åh er så bange for AK

[Guest]

Jeg har besluttet at sætte mig ind i de forskellige slags komplikationer fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide at jo mere jeg ved jo mere rolig vil jeg være i en eventuel situation, og det er faktisk gået ok, jeg håber VIRKELIG ikke at noget af det sker for mig/os men jeg kan jo ikke gøre noget hvis det sker, så derfor er jeg sikker på at personalet er godt rustet til at hjælpe. Men da jeg læste om kejsersnittet begyndte jeg bare at græde og græde og alt inden i mig blev en til en hård klump af skræk og kedafdet-hed.

Der er mange ting i det.

Det første er selvfølgelig at jeg er bange for at babyen har det skidt, men det er også den grund der gør at jeg selvfølgelig accepterer og vil have hende ud i sikkerhed.

Det andet er at jeg aldrig er blevet opereret og det gør mig bange. Bange fordi jeg mister følelsen i min krop, bange fordi jeg skal skæres i, bange fordi der med alle operationer er en risiko.

Det tredje er at jeg har hørt man stadig kan mærke at de roder rundt inde i én, og det skulle være forfærdelig ubehageligt. (det er dog det mindste problem, men lagt sammen med det andet hjælper det ikke)

Det fjerde et at jeg bliver passificeret, jeg kan intet se, jeg kan intet gøre jeg kan bare ligge der og tude og være bange bag en stor blå skærm.

Det femte er at jeg ikke bliver den første til at holde hende, jeg får ikke de første timer med hende, de tager hende efter meget meget kort tid, måske får jeg kun lov at se hende før de kører hende afsted på børneafdelingen. Og det ville være ok hvis jeg kunne følge efter kort efter, men jeg vil jo stadig være midt i en operation og der vil gå flere timer før vi kan genforenes. (dette er nok det værste punkt for mig)

Det sjette er at jeg vil føle mig så forbandet alene min mand SKAL være ved vores datter alt andet vil jeg ikke kunne leve med, hun skal ikke være alene i den store verden hun skal passes på. Men det efterlader mig alene. Og selvom der vil være mange omkring mig er det jo ikke det samme.

Det syvende er at jeg er bange for at jeg ikke vil føle hun er min, fordi jeg jo måske ikke får lov at holde hende med det samne.

Det ottende er bagefter:

-vil jeg føle jeg har født? Eller vil det være uafsluttet?

-vil jeg kunne bære hende? Og kan hun ligge på min mave?

-vil jeg føle mig snydt før de første timer (ja)

-hvad med komplikationer, hvordan vil det påvirke mig?

-vil oplevelsen kunne udløse en efter fødsels depression?

-hvor lang tid vil vil jeg have ondt?

Osv....

Sandsynligheden for at det ender i AK er ikke større hos mig end andre (13% af alle fødsler), men jeg vil rigtig gerne kunne slippe frygten og kunne have det ok med det, hvis det skulle ende dér. Føler mig hæmmet af det.

Nogen der kan hjælpe mig???

[Barbamama]

Hold da op! Der er da godt nok panik på! :o :kram

Altså helt ærlig: AKS er også min største frygt i forhold til fødslen. Jeg synes også, at det er svært at rumme.

Men ligesom med de andre ting, der kan gå galt, så står det jo lidt udenfor vores magt, og HVIS det sker (hvilket heldigvis ikke er særlig sandsynligt!) så er der netop dygtige (og søde) folk til at passe på os!

De gør det jo netop kun, hvis babyen er ved at få det skidt, så jeg tænker sådan at AKS er ikke = Baby får det skidt, men derimod at AKS = baby har haft det skidt, men er nu ved at få det bedre, fordi der gøres noget :)

Alt det med at blive opereret er helt sikkert ubehageligt! Men hvis vi kan klare en fødsel - og presse et MENNESKE ud gennem vores hoo-haa! - så kan vi HELT sikkert også klare en operation. Og så er det ene fagfolk, der "laver noget". Jeg kan godt følge dig i, at man er pacificeret, men omvendt så kan man heller ikke gøre noget galt. ;) Og under operationen har du jo din mand ved din side. Du er ikke alene, han er der og holder dig i hånden, og er med hele vejen indtil de siger "SÅ, nu er hun ude og hun er sund og rask, det gik rigtig godt!" :7himmel Og ja, der er risici ved alle operationer, men det er der jo også ved alle fødsler og det er der også ved livet i det hele taget (normalt hader jeg det argument, men i det her tilfælde synes jeg faktisk, at det holder)

Mht. at holde hende bagefter - går der nødvendigvis flere timer før du kan holde/se hende? Jeg har ikke kigget alle detaljer af AKS, men jeg tænker at i de fleste tilfælde får man vel lov at se barnet inden det evt. skal videre på en børneafdeling. Og hvis alt er gået vel, så skal du vel "bare" syes sammen igen (ligesom hvis du skulle syes efter vaginal fødsel) og er det så måske muligt at mand og bebs er MEGET tæt på? Evt. i rummet LIGE ved siden af? Hvis ikke, så prøv at finde trøst i at man i gamle dage havde babyer liggende i et helt andet rum uanset hvad, og at det er gået helt fint alligevel.

Jeg ville OGSÅ være ked af ikke at kunne holde babyen med det samme, men det behøver ikke betyde "katastrofe og alt er ødelagt". Formodentlig vil du kunne holde din baby indenfor MAX et par timer, og jordemødrene ved godt, at det giver øget risiko for at man har svært ved at knytte sig til sit barn, så de skal nok hjælpe dig med at kapere det hele. Og det samme gør din mand. Og han elsker dig og han elsker jeres datter, og så skal det nok komme stille og roligt at den kærlighed smitter til dig også. :kram2

HVIS det skulle gå så galt, at din mand ikke kan være sammen med dig i lang tid efter AKS (hvilket jeg ikke rigtig kan forestille mig, han kan vel gå mellem gangene, og i de fleste tilfælde kan man da mig bekendt være sammen igen samme dag?) så er der sikkert mulighed for at du kan få noget familie eller venner ind og besøge sig. Jeg ved godt, at det ikke er det samme, men alene, det bliver du aldrig helt. :kram2

Mht. det efterfølgende, så tænker jeg da bestemt at der er noget, der vil påvirke dig. Du vil sikkert være ked af en eller flere ting og føle dig snydt. Men man har sikkert op og nedture som nybagt mor uanset hvordan barnet kom ud, og jeg tror på, at der er hjælp at hente, hvis man ikke kan "komme sig over" at have fået AKS. Måske kunne du endda tale med din mand om din frygt for efterfødselsreaktioner og depression? Jeg har talt med min mand om hvad tegnene er, og han har lovet mig at være "obs" på det, bare for en sikkerheds skyld. Det giver mig lidt ro. Det forhindrer ikke, at jeg kunne få en fødselsdepression, men det giver mig en tryghed at vide, at hvis jeg skulle få det, så er vi to om at "opdage" det og få mig i noget behandling (og det i sig selv, tror jeg er forebyggende). Måske vil du ikke føle at du har født, men du har stadig BÅRET dit barn helt til livets begyndelse. Husk at du stadig er mor og ligesom kærlighed ikke sidder i brysterne, så sidder det sørme heller ikke i vores hoo-haa ;)

Jeg tror AKS er hårdt, og jeg er OGSÅ bange for det, men HVIS det sker (hvilket er USANDSYNLIGT) så KLARER vi den alligevel! Fordi vi har vores kærlige mand og vores nye lækre lille baby! :7himmel (Og alle vores søde og støttende BK-tøser! :lovebk :gp :7: )

Hm, ved ikke om noget af alt det her hjælper dig, men det hjalp faktisk mig selv på min frygt :blush Håber at det kan hjælpe dig lidt også. Vi skal nok klare det! :kram2

[MforMor]

Jeg er helt med på vognen! Jeg frygter det virkelig også og forstår alle dine tanker!

Dog er jeg også meget enig med Barbamama, at hvis det skulle ske, skal alt jo nok blive fint alligevel. For hvis det sker, er det jo fordi, det er nødvendigt. Og så prøver jeg at sige til mig selv, at det ikke går at være bange på forhånd. For jeg kan jo slet ikke vide, om det sker eller ej.

Men jeg forstår dig altså godt :kram2

[Guest Diden]

Jeg forstår udemærket godt din frygt! :unsure Men jeg har desværre ikke ret mange berogligende ord til dig. Ikke nogen som ikke allerede er skrevet ;)

Tag en dyb og berogligende indånding når panikken griber dig, og tænk at alt nok skal gå uanset hvordan det kommer til at gå :kram2

Men HÅBER HÅBER HÅBER at ALT kommer til at forløbe helt efter bogen :goodluck :goodluck :goodluck

[Susse]

Hej med dig jeg synes at det er super fornuftigt at du sætter dig ind i alle muligt udkom af en fødsel, på den måde kan du ikke blive overrumplet på samme måde.. Jeg havde da også læst om kejsersnit men havde aldrig troet at jeg skulle igennem det, havde en forestilling om at jeg ville føde let ca 40+3... Men jeg endte med at blive sat igang 41+3 og efter ca 40 timer endte det med aks... Svarer lige på dine spørgsmål i quoten med blåt

Jeg har besluttet at sætte mig ind i de forskellige slags komplikationer fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide at jo mere jeg ved jo mere rolig vil jeg være i en eventuel situation, og det er faktisk gået ok, jeg håber VIRKELIG ikke at noget af det sker for mig/os men jeg kan jo ikke gøre noget hvis det sker, så derfor er jeg sikker på at personalet er godt rustet til at hjælpe. Men da jeg læste om kejsersnittet begyndte jeg bare at græde og græde og alt inden i mig blev en til en hård klump af skræk og kedafdet-hed.

Der er mange ting i det.

Det første er selvfølgelig at jeg er bange for at babyen har det skidt, men det er også den grund der gør at jeg selvfølgelig accepterer og vil have hende ud i sikkerhed. aks behøver bestemt ikke at betyde at baby har det skidt, her trivedes Silje og hun var ikke det mindste påvirket af det lange fødselsforløb, det var pga manglende fremgang i fødslen at jeg fik aks, åbnede mig aldrig længere end 4 cm

Det andet er at jeg aldrig er blevet opereret og det gør mig bange. Bange fordi jeg mister følelsen i min krop, bange fordi jeg skal skæres i, bange fordi der med alle operationer er en risiko.Jeg er heller aldrig blevet opereret før, fik faktisk først taget min første blodprøve i forbindelse med graviditeten... Det med at miste følelsen i kroppen føles også lidt spøjst, det er lidt som når en arm eller et ben sover... Men man mærker slet ikke noget, jeg var lidt nervøs inden de gik igang, men det viste sig at de faktisk var godt igang, jeg mærkede intet... Man kunne dog høre på et tidspunkt at de rev noget op...Og ja der er en risiko ved operationer, men grunden til at foretage et aks er jo at risikoen ved fødslen er større, jeg er sikker på at hvis jeg ikke havde fået aks havde Silje og jeg ikke klaret den, så man skal jo se det i det lys... De vælger jo operationen fordi det er den bedste løsning i situationen

Det tredje er at jeg har hørt man stadig kan mærke at de roder rundt inde i én, og det skulle være forfærdelig ubehageligt. (det er dog det mindste problem, men lagt sammen med det andet hjælper det ikke) Seriøst jeg mærkede intet, jeg havde selvfølgelig også været i fødsel i mange timer og var udmattet.. Men mærkede ingen der trykkede eller skar eller noget... Men det kommer nok meget an på hvor langt henne i forløbet man får aks

Det fjerde et at jeg bliver passificeret, jeg kan intet se, jeg kan intet gøre jeg kan bare ligge der og tude og være bange bag en stor blå skærm. Det kan være frustrerende ikke at kunne gøre noget, men efter et langt og sejt forløb var jeg bare glad for at der skete noget... Nåede aldrig at blive bange, men det var lidt overvældende at der skete så meget omkring en, man kunne bare prøve på at følge med... Din mand/kæreste vil sidde ved din side undervejs, så der er nogen til at tage sig af dig og i mit forløb var læger og sygeplejersker også bare så gode til at berolige og forklare.. .Selvom jeg ikke hørte meget i min døs hi hi

Det femte er at jeg ikke bliver den første til at holde hende, jeg får ikke de første timer med hende, de tager hende efter meget meget kort tid, måske får jeg kun lov at se hende før de kører hende afsted på børneafdelingen. Og det ville være ok hvis jeg kunne følge efter kort efter, men jeg vil jo stadig være midt i en operation og der vil gå flere timer før vi kan genforenes. (dette er nok det værste punkt for mig)Silje blev aldrig taget fra os, hun blev bare lige tjekket af en læge inde på stuen og ellers kom hun over til min mand med det samme og han sad så med hende ved min side... Normalt får man så barnet over når man er blevet lappet sammen, dette er hvis der ikke er komplikationer, jeg mistede så meget blod (ikke pga kejsersnittet) så min mand og Silje blev smidt ud af stuen mens de prøvede at få mig til at stoppe med at bløde... Men vil sige det gik mig ikk på der, jeg havde nok at gøre med at hænge på og havde nok i mig selv... Men altså ofte bliver mor og barn slet ikke skilt ad, du får godt nok ikke babyen op på maven, men du ser din mand sidde hud til hud med ungen, det fik mig til at smelte :loveshower Og trods vores seje forløb var vi altså alle tre genforenet efter kort tid

Det sjette er at jeg vil føle mig så forbandet alene min mand SKAL være ved vores datter alt andet vil jeg ikke kunne leve med, hun skal ikke være alene i den store verden hun skal passes på. Men det efterlader mig alene. Og selvom der vil være mange omkring mig er det jo ikke det samme. Jeg følte mig ikke alene til sidst da min mand blev smidt ud, det var først da jeg havde fået blod og lå på opvågning at jeg savnede min mand... Men som beskrevet ovenover er det bestemt ikke sikkert at i overhovedet bliver skilt.

Det syvende er at jeg er bange for at jeg ikke vil føle hun er min, fordi jeg jo måske ikke får lov at holde hende med det samne. Jeg havde slet ikke det problem, så snart jeg fik hende over på brystet kom beskyttertrangen og kærligheden til hende er bare vokset og vokset

Det ottende er bagefter:

-vil jeg føle jeg har født? Eller vil det være uafsluttet? Dette var jeg også meget opmærksom på, men jeg følte mig ikke snydt for min drømmefødsel, jeg var lykkelig for at vi alle havde det så godt oven på sådan en omgang... Men man skal være opmærksom på at få det talt igennem med alle der vil høre på en, da man da sikkert kan få en reaktion.. Men jeg kunne hurtigt mærke at jeg havde det så fint med udfaldet, jeg ville jo aldrig få en perfekt fødsel alternativet var at det kunne være gået helt galt

-vil jeg kunne bære hende? Og kan hun ligge på min mave?Det er rigtig hårdt fysisk oven på et kejsersnit, jeg kunne ikke løfte hende de første par dage og min mand stod for alt skifteriet de første 3 dage, da det var hårdt for mig at stå op i længere tid.. Men det hjalp så heller ikke at jeg havde mistet så meget blod... Jeg kunne ikke have Silje liggende på min mave, da den var meget øm og oppustet, så de første dage ammede jeg i tvillingestillingen, da den er skånsom for maven. Men det gode var at min mand virkelig kom ind i gamet og tog sig af tøsen og hjalp mig med at løfte og lægge Silje til

-vil jeg føle mig snydt før de første timer (ja)Jeg gjorde ikke, havde nok i at komme mig... Jo ville da gerne have haft hende op på maven, men har ærligt taget ikke tænkt meget på det... Jeg tænker i stedet på hvordan det kunne have gået

-hvad med komplikationer, hvordan vil det påvirke mig? De eneste komplikationer jeg har haft er at der gik lidt betændelse i såret, men en gang antibiotika tog det.. Så jeg helede hurtigt og var meget hurtigt på benene... Fødte tidligt torsdag morgen og allerede om mandagen var vi i Bilka og tirsdag gik jeg en længere tur med barnevognen

-vil oplevelsen kunne udløse en efter fødsels depression? Ja det kan det da helt sikkert, men det kan en normal fødsel også, det vigtigste er at få snakket hele forløbet igennem mange gange... Jeg skrev det ret hurtigt ned og postede det herinde :whistling det var en måde for mig at få det bearbejdet.. og du kan læse om fødslen i min graviditetstråd eller i min mortråd er der også en henvisning

-hvor lang tid vil vil jeg have ondt? Jeg havde vildt ondt et par dage, men så gik det hurtigt fremad... Da det så begyndte at blive ømt igen gik jeg til læge og det var så fordi der var baktusser i ;) Men et par uger gør meget ved sagen,.. Men på trods af ømhed gik jeg altså mange og lange ture.. Efter 5 uger var jeg igang med træning igen... Det værste synes jeg er at man ikke må løfte noget de første 8 uger, så det kræver lidt logistisk planlægning med indkøb og sådan.

Osv....

Sandsynligheden for at det ender i AK er ikke større hos mig end andre (13% af alle fødsler), men jeg vil rigtig gerne kunne slippe frygten og kunne have det ok med det, hvis det skulle ende dér. Føler mig hæmmet af det.

Nogen der kan hjælpe mig??? Håber det hjalp, det blev bestemt langt hi hi... Ellers må du bare spørge hvis der er andet du vil vide eller noget.

[Barbamama]

Måske kunne man egentlig sige, at vi ikke skal frygte selve kejsersnittet, men istedet det, der gør kejsersnit nødvendigt. AKS er jo sådan set "løsningen" og ikke problemet...

Jeg ved ikke om det hjælper at "flytte" frygten på den måde, men for mig gør det lidt. Fordi jeg har ikke ord eller et præcist billede af hvad "det der, der gør AKS nødvendigt" er... Så på en eller anden måde kan den tankegang støtte mig i at leve i lykkelig uvidenhed :whistling

(Og jeg vil opfordre til at man IKKE giver sig til at google, hvad der giver anledning til AKS, for så bliver man da bare endnu mere bange :lolhit)

En anden tanke er at nogen vælger kejsersnit helt frivilligt. Og får lov til det. Personligt ville jeg ABSOLUT foretrække vaginal fødsel, men jeg tænker lidt, at når nogen vælger PKS og får lov til det, så må det også være fordi lægerne har ret godt styr på det, og stoler på at de små bebser kan klare det :)

[Susse]

Måske kunne man egentlig sige, at vi ikke skal frygte selve kejsersnittet, men istedet det, der gør kejsersnit nødvendigt. AKS er jo sådan set "løsningen" og ikke problemet...

En anden tanke er at nogen vælger kejsersnit helt frivilligt. Og får lov til det. Personligt ville jeg ABSOLUT foretrække vaginal fødsel, men jeg tænker lidt, at når nogen vælger PKS og får lov til det, så må det også være fordi lægerne har ret godt styr på det, og stoler på at de små bebser kan klare det :)

Det er netop dette der gør at jeg har det så godt med udfaldet af min fødsel... AKS var jo netop redningen, ellers var både ungen og jeg gået til er jeg overbevist om... Så det gør at jeg synes at det var det bedste udfald når det nu skulle være sådan

Og det spøjse er at selvom jeg har fået aks er jeg faktisk bange for pks, da jeg der ved hvad jeg skal igennem og hvornår, ved aks sker det jo mens man er træt og bare gerne vil have det overstået... Så frygter næste fødsel lidt, men hva det går jo nok alt sammen :rolleyes

[Guest Sebastians-mor]

Super du forsøger at forberede dig så godt du kan :)

Jeg fik aks med min søn og pks med min datter.

Det første er selvfølgelig at jeg er bange for at babyen har det skidt, men det er også den grund der gør at jeg selvfølgelig accepterer og vil have hende ud i sikkerhed. Lige meget hvorfor man/du skulle ende med at få aks er er er en god grund, det synes jeg gør det nemmere at acceptere.

Det andet er at jeg aldrig er blevet opereret og det gør mig bange. Bange fordi jeg mister følelsen i min krop, bange fordi jeg skal skæres i, bange fordi der med alle operationer er en risiko.

Jeg var heller aldrig blevet opereret før. Jeg nåede slet ikke at overveje tingene, da det gik så stærkt, at jeg bare fulgte med.

Det tredje er at jeg har hørt man stadig kan mærke at de roder rundt inde i én, og det skulle være forfærdelig ubehageligt. (det er dog det mindste problem, men lagt sammen med det andet hjælper det ikke)

Jeg kunne måske mærke en lille smule, men ikke det vilde og ikke så det var super ubehageligt, det er vel mere tanken om hvad der sker. Med min søn kunne jeg mærke da de pressede på brystkassen, det kunne jeg ikke med min datter.

Det fjerde et at jeg bliver passificeret, jeg kan intet se, jeg kan intet gøre jeg kan bare ligge der og tude og være bange bag en stor blå skærm.

Mit fokus var et helt andet sted, så det bed jeg slet ikke mærke i.

Det femte er at jeg ikke bliver den første til at holde hende, jeg får ikke de første timer med hende, de tager hende efter meget meget kort tid, måske får jeg kun lov at se hende før de kører hende afsted på børneafdelingen. Og det ville være ok hvis jeg kunne følge efter kort efter, men jeg vil jo stadig være midt i en operation og der vil gå flere timer før vi kan genforenes. (dette er nok det værste punkt for mig)

Det har jeg haft det rigtig svært med, så kan sagtens følge dig.

Jeg så min søn sådan rigtigt efter ca 3 timer, men har veninder der har fået aks og der var de ikke adskilt fra deres små, så det afhænger nok af hospitalet. Jeg oplevede det dog ikke specielt hårdt efter kejsersnittet, jeg var så træt at jeg små døsede og overskuddet var ringe. Det er først efterfølgende jeg føler jeg mangler noget. Jeg havde håbet jeg ville få den første tid da jeg skulle have min datter da man på hillerød hvor jeg fødte har sit barn hos sig ved pks, men da der kom kompliktaitoner da hun slugte vand og hun endte på neonatal skulle det ikke være sådan. Heldigvis var de på opvågning meget opmærksomme på at jeg hutigt skulle til mine børn, så der var en god støtte.

Jeg har lært at acceptere at jeg ikke skal have de første timer med mine børn og så glædes over at de i stedet har haft nogle rigtig gode timer med deres far og han har fået lov at opleve det som ellers er tiltænkt moderen, han havde vores søn liggende på maven de første mange timer, vores datter var lidt andereldes da hun skulle have ilt.

Det sjette er at jeg vil føle mig så forbandet alene min mand SKAL være ved vores datter alt andet vil jeg ikke kunne leve med, hun skal ikke være alene i den store verden hun skal passes på. Men det efterlader mig alene. Og selvom der vil være mange omkring mig er det jo ikke det samme.

Jeg følte mig ikke alene, efter aks var jeg for træt. Med min datter havde jeg personale omkring mig hele tiden og jeg var optaget af at skulle til hende, men følte mig ikke alene.

Det syvende er at jeg er bange for at jeg ikke vil føle hun er min, fordi jeg jo måske ikke får lov at holde hende med det samne.

Mine børn er mine i lige så høj grad som havde jeg født dem naturligt. Min kærlighed til dem er hverken mere eller mindre og deres til mig er heller ikke. Det er de allerførste timer i deres liv og det har ikke betydning i det store regnskab efter min mening.

Det ottende er bagefter:

-vil jeg føle jeg har født? Eller vil det være uafsluttet?

Det tror jeg kommer an på omstændighederne på aks. Jeg føler jeg har født min søn, jeg var i fødsel i 20 timer, fuldt åben og pressede, men han lå skævt og ville ikke rokke sig, så jeg føler ikke jeg som sådan er blevet snydt på den front. Måske jeg ville hvis jeg ikke var kommet så langt i fødselsforløbet, det ved jeg ikke. Jeg havde håbet jeg kunne prøve det helt rigtigt altså fuldt med min datter, men hun vendte forkert i mavsen og pga mit helbred og gammelt kejsesnit, var det bedst at hun kom med pks. Jeg har måtte accepterer at jeg ikke kommer til at føde normalt, men det synes jeg også jeg har gjort.

-vil jeg kunne bære hende? Og kan hun ligge på min mave?

Det har jeg kunne med begge mine børn-

-vil jeg føle mig snydt før de første timer (ja) Formentligt, men tal om det så meget som du kan. Det synes jeg har hjulpet.

-hvad med komplikationer, hvordan vil det påvirke mig?

Det er jo ikke til at vide, der behøve ikke være komplikationer. Jeg havde ingen efter min søn. Efter min datter fik jeg underlivsbetændelse, men det kunne jeg ligeså godt have fået efter normal fødsel.

-vil oplevelsen kunne udløse en efter fødsels depression?

Det ved jeg ikke, måske det kommer an på hvordan du bearbejder det. Jeg har ikke haft nogen efterfødselsreatktion nogen af gangene.

-hvor lang tid vil vil jeg have ondt?

Jeg havde ondt 4-6 uger, men aftagende.

Jeg håber du får en god fødsel :)

[Guest]

Åh tak piger... det hjælper faktisk... men er altså også bare ekstremt hormonel i dag, det hjælper selvfølgelig ikke mine katastrofe tanker her.

Og tak for en GOD akut kejsersnit historie Sinning, det er vist det jeg har mest brug for. Jeg vil helt klart læse din fødsels beretning senere i dag.

EDIT: og tak Sebastians-mor

[Guest Sebastians-mor]

Det er netop dette der gør at jeg har det så godt med udfaldet af min fødsel... AKS var jo netop redningen, ellers var både ungen og jeg gået til er jeg overbevist om... Så det gør at jeg synes at det var det bedste udfald når det nu skulle være sådan

Og det spøjse er at selvom jeg har fået aks er jeg faktisk bange for pks, da jeg der ved hvad jeg skal igennem og hvornår, ved aks sker det jo mens man er træt og bare gerne vil have det overstået... Så frygter næste fødsel lidt, men hva det går jo nok alt sammen :rolleyes

Det mest mærkeligt ved pks er selv at gå ned til operationsstuen og ligge sig op på operationsbordet og så vide at man har en lille en lige om lidt :) Jeg synes ihvertfald det var spøjst.

[Guest Sebastians-mor]

Åh tak piger... det hjælper faktisk... men er altså også bare ekstremt hormonel i dag, det hjælper selvfølgelig ikke mine katastrofe tanker her.

Og tak for en GOD akut kejsersnit historie Sinning, det er vist det jeg har mest brug for. Jeg vil helt klart læse din fødsels beretning senere i dag.

EDIT: og tak Sebastians-mor

Så lidt ;) Og du må endelig spørge hvis der er andet du vil vide, svarer gerne :)

[Susse]

Det mest mærkeligt ved pks er selv at gå ned til operationsstuen og ligge sig op på operationsbordet og så vide at man har en lille en lige om lidt :) Jeg synes ihvertfald det var spøjst.

Det kunne jeg godt forestille mig... Og det med at man får en dato lang tid índen... Men :btopic

Det er godt du kunne bruge vores erfaringer til noget Majs, og du skal endelig bare spørge løs hvis du kommer i tanke om noget

[TroldeMor]

Årh søde Maja :kram2 :kram2

Jeg forstår så udemærket dine bekymringer, og jeg er også selv bange for aks.... Men jeg støtter mig op ad Barbamamas utroligt velskrevne ord! ( Edit: -og de mange velskrevne ord fra de andre som nåede at skrive mens jeg lavede dette indlæg :blush )

Det er stort og overvældende at blive mor.... Om det er på normal vis, eller via et KS..... Og jeg tror du vil have meget ud af at fokusere på det positive ved en evt. operation (og også holde fokus på at det er meget usandsynligt at det skulle ske) selv om det lyder dumt, så er det jo virkelig stort at muligheden for AKS er til stede.... Det sikrer at vi kan få vores små babyer sikkert til verden, selv om noget skulle forhindre den naturlige vej :kram2

Og når man sætter det op imod, ikke at få sin baby med hjem................ Så er generne ved et AKS meget, meget små :kram2

(og jeg siger virkelig ikke det her for at underminere dine følelser og din frygt.... Men håber det kan hjælpe dig at få et andet perspektiv :kram2 )

Hm.... Måske blev det noget rod jeg fik skrevet..... Men jeg håber du forstod min mening :kram2

[Myliona]

Jeg er også VIRKELIG bange for kejsersnit!

Jeg har brugt lang tid på at vende den og tænke på de gode ting ved kejsersnit!

1. Man kan få "ro" de første timer efter, og får sovet lidt måske

2. Faren kommer mere på banen, og får derfor muligheden for at få et enormt tæt bånd til barnet. Han bliver jo den som er hud mod hud i starten.

3. Man har en FANTASTISK undskyldning for KUN at fokusere på sit barn de første mange uger, og derfor bede andre om en masse hjælp, helt uden at føle dårlig samvittighed (Man er jo blevet opereret ;) - og i forhold til at være gravid og føle, så er det jo noget man kan sidestille med at være "syg!")

Der kan sikkert skrives flere "positive" ting på den liste.. Men jeg forsøger at fastholde de positive ting, også smide de dumme ting i baggrunden :) Det hjælper lidt...

[Solvej99]

Jeg har ikke nogen kloge ord, men vil bare give et kram og sige at du bestemt ikke er alene med de tanker. Jeg havde præcis samme overvejelser, da jeg var gravid :kram

Jeg synes at Sinning har en utrolig god tilgang til det og jeg tror at det er vigtigt at have, så du netop ikke ender med en efterfødselsreaktion fordi det hele ikke gik som du havde forventet. Og dette gælder nok i det hele taget og ikke kun ved aks.

[Solvej99]

Jeg er også VIRKELIG bange for kejsersnit!

Jeg har brugt lang tid på at vende den og tænke på de gode ting ved kejsersnit!

1. Man kan få "ro" de første timer efter, og får sovet lidt måske

2. Faren kommer mere på banen, og får derfor muligheden for at få et enormt tæt bånd til barnet. Han bliver jo den som er hud mod hud i starten.

3. Man har en FANTASTISK undskyldning for KUN at fokusere på sit barn de første mange uger, og derfor bede andre om en masse hjælp, helt uden at føle dårlig samvittighed (Man er jo blevet opereret ;) - og i forhold til at være gravid og føle, så er det jo noget man kan sidestille med at være "syg!")

Der kan sikkert skrives flere "positive" ting på den liste.. Men jeg forsøger at fastholde de positive ting, også smide de dumme ting i baggrunden :) Det hjælper lidt...

Super god idé at vende den om og se de positive sider :super

[Forunderligt]

Super debat :lovebk

Jeg tror også på at det bedste middel mod noget man frygter er at få information og erfaringer fra andre, og få det talt igennem på forhånd på den ene eller anden måde, så man kan lave en slags "hvad nu hvis" plan, som man ved man kan leve med. Jeg kan så godt forstå frygten, jeg kender den, så tak fordi du bragte det på banen Maja og tak til jer andre piger for nogle utroligt gode svar.

[MissingLink]

Jeg har så været igennem 2 x AKS, der forløb helt forskelligt. Nu sprøger du, og jeg svarer- råt for usødet- håber det er ok ;)

1 AKS med Isabella, 36+0:

- Der gik ca. 20-25 min fra de sagde hun skulle ud, til de gik igang med AKS. Jeg havde så store smerter, at det føltes som en lettelse, da de sagde det. Isabella havde det fint i maven, men da CTG´en konstant stod på 100 i 20 min (som i en helvedes ond ve, der bare bliver ved), var de bange for min livmoder var ved at briste. Selvom det var et AKS, foregik det faktisk "stille og roligt". De var meget søde på stuen, og rigtig gode til at fortælle hvad der skulle ske. Det ER en lidt underlig fornemmelse, at være bedøvet, men det var langt fra så "farligt" som jeg havde gået og forestillet mig- heller ikke bedøvelsen ;) Jeg var blevet scannet 2 dage inden, og scanningen sagde der 2850 gram. De havde derfor skåret hul til sådan en størrelse. De havde en del problmer med at få bakset hende ud. Indrømmet; det var rigtig ubehageligt. Det gjorde som sådan ikke ondt, men det føltes meget som om der var et massivt tryk på maven, og luften ligesom bliver trykket ud af én. Forklaringen på det kom så, da Isabella kom ud. Hun vejede 3.900 gram, og var derfor temmelig meget for stor i forhold til, hvad de havde regnet med. Hun var et såkaldt lagkagebarn (man skal åbenbart give lagkage, hvis man har skønnet over 1 kg forkert)

Hun kom over og blev hurtigt undersøgt, men hun skreg så højt, at der ikke rigtig var noget at tage fejl af :D Alt var ok. Jeg fik hende temmelig hurtigt over at se, og kunne nusse hende på kinden. Imens de lappede mig sammen (tog nok 20 min) sad far med Isabella, og så snart de var færdige, fik jeg hende over til mig. Hun kunne sagtend ligge i mine arme/på brystet, og der lå hun mens jeg blev kørt på opvågning. Hun var hos mig hele tiden på opvågningen. Far kørte hjem efter nogle ting (som vi jo ikke lige havde nået at få med) Jeg havde alenetid med Isabella. Det er noget af det mest fantastiske jeg kan huske. Duften af baby og den tilknytning vi fik dér sammen- helt alene :loveshower

Isabella blev født kl. 18:45, og jeg var oppe at gå igen omkring midnat. Det gjorde nas første gang jeg skulle ud af sengen, men derefter var det ikke så galt. Jeg gik frisk og frejdigt rundt dagen efter, og vi blev udskrevet onsdag morgen (hun blev født søndag aften). Jeg synes faktisk det var en god fødsel, nu hvor jeg tænker over det :biglove

2 AKS med Karoline, 29+2

Det er selvfølgelig lidt af en anden historie, som bærer meget præg af, at hun er født så meget for tidligt. Jeg var gået i fødsel, men fordi jeg er opereret for livmoderhalskræft, har jeg dannet en masse arvæv omkring livmoderhalsen. Der var ingen livlmoderhals, men jeg kunne ikke åbne mig. Jeg havde haft veer ca. 2 døgn, og begyndte at få presseveer. Selvom vehæmmende drop bankede igennem, hjalp det ikke. Der gik derfor 10 min fra de sagde hun skulle ud, til jeg sad med nålen i ryggen på OP. Denne gang gjorde det slet ikke ondt. Der var ikke rigtig noget ubehag da de tog hende ud. Jeg så hende kort, og så løb ad afsted med hende. Jeg ville have de skulle tage hende væk, fordi jeg ville, at de skulle hjælpe hende i en fart. Men det var en meget underlig følelse. Så snart jeg kunne mærke mine ben igen, gik jeg på neo for at se hende- smerter eller ej. De fleste bliver kørt derover i sengen, men jeg nægtede at vente på en portør :blush Jeg husker desværre meget lidt fra de første døgn. Min umiddelbare forklaring må være, at jeg simpelthen ikke nåede at opfange, at jeg skulle føde.

Jeg tror noget af det vigtige er, at man er klar over, at man skal føde. Så længe hovedet er med hele vejen, så tror jeg ikke du skal frygte så meget. AKS lyder som voldsomt, med det behøver det slet ikke at være. Hvis det skulle gå sådan, så bed om at få forklaret præcis hvad der skal ske og hvordan. Rigtig mange gange, tager man AKS pga af moderens tilstand og ikke barnets. Begge gange blev de ved med at sige til mig under forløbet, at baby havde det fint. Det hjalp lidt, for hvis bare baby havde det fint, så kunne jeg godt udholde hvad udholdes skulle. Hvis barnet har det godt efter fødslen, så bed om at få baby med dig på opvågning. Det ved jeg godt kan lade sig gøre :biglove

Håber for dig, at du får en helt naturlig og fantastisk fødsel :loveshower

[Guest]

TUSIND TAK FOR SVAR PIGER :lovebk :biglove :super :kram2 :kram :tak :lovebk

Jeg opgiver altså lige at multiquote for der er så mange der er kommet med rigtig gode svar.

Jeg syntes det er dejligt at høre at nogle af de forestillinger jeg har omkring AKS ikke holder, medmindre der faktisk er yderligere komplikationer. Jeg er rigtig glad for at i vil dele jeres historier med mig, det gør faktisk en stor forskel at høre hvad jeres oplevelser har været.

Jeg har det meget bedre med det nu end jeg havde i går aftes og i formiddags, og jeg vil helt sikkert snakke med min mand om mine tanker så han er forberedt på det vi har bare ikke haft tid til sådan en snak endnu.

Da jeg nævnte det spurgte han om nogen i min familie har fået PKS eller AKS og faktisk så er der ikke et eneste blodsbeslægtet familiemedlem der har fået et kejsersnit - en tante har vist som den eneste fået AKS en enkelt gang. Men tror ikke som sådan det er arveligt, komplikationer sker jo bare en gang imellem.

Jeg vil tage din liste Myliona og se om ikke jeg kan bygge videre på den og så vil jeg tænke på at AKS er meget bedre end alternativet at enten jeg, babyen eller ingen af os kommer med hjem og DET er jo LAAANGT værre.

Jeg tror faktisk at jeg vil skrive på min fødsels ønske liste at jeg ønsker far og baby hos mig i tilfælde af AKS HVIS det kan lade sig gøre, eller måske vil jeg bare sige det til manden. Bare så jeg ved at det bliver hørt - den tanke gør mig mere rolig.

Så skal vi nok klare operationen det bliver jeg simpelthen nød til - hvis bare min mand er der så klarer jeg det!!!

[Claire]

Jeg kan se, at du allerede har fået rigtig mange gode svar, og er glad for at se, at du er blevet lidt mindre skræmt omkring det, for jeg fik faktisk rigtig ondt af dig (og I andre, der også har det sådan), da jeg læste, hvordan du havde det. Det behøver nemlig ikke at være så skæmmende en oplevese at få AKS. Jeg vil prøve at svare på dine spørgsmål, og hvis du kan bruge det til noget, er det super - og hvis du allerede føler, at du har fået svar nok, så kan du bare springe over ;)

Måske skal jeg lige starte med at fortælle, at min fødsel endte i AKS efter mislykket forsøg på at få min søn ud ved hjælp af sugekop. I løbet af fødslen havde hans hjertelyd taget nogle dyk, og der havde været nogle 'events' på en eller anden maskine (ja, jeg forstod aldrig helt, hvad det var, den målte, men det var i hvertfald noget, der ikke var som det skulle være). Det viste sig så, at han havde været viklet ind i navlestrengen, som så havde været klemt, når der kom en ve - derfor havde hjertelyden dykket. Efter de mislykkede kop-forsøg blev jeg hastet afsted til 'rødt' AKS - dvs. at det skulle gå stærkt. Der gik 11 minutter, fra der blev trykket på knappen på fødestuen, til drengen blev født - det var effektivt :D

Nu lyder det hele ret voldsomt, når man sådan skriver det ned, men jeg føler, at jeg havde en fantastisk fødsel! Jeg var med hele vejen, og alle var SUPER gode til at forklare, hvad der skete, og jeg helt tryg hele vejen igennem. Det jeg nok prøver at sige med det her er, at når man selv står i det, er det ikke sikkert, at det er så slemt, som man forestiller sig, når man ser det i TV eller hører om det. De er rigtig dygtige, og de gør kun det, der er det bedste for barnet. Og AKS er ikke nødvendigvis så slemt, som det lyder :blush

Jeg har besluttet at sætte mig ind i de forskellige slags komplikationer fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide at jo mere jeg ved jo mere rolig vil jeg være i en eventuel situation, og det er faktisk gået ok, jeg håber VIRKELIG ikke at noget af det sker for mig/os men jeg kan jo ikke gøre noget hvis det sker, så derfor er jeg sikker på at personalet er godt rustet til at hjælpe. Men da jeg læste om kejsersnittet begyndte jeg bare at græde og græde og alt inden i mig blev en til en hård klump af skræk og kedafdet-hed.

Der er mange ting i det.

Det første er selvfølgelig at jeg er bange for at babyen har det skidt, men det er også den grund der gør at jeg selvfølgelig accepterer og vil have hende ud i sikkerhed.

Det var en af grundende til, at jeg kunne tage det så roligt igennem det hele - jeg var da ked af, at jeg ikke kunne føde selv, men når bare drengen havde det godt, så kunne jeg godt udvære at presse ham ud selv.

Det andet er at jeg aldrig er blevet opereret og det gør mig bange. Bange fordi jeg mister følelsen i min krop, bange fordi jeg skal skæres i, bange fordi der med alle operationer er en risiko.

Jeg har altid været bange for at skulle opereres, men det var faktisk først da lægen sagde, at nu ville jeg falde i søvn (jeg kom i fuld narkose), at jeg kom i tanke om det, og 5 sekunder efter var jeg faldet i søvn. Her bagefter vil jeg sige, at det da ikke var videre behageligt, men det var bestemt ikke så slemt, som jeg havde frestillet mig :blush

Det tredje er at jeg har hørt man stadig kan mærke at de roder rundt inde i én, og det skulle være forfærdelig ubehageligt. (det er dog det mindste problem, men lagt sammen med det andet hjælper det ikke)

Det kan jeg ikke sige så meget til, da jeg jo var i fuld narkose :)

Det fjerde et at jeg bliver passificeret, jeg kan intet se, jeg kan intet gøre jeg kan bare ligge der og tude og være bange bag en stor blå skærm.

Igen, det har jeg ikke prøvet

Det femte er at jeg ikke bliver den første til at holde hende, jeg får ikke de første timer med hende, de tager hende efter meget meget kort tid, måske får jeg kun lov at se hende før de kører hende afsted på børneafdelingen. Og det ville være ok hvis jeg kunne følge efter kort efter, men jeg vil jo stadig være midt i en operation og der vil gå flere timer før vi kan genforenes. (dette er nok det værste punkt for mig)

Her kan jeg kune være enig med Sinning og andre, der skriver, at det giver faren en helt fantastik mulighed for, at være sammen med barnet. Vi har de mesr fantstiske billeder af min mand, der sidder hud mod hud og giver min søn mad med en lille sprøjte. De har haft nogle dejlige timer sammen, som de ikke kunne have fået, hvis jeg havde født normalt.

Og selvom jeg var i fuld narkose, og derfor først skulle vågne, gik der ikke mere end to timer før jeg lå med min søn på maven :kuller Og bare lige for at slå det fast, så selvom far er helt fantastisk at lave ballade med, så er mor altså den bedste, når man er ked af det - så de par timers 'forsinkelse' har altså ikke skadet vores mor-barn-bånd :)

Det sjette er at jeg vil føle mig så forbandet alene min mand SKAL være ved vores datter alt andet vil jeg ikke kunne leve med, hun skal ikke være alene i den store verden hun skal passes på. Men det efterlader mig alene. Og selvom der vil være mange omkring mig er det jo ikke det samme.

Her kan jeg heller ikke hjælpe så meget, da jeg jo sov det meste af min 'alenetid' - men alle dem, der var rundt om mig var rigtig søde, og jeg følte mig ikke alene på noget tidspunkt.

Det syvende er at jeg er bange for at jeg ikke vil føle hun er min, fordi jeg jo måske ikke får lov at holde hende med det samne.

Jeg har slet ikke følt, at han ikke var min. Jeg har hele tiden tænkt, at vores søn var ved sin far, fordi jeg lige skulle sove rusen ud - og han har ikke manglet omsorg.

Det ottende er bagefter:

-vil jeg føle jeg har født? Eller vil det være uafsluttet?

Jeg kn godt lidt føle, at jeg mangler 'overgangen' mellem at være gravid og så at være blevet mor. Men det er ikke noget, der fylder ret meget, for jer ER mor, og hvis nogen spøger, så er denne følelse en meget lille pris at betale for at få et sundt og rask barn :)

-vil jeg kunne bære hende? Og kan hun ligge på min mave?

Jeg kunne have ham liggende på brystet med det samme, da jeg var vågnet bare han ikke kom for langt ned, og jeg har heller ikke haft problemer med at bære ham.

-vil jeg føle mig snydt før de første timer (ja)

Som sagt så ja, jeg føler også lidt, at jeg har manget noget, men som min jordemoder sagde, HAN har ikke manglet noget - heller ikke omsorg og kærlighed.

-hvad med komplikationer, hvordan vil det påvirke mig?

Det kan jeg dsværre ikke sige så meget til, andet end at du jo så er det bedste sted, du kan være :)

-vil oplevelsen kunne udløse en efter fødsels depression?

Det tror jeg godt de kan, men det gør den ikke automatisk - som sagt har jeg haft en rigtig god oplevelse af fødslen trods div. problemer.

-hvor lang tid vil vil jeg have ondt?

Jeg havde faktisk ikke voldsomt ondt, kun lige inden klipsene blev fjernet. Jo, det var hårdt og ømt, men ikke noget smertehelvede :)

Osv....

Sandsynligheden for at det ender i AK er ikke større hos mig end andre (13% af alle fødsler), men jeg vil rigtig gerne kunne slippe frygten og kunne have det ok med det, hvis det skulle ende dér. Føler mig hæmmet af det.

Nogen der kan hjælpe mig???

Åh det blev vidst langt og rodet, men jeg ville faktisk bare sige, at det ikke behøver at være så skræmmende og træls at få AKS :kram2

[Myliona]

Det der med at lave det til noget positivt skal man i øvrigt passe på..

Jeg var frygtelig angst for ikke at kunne amme.. Og derfor lavede jeg det at have et flaskebarn til noget positivt, og skrev lister om hvorfor det var fantastisk.. Det endte med jeg lige måtte lave en "hvorfor er det godt at amme" liste, fordi jeg faktisk endte med at tænke "Jeg dropper da det der amning, flaske er jo helt fantastisk" :lolhit

[A.K.]

åh er så bange for AK

Jeg er nu ikke så farlig :blush (sorry men kunne ikke lade være)

Jeg kan sagtens forstå du er bange for AKS - det tror jeg vi er mange der er - men jeg tror ikke du behøver frygte det så meget som du gør. Der er jo en grund til at det ender ud i AKS og det er jo kun fordi baby ikke har det godt hvor baby er, og skal ud hurtigst muligt. Nu har jeg aldrig selv fået et kejsersnit så kan ikke udtale mig om det 100%, men jeg tror rent faktisk ikke det har så meget at sige bagefter, om du føler du elsker dit barn mindre af den grund. Min veninde fik kejsersnit (juleaften for en del år siden efterhånden). Hun føler bestemt ikke anderledes overfor den lille purk end hun gør overfor de andre 2 børn hun har.

Nu har jeg ikke læst alle indlæg så ved ikke om der er spurgt ind til det. Er der risiko for AKS siden du er så bange for det??

[Barbamama]

Jeg er nu ikke så farlig :blush (sorry men kunne ikke lade være)

Jeg kan sagtens forstå du er bange for AKS - det tror jeg vi er mange der er - men jeg tror ikke du behøver frygte det så meget som du gør. Der er jo en grund til at det ender ud i AKS og det er jo kun fordi baby ikke har det godt hvor baby er, og skal ud hurtigst muligt. Nu har jeg aldrig selv fået et kejsersnit så kan ikke udtale mig om det 100%, men jeg tror rent faktisk ikke det har så meget at sige bagefter, om du føler du elsker dit barn mindre af den grund. Min veninde fik kejsersnit (juleaften for en del år siden efterhånden). Hun føler bestemt ikke anderledes overfor den lille purk end hun gør overfor de andre 2 børn hun har.

Nu har jeg ikke læst alle indlæg så ved ikke om der er spurgt ind til det. Er der risiko for AKS siden du er så bange for det??

Det var også min første tanke, da jeg så du skrev! :lol :lolhit

[Guest]

Jeg er nu ikke så farlig :blush (sorry men kunne ikke lade være)

Nu har jeg ikke læst alle indlæg så ved ikke om der er spurgt ind til det. Er der risiko for AKS siden du er så bange for det??

Ha ha det ved jeg nu ikke, har du ikke en tiger farm :D

Nej jeg har ikke større risiko end andre, så hvad frygten bunder i ved jeg ikke, andet end det jeg har skrevet. Syntes selv jeg plejer at være et rationelt menneske der kan tænke fornuftige tanker der får problem stillinger til at gi nogenlunde mening for mig, men jeg har åbenbart et ømt punkt lige her.

[A.K.]

Ha ha det ved jeg nu ikke, har du ikke en tiger farm :D

Tjaaaeh hvis du vil kalde de her to for tigre, så jo.. De er bestemt også faaaaaarlige. De vil både kæles for og nusses på maven :box

Det er vist det tætteste jeg kan komme på tigre ;) :D

Nej jeg har ikke større risiko end andre, så hvad frygten bunder i ved jeg ikke, andet end det jeg har skrevet. Syntes selv jeg plejer at være et rationelt menneske der kan tænke fornuftige tanker der får problem stillinger til at gi nogenlunde mening for mig, men jeg har åbenbart et ømt punkt lige her.

Bare vent og se, du får ikke et kejsersnit :)

:kram