Når barnet gør noget forkert og

[pigebørn]

Jeg har egentlig været oprettet som bruger herinde i lang tid, men er aldrig kommet igang med at skrive indlæg. Nu prøver jeg dog alligevel og håber I har nogle gode råd til mig :)

Min datter er 6 år og går i 0. klasse. Hun er en sød og social pige. Hun er oftest i godt humør og så får hun sommetider et flip, hvor hun bliver helt hysterisk, smækker med dørene osv. Det kommer oftest stort set uden varsel og starter som regel med at hun begynder at græde over noget som hun mener er uretfærdigt (men hvor vi ikke rigtig forstår hvad der lige er sket), styrter ned på værelset og smækker med døren. Hun vil ikke snakke og vil ikke fortælle hvad hun blev ked af/sur over, så græder hun lidt, skriger sommetider og snakker lidt med sig selv og så er det overstået igen. Efter noget tid, en snak med klasselæreren og SFO'en og surfen på nettet er jeg nået frem til at det nok ikke er helt unormalt.

Nu er der så også det at hun har en belastende vane med at ødelægge ting - oftest har det været fordi hun tegner på f.eks. sin reol, sit dukkehus, sin seng eller væggen. Det er efterhånden lang tid siden det er sket, så jeg tænkte at det var en fase (selvom jeg syntes den varede for længe og hun var alt for gammel til at finde på sådan noget). Men, i dag har hun og jeg ligget inde i min mands og min seng og hyggesnakket inden hun skulle sove. Så fik hun lov at falde i søvn i vores seng. Min mand var så nede for lige at se om hun var faldet i søvn - det var hun ikke, men tilgengæld havde han haft nogle små bøtter maling til at ligge i sengen (det var også dumt, men der var nu rigeligt plads til hende alligevel), hun har så åbnet for den ene og fået malingen ud i sengen og ud over en af min mands figurer som han havde brugt lang tid på at male. Han blev meget vred - forståeligt nok - skældte kort ud og sendte hende ind i hendes egen seng.

Så bad han mig snakke med hende, for han var simpelthen for vred til at gøre det. Vores datter kunne godt forstå han var blevet vred og at han var ked af det. Hun ville ikke sige undskyld, for hun fastholdt at det ikke var hende der havde åbnet bøtten men at hun bare havde forsøgt at lukke den igen. Lågene springer altså ikke op af sig selv, så jeg tror faktisk ikke på hende, men omvendt har jeg ret svært ved at skælde hende ud når hun benægter på dén måde - jeg er bange for at gøre hende uret!

Summa-summarum: jeg er for blød i forhold til hende - sådan helt generelt. Det skyldes nok dels at jeg kan mærke hendes indre konflikt, fordi hun minder ufatteligt meget om mig selv da jeg var barn og jeg har brugt edderlang tid på at få højnet mit selvværd - og jeg vil for alt i verden ikke pille hendes selvværd ned. Jeg synes min mand er for hård, netop fordi jeg kan fornemme hendes følelser (hun bliver ked af det når hun gør noget forkert, og bliver sommetider så ked af det at hun tænker meget længe over det - hun er vældigt følsom, også i forhold til hvordan hendes venner fra klassen har det, når andre er kede af noget o.lign.) og fordi jeg er ret sikker på at hendes øverste etage er under ombygning - ikke at hun er teenager, men så vidt jeg kan læse mig frem til kan det være ret svært at være 6 år. Det tror jeg ikke min mand har så meget forståelse for. Samtidig tænker jeg at han kompenserer modsat mig - han bliver skrappere fordi han synes jeg er for eftergivende.

Nu i dag var det lidt svært fordi jeg heller ikke kunne komme i tanke om en passende sanktion på stående fod.

Min mand blev sur på mig over at jeg ikke krævede at hun gav ham en undskyldning. Jeg blev sur på ham fordi han blev sur på mig og fordi han ikke selv er for god til at give børnene en undskyldning hvis han har været uretfærdig. Så gik han vred i seng og vi fik ikke snakket om det.

Tja, long problem short (tooo late :P) - hvad gør man når mor er for eftergivende, far forventer for meget af barnets opførsel og datteren er en sød, omgængelig og socialt godt med pige, som får nogle rimeligt uheldige reaktioner som i mine øjne ikke rigtigt matcher hendes alder?

EDIT: Øj, det blev indviklet kan jeg godt se, men jeg kan ikke rigtigt forklare bedre - spørg gerne ind til det jeg skriver.

[Sandie]

Har ingen idé, har kun en lille pige, men hun lyder som jeg tror vores hjem kommer til at være om 3 år ;)

Måske du kan forklare hende at det kan godt være hun ikke gjorde det med vilje men far er blevet ked af det, og derfor skal man undskylde.

Jeg lige som dig, og min mand som din.

[Pumpkins]

Jeg tror det er meget normalt, at en af forældrene er mere eftergivende end den anden, og det synes jeg egentlig også er ok. Så længe man er enig om rammerne.

Jeg kan virkelig godt forstå at du ikke har lyst til at skælde ud, men måske kan man sætte sig ned og snakke (efter hun er kølet af) om hvorfor det er man skal sige undskyld, også selv om det ikke var med vilje, og forklare hende, at man kommer rigtig langt med at sige undskyld. Det synes jeg, uanset hvad, er en god ting at lære hende.

Til det med temperamentet tror jeg det er meget normalt. Min lillebror på 8 gør det også, og så lader vi ham bare køle af, og snakker ikke med ham, før han er nede på jorden. Så er det nemmere at få en samtale om, hvorfor han er ked eller sur. Det synes jeg selv virker meget bedre end at han skal forklare sig, mens han stadig er "oppe at køre".

[Myliona]

Generelt set, synes jeg det er noget FIS at tvinge børn til at sige undskyld: HVor mange af os har ikke enten giver en undskyldning i folkeskolen, alene af den grund at vi fik at vide vi skulle? Hvad vi fik ud af det? INTET. Og modtageren? INTET!

Jeg er enig med de andre, at man skal lære barnet at man ikke nødvendigvis skal sige "undskyld, JEG gjorde noget forkert" - men at hun godt kan sige "Undskyld far, det var ikke med vilje jeg gjorde dig ked af det" :) Altså, at man kan sige undskyld for situationen. Jeg praktiserede det i min 1. klasseforrige år, og de blev rigtig gode til det :)

[Vinnus]

Generelt set, synes jeg det er noget FIS at tvinge børn til at sige undskyld: HVor mange af os har ikke enten giver en undskyldning i folkeskolen, alene af den grund at vi fik at vide vi skulle? Hvad vi fik ud af det? INTET. Og modtageren? INTET!

Jeg er enig med de andre, at man skal lære barnet at man ikke nødvendigvis skal sige "undskyld, JEG gjorde noget forkert" - men at hun godt kan sige "Undskyld far, det var ikke med vilje jeg gjorde dig ked af det" :) Altså, at man kan sige undskyld for situationen. Jeg praktiserede det i min 1. klasseforrige år, og de blev rigtig gode til det :)

det vil jeg give dig helt ret i. Det er så meget vigtigere at det er situationen hun undskylder for og ikke skylden. Synes som Myliona at det er vigtigt at man ikke pådutter dem at det er bare noget man skal.

Selvfølgelig er situationen ikke i orden, men de bøtter hørte jo heller ikke hjemme der, hvor hun kunne nå dem. Små børn finder tit sådan noget fristende.

det er vigtigt at du/i snakker med hende, om hvorfor det ikke er i orden at hun tegner på ting, ødelægger ting ovs. Lær hende at sætte ord på sine følelser, så det bliver nemmere.

Hun lyder meget som min Liva (og jeg kan også genkende ting i min datter fra mig selv). Vi havde samme fase, hvor hun gjorde ting hun ikke måtte. Men efter vi er begyndt at snakke stille og roligt om tingene, så går det meget bedre.

[Guest]

Jeg er helt enig med Myliona og Vinnus undskyldninger for undskyldningens skyld er direkte latterlig!!!

Nå men som svar på alle dine tanker kommer der nok et ret langt indlæg nu :blush

Jeg har været pædagog i et fritidshjem og haft 2 af mine praktikker i fritidshjem og klub så jeg syntes selv jeg har en moderat - god viden om aldersgruppen 5-8 år. Men det betyder også at jeg virkelig kommer til at analysere dine ord - hvis det ikke lyder rigtigt i dine ører så lad vær med at bruge mit svar :)

Din datter lyder som en helt og aldeles normal 6 årig - de fleste børn har en periode hvor de lige skal prøve at gøre noget de godt VED er forkert, mange tegner som din datter på ting de ikke må, nogle tager ting de ikke må og gemmer dem, nogle river tapet i stykker fx bag ved sengen osv osv osv. Det er ikke noget du skal bekymre dig om nu hvor det ikke er sket i lang tid så tyder det på at hun nu har fået "prøvet det af".

Hendes hidsigheds anfald er også HELT normale, hun er som du siger i gang med at udvikle sig rigtig meget og mange af hendes tanker og følelser kan hun ikke rigtig udtrykke og så fylder det bare det hele op og hun eksploderer (vi kender det fra os selv her i graviditeten - man KAN bare ikke styre det) og den måde i tackler det på er også den bedste, simpelthen lade hende køle ned og så tage snakken bagefter. I kan hjælpe hende ved at sætte ord på hendes følelser og det lyder så ekstremt banalt at sige - "jeg kan se du ikke er glad lige nu" eller "ej hvor ser du bare ud til at have det godt lige nu" - for det ved hun jo godt selv, men det kan faktisk være svært for en 6 årig med så mange ting kørende rundt i hovedet at koble ord på følelserne. Især de mere nuancerede af slagsen man ved man ikke har det rart inden i, men er man vred, ked af det, skuffet, træt, sur eller hvad er det lige man føler? er det jalousi og hvad er nu DET for en størrelse? Glæde har også mange nuancer er man tilfreds, positivt overrasket, hygger man sig, har man det sjovt eller syntes man bare at alting er super rart lige nu? Ja vi kan selv have svær ved at hitte ud af forskellene i følelserne og grundende bag dem. At tale om tingene som du gør lyder i mine ører som en rigtig god løsning, DU kender dit barn bedst så du VED også hvad der måske kan ligge til grund for hendes følelser. Husk at hver eneste følelse er ok!

Episoden med malingen er ikke noget jeg tror du skal forbinde med hendes tegnerier på ting - jeg tror det er 2 VIDT forskellige ting. Hvad der er sket i soveværelset inden din mand kom ind er ikke til at vide og har du egentlig brug for at vide det? Resultatet er at der er kommet maling på din mands figur - det er rigtig øv og hele situationen er dum. Din mand blev sur - forståeligt nok, men er han blevet FOR sur i forhold til at din datter jo helt sikkert ikke har ødelagt noget med vilje?

Det er hendes skyld at den er ødelagt JA, men skyld kan vi ikke bruge til andet end at gøre folk kede af det. Hun er godt klar over at det der er sket er dumt, hun er ked af at far er blevet så sur og ked af det, hun tænker garanteret at hun ville ønske hun bare havde ladet den bøtte være, men hvorfor hun ikke gjorde det, ved hun sikkert ikke engang selv. Der kan være flere grunde til at hun ikke vil give din mand en undskyldning, nu kender jeg hverken din mand eller din datter men her kunne være nogle forklaringer:

-Hun kan være SÅ flov over det at hun ikke vil indrømme det fordi hun jo så indrømmer at hun er forkert fordi hun har gjort noget forkert.

-hun kan være bange for din mands reaktion på hendes undskyldning:

-Vil han have en forklaring når hun har sagt undskyld? Skal hun fortælle HVORFOR hun gjorde som hun gjorde?

-Vil han sige at han er meget vred på hende SELVOM hun har givet ham sin undskyldning?

-Er hun bange for at figuren måske betyder mere for ham end hun gør?

Når alt kommer til alt er et barns største frygt at deres forældre ikke længere elsker dem.

Jeg syntes det er forkert af din mand at sende dig ind og snakke med hende hvis han ikke billiger din måde at tackle tingene på. Så må han selv gøre det når han er kølet ned - og hvis det først er dagen efter han selv er klar til at tale om det, jamen så må du gå ind og sige til din datter at far han er rigtig ked af det og du kan se hun også er rigtig ked af det så måske det vil være en god idé at i snakker om det imorgen når i ikke er så kede af det længere. Det tror jeg i får meget mere ud af. Det er bare vigtigt at hun ikke ligger hele natten og er bange for hvad far siger. Men det er endnu være for hende at høre jer diskutere og blive endnu mere ked af det fordi det jo så OGSÅ er hendes skyld at i er sure på hinanden så.

Jeg TROR ikke du er for blød - jeg tror på at man kommer længst med at tale om tingene, selvfølgelig skal man have at vide hvis man har gjort noget forkert, men det kan man godt få at vide på en ordentlig måde. Jeg syntes der er forskel på at blive irettesat/skældt ud og så få en skideballe. Langt de fleste børn er jo godt klar over det når de har gjort noget dumt.

Nå men det var så et svar fra et pædagogisk perspektiv og knap så meget et forælder perspektiv så du må smide min ord af H-til hvis du ikke kan bruge dem til noget :lol

[Solvej99]

Jeg er helt enig med Myliona og Vinnus undskyldninger for undskyldningens skyld er direkte latterlig!!!

Nå men som svar på alle dine tanker kommer der nok et ret langt indlæg nu :blush

Jeg har været pædagog i et fritidshjem og haft 2 af mine praktikker i fritidshjem og klub så jeg syntes selv jeg har en moderat - god viden om aldersgruppen 5-8 år. Men det betyder også at jeg virkelig kommer til at analysere dine ord - hvis det ikke lyder rigtigt i dine ører så lad vær med at bruge mit svar :)

Din datter lyder som en helt og aldeles normal 6 årig - de fleste børn har en periode hvor de lige skal prøve at gøre noget de godt VED er forkert, mange tegner som din datter på ting de ikke må, nogle tager ting de ikke må og gemmer dem, nogle river tapet i stykker fx bag ved sengen osv osv osv. Det er ikke noget du skal bekymre dig om nu hvor det ikke er sket i lang tid så tyder det på at hun nu har fået "prøvet det af".

Hendes hidsigheds anfald er også HELT normale, hun er som du siger i gang med at udvikle sig rigtig meget og mange af hendes tanker og følelser kan hun ikke rigtig udtrykke og så fylder det bare det hele op og hun eksploderer (vi kender det fra os selv her i graviditeten - man KAN bare ikke styre det) og den måde i tackler det på er også den bedste, simpelthen lade hende køle ned og så tage snakken bagefter. I kan hjælpe hende ved at sætte ord på hendes følelser og det lyder så ekstremt banalt at sige - "jeg kan se du ikke er glad lige nu" eller "ej hvor ser du bare ud til at have det godt lige nu" - for det ved hun jo godt selv, men det kan faktisk være svært for en 6 årig med så mange ting kørende rundt i hovedet at koble ord på følelserne. Især de mere nuancerede af slagsen man ved man ikke har det rart inden i, men er man vred, ked af det, skuffet, træt, sur eller hvad er det lige man føler? er det jalousi og hvad er nu DET for en størrelse? Glæde har også mange nuancer er man tilfreds, positivt overrasket, hygger man sig, har man det sjovt eller syntes man bare at alting er super rart lige nu? Ja vi kan selv have svær ved at hitte ud af forskellene i følelserne og grundende bag dem. At tale om tingene som du gør lyder i mine ører som en rigtig god løsning, DU kender dit barn bedst så du VED også hvad der måske kan ligge til grund for hendes følelser. Husk at hver eneste følelse er ok!

Episoden med malingen er ikke noget jeg tror du skal forbinde med hendes tegnerier på ting - jeg tror det er 2 VIDT forskellige ting. Hvad der er sket i soveværelset inden din mand kom ind er ikke til at vide og har du egentlig brug for at vide det? Resultatet er at der er kommet maling på din mands figur - det er rigtig øv og hele situationen er dum. Din mand blev sur - forståeligt nok, men er han blevet FOR sur i forhold til at din datter jo helt sikkert ikke har ødelagt noget med vilje?

Det er hendes skyld at den er ødelagt JA, men skyld kan vi ikke bruge til andet end at gøre folk kede af det. Hun er godt klar over at det der er sket er dumt, hun er ked af at far er blevet så sur og ked af det, hun tænker garanteret at hun ville ønske hun bare havde ladet den bøtte være, men hvorfor hun ikke gjorde det, ved hun sikkert ikke engang selv. Der kan være flere grunde til at hun ikke vil give din mand en undskyldning, nu kender jeg hverken din mand eller din datter men her kunne være nogle forklaringer:

-Hun kan være SÅ flov over det at hun ikke vil indrømme det fordi hun jo så indrømmer at hun er forkert fordi hun har gjort noget forkert.

-hun kan være bange for din mands reaktion på hendes undskyldning:

-Vil han have en forklaring når hun har sagt undskyld? Skal hun fortælle HVORFOR hun gjorde som hun gjorde?

-Vil han sige at han er meget vred på hende SELVOM hun har givet ham sin undskyldning?

-Er hun bange for at figuren måske betyder mere for ham end hun gør?

Når alt kommer til alt er et barns største frygt at deres forældre ikke længere elsker dem.

Jeg syntes det er forkert af din mand at sende dig ind og snakke med hende hvis han ikke billiger din måde at tackle tingene på. Så må han selv gøre det når han er kølet ned - og hvis det først er dagen efter han selv er klar til at tale om det, jamen så må du gå ind og sige til din datter at far han er rigtig ked af det og du kan se hun også er rigtig ked af det så måske det vil være en god idé at i snakker om det imorgen når i ikke er så kede af det længere. Det tror jeg i får meget mere ud af. Det er bare vigtigt at hun ikke ligger hele natten og er bange for hvad far siger. Men det er endnu være for hende at høre jer diskutere og blive endnu mere ked af det fordi det jo så OGSÅ er hendes skyld at i er sure på hinanden så.

Jeg TROR ikke du er for blød - jeg tror på at man kommer længst med at tale om tingene, selvfølgelig skal man have at vide hvis man har gjort noget forkert, men det kan man godt få at vide på en ordentlig måde. Jeg syntes der er forskel på at blive irettesat/skældt ud og så få en skideballe. Langt de fleste børn er jo godt klar over det når de har gjort noget dumt.

Nå men det var så et svar fra et pædagogisk perspektiv og knap så meget et forælder perspektiv så du må smide min ord af H-til hvis du ikke kan bruge dem til noget :lol

:sc for det fine svar (når jeg kommer til en pc, hvor jeg kan klikke ;))

Du lyder som en virkelig god pædagog :)

[Guest]

:sc for det fine svar (når jeg kommer til en pc, hvor jeg kan klikke ;))

Du lyder som en virkelig god pædagog :)

Tak :blush

[Pumpkins]

Jeg er helt enig med pointen i, at man ikke skal skælde ud, bare fordi der er en voksen der siger at man skal. Men synes også, at det er almindelig høflighed og er i hvert fald med på min børneopdragelsesdagsorden, at mine børn skal lære at sige undskyld, hvis de har gjort noget forkert, uanset om det er med vilje eller ej. Jeg kunne helt sikkert godt finde på at pådutte mit barn til at sige undskyld, også selv om barnet ikke mener, at det har noget at undskylde for.

Men jeg synes også det er vigtigt, at der bliver snakket om, hvorfor man skal sige undskyld. Det må ikke blive bare "fordi jeg siger det", men fordi man faktisk har gjort en anden person ked af det, uanset om det var med vilje eller ej. Så tror nøgleordet her er, at jeg altid vil stræbe efter at sige "Du skal sige undskyld, fordi (du har gjort far ked af det, du har ødelagt mormors blomster osv)" og ikke sige "Du skal sige undskyld, fordi det skal man"

[Guest Diden]

Jeg er helt enig med Myliona og Vinnus undskyldninger for undskyldningens skyld er direkte latterlig!!!

Nå men som svar på alle dine tanker kommer der nok et ret langt indlæg nu :blush

Jeg har været pædagog i et fritidshjem og haft 2 af mine praktikker i fritidshjem og klub så jeg syntes selv jeg har en moderat - god viden om aldersgruppen 5-8 år. Men det betyder også at jeg virkelig kommer til at analysere dine ord - hvis det ikke lyder rigtigt i dine ører så lad vær med at bruge mit svar :)

Din datter lyder som en helt og aldeles normal 6 årig - de fleste børn har en periode hvor de lige skal prøve at gøre noget de godt VED er forkert, mange tegner som din datter på ting de ikke må, nogle tager ting de ikke må og gemmer dem, nogle river tapet i stykker fx bag ved sengen osv osv osv. Det er ikke noget du skal bekymre dig om nu hvor det ikke er sket i lang tid så tyder det på at hun nu har fået "prøvet det af".

Hendes hidsigheds anfald er også HELT normale, hun er som du siger i gang med at udvikle sig rigtig meget og mange af hendes tanker og følelser kan hun ikke rigtig udtrykke og så fylder det bare det hele op og hun eksploderer (vi kender det fra os selv her i graviditeten - man KAN bare ikke styre det) og den måde i tackler det på er også den bedste, simpelthen lade hende køle ned og så tage snakken bagefter. I kan hjælpe hende ved at sætte ord på hendes følelser og det lyder så ekstremt banalt at sige - "jeg kan se du ikke er glad lige nu" eller "ej hvor ser du bare ud til at have det godt lige nu" - for det ved hun jo godt selv, men det kan faktisk være svært for en 6 årig med så mange ting kørende rundt i hovedet at koble ord på følelserne. Især de mere nuancerede af slagsen man ved man ikke har det rart inden i, men er man vred, ked af det, skuffet, træt, sur eller hvad er det lige man føler? er det jalousi og hvad er nu DET for en størrelse? Glæde har også mange nuancer er man tilfreds, positivt overrasket, hygger man sig, har man det sjovt eller syntes man bare at alting er super rart lige nu? Ja vi kan selv have svær ved at hitte ud af forskellene i følelserne og grundende bag dem. At tale om tingene som du gør lyder i mine ører som en rigtig god løsning, DU kender dit barn bedst så du VED også hvad der måske kan ligge til grund for hendes følelser. Husk at hver eneste følelse er ok!

Episoden med malingen er ikke noget jeg tror du skal forbinde med hendes tegnerier på ting - jeg tror det er 2 VIDT forskellige ting. Hvad der er sket i soveværelset inden din mand kom ind er ikke til at vide og har du egentlig brug for at vide det? Resultatet er at der er kommet maling på din mands figur - det er rigtig øv og hele situationen er dum. Din mand blev sur - forståeligt nok, men er han blevet FOR sur i forhold til at din datter jo helt sikkert ikke har ødelagt noget med vilje?

Det er hendes skyld at den er ødelagt JA, men skyld kan vi ikke bruge til andet end at gøre folk kede af det. Hun er godt klar over at det der er sket er dumt, hun er ked af at far er blevet så sur og ked af det, hun tænker garanteret at hun ville ønske hun bare havde ladet den bøtte være, men hvorfor hun ikke gjorde det, ved hun sikkert ikke engang selv. Der kan være flere grunde til at hun ikke vil give din mand en undskyldning, nu kender jeg hverken din mand eller din datter men her kunne være nogle forklaringer:

-Hun kan være SÅ flov over det at hun ikke vil indrømme det fordi hun jo så indrømmer at hun er forkert fordi hun har gjort noget forkert.

-hun kan være bange for din mands reaktion på hendes undskyldning:

-Vil han have en forklaring når hun har sagt undskyld? Skal hun fortælle HVORFOR hun gjorde som hun gjorde?

-Vil han sige at han er meget vred på hende SELVOM hun har givet ham sin undskyldning?

-Er hun bange for at figuren måske betyder mere for ham end hun gør?

Når alt kommer til alt er et barns største frygt at deres forældre ikke længere elsker dem.

Jeg syntes det er forkert af din mand at sende dig ind og snakke med hende hvis han ikke billiger din måde at tackle tingene på. Så må han selv gøre det når han er kølet ned - og hvis det først er dagen efter han selv er klar til at tale om det, jamen så må du gå ind og sige til din datter at far han er rigtig ked af det og du kan se hun også er rigtig ked af det så måske det vil være en god idé at i snakker om det imorgen når i ikke er så kede af det længere. Det tror jeg i får meget mere ud af. Det er bare vigtigt at hun ikke ligger hele natten og er bange for hvad far siger. Men det er endnu være for hende at høre jer diskutere og blive endnu mere ked af det fordi det jo så OGSÅ er hendes skyld at i er sure på hinanden så.

Jeg TROR ikke du er for blød - jeg tror på at man kommer længst med at tale om tingene, selvfølgelig skal man have at vide hvis man har gjort noget forkert, men det kan man godt få at vide på en ordentlig måde. Jeg syntes der er forskel på at blive irettesat/skældt ud og så få en skideballe. Langt de fleste børn er jo godt klar over det når de har gjort noget dumt.

Nå men det var så et svar fra et pædagogisk perspektiv og knap så meget et forælder perspektiv så du må smide min ord af H-til hvis du ikke kan bruge dem til noget :lol

:sc Hold da fast, den besvarelse kunne jeg faktisk meget godt bruge iht. Sara! TUSIND TAK :glad

[stilletten]

... og så lige for god ordens skyld!

Din mand burde altså også undskylde for din datter for sin tankeløshed og sin vrede. Det var hans ANSVAR som den VOKSNE at sørge for at passe på tingene. Og helt ærligt! maling i sengen. Så beder man selv om det... det har jo stået der og lokket og været spændende. Det svarer fuldstændigt til at lægge en hundekiks foran snuden på en hund, og forvente at den ikke vil forsøge at spise den.

Men endnu mere vigtigt er det også din mands ansvar og pligt at sætte sig ind i hvordan tankerne fungerer i et lille barns hjerne. Det hjælper ikke jeres pige at den ene strammer op og den anden er blød. Det gør det værre. For som I polariseres, sender I mere og mere forskellige signaler som vil forvirre jeres pige. Og ikke al børneopdragelse løses med regler og sanktioner. Faktisk løses mindst lige så meget børneopdragelse med indsigt og relationer.

En sanktion der går på at hun ikke må blive vred fx, at man ikke vil acceptere hendes raseriudbrud, symptombehandler godt nok det ydre "at hun reagerer hidsigt" - men det hjælper hende ikke igennem hendes krise. En 6årig har ikke sprog og formuleringsevne til at forklare hvad det er der raser i hende. Det må man hjælpe hende med, måske netop lege det ud. Far, mor og børn rollelege med forældre kunne være et forslag.

Jeg tilslutter mig de ovenstående indlæg. Som lærer står jeg også med en professionel vinkel, og med en 9-årig, der har taget sin tørn med raserianfald, ved jeg hvad I går igennem.

En ting er helt sikkert: Der er stor forskel på" jeg er sur på dig" og "jeg er sur pga. det der er sket". Den første er den værste, og den er svær at tackle for et barn som ikke har en færdig udviklet identitet og dermed er meget skrøbelig. Den anden kan man arbejde med og komme sig over og lære af, for den går på handlingen og ikke personen.