Barnedåb vs navngivning

[Myliona]

Jeg ved godt man kan tolket meget forskelligt ud fra skirft og det kan være svært at får 'det rigtige' budskab frem. Men jeg står ikke på bagben. Tværtimod, så har jeg mere eller mindre indstillet mig på det er mig der skal give mig.. Men jeg kunne bare godt tænke mig han gør sig nogen dybere overvejelse omkring hvorfor han vil have vi døber. Og han tager et aktivt valg og tænker over hvad der er vi siger ja til.

Det er jeg glad for du skriver!

Og jeg kan godt forstå det er vigtigt for dig, at han "sætter sig ind i det"; For du har da ret.. Hvis du skal "give dig", så skal det også være fordi han rent faktisk har tænkt over hvad han "siger ja til", og hvorfor :)

Så jeg synes bestemt du skal sætte ham på arbejde, og lade ham lave en "10 grunde til vores barn skal døbes" ;) :) Og bagefter en "Hvad betyder dåben egentlig".

Måske skulle du kontakte en præst, og lave en aftale.. :) Altså, så man ligesom får en præst til at fortælle din mand, helt præcist hvad det er; Og måske fortælle om hvad det betyder, og hvilke ja.. "anullerings muligheder" der er ;) hehe.

[Tazbaby]

Det er jeg glad for du skriver!

Og jeg kan godt forstå det er vigtigt for dig, at han "sætter sig ind i det"; For du har da ret.. Hvis du skal "give dig", så skal det også være fordi han rent faktisk har tænkt over hvad han "siger ja til", og hvorfor :)

Så jeg synes bestemt du skal sætte ham på arbejde, og lade ham lave en "10 grunde til vores barn skal døbes" ;) :) Og bagefter en "Hvad betyder dåben egentlig".

Måske skulle du kontakte en præst, og lave en aftale.. :) Altså, så man ligesom får en præst til at fortælle din mand, helt præcist hvad det er; Og måske fortælle om hvad det betyder, og hvilke ja.. "anullerings muligheder" der er ;) hehe.

Det er egentligt slet ikke nogen skidt ide.. Skulle jeg give mig på et område, som var meget vigtigt for mig, så ville jeg bestemt også gerne have nogle gode og velovervejede argumenter for at skulle gøre det :)

[Mistel]

Mht. den konfirmation synes jeg bestemt heller ikke, at det skal ende med et valg om gaver eller ingen gaver - og der skal på ingen måde være tale om tvang. Jeg (som vel og mærke ingen børn har!) har en ide om, at det hedder, at barnet kan gå til konfirmationsforberedelse, og hvis vedkommende så finder ud af, at han/hun ikke ønsker at blive konfirmeret, så fint nok. Vi skal nok holde en fest alligevel, men man skal vide hvad man siger hhv. ja eller nej til. Jeg har ikke lyst til bare at holde en fest for festens skyld. Men jeg har enormt meget lyst til at fejre at mit barn tager en voksen, informeret beslutning om sit ståsted :-)

[Winky]

Jeg kender personlig en præst, som jeg synes er fantastisk og som meget gerne må døbe mine unger, fordi jeg kan forholde mig til hendes forhold til kirken og Gud.

Jeg ved godt, det ikke har noget med diskussionen at gøre - for/imod ritualet og det religiøse - men jeg tænkte også på, at hvis I ender med at vælge at få barnet døbt, så er der jo forskel på præster, og så kan det måske virke mindre "forkert", hvis man vælger en lidt mere ... hmmm ... moderne præst :)

[Fister]

Nu blev jeg jo gift i dit kommende sogn i oktober sidste år Miss. Tang og min oplevelse er bestemt, at de præster er til at tale med. Har også overværet en barnedåb (børn jeg ikke kendte) i den kirke og det var så positivt og fyldt med glæde - og meget nutidigt.

Jeg er selv bestemt ikke til den mørke og fordømmende kirke, og jeg ville ikke lade mit barn blive døbt i en kirke/af en præst, hvor jeg ikke følte mig hjemme. Men hos mig kan Gud også være en fejring af kærligheden og varmen, de gode budskaber og værdier som vores samfund oprindeligt bygger på og ikke mindst er kirken det sted, vi samles når det er rigtigt svært og når vi skal fejre de helt store dage.

Jeg føler ikke, at jeg (eller mit barn) behøver at være en del af de skyggesider, som nogle præster eller meget troende har behov for at gemme deres sure indstilling til andre mennesker bag. "De sure" må da ikke bare få kirken, så os der tror på kærligheden til hinanden (aktuelt f.eks. imellem homoseksuelle) trækker os tilbage og vælger ikke at deltage. Niksen biksen - derinde i det store lyse rum, kan man jo samles om kærligheden til barnet, troen på det gode og ønsket om noget der er større end os selv; mere komplekst behøver det ikke at være for mig.

(Og måske er det den slags din kæreste mener med traditioner, uden at kunne sætte ord på? Nu kender jeg ham jo ikke).

På den anden side, har jeg det helt fint med, at folk vælger kirken fra. Kærlighed er jo på inden måde forbeholdt kristne eller noget; og masser af de argumenter, som I har imod kirken/religion/Gud kan jeg sagtens følge, nogle er jeg enig i. Det er jo ikke sort/hvidt, ingen helt rigtige eller forkerte svar og det skal i hvert fald ikke være ubehageligt at gå i kirke. Så kan jeg i hvert fald godt forstå, at man vælger det fra.

Tror også der skal en lang snak til imellem jer, og det ville være stærkt hvis I begge kunne tage jer tid til at høre den andens argumenter - uden paraderne oppe. Det behøver selvfølgelig ikke at gøre jer enige, men forhåbentlig bliver det nemmere at komme til en eller anden fælles forståelse.

[Sensommerbaby]

Puha, jeg synes virkelig det er en svær beslutning I skal tage stilling til hjemme hos jer.

Jeg mener, at I begge har ret i det I siger, jeg forstår godt at du synes, at fordi du har bedre argumenter at så bør jeres barn ikke blive døbt. Men faktum er at i forhold til religion spiller følelser en stor rolle og så kan det godt være at din kæreste ikke har gode argumenter, men hvis alle hans følelser ligger i traditionen, så er det jo nok ligeså vigtigt for ham som det er for dig ikke at døbe...

Jeg tror, at I må snakke og snakke og finde frem til hvem der får færrest skår af ikke at få sin vilje.. (og det skal altså ikke lyder negativt overhovedet)!

Personligt ville jeg vælge ikke at døbe vores børn - jeg er enig med MrsM og synes faktisk det er lidt skummelt at barnet tilhører Gud efter dåben, men for min mand er det meget vigtigt, både i traditionens tegn men han føler sig nok mere kristen end jeg gør..

Når det så er sagt så føler jeg mig vel også kristen på et eller andet punkt (jeg har i hvert fald haft behov for at tro på det er et eller andet omkring os, efter nære familiemedlemmer er døde), men derfor er jeg ikke enig i alt hvad kirken laver. Jeg kender personlig en præst, som jeg synes er fantastisk og som meget gerne må døbe mine unger, fordi jeg kan forholde mig til hendes forhold til kirken og Gud.

Det der med at tilhøre Gud- nu er jeg ikke teolog, men kommer i kirken et par gange om måneden (er kirkesanger) og overværede 2 dåb så sent som igår.

Jeg tror ikke det er ment på den måde, at Gud ejer barnet. Men at det hører til Gud- at det har et tilhørsforhold. Som en gren der er indpodet på en stamme (som Paulus siger om dåbshandlingen). Som en del af et livstræ med Guds kærlighed. Og den ide synes jeg personlig er tryg, smuk og på ingen måde skummel. I vores kirke bliver der også tændt et lys i kirken som forældrene får med hjem og som kan lyse op på festbordet til en påmindelse om at der også er tændt et lys i himlen for barnet hos Gud, som intet og ingen kan slukke.

Ja, jeg synes som flere af jer andre at det er et smukt ritual og kan ikke forstå at det skulle være et tab for barnet at få denne velsignelse :7himmel .

Men jeg har også forståelse for at hvis man synes det er ligegyldigt eller direkte vederstyggeligt skal man vælge dåbens gave fra. Alt andet ville da være respektløst overfor både barn, forældre, menighed og præst.