tullemor87

Jeg er kun på fra mobilen i dag - derfor ingen billeder... Vores læge har lukket indtil onsdag, men i går testede jeg selv og fik et klokkeklart resultat - II til os <3 Håber bare at det lille vidunder bliver derinde (og forhåbentlig på et tidspunkt holder op med at gøre mig så skidt tilpas (-; )

Har lige testet. Svag lyserød streg - men mere markant end i mandags... Håber virkelig den bliver derinde!!!

Tak for opmuntringen... Venter spændt på at manden kommer hjem fra arbejdet med en test, så jeg kan få at se om jeg skal vente på menstruation eller bestille tid hos lægen... :rolleyes

Jeg må vel også hellere præsentere os og vores situation. Jeg er 25 år gammel, min mand er lige fyldt 30, og vi blev gift i marts i år :loveshower Kæmpe stort og fantastisk bryllup, der opfyldt prinsessedrømmen til fulde. Men nu har støvet lagt sig efter det, og hverdagen har meldt sig - stadig med kærlighed og tid til hinanden, for det synes vi selv at vi er rigtig gode til. Min mand er skolelærer og arbejder med børn og unge med ADHD og blandingsdiagnoser på et døgnbehandlingstilbud med internskole. Jeg selv bliver færdig som skolelærer om en lille måned (UUUUH) og håber at finde job i folkeskolen... Vi har kendt hinanden i 2½ år og har det sidste år forsøgt at blive gravide efter at jeg fik konstateret PCO og vi dermed fik at vide at det problematiserede chancerne for graviditet. Og det må man sige... I maj 2011 havde jeg en BIO, hvor jeg pludselig fik menstruation og underlivssmerter kun 1½ uge efter sidste mens. I februar i år havde vi en tur mere, hvor jeg aborterede i 6.-7. uge... Derefter brugte vi tiden på det kommende bryllup og forsøgte på den måde at bearbejde tabet... Nu er vi så ved at være ovenpå til endnu et forsøg. Jeg vil ikke i fertilitetsbehandling, hvorfor min mand viljefast holder på at "det bliver heller ikke nødvendigt". Men vi undersøger samtidig mulighederne for at blive kommunale plejeforældre eller andet, såfremt der ikke er held med forsøgene... Det var vist lidt om os... Held og lykke til alle jer andre :goodluck :bd

Skal til ny udredning hos min gynækolog pga. SA for 2. gang her i februar... Så jeg ringede i dag - og jeg kan så få en tid til FUCKING SEPTEMBER!!!! Jeg kan simpelthen ikke forstå at der skal gå så lang tid før de har en tid til mig!!! Så det jeg vil høre er om andre har oplevet det samme? Og har nogen søgt alternativer? I så fald hvor og er der nogen, der kan anbefale noget? Jeg har PCO og søger gerne nogen med ekstra viden i det område. På forhånd tak for de forslag, I måtte have <3

Vi bor på Lolland og har - så vidt jeg ved - kun én gynækolog der henvises til - en i Nykøbing F...

Okay, tøser... Så er jeg vist ved at melde mig på banen herinde endnu engang... Meldte mig ind for 3 måneder siden da jeg fik at vide hos lægen at jeg var gravid. Det endte desværre i en spontan abort, jeg røg ned i kulkælderen og vi besluttede os for lige at slÅ koldt vand i blodet... Nu er vi så blevet gift her i marts, jeg er blevet færdig med at skrive bachelor og tiden er igen til lidt kærlighedstid og drømme... Desværre har jeg det meget svært ved det her med at prøve igen i denne omgang. Vi havde prøvet et helt år, så lykkes det endelig, og så falder det til jorden... Tanken om at skulle kæmpe endnu et år kan gøre mig helt syg, og jeg ved slet ikke om det er det værd... Samtidig er min mands storebror og kone gravid, og hele familien er helt oppe og køre - og jeg er ved at BRÆKKE mig hver gang samtaleemnet falder på deres fantastiske situation! Jeg tror måske bare lige at jeg havde brug for et pusterum... Jeg håber at jeg kam få brugt det her forum og møde lidt opmuntring fra alle I søde mødre og kommende møder, der er at finde herinde.

Tak alle sammen! Dejligt at have et sted at lufte lidt ud :) Jeg er i kontakt med min læge - jeg er PCO-pige, så har både læge og gynækolog tilknyttet. Men de kigger jo bare på min alder (25) og siger "ja, men nu ved du jo at du KAN blive gravid - så er det bare op på hesten igen..." Det er bare virkelig frustrerende ikke at kun glæde sig på andres vegne... Min mand er endnu mere frustreret, fordi han på den ene side godt kan forstå at jeg klapper i når emnet falder på graviditet, men på den anden side glæder han sig jo også til at blive farbror igen... Han holder hovedet højt for os begge to og forsøger at opmuntre mig... Så føler snart ikke at jeg kan læsse mere af på ham... Men så er det jo rart at have et sted som her, hvor man måske kan læsse lidt af engang imellem. Tak fordi I deler af jeres oplevelser - det er dejligt at vide at man er blandt ligesindede og har nogen, der forstår ens frustrationer!

Jeg har lagt mærke til at det nye mærke Levevis ofte er astma-/allergimærket og svanemærket. Der gæstle fundet en SUPER deodorant :-)

Jeg fylder 25 år i næste måned, min forlovede fylder 30 måneden efter. Vi bliver gift om en måneds tid... Vi har forsøgt ca. 1 år uden held - og med et par bump på vejen. Nu har jeg så for første gang testet positiv og været hos lægen - så der skulle være gode chancer. Så det er sådan set lykkedes os indenfor et år. Det er vores første barn.

Jeg kender det SÅ godt! Nu har jeg lige testet positiv, og jeg er LYKKELIG - og ikke kun fordi at vi forhåbentlig venter et lille barn, men også fordi at det så er SLUT med at gå og HADE alle andre, der er gravide eller får børn. Jeg har haft det sådan i flere måneder nu, at jeg havde lyst til at kvæle alle kommende mødre... Af den simple grund at det ikke var MIG, der var gravid. Den eneste, jeg har kunne klare at se på, er en meget nær veninde, der lige har født. Hende kunne jeg også snakke med det om, og vi havde nogle rigtig gode snakke om at jeg hader alle gravide. Hun tog det stille og roligt, og valgte at fortælle mig det inden det kunne ses, simpelthen fordi hun vidste hvor meget vi prøvede og hvor dårligt det gik os - det tror jeg hjalp meget. Derimod har jeg en svigerinde, som har prøvet at blive gravid i 100 år - de har i forvejen en pige på 5 år. Og nu bebudede de så her lige før jul, at de ventede sig og var SÅÅÅÅÅÅ glade!!! Og det eneste, jeg havde lyst til var at skride og aldrig se min svigerfamilie igen. Jeg gav som undskyldning overfor mig selv, at de jo nu ikke snakkede om andet, og derfor var vores bryllup lige pludselig ikke spændende mere - det hele handlede om den baby. Men i virkeligheden var jeg jo dybt misundelig og ville bare ikke blæses op i hovedet med en kæmpe mave på vores bryllupsdag. Jeg holdt mig dog i skindet, forsøgte at dele glæden og sagde ellers ikke så meget, når emnet faldt på babyen. Men hende kunne jeg simpelthen ikke klare synet af - selvom hun INTET havde gjort forkert, udover selvfølgelig at blive gravid... HELDIGVIS har det allerede NU ændret sig - jeg glæder mig på deres vegne og tror på at det bliver hyggeligt med to fætre/kusiner, der er nogenlunde jævnaldrende - problemer med konfirmationer og alt det der taget i betragtning. Jeg føler med dig - og jeg KENDER det virkelig!!! Mit eneste råd til dig er, at du er nødt til at dele det med nogen tæt på dig. For det er hårdt at gå med indeni... Jeg kunne godt være hård og kynisk i perioder, når folk kom og fortalte mig at de ventede sig og simpelthen bare sige "tillykke" og så ellers ikke dele mere glæde ved det - der fødes hele tiden børn, så det er jo ikke så FANTASTISK, hvis folk f.eks. er blevet gravide i første forsøg, måske endda helt uden at prøve særligt... Så tal med nogen i din omgangskreds, vær ærlig, som de andre siger, og VÆR DIG SELV! Sig til folk "Hvor er jeg glad på dine vegne, jeg har bare svært ved at vise det i den situation, jeg selv står i." Så bliver det nemmere for dig - og måske også nemmere for dem at forstå...