Etiene

Hård situation

22 indlæg i dette emne

Mine kæreste og jeg har en dreng på 7 mdr som vi begge er meget glade forældre til. Det tog noget tid at blive gravid med ham og jeg næsten fuldammer stadig og vi troede derfor at jeg ville have svært ved at blive gravid igen. Med både hans og min vidende brugte vi ikke prævention. Vi havde indkøbt kondomer men de kom aldrig i brug. Vi var i en diskussion om vi ville have flere børn hvor jeg gerne ville og han ikke var klar, men så opdagede jeg for en uge siden at jeg er gravid igen.

Jeg blev umiddelbart glad da jeg tænker de to kan få meget glæde af hinanden, men min kæreste er slet ikke spor glad. Vi synes begge det vil være forkert med en abort af moralske grunde, men min kæreste siger også at fordi jeg gerne vil have barnet vil han ikke have at jeg skal have en abort da det ikke vil være godt for mig. Han siger han gerne vil støtte mig som hans kæreste i graviditeten og ved fødslen men samtidig siger han at han ikke tror at han nogensinde vil kunne få følelser for det barn og som udgangspunkt har han ikke lyst til at gøre noget med barnet. Han ser for sig at han kan lave det praktiske med vores 7 mdr søn mens jeg helliger mig den lille nye når den kommer. Han påstår at i hans øjne vil han altid kun have et barn og det er vores 7 mdr gamle søn.

Det er altsammen totalt grotesk i mine øjne fordi han er så glad for vores første barn, og har gjort ALT for at blive så knyttet til ham som muligt. Jeg forestiller mig at i løbet af graviditeten eller når barnet kommer vil han blive glad og knyttet til det, men det plager mig enormt meget at jeg ikke kan være sikker. Jeg tænker også at hans uvilje måske også ligger i at han har gjort sig så enormt stor umage med at være en god far for vores søn at han slet ikke kan overskue at skulle gøre noget lignende for et barn mere.

Samtidig er min kæreste så sød som altid imod mig og vores søn... men siger som sagt alle disse grimme ting om det kommende barn.

Er der nogen der har oplevet noget lignende da de blev gravide og hvor det hele endte lykkeligt.

Jeg er rigtig ked af det lige nu, og ville ønske at det hele ikke var gået sådan. Jeg føler mig så naiv ved at tænke at jeg nok ikke blev gravid igen og hvis jeg gjorde ville vi alle alligevel blive glade for det fordi jeg egnetlig gerne ville have et barn til, og fordi min kæreste har vist sig at være sådan en god far for vores søn.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg er sikker på det nok skal gå - har dog aldrig stået i den situation, men jeg er virkelig sikker på han kommer til at elske nummer to også :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Først lige et :kram :kram

Jeg kan godt forstå hvis du er ked af det og forvirret over det hele. Min egen personlige holdning er at hvis jeg er gammel nok til at have sex, må jeg også tage konsekvensen af det. Når det så er sagt skal man selvfølgelig også overveje hvad man kan byde sit barn. personligt vile jeg ikke kunne få en abort, igen med overstående i baghovedet.

Min mand har altid sagt at mænd aldrig bliver helt klar til at blive far, men vokser med opgaven. Synes nu at han alligevel har virket klar hver gang. Detjeg vil sige er at jeres søn er jo ikke så gammel, så kan måske godt forstå hvis din mand bliver blæst lidt bagover ved tanken om at skulle være far igen. Måske skulle du prøve at vende billede lidt for ham. Fortælle hor god en far han er og at du sagtens kan se ham blive en ligeså god far anden gang.

Tror han vil have meget svært ved at hode sig fra den lille ny når den først er der.

Jeg tror dog også at jeg ville have behov for at fortælle ham at du jo ikke er havnet i den her situation alene. Personligt ville jeg ikke kunne accepterer en forskels behandlig af mine børn.

Tænker at i er nød til at snakke dn her situation rigtig meget igennem. Håber i finder en od løsning for jer alle.

:kram :kram :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

først en krammer til dig :kram

kan godt forstå din mand , men når det så er sagt så ved han godt hvad der sker når man :hump . jeg er sikker på din kæreste nok skal få de samme følelser for det kommende barn, det nok bare tanken om 2 :baby2 :baby2 . men bare vent til efter nf når i ser liv , tror jeg han forandre sig stille og roligt :kuller

men et forsigtig tillykke :hurra

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Selvom det er hårdt er jeg helt sikker på han nok skal blive lige så glad for den lille ny som for jeres 7. Mdr gamle :-)

Vil lige sige at min mand fra starten har haft meget svært ved det her graviditetshalløj. Faktisk ville han sket ikke have børn da vi mødtes. Tiden vil 100 % varme ham op :-))))

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker, han er jo meget glad for jeres søn som i har. Det viser jo at manden har følelser :) Derfor kunne jeg ikke forestille mig andet end at han også nok skulle blive glad for den lille inde i maven :)

Men det lyder absolut ikke som en sjov situation at være i! Det kan jo også være hans reaktion på graviditeten er chok, han lige såvel som du havde jo ikke regnet med at du skulle blive så hurtigt gravid igen. Men nu har nogle måneder til at komme sig, så at sige ;)

Masse af tanker af herfra!!! :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Altså nu bliver jeg nok lidt hård i tonen, men hvad pokker bilder han sig ind at tale sådan til dig og sige sådan noget? Selvom det har været svært at blive gravid første gang, er du jo trods alt blevet det, og så kan man nok også anden gang. Han må jo bruge prævention så, hvis han tænker, som han gør.

Jeg er enig med de andre, at jeg tror, han vokser med opgaven, men jeg ville simpelthen ikke finde mig i sådan en behandling, så efter en verbal overhaling ville jeg også berolige ham med at det nok skulle gå.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kan ikke sige andet end han må tage ig sammen og han skulle fandme ha en omgang tæsk med våde aviser for de utallser.

Men jeg tror det er chokket og ikke hjertet som taler. Han er vel bare blevet usikker på det hele og mennesker reagere forskelligt på pres/ stress lad lige nyheden synke sig og så må i have en ordentlig voksennak.

Og hvad vil du gøre hvis han stadigvæk mener de ting han siger? Vil du lade to børn vokse op og bliver forskelbehandlet på dn måde ? Har du overvejet det ?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kan ikke sige andet end han må tage ig sammen og han skulle fandme ha en omgang tæsk med våde aviser for de utallser.

Men jeg tror det er chokket og ikke hjertet som taler. Han er vel bare blevet usikker på det hele og mennesker reagere forskelligt på pres/ stress lad lige nyheden synke sig og så må i have en ordentlig voksennak.

Og hvad vil du gøre hvis han stadigvæk mener de ting han siger? Vil du lade to børn vokse op og bliver forskelbehandlet på dn måde ? Har du overvejet det ?

Ja det har jeg overvejet. Jeg tror ikke på at det bliver situationen. Dels tror jeg hjertet vinder når baby kommer men ellers tror jeg at min fornuftige svigermor i den grad vil slå i bordet over for ham hvis det er.

Men bliver det alligevel situationen så tror jeg nu alligevel som udgangspunkt det er bedst for dem at vokse op med en far og mor der er sammen, og så må jeg jo prøve at kompentsere den anden vej og lave specielle ting over for lillebror/søster. Men det vil nu skære mig i hjertet.

I dag har vi også haft en snak hvor han blev ved med at sige "jeg vil altid kun have et barn" og jeg skar ud i pap at han allerede havde 2 børn, selvom det var ok at han lige nu kun kunne ellske den ene, så har han stadigvæk skabt to børn som han er far for og det er fakta. Han var vist lidt sådan "nå" men havde ikke rigtig noget at sige... måske fordi han godt ved at det er sådan.

Og så sagde jeg til ham at et af de træk ved ham jeg syntes han var bedst til var at være far for vores ældste søn, og at jeg var sikker på at når han er en så god far over for Steven så kan han ikke andet end at blive en god far over for dette barn også.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ja det har jeg overvejet. Jeg tror ikke på at det bliver situationen. Dels tror jeg hjertet vinder når baby kommer men ellers tror jeg at min fornuftige svigermor i den grad vil slå i bordet over for ham hvis det er.

Men bliver det alligevel situationen så tror jeg nu alligevel som udgangspunkt det er bedst for dem at vokse op med en far og mor der er sammen, og så må jeg jo prøve at kompentsere den anden vej og lave specielle ting over for lillebror/søster. Men det vil nu skære mig i hjertet.

I dag har vi også haft en snak hvor han blev ved med at sige "jeg vil altid kun have et barn" og jeg skar ud i pap at han allerede havde 2 børn, selvom det var ok at han lige nu kun kunne ellske den ene, så har han stadigvæk skabt to børn som han er far for og det er fakta. Han var vist lidt sådan "nå" men havde ikke rigtig noget at sige... måske fordi han godt ved at det er sådan.

Og så sagde jeg til ham at et af de træk ved ham jeg syntes han var bedst til var at være far for vores ældste søn, og at jeg var sikker på at når han er en så god far over for Steven så kan han ikke andet end at blive en god far over for dette barn også.

Tror du dig og din mand ville kunne blive ved med at have samme forhold til hinanden når du frarøver ham hans ønske om kun et barn ? Og kan du se på ham med samme kærlighed hvis han forskelbehandler jeres børn eller hvis han mener du skulle have en abort og derfor frarøver dig jeres andet barn. ?

Det er bare nogetvi skal overveje, jeg syndtes ikke du skal blande din svigermor ind i jeres forhold men de er min mening for tror din mand vil føle sig presset.

Personligt ville jeg ikke have mine børn til at vokse op sammen med en person som kun vil dn ene. Overvej lige hvilke meen det kan give begge unger. Det kan give mange svigt både fra din og din mands side.

Det er ikke for at væe led og sur jeg skriver alt det her men nogle ting som du skal tænke grundigt igennem.

Jeg elsker min mand men jeg elsker mine børn højere og han ved at han til enhver tid står bag dem i forhold til mig. ( og jeg gør det samme) hvis min mand havde sagt de ting osv så havde han fået en timeout et par dage væk fra huset og skulle komme tilbage når han havde tænkt sif om. Og hvis han stadigvæk mente det ville jeg gå fra ham. Hellere være fattig mor og så rig på kærlighed til begge mine børn. End t være facadespil med kernefamilie hvor det ene barn er uønsket

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er faktisk meget, meget enig med Logo og MLM - hvad bilder han sig ind, hvor gammel er han egentlig?

Min mand og broren er blevet forskelsbehandlet og bliver det stadig, hvilket hos min mand af og til kommer op til overfladen som en voldsom vrede og afsky overfor hans mor. Alene det, at barnets far kan finde paa at ytre sin holdning overfor sit kommende barns mor og livspartner, synes jeg er karakterloest og svagt. Han burde hurtigst muligt komme over sig selv og gaa 100 % ind i det liv, I er ved at skabe - han maa traede i karakter og tage sin del af ansvaret for det liv!

Det loeber mig faktisk koldt ned ad ryggen og jeg kan godt forstaa, hvis du er fortvivlet!

Overvejelserne som MLM kommer med er fuldt ud gyldige hos mig - ud af klappen for nogle dage og saa maa der en voksensnak paa programmet. I mellemtiden ville jeg overveje konsekvenserne for mit eget vedkommende.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det kan også være at det ikke går... hvis det værste scenarie skulle opstå. Men indtil da vil vi nu prøve at holde sammmen på det hele. Der er også grund til at håbe at det hele nok skal gå og at han kommer til at holde lige meget af dem når først baby er født.

JEg vil ikke blande min svigermor ind i det, men på et tidspunkt vil hun jo helt naturligt finde ud af at jeg er gravid, og ytre min kæreste sig som han gør nu på det tidspunkt over for hende, så er det at jeg er sikke rpå hun vil slå i bordet.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det bedste vil jo vaere, ogsaa for jeres soen, at I finder ud af det sammen og forbliver en familie. Laes endelig ogsaa, at det haaber jeg for jer bearhug.gif

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det bedste vil jo vaere, ogsaa for jeres soen, at I finder ud af det sammen og forbliver en familie. Laes endelig ogsaa, at det haaber jeg for jer bearhug.gif

Tak. Jeg er enig. Vil kæmpe for det så langt som muligt! Jeg håber virkelig og tror faktisk også på, at det vil kunne lade sig gøre for os.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej og tillykke med miraklet i din mave, som det jo er på trods af at det lyder som om, det også er noget hø.

På den ene side, så bliver jeg virkelig stødt over din kærestes udtalelser og kan sagtens forstå at du bliver virkelig ked af det. Jeg ville være helt ude af mig selv, hvis min mand sagde sådan.

På den anden side (og lad mig lige slå HELT fast, at jeg synes, at det er jeres fælles ansvar, at I nu er gravide igen. Dvs. lige så meget hans valg som dit), så er der vel også noget lidt OK i, at han kan give udtryk for, at han føler som han gør. Det lyder ikke til, at han tager hensyn til dig og det er ikke skidesmart, men hvis man vender den om, så giver han jo på en eller anden måde udtryk for, at han er i krise over at skulle have endnu et barn. Måske er det bedre end, at han går og siger HURRA, hvis han i virkeligheden slet ikke er i stand til at være glad indeni. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, at fædre jo også kan få fødselsdepressioner (kan de ikke?), og at det er værd at tage rigtigt alvorligt, selvom det måske ikke så ofte er "noget man taler om".

Jeg har i hvert fald svært ved at tro på, at han ville have de tanker og følelser (eller mangel på samme) for sit kommende barn, hvis han var helt i balance. Og alle kan jo komme i krise, tænker jeg, det er der jo ikke noget unormalt i - det er bare super vigtigt, at man får gjort noget ved det, for ALLES skyld. Hans egen, din og begge jeres børn. Så jeg synes, det er rigtigt klogt at tage fat i f.eks. en jordemoder, en læge eller en I har tillid til, som måske har set den slags ske før. Om ikke andet kan det måske hjælpe til, at få sat nogle ord på for jer begge to, og derfra tage nogle mere afklarede beslutninger.

RIGTIGT meget pøjpøj til jer, jeg håber virkelig, at I forbliver en glad og varm familie.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej og tillykke med miraklet i din mave, som det jo er på trods af at det lyder som om, det også er noget hø.

På den ene side, så bliver jeg virkelig stødt over din kærestes udtalelser og kan sagtens forstå at du bliver virkelig ked af det. Jeg ville være helt ude af mig selv, hvis min mand sagde sådan.

På den anden side (og lad mig lige slå HELT fast, at jeg synes, at det er jeres fælles ansvar, at I nu er gravide igen. Dvs. lige så meget hans valg som dit), så er der vel også noget lidt OK i, at han kan give udtryk for, at han føler som han gør. Det lyder ikke til, at han tager hensyn til dig og det er ikke skidesmart, men hvis man vender den om, så giver han jo på en eller anden måde udtryk for, at han er i krise over at skulle have endnu et barn. Måske er det bedre end, at han går og siger HURRA, hvis han i virkeligheden slet ikke er i stand til at være glad indeni. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, at fædre jo også kan få fødselsdepressioner (kan de ikke?), og at det er værd at tage rigtigt alvorligt, selvom det måske ikke så ofte er "noget man taler om".

Jeg har i hvert fald svært ved at tro på, at han ville have de tanker og følelser (eller mangel på samme) for sit kommende barn, hvis han var helt i balance. Og alle kan jo komme i krise, tænker jeg, det er der jo ikke noget unormalt i - det er bare super vigtigt, at man får gjort noget ved det, for ALLES skyld. Hans egen, din og begge jeres børn. Så jeg synes, det er rigtigt klogt at tage fat i f.eks. en jordemoder, en læge eller en I har tillid til, som måske har set den slags ske før. Om ikke andet kan det måske hjælpe til, at få sat nogle ord på for jer begge to, og derfra tage nogle mere afklarede beslutninger.

RIGTIGT meget pøjpøj til jer, jeg håber virkelig, at I forbliver en glad og varm familie.

Jeg kan godt følge dig i hvad du siger, og vil tænke over det.

Selv er jeg også rigtig trist lige nu og spekulere på hvad der kunne udvikle sig hos mig selv hvis det bliver ved på den måde.

Men samtidig tænker jeg også at jeg er stærk, og at jeg nok skal klare den.

Min kæreste har på det sidste tumlet meget med sin tidligere kærestes død... har talt om hvad hun er gået glip af ved ikke at opleve at blive mor osv. Han var måske lidt i en krise før han fik noget at vide om graviditeten. Ikke i en alvorlig krise men nok til at det tilsammen måske kan vælte læsset.

Lige nu er vi også alle 3 rigtig forkølede og skvattede. Måske ser det hele lysere ud når forkølelsen lægger sig og vi alle bliver i bedre humør (forhåbentlig).

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er sikker på han bare er.. Ja.. Måske mest af alt, bange for ikke at kunne klare opgaven? Det er nok en slags forsvar: Hvis han på forhånd siger han IKKE vil være far for barnet, så kan han ikke skuffe nogen..

jeg tror han skal have TID.. Tid til at vænne sig til det.. Sig til ham at I kan bruge graviditeten til at bruge jeres tid 100 procent på Steven, og når den lille ny kommer, så tager I det som det kommer :)

Som en anden skrev, så er det trods alt rart at han ikke skjuler følelserne.. Anerkend at han har den mening; Og at han siger det.. Det at I kan tale sammen, giver jer en KÆMPE fordel..

Selvfølgelig kommer han til at elske sit barn nr. 2.. Måske ikke på samme måde, som med Steven - Men Steven er førstefødt ønskebarn ;) Men han VIL elske det barn! Han skal bare "have lov" at have de følelser.. Det er nok også svært, hvis man havde en ide om at give alt sin kærlighed til et barn.. Så pludselig at skulle tænke om man er nødt til at tage noget af den kærlighed fra det barn, for at give et andet barn kærlighed :)

Jeg er sikker på det nok skal gå :) Stille og roligt.. heldigvis er der jo længe til den ny kommer :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Først tilykke og så et kæmpe :kram

Øv øv hvor må det bar ikke være en sjov ting at få i hovedt. Men jeg tror bestemt du skal være glad for han er ærlig og fortæller dig hvad han føler. Det er nok de færrest mænd der er i stand til det. Jeg læser det som om han er lidt på gyngende grund rent personligt, med død ex og så pludselig ny på vej som han egentlig ikke var sikker på han ville have. Det kan være ret mange ting på en gang. Og du skal give ham plads til at bearbejde dine følelser. Og ja det er nogen MEGET brutale og uacetable udtalelse han kommer med. Men mon ikke det er hans måde at reagere på??

Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at som jeg opfatter det, forventer man at manden bare skal være glad og værre der kvinden. Det er jo ikke ham der har homonerne væltende rundt i kroppen og alt besværret. Men mænd har lige så mange følser og er også følsomme. Det tror jeg kvinder har en tendens til at glemme, fordi de fleste mænd vil være macho og ikke vise de har det svært. og jo mænd kan også få fødsels depressioner. Så giv ham tid til at vende sig til tanken og lad være med at presse ham for meget. Jeg ved fra mig selv at hvis jeg har det svært med noget og min kæreste bliver ved at minde mig om det, tager jeg endnu mere afstand.

Og jeg ville vente med at tage tage nogen beslutninger før du har født. Se tiden an. Men gør dig helt sikkert tanker om hvad du vil /ikke vil være med til. Min første tanke var at børnene ikke er tjent med at leve med deres far der forskels bahandler dem. For har set hvad det gjorde ved min ex-kæreste. Hans lillebror var blevet favoriseret hele livet og det havde helt sikkert sat sine spor i min ex, selv om de idag begge er voksne og flyttet hjemmefra og det stadig er sådan. Men så tænker jeg om det vil gøre den store foreskel at dig og ham ikke er sammen. For det vil vel ikke hjælpe på at foreskels behandler dem!??? Det er bestemt ikke en fasit svar på denne situation. Mit råd er at lytte til dit hjerte og gøre det der er bedst for begge børn.

Kæmpe held og lykke med det hele :kram :kram :kram :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Puha jo mere jeg læser på den, jo mere får jeg ondt i maven. Som jeg tidligere har skrevet til dig så ved jeg også fra min mands opvækst hvor meget skade forskels behandling kan ødelægge et barn og sidehen en voksen. Det ville jeg på ingen måde byde mine børn. Da forskelsbehandlingen fortsatte hos de to brøders børn var vi nød til at sige til mine svigerforældre at de ikke skulle forskels behandle vores børn for ellers måtte de holde sig væk. Det gør SÅ ondt at se på. Den som ikke bliver taget imod på samme måde som anden kæmper for at få den samme opmærksomhed og at se et lille barn blive såret af et voksent menneske. DET GØR ONDT! Og det var "bare" mine svigerforældre.

Ville slet ikke kunne se på det ske i mit eget hjem! Jeg ville blive nød til at give min mand et ultimatum Hvis det var ham som havde sagt sådan til mig. Og hvis kan ikke kunne sige til mig at han ville gøre ALT for at elske de to lige meget, så vile jeg ikke kunne leve med det. Ved godt at det hele lyder hårdt men siden jeg læste det sidst har jeg tænkt en del over din situation.

Håber i finder frem til det der er bedst for HELE jeres familie. :kram :kram

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har ikke læst alle kommentarerne, -så jeg ved ikke om du har hørt de ting jeg vil fortælle.. Undskyld hvis du har..

Jeg har oplevet lidt af det samme med min mand, -han har altid sagt at hvis uheldet skulle ske, så skulle vi have barnet.. Jeg fandt så ud af i starten af februar at jeg var gravid, -hvilket var meget uplanlagt, og muligvis ikke kunne ske på et værre tidpunkt i vores liv.. Jeg vidste med det samme at det barn skulle vi bare have, men min man blev så chokeret og bange at han snakkede meget om abort (det gjorde mig ked af det men jeg ville jo heller ikke tvinge ham), i mindst 2-3 uger efter vi fandt ud af det og han var gået med ind i beslutningen om at vi skulle have det, var han sur, -tog afstand til mig og endnu mere afstand til tanken om barnet, -han nægtede sågar at ville tage med til lægeaftaler og muligvis også skanninger..

Jeg var så ked af det, -følte at det var enden på vores forhold at han havde det sådan -for hvordan kunne jeg elske ham?? Det var frustrerende ikke at kunne være glad over at skulle være mor, og føle at han var så sur på mig og imod det..

-Efter den periode vendte han gudskelov, blev meget kærlig og positiv over det at skulle være far, -han glæder sig meget idag og jeg elsker ham så højt for det...

For ham skulle chokket lægge sig og virkelig vænne sig til tanken før han kunne kapere mig, verden, og blyppen.. Det var en sur tid, men vi er stærkere nu..

Og jeg har lært at ikke alle tager så store ting på samme måde, -og specielt mændene tager det MEGET forskelligt, -og det er jo helt ok vi skal alle tage det som vi kan, din mand gør sikkert alt hvad han kan for at tage det "rigtigt" og jeg er sikker på at han nok skal ændre mening, -også før babyen kommer..

Jeg ved at det er hårdt, men i skal nok klare den og uanset hvad så klarer DU den, mødre er de sejeste væsner og de kan klare ALT og 10x bedre end en mand!!!!

Så som Myolina siger så skal der tid til...

:blabla Sejt hvis du er kommet igennem min laaaaaaange smøre!!!

Kæmpe kram og stoooooooort tillykke fra Mig

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har ikke læst alle kommentarerne, -så jeg ved ikke om du har hørt de ting jeg vil fortælle.. Undskyld hvis du har..

Jeg har oplevet lidt af det samme med min mand, -han har altid sagt at hvis uheldet skulle ske, så skulle vi have barnet.. Jeg fandt så ud af i starten af februar at jeg var gravid, -hvilket var meget uplanlagt, og muligvis ikke kunne ske på et værre tidpunkt i vores liv.. Jeg vidste med det samme at det barn skulle vi bare have, men min man blev så chokeret og bange at han snakkede meget om abort (det gjorde mig ked af det men jeg ville jo heller ikke tvinge ham), i mindst 2-3 uger efter vi fandt ud af det og han var gået med ind i beslutningen om at vi skulle have det, var han sur, -tog afstand til mig og endnu mere afstand til tanken om barnet, -han nægtede sågar at ville tage med til lægeaftaler og muligvis også skanninger..

Jeg var så ked af det, -følte at det var enden på vores forhold at han havde det sådan -for hvordan kunne jeg elske ham?? Det var frustrerende ikke at kunne være glad over at skulle være mor, og føle at han var så sur på mig og imod det..

-Efter den periode vendte han gudskelov, blev meget kærlig og positiv over det at skulle være far, -han glæder sig meget idag og jeg elsker ham så højt for det...

For ham skulle chokket lægge sig og virkelig vænne sig til tanken før han kunne kapere mig, verden, og blyppen.. Det var en sur tid, men vi er stærkere nu..

Og jeg har lært at ikke alle tager så store ting på samme måde, -og specielt mændene tager det MEGET forskelligt, -og det er jo helt ok vi skal alle tage det som vi kan, din mand gør sikkert alt hvad han kan for at tage det "rigtigt" og jeg er sikker på at han nok skal ændre mening, -også før babyen kommer..

Jeg ved at det er hårdt, men i skal nok klare den og uanset hvad så klarer DU den, mødre er de sejeste væsner og de kan klare ALT og 10x bedre end en mand!!!!

Så som Myolina siger så skal der tid til...

:blabla Sejt hvis du er kommet igennem min laaaaaaange smøre!!!

Kæmpe kram og stoooooooort tillykke fra Mig

Du ved ikke hvor glad jeg bliver for at læse den historie der minder så meget om min og som ender godt!

I dag kom svigermor forbi uplanlagt fordi hun havde smækket sig ude (Hun bor i samme by), vi spiste morgenmad mens hun var her og efter morgenmaden gik jeg op for at børste tænder. Min kæreste kom op til mig og spurgte om ikke vi skulle sige det til hans mor og jeg sagde overrasket ja.

Han sagde "Steven har noget at fortælle dig", og så fortalte han at Steven skulle være storebror. Der var ikke et negativt ord. Ikke et ord om uplanlagt osv. Alene blev der fokuseret på hvordan Steven glædede sig til at få en lillebror eller søster og at han håbede at han måtte tage sin søskende med ned til farmor når han skulle passes dernede osv.

Jeg blev meget glad for dette og det var alene en positiv situation.

Efterfølgende talte han om at ringe til sin bedste ven der også snart skal have nr 2 og fortælle det, men konkluderede at han ville vente til jeg havde været til læge hvor jeg måske vil blive sendt til scanning pga usikker termin. Bare så det hele er lidt mere sikkert.

Senere på dagen begyndte min kæreste dog igen at tale om at han ikke tror han kan få følelser, at han altid kun ville have et barn og det var Steven osv. Men jeg sagde meget bestemt (for det var som om at de positive oplevelser havde stivet mig af) at jeg var sikker på at han ville komme til at få følelser for barnet og at han ikke kun havde Steven men allerede var far til 2 selvom den ene endnu ikke var ude hos os. Desuden sagde jeg at det gjorde mig ked af det at han sagde sådan noget. Og så sagde han ikke mere.

Jeg tager alt dette som om at han humør svinger noget fordi det hele er en svær situation for ham, men at han helt nede på bunden faktisk er ved at vende sig til tanken om barnet og måske også føler en flig af stolthed. Eller sådan håber jeg det er.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

iiiih det var dejligt at høre, -og en rigtig god formmiddag i havde.. Min mand humørsvingede også meget, -det ene øjeblik kærlig omkring det, for det næste at blive ubehagelig og afvisende igen.. -Så det tror jeg helt klart at du skal tage som noget meget positivt..

:loveshower

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER