Når kærligheden er svær

[Mannie]

Nu er denne tråd efterhånden en del måneder, og vil gerne vide om kærligheden stadig er der?

Har konen givet op?

Er huset solgt?

Hvordan har børnene i alt dette rod? (én skilsmisse er rodet, 2 er endnu værre)

[Turboline]

det er så uretfærdigt, at man ikke er i stand til at vægte barnets tarv først. En fars kærlighed er jo ikke mindre end en mors.

Helt enig! Men desværre ses der ikke sådan på det fra myndighedernes side. Det er meget muligt at lovgivningen siger, at der ingen forskel er, men de ssocialrådgivere osv. der arbejder med sagerne, ser klart moderen som den forsmåede part og som den eneste rigtige til at have barnet!

Der er utrolig stor forskel på den behandling man får når man kontakter statsforvaltningen alt afhængig af om man er han- eller hunkør. Hvis min mand selv ringer derind, risikerer han korte afstumpede svar, som oftest falder ud til moderens fordel, hvis jeg ringer på hans vegne med de samme spørgsmål, for jeg helt anderledes og uddybende svar, som ikke altid falder ud til hendes fordel??!! Og hvis man en sjælden gang er så utroligt heldig at få en mandlig medarbejder i røret, så er det straks en helt anden form for kommunikation man får. Min opfattelse er, at alt for mange af de kvindelige medarbejdere ved statsforvaltningen, har alt for svært ved at holde sig neutrale og alt for nemt ved at identificere sig med moderen.

Der går mange superdygtige fædre rundt i Danmark med et minimum af kontakt med deres børn. Ligeledes er der alt fior mange børn, der må leve hos moderen selvom det kun er næstbedste løsning, fordi det ikke er "normalt" at lade faderen være bopælsforældre.

[Guest Mysse]

Endnu engang tak for jeres svar.

Jeg vil forsøge at give jer en kort opdatering...

Vi havde jo fundet en ordning der egentlig fungerede for os. Vi havde nogle faste dage hvor vi havde tid sammen, og min partner blev hos sin kone. Jeg er skilt, og helt ude af mit tidligere forhold.

Men sådan en ordning kan bare ikke fungere i længden, jeg savnede mere og mere en at dele andet en små skønne øjeblikke med, og han blev mere og mere splittet over at have både kone og kæreste. Mit behov for noget mere, og hans samvittighed indhentede os. Vi har derfor valgt at tage en pause med at se hinanden uden for arbejdstiden.

Vores snakke falder tit på hvordan vi havede det sammen, og hvor meget vi savner hinanden - og siden vi aftalte at holde en pause, er vi kun "faldet i" 1 gang, hvor savnet efter hinanden blev for meget. Men jeg tror desværre ikke det bliver sidste gang...

Vi har talt dette igennem mange gange, og er enige om at det er den rigtige beslutning, at han bliver hos sin kone, og at vi forsøger at holde os fra hinanden. Men vi vil altid have en helt speciel plads i hinandens hjerte. Vi vil altid være den vi aldrig fik, til trods for vores følelser.

Så denne gang sejrede kærligheden ikke, men fornuften. Han er afklaret med at han bliver hos sin kone, og deres forhold er blevet bedre. Hun er hans rigtig gode ven, mor til deres fælles barn - og hun elsker ham højt.

Er jeg så ulykkelig? Nej, slet ikke.

Jeg har jo stadig mit nye liv, min frihed og min søn. Jeg håber og drømmer om den store kærlighed, den eneste ene. Og han skal nok komme en dag.

Selv har jeg mødt en sød mand. Vi er ikke smask forelsket i hinanden, men vi nyder at være sammen, nyder den opmærksomhed vi giver hinanden, tryghed og nærhed. Vi begge har det på denne måde, så ingen har stærke følelser i klemme.

Vi er nok begge lige gode til at bruge hinanden som et springbræt for at komme videre, men det har ikke den store betydning, for vi nyder at være i hinandens selskab. Det er en meget underlig situation at være i, for denne nye mand giver mig alt det jeg ønskede hos den anden - bortset fra at han ikke er forelsket i mig, men i følelsen at dele livet med en anden. Den anden mand gav mig følelserne, men ikke indholdet i et parforhold eller livet sammen.

Det er nok ikke en holdbar løsning, at være sammen, når vi ikke rigtig elsker hinanden. Jeg holder meget af denne nye mand, det er jeg ikke i tvivl om, og han holder også meget af mig. Men dyb kærlighed er det ikke :) om det kan blive til det over tid er der ingen der ved på nuværende tidspunkt.

Kærlighed er godt nok en svær ting... Kan man få det hele, den store kærlighed, den eneste ene? Skal man lade sig nøjes med det der fungere, når det nu ikke er hele pakken, eller skal man helt undvære?

Det eneste svar jeg kan komme med, er at jeg nyder livet, øjeblikket og nuet. Og er nærmest lykkelig. Jeg behøver ikke aktivt at gøre noget for at ændre min situation lige nu, for jeg har det godt. :biglove

[Guest]

Tak for opdateringen :tak jeg syntes du lyder til at være godt og grundig afklaret med din situation og har gjort dig nogle gode tanker. Og ja kun tiden kan give dig svar - men så længe di har det godt i nuet så tror jeg ikke du fortryder noget. Jeg ønsker nu for dig at du finder kærligheden igen - det behøver ikke være nu, men engang i fremtiden når livet falder lidt mere på plads og tiden er til det :)

[StineDJ]

Tjaaaa... Jeg har selv stået i den situation for 2 år siden.

Det var, ligesom jeres situation, fuldstændig umuligt at overskue hvordan det skulle blive med børn og hvordan fremtiden i det hele taget kom til at se ud. Vi gjorde dog intet inden vi begge havde gjort det forbi og det var helt sikkert den bedste beslutning vi begge har truffet. Vi valgte kærligheden til hinanden, men det var en tur i helvede og tilbage igen, sådan groft sat op, men nu hvor man forlængst er på den anden side, så skal alting nok gå.

Han skal nok få et godt samvær med hans dreng, moderen skal bare lige komme over det hele, man kan jo ikke holde sit barn fra den anden forældre..

Pøj pøj med det, ved det er rigtig svært :kram

[Guest Mysse]

Min kollega og jeg har haft muligheden til at være sammen et par gange, og jeg er jo tiltrukket af ham. Og alligevel har vi valgt ikke at give efter.

Eller rettere, jeg har valgt ikke at give efter. Jeg ser stadig den mand, som jeg ikke har den dybe kærlighed til, men som jeg holder mere og mere af.

Jeg er kommet meget videre, og de følelser jeg havde for min kollega er stort set væk, selvom han stadig kan give mig et sus i maven.

Jeg ønsker jeg ikke at ødelægge det jeg har med min "nye" (nu har vi jo set hinanden nogle måneder, så hel ny er han ikke mere).

Jeg har det stadig rigtig godt med den mand jeg ser nu. Vi passer perfekt sammen på rigtig mange måder, og er begge lidt kede af, at vi ikke har den der dybe kærlighed for hinanden.

Jeg føler at jeg lever og har det godt. Om jeg møder den store kærlighed igen er ikke så vigtigt lige nu, for jeg har mulighed for at give og få kærlighed.

Hvad er den store kærlighed egentlig? Er det, at livet er smukt i det øjeblik, hvor man er sammen med en man næsten passer perfekt med?

Jeg tror kærlighed er mere end suset i maven.