Guest M's mor

Raseri/hysterisk anfald

36 indlæg i dette emne

Ja hvordan håndtere I dem.?

Madison har længe fået en del hysteriske anfald og vi vælger at sige til hende det er okay hun er sur og så får hun lov at rase ud. Bagefter er det glemt og hun får knus og kram. Når hun raser ud lader vi sol ingenting og hun får lov at passe sig selv.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg ville snakke med hans mor om, hvordan hun ville gave gjort/ hvordan I kan gøre i sådan en situation :)

Nu ved jeg ikke lige hvor gammel han ellers er, men i Valdemars alder (knap et år) er jeg ikke helt overbevist om at han ville forstå situationen (at alle skal være færdige med at spise før man går fra bordet og at skrig og skrål resulterer i at blive flyttet fra bordet) så der tror jeg måske, at jeg havde taget ham op og taget ham på skødet, for at prøve at genetablere den gode stemning.

Og så - det ved jeg ikke om du allerede gør - sørge for at der ikke var legetøj på gulvet mens vi spiste. Det er tit fejlen herhjemme, hvis Valdemar ikke gider spise :D

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg ville snakke med hans mor om, hvordan hun ville gave gjort/ hvordan I kan gøre i sådan en situation :)

Nu ved jeg ikke lige hvor gammel han ellers er, men i Valdemars alder (knap et år) er jeg ikke helt overbevist om at han ville forstå situationen (at alle skal være færdige med at spise før man går fra bordet og at skrig og skrål resulterer i at blive flyttet fra bordet) så der tror jeg måske, at jeg havde taget ham op og taget ham på skødet, for at prøve at genetablere den gode stemning.

Og så - det ved jeg ikke om du allerede gør - sørge for at der ikke var legetøj på gulvet mens vi spiste. Det er tit fejlen herhjemme, hvis Valdemar ikke gider spise :D

Jeg har ikke legetøj på gulvet når vi spiser, og sutter fjernes også fra deres øje for ellers vil de have dem.

Han er 14 måneder. Og jeg tror han lige nu også prøver lidt grænser af. For det vil jo være dejligt hvis den gik. Jeg har ikke haft ham så længe og han er nu faldet til, så det er derfor jeg tænker der prøves grænser.

Problemet er også lidt at han rigtig gerne vil sidde på skødet af en, så jeg føler ikke det er en mulighed at gøre det, for så får han jo noget godt ud af den opførsel hvis du forstår.

Men det er ikke sådan at jeg er sur på ham. Jeg fortæller det ikke er i orden, rykker ham fra os, og han kan se vi stadig er glade og der ikke er noget. Og da jeg gjorde ham klar til at sove var jeg også glad og snakkede til ham.

Det er bare svært hvordan man skal håndtere det når det ikke er ens eget, for madison havde fået det samme at vide. Og var blevet rykket væk, og så er det glemt igen. Og jeg vil heller ikke der skal være forskel på hvordan de håndteres.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Med Marlon havde det nok foregået noget lignende.... Han får også lov at rase ud, og vi skælder ham ikke ud, men forholder os passivt, og når vi så kan mærke han begynder at falde ned, prøver vi at snakke til ham, og enten afleder hans opmærksomhed med at snakke om et eller andet med ham, eller (hvis han er faldet tilstrækkeligt ned til det) snakker vi lidt om at han godt nok blev vred der, og han får lov at sætte lidt ord på. Han var ikke kommet ned fra stolen før han var faldet til ro. Hvis han så havde brug for det bagefter, kunne vi finde på at sidde tæt med ham lidt, måske med en sut og nusseklud.

Charlie havde jeg nok taget op, og siddet med på skødet... han er for lille endnu, til at forstå det fornemmer jeg....

Så det kommer lidt an på alderen :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har ikke opfattelsen af at han er sådan derhjemme. Når han ikke vil spise så får henså vidt jeg ved bare lov at sidde, men kan ikke vide om han måske kommer ned på gulvet. For så kan jeg godt se det er på en anden måde her.

Men jeg skal vel også passe på med at sætte en anden slags regler op i dp som er mildere eller hvad man siger, i forhold til hvad madison er vant til. Hun ved godt den opførsel ikke er i orden. At vi sidder pænt og ikke skriger, og hvis jeg begyndte at slække på det, vil hun så ikke bare tro det er i orden?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror jeg ville have sat ham på skødet. Og så taget snakken med hans mor i eftermiddag når han bliver hentet. Så du på den måde kan snakke med hende om hvad de plejer at gøre.

I mine øjne er det ikke dagplejens job at opdrage børnene - og dette siger jeg rent ud fra mit eget synspunkt. Kan godt se en dagplejer gerne vil have 4 velopdragne børn, men der ville jeg tage fat i forældrene og planlægge hvordan det skal gøres i fremtiden.

Det kan jo være han har haft en hård nat eller evt er i et tigerspring og bare havde brug for nærhed.

Jeg forventer klart vores dagplejer først opdrager Zoey når hun har snakket med os. Og det gør hun også. Så når børnen har behov for at sidde ved hende ( om det er under maden eller ej ) får de lov. Hvis det så bliver en dum vane snakker hun med forældrene om hvad de skal gøre og får det løst den vej igennem. Og det virker. Somme tider er det jo bare et par gange og ikke starten på en dårlig vane. En enkelt dag var Zoey sløj og fik lov at sidde hos dagplejeren og sove. Dette gjorde mig rigtig tryg for følte virkelig hun virkelig vandt Zoeys tillid.

Men feks en anden pige var blevet lidt for pyller, da hun var 18 mdr græd hun lige så snart de andre børn nærmede sig eller rørte hende. Her aftalte hun efter en periode med forældrene at hun ville lave pigen græde en sum tid og snakke roligt til hende. Så hun lærte det hele var ok. Nu er der intet med den pige.

Selvfølgelig er dette ud fra et synspunkt fra en mor med en sensitiv datter der virkelig frygter mit barn ikke bliver forstået af andre. S hvis jeg var drengens mor ville jeg ønske du havde taget ham op og derefter snakket med mig om det :)

Når det er sagt synes jeg det er super du stadigvæk snakkede glad med ham og de andre børn bagefter :) så han ved der ikke bliver båret nag :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Med Marlon havde det nok foregået noget lignende.... Han får også lov at rase ud, og vi skælder ham ikke ud, men forholder os passivt, og når vi så kan mærke han begynder at falde ned, prøver vi at snakke til ham, og enten afleder hans opmærksomhed med at snakke om et eller andet med ham, eller (hvis han er faldet tilstrækkeligt ned til det) snakker vi lidt om at han godt nok blev vred der, og han får lov at sætte lidt ord på. Han var ikke kommet ned fra stolen før han var faldet til ro. Hvis han så havde brug for det bagefter, kunne vi finde på at sidde tæt med ham lidt, måske med en sut og nusseklud.

Charlie havde jeg nok taget op, og siddet med på skødet... han er for lille endnu, til at forstå det fornemmer jeg....

Så det kommer lidt an på alderen :)

Åh det er godt nok svært. For madison er 12 måneder og vant til at det er det der sker hvis man opføre sig sådan. Og hun fandt hurtig ud af det ikke var sjovt. Og ham her er så 14 måneder. Han forstår selvfølgelig ikke så meget som marlon gør. Men jeg tænker bare at han da må være stor nok til at se at det er ikke i orden, og gør man sådan så sker det her. Eller tænker de slet ikke sådan?

Problemet er jo så at han overhovedet ikke faldt ned. Det kørte i samme høje skrig hele vejen igennem. Det oplevede jeg at madison også gjorde når hun nægtede at give sig. Da de andre så var puttet så tog jeg ham op og snakkede stille og roligt til ham. Og puttede han så da han faldt lidt ned.

Når de sidder g skriger på den måde, ville i så give sutten eller lade være?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror jeg ville have sat ham på skødet. Og så taget snakken med hans mor i eftermiddag når han bliver hentet. Så du på den måde kan snakke med hende om hvad de plejer at gøre.

I mine øjne er det ikke dagplejens job at opdrage børnene - og dette siger jeg rent ud fra mit eget synspunkt. Kan godt se en dagplejer gerne vil have 4 velopdragne børn, men der ville jeg tage fat i forældrene og planlægge hvordan det skal gøres i fremtiden.

Det kan jo være han har haft en hård nat eller evt er i et tigerspring og bare havde brug for nærhed.

Jeg forventer klart vores dagplejer først opdrager Zoey når hun har snakket med os. Og det gør hun også. Så når børnen har behov for at sidde ved hende ( om det er under maden eller ej ) får de lov. Hvis det så bliver en dum vane snakker hun med forældrene om hvad de skal gøre og får det løst den vej igennem. Og det virker. Somme tider er det jo bare et par gange og ikke starten på en dårlig vane. En enkelt dag var Zoey sløj og fik lov at sidde hos dagplejeren og sove. Dette gjorde mig rigtig tryg for følte virkelig hun virkelig vandt Zoeys tillid.

Men feks en anden pige var blevet lidt for pyller, da hun var 18 mdr græd hun lige så snart de andre børn nærmede sig eller rørte hende. Her aftalte hun efter en periode med forældrene at hun ville lave pigen græde en sum tid og snakke roligt til hende. Så hun lærte det hele var ok. Nu er der intet med den pige.

Selvfølgelig er dette ud fra et synspunkt fra en mor med en sensitiv datter der virkelig frygter mit barn ikke bliver forstået af andre. S hvis jeg var drengens mor ville jeg ønske du havde taget ham op og derefter snakket med mig om det :)

Når det er sagt synes jeg det er super du stadigvæk snakkede glad med ham og de andre børn bagefter :) så han ved der ikke bliver båret nag :)

Jeg går meget op i at de skal vide jeg ikke er sur bagefter. Hvis de nu gør et eller andet som man ikke må og det får de at vide, så ved de også bagefter at den er sluttet der. Det betyder meget at de ikke skal være bange for jeg er sur

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åh det er godt nok svært. For madison er 12 måneder og vant til at det er det der sker hvis man opføre sig sådan. Og hun fandt hurtig ud af det ikke var sjovt. Og ham her er så 14 måneder. Han forstår selvfølgelig ikke så meget som marlon gør. Men jeg tænker bare at han da må være stor nok til at se at det er ikke i orden, og gør man sådan så sker det her. Eller tænker de slet ikke sådan?

Problemet er jo så at han overhovedet ikke faldt ned. Det kørte i samme høje skrig hele vejen igennem. Det oplevede jeg at madison også gjorde når hun nægtede at give sig. Da de andre så var puttet så tog jeg ham op og snakkede stille og roligt til ham. Og puttede han så da han faldt lidt ned.

Når de sidder g skriger på den måde, ville i så give sutten eller lade være?

Måske er det netop det at de bliver ved med at skrige og være lige så hysteriske, der viser at de ikke forstår hvad der sker..... Marlon er helt oppe et stykke tid, og så falder han lige så stille til ro, når han opdager han ikke får noget ud af det. Jeg tror hvert fald Charlie er for lille til at forstå den slags konsekvens, og han ville bare blive mere og mere ulykkelig, og føle sig lidt forladt, og ikke forstået.

Det Gittepit siger, med at man godt kan gøre noget ekstraordinært, hvis en særligt situation kræver det, uden at lade det blive en dårlig vane, synes jeg er en rigtig god måde at se det på....

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Måske er det netop det at de bliver ved med at skrige og være lige så hysteriske, der viser at de ikke forstår hvad der sker..... Marlon er helt oppe et stykke tid, og så falder han lige så stille til ro, når han opdager han ikke får noget ud af det. Jeg tror hvert fald Charlie er for lille til at forstå den slags konsekvens, og han ville bare blive mere og mere ulykkelig, og føle sig lidt forladt, og ikke forstået.

Det Gittepit siger, med at man godt kan gøre noget ekstraordinært, hvis en særligt situation kræver det, uden at lade det blive en dårlig vane, synes jeg er en rigtig god måde at se det på....

:ditto

Lige mine tanker :kiss

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Måske er det netop det at de bliver ved med at skrige og være lige så hysteriske, der viser at de ikke forstår hvad der sker..... Marlon er helt oppe et stykke tid, og så falder han lige så stille til ro, når han opdager han ikke får noget ud af det. Jeg tror hvert fald Charlie er for lille til at forstå den slags konsekvens, og han ville bare blive mere og mere ulykkelig, og føle sig lidt forladt, og ikke forstået.

Det Gittepit siger, med at man godt kan gøre noget ekstraordinært, hvis en særligt situation kræver det, uden at lade det blive en dårlig vane, synes jeg er en rigtig god måde at se det på....

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan de gør derhjemme, for er han vant til noget helt andet når man begynder at skrige så er det heller ikke nemt. Men jeg brugte bare den metode der havde virket ved madison.

Jeg har det nok bare sådan at det er jo en god ting at komme op på skødet, især når det er det han vil, og det at man skriger sådan skal ikke forbindes med at så kommer der noget godt ud af det hvis du forstår.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan de gør derhjemme, for er han vant til noget helt andet når man begynder at skrige så er det heller ikke nemt. Men jeg brugte bare den metode der havde virket ved madison.

Jeg har det nok bare sådan at det er jo en god ting at komme op på skødet, især når det er det han vil, og det at man skriger sådan skal ikke forbindes med at så kommer der noget godt ud af det hvis du forstår.

Men det er svært. For bare fordi det hjalp på madison betyder det jo ikke det hjælper på ham. Jeg var bare lige der i dag hvor jeg havde fået nok af deres hylen og skrigen. Det havde stået på hele formiddagen. Og nu skulle vi hygge os mens vi spiste. Det var så kun de to andre der gjorde det.

Han var her jo stadig ved os, vil de så også føle sig forladt?

Det er bare super svært.... og det må være særligt svært når det ikke er ens eget barn!

Jeg håber det var en engangsforestilling :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er bare super svært.... og det må være særligt svært når det ikke er ens eget barn!

Jeg håber det var en engangsforestilling :kram2

Ja det er det nemlig. For jeg vil heller ikke have forældrene tror jeg laver forskel for detgør jeg ikke.

Men jeg fik spurgt om han gjorde det hjemme og det gør han. Og når det sker ignorere de det. Snakker til ham alm men lader ham sidde i højstolen. Og det er jo egentlig lidt det samme jeg gjorde.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

den første tanke der slår mig er tryghed, er det, det han søger? du skriver, at hvis han først får lov til at være på skødet, så vil han ikke ned igen. Det syntes jeg lyder meget tryghedssøgende, og at han har brug for at være tæt på en.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

den første tanke der slår mig er tryghed, er det, det han søger? du skriver, at hvis han først får lov til at være på skødet, så vil han ikke ned igen. Det syntes jeg lyder meget tryghedssøgende, og at han har brug for at være tæt på en.

Kan egentlig godt se hvad du mener. Jeg oplever bare at han er så glad når han sidder og leger eller når ham og madison går/kravler rundt. Og så er der slet ikke noget. Men når man så tager ham op så bliver han ved at komme til en og vil op. Og det r jo desværre ikke muligt at have dem hos sig på den måde hele tiden.

Jeg oplever at han virker glad og tryg her, men ja han må jo mangle tryghed siden han gør sådan og vil blive ved med at skulle op. Men hvad kan man gøre? For starter jeg med at have ham siddende hos mig så bliver han jo ved, men de andre vil også. Og det er jo ikke det der er meningen. De skulle gerne kunne lege uden at det skal foregå siddende på mig.

I starten var han meget ked af det, men ret hurtigt blev det bedre. Og han er som sagt en glad dreng, der både smiler og griner til mig :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

den første tanke der slår mig er tryghed, er det, det han søger? du skriver, at hvis han først får lov til at være på skødet, så vil han ikke ned igen. Det syntes jeg lyder meget tryghedssøgende, og at han har brug for at være tæt på en.

:ditto Jeg er så mor til sådan et barn, som fortsat har et tryghedsbehov, hvor vores DP måske ikke helt forstår det. Men det er en anden historie. M. Startede i DP midt april og vi har en kamp med at få hende tryg og tilpas i DP :(

De første 14 dage gik super- og siden har det så kørt op og ned med fremskridt, tilbagegang, fremskridt også igen tilbagegang.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes helt klart det er forkert at skubbe han lidt væk fra jer andre. Hvordan pokker skal barnet vide, at det betyder at det man gør ikke er i orden? I hans øjne betyder handlingen måske, at han "ikke hører til" jer andre. Jeg ville blive knotten, hvis det var mit barn. IMO handler det meget om at møde barnet hvor det er- noget som har været mit ultimative krav til eventuel dagplejer til vores yngste, der har adfærdsvanskeligheder/forstyrrelser. Hun ville aldrig forstå en sådan handling. Men jeg håber i snart lærer hinanden endnu bedre at kende. Så bliver det nemmere for alle parter.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Er i øvrigt enig i tryghedsdelen. Mød barnet hvor det er og ikke hvor det "burde virke og hvor barnet burde forstå", må være mit bedste råd :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kan egentlig godt se hvad du mener. Jeg oplever bare at han er så glad når han sidder og leger eller når ham og madison går/kravler rundt. Og så er der slet ikke noget. Men når man så tager ham op så bliver han ved at komme til en og vil op. Og det r jo desværre ikke muligt at have dem hos sig på den måde hele tiden.

Jeg oplever at han virker glad og tryg her, men ja han må jo mangle tryghed siden han gør sådan og vil blive ved med at skulle op. Men hvad kan man gøre? For starter jeg med at have ham siddende hos mig så bliver han jo ved, men de andre vil også. Og det er jo ikke det der er meningen. De skulle gerne kunne lege uden at det skal foregå siddende på mig.

I starten var han meget ked af det, men ret hurtigt blev det bedre. Og han er som sagt en glad dreng, der både smiler og griner til mig :)

Du skriver, at hvis du starter med at have ham hos dig, så bliver han ved, men er det sikkert? Med Valdemar har jeg det sådan, at han må ALTID hænge på mig, eller dvs. han bliver kun nægtet det, hvis jeg er nødt til at have hænderne fri til noget. Ellers må han sidde og putte hele dagen, hvis han har lyst. Jeg tror og håber på, at jeg kan "fylde ham med tryghed" så han selv har lyst til at lege og udforske selv (og det har han tit) istedet for at klæbe på mig :)

Jeg forstår egentlig heller ikke hvad problemet ville være i at de alle sad på dig og legede. Altså det skal ikke være sådan at du får ondt i ryggen, men min mor (som er dp) er (og var i min barndom) RIGTIG meget på gulvet, og så kan børnene kravle rundt og lege men de kan også sidde og putte på hende. Hvis hun "sidder" fast med børn på sig så synger de eller læser historie, det kræver ikke så meget bevægelsesfrihed :D

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har ikke legetøj på gulvet når vi spiser, og sutter fjernes også fra deres øje for ellers vil de have dem.

Han er 14 måneder. Og jeg tror han lige nu også prøver lidt grænser af. For det vil jo være dejligt hvis den gik. Jeg har ikke haft ham så længe og han er nu faldet til, så det er derfor jeg tænker der prøves grænser.

Problemet er også lidt at han rigtig gerne vil sidde på skødet af en, så jeg føler ikke det er en mulighed at gøre det, for så får han jo noget godt ud af den opførsel hvis du forstår.

Men det er ikke sådan at jeg er sur på ham. Jeg fortæller det ikke er i orden, rykker ham fra os, og han kan se vi stadig er glade og der ikke er noget. Og da jeg gjorde ham klar til at sove var jeg også glad og snakkede til ham.

Det er bare svært hvordan man skal håndtere det når det ikke er ens eget, for madison havde fået det samme at vide. Og var blevet rykket væk, og så er det glemt igen. Og jeg vil heller ikke der skal være forskel på hvordan de håndteres.

Jeg er jo så af den overbevisning at man skal behandle forskelligt for at behandle ens. Med det mener jeg at børn er forskellige og skal derfor behandles forskelligt for at opfylde deres behov hver især. Hvad der virker på den ene virker måske ikke på den anden - og de har alle forskellige behov (tryghedsbehov osv).

Det er ikke nemt, og særligt ikke når det ikke er ens eget barn ;) Kan godt forstå du er usikker på om du gør det rigtige! :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Btw, og jeg håber, at det er ok, at jeg siger det selvom det er lidt off-topic, og jeg ved godt at det er ordkløveri og måske er jeg den eneste, der har det sådan, MEN:

Jeg har det lidt svært ved vendingen "Han er sådan at..." Eller "Han er sådan en, der...". Det kan være sandt nok nogle gange, og også helt ok f.eks. at sige "Han er en rigtig charmetrold" eller andet positivt, men ellers synes jeg personligt at det der "Er sådan" let bliver et stempel, og det kunne jeg blive ret stødt af.

F.eks. ville jeg være rigtig ked af, hvis vores dp sagde "Valdemar er sådan en, der bider de andre børn", hvorimod jeg bedre ville kunne tage "Valdemar kan nogle gange finde på at bide de andre børn" eller måske det mindre bebrejdende "Valdemar kan nogle gange komme til at bide de andre børn".

Ved ikke om det er volapyk, men er faldet over "er sådan en, der..." flere gange i dine indlæg og har tænkt på at nævne det flere gange. Det kunne jo være, at nogle af dine dp-børns mødre var lige så sarte som mig :badgirl

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Btw, og jeg håber, at det er ok, at jeg siger det selvom det er lidt off-topic, og jeg ved godt at det er ordkløveri og måske er jeg den eneste, der har det sådan, MEN:

Jeg har det lidt svært ved vendingen "Han er sådan at..." Eller "Han er sådan en, der...". Det kan være sandt nok nogle gange, og også helt ok f.eks. at sige "Han er en rigtig charmetrold" eller andet positivt, men ellers synes jeg personligt at det der "Er sådan" let bliver et stempel, og det kunne jeg blive ret stødt af.

F.eks. ville jeg være rigtig ked af, hvis vores dp sagde "Valdemar er sådan en, der bider de andre børn", hvorimod jeg bedre ville kunne tage "Valdemar kan nogle gange finde på at bide de andre børn" eller måske det mindre bebrejdende "Valdemar kan nogle gange komme til at bide de andre børn".

Ved ikke om det er volapyk, men er faldet over "er sådan en, der..." flere gange i dine indlæg og har tænkt på at nævne det flere gange. Det kunne jo være, at nogle af dine dp-børns mødre var lige så sarte som mig :badgirl

Hmm nu læser jeg din tråd igen, og kan kun finde ét sted, hvor du skriver "han er sådan..." :blush Gad vide, hvad det så var, der ramte mig og fik mig til at skrive indlægget? Hmm, ved ikke, men nu fik du lidt bonusinfo fra mig om hvor stor en forskel ord kan gøre :P

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Btw, og jeg håber, at det er ok, at jeg siger det selvom det er lidt off-topic, og jeg ved godt at det er ordkløveri og måske er jeg den eneste, der har det sådan, MEN:

Jeg har det lidt svært ved vendingen "Han er sådan at..." Eller "Han er sådan en, der...". Det kan være sandt nok nogle gange, og også helt ok f.eks. at sige "Han er en rigtig charmetrold" eller andet positivt, men ellers synes jeg personligt at det der "Er sådan" let bliver et stempel, og det kunne jeg blive ret stødt af.

F.eks. ville jeg være rigtig ked af, hvis vores dp sagde "Valdemar er sådan en, der bider de andre børn", hvorimod jeg bedre ville kunne tage "Valdemar kan nogle gange finde på at bide de andre børn" eller måske det mindre bebrejdende "Valdemar kan nogle gange komme til at bide de andre børn".

Ved ikke om det er volapyk, men er faldet over "er sådan en, der..." flere gange i dine indlæg og har tænkt på at nævne det flere gange. Det kunne jo være, at nogle af dine dp-børns mødre var lige så sarte som mig :badgirl

Og når vi nu er igang med ordhalløjet og stødende ting, så ville jeg blive ret sur, hvis jeg opdagede at mine børns dp-mor skrev om dem i åben forum. I hvert fald når det gælder sådanne ting. Men jeg er nok bare sippet.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Og når vi nu er igang med ordhalløjet og stødende ting, så ville jeg blive ret sur, hvis jeg opdagede at mine børns dp-mor skrev om dem i åben forum. I hvert fald når det gælder sådanne ting. Men jeg er nok bare sippet.

:ditto

Som dp-mor har man vel tavshedspligt, som pædagogerne har i vuggestuen?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Og når vi nu er igang med ordhalløjet og stødende ting, så ville jeg blive ret sur, hvis jeg opdagede at mine børns dp-mor skrev om dem i åben forum. I hvert fald når det gælder sådanne ting. Men jeg er nok bare sippet.

:ditto

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER