid til overhovedet at trække vejret, hvis han skulle snakke så meget om det som jeg... (Okay, jeg har måske en tendens til at snakke meget om det, jeg har på sinde...) Til gengæld syntes han, at vi skulle vente med at starte til maj næste år, fordi han så vil være tættere på at have færdiggjort sin uddannelse. Det tyggede jeg så på til i dag, hvor jeg har regnet mig frem til, at hvis vi starter i maj 2014, og det tager et år for mig at blive gravid (jeg er overvægtig), så vil jeg føde barnet i februar 2016... Hvor jeg vil være 27 år. :blink Og det er jo kun, hvis det kun tager ét år at blive gravid! Hvad nu, hvis det tager mere? Samt at jeg måske ikke synes, at jeg gider smide pillerne i maj, for jeg vil gerne kunne bade i løbet af sommeren, og jeg tror bedre, at jeg kunne acceptere at skulle have totalt tossede menstruationer, hvis jeg har haft det et stykke tid... Og når jeg smider p-pillerne, så vil en evig frygt for, at jeg bliver gravid "for tidligt" være en skygge inde i mit hoved... (Hvad mener han med, at jeg tænker for meget over det her?!?!?!) :help Så nu føler jeg lidt, at jeg bliver nødt til at opføre mig som den hysteriske baby-kvinde og meddele ham, at jeg sådanset synes, at vi skal gå i gang allerede til december eller måske endda tidligere... (Vil bare helst ikke have et august-barn (af grunde jeg ikke lige vil nævne, for er bange for at blive genkendt), men det virker også lidt dumt at gøre det op efter det...) Hvordan blev jeg hende, der bare ville i gang NU? (Eller til oktober/november/december, skal lige have overstået brylluppet.) :chin: Uanset hvad, så har I vist præsteret at overbevise mig om, at det i højere grad er min frygt for at miste det liv, jeg havde forestillet mig, men hvem siger, at jeg får det selv uden baby? Og hvem siger, at jeg ikke kan have det (i hvert fald næsten) med baby? Dermed ikke sagt, at jeg er klar til at hugge den første, den bedste baby, men mon ikke jeg når at blive mere klar og få mere lyst, inden det sker? Ellers må jeg jo hænge lidt rundt herinde og satse på, at I smitter af på mig. ;) Og dermed bestemt ikke sagt, at tanken om at få en baby ikke stadig skræmmer mig fra vid og sans, men det er måske ikke så slemt, som jeg forestiller mig... Og jeg er jo i hvert fald 25, før vi går i gang, så jeg må nok anerkende, at jeg er voksen, selv om jeg ikke er sikker på, at jeg bryder mig om tanken... :rolleyes Okay, det blev rigtig langt, men håber, at det gav mening...

Nu er jeg ikke selv i gang med at forsøge, men jeg synes, at I skal beskytte jer, indtil I er sikre på, hvad I vil. For ellers risikerer I, at det ikke bliver en beslutning om, hvorvidt I vil have et barn nu eller vente til efter uddannelse/nogle år/til I har et hus/whatever, men en beslutning om, hvorvidt I vil have barn nu eller abort. :S Derudover er jeg enig med de andre - man kan være meget forskellige steder i sit liv, når man er 21. Man kan enten være et barn endnu, eller man kan være klar til familie og hele pivtøjet. Det ved man bedst selv. Men hvis I er bekymret for svigerfamiliens reaktion og måske endda selv lidt i tvivl om, hvorvidt I er klar, så vent bare. :)

Tusind tak. :)

Det har han jo egentlig også ret i. :) Vi skal helt klart have den snak, indtil han er indstillet på 50/50... (Ja ja, jeg ved godt, at jeg skal være gravid, føde og evt. amme...men ellers!)

Tro mig, jeg prøøøver. Men det er som om, at der er lidt af min far, der kommer op i ham lige mht. børn... Jeg er jo da kvinden, det kan jeg nok forstå. (Hans egen far er ikke sådan. Gid han ville minde lidt mere om ham på det punkt...) Men ja, det er måske også noget af det, der fjerner lysten til værket. At jeg føler, at jeg bliver endnu en i rækken af mødre, hvis liv mere eller mindre frivilligt skal indordnes efter et barn... Og hvis jeg får lysten til at tage alle barnets sygedage til den tid (jeg er frygtelig pylret, det ved jeg godt), så er det en anden snak... Men jeg ville bare så gerne, at han var indstillet på, at det her er et fælles projekt - på ALLE punkter. :wacko

Haha, jeg kender godt det der med at se gravide og børn overalt - hos mig er det bare en blanding af panik og en stålsat følelse af, at "hvis hun kan, så kan jeg vel for faen også?!" (og en snigende følelse af, at gu' kan jeg da ej)... :P Ja, jeg tror godt, at han kan acceptere, at det ikke skal være lige nu... (Selvom han jo synes, at det kunne være knaldhyggeligt, hvis ikke fætrene og kusinerne nåede at blive alt for gamle, inden vores kom til verden, så de kan blive som ærtehalm og spille fodbold sammen...kan nogen gætte hans ønskekøn? :rolleyes) Men jeg begik også den fejl at fortælle ham, at det tit tager op til et år at blive gravid, så nu synes han jo, at vi godt kunne gå i gang med det samme, for inden det år så er gået, så er vi jo bare Klar Til At Blive Forældre... :blink Jeg lånte endda graviditetsbøger for mænd i et håb om at skræmme ham ved tanken om en hysterisk kvinde og alle de andre væmmelige ting ved en graviditet, der skræmmer mig fra vid og sans, men han læste bare, at man som mand skal sige fra overfor den gravide...så ikke alene virkede det mod hensigten, nu har han også fået dårlige ideer! :rolleyes Men vil måske prøve at vise ham den her tråd og prøve at forklare ham, at han bliver nødt til at give mig lidt tid... Især dit indlæg er nok konkret nok til, at han kan se, at jeg skal have ro til selv at finde en lyst til det her. (På den anden side vil han så måske blive endnu mere sikker på, at jeg jo nok skal få lyst, og hvad så hvis jeg ikke gør? :unsure)

Du har forstået det helt rigtigt. :) Og din pointe er rigtig vigtig for mig - jeg vil ikke ende med at gøre det for hans skyld. Jeg prøver derfor at holde mit fokus på, at jeg skal være klar på det her, før vi kaster os ud i det. :) Netop derfor har jeg søgt råd hos jer kloge kvinder herinde, for de fleste af jer virker til at være langt mere afklarede end jeg. :) For at finde ud af, om der kan være andre ståsteder end "super-skruk" eller "skal aldrig have børn", og om der måske er mulighed for at finde et ståsted, hvor jeg kan være glad for at få et barn, selvom jeg måske bare ikke lige er helt klar nu, og måske aldrig bliver rigtig skruk... Men at vide, at det at få et barn, er det, jeg helst vil (eller som minimum er nået til et punkt, hvor jeg både kan se et liv med eller uden børn og kan synes, at begge muligheder virker rigtige for mig)... Og tak. :)