Min oplevelse af fødslen af junior.
Det er fredag aften. Klokken er lidt over 7 og vi har fået hjemmelavede burgere. Som sædvanligt har jeg fået spist lidt mere, end der var plads til i maven. Om formiddagen har vi været til jordemoderbesøg og har fået et igangsættelsestidspunkt. Næste torsdag, den 6. December. Vi har været ude at spise brunch og sovet en laaaang middagslur.
Vi gennemgår TDC play og finder Goonierne. Den bliver sat på og jeg ligger med hovedet i Jans skød. Kort inde i filmen begynder jeg at få et par spredte veer. Ikke regelmæssigt overhovedet. Alt mellem 10 og 20 minutters interval og jeg kan tale igennem dem.
Vi går i seng lidt i 9, men efter jeg har ligget ca 15 minutter får jeg en ve. Jeg er nødt til at koncentrere mig om den. Jeg forventer lidt, at vi tager et par timers snydeveer, ligesom torsdag aften, hvor de kom med 10 minutters interval igennem 3 timer, for derefter at høre op.
Allerede efter 6 minutter kommer der endnu en ve, og jeg tænker nu, at de bliver meget uregelmæssige. Gennem den næste halve time får jeg prustet mig igennem yderligere 5 veer, der kommer ret præcist med 6 minutters mellemrum.
På det tidspunkt er klokken kun ca halv 10, og jeg beslutter mig for at lægge mig ned på sofaen med dyne og det hele, så Jan i hvert fald kan få sovet lidt og ikke skal ligge og høre på fru elefant.
På sofaen fortsætter veerne med 6 minutters mellemrum. Hen ad midnat må jeg ligge mig på knæ foran sofaen for at komme igennem dem med dybe vejrtrækninger. I pauserne kravler jeg op på sofaen og hviler mig.
Klokken bliver 1 og veerne er nu nede og komme med 5 minutters interval. Ved 2-tiden beslutter jeg mig for, at jeg - hvis jeg stadig har veer af samme styrke - vil vække Jan ved 3-tiden. Mine tanker går nu mest på at hvile mellem veerne; at det bliver en lang, lang køretur til Holbæk og at hestenes dækkener er blevet skilt ad i underdyner og regndækkener, fordi de var så våde, da hestene kom ind. Det bliver bøvlet, hvis vi skal have dyrepasser.
Veerne bliver ved og må klares hængende ind over sofaen. Jeg prøver også halvt stående ind over en spisestuestol, men det fungerer ikke. Veerne kommer nu med 4 minutters mellemrum. Fra den seddel med veernes faser, vi har hængende på køleskabet, ved jeg, at med det mellemrum, så skal man holde ud og vente yderligere 1-2 timer, før man ringer til fødegangen.
Kl 3 går jeg op og vækker Jan. Jeg får en ve imens og må ned på alle fire og puste imens. Han kan godt se, at det ikke er pjat.
Jan ringer til fødegangen og fortæller, at veerne er regelmæssige med 4 minutters mellemrum, og jordemoderbesøg beder os komme ind.
Jeg får veer mens jeg klæder mig på og jeg kan ikke engang overkomme at binde snørebånd i mine kondisko. Jeg husker også, at jeg må tage en ve på alle fire på badeværelsesgulvet.
Jan får min taske ud i bilen, og hjælper mig derud også. Selve hospitalstasken står i bilen, så det er bare min håndtaske med pung, telefon, ipad m.v. Han har for små to uger siden glemt et tykt sædeovertræk fra værkstedet i min bil, som han meget betænksomt har sat i passagersædet. Jeg beder ham køre af de mest lige veje til Holbæk, og det gør han. Der er ikke særlig meget trafik, og jeg lægger mellem veerne mærke til, at han kører ret stærkt. Han har senere fortalt mig, at han var bange for, jeg skulle føde i bilen.
Undervejs i bilen er veerne helt nede at komme med 2 minutters mellemrum og bider rigtig meget. Det er bøvlet, for jeg kan jo ikke komme til andet, end at sidde, og det fungerer ikke særlig godt.
Jeg sidder i mit stille sind og håber, at jeg er 7 cm åben, men frygter det værste, der i mit hoved er 2-3 cm, så vi bliver smidt hjem igen.
Det sidste stykke af vejen følger vi efter en Opel eller så, der kører meget lovlydigt og de skal også på hospitalet. Vi får lige talt om, at de nok skal samme sted hen, og ganske rigtigt.
Jan sætter mig af ved hovedindgangen og finder en p-plads. Jeg håber at kunne vente udenfor, men der står flere rygere, og jeg magter ikke andre mennesker. Jeg går ind og kæmper mig igennem yderligere en ve halvt på knæ i forhallen. Jan kommer ind med hospitalstasken og min håndtaske, og vi går langsomt op mod fødegangen. Heldigvis kan Jan huske, at det er de gule prikker, vi skal følge.
Jeg får 4-5 veer på den meget korte tur op til fødegangen. Puha! De fleste må tages på alle fire.
Vi skal op på 1. Sal, og trods min fobi mod elevatorer, tager jeg elevatoren i stedet for trappen. Jeg må dog spørge Jan hvilken etage, jeg skal op på. Hvem sagde forvirret?
På fødegangen kan vi ikke lige umiddelbart finde nogen, og der er helt stille. Pludselig kan jeg dog høre en, der spørger Jan, om det er Johanne, og hvor hun (dvs mig) er. Jeg får meldt mig, og vi kommer ind på en undersøgelsesstue. Jordemoderen hedder Gy (undrer mig længe over, om jeg hører rigtigt) og virker sød.
Jeg må spørge, hvad der skal ske, og Gy fortæller, at hun vil undersøge mig og køre en ctg-kurve. Jeg kommer lige på wc, hvorefter jeg lægger mig op på briksen, efter at have fået mine lange bukser af. Gy undersøger mig og fortæller, at jeg er 3-4 cm åben og at livmoderhalsen er helt udslettet. Jeg havde frygtet de undersøgelser m.v. men det var ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Heldigvis.
Gy sætter de der ctg-dimser på mig, og så snupper vi lige 20 minutter med 4-5 veer liggende på ryggen. Det er alt andet end behageligt. Jan sidder med sin jakke på, og jeg er undrer mig over, at han ikke tager den af. Han mener dog ikke, at han skal have den af. Tror nok, at han først smider den, da vi kommer på fødestuen.
Jeg kan se i journalen fra fødegangen, at vi er fremme ca. 4.20. Vi er de eneste på fødegangen, så der er dejlig ro. Derudover er det skønt, at det er lørdag, for så har håndværkerne fri.
Mit blodtryk bliver målt og er som altid fint. Gy fortæller, at min puls er 61, hvilket er super godt, da den om morgenen hos jordemoderen var 68. Gy synes det er imponerende, da jeg trods alt er i aktiv fødsel - så plejer pulsen altså at stige. Seje mig.
Vi bliver overført til en fødestue og jeg bliver hurtigt spurgt om smertestillende. Jeg beder om lattergas, men får ikke noget. Det er nok meget godt, for det skal vise sig, at blive meget værre. Jeg får dog en varmepude og det er skønt.
Jeg kan se, at Jan sidder og småkoger i stolen ved siden af sengen. De næste tre timer puster jeg mig igennem mange veer og tænker, at NU må der snart ske noget.
Klokken 6.30 synes jeg, at jeg skal skifte bind lidt vel ofte, og at udflåden er blevet lidt specielt i farven. Jeg kalder derfor på Gy, der siger, at det er vandet, der er gået. Den underlige farve skyldes, at fostervandet er grønt. Junior har altså skidt i det, den bandit. Derfor får junior sat en elektrode på hovedet. Det er ikke så slemt, som jeg har fået fortalt - det er bare lidt bøvlet, fordi jeg jo så skal være tilknyttet maskinen. Der skal også ve-måler på.
Her får jeg fikse nettrusser på, på grund af et enormt bind.
Samtidig beder jeg om lidt smertelindring, og jeg får endelig lattergas. Mums!
Klokken 7 er der ca vagtskifte, og den nye jordemoder hedder Lone. Hun er lidt ældre end Gy men helt utrolig sød.
Vi møder Lone kl. 7.30 og hun undersøger mig og giver den nedslående besked, at der stadig kun er 4 cm åbning. Samtidig foreslår hun dog, at vi overvejer en epidural. Jeg siger i første omgang nej tak, men vi aftaler, at hvis der stadig ikke er sket en dyt kl 8-8.30, så vil jeg nok gerne.
Jeg er utrolig skuffet over, at der ikke er sket mere.
Heromkring (måske tidligere) sætter jeg Jan til at ringe til mine forældre og bede dem ordne dyr. Han må ringe fra min telefon, for han har slukket sin egen, og kan ikke huske pin-koden til den. Tsk tsk. Jan får i øvrigt morgenmad, men jeg takker nej.
Lidt over 8 kommer Lone ind igen, og jeg kan stadig smile mellem veerne, og vi snakker blandt andet om, at den tåbe, der sammenligner fødsler med marathonløb (især ham, der downsizede til halvmarathon), skulle have tæv. Jeg vil til hver tid hellere løbe en halvmarathon!
Kvart over 8 beder jeg om epidural og får lagt drop. Først på det her tidspunkt kommer jeg i hospitalsskjorte. Anæstesien kontaktes klokken halv 9. De fortæller, at de har vagtskifte, men at de opprioriterer mig. Fint nok.
Vi venter...klokken 8.55 siger Lone, at anæstesien nok kommer om 20 minutter og jeg tæller ned.
På det tidspunkt er jeg begyndt at blive groggy af lattergassen. Mit ansigt snurrer og jeg kan kun koncentrere mig om veerne, som ve-måleren i øvrigt mener kun er på ca 45 % - dumme dims. Indtil da har veerne været helt oppe på 80-90 % og mit konkurrencegen har været svært godt tilfreds, for dem har jeg klaret fint. Men nu gør de mega-nas og er kun 45 %.
Jeg kan høre, at Jan taler med Lone, men jeg er komplet ligeglad med indholdet af samtalen. Jeg har fået ny varmepude, som Jan holder mod min lænd, hver gang, der kommer en ny ve. Skønne, skønne Jan. Jeg ligger i øvrigt på siden - alt andet føles umuligt.
Da klokken er ca. 9.30 begynder jeg at få nogle veer, hvor Lone spørger om det presser nedad. Jeps - jeg føler det som om, at jeg skal på potten.
Her fortæller hun så, at det måske er for sent med epidural, og jeg ved det godt. Hvis jeg er over 7 cm vil de ikke. Hun undersøger mig derfor og meddeler klokken 9.40, at vi ikke når epiduralen, for på det tidspunkt er jeg 9 cm åben. Egentlig 10, for det sidste er en kant, der ligesom står udenom juniors hoved.
Jeg tuder! Jeg har SÅ ondt og er SÅ smadret. Men det er også rimelig barskt at gå fra 4-10 cm på 2 timer. Det er voldsomt.
Ligesom hun får konstateret det, dukker anæstesien op - jeg kan se dem i døren! Typisk. Det gør ikke frustrationen mindre hos mig.
Hele vejen igennem har jeg prøvet at fokusere rigtig meget på min vejrtrækning. På de "gode" veer har jeg kunne tælle ind-to-tre-fire, ud-to-tre-fire. Gør jeg det 8 gange, så er veen ovre. På de dårlige veer bliver det ind-to, ud-to.
Jeg får ligeså stille lov til at presse med, mens Lone prøver at få kanten væk fra juniors hoved. Vi prøver at presse liggende på siden, på alle fire og til sidst på ryggen.
Efter ca. 10 minutters pressen dykker juniors hjertelyd pludselig fra 120-140 til 80, så forvagten - Mathias - tilkaldes. Jeg registrerer egentlig kun, at det er en yngre fyr, og et kort øjeblik bliver jeg blufærdig. Men det er mandens job! Så jeg må videre.
På det her tidspunkt bliver det drøftet, om det kan være navlestrengen, der har viklet sig rundt om halsen på ham, så børnelægen, Per, tilkaldes på "hold", så han er klar til at tage over, hvis nu.
Junior retter sig heldigvis efter 5 minutter.
Det gør imidlertid, at jeg nu skal have ilt i masken og kun ilt. Jan bliver maskeholder og dupper mig i panden med en kold klud. Det er dejligt. Masken bliver jeg dog lidt arrig på af og til.
Jeg presser og presser og prøver at gøre, som Lone siger. Jeg tror nok, at det sker mussestille. Jeg er fokuseret - og så er der ikke plads til råb og skrig. Jeg har ikke fået lavement og kan derfor mærke, at der kommer bonus med ud. Lone (som jo formentlig er vant til det) tørrer skyndsomt væk, når der er uheld.
Jeg kommer til det punkt, hvor jeg kan mærke "the ring og fire" og tænker, at nu må det da snart være. Og vupti - sygeplejersken siger, at hovedet er født og to sekunder senere kommer resten. Klokken er 10.22 lørdag den 30. November 2013.
Hold da op! Så er man mor! Junior kommer op på min mave - fedtet og klam og vores - og skriger af sine lungers fulde kraft. Jeg kan se, at Jan står og fælder et par tårer. Det er vildt, det her. Junior får en varmelampe hængt ind over sig (hvem sagde smågrise?) og jeg får (vidst nok) skiftet underlag. Jeg får senere at vide, at jeg har blødt temmelig meget - noget over gennemsnittet. Jeg får spurgt ind til det med navlestrengen, og det var heldigvis ikke tilfældet.
Jan bliver spurgt, om han vil klippe navlestrengen, men takker nej.
Junior får 10 på apgar-scoren og børnelægen vil ikke engang se ham.
Det er gået så stærkt de sidste 3 timer, at jeg har overhalet en anden gravid, der er kommet ind, og som jordemødrene havde gættet på ville føde før mig. Sejt nok alligevel.
De første 10-15 minutter kan jeg ikke se juniors ansigt. Kun hans hoved oppefra. Det er mærkeligt. Men junior får lov at ligge hos mig i laaaaang tid og det er dejligt og underligt.
Jeg skal nu føde moderkagen, og jeg kan huske en jordemoder, der sagde, at den skulle "nyses" ud. Altså noget, der sker ret automatisk. Men ak!
Moderkagen skal være ude senest 1 time efter fødslen, ellers hedder det operation. Da Lone har prøvet 2-3 gange, fortæller hun dette, og her bliver jeg nervøs. Jeg udvikler stridor under fuld narkose, hvilket jeg får fortalt Lone.
Det i betragtning prøver vi akupunktur (og avs altså! Særlig i lilletæerne) og at lægge junior op mod mit bryst for at fremprovokere en ve. Og endelig - kl. 11.15 , 7 minutter før deadline - kommer den åndsvage ve, der får moderkagen ud. En del af den har revet sig løs under fødslen, og det er nok det, der har gjort, at jeg blødte mere end normalt.
Junior bliver nu tjekket nærmere og kommer over til sin far. Inden da har han dog nået at skide på mig. Typisk. Jeg kan se Jans ansigt, da han får junior i armene, og det er fantastisk at se.
Så skal jeg jo undersøges. Jeg har været med i et forsøg, der går på mulighed for forløsning af den bageste skulder først, og jeg spørger Lone, om han er forløst normalt eller med bageste skulder, hvilket han er.
På grund af forsøget skal en anden jordemoder vurdere mine skader, og der kommer en meget sød, yngre pige ind. Hun tjekker og undersøger og avs. Jeg har fået en mild grad 2-bristning, men ikke noget, der ikke kan klares hurtigt. Men syes - det skal jeg.
Jeg har fået et tæppe over benene, og det er rart, for så kan jeg ikke se, hvad de laver - og jeg føler mig lidt mere ærbar og fryser mindre.
Da jeg er syet, får vi vejet og målt junior. Lone gætter på højst 3300 gram, men junior vil det anderledes og vejer hele 3620. Han er 54 cm lang.
Vi får kørt morgenbakke ind med flag om blomster og det hele. Først her tager Jan kameraet frem og knipser lidt af junior og mor, af junior og af vores første morgenmad som familie.
Gardinerne bliver trukket fra, og det er et smukt efterårsvejr. Det er en dejlig dag at have fødselsdag på.
Jeg får målt blodtryk og det er meget lavt. 90 over 45 eller sådan noget. Jeg bliver mega svimmel af at rejse mig og får besked på at drikke rigelig juice og saft. Så skal det nok rette sig. Det går dog først rigtig over, da jeg dagen efter får en halv liter kakaomælk! I alt under hele forløbet har jeg fået ca 1/2 liter vand.
Klokken ca 12.30 blev vi kørt over på barselsgangen - jeg i kørestol grund af det lave blodtryk. Her fik jeg mit eget tøj på og MUMS! Så er man menneske igen.
Omkring klokken 1 sender vi mms'er til forældre og søskende. Samtidig ringer jeg hjem til mine forældre, hvor begge bedsteforældrepar er samlet til frokost sammen med flere andre fra min familie (morbror, tante, farbror og tante) for at fejre søster Rikkes 30-års hjemkomstdag fra Indien. Min far tager telefonen og bliver rigtig glad. Jeg fik også talt med både mor og Jans mor.
Jeg fik ikke vejet mig inden fødslen. Jeg var ligeglad, selvom vi kort fik talt om det på fødestuen. Jeg kan dog regne mig frem til, at jeg har taget ca 13-14 kg på i alt, og det er godkendt.
Det med bad bagefter var jeg også pænt ligeglad med. Så vidt jeg husker kommer jeg først i bad dagen efter. Jeg er dog blevet vasket lidt med en klud af Lone, da jeg er færdigsyet (også på maven, hvor junior jo havde skidt på mig).
Og sådan gik det til, at junior kom til verden, den sidste dag i november i 2013 - og kæmpe respekt til dig, hvis du kom igennem min lange beretning. Den er lavet, som den er, for at jeg kan bruge den til efterfødselssamtale hos vores jordemoder den 10. Januar.
Jeg synes faktisk, at vi havde et rigtig godt forløb. Roen fra Lone og det øvrige personale var guld værd for os begge. Så tusind tak til Holbæk sygehus.
