Ønske- eller overraskelsesbaby?

[GBP86]

Bare for at få lidt "hygge-snak" ind i vores gruppe og lære hinanden bedre at kende.

Er jeres lille september-baby planlagt eller lidt af en overraskelse. Og til de førstegangs mødre, føler i jer klar til at "bliv voksen" og være forældre? :-)

Personligt var vores lille stjerne delvist planlagt. Efter 8års forhold, fik jeg endelig overtalt kæresten til at prøve ;-) Men efter mine to spontane aborter havde vi fået så ondt i hjertet over at miste, at vi besluttede os at holde et års pause og begynde at beskytte os igen.

Men som vi prøver at lære de unge mennesker så virker den slags ikke altid og wupti, samme dag som jeg skulle til fest (og havde planlagt at tømme flere flasker vin ;-)) fik jeg det underligt. Tog instinktivt en test og der var slet ingen tvivl.

Vi er begge helt klar på fremtiden. Aner ikke hvordan det bliver, men vi er stadig dejligt forelsket i hinanden, og hinandes bedste venner. Og vi elsker allerede den lille i maven. Så mon ikke vi vokser med opgaven ;-)

[Sensommerbaby]

Graviditeten var planlagt efter et over 10 år langt forhold. (Vi mødte hinanden ret ungt og har idag været gift i nogle år). Rammerne er der (uddannelse,job, hus mv.) Men efter et par aborter i bagagen sidste år gik vi også og slikkede vores sår. Men grebet lidt af nytårsstemningen blev vi vist. :rolleyes

Barnet er ØNSKEbaby og meget velkomment... :loveshower

Har oplevet at folk spørger om vi har prøvet længe når de har fået at vide at vi venter os. Måske fordi man bare har forventet det snart måtte ske, når nu det var så sikkert at det var os og vi har været sammen så længe.

Men synes stadig at det er et meget personligt spørgsmål!!?

Er vi de eneste der har prøvet at få det?

[Charlotte75]

Dette barn er uden tvivl et ønskebarn, men på samme tid også en stor overraskelse :loveshower

Før vores datter blevet undfanget var vi igennem inserminering og gik og ventede på at vi skulle i gang med reagensglas ved næste mens. Den kom så aldrig da jeg var blevet gravid :balloon

Efter hendes fødsel lyttede vi til lægerne og brugte prævention til hun var ½ år gammel. Efter nogle år besluttede vi os for, at nu var tiden til at starte i behandling igen. Men efter mange dyre forsøg uden resultat, gav vi op for ca 4 år siden. Vi har ikke beskyttet os i alle de år og håbet har været der, men vi havde nok endelig accepteret at vores datter forblev enebarn...

Sidst i december/først i januar begyndte jeg at blive mistænksom, men min cyklus drillede nok bare og testene var jo altid negative. Vi besluttede os for, at hvis der stadig ikke var sket noget 1. februar, så testede jeg. Til vores store glæde og overraskelse kom der 2 meget tydelige streger med det samme.

[anneweng]

Vores baby er bestemt en planlagt ønskebaby :loveshower Vi blev gift i maj sidste år og var kort forinden blevet enige om, at nu var vi ved at være klar til et barn.. Kort efter brylluppet fandt jeg ud af at jeg allerede var gravid, men desværre endte det i en spontan abort og et langt forløb efterfølgende på hospitalet.. Så vi tog os lige en periode i efetråret hvor vi igen beskyttede os indtil vi igen følte os psykisk klar til at prøve og vi må åbenbart passe godt sammen for igen skete det i første forsøg :) Så nu glæder vi os bare til at se det lille pus til september..

Jeg syntes bestemt jeg er klar til at blive mor og blive voksen, men ved jo også godt at det er umuligt at vide hvordan det hele bliver før man selv har prøvet det..

Jeg oplevede også tit at folk spurgte om vi havde prøvet længe da de hørte at jeg var gravid og det var faktisk lidt et svært spørgsmål at svare på. For det var jo de færreste jeg ville fortælle om aborten, så derfor blev mit svar bare vi havde prøvet siden brylluppet. Men du har ret det er faktisk et meget personligt spørgsmål :(

[LDM]

Vores lille dreng er planlagt, altså vi var enige om at jeg smed pillerne, og 3 måneder senere var der 2 streger, havde slet ikke forventet at det ville gå så stærkt :) vi har været kærester i 5 år og gift i 3, har villa, vovse og peugeot, så vi er bestemt klar :)

Men, selvom jeg glæder mig ekstremt meget til at blive mor, så bliver jeg sgu bange nogle gange, for er det nu det rigtige, er jeg god nok, hvad hvis jeg ikke kan lide mit barn eller bliver træt af det? Og alle de der spørgsmål.. især opdragelse er jeg nervøs for, og alle andre har bare så mange meninger og holdninger omkring det emne, at næsten uanset hvad man gør er der nogen der ser skævt til en.. det gør mig lidt irriteret :)

Er blevet spurgt et par gange om det var planlagt, og det er ok. Men er også blevet spurgt en enkelt gang om jeg stadig var sammen med faderen! Der blev jeg lidt sur, for det kommer da ikke andre ved om jeg er alene eller ej, heldigvis har jeg en fantastisk mand der vil det her ligeså meget som jeg selv :)

[Bamse&Kylling]

Vores baby er lidt en dejlig blanding!

Fra september sidste år til januar i år har jeg været i Portugal og læse et semester i forbindelse med min uddannelse. Da jeg skulle afsted uden kæresten var det et godt tidspunkt at holde pause fra p-pillerne - mest for kroppens skyld. Min kæreste besøgte mig dernede til jul og nytår, hvor vi havde aftalt, at blev jeg gravid indenfor de 12 dage, var det super og hvis ikke, ville jeg tage p-piller igen når jeg kom hjem, da det ellers ville passe dårligt med uddannelsen, hvis det skete nogle måneder senere.

Til min store overraskelse friede min kæreste til mig i Portugal og nogle dage senere blev jeg gravid - så det var lidt af et visit han aflagde i Portugal.!! :loveshower

Min cycklus var helt tosset dernede og jeg troede på ingen måde, at det ville ske indenfor et så kort interval plus at min menstruation i forvejen var forsinket halvanden måned da han kom, så min største bekymring var, at jeg skulle have menstruation, mens han var der, men nej, den er stadig ikke kommet, hehe..

Vi er begge klar til forældre rollerne og det er heldigvis også kun mig der er studerende, så det hele skal nok lykkedes.

Hos mig har andres spørgsmål ikke været, om vi har prøvet længe, det har til gengæld været, om det var planlagt. Synes også det er et ret mærkeligt og personligt spørgsmål, men jeg tager det med et smil. Og i følge min kæreste blev min krop baby klar, efter han havde været på knæ :7himmel

[GBP86]

Vi har oplevet en del der sagde før vi begyndte at prøve, hvornår der skete noget. Lidt anstrengende.

Men det var værre efter første gang jeg arborterede. Der var alle "bare op på hesten igen", nu var vores mission med at stifte familie afsløret og derfor var der en del der heppede på hvornår der skete noget igen. Det var et kæmpe pres, og sårede mere end det gavnte.

[lea 1309]

:loveshower Vores 8 barn er planlagt :loveshower

[Fister]

Vores Fister er en ønskebaby. M og jeg har været sammen siden 2005 og blev gift i oktober 2011. Vi er begge i slutningen af 20'erne (jeg bliver 30 4 dage før termin) og begyndte for er års tid siden at tale om, at vi skulle prøve at få en lille. Men jeg ville gerne giftes først (eller jeg er egentlig ikke forhippet på rækkefølgen, ville bare helst ikke være gravid til brylluppet), så det aftalte vi at få klaret først.

Jeg smed p-pillerne samme dag som brylluppet, og der var jo rimeligt hurtigt gevinst. Vi var faktisk på bryllupsrejse, da vi fandt ud af det. Var i Dubai og dagen inden vi skulle flyve videre til Maldiverne, tog jeg lige en test for en sikkerheds skyld. Man må nemlig ikke dykke som gravid, og min kuffert var proppet med dykkerudstyr. Det fik jeg i sagens natur ikke brugt...

Om vi er klar....hmmm...ja, det tror jeg. Det føles i hvert fald sådan, og det er egentlig en ret ny følelse for mig. Vi har siden vi mødte hinanden prioriteret at rejse meget, taget orlov og prøvet grænser af. En overgang tænkte jeg: "gad vide om jeg nogensinde får den dér skruk-følelse", for jeg ville jo egentlig gerne have børn, men dengang ville jeg bare hellere en masse andet tror jeg. Hvorom alting er, så giver alt rejseriet mig en masse ro i dag og nu føler jeg mig bare klar til at passe på Fister og leve roligere - sammen med min dejlige mand. Men jeg har INGEN erfaring med babyer, så det skal nok blive en kæmpe udfordring.

"Desværre" er jeg blevet fyret fra mig job igennem godt 9 år i januar, så der er rigeligt andet at tænke på i øjeblikket - så nogen dage er mit hoved fyldt med en masse andet og ikke så rart, end med søde Fister i min mave. Der er sgu for meget alvor i cirkulation, til at jeg kan overgive mig til den der "ihhh-nu-skal-du-bare-nyde-din-graviditet"-kommentar. Om ikke andet, så venter der da et helt nyt liv på mig på flere fronter, og det er måske ikke så dårligt endda. :7himmel

[mikkelmille]

Vores var planlagt i længe ventet efter at have oplevet 3 sene MA og 7 spontane aborter ( har været igennem 2 medicinske aborter og 3 kirurgiske) så vi var først tilknyttet privat fertilitet klinik som konstaterede mange ægblære på æggestokke og svært ved at producere hcg blev vi sendt til ouh fertillitetsklinik, som tjekkede ALT med kromosomer, sæd og flere scanninger så nåede de frem til vi skulle insemineres og hvis jeg blev gravid skulle jeg tage nogle piller - men vi ville vente til det nye år hvor det blev gratis :) men så blev testen pludselig positiv igen - men eftersom jeg forventede at miste fik jeg ikke ringet til klinikken i tide til at få pillerne - derfor har jeg gået til øget kontrol.. Men nu er jeg bare lykkelig for at det er sidste gang jeg skal kæmpe med det - det har været så enormt hårdt et forløb - og jeg er stadig bange.. Men ønskebaby det er han :)

[Winky]

Det er et planlagt ønskebarn :loveshower Vi har kun prøvet i 2 måneder, da der var gevinst - det havde vi ikke lige regnet med :glad

Voksen - hvad er det for noget :help :lolhit Jeg føler mig klar, men synes det er MEGA mærkeligt pludselig at skulle være forælder, men tager det som det kommer :P

Vi har været sammen i snart 10 år og boet i hus i de 5. Jeg synes egentlig spørgsmålene eller "blikkene" var værst i starten, så er det som om at folk måske har gået ud fra, at vi nok ikke skulle have børn

Nu har vi haft sygdom ikke på livet det sidste års tid, som så blev "overstået" i efteråret, og kort tid efter smed jeg så P-pillerne, og der er vist kun een der har sagt "I har vel heller ikke prøvet så længe", da vi fortalte om graviditeten, men jeg tror mange andre tænker det samme, fordi de nok godt kan regne ud, at mens vi har gået og ventet på en operationstid, har der ikke lige været dén slags planer, så det er nok derfor vi har undgået at få spørgsmålet om, hvor længe vi så har prøvet - og det er jo rart nok ;)

[rusternille]

Jamen så vil jeg da lige komme med det stik modsatte af jer!! Sjovt emne i øvrigt, og fedt at læse om alle jer andre :loveshower

Vores var fuldstændigt uplanlagt!! Vi er begge studerende, og det passede bare slet ikke ind lige nu, -måske om 2 år havde vi snakket om! Men vi kom jo også til at være lidt nytårskåde, -og jeg havde slet ikke styr på min cyklus! :oops Jeg testede første gang midt i januar, da kommunisterne udeblev, og fik en utydelig positiv test, -men tænkte bare aaaaarh der var da ikke noget, -så havde den jo været tydelig.. Jeg åndede lettet op indtil starten af februar.. :blink

Vi har dog været sammen i snart 10 år(siden jeg var 16) og gift i 2, så vi var jo ikke i tvivl om at det var det vi skulle nu.. :baby1

-Jeg har næsten fra jeg fandt ud af det, følt mig klar jeg synes nu at det er det bedste der nogensinde er sket, og jeg glæder mig heeeeeelt vildt! Jeg tror at jeg bliver en super mor, og glæder mig til udfordringerne.. -måske ændrer det sig når baby kommer.. Manden er ikke ligeså klar, -men det skal nu nok komme!

:glad

[My-Moren]

Vores bettefis er også planlagt!

Jeg blev gastric bypass opereret i Nov. 2010 og skulle (det var "reglerne" dengang" vente et år med graviditet, det var et meeeeget langt år! I Oktober 2011 blev min mand og jeg gift og derefter gik vi så i gang - kunne ikke vente længere :)

Jeg testede positiv 1 Januar og blev i den grad overrasket! Hvorfor? Fordi jeg troede ikke at det var lykkedes for os! Jeg har altid kunnet mærke ca.14 dage før at min mens kom, at den snart kommer. Det samme skete i december, 14 dage før min mens skulle komme (d.31 Dec.) begyndte det at gøre ondt i mit underliv, hovedpinen begyndte osv. Så jeg var 100% overbevist om, at jeg ikke var gravid.. Da vi så kommer hjem fra jul og nytår i Jylland, tænker jeg mon jeg lige skulle prøve at tage en test... også var den sgu positiv!!!!! :D :yay

[Økonom]

Vores kommende baby er også et ønskebarn. Vi kan i år fejre 12 års dag sammen. Projekt baby startede i december og babyen blev undfanget i december :) Fandt ud af jeg var gravid d. 30-31 december.... Ja, jeg testede 2 dage i streg for at være helt sikker :) Jeg er også gby opereret og blev gravid 10 måneder efter operationen. Havde nok regnet med at det ville tage 2-6 måneder at blive gravid, men vi var hurtige!

:loveshower

[SaraLK]

her venter vi også en ØNSKEbarn

vi startede PB op da vi rundede Skt. Hans 2011, efter Mads havde givet grønt lys jeg har personligt selv været klar til børn i flere år og har aldrig et sekund været i tvivl om at jeg skulle være mor på et tidspunkt!

nytårs-morgen skulle så være dagen med gevinst

og jeg testede meget svagt positivt den 17. Januar! (efter jeg var gået næsten en uge over tid!)

vi glæder os enormt meget til at lille Luna kommer til verden..... vi er ret enige om de grundlæggende ting.... (opdragelse osv.) men alting bliver sikkert anderledes end først forventet.....

[Miss.Tang]

Vores trold er også planlagt.

Jeg fik fjernet min spiral, slut november pga min mens var helt vildt ureglmæssig. Den blev fjernet et par dage før ÆL. og pga infektions risiko skulle vi bruge kondom 1-2 uger efter. Selv om vi kun har være sammen 1 år i midten af maj, var vi enige om at vi gerne ville have børn og at der ikke var nogen grund til at starte på p-piller.

Men at det skulle ske i første forsøg (1.ÆL) kom nogen bag på mig!! og selvom det er det jeg gerne vil har jeg virkelig svært ved at forholde mig til det skal være nu.. Jeg har været mentalt klar på det siden påsken sidste år. Hvor jeg var sammen med min veninde der har en datter på på 20 mdr (idag) og min ex' nevø på 18 mdr (idag).

Så det var også noget der var en del af min præsentation da jeg mødte min kæreste. For min ex var ikke klar til det, så det var vigtig for mig at en ny kæreste og så var klar. At det så skulle gå så stærkt havde jeg ikke drømt om :loveyou Så det hele er nok en lille smule overvældende. For er det i virkligheden det jeg vil, kan jeg klare det osv. Men det hjælper. Jeg forholder mig stadig meget praktisk til det hele. Min kæreste har en dreng på 6 år, fra et tidligere forhold. Og han tager det hele meget afslappet. Nogen gange syns jeg godt han kan være lige 'overlegen'. men det er måske også bare mig og homonerne :blush