millivanilli

Det lyder helt hen i været. Det startede dårligt med medhjælperens reaktion, og fortsatte elendigt med pædagogernes diskuteren hen over hovedet på din søn. Hvordan skal man føle sig velkommen og tryg når man får sådan en velkomst? I min søns institution er der ikke primærpædagoger eller lignende, udover at der er 3 pædagoger på hver af de to stuer. Om morgenen kan man risikere at der ikke er nogle af pædagogerne fra hans stue til at tage imod, men så tager de andre i mod ham. Det er helt tydeligt hvem der tager imod om morgenen, og det er dejligt. Håber de tager kritikken til sig!

Jeg har fået 2 akutte kejsersnit. Forløbet op til og under selve indgrebet kan nok ikke sammenlignes med PKS, men heling og forløb efter operationen kan måske. Jeg skriver ikke dette for at skræmme, overhovedet, og se bort fra det her hvis du primært ønsker solskinshistorier. Jeg havde 2 dramatiske AKS, hvoraf det sidste især var meget dramatisk. Moderkagen løsnede, og jeg begyndte at bløde meget kraftigt. Det stod om liv og minutter, og var meget skræmmende. Men min søn kom ud, havde ingen mén, og vi overlevede begge to. Det har selvsagt sat nogle spor at vi begge var så tæt på at dø, men jeg har det fint med det i dag. Nå, til sagen, så vil jeg bare sige, at jeg fik alle komplikationer man kan få (lægens ord) efter ks nr. 2. Der var sammenvoksninger i maven/underlivet fra første AKS, der skabte nogle problemer for lægerne. Jeg havde mistet en MASSE blod (skulle have tranfusioner), og, fik en indre blødning efter indgrebet, fik en tilstand hvor maven fyldes med luft og svulmer op (meget smertefuldt), blev dehydreret og fik en infektion med feber, der blev slået ned med hesteantibiotika i 2 uger efter udskrivelsen. Jeg var indlagt en uge efter fødslen, men måtte ind på hospitalet flere gange grundet infektionen. Jeg havde rigtig ondt i maven i lang tid, grundet sammenvoksningerne etc. Min mave har stadig blå mærker 10 mdr efter! Totalt er jeg lykkelig for mine AKS, da det var nødvendigt for at mine børn og jeg skulle overleve. Det første AKS gik også ok, og smerterne fortog sig rimelig hurtigt. Jeg havde ikke kunne forestille mig hvor slemt det skulle blive efter 2. AKS, men jeg havde hellere ikke tænkt at fødsel ville blive livsfarligt for mig. Jeg ved ikke om det overhovedet er tik nogen hjælp at jeg skriver det her. Kan godt forstå at du overvejer PKS! Vil bare også pippe om at der kan opstå nogle helt sindssyge komplikationer, som jeg ikke ønsker for nogen.

Jeg tænker at det vigtigste er at du kigger på dit barn. Hvis han trives og er glad, vokser og udvikler sig, så er han måske "bare" et barn der har brug for meget mindre søvn end gennemsnittet. Du kan jo evt. få ham undersøgt ved børnelæge, blot for at udelukke at der er en medicinsk årsag til den begrænsede søvn og de mange opvågninger.

Sejt! Tæller du kalorier, eller hvordan bærer du dig ad? 20 kilo er lidt mere, ja, men på den anden side, så vil du nok ret hurtigt kunne se resultater, når du endda er på hardcore kur. Skal vi ikke dele tips/trick hvis vi opdager nogle? For mig har det hjulpet at lave små ændringer i kosten. F. eks. spiser jeg næsten hver morgen en skål havregrød med lidt smør og Sukrin gold på. Det mætter længe. Jeg spiser ofte knækbrød til mellemmåltider, og laver grøntsagsfad med dip af mager creme fraiche/kesam til snacktrangen om aftenen. Når sukkertrangen er for stærk, så køber jeg en Easis-bar eller en nellie dellie-chokolade. Hvis jeg falder i slikgryden, så forsøger jeg at sige til mig selv, at det ikke giver carte blanche til at bare spise og spise, og forsøger at stoppe efter et par stykker slik. Det helt klar bedste trick for mig er at spise hyppigt, og have måltiderne klare og for hånden!

Ikke ligefrem på slankekur, men jeg vil gerne tabe det ene kilo jeg har taget på igen efter at jeg tabte 6 kg i august/september. Og så gerne 2-3 kg mere. Hvad med dig

Kram til dig! Jeg starter også på mandag, efter barsel med den yngste. Jeg er egentlig klar til det, men i dag kan jeg mærke at jeg måske også kommer til at savne den lille glade dreng. Regner med at det bliver godt og dejligt at komme igang alligevel. Skal Oliver starte i pasning? Her skal lillemand være hjemme med far, og det hjælper lidt.

Absolut, og jeg er også enig, især i det med at ALLE stiller krav, også bedsteforældrene. Jeg tror måske tidligere at de yngre generationer var dårligere til at sige fra overfor de ældre, og de derfor fandt sig i mere? Sådan på generelt plan. Samtidigt kan jeg godt lidt se hvad FruMor mener. Indimellem tænker jeg nogle kan blive bedre til at sige pyt, til at være overbærende og acceptere "fejl" og "afvig" fra personer i omgangskredsen, også når det handler om ting der påvirker børnene. Jeg tror nogle gange forældre bliver altfor perfektionistiske, og holder krampagtigt fast i nogle principper ("fordi det er bedst for MINE børn"), og forventer at andre mennesker på forhånd skal tage hensyn til disse principper. En gang i mellem kan også småbørnsforældre strække sig lidt for fællesskabet. Jeg synes i øvrigt også der er forskel på at forvente særlige hensyn fra andre, og selv at tage ansvar for at opfylde egne børns behov. F.eks. spiser vore børn normalt kl.1715, men vi kunne aldrig drømme om at forvente at andre serverede mad kl.1715 fordi vi kom på besøg. Vi sørger for at børnene får en rugbrødsmad lidt tidligere, hvis middagen serveres meget sent (og så sidder børnene selvsagt med ved bordet under middagen). Blot som eksempel. Jeg tror altså at der er mange faktorer i spil her. For mig er ordet "pyt!" i hvert fald en stor hjælp.

Begge mine drenge har nægtet flaske indtil 9 mdrs alder, hvor de begge har gået over til primært at spise mad. Med den yngste, der nu er 9 mdr, så ville han først tage flasken da han var alene med far i 2 døgn nu for et par uger siden! Da han ikke havde fået bryst i et døgns tid overgav han sig og tog flasken. Men han er jo altså så stor at hans primære ernæring er via mad, ikke amning/flaske. Jeg har egentligt ingen råd, som du kan høre, udover måske at prøve bare at tage afsted, uanset. I hvert fald når hun begynder at spise noget mere mad. kram.

Rugbrød eller groft brød med fornuftigt pålæg, eller havregryn med mælk.

Jeg synes ikke det er buddingagtig! Mere cremet og lækkert

Panacotta med bærcoulis eller passionsfrugtscoulis og friske bær

Enig. Jeg har begge gange født inden 2 døgn efter tegnblødning (37+4 og 37+0). Sidste gang (37+0) fik jeg at vide, at hvis baby var født dagen inden, så ville han være klassificeret som præmatur

Risengrød også her Ikke min favorit, men altså. Det er nemt og børnene kan lide det.

Alura: Jeg er enig med Barbamama. Tror det er vigtigt at få trukket grænserne op nu her så "tidligt" i M's liv, sådan at problemet ikke bliver ved med at vokse. Samtidigt tror jeg det er vigtigt at vise at man sætter pris på bedsteforældrenes interesse og indsats. Kan ikke forestille mig at du ikke viser det, men jeg vil lige nævne det alligevel, sådan generelt set. Jeg hører ofte om børn der får sat grænser for deres forældre på en "for hård" måde, hvilket kan resultere i at bedsteforældrene (deres forældre) bliver skræmt, trækker sig, eller ikke længere gider/tør involvere sig særlig meget i børnebørnene, af frygt for at "alt de gør er forkert". Måske kan du sige tydeligt ifra overfor det med tøjet juleaften, men så kort tid senere bede om hjælp eller råd fra din mor til noget med M? Så hun føler at du virkelig værdsætter hendes interesse og hendes erfaring og viden?

Haha, det er lidt sjovt. Vi bruger også kondomer for tiden, og her forleden dag kiggede jeg på pakken og kom til at tænke på at det da gjorde det enkelt at regne frekvensen ud...

Vi var rigtig glad for det da vores søn gik i privat dagpleje. De var afsted en gang om ugen, om formiddagen. Min søn elskede det, og det var med til at forberede ham til at starte i vuggestue senere. Jeg ville synes det var lidt synd hvis de aldrig kom afsted.

Det lyder mega hårdt, Susanne. Håber som de andre siger at han kan få noget hjælp hurtigt, og så at DU måske også kan få noget hjælp/aflastning til at komme i gennem ons-fredag.

I starten af det nye år begynder jeg på arbejdet igen efter barslen med den yngste. Indenfor den sidste uge har jeg fået spørgsmålet "Skal du ikke ned på deltid?" 2 gange. Når jeg siger nej, får jeg medlidende blikke. Begge gange har snakken faldt på at jeg starter op på arbejdet efter nytår, hvilket jeg begge gange har sagt at jeg glæder mig til, og begge gange har spørgsmålet om jeg skal ned på deltid kommet uden at jeg har givet udtryk for at have det stramt med at skulle arbejde fuldtid. Lad mig understrege at jeg overhovedet ikke er sur på dem der stillede spørgsmålet. Men jeg undrer mig over samfundstendensen. Er det virkelig helt uhørt at begge forældre arbejder fuld tid? Hvad mener I, er det forkert at begge forældre arbejder, eventuelt at begge arbejder fuld tid? Jeg er oprigtigt nysgerrig på jeres holdninger til det her. I øvrigt tror jeg ikke min mand har fået spørgsmålet en eneste gang.

Min yngste vejede vel 6,3 kg da han var 5 mdr. Men det er jo meget individuelt, og afhænger udgangspunktet, bl.a.

Nej, alle kan definitivt ikke leve af én indtægt. Og er det ikke enormt vigtigt på samfundsplan at flest mulige arbejder?

Åh, jeg er så enig! Jeg mener også at man på samfundsplan kunne gøre mange ting for at bedre hverdagen for småbørnsforældre, og jeg mener måske endda at man burde! Men det betyder ikke at det er skadeligt for børn at have to fuldtidsarbejdende forældre, og jeg synes det er tarveligt når andre (især andre kvinder) insinuerer at det er!

Jeg er i tvivl om det er relevant, men jeg kunne godt gå ned i tid hvis jeg ville. Vi bor i hus i Københavnsområdet, men har slet ikke sat os så stramt økonomisk at det ikke kan lade sig gøre. Jeg har en lang akademisk uddannelse, og tror måske ikke min arbejdsplads ville acceptere at jeg gik ned i tid. Men jeg kunne jo finde et nyt arbejde hvor det var muligt, selv om de nok ikke hænger på træerne. Pointen er at det nok godt kunne lade sig gøre for mig, hvis jeg gerne ville.

Tak for inputs, keep'em coming Jeg er helt enig i at man skal gøre det der er rigtigt for sig og sin familie, og respekterer absolut dem der går på deltid. Måske er det rigtigt at mødre på deltid/uden arbejde møder mindst lige så mange meninger og holdninge til det fra omverdenen. Men jeg kan stadig ikke undgå at tænke at det nu, mere end i 90'erne og 00'erne, er ved at blive færre småbørnsmødre der arbejder fuld tid. Samt et større forventningspres til mødre om at gå på deltid. Som sagt er det jo super, hvis man gerne vil! Det jeg synes er træls er at mange giver udtryk for at det er umuligt at få det til at hænge sammen med to fuldtidsjobs, hvis man gerne vil have kvalitetstid med sine børn og give dem en god opvækst. Hvis det reelt set ER umuligt, så må samfundet jo indrettes på en anden måde. Hvis det faktisk ikke er umuligt, hvilket absolut er min holdning, så drejer det sig jo om ønsker og præferencer. Så synes jeg folk skal holde op med at presse på for at mødre skal arbejde deltid.

For at gøre det endnu mere nørdet, så kan man have OCD på såå mange måder. Man kan have tvangstanker OG tvangshandlinger (ofte ritualer), eller kun tvangstanker, eller kun tvangshandlinger. Hvis en person med OCD ikke får/kan udføre sine tvangshandlinger, så vil vedkommende oplever angst eller kraftigt ubehag. I øvrigt er det rigtigt at man ikke nødvendigvis er perfektionist selv om man har OCD, men det er altså også sådan at mennesker med OCD langt oftere end andre også er perfektionistiske. En anden ting, som meget sjælden kommer frem i mediebilledet, er at OCD kan dreje sig om helt andre ting end ryddelighed og vasketrang. Det kan være tvangstanker og tvangshandlinger knyttet til at smide ting ud, køre bil, tvangstanker om at man er pædofil (uden at man er det OVERHOVEDET) etc. Det er en ret udbredt lidelse, som findes i mange grader, men som uden tvivl kan være meget hæmmende for dem der har det.

Hvor længe er det siden du startede på arbejdet? Man kan evt. bede om at få delt barslen, således at du holder barsel nogle dage om ugen, og din mand nogle dage? Måske kunne det være en mulighed? Kram til dig, det lyder ikke sjovt.