Fister

Hej søde mødre. Jeg skylder vist en opdatering efter mit sidste indlæg. Det var fan.... et par hårde uger. Det blev lidt bedre, men kun sådan at jeg ikke græd mere - det gjorde stadig pænt ondt. Min mælkeproduktion kom ikke op og da brystbetændelsen kom igen og jeg kunne mærke ar jeg var hastigt på vej til endnu en tur i ammehelvede, besluttede jeg - efter en lille opsang fra min mor om, at det var noget fis at jeg ikke måtte give ham mad i flaske, det har man gjort i årtier - at give amningen en pause og Theodor et ordentligt måltid mad. Det var verdens bedste beslutning, for vores vedkommende. Jeg fortsatte med at malke ud, men ville først amme igen, hvis sårene helede og mælkeproduktionen steg (jeg kunne maks malke 35 ml ud pr gang tilsammen i de to uger jeg kæmpede). Brysterne helede endelig, men mælkeproduktionen var elendig...til gengæld kunne jeg kende min lille glade dreng igen, så nu er han flaskebarn. Den fredag hvor jeg tog beslutningen var jeg ked af det. Vi var til familiefødselsdag og jeg kon til at tude, da jeg fortalte at det bare ikke gik. Og Theodor havde møg-ondt i maven og var bundulykkelig. Så stod jeg dér og hylede hos min svigermor, som bagefter masserede Theodor på maven og gav ham lidt kamille-the. Han kune slet ikke falde til ro hos mig, så alle mine massageforsøg var forgæves, men endelig virkede det hos farmor og til hele selskabets store fornøjelse lavede han en kæmpe lort imens vi sad og spiste :glad alle var så søde, og der var kun opbakning mht at stoppe amningen. Nogen gange går det bare ikke. Nu har vi det allesammen meget bedre. Der er krudt i Theodor og han smiler og bokser rundt. Hat vist arvet sin fars energi-niveau, for han er rimeligt meget vågen og er ikke en af den slags babyer som sover længe. Til gengæld sover han godt i sin seng og vi kæmper ikke (endnu) med at han hyler og er ulykkelig om natten...bare han får sin flaske hver tredje time. Måske har han taget lidt tidligt hul på næste tigerspring, for i de seneste dage vil han kun sove hos mig om dagen, og han gider ikke altid spise op. Jeg skal helst kigge på ham hele tiden, ellers brokker han sig. Lige nu ligger han og putter i mine arme, viklet tæt ind i et tæppe. Han er simpelthen så dejlig. Nu ligger han og smiler i søvne. Jamen altså...er det ikke bare det skønneste i verden Han var i øvrigt i mandags 55 cm og vejede 3660 g (fra 49 cm og 2760 ved fødslen), så det går endelig den helt rigtige vej. Edit: Her er han:)

Jeg måtte give op efter 3,5 uge efter en møgstart på amningen, som endte i sår, brystbetændelse og svamp på een gang. Prøvede alt muligt for at få det til at køre, men jeg skreg og græd efterhånden hver gang jeg ammede og var helt bange for når han blev sulten. Så både jeg og sønnike var ulykkelige og efter at have kløet på i to uger uden bedring gav jeg ham en flaske mme og besluttede at stoppe amningen i hvert fald indtil sårene var helet. Først var jeg rigtigt ked af at give op, men jeg fik det hurtigt bedre og min søn blev ikke mindst gladere og har det bare rigtigt godt nu. Jeg er slet ikke i tvivl om nu, hvor jeg slet ikke ammer mere, at det var den rigtige beslutning, men jeg er også glad for at jeg føler jeg virkelig gav amningen en chance. Du må lytte til dig selv og mærke efter hvornår nok er nok - eller forhåbentlig hvornår det bliver bedre. Det vigtigste er at du er afklaret selv, så du kan være en glad mor med overskud på den ene eller anden måde. Held og lykke

Åh for Søren Mikkelmille, det lyder virkelig hårdt. Jeg kan godt forstå at du er fuldstændig færdig. Jeg håber kiropraktoren kan sørge for at det bliver bedre og bedre med din lille Victor. Stort knus!!!

Hej med jer Jeg synes, det lyder som om, at relativt mange bruger ammebrikker? Stemmer det - og hvorfor? Jeg spørger, fordi jeg selv fik stukket sådan en på nærmest uden videre og uden forklaring på barselshotellet. Theodor fik næsten ikke en ærlig chance for at få fat i brystet, og selvom han er lille og brysterne store, så er mine brystvorter hverken indadvendte eller flade. Men det hele gik bare så stærkt og hektisk, at pludselig sad jeg med en ammebrik og troede at det var det eneste rigtige. Den næste sygeplejerske, gav mig en mindre brik, og den næste igen gav mig den første tilbage. Der var i det hele taget forskellige metoder, hver gang der kom en ny sygeplejerske ind ad døren (som lige havde 3 minutter en sjælden gang imellem). Vi prøvede bare at følge med og kørte jo hele den dér 3-timers-mølle med udmalkning+MME, fordi Theodor var så lille. Men den sidste aften kom en frisk dame ind og konstaterede, at der da ikke var noget "i vejen" med mine brystvorter og så fik hun ham lynhurtigt til at amme uden. Så jeg var jo lykkelig, men hun havde fri straks efter og de næste sygeplejersker kiggede ikke rigtigt på min amning. Jeg spurgte en enkelt gang, om det så rigtigt ud, og hun svarede bare med et halvt blik, at det gjorde det. Men jeg tænker bare - nu hvor min amning er et helvede - at både min lille baby og jeg blev så forvirrede de første dage, at han nok har fået lidt galt fat alligevel. Og jeg forstår ikke, hvad jeg skulle med den ammebrik, når han jo godt kan få fat på brystet, men bare lige skal bruge mere en 10 sekunder til det. Hvor ville jeg gerne have haft tid til at amme rigtigt på sygehuset, så det kunne have kørt normalt fra starten. Men altså...har de af jer, der har fået ammebrikker oplevet, at det slet ikke var muligt at amme uden? Eller har det bare været den nemmeste løsning*? *Det skal altså ikke lyde fordømmende, men jeg er i mangel af bedre formulering. Min SP var i hvert fald noget overrasket over, at han ikke havde fået lov at amme rigtigt. Vi har i onsdag lagt ham på min mave, hvorefter han på ganske få øjeblikke selv kravlede han til brystet og tog ordentligt fat, men hans sutteteknik mangler lidt øvelse. Jeg gider da ikke den skide brik, hvis ikke det er nødvendigt. Og det kan da ikke være nødvendigt for så stor en del af mødre, som jeg umiddelbart hører skal bruge dem.

Nååååårh. Så mange skønne billeder:)

Lytter med her, min søn er 1 måned i dag og gør meget af det samme. Tror dog vi har lidt maveknas da jeg har måttet opgive amning og han derfor er på fuld mme nu. Men der er bare forskel på hans urolighed, for det er ikke maven hver gang (som jeg tolker ham i hvert fald) Men jeg tænker på tigerspring? Hvad siger de erfarne mødre?

Kanjang virker også her, men jeg ved ikke nok om det til at sige om det er smart at spise som gravid eller ammende.

Kamillete med honning, lime og ingefær hjælper her. God bedring:)

Tillykke:)

Enig.

Han ender med at ligge lidt sidelæns på min arm...men nu ved jeg jo ikke om det er muligt på andre end mig selv, hans instinkt får ham bare det rigtige sted hen.

Det gør mine på sin vis også. Jeg støtter ham med armen som han hviler på. Jeg har en pude under armen, og kan derfor slappe rigtigt godt af.

Tror nok det aldrig er for sent. (Men mon ikke hun vil kigge lidt mærkeligt på dig, hvis du venter til hun er teenager :lol )

Jeg har ret store udfrodringer med min amning, og min sp har lige vist mig følgende: - læg dig godt tilbage. Ikke helt fladt men så du alligevel ligger godt tilbagelænet. - læg dit barn på maven på din mave, med hovedet f.eks mellem brysterne eller lidt inde på det ene ...og så vent.... Så krabber baby sig selv derover og får fat. Min Fister gør i hvert fald. Han kan godt blive lidt sur i processen, men det tager ganske kort tid før han selv har fået fat. Og han får ikke skævt fat eller noget. Han finder derhen og åbner munden på vid gab og hapser så bare lide ned, hvor han skal. Jeg tør ikke love mirakler, for jeg er selv i en fase, hvor vi begge lige skal lære det, og jeg har haft vanvittigt ondt i en uge og synes først nu at det måske lysner lidt. Men det virker altså ret naturligt, ikke mindst for min søn. Jeg synes også helt bestemt at hans sutteteknik bliver bedre og bedre. Pøjpøj

Jeg elsker lille Theodor. Han er så sød og dejlig, og jeg synes vi kom rigtigt godt fra start. Han var rimeligt nem og glad og jeg fik det også ret hurtigt godt efter fødslen. Men den seneste uge har været streng, og jeg har næsten ikke haft overskud til at smile og grine til den lille skat. Jeg har fået revner/sår på begge brystvorter med svamp OG brystbetændelse. Det gør så vanvittigt ondt at amme, at jeg veksler mellem at skrige og græde og bide i en klud. Men min SP har været her og er sød og jeg er i gang med noget behandling. I dag synes jeg måske (med fare for at jinxe hele lortet) at det er en smule bedre. Bare en lille smule. Hvis ikke det meget snart lysner, er jeg bange for, at jeg får et flaskebarn. Ikke at der er noget i vejen med dét; jeg havde bare forestillet mig at skulle amme. Men det er vel vigtigere at være glad og have bare lidt overskud. Siden i onsdags har jeg været på amning+MME+udmalkning+behandling af svamp + sterilisering, hver gang han melder sig. Det føles som om, at hver gang jeg bliver færdig, så er han vågen igen og så VED jeg bare, at det kommer til at gøre ondt. Puha! Indrømmer gerne at jeg har tudet flere gange. Glæder mig til at det bliver mere normalt herhjemme. Heldigvis er min mand en skat, men han er jo ikke hjemme det meste af tiden. Han gør dog alt, hvad han kan for at hjælpe, og havde smurt madder og at lagt tøj frem i morges, fordi jeg ikke engang når at spise nogen gange. Håber I nyder jeres små vidundere og at jeres boobies arter sig:)

Ja, det fik jeg/min søn vist lige efter fødslen. Men det er bare fordi jeg er rhesus negativ og han er rhesus positiv.

Kæmpe tillykke. Tænk hvis han vidste hvor mange skønne damer der har heppet på ham:) Og krøller...Nårh altså. Tillykke tillykke tillykke:)

:bd :bd :bd Hep hep hep

Well done :respekt Mht nationalbankrente, bankrente og realkreditrente, så kan de ikke sammenlignes. Rente er i bund og grund et udtryk for risiko. Bankers udlån er blevet mere usikre pga. dårligere sikkerhed og mindre værdi i det pant som kunderne har stillet (når boligpriserne falder f.eks), og samtidig låner banker penge af hinanden, men banker er bare også usikre i øjeblikket. Derfor kræver bankerne højere renter for at låne til hinanden, og bankerne giver den ekstraregning videre til kunderne. Det er helt naturligt når renten er variabel, selvom det er møgsurt og ret meget de seneste år. Realkreditrenten er baseret på obligationer som opkøbes af f.eks pensionsselskaber og udenlandske investorer. Udlandet synes at Danmark er et meget sikker land økonomisk og derfor er de villige til at sætte penge i landet (=købe obligationer), selvom de næsten ikke får rente for det. De vil f.eks hellere have 0,5% i rente i dk end at have 7% i rente i Spanien, fordi de er bange for at spanierne ikke kan betale pengene tilbage ligsom i Grækenland. Så realkreditlånere nyder godt af at dk ikke er så slemt ramt økonomisk som andre lande. I andelboligforeninger skal i have fat i bestyrelsen/generalforsamlingen for at få foreningen til at kigge på dens realkreditlån. Der kan foreningen få samme fordele som ejere af ejerboligere. Altså en lavere rente, som kan gøre boligafgiften lavere. Men pas på at jeres regnskab ikke bliver for uigennemskueligt eller risikabelt (med f,eks afragsfrihed og rentetilpasning). Det er ikke altid en god ide når man er mange om at dele risikoen. Håber det giver lidt mening. Så slipper i i hvert fald for at tage den vinkel på diskussionen med jeres Bankrådgiver:) slå i stedet på at i har styr på tingene, bankens prissskilt og selvfølgelig hvad i kan få andre steder.

Hej:) Jeg har skrevet min fødselsberetning i Septembergruppen - men andre må nu også gerne læse den. Her er linket: Fisters fødsel God fornøjelse:)

Tillykke! Hvor dejligt:) :loveshower

En lysterapilampe...den er dyr, men virker!

Tak for alle tillykkerne:) Vi er så glade for ham, og når han nu har det rigtigt godt og normalt, så synes jeg det er sødt at han er så lille. Åh, han er dejlig og han er vores, hvor fantastisk er det lige. Måtte dog ud og købe mere tøj til ham i str. 50, hvilket også er lidt for stort. Alle har ellers sagt, at det kan de dårligt passe efter en uge, så vi havde kun ganske lidt. Og så tisser han næsten hver gang han bliver skiftet. Jeg er svært tilfreds med at have vaskemaskine og tørretumbler. Amningen forløber fint, men måske har han suttet lidt skævt, for mine niples gør allerede ret nas. Skal lige lære det.

Hej Septembermødre - så har jeg skrevet min fødselsberetning, som jeg husker den. Enjoy:) Fødselsberetning Jeg vågner ved fire-tiden natten mellem lørdag og søndag og kan ikke sove mere. Det er ikke fordi, jeg har det skidt eller noget, og jeg er vant til at det sker indimellem, så jeg ligger og kigger lidt og ender med at stå op og gå ind på sofaen. Der læser jeg lidt og er på computeren. Ved 7-tiden tænker jeg, at der da er noget, der ligner lidt små menstruationssmerter indimellem. Men det er næsten ikke noget. Over de næste par timer lægger jeg mærke til, at de ligesom kommer og går. Men min krop er jo højgravid og har ømmet sig ofte den sidste måneds tid, så det undrer mig egentlig ikke. Morten er stået op ved 8-9-tiden og vi spiser morgenmad. Vi nyder at have weekend sammen. Han skal ikke spille fodbold hele weekenden, da der på usædvanlig vis har været fredags-kamp. Så vi tager formiddagen stille og roligt og bliver enige om at rydde op i garderobeskabene. Det går fint. Jeg kan så småt mærke, at der er noget regelmæssighed over maveknebene, og at de er blevet stærkere, men stadig ikke noget vildt. Det kunne ligeså godt gå i sig selv igen. Ved 11-tiden går jeg på toilettet og der kommer en god sjat grønt udflåd + nr. 2 (thank God). Ellers har det bare været slimet med lidt blod i hele morgenen. Da klokken er cirka 12, er jeg ikke længere i tvivl om, at der er gang i noget. Jeg tager der helt roligt, for jeg ved jo, at den slags tager lang tid, og til fødselsforberedelsen sagde de, at der var tre faser som hver især tog flere timer (for førstegangsfødende), og jeg er jo først lige begyndt. Jeg bruger en app på telefonen til at tage tid. Men jeg bliver meget hurtigt i tvivl om, hvornår den ene ve egentlig slutter og den næste begynder. Det skyller ligesom bare ind over mig som i bølger, men gør ikke ubærligt ondt. Jeg siger til Morten, at jeg lige skal et eller andet (måske er det her jeg går i bad – jeg er i tvivl) og så kan vi ringe til fødegangen bagefter for lige at markere, at der er gang i noget. Imens vil han smøre rugbrødsmadder, så jeg har lidt at stå imod med. Veerne skyller mere og mere indover mig, og den rugbrødmad som jeg havde lyst til før, er slet ikke til at gøre noget som helst med, da den står foran mig. Jeg ringer til fødegangen kl. 12.47, og siger: ”jeg hedder Cecilie og jeg skal vist føde, jeg har i hvert fald veer”. Hende damen på Hvidovre spørger om alt muligt, og jeg fortæller, at der er 5-6 minutter imellem veerne, og at de varer et minuts tid. Næh, vandet er vist ikke gået, men jeg har haft det dér grønne udflåd, og har slet ikke mærket noget før jeg fik de mini-mens-smerter om morgenen. Imens jeg snakker med jordemoderen (var det vel), tager veerne til og kommer meget hurtigere. Det fortæller jeg og siger ”av av av av”, når de topper, men det tager hun nu meget roligt, og siger, at jeg skal huske vejrtrækningen og slappe af i nogle timer og se, hvad der sker. Det accepterer jeg og lægger på. Men med det samme gør det bare meganas. Jeg tænker hurtigt, at det kan jeg da ikke bare gå rundt med i flere timer. For dælen hvor det kramper og bider. Jeg kan slet ikke tale, når de er på det højeste og det er de i lang tid, synes jeg. App’en kan jeg slet ikke overskue at bruge, de sidste veer jeg har registreret er på 2 minutters varighed. Jeg beder Morten ringe til fødegangen igen kl. 13.09 – han fortæller, at vi lige har haft ringet, men at veerne bare er taget vildt til i styrke siden. De snakker lidt, jeg er ude på badeværelset og ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jordemoderen beder om at tale med mig. Jeg bekræfter bare, at det gør vildt ondt og at der nærmest er veer hele tiden. Hun prøver at få mig til at blive hjemme, og siger ”at man kan godt blive sådan lidt anspændt og så føles det måske mere ømt” og så siger hun alt muligt andet. Jeg siger bare ”aaav…..ja…..mmmh….” og til sidst tænker jeg HOLD NU KÆFT og siger bare ”JA, men jeg vil altså godt lige tjekkes” og så giver jeg telefonen til Morten imens jeg går ud på badeværelset, hvor jeg står ind over bordet og mærker at jeg lever☺ Av for helvede. Morten og jordemoderen bliver enige om, at det er ok, at vi kommer til tjek, og at hvis fødslen er i gang så tager de selvfølgelig imod, men vi skal nok være indstillede på at vi bliver sendt hjem igen. Vi tager taskerne ned i bilen – med et par ve-stop undervejs – og kører. Jeg kan ikke huske meget fra turen. Bare virkelig store veer og at jeg med venstre hånd fik fat i en bøtte, som jeg holdt fast i, og med højre ledte jeg febrilsk efter et håndtag over vinduet, som vi åbenbart ikke har i vores bil. Jeg skubber med benene og har lukkede øjne. Åbner på et tidspunkt øjnene og registrerer at der er blåt (himmel) og jeg tænker, at vi vist holder i et kryds vedsiden af en anden bil, hvor føreren må synes, at det ser mærkeligt ud inde i vores bil. Vi ankommer til Hvidovre. Jeg siger, at jeg ikke vil tage trappen – men det har Morten ligesom regnet ud <_< På gangen ned til fødegangen prøver jeg at skynde mig, jeg vil bare frem. Men jeg må stoppe og stå med hovedet ind mod væggen og bide tænderne sammen. Og Gud-hjælpe-mig om ikke vi bliver overhalet af en eller anden gravid med mand. :angry Tsk tsk – jeg vil bare ned til den fødegang NU og først i køen! På fødegangen bliver vi vist hen til venteværelset, og der er lidt pause imellem veerne. Ikke meget, men de er på en måde mere definerede. De gør meget mere ondt, men jeg oplever egentlige ve-pauser (hurra). Prøver at sidde ned og at stå op. Finder min position med hovedet og hænderne op ad væggen – overvejer at slå mit hovedet ind i væggen. Klokken er cirka to og vi venter på en jordemoder. Der kommer et andet par; hun har også ondt kan jeg se. Jeg går på toilettet, for jeg tror jeg skal tisse…De andre kommer til først. Min tålmodighed er på prøve, vi venter rastløst… og jeg kan alligevel ikke give udtryk for min utålmodighed. Morten virker ret rolig, men har fortalt at han også er pænt utålmodig dér. Han siger: ”husk at trække vejret dybt skat”, jeg bider sammen og siger ”Hold kæft” :gal :D . Der kommer en jordemoder, som først siger, at vi altså lige skal huske at blive registreret, når vi ankommer. ”Det har vi gjort”, siger Morten og jeg i kor. Nåååh, jamen ok, så vil hun da lige se på det og finde vandrejournalen og komme tilbage. Hun er sød, men har liiiige lovlig god tid og sludrer med en eller anden på gangen. Hun tager os så med ind i et undersøgelsesrum, hvor jeg ligger mig på briksen og hun mærker efter, hvordan det ser ud. Veerne gør sindssygt ondt, synes jeg, og jeg tænker, at hvis hun siger ”to centimeter” nu, så kan de ligeså godt skyde mig. Hvis det skal gøre SÅ ondt i et døgn til, så dør jeg. Jeg var overrasket over, hvor pivet jeg egentlig måtte være, siden jeg reagerede så voldsomt på smerten, når nu de alle bare tog det så roligt, og det lod til, at der var god tid. Men hun siger heldigvis ”8 centimeter”, og jeg får store øjne. Det får hun dog ikke mere travlt af, for der er vagtskifte et kvarter senere (klokken 15), så vi skal lige vente på en ny jordemoder. Hun giver mig hospitalstøj på, imens Morten henter taskerne i bilen. Jeg finder plads op af væggen igen og da Morten kom tilbage, siger jeg, at jeg tror, det er presseveer. Han kalder på jordemoderen, og jeg siger: ”jamen jeg presser altså nu”. Hun svarer med et meget roligt kald tilbage ”ja, men det må du altså ikke”. Morten tænker: ”Så…Nu smadrer hun det hele”. Men jeg spørger om ikke man kan få sådan en varmepude eller noget. Joh, det kan hun da godt lave til mig, siger hun og går så ud på gangen, hvor jeg kan høre, at hun snakker med nogen andre stille og roligt. Årh ja, hvor jeg bare har lyst til at kyle et eller andet ud af vinduet. "Kom så for helvede og hjælp mig" :box . Hun kommer tilbage med en varmepude, som jeg får på ryggen. Straks efter bliver jeg hentet i en kørestol. Varmepuden hjælper lidt, så jeg kan tænke under det meste af veerne, selvom de stadig bider vildt. Vi kommer ind på en fødestue, hvor Jordemoder AM præsenterer sig. Jeg ligger på briksen og ømmer mig, og hun kommer mig til undsætning med lattergas, som hun roligt fortæller, hvordan jeg bruger. DET hjælper. Det gør stadig voldsomt ondt, men det tager altså toppen, så jeg er i stand til at følge hendes instruktioner. Hun sætter en elektrode på Fisters hoved og fast på mit ben, så vi kan følge ham. Så går hun rundt og gør ting klar, imens hun taler roligt til mig. Jeg skal op og stå for at hjælpe ham helt på plads. Der er klart presseveer. Jeg har ikke fået klyx og er både bange for at føde og at skide :blink Under veerne får jeg lattergas (eller er det ilt her – hun skifter i hvert fald på et tidspunkt), som Morten holder hen til mig. I pauserne skal jeg vrikke lidt og bevæge mig. Jeg står der i ganske kort tid og kommer så op på briksen igen. Det var ikke meningen, at jeg ville have født på ryggen, og jeg ville gerne have været i varmt bad, så Morten har tændt for vandet. Men på briksen ligger jeg altså nu med fødderne oppe i nogle holdere og Morten er klar med ilten. Ved næste presseve siger AM, at jeg skal presse med. Jeg ømmer mig højlydt og hun fortæller, at jeg skal lade være med at sige noget, men i stedet bide sammen og presse og holde mine ben oppe. Det synes jeg først lyder helt uoverskueligt, men det går alligevel. Morten skal holde min ryg. Ved næste presseve går arbejdet i gang og jeg presser og presser… der sker noget, men jeg kan ikke følge med selv. Jeg tror, jeg fødte i presseve nr. 5 – hvor nr. 3 ikke rigtigt duede. Hovedet og kroppen kommer i samme ve kl. 16.17, og jeg får vores lille søn op på min mave. Han er så fin. Lille og smuk. Morten klipper navlestrengen. Jeg skal syes efter en lille andengradsbristning og nogle rifter. Bliver ikke bedøvet, så indimellem gør det pænt ondt. Det tager en time, og jeg er ret træt af det lige dér, men AM er simpelthen så sød. Fister bliver målt og vejet. 2780 g og 49 cm. Han er 26% under gennemsnittet, så vi skal følges lidt ekstra tæt de næste dage, men han har det fint og får fuld apgar-score. Morten og jeg sidder og glor på vidunderet og bliver enige om, at han skal hedde Theodor. Han er bare den allerdejligste skabning, vi nogensinde har mødt. Alt i alt synes jeg min fødsel gik rigtigt godt. Jeg er meget tilfreds med, at jeg stolede på min intuition og kom afsted til fødegangen. JM sagde også, at det bare gør voldsomt ondt, når man udvider sig så hurtigt, så jeg føler mig mindre pivet her bagefter. Det gjorde virkelig ondt, men i og med det gik så stærkt, synes jeg ikke, det var skrækkeligt. Det værste var den times tid, hvor jeg troede, at det bare var opstartsveer og at det skulle blive ved ”for evigt”. Da jeg først fattede, at jeg altså var ved at føde, var det mere til at arbejde med. Og for øvrigt stor cadeau til lattergassen! Mit vand VAR i øvrigt gået inden jeg kom på hospitalet, så jeg har altså ikke selv opdaget det (hvilket jeg synes er lidt skræmmende, jeg har vitterligt været opmærksom på det i ugevis). Morten og jeg er også enige om, at det slet ikke var så voldsomt, som vi havde forestillet os. Jeg tror, vi begge havde forestillet os mere snask og blod og drama, men det var faktisk ikke ret meget, og vi fik også vist moderkagen, som er ganske fascinerende (på afstand). Det var en rigtigt fin oplevelse og på trods af farten og usikkerheden indtil vi kom ind på fødestuen, er vores fødselshistorie i hvert fald en positiv én.

Åh Sensommerbaby, kom så ud. :bd :bd :bd