Tænker i på fødslen?

[fuglemor]

Har et familiemedlem som lige fødte igår og pyyh det har sat gang i mine tanker om fødslen, glæder mig helt vildt til det bliver min tur til at ligge med den lille klump på maven, men får også små flashback om hvor ondt det kommer til at gøre. Så er mega ambivalent. Hvad med jer andre? Gør i jer nogen tanker?

[Guest cmbk]

Jeg er førstegangsfødende - So I have no freakin' idea, og hører selvfølgelig skrækhistorier über alles :rolleyes Og jeg ELSKER det bare! Nooot

Men jo, jeg tænker på det. Men forsøger så vidt muligt at lade være. Ud kommer hun jo, har ikke hørt om en bebs der blev derinde - Og smerter, dem tager vi selvfølgelig som de kommer(vi, mig)

[fuglemor]

Det er også sådan man skal tænke, men nu ved jeg hvad der venter. Når det så er sagt vil jeg skynde mig at tilføje at jeg faktisk også glæder mig til at opleve det igen for det er KÆMPE stort selv om det gør ondt, men som du skriver det ved man efterhånden. Men en fødsel er bare en super fed oplevelse. Lyder måske lidt mærkeligt! Men hvis det var så forfærdenligt så var der sku nok ikke nogen der fik mere end et barn vel.

[Barbamama]

Jeg tænker en del på det, men på et eller andet plan tror jeg ikke at det er "gået op for mig" endnu at jeg selv skal igennem det :lolhit

Ej det svinger lidt... Nogle dage kan jeg sagtens høre skrækhistorier uden at det rører mig det mindste, og andre gange kan jeg godt blive lidt nervøs, når jeg hører om det (men vil egentlig gerne høre om det alligevel - på en eller anden måde føler jeg at det forbereder mig). Men det meste af tiden "vælger" jeg at have en naiv indstilling om at det bare bliver en fantaaaaaaaastisk fødsel og dermed basta :whistling

[Kamillawn]

Jeg tænker også ret meget på det, og jeg glæder mig HELT vildt :)

Lader mig ikke gå på af skrækhistorierne, lytter egentlig bare til dem, og synes det er nogle spændende beretninger. Hvis folks fuldstændigt latterlige mål med skrækhistorier er, at de skal skræmme synes jeg bare ikke de skal have lov at få den tilfredsstillelse. BASTA!

Jeg GLÆDER mig til at føde, glæder mig til hele oplevelsen, fra den første ve, til hun kommer op i mine arme. Er sikker på det kommer til at gøre ondt, men vi bliver jo i DEN rad belønnet for smerten, så det er ikke noget jeg tænker på :)

[Turboline]

For mit vedkommende drejer de tanker sig endnu mest om, hvorvidt min moderkager trækker sig væk fra livmoderhalsen... Vil allehelst føde helt naturligt, med smerter og det hele. Også fordi jeg ikke kan tåle rygmarvsbedøvelse, så det vil skulle være i fuld narkose, hvis det bliver et kejsersnit, og så går jeg jo glip af starten på den lille's liv :( Men nu må jeg vente på scanning i uge 32, før jeg ved mere om det...

Men lader mig ikke skræmme af diverse historier, da der alligevel ikke er to fødsler, der er ens, og vi alle reagerer forskelligt, så....

Men glæder mig til det bliver tid, lige gyldigt hvilken måde, det så bliver på :)

[Munck Abildgaard]

Jeg tænker en del på fødslen - men jeg glæder mig :loveshower

Det er mere spændingen om hvordan den starter - går vandet igen, ligespm sidst? -Får jeg selv veer denne gang?

Osv osv...

Det er inponerende det kroppen kan yde, det er ikke til at forstå! Jeg var så stolt sidst og ser frem til endnu en fødsel. På trods af smerter og skrammer. Det er det hele værd.

:biglove

[MamatilJ&M]

Jeg tænker ikke rigtig på fødslen. Har valgt at fortrænge det indtil videre :D vælger nok også at droppe fødselsforberedlserne, da jeg er rigtig bange for, at blive skræmt fra hvid og sans. Men vil lige snakke med jordemoderen næste gang...

[Myliona]

Jeg tænker utrolig meget på fødslen.. Og GLÆÆÆDER mig faktisk.. :) er spændt på hvordan det bliver, og føler lidt man bliver lukket ind i en speciel "klub", når man har prøvet det :whistling

Bliver selvfølgelig lidt skræmt, fx da min veninde fortalte at det gjorde vildt nas, og at hun sprækkede hele vejen op til måsen :whistling Men jeg kan slet ikke forestille mig, at det skulle gå galt for mig.. Men måske jeg bliver mere "nervøs", når jeg kommer tættere på :)

Lige nu er jeg mest spændt i hvert fald - Og alle de nysgerrige spørgsmålene er der:

Hvornår mon hun kommer(før tid? efter?)

Hvordan går fødslen i gang(Vandafgang pludseligt mens man ikke er hjemme? Veer? Bliver jeg sat i gang?)

Hvor lang tid kommer fødslen mon til at tage?

Hvordan tackler jeg fødslen?(Skriger jeg? Skælder jeg ud? Græder jeg? kaster jeg mon op?)

Hvor stor vil vores pige være? (Bliver jo scannet, fordi der er en risiko for hun er lille.. Til gengæld er alle babyer i familien normalt kæmpe jo!)

Hvordan tackler min kæreste det?(Bliver han stresset?Ked af det? Sur? Kærlig?)

Hvordan og hvornår fortæller vi folk hun er kommet til verden? (Ringer vi under fødslen? Efter? hvem ringer vi til?)

Ih.. Og tusindvis af andre spørgsmål, men de fleste er faktisk "positive", og ting jeg glæder mig til at finde ud af :D :loveshower

[TroldeMor]

Ja, jeg tænker en del på fødslen efterhånden..... GLÆDER mig til det øjeblik lillebror lander på min mave :wub Men jeg glæder mig altså ikke til at genopleve smerterne og veerne..... Og jeg er faktisk ret nervøs for det :unsure

Jeg har det lidt ambivalent med det, for på den ene side vil jeg virkelig ikke igennem det igen, og alligevel så ved jeg jo at jeg trods alt klarede det sidste gang :rolleyes

Men jeg er sikker på at så snart veerne starter så husker man først HVOR ondt det faktisk gjorde... Og det øjeblik tror jeg ikke bliver sjovt :(

Men altså.... Det skal jo overståes, og selv om det lyder sært, så håber jeg at jeg igen kan nøjes med varmt vand som smertelindring. Jeg troede faktisk jeg ville ønske mere medicinsk hjælp anden gang, nu hvor jeg kender graden af smerte, men noget indeni mig må jo alligevel føle jeg kan klare mig uden..... Sådan håber jeg hvert fald det går.

Og så glæder jeg mig også til at mærke den der stolthed bruse gennem kroppen bagefter.... Jeg GJORDE det!! Den følelse var vild sidste gang, og meget stærk!

Heldigvis fødte jeg jo ret hurtigt første gang, så jeg forventer ikke en meget lang og sej fødsel denne gang (og det mente jordemoderen heller ikke jeg skulle frygte)

En hel anden ting er så frygten for at noget ikke går efter planen.... Men de tanker skubber jeg altid helt væk når de dukker op, for det kan virkelig ikke betale sig at tænke sådan.... Alt kommer til at gå godt.... Det holder jeg fast i :wub

[ritra]

Jeg har længe glædet mig til, at jeg får tegn på, at jeg går i fødsels og så mest af alt til at have barnet hos mig (det må gerne være den 1. juli i morgen, når jeg vågner :) ). Glæder mig også rigtig meget til at jeg kan sige farvel til kvalmen som nu har fulgt mig i godt 5 måneder og gjort "den søde ventetid" til noget af en prøvelse.

Omkring selve fødslen håber jeg på at jeg får et noget kortere forløb end ved de to andre, med henholdsvis 54 og 48 timer med veer. Jeg frygter egentlig ikke, når jeg går rigtig i fødsel (så sker der da noget), hvis blot jeg når sygehuset (føde 12 minutter efter ankomst sidst). Har haft to gode fødsler, så jeg håber at denne bliver af samme slags.

[Guest Diden]

Jeg er enlig meget afslappet omkring fødslen... Lige nu går jeg med tanken at det nok skal gå. Som der er en anden der har skrevet der er jo ingen baby der bliver derinde og det er noget de fleste mødre skal igennem. Jeg tror faktisk endda jeg glæder mig lidt. Igen som en anden skrev hvordan det hele kommer til at forløbe, om man går over tid osv..

Uha.. Mest af alt glæder jeg mig bare til at møde min yndlingsperson :biglove

[karinabm]

Jeg ved panisk angst for at føde første gang og jeg mener virkelig angst!!! De sidste par mdr inden fødslen var jeg så bange, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet end den forestående fødsel. Men fødslen gik rigtig godt, selvfølgelig gjorde det ondt, men smerten glemte jeg hurtig da prinsessen lå på min mave. Jeg glæder mig næsten til at jeg skal føde denne gang, selvom det kan lyde mærkeligt for nogen.

Så jeg kan sagtens forstå de førstegang fødende, der tænker meget på fødslen. Men lige så snart at guldklumpen er ude, så er mange af smerterne allerede glemt.

Held og lykke til Jer alle. :goodluck