Kan ikke holde det ud!!!

[tullemor87]

Okay, tøser... Så er jeg vist ved at melde mig på banen herinde endnu engang...

Meldte mig ind for 3 måneder siden da jeg fik at vide hos lægen at jeg var gravid. Det endte desværre i en spontan abort, jeg røg ned i kulkælderen og vi besluttede os for lige at slÅ koldt vand i blodet...

Nu er vi så blevet gift her i marts, jeg er blevet færdig med at skrive bachelor og tiden er igen til lidt kærlighedstid og drømme...

Desværre har jeg det meget svært ved det her med at prøve igen i denne omgang. Vi havde prøvet et helt år, så lykkes det endelig, og så falder det til jorden... Tanken om at skulle kæmpe endnu et år kan gøre mig helt syg, og jeg ved slet ikke om det er det værd...

Samtidig er min mands storebror og kone gravid, og hele familien er helt oppe og køre - og jeg er ved at BRÆKKE mig hver gang samtaleemnet falder på deres fantastiske situation!

Jeg tror måske bare lige at jeg havde brug for et pusterum... Jeg håber at jeg kam få brugt det her forum og møde lidt opmuntring fra alle I søde mødre og kommende møder, der er at finde herinde.

[Emy]

Hej og velkommen tilbage :balloons

Puha det lyder bare så hårdt og uretfærdigt det du har været igennem :kram2 Kan godt forstå, det er med blandede følelser at I nu går i gang igen. Vi har prøvet i snart et halvt år uden held, og selvom jeg ikke kan tillade mig at tude så meget over det endnu, så kender jeg godt til den ulidelige ventetid og skuffelserne, som har det med at overmande én...

Hvorvidt det så overhovedet er det værd.. Jeg er ikke et sekund i tvivl! Jeg taler selvfølgelig ikke af erfaring, men kan bare ikke forestille mig noget større her i livet end en dag at stå med mit eget lille barn i armene :kuller

Jeg krydser fingre for at det hurtigt lykkes for jer at få de to streger igen - og at den lille spire så sidder rigtig godt fast :goodluck :bd

[Nitzen1987]

Velkommen tilbage :balloons

Forstår godt dine følelser og skrækken for at det tager endnu et år at blive gravid igen... Jeg har selv mistet to gange - første gang blev jeg allerede gravid i 2. cyklus efter p-pillestop men mistede ved MA i 11. uge, hvorefter der gik 8 måneder inden jeg stod med de magiske II igen, for efterfølgende at miste ved en SA i 7. uge, herefter var der dog gevinst med det samme :) I mellem min første og anden graviditet (der begge mislykkedes) færdiggjorde jeg min læreruddannelse, så tankerne roterede omkring eksamen i et ½ års tid og det tror jeg bestemt godt kan have indflydelse på, at der gik så lang tid med at blive gravid igen... Det lyder lidt til, at du/I også har haft andre ting at tænke på med til bryllup og eksamen :)

Håber ikke at der skal gå et helt år, inden I får gevinst igen :goodluck og masser af :bd :bd :bd

[Hilde]

Stort kram til dig :kram og held og lykke denne gang :goodluck

[Ikra]

Velkommen til og Held & Lykke..

Har også været igang i næsten 2 år og da det endelig lykkedes endte det i en GUL i uge 9 her i februar..

Så det er med meget blandede følelser man går igang igen..

Havde samme oplevelse, da vi lige startede PB fortalte mandens søster at de ville starte og det lykkes for dem i første forsøg og ja, hele familien var usandsynligt begejstrede..

Man havde lyst til at styrte ud af stuen hver gang de bare ævlede løs..

Håber i får et følelsesmæssigt overkommeligt PB..

[Chris123]

Måske skulle du den kommende tid melde pas til arrangementer hvor snakken kan risikere at falde på baby snak :)

Du kan jo være helt ærlig overfor din mand og sige at du har det lidt hårdt med det pt. og så kan i i fællesskab komme op med en undskyldning for hvorfor du ikke lige er med :)

Kæmpe krammer :kram

[Maybe]

det må være frygteligt :( jeg har ikke selv prøvet at abortere, men jeg har prøvet det med at sidde til div. arrangementer hvor emnet falder på børn, eller andre på samme alder i familien er gravide og man bare så gerne ville selv, men på det tidspunkt i vores liv var det bare ikke nu.

Og når folk så ikke kan holde deres næse for sig selv og spørg, bliver man bare ked, men vi klarede den ved at folk som vi ikke så tit, ved at give dem svaret: Vi skal ikke have børn. Det hjalp. Men nu er det jo ikke sikkert det er tilfældet her. At folk spørg til hvornår i skal have børn.

Noget som hjalp mig, var at gå til min læge og tale om det, da en af grundene til vi ventede var sygdom hos mig, og jeg vil mene en abort også kan være godt at få luftet for hos lægen, alle spørgsmålene og bekymringerne, frygten osv. og ja hvis du ikke allerede har gjort det så fortæl manden hvordan du har det med de arrangementer

[Jackie]

Jeg håber der er hurtig gevinst for jer denne gang. :kram

Jeg synes det er en god idé, som btdm siger, at gå til din læge og snakke med ham/hende om det.

Jeg kunne forestille mig der kører en masse rundt i dit hoved, som din læge måske komme med nogle svar og gode råd til. Og om ikke andet, så bare for at få luft!

Kæææmpe held og lykke med det :bd :bd :bd

[tullemor87]

Tak alle sammen! Dejligt at have et sted at lufte lidt ud :)

Jeg er i kontakt med min læge - jeg er PCO-pige, så har både læge og gynækolog tilknyttet. Men de kigger jo bare på min alder (25) og siger "ja, men nu ved du jo at du KAN blive gravid - så er det bare op på hesten igen..."

Det er bare virkelig frustrerende ikke at kun glæde sig på andres vegne... Min mand er endnu mere frustreret, fordi han på den ene side godt kan forstå at jeg klapper i når emnet falder på graviditet, men på den anden side glæder han sig jo også til at blive farbror igen...

Han holder hovedet højt for os begge to og forsøger at opmuntre mig... Så føler snart ikke at jeg kan læsse mere af på ham... Men så er det jo rart at have et sted som her, hvor man måske kan læsse lidt af engang imellem.

Tak fordi I deler af jeres oplevelser - det er dejligt at vide at man er blandt ligesindede og har nogen, der forstår ens frustrationer!