Frusteret enlig mor.

[Joanmor]

Jeg er blevet enlig mor for 2 1/2 måneds tid siden. Vi blev fra start enige om at vi ville dele børnene så de var en uge a gangen hos os.. Mine bærn er 3 og 6 år, og hvor jeg egentlig havde tænkt mig at det var den lille der ville reagere er det faktisk den store som er den der reagerer stærkest...

Hun græder hele tiden, hidser sig op, vil ikke sove i sin egen seng for så kunne jeg forsvinde... Hun kan ikke håndtere et nej, hun er efter Noah og hun opfører sig i det hele taget ikke som den glade og skønne pige som vi engang havde...

Men det eråbenbart kun når hun er hos mig... Ellers vil far ihvertfald bare ikke indrømme det

Er der nogen med noget erfaring der kan hjælpe en ret så frustreret mor :-/

Vores historie er nok også vigtig at få med... Vi havde det super godt indtil farmand en dag bare siger stop, han er forrlsket i en anden og væk er han... Han tager sine ting og skrider... De har selvfølgelig set deres mor ked af det, men har hele tiden sagt at jeg nok skal klare den..

Herefter har vi haft op og nedture. Far han har fortrudt en million gange, men har så vist sig at spille på to heste... Men nu har jeg sagt stop... Kan ikke klare mere...

Men nok om det... Det er min skønne datter jeg vil ha igen :-(

[casw]

det lyder præcis som da min kammerat gik fra sin kæreste - hans børn var 2 og 4 og det var den store der reagerede med voldsomme vredes udbrud og virkelig hidsigt temperament. Jeg tror det er rigtig vigtigt at snakke med den store om, at mor og far bor to forskellige steder, men at I altid vil være der for hende og stadig elsker hende. Selvom det er hårdt, tror jeg heller ikke man skal "føje" hende hele tiden, det gjorde min kammerat i hvert fald ikke. Hun har brug for en ny stabilitet i hendes liv, hvilket betyder at når mor siger nej, så mener hun det - ellers vil det blive en gang tov trækkeri. Hendes hverdag er brudt sammen og hun ved ikke hvilket ben hun skal stå på, så du må opbygge en ny tryg hverdag for hende, hvor der er plads til at være barn og så er jeg sikker på at du nok skal få din datter tilbage igen - det var i hvert fald sådan det gik for min kammerat.

:goodluck

[Trumpf]

Jo ældre børn er, jo større reaktion fordi de forstår mere... Det er en fase, hvor hun har brug for al den kærlighed hun kan få.

Jeg er også enlig mor..

[MLM]

Jeg har ikke lige prøvet en skilsmisse, men har en dreng som er i krise/ sorg.

Der har vi arbejdet meget med nærvær, berøringer, faste grænser( små eller få) lad være med at forlang hun selv kunne hvad hun kunne før eks. Tage sko på det kommer igen.

Hun reagere på og ved dig ordi hun er tryg der og vær glad for hun overhovedet reagere.

Det er hårdt især når mn selv har mange følelser inden i som ikke er bearbejdet endnu.

Hvordan har du det?

[Joanmor]

Jeg indrømmer gerne at jeg bestemt ikke har det for godt, men jeg er begyndt at få det bedre...

Det har været svært fordi han hele tiden er kommet krybende tilbage og jeg hver gang er blevet jordet igen. Kærlighed gør blind ig Naiv, men nu siger jeg fra. Og jeg konmer videre :)

Det hjælper mig også meget at jeg ved st jeg kan smide mig i sengen den uge hvor de er hos deres far...

[kristin]

Man ser nok ofte at børn reagerer der hvor de er mest trygge og heldigvis for det, jeg har selv været alene med mine 2 drenge i mange år, men de var ikke nær så gamle som dine børn er nu og jo ældre børnene de er, jo mere forstår de jo desværre... Hvis jeres forhold har været on and off i flere omgange, har det nok også været en del forvirrende for børnene, og svært at finde ud af for dem. Jeg kan også godt forstå i gerne vil have børnene en uge hver af gangen, men der er bare nogen der ikke egner sig til dette, før de bliver en del ældre end jeres. Børn har godt af en fast base, frem for 2 hjem og flere forskellige regler, hvilke også kan resulterer i en uønsket adfærd, uden at de kan sætte ord på det. Jeg synes ikke at børn på 3 år skal forholde sig til 2 hjem, men jeg ved også at det fungere ganske udmærket hos nogle familier og børnene trives ved det.. Din datter skal have raset ud og have en masse tryghed og vide du er der for hende, håber du får din glade pige tilbage ..

[Joanmor]

Når det har gået on/off er det ikke noget børnene har været en del af.. Det har været efter sengetid og ikke noget de har fået af vide...

Men det gør mig glad at vide at det kan være fordi det er her hun er tryggest.. Har været så ked af at hun måske bare hellere ville være hos sin far... Vi har aftalt at give det et halvt år hvor de vænner sig til det og er det ikke blevet bedre må vi tage den derfra...

Vi har dig lavet nogen aftaler idag..

-vi spiser fast sammen en gang om ugen (ingen mobil bare hygge)

- de får tøj fast hvert sted, ingen flyttetaske

- samme spilleregler begge steder, og faste putteritualer.

- en dag om ugen hvor vi har dem hver for sig så de får "mor" eller "far" tid hver for sig...

Det var så. Hvad vi fandt af løsninger lige nu, og så ser vi om det bliver bedre eller dårligere :)

[Filikus]

Årh hvor lyder det til at være hårdt. Jeg har selv været det igennem og vil gerne give et længere svar på et tidspunkt.

Men lige nu vil jeg nøjes med et kram og så husk på at børn reagerer der hvor de er trygge.

[Havbaek]

det lyder præcis som da min kammerat gik fra sin kæreste - hans børn var 2 og 4 og det var den store der reagerede med voldsomme vredes udbrud og virkelig hidsigt temperament. Jeg tror det er rigtig vigtigt at snakke med den store om, at mor og far bor to forskellige steder, men at I altid vil være der for hende og stadig elsker hende. Selvom det er hårdt, tror jeg heller ikke man skal "føje" hende hele tiden, det gjorde min kammerat i hvert fald ikke. Hun har brug for en ny stabilitet i hendes liv, hvilket betyder at når mor siger nej, så mener hun det - ellers vil det blive en gang tov trækkeri. Hendes hverdag er brudt sammen og hun ved ikke hvilket ben hun skal stå på, så du må opbygge en ny tryg hverdag for hende, hvor der er plads til at være barn og så er jeg sikker på at du nok skal få din datter tilbage igen - det var i hvert fald sådan det gik for min kammerat.

:goodluck

Jeg har ikke lige prøvet en skilsmisse, men har en dreng som er i krise/ sorg.

Der har vi arbejdet meget med nærvær, berøringer, faste grænser( små eller få) lad være med at forlang hun selv kunne hvad hun kunne før eks. Tage sko på det kommer igen.

Hun reagere på og ved dig ordi hun er tryg der og vær glad for hun overhovedet reagere.

Det er hårdt især når mn selv har mange følelser inden i som ikke er bearbejdet endnu.

Hvordan har du det?

Man ser nok ofte at børn reagerer der hvor de er mest trygge og heldigvis for det, jeg har selv været alene med mine 2 drenge i mange år, men de var ikke nær så gamle som dine børn er nu og jo ældre børnene de er, jo mere forstår de jo desværre... Hvis jeres forhold har været on and off i flere omgange, har det nok også været en del forvirrende for børnene, og svært at finde ud af for dem. Jeg kan også godt forstå i gerne vil have børnene en uge hver af gangen, men der er bare nogen der ikke egner sig til dette, før de bliver en del ældre end jeres. Børn har godt af en fast base, frem for 2 hjem og flere forskellige regler, hvilke også kan resulterer i en uønsket adfærd, uden at de kan sætte ord på det. Jeg synes ikke at børn på 3 år skal forholde sig til 2 hjem, men jeg ved også at det fungere ganske udmærket hos nogle familier og børnene trives ved det.. Din datter skal have raset ud og have en masse tryghed og vide du er der for hende, håber du får din glade pige tilbage ..

Når det har gået on/off er det ikke noget børnene har været en del af.. Det har været efter sengetid og ikke noget de har fået af vide...

Men det gør mig glad at vide at det kan være fordi det er her hun er tryggest.. Har været så ked af at hun måske bare hellere ville være hos sin far... Vi har aftalt at give det et halvt år hvor de vænner sig til det og er det ikke blevet bedre må vi tage den derfra...

Vi har dig lavet nogen aftaler idag..

-vi spiser fast sammen en gang om ugen (ingen mobil bare hygge)

- de får tøj fast hvert sted, ingen flyttetaske

- samme spilleregler begge steder, og faste putteritualer.

- en dag om ugen hvor vi har dem hver for sig så de får "mor" eller "far" tid hver for sig...

Det var så. Hvad vi fandt af løsninger lige nu, og så ser vi om det bliver bedre eller dårligere :)

Jeg kan nikke genkendende til de indlæg jeg har quotet.

Jeg er selv skilsmissebarn men det var ved min far hver 14 dag/weekend.

Men min bonus søn O har vi hver anden uge fra Onsdag hvor vi henter ham i skole og når vi når efter weekenden og når vi når Tirsdag morgen aflevere vi ham i skole igen.

Og han har reageret både godt og negativt ved det. Ikke kun pga. vi har vores regler her og hjemme ved hans mor er det noget andet. Men også fordi han er/var meget indelukket m.m så det kræver sit hos os. Og for nydeligt mistænkte vi også, at han muligvis er ordblind og måske også skal gå klassen om når tid er.

Flere har lagt mærke til, at han trives bedre hos os, og fagpersoner som sundhedsplejersken har også hentydet det.

O`s mor har af flere omgange lagt mærke til at der sker mere med O når han har været hos os, hvor hun hjemme ved hende ikke kan styre ham.

Desværre er O`s mor en mor der ikke kan eller vil sammenarbejde, så vi er ude i andre ting også, der gør det lidt vanskeligt engang imellem.

Så det er super hvis I kan sammenarbejde om jeres børn. For jeres døtre har brug for jer begge 2, også selvom det pt. kun er den ældste af pigerne der reagere.

Rigtigt nok er det ikke alle børn der kan være lige delt mellem forældrene, og måske er din ene pige sådan et barn. Og det skal der tages hensyn til.

Jeres børn har jo været vant til at I var sammen mor og far, og pludselig er I det ikke mere og det kan være svært at finde rundt i for et barn.

Måske skulle I også når I hver især har jeres piger, at den af jer der er ugen uden børn, at man så tager på besøg i et par timer og evt. tager med ud på legeplads m.m for det kan jo godt ske at overgangen mellem at være hos henv. mor og far er for overskueligt, og bare at se mor eller far komme på besøg kan lette det hele lidt og måske gøre det lettere for pigerne. Og samtidig så ser de, at far og mor stadig kan snakke sammen, for det er så vigtigt at man kan det. Skaden kan blive stor hvis man ikke kan snakke sammen som forældre efter man er gået hvert til sit, så det at I kan snakke sammen skal I holde fast i, for jeres pigers skyld.

Håber alt løser sig selvom det godt kan virke uoverskueligt og hårdt nu. Men der er lys for enden, og du/I skal nok nå det. Husk dig selv også i alt det her, for det er hårdt.

Men mind dig selv om at du er en god mor, en mor der er ulykkelig i et forhold som det lader lidt til du var, er en ulykkelig mor der også glemmer sig selv.

Så det at du endelig har sagt stop, viser bare hvor stærk du er allerede nu igennem alt håbløsheden og tristheden.

Det skal nok gå og husk du er en god mor :kram