En Ninja-prinsesses vej til verden

[MissingLink]

Jeg har aldrig fået samlet mig til at lave en egentlig fødselsberetning. Jeg har i stedet ført lidt "dagbog".

Nu har jeg så samlet den sammen, og det resulterer vist i en temmelig lang fødselsberetning ;) Men jeg synes nu alligevel jeg tager det med, for jeg gik faktisk i fødsel allerede i uge 29.

God læselyst, og total :respekt hvis du kommer i mål :)

Søndag d. 17. maj:

Jeg har haft mange plukkeveer i løbet af dagen, og maven føles hård. Tænker ikke videre over det, men går relativt tidligt i seng. Jeg kan dog ikke sove, da smerterne i maven tager til. Omkring kl 1 mener manden vi bør ringe til vagtlægen. Vagtlægen vil imidlertid ikke have noget med det at gøre, og beder os ringe til FG. Der taler vi med JM - jeg beskriver smerterne, og hun lyder bekymret (det er "min" egen JM der har vagt). Vi får at vide hun ringer tilbage. 5 min senere ringer hun og siger hun har ringet efter en ambulance, der vil køre os til et sygehus. Ikke det vi hører til (da hun sagde at de ikke kunne hjælpe mig ordentligt hvis jeg var gået i rigtige veer), og heller ikke det nærmeste store sygehus for der var overbelagt. Ambulancen kom ½ time senere og kørte os omkring 70-75 km til et helt andet sygehus. Her blev jeg kørt på fødegangen. Jeg fik kørt strimler på CTG og blev undersøgt. De blev hurtigt enige om at jeg var gået i veer. Jeg blev faktisk ret chokket, for jeg troede faktisk ikke det var veer jeg havde fået. Så skete der en hel masse. Jeg fik lagt et drop med ve-hæmmende medicin, fik en indsprøjtning med lungemodner og blev eller overvåget med CTG´en. Jeg kan huske at jeg SLET ikke kunne forholde mig til at de snakkede om AKS, børnelæger, og ja, at Isabella muligvis var på vej ud til os. Derudover havde jeg pænt mange smerter.

Mandag d. 18. maj:

Om formiddagen blev jeg flyttet fra FG til svangreafdelingen. Den største fare var midlertidigt drevet over. Jeg havde stadig veer, men de var ikke længere så kraftige. Der var så mange læger og de snakkede så det summede for mine ører. De snakkede meget om Isabellas vægt, og at det nu var vigtigt at forsøge at holde hende derinde indtil onsdag så lungemodner kunne virke ordenligt. Jeg var bare så bange og ked af det. Vidste ikke hvad jeg skulle/kunne gøre for at holde hende derinde.

Tirsdag d. 19. maj:

Vi får igen kørt strimler. Der er stadig veer og plukkeveer at måle, og de siger Isabellas hjerte slår lidt for hurtigt. Vi får at vide at det ve-hæmmende drop sandsynligvis ikke virker som det skal, da de havde forventet at udsvingene var stoppet på nuværende tidspunkt. De siger, at de regner med hun kommer til verden indenfor nærmeste fremtid, og at se har aftalt med Neonatalafdelingen at vi skal op at besøge dem. Min mave er stadig hård, irriteret og øm - jeg er bare så træt i kroppen.

Onsdag d. 20. maj:

Det ve-hæmmende drop er blevet pillet fra om morgenen. Min mand kom kort tid efter de havde pillet det ned, da de sagde at de næste timer kunne være afgørende. Omkring kl. 15 om eftermiddagen begynder veerne så småt igen. Jeg var fuldstændg grædefærdig. Igen bliver jeg overvåget, målt osv. Heldigvis åbner jeg mig ikke. Omkring midnat begynder de endelig at aftage igen. Vi var glade for at vi om formiddagen havde besøgt neonatalafdelingen, og snakket med en meget sød afdelingssygeplejerske som egentlig beroligede os lidt. Derudover fik vi lov at se en meget smuk og rask lille pige på omkring 1700 gram.

Torsdag d. 21. maj:

Veerne er næsten stoppet. Der er stadig masser af plukkeveer og maven er stenhård, men det er til at holde ud. Lægen til stuegang mener, at vi skal påregne at blive på sygehuset de næste 14 dage. De vil meget gerne holde Isabella derinde til uge 34. Jeg må fortsat ikke bevæge mig andre steder end ud på toilettet.

Fredag d. 22. maj:

Hektisk sygehus! Man kan med det samme mærke at der er travlt. De glemmer min morgenmad, og sygeplejerskerne render forvirret frem og tilbage. Omkring middag bliver jeg uden forvarsel hentet, og skal scannes - noget som de dagen i forvejen havde sagt de IKKE ville gøre at frygt for at provokere livmoderen unødigt. Jeg er forvirret. Isabella bliver målt og skønnet til 1850 gram. Det var meget dejligt at få at vide. Lægen siger så at nu har de ikke plads til at have mig der mere, når nu hun godt kan klare sig og er så "stor". Jeg bliver fuldstændig paff. Så sent som aftenen forinden havde vi talt med en overlæge, der jo sagde at vi skulle blive der i 14 dage, og under ingen omstændigheder måtte flyttes. Jeg udtrykker naturligvis min bekymring, men får det svar at de er overbelagt og at jeg i øvrigt ikke er hjemmehørende på dette sygehus. Vi forsøger så at forklare at det jo ikke er os der har besluttet at vi skulle på dette sygehus, men hun er bare stejl og vil sende os tilbage til det sygehus vi normalt hører til. I vores ører giver det ingen mening, eftersom de ikke kan tage sig af mig hvis jeg skulle gå i fødsel. Jeg ville godt kunne ligge der til aflastning og ro, men hvis jeg fik veer igen, ville jeg skulle køres til et andet sygehus for at føde. De to sygehuse ligger omkring 120 km fra hinanden. Vi valgte derfor at tage hjem. Herhjemme kan jeg slappe af, og vi ville kunne komme hurtigere til sygehuset hvis der skulle ske noget. Vi synes det er et meget mærkeligt sygehussystem. For det første at man får så forskellige udmeldinger fra lægerne om hvad der er vigtigt og hvad der ikke er. Dernæst at blive kastet frem og tilbage som om man egentlig bare er i vejen. Nå, men enden blev at vi fredag aften var hjemme igen - dog en en masse instruktioner om at skulle være sengeliggende, have hvile og ro samt alt det medicin jeg stadig skal tage for Isabella og jeg.

Nu er det meningen vi skal se hvordan det går i weekenden, og så skal vi ned på vores "eget" sygehus på mandag. Jeg er ufatteligt træt i kroppen, og hovedet har så mange tanker. Der har været mange ting at skulle forene sig med synes jeg. Maven er stadig hård som en alt for oppustet fodbold, men det vigtigste er at vores elskede lille Isabella stadig er derinde, og efter alt at dømme har det fnt og vokser som hun skal

Mors elskede lille Ninja-prinsessepige - sammen skal vi nok klare os

25. maj 2009:

Røg på sygehuset igen - virkelig nederen, når man næsten lige var kommet hjem. Jeg lå de første 1½ døgn på fødegangen - igen fordi de ikke vidste hvad vej det gik. Da jeg endelig blev flyttet til svangreafd. ville de ikke have mig der, da de mente CTGén gav for store udslag. Tilbage på fødegangen igen. Onsdag blev jeg flyttet igen, igen til et andet sygehus, da lægerne nu mente "faren" for spontan fødsel var midlertidigt overstået, men ikke ville udskrive mig endnu.

Derfor kom jeg på det 3. sygehus på 14 dage. Meget fustrerende at blive flyttet sådan rundt på hele tiden. Men det var nu en god afdeling jeg kom på (faktisk den bedste af de 3 jeg har været på). Fredag blev vi scannet igen for at se hvor meget hun var vokset. 2350 gram. Næsten 500 gram på en uge! Det var bare dejligt, og jeg fik lov at tage hjem på weekend til idag.

1. juni 2009

I dag har jeg fået lov at komme rigtigt hjem - sådan næsten helt i hvert fald. Jeg har fået en såkaldt "åben indlæggelse", så jeg kan være herhjemme, men bare kan komme ind på afdelingen eller fødegangen hvis jeg skulle få behov for det.

Betingelsen er igen fuldkommen ro, kørestol til "længere ture" og så bare vente og se hvad der sker. Under alle omstændigheder tager de hende ved PKS den 16. juli, hvis hun ikke er kommet inden.

Hun er vokset godt, og vejede i fredags 2350 gram - i dag omkring 2500 gram (jeg ligner en lille hval med en "firkantet" mave). De skyder hun vil veje godt 4000 gram ved fødslen, hvis jeg går frem til PKS. Hvem havde troet jeg skulle få så stor en baby?? - i hvert fald ikke mig Hun har, udover den lidt høje puls/hjertefrekvens, det tilsyneladende godt derinde.

Jeg har stadig masser af plukkeveer, meget hård mave (altså udenpå), irritabel livmoder og alt det. Det har ikke rigtig ændret sig, men nu ved vi i det mindste at de kan holde livmoderhalsen lukket. Jeg synes der er længe til når man har så ondt, men alligevel er det jo til at se en ende på. Bare træls at man er så afhængig at andre hele tiden, og så ville man selvfølgelig gerne være fri for smerterne. Mit overskud er ikke det største, men jeg forsøger nu alligevel at følge lidt med herinde.

5. juni 2009:

Så har jeg lige været en tur på FG igen-igen-igen. Foruden de sædvanlige veer havde jeg fået en øget tyngdefornemmelse, og vagthavende JM ville gerne have jeg kom forbi. Ganske rigtigt er Isabellas hoved nu godt placeret et stykke nede i bækkenet, og livmoderhalsen er næsten ikke-eksisterende. De synes min mave var meget stor i forhold til hvor langt jeg er henne, og derfor besluttede de at scanne med en 4d scanner. Hun er stor, og der er temmelig meget fostervand - og min krop er ret lille. De mener det er derfor jeg har en meget irriteret livmoder, da ALT bliver trykket derinde ved det mindste.

De sagde jeg gerne måtte bliver derinde til obs, men jeg er bare så træt af sygehuse og vil hellere være herhjemme. Derfor altalte vi at jeg lover at ringe hvis det bliver værre eller der sker ændringer og så kunne jeg tage hjem her til aften (vi har været der siden først på formiddagen)

Billederne er jeg superglad for - det var et lille plaster på såret over at skulle tilbringe endnu en dag på FG. Hun er da dejlig min lille Ninja - er hun ikke?? På billede 2 gaber hun - træt af sygehuse

22. juni 2009:

Jeg har bare ikke det store overskud for tiden. Alt gør bare ondt, og jeg synes SLET ikke det er sjovt at være gravid mere (undskyld hvis jeg lyder utaknemmlig). Så sent som i går var jeg på FG igen-igen, fordi de sammentrækninger er så kraftige. Min livmoderhals er der ikke rigtig, og den er blød, men tilsyneladende åbner jeg mig ikke.

Nu arbjeder vi på at få det PKS sat frem - de fleste er enige om at det må være den rigtige løsning. I det mindste håber jeg på at kunne få det 38+0.

Isabella har det vist fint, bortset fra at pulsen stadig er høj=stresset. Jeg håber sådan PKS bliver sat frem - jeg vil jo gerne have lidt kræfter tilbage til når vores lille Ninja kommer til verden

1. juli 2009:

Jeg har bare fantastiske nyheder!!

Se har besluttet at fremrykke PKS til den 10/7 - altså næste fredag

Det er bare FANTASTISK

Tænkt at sidst i næste uge bliver jeg MOAR, og jeg kan begynde at få det godt i min krop igen

Jeg er bare HELT oppe at køre lige nu.

4. juli 2009:

Idag er der 6 dage, og du kan tro der bliver talt ned. Jeg har simpelthen fået SÅ meget vand i fødder og ben, så jeg ikke kan bevæge anklerne eller få så meget som en for stor sandal på. Godt det er så varmt så man ikke rigtig behøver fodtøj.

På tirsdag skal vi til forundersøgelse på sygehuset, og have gennemgået hvordan det hele skal foregå. Det er alligevel tæt på nu synes jeg, og jeg kan slet ikke forstå at jeg næste weekend har min lille Ninja i armene.

 

4. juli 2009, aften:

Av av av, onde onde ONDE veer. Er SLET ikke i tvivl- NU er der NU. Ringer til fødegangen, og de beder mig komme ind med det samme (og jo, de KENDER mig godt derinde). Til min overraskelse har jeg faktisk glemt at pakke en taske til mig selv- eller det vil sige, at den taske jeg havde pakket var blevet ”brugt” for længe siden.

Vi kommer ind på fødegangen, og får kørt en strimmel. Jo jo- veer er det godt nok og der er ca. 2 min i mellem. MEN, jeg er bare ikke udvidet mere end 1 cm. Vi aftaler jeg bliver kørt på svangreafdelingen- helt fint med mig. Får ikke lukket et øje, på trods af de giver mig morfin. Har sindsyge smerter under brystkassen, i ribbenene, i maven- overalt. Det føles som om den lille Ninja har tænkt sig at bryde direkte ud gennem maveskindet :blink

5. juli 2009:

NU er det aldeles og overhovedet ikke sjovt mere!! Jeg har stadig veer, ondt overalt, og udvider mig bare ikke mere end de par centimeter.

De kører CTG det meste af dagen, og jeg er igen oppe at vende på FG. De vil meget gerne vente med at tage hende ud til den 10/7 som aftalt, hvor hun så ikke vil betragtes som præmatur. Jeg bider tænderne sammen og tænker på hvad der er bedst for min lille pige. Vi kører tilbage på svangreafdelingen.

Vi er næsten kun lige kommet tilbage, da tingene pludselig ændrer sig. Jeg mærker en sindssyg smerte i maven. Fra trussekanten og i en linje op til navlen føles det som om jeg er ved at revne. SINDSSYG følelse- som om nogle bliver ved med at puste luft i ballonen og den er ved at springe. Jeg tror jeg skriger, og så husker jeg ikke mere.

Min mand fortæller at jeg skreg højt, og så mistede jeg bevidstheden. Han hev så hårdt i klokkesnoren, at den blev revet ud af væggen. I stedet løb han ud på gangen og råbe en hel masse, og der kom diverse mennesker fra alle kanter, og jeg blev ”løbe-kørt” op på fødegangen.

Der er en masse der kalder på mig- mennesker jeg ikke kender. Da jeg kommer til mig selv, ligger jeg på FG med CTG på maven. Men kurven er ikke som den plejer. I stedet for at være regelmæssige veer med udsving, er der en laaaang kurve, og tallet står på 130 konstant. Smerte. Forvirring. Folk bliver ved med at sige mit navn. Min mand står ved siden af mig. De bliver ved med at snakke. Siger de skal have et svar. Et svar? På hvad? De siger igen, at de skal have min accept til at tage hende ud NU ved kejsersnit. Min livmoder er ved at stå af, og står spændt som en flitsbue før affyring. Isabellas puls er på 180-190. JA, for pokker. Få hende ud. Og så bliver jeg af én eller anden grund rolig.

Jeg bliver kørt ind i et andet rum, og får lagt kateter og spinalblokade. Mærker det faktisk ikke, ud over at mit ene ben spjætter/får ”stød”, da de lægger spinalblokaden.

Jeg synes der er mange mennesker på stuen, men der er også en meget betryggende ”ro”. De virker så rutinerede, de taler om et nyt klæde de har fået, som jeg er den første der afprøver. De fortæller mig, at Isabella er skønnet til 2850 gram, at jeg ikke skal blive nervøs hvis hun ikke siger noget med det samme. At hun jo ER lidt præmatur.

Jeg kan mærke de rører ved huden, og så begynder de at hive :blink Total syret følelse! Man kan vitterligt mærke, de har hænderne inde i kroppen på mig, og de hiver af alle kræfter. ”Hun er STOR” siger én. ”Vi har skåret et for lille hul” siger en anden. Isabellas puls stiger. ”Jeg hiver til nu- det er sikkert ubehageligt” Ja tak- jeg er ved at vælte ved fra briksen, fordi de hiver og rykker rundt med mig. Men lige med ét er det slut. WAAAAAAAR!!! Jeg tuder af glæde! Min lille Ninja, kommer til verden i et BRØL!! Hun bliver taget over til et bord, hvor jeg delvist kan se hende. Jeg kan i hvert fald se en sort manke på hendes hoved. I mens de ordner hende, bliver jeg også ”færdiggjort”. De tjekker tarme osv. Hun har fyldt så meget, at mine tarme næsten sad fast ved ribbenene, og de flyttede dem derfor på plads igen. De taler om, min livmoder har været tæt på at revne. Jeg ænser det næsten ikke. Har for travlt med at kigge efter min lille pige. Hun får fuld apgar score. Hun bliver vejet til 3.900 gram ligeud. Hendes fødselstidspunk bliver registreret til 18:45. Lykke, lykke, lykke :loveshower

Mens jeg bliver lappet sammen, sidder far med hende ved siden af mig. Hun er så perfekt. Så fin. Så lille. Så meget min.

Da jeg er færdig, bliver vi kørt på ”opvågning” som man skal indtil man igen kan mærke sine ben og flytte lidt på dem. Manden kan ikke rigtig være der, så vi aftaler han tager hjem og henter nogle ting. Han skal nemlig være indlagt sammen med os de næste dage.

Og der ligger jeg så ,og bare nyder min smukke pige, der spiser og sover. Der er så mange tanker. Tænk at NU er hun kommet. Vejen har været så turbulent- så lang, men nu er hun her- hun er rask, hun er smuk, hun er perfekt.

Da jeg endelig kan mærke mine ben igen, og vi bliver kørt på svangreafdelingen igen. Kort tid efter formår jeg selv at vakle ud på toilettet- de siger nemlig at jo hurtigere jeg kommer op at gå ,des hurtigere heler såret. Det er smerte-nas, men jeg er ligeglad. Jeg skal jo skynde mig tilbage til min pige. Far kommer igen. Vi falder i søvn med vores smukke pige.

6-8. juli 2009:

De næste par dage går med at få amningen op at køre. Isabella har også gulsot, og der er noget med hendes blodsukker. De siger, det er fordi hun er præmatur. I mine øjne er hun stadig det mest perfekte på jorden. Hun får besøg af sine bedsteforældre og sin storebror. Dejligt. Amningen køres ind, hun begynder at tage på igen. Og allerede 2½ døgn efter hun er kommet til verden, kan vi stolte putte vores lille pige i den nyindkøbte autostol, og begive os hjem- hjem til vores nye liv med vores smukke prinsesse-pige :biglove

Mit første brev til Isabella

Min elskede lille Isabella; Nu skal jeg fortælle dig et eventyr om en lille prinsesses ankomst til verden – din ankomst til verden.

Du var længe ventet. Mor og far havde ønsket sig det lille mirakel som du er, og glæden var stor da det endelig stod klart at du ville komme til verden i slutningen af juli måned eller starten af august 2009.

Allerede inde i maven var du en lille utålmodig prinsesse der i den grad kunne gøre opmærksom på sig selv. Meget hurtigt kunne mor mærke dig bevæge sig inde i maven og hurtigt blev det til kraftige spark og ”slag”, som en lille kæmper der boksede rundt – specielt når mor skulle sove. Nogle gange kunne det blive ved i ret lang tid og derfor fik du allerede dér navnet ”Lille Ninja”. Senere da vi fandt ud af du var en pige blev det til ”Ninja-prinsessen”.

Da mor var 29 uger henne, ville du altså gerne ud. Mor fik veer men det var ALT for tidligt for dig at komme ud, og mor blev indlagt på sygehuset for at de skulle hjælpe dig med at blive i maven lidt endnu. Du var en stædig lille banan, og de næste 7-8 uger gik med sygehusbesøg for at holde på dig derinde lidt endnu.

Den 4. Juli om aftenen begyndte mor igen at få veer. Mor havde en fornemmelse af at vi denne gang ikke kunne holde på dig længere, og mor og far pakkede hurtigt en taske så vi begge kunne blive på sygehuset. Klokken var omkring midnat, da vi kørte din storebror hen til farmor og farfar, så han kunne overnatte der. Mor og far kørte til sygehuset.

På sygehuset lå mor i flere timer uden at der rigtig skete noget. Men hen mod aften søndag den 5. Juli, blev veerne kraftigere, og lægen sagde at nu var det tid til at du skulle komme ud og hilse på mor og far. Meget hurtigt kom der en masse mennesker, der skulle hjælpe dig til verden. Far fik noget fint” månetøj” på og kom med mor ind på den stue hvor du kom til verden. Lægen lavede et hul i mors mave som du kunne komme ud af, og det hele gik meget hurtigt. Da mor hørte dit første skrig søndag den 5. Juli kl. 18:45 løb tårerne ned af hendes kinder, men det var fordi mor var så glad og lykkelig for at du endelig var kommet til verden. Jeg så med det samme at du havde en masse hår på hovedet. En jordemoder skulle suge dig og tørre dig af inden du kunne komme over til fars arme. Du vejede 3900 gram og målte 51 cm. Alle var meget overraskede over at du var så stor, da du først skulle have været født 3-4 uger senere. De kaldte dig et ”Lagkagebarn” fordi lægen havde skudt din vægt et helt kilo forkert og derfor skulle give lagkage.

Da mor havde fået syet hullet i maven sammen, gik kom far og dig med over til en stue hvor du endelig kunne komme til at lægge hos mor. Du suttede med det samme du blev lagt til brystet, og mor synes du var det smukkeste og dejligste hun nogensinde havde set. Du havde flere ”elastikker” på arme og ben, masser af dejligt blødt hår, store brune øjne og en dejligt duft af baby – min lille baby-pige.

Næsten alle på sygehuset havde sagt, at du nok ville få lidt problemer af den ene eller den anden slags, fordi du var født lidt for tidligt og i starten tog de også en masse prøver. Heldigvis viste det sig, at du slet ingenting fejlede, og du spiste og sov som du skulle. Du tabte dig som de fleste babyer de første par dage, men allerede tirsdag aften, havde du taget 70 gram på af det du havde tabt den første dag. Da børneundersøgelsen onsdag også viste at du var sund og rask, kunne mor og far endelig tage dig med hjem.

Nu har du været hjemme i en uge. Du er, indtil videre, en lille engel der ikke laver der store vrøvl over noget. Du spiser og sover som du skal og holder vægten fra fødslen. Selvom du endnu ikke ved det, smiler du ofte til mor og far– enten vågen eller i søvne. Du er et meget nemt barn der er nem at trøste, og indtil videre har du ikke haft de store tudeture. Mor kan sidde og kigge på dig i timevis – bare kigge på sit lille mirakel – MIN lille smukke pige.

[Girl Next Door]

Puh hvor lyder det til at have været en turbulent graviditet/fødsel, men hvor er det smukt beskrevet! :loveshower jeg har kæmpet med at holde tårerne tilbage, da jeg sidder på arbejdet og læser ;)

Nu mangler du bare lige at spamme tråden med billeder af jeres skønne ninja prinsesse :biglove

[MissingLink]

Puh hvor lyder det til at have været en turbulent graviditet/fødsel, men hvor er det smukt beskrevet! :loveshower jeg har kæmpet med at holde tårerne tilbage, da jeg sidder på arbejdet og læser ;)

Nu mangler du bare lige at spamme tråden med billeder af jeres skønne ninja prinsesse :biglove

Tusind tak :kiss

Ja, det var en turbulent graviditet. Overraskende synes jeg faktisk fødslen var en god oplevelse, selvom det var AKS. Jeg blev så godt informeret hele vejen igennem, og personalet var bare super :biglove

Ja, jeg finder billeder lidt senere- jeg viser jo GERNE min lille Ninja-prinsesse frem :loveshower

[Miss_matilde]

Og NU tuder Stinna heeeeeeeeeelt vildt..... :biglove :biglove :biglove

ÅH hvor jeg glæder mig til at nyde den lille Ninja Prinsesse... <3 <3

[Guest brun]

sikke en rørende beretning :)

[MissingLink]

Ih tusind tak, hvor er I søde :kiss det er jeg glad for I synes :loveshower

Tænker nemlig ISabella skal have det hele, når/hvis hun selv bliver gravid en dag :)

[ki schou]

Fantastisk beretning - hold da op det var godt, at de fik hende ud i en fart - av av :o

Tak fordi du delte dette med os.

:kram2

[MissingLink]

Fantastisk beretning - hold da op det var godt, at de fik hende ud i en fart - av av :o

Tak fordi du delte dette med os.

:kram2

Tusind tak Ki :kram2

Og ja, det var dejligt hun kom ud i tide- for os begge to :)

[Sandie]

Så sidder jeg også og tuder.. :kuller

smukt brev du har skrevet og sikke et forløb du har været igennem, hun er da noget sej din lille ninja :)

[MissingLink]

Så sidder jeg også og tuder.. :kuller

smukt brev du har skrevet og sikke et forløb du har været igennem, hun er da noget sej din lille ninja :)

Tusind tak søde :kiss Håber hun bliver glad for brevene, når hun bliver ældre. Jeg skriver løbende en "Kære Isabella" brev-serie :biglove Så kan jeg også selv huske hvad der skete hvornår :)

[Mor til de skønne]

:loveshower Isabella svesken :loveshower

[qnp]

Sikke en optakt til fødslen. Godt det lykkedes at holde på hende så længe. Sød idé med brevene til hende :biglove

[subos]

sikke en beretning - spændende læsning. godt alt gik godt :loveshower :loveshower