Unskyld, men har brug for at læsse af

[NewMom]

I må undskylde men har simpelthen brug for at læsse lidt af og lukke nogle frustrationer ud :(

Synes hele mit liv er noget værre lort. Forholdet til min mand er ikke til at holde ud. Det har været dårligt i flere år, men vi er totalt afhængige af hinanden og ingen af os tør bryde ud eller ikke engang tale om at det går dårligt. Vi har ikke haft sex i flere år!!! Jeg tænder overhovedet ikke på ham mere og kan slet ikke se os få et sexliv igen :boo Vi spiller begge to med på skuespillet og lader som om det hele er normalt.

Jeg har arbejdet hårdt og ihærdigt på at få ødelagt den miniature vennekreds som jeg havde da jeg mødte min mand. Så jeg har ikke ret mange mennesker tilbage i mit liv. Kun nogle få veninder.

Vi laver aldrig noget sammen. Hver gang vi laver noget med vores søn sker det hver for sig aldrig os alle tre sammen. For vi nyder ikke at være sammen som familie. Hver weekend sidder vi hjemme og laver ikke en skid og går hinanden på nerverne :( Medmindre at vi en sjælden gang imellem har planer hver for sig. Vores fælles vennekreds ser vi heller ikke mere.

Jeg har intet arbejde, ingen venner, ingen penge, men er tilgengæld den heldige vinder af social angst, usikkerhed og dårligt selvværd. Jeg har ikke penge til en psykolog. Heldigvis går jeg i gruppeterapi, men ved ikke om det hjælper. Ville så gerne have en psykolog der kunne lytte og hjælpe MIG.

Det er fandme en falliterklæring det her. Sidder som 26 årig med uddannelse barn og mand. Udefra ser det jo ganske fint ud. Men når man så kigger nærmere efter så ser man et menneske som ikke orker en skid. Der som fucking 26 årig ikke har haft et sexliv i flere år! Som ikke orker og har mod til at ændre på sit liv. Som ikke kan holde ud at være sammen med andre mennesker i frygt for at de tænker dårlige ting om en. Som aldrig har turde tage i byen og have det sjovt.

En som gemmer sig fra livet og lader det hele sejle forbi for til sidst at vågne op og finde ud af at det hele er spildt. Jeg orker snart ikke mere :boo

[Guest baby2011]

Det kan jeg godt forstå du ikke gør :kram2 Det lyder bestemt ikke som et let liv at leve :( Har du evt haft noget kontakt med din læge omkring det ? Tænker på om du kan få en henvisning til en psykolog, så du kan gå der gratis eller om ikke andet betale mindre..

At have socialangst må være forfærdeligt og det er selvfølgelig en af grundene til du har buret dig inde og ikke tør gå ud, men det er alt for tidligt i dit liv at sidde med så mange problemer, så jeg synes bestemt du skal kontakte din læge hurtigst muligt..

Jeg tænker også på om i mon ikke skulle undersøge mulighederne for noget parterapi, for man skal jo ikke bare lade stå til og lade som om intet er hændt. Hvis i ikke kan snakke sammen, så kan en parterapeut hjælpe jer og det tror jeg i vil have rigtig godt af. Det lyder slet ikke sundt for nogen parter, så mit bedste råd er, at se at få ringet til lægen..

Håber alt sammen løser sig og i igen kan få jeres liv tilbage, alle sammen :kram2

[Barbamama]

For søren, det lyder ikke rart!!!! :kram

Hvor er det godt, at du får læsset bare lidt af, men hvor er det også bare en svær situation! Men du er ikke alene, der er helt sikkert andre, der har (haft) det som dig, og som også kommer godt ud på den anden side. Det skal nok gå!!!

Som baby2011 er inde på, så hør din læge, hvilke muligheder du har. Sådan som du skriver, vil jeg umiddelbart tænke at du har gode chancer for at kunne se en psykolog på tilskud.

Ellers så undersøg de gratis muligheder. Nu ved jeg ikke lige hvor du er fra, men i Aalborg hvor jeg er fra, er der universitetsklinikken. Det er en 100% gratis klinik, hvor man kan få et 10 mdrs. terapiforløb med en psykologistuderende, der er langt i sit forløb og som har hjælp fra erfarne psykologer. Umiddelbart tænker jeg, at du vil være en "oplagt" klient til sådan et forløb, men hvis du henvender dig, vil der selvfølgelig være en forsamtale, hvor de finder ud af, om de kan hjælpe dig. Jeg kunne forestille mig, at der findes lignende klinikker i Århus og København, hvor der også er psykologi-studier.

Har du evt. nogle forældre eller søskende, der kan støtte dig?

Du kan i hvert fald altid læsse af her, men jeg håber at du kan finde nogen ude i det fysiske liv, der kan hjælpe dig, for der er ingen der har fortjent at have det så skidt, som du har :kram2

[NewMom]

Tak hvor er i søde piger :kram2

Jeg synes i hvert fald at det er rigtig rigtig hårdt. Det føles som om jeg sidder totalt fast og intet kan gøre for at bryde ud af det. Og samtidig synes jeg at det er latterligt at jeg ikke kan løse mine egne problemer.

Jeg tror også at angsten er skyld i meget af det. Hvis jeg havde en ordentlig vennekreds så ville jeg ikke være så afhængig af min mand som jeg er. Men sådan er det ikke og det føles umuligt at gå fra ham. Vi er sådan et par som har været sammen stort set altid, vi er blevet voksne sammen og uden ham kender jeg ikke mig selv. Han er så stor en del af min identitet og mit "jeg".

Hvordan starter man et liv helt op fra bunden? Hvor starten man henne? Hvordan finder man nogle interesser og nogle nye venner? Åhhh :huug

Jeg har været ved lægen for ca. et år siden - det var desværre ingen succes. Hun ville ikke give mig en henvisning til en psykolog (så ville jeg kunne få ca. halvelden betalt), da jeg ikke har en depression og angst er ikke en gyldig grund i det system. Hun var ikke særlig god og det eneste hun kunne hjælpe med var at jeg måtte spare sammen til at betale selv :huh Jeg måtte endda selv bringe på banen at jeg vidste der fantes selvhjælpsgrupper, som hun så skrev mig op til.

Jeg går nu i sådan en gruppe, og det kan forhåbentligt hjælpe på mit selvværd og angsten. Men jeg tror jeg får brug for at snakke med en psykolog alene.

Det lyder som et rigtig godt foreslag du kommer med meggers :) Jeg ved at der i kbh er studenterhjælpen hvor man kan få gratis hjælp, men det er kun hvis man er studerende, og det er jeg ikke længere. Ellers har jeg hørt at man kan komme ind hos psykologi studerende, men det koster stadig ca. 500 kr pr. gang, og jeg ville egentlig meget gerne have en der havde noget erfaring.

Puha, jeg synes det er hårdt. Sidder bare her uden et liv og mærker skammen og jalousion hver gang jeg kigger over på den anden side af gaden hvor der altid er tændt store romantiske sterinlys i vinduerne og gardinerne trukket for. Og lørdag aften når glade lyde fra overboens fest når ned i den pinligt døde dobbeltseng og senere på natten når overboens gæster er gået så bliver lydene endnu værre :hump Så føler man sig virkelig som et nul!

Jeg vil så gerne have livet tilbage :(

[Barbamama]

Tak hvor er i søde piger :kram2

Jeg synes i hvert fald at det er rigtig rigtig hårdt. Det føles som om jeg sidder totalt fast og intet kan gøre for at bryde ud af det. Og samtidig synes jeg at det er latterligt at jeg ikke kan løse mine egne problemer.

Jeg tror også at angsten er skyld i meget af det. Hvis jeg havde en ordentlig vennekreds så ville jeg ikke være så afhængig af min mand som jeg er. Men sådan er det ikke og det føles umuligt at gå fra ham. Vi er sådan et par som har været sammen stort set altid, vi er blevet voksne sammen og uden ham kender jeg ikke mig selv. Han er så stor en del af min identitet og mit "jeg".

Hvordan starter man et liv helt op fra bunden? Hvor starten man henne? Hvordan finder man nogle interesser og nogle nye venner? Åhhh :huug

Jeg har været ved lægen for ca. et år siden - det var desværre ingen succes. Hun ville ikke give mig en henvisning til en psykolog (så ville jeg kunne få ca. halvelden betalt), da jeg ikke har en depression og angst er ikke en gyldig grund i det system. Hun var ikke særlig god og det eneste hun kunne hjælpe med var at jeg måtte spare sammen til at betale selv :huh Jeg måtte endda selv bringe på banen at jeg vidste der fantes selvhjælpsgrupper, som hun så skrev mig op til.

Jeg går nu i sådan en gruppe, og det kan forhåbentligt hjælpe på mit selvværd og angsten. Men jeg tror jeg får brug for at snakke med en psykolog alene.

Det lyder som et rigtig godt foreslag du kommer med meggers :) Jeg ved at der i kbh er studenterhjælpen hvor man kan få gratis hjælp, men det er kun hvis man er studerende, og det er jeg ikke længere. Ellers har jeg hørt at man kan komme ind hos psykologi studerende, men det koster stadig ca. 500 kr pr. gang, og jeg ville egentlig meget gerne have en der havde noget erfaring.

Puha, jeg synes det er hårdt. Sidder bare her uden et liv og mærker skammen og jalousion hver gang jeg kigger over på den anden side af gaden hvor der altid er tændt store romantiske sterinlys i vinduerne og gardinerne trukket for. Og lørdag aften når glade lyde fra overboens fest når ned i den pinligt døde dobbeltseng og senere på natten når overboens gæster er gået så bliver lydene endnu værre :hump Så føler man sig virkelig som et nul!

Jeg vil så gerne have livet tilbage :(

Nu ved jeg ikke, hvor du har hørt det fra, men jeg synes det lyder MEGET underligt, at det koster noget, når det er studerende. Jeg ved at det er 100% gratis i Aalborg (jeg læser nemlig selv psykologi, der...) og som jeg har forstået det, er vi i hvert fald på AAU MEGET imod at tage imod betaling for behandlinger... Det er jo en win-win, hvor den studerende også får noget ud af det, kan man jo sige... Jeg ville nok skrive til KU (hvis du bor i København) og spørge, hvad de har af muligheder. Det kunne evt. bare være en mail, så har du heller ikke "forpligtet" dig til noget.

Jeg tror iøvrigt ikke, at du skal være bange for at tale med en, der ikke har så meget erfaring endnu. Dels fordi de studerende jo har en MEGET erfaren psykolog, som supervisor, dvs. som guider dem igennem det hele, og dels fordi at nyuddannede jo også nogle gange har mere gå-på-mod og friske perspektiver, mens visse erfarne psykologer næsten er så erfarne, at de er fastlåst.

Du skal selvfølgelig have en psykolg, der passer til dig, og hvis du er tryggest ved at have en erfaren en, så skal du gå efter det, jeg ville bare lige påpege, at der også kan være fordele ved de "uerfarne" - og hvis det nu var gratis var det måske et forsøg værd uanset hvad. :)

Du har ikke mulighed for at gå i banken/til familie at låne penge, eller se din læge igen (der kan jo være sket en del i løbet af et år) eller skifte læge?

[Guest baby2011]

Der er her i dette forum et underforum der hedder "Skal vi mødes" og der er en venindetråd, så måske du kan finde nye veninder eller en ny vennekreds den vej :) Jeg tænker også at du evt kan starte i et lokalt træningscenter, begynde til zumba, gymnastik eller noget andet i den retning og måske finde nogle søde veninder den vej :) Eller måske begynde på noget aftenskole.. Det kræver rigtig meget overtagelse, hvis du ikke har det godt med andre mennesker, så måske dig og din kæreste kan finde på noget at gå til sammen, så du har en tryghed i ham.. Her tænker jeg på badminton, tennis, svømning eller sådan noget..

Men hvis det er et år siden du har været ved lægen og du har fået det værre siden da, ville jeg da prøve lægen endnu engang og fortælle hende at du stadig har det dårligt og at du har prøvet at kæmpe for det, men kan ikke mere, så kan hun jo se i hendes journal at du har været der før og så håber jeg da hun denne gang tager dig meget mere seriøs :)

Jeg håber du finder en rigtig god løsning til at starte forfra og ikke mindst nogle nye gode veninder/venner ..

[Guest AngelJuul]

:kram2 :kram2 :kram2 :kram2

[NewMom]

Undskyld det sene svar. Det har været nogle meget hårde dage og jeg kæmper for ikke at gå i opløsning herhjemme :(

Jeg er netop ikke studerende, så jeg kan ikke benytte mig af den mulighed :( Men jeg håber at jeg snart får et arbejde så jeg kan tjene nogle penge. Jeg tror ikke at lægen vil lytte til mig, specielt ikke fordi jeg jo rent faktisk er i behandling pt.

Men det er måske rigtigt at jeg ikke skal tænke så meget over om det er en ny eller en erfaren psykolog. Tror egentlig at kemien betyder aller mest.

Jeg har set veninde tråden herinde, men det virker næsten ikke som om der er nogle fra københavn? Det er i hvert fald en god mulighed, også for min søn at kunne få nogle legekammerater. Men jeg tror at jeg skal have det lidt bedre først :(

Jeg kunne også godt tænke mig at starte i fitness center, men rigtigt gættet, så der det en ting jeg ville have svært ved. Altså jeg har gået før men ikke til hold. Der er ikke noget jeg hellere ville end fx zumba hvor man også kan bevæge sig til glad musik osv. Men jeg har ingen rytme i kroppen og min angst gør at jeg er rigtig stiv i bevægelserne fordi jeg ikke kan slappe af. Det ville jeg ellers RIGTIG gerne.

Det er desværre ingen løsning at tage kæresten med. For det første fordi han skulle passe vores søn imens, og desuden fordi vi slet ikke gider være sammen og kan lide hinandens selskab :(

Jeg er rigtig glad for at blive taget positivt imod herinde. Var bange for at mit kaotiske og ulykkelige liv ville medføre nogle negative reaktioner.

:kram

[TroldeMor]

Undskyld det sene svar. Det har været nogle meget hårde dage og jeg kæmper for ikke at gå i opløsning herhjemme :(

Jeg er netop ikke studerende, så jeg kan ikke benytte mig af den mulighed :( Men jeg håber at jeg snart får et arbejde så jeg kan tjene nogle penge. Jeg tror ikke at lægen vil lytte til mig, specielt ikke fordi jeg jo rent faktisk er i behandling pt.

Men det er måske rigtigt at jeg ikke skal tænke så meget over om det er en ny eller en erfaren psykolog. Tror egentlig at kemien betyder aller mest.

Jeg har set veninde tråden herinde, men det virker næsten ikke som om der er nogle fra københavn? Det er i hvert fald en god mulighed, også for min søn at kunne få nogle legekammerater. Men jeg tror at jeg skal have det lidt bedre først :(

Jeg kunne også godt tænke mig at starte i fitness center, men rigtigt gættet, så der det en ting jeg ville have svært ved. Altså jeg har gået før men ikke til hold. Der er ikke noget jeg hellere ville end fx zumba hvor man også kan bevæge sig til glad musik osv. Men jeg har ingen rytme i kroppen og min angst gør at jeg er rigtig stiv i bevægelserne fordi jeg ikke kan slappe af. Det ville jeg ellers RIGTIG gerne.

Det er desværre ingen løsning at tage kæresten med. For det første fordi han skulle passe vores søn imens, og desuden fordi vi slet ikke gider være sammen og kan lide hinandens selskab :(

Jeg er rigtig glad for at blive taget positivt imod herinde. Var bange for at mit kaotiske og ulykkelige liv ville medføre nogle negative reaktioner.

:kram

Jeg har ikke svaret før, da jeg ikke lige helt vidste, hvad jeg skulle sige for at hjælpe dig... Men jeg er rigtig ked af at du står i sådan en situation... :kram2

Til det med rødt: Hvis nu du gik på nettet, og købte sådan en zumba-dvd til at danse til hjemme, så ville du jo få motionen, og glæden ved musikken, uden at skulle bekymre dig om at nogen kigger....

Og måske... når du så har danset hjemme et stykke tid, ville det ikke føles så "fjollet" at danse på et hold sammen med andre?

Generelt er motion, på alle måder, et rigtig godt energi og selvtillids-boost! Om det så foregår hjemme, på vejene i området, eller i et fitness-center, det er sådan set ligegyldigt...

Jeg håber hvert fald at du finder nogle måder til at komme i gang med livet igen lige så stille... Og husk at et mini-skridt også gælder!

Masser af varme kram og tanker herfra :kram2 :kram2

[MLM]

Nej nej vi er helt forskellige mennesker, forskellighed gøre verden rig

Du skal bare huske på at du er med til at gøre verden rig, og hvis dercer nogle son er fordømmende herinde så kan de jo bare lade være med at svar i din tråd. Og omvendt

[Guest baby2011]

Jeg gider godt svare og føler slet ikke du er til besvær :kram2 Jeg synes Troldemors svar er rigtig godt.. Altså det med at anskaffe en dvd til hjemmet og danse lidt derhjemme uden nogle kigger :) Så vil jeg håbe modet kommer mere og mere.. Men jeg kan fortælle at jeg også har været til zumba og du er absolut ikke den eneste uden rytme i kroppen ;) ;) Man skal jo lige lære det..Men jeg ved også det er rigtig svært når hjertet vil noget, men hjernen modsiger sig :( Det er bestemt ikke sjovt at være angst..

Jeg lider ikke af angst som sådan, men mange mennesker på samme sted kan give mig åndedrætsbesvær, jeg kan det simpelthen ikke ret godt og slet ikke hvis jeg er lukket inde.. Det aller værste jeg ved er at flyve. Der er ALT for mange mennesker og at jeg ikke kan komme ud, gør det rigtig svært for mig.. Så kan til dels godt sætte mig ind i hvordan du må have det..

[NewMom]

Tak for jeres foreslag og støtte :lovebk

Det er et rigtig godt foreslag du kommer med troldeMor. Men jeg er simpelthen flov over at sige at jeg er så hæmmet i mine tanker omkring mig selv at selv det at stå og danse derhjemme med nedtrukne persienner ville være en kæmpe udfordring for mig. Jeg ved faktisk ikke om jeg kunne gennemfører det :( Totalt latterligt virkelig :prik

Men jeg tror faktisk at jeg vil tænke over det. Nogle der kender et eksempel på en god Zumba DVD?

Jeg synes det er enormt svært at leve med alle de begrænsninger jeg laver for mig selv. Jeg føler ikke at jeg er noget værd overfor andre, specielt ikke mennesker jeg ikke kender. Føler ikke at jeg kan bidrage med noget godt, og i min frygt for at blive afvist tør jeg ikke vise hvem jeg selv er og bliver til en eller anden "miss nobody", som der da slet ikke er nogen der gider snakke med. I de perioder hvor jeg har haft det værst har jeg endda tænkt at mine veninder kun var sammen med mig fordi de havde ondt af mig :(

Angsten ligger lige under overfladen i disse dage og bryder ud flere gange om dagen. Dog heldigvis ikke helt ukontrolleret, men stadig meget ubehageligt.

Baby: er ked at at du oplever noget lignenede, det er bare slet ikke sjovt. Men det er rart at du forstår mig :) Je har også svært ved nogle af de samme ting. Fx. kan ejg godt få panik følelse i metroen hvis der er helt pakket med mennesker og toget går i stå midt i tunnelen, det er ikke sjovt.

[Guest Diden]

Jeg har set veninde tråden herinde, men det virker næsten ikke som om der er nogle fra københavn? Det er i hvert fald en god mulighed, også for min søn at kunne få nogle legekammerater. Men jeg tror at jeg skal have det lidt bedre først :(

Mht det med rødt kan en chat ven også nå rigtig langt. Ved at man ikke sidder overfor hinanden kan du have en mulighed for at skrive ting du ikke kunne finde på at sige hvis personen sad overfor dig.. Men det kommer meget an på hvordan du er som person. Jeg ved med mig selv at jeg fungerer meget bedre på skrift end i daglig tale (tøhø)

Alt i alt lyder det til du trænger til ene psykolog timer, og til at få dit selvværd bygget op igen!

Det du selv kan starte med er at fokuserer på de ting du er god til, f.eks. at være mor! :loveshower Derefter kan du tage tingene en efter en og begynde at arbejde med det...

Det forhold du er i lyder destruktivt både for dig selv, ham og jeres barn. Det er svært at give slip, men spørgsmålet er om det ikke er det bedste for jer alle 3? Og kunne det tænkes at hvis i brød op at din selvtillid så kom tilbage lidt efter lidt?

Jeg håber virkeligt du går bedre tider i møde snart :loveshower cheer up!

[Guest AngelJuul]

Vi er nogle stykker fra kbh området, jeg står dog bare ikke på veninde listen da jeg pt ikke har overskud til så meget :kram2

[Guest baby2011]

Hvordan går det med dig ?? :)

[TroldeMor]

Jeg håber du er ok, og sender lige et par :kram2 :kram2 til dig.......

[MLM]

ja hvordan går det med dig

[NewMom]

Tusinde tak for jeres omtanke søde piger :kiss

I må undskylde mit sene svar, jeg har ikke rigtigt overskud til at være online hver dag selvom I er en rigtig dejlig støtte :) :)

Jeg har besluttet mig for at bruge de penge jeg ikke har til en psykolog. Det tager bare lidt overvindelse at gribe knoglen og få ringet og bestilt en tid. Jeg har også overvejet at skifte læge så jeg kan få en henvisning.

Jeg vil rigtig gerne møde nogle søde veninder, men jeg føler at mit forhold til min kæreste stoppe mig. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om at når jeg er sammen med ham så kan jeg ikke fortsætte min personlige udvikling, det holder mig ligesom i den "rolle" og person som jeg har været og gerne vil væk fra.

Jeg har det en smule bedre, men der er stadig dage hvor hele verden er noget lort og hvor jeg græder mig i søvn :( Jeg er så træt af at være en bitter person som ikke kan klare at høre om alle de andre som bliver gravide, kæreste par der går hånd i hånd og vores overfor bo der ofte har sterinlys i vinduerne med gardinerne trukket for. Det føles som en hån hver gang jeg ser de lys i vinduerne. Det er bare så småligt og latterligt, jeg vil slet ikke være sådan.

Jeg håber at jeg snart kan komme til at snakke med en psykolog og at jeg kan begynde min rejse mod mit nye liv. Og jeg håber han/hun kan hjælpe mig med en afklaring i forhold til min kæreste.

:balloons

[Guest Diden]

Det er dejligt at høre at der nu er sket en større forandring iht. at komme videre :loveshower

Go girl! Vejen synes lang og hård, men den er nok kortere end du tror :goodluck

[lolar]

For søren, det lyder ikke rart!!!! :kram

Hvor er det godt, at du får læsset bare lidt af, men hvor er det også bare en svær situation! Men du er ikke alene, der er helt sikkert andre, der har (haft) det som dig, og som også kommer godt ud på den anden side. Det skal nok gå!!!

Som baby2011 er inde på, så hør din læge, hvilke muligheder du har. Sådan som du skriver, vil jeg umiddelbart tænke at du har gode chancer for at kunne se en psykolog på tilskud.

Ellers så undersøg de gratis muligheder. Nu ved jeg ikke lige hvor du er fra, men i Aalborg hvor jeg er fra, er der universitetsklinikken. Det er en 100% gratis klinik, hvor man kan få et 10 mdrs. terapiforløb med en psykologistuderende, der er langt i sit forløb og som har hjælp fra erfarne psykologer. Umiddelbart tænker jeg, at du vil være en "oplagt" klient til sådan et forløb, men hvis du henvender dig, vil der selvfølgelig være en forsamtale, hvor de finder ud af, om de kan hjælpe dig. Jeg kunne forestille mig, at der findes lignende klinikker i Århus og København, hvor der også er psykologi-studier.

Har du evt. nogle forældre eller søskende, der kan støtte dig?

Du kan i hvert fald altid læsse af her, men jeg håber at du kan finde nogen ude i det fysiske liv, der kan hjælpe dig, for der er ingen der har fortjent at have det så skidt, som du har :kram2

[lolar]

Hvor i Aalborg kan man det?? Hvordan kommer man i betragning til det??

Hilsen en der også har brug for det.

[NewMom]

Tid til en lille update fra mig :)

Nøj hvor gør det ondt at læse sine egne ord (har lige læst tråden igennem), tænkt at det er mig der rummer så meget sorg og fortvivlelse :( Jeg ville ønske jeg kunne komme med en strålende update, men det er desværre ikke tilfældet. Men det går alligevel bedre. Jeg har fået et arbejde som jeg er rimelig glad for, og det går faktisk godt med det. Jeg har også fået et interesse som jeg er meget glad for, det er en sport jeg dyrker 1 gang om ugen sammen med andre unge mennesker (klapper lige mig selv på skulderen - det har været en stor udfordring :blush). Jeg er stoppet i terapigruppen da det ikke var muligt at forene med mit nye arbejde. Tilgengæld er jeg startet hos en psykolog som jeg er glad for, og som hjælper mig meget mere en terapien kunne. Desværre har jeg ikke været der ret mange gange, men det ser lysere ud for fremtidige aftaler.

Psykologen mener at jeg har valgt min mand for at få tryghed, og at jeg generelt er usikker/forsigtig og har dårligt selvværd. Jeg er RIGTIG god til at dunke mig selv oven i hovedet <_< Grunden til at jeg nu tager afstand fra min mand er at jeg rent faktisk har fået det bedre i de år vi har været sammen. Derfor føles vores forhold (og mit liv generelt) nu kedeligt utilstrækkeligt. Hun siger at jeg ikke har brufg for den krykstok (manden) mere, men at jeg nu skal ud og "opfinde" mig selv på ny.

Mit humør svinger meget. Jeg kan sagtens overskue de fleste dage og er egentlig glad nok. Men når jeg så bliver ked, så ryger jeg ned med et brag. Som fx. sidste weekend hvor jeg måtte melde afbud til et familie arangement. Jeg kunne slet ikke overskue at bruge en hel dag sammen med mandens forældre. Jeg prøvede at sige til mig selv at det var ok at melde afbud med 1 times varsel. Men jeg havde alligevel så dårlig samvittighed at jeg slet ikke kunne bruge dagen til noget godt med bare var ked.

Jeg synes at livet er alt for hårdt :boo Jeg er konstant rastløs og keder mig ihjel, på den anden side orker jeg ingenting. Jeg hungrer efter kærlighed, omsorg og forelskelse. Jeg savner nærhed i sådan en græd at det skriger inden i mig, og jeg kan græde mig i søvn af ren savn og afmagt. Jeg savner en mand i mit liv :( Jeg har så meget lyst til at finde en eller som kan opfylde de behov med det samme. Men det hverken kan eller skal jeg.

Socialt går det lidt bedre. Jeg har klaret min nye fritidsinteresse og arbejdet godt. Jeg kan snakke med alle og det er lykkes mig ikke at forsvinde ind i mig selv og blive den lille grå mus der sidder ovre i hjørnet. Jeg har været til et par arrangementer via en anden internet side, og jeg har heldigvis mod på mere. Tilgengæld fylder det enormt meget at der det næste stykke tid er 2 firma arrangementer jeg burde deltage i. Jeg kan ikke overskue det, og det gør mig mega bange. Men man kan jo heller ikke bare blive væk, specielt ikke når man er ny! Og jeg ville også live skuffet over mig selv.

Det blev vidst længere end jeg lige havde planlagt, og var vidst mere en sludder for en sladder end en egentlig update. Men alt i alt går det langsomt fremad. Synes dog stadig der er LANG vej igen, og kan have svært ved at overskue det!

Tak fordi i læste med :)

[Calla]

Tid til en lille update fra mig :)

Nøj hvor gør det ondt at læse sine egne ord (har lige læst tråden igennem), tænkt at det er mig der rummer så meget sorg og fortvivlelse :( Jeg ville ønske jeg kunne komme med en strålende update, men det er desværre ikke tilfældet. Men det går alligevel bedre. Jeg har fået et arbejde som jeg er rimelig glad for, og det går faktisk godt med det. Jeg har også fået et interesse som jeg er meget glad for, det er en sport jeg dyrker 1 gang om ugen sammen med andre unge mennesker (klapper lige mig selv på skulderen - det har været en stor udfordring :blush). Jeg er stoppet i terapigruppen da det ikke var muligt at forene med mit nye arbejde. Tilgengæld er jeg startet hos en psykolog som jeg er glad for, og som hjælper mig meget mere en terapien kunne. Desværre har jeg ikke været der ret mange gange, men det ser lysere ud for fremtidige aftaler.

Psykologen mener at jeg har valgt min mand for at få tryghed, og at jeg generelt er usikker/forsigtig og har dårligt selvværd. Jeg er RIGTIG god til at dunke mig selv oven i hovedet <_< Grunden til at jeg nu tager afstand fra min mand er at jeg rent faktisk har fået det bedre i de år vi har været sammen. Derfor føles vores forhold (og mit liv generelt) nu kedeligt utilstrækkeligt. Hun siger at jeg ikke har brufg for den krykstok (manden) mere, men at jeg nu skal ud og "opfinde" mig selv på ny.

Mit humør svinger meget. Jeg kan sagtens overskue de fleste dage og er egentlig glad nok. Men når jeg så bliver ked, så ryger jeg ned med et brag. Som fx. sidste weekend hvor jeg måtte melde afbud til et familie arangement. Jeg kunne slet ikke overskue at bruge en hel dag sammen med mandens forældre. Jeg prøvede at sige til mig selv at det var ok at melde afbud med 1 times varsel. Men jeg havde alligevel så dårlig samvittighed at jeg slet ikke kunne bruge dagen til noget godt med bare var ked.

Jeg synes at livet er alt for hårdt :boo Jeg er konstant rastløs og keder mig ihjel, på den anden side orker jeg ingenting. Jeg hungrer efter kærlighed, omsorg og forelskelse. Jeg savner nærhed i sådan en græd at det skriger inden i mig, og jeg kan græde mig i søvn af ren savn og afmagt. Jeg savner en mand i mit liv :( Jeg har så meget lyst til at finde en eller som kan opfylde de behov med det samme. Men det hverken kan eller skal jeg.

Socialt går det lidt bedre. Jeg har klaret min nye fritidsinteresse og arbejdet godt. Jeg kan snakke med alle og det er lykkes mig ikke at forsvinde ind i mig selv og blive den lille grå mus der sidder ovre i hjørnet. Jeg har været til et par arrangementer via en anden internet side, og jeg har heldigvis mod på mere. Tilgengæld fylder det enormt meget at der det næste stykke tid er 2 firma arrangementer jeg burde deltage i. Jeg kan ikke overskue det, og det gør mig mega bange. Men man kan jo heller ikke bare blive væk, specielt ikke når man er ny! Og jeg ville også live skuffet over mig selv.

Det blev vidst længere end jeg lige havde planlagt, og var vidst mere en sludder for en sladder end en egentlig update. Men alt i alt går det langsomt fremad. Synes dog stadig der er LANG vej igen, og kan have svært ved at overskue det!

Tak fordi i læste med :)

:kram2 :kram2

Har sendt en PM til dig :kram :kram :kram

[Barbamama]

Hvor i Aalborg kan man det?? Hvordan kommer man i betragning til det??

Hilsen en der også har brug for det.

Undskyld, jeg har først set dit indlæg nu! Men du kan læse om tilbudet og se hvordan du kommer i betragtning på: http://www.klinik.aau.dk/ Held og lykke med det! (Også til andre, der måske undersøger det :))

Tid til en lille update fra mig :)

Nøj hvor gør det ondt at læse sine egne ord (har lige læst tråden igennem), tænkt at det er mig der rummer så meget sorg og fortvivlelse :( Jeg ville ønske jeg kunne komme med en strålende update, men det er desværre ikke tilfældet. Men det går alligevel bedre. Jeg har fået et arbejde som jeg er rimelig glad for, og det går faktisk godt med det. Jeg har også fået et interesse som jeg er meget glad for, det er en sport jeg dyrker 1 gang om ugen sammen med andre unge mennesker (klapper lige mig selv på skulderen - det har været en stor udfordring :blush). Jeg er stoppet i terapigruppen da det ikke var muligt at forene med mit nye arbejde. Tilgengæld er jeg startet hos en psykolog som jeg er glad for, og som hjælper mig meget mere en terapien kunne. Desværre har jeg ikke været der ret mange gange, men det ser lysere ud for fremtidige aftaler.

Psykologen mener at jeg har valgt min mand for at få tryghed, og at jeg generelt er usikker/forsigtig og har dårligt selvværd. Jeg er RIGTIG god til at dunke mig selv oven i hovedet <_< Grunden til at jeg nu tager afstand fra min mand er at jeg rent faktisk har fået det bedre i de år vi har været sammen. Derfor føles vores forhold (og mit liv generelt) nu kedeligt utilstrækkeligt. Hun siger at jeg ikke har brufg for den krykstok (manden) mere, men at jeg nu skal ud og "opfinde" mig selv på ny.

Mit humør svinger meget. Jeg kan sagtens overskue de fleste dage og er egentlig glad nok. Men når jeg så bliver ked, så ryger jeg ned med et brag. Som fx. sidste weekend hvor jeg måtte melde afbud til et familie arangement. Jeg kunne slet ikke overskue at bruge en hel dag sammen med mandens forældre. Jeg prøvede at sige til mig selv at det var ok at melde afbud med 1 times varsel. Men jeg havde alligevel så dårlig samvittighed at jeg slet ikke kunne bruge dagen til noget godt med bare var ked.

Jeg synes at livet er alt for hårdt :boo Jeg er konstant rastløs og keder mig ihjel, på den anden side orker jeg ingenting. Jeg hungrer efter kærlighed, omsorg og forelskelse. Jeg savner nærhed i sådan en græd at det skriger inden i mig, og jeg kan græde mig i søvn af ren savn og afmagt. Jeg savner en mand i mit liv :( Jeg har så meget lyst til at finde en eller som kan opfylde de behov med det samme. Men det hverken kan eller skal jeg.

Socialt går det lidt bedre. Jeg har klaret min nye fritidsinteresse og arbejdet godt. Jeg kan snakke med alle og det er lykkes mig ikke at forsvinde ind i mig selv og blive den lille grå mus der sidder ovre i hjørnet. Jeg har været til et par arrangementer via en anden internet side, og jeg har heldigvis mod på mere. Tilgengæld fylder det enormt meget at der det næste stykke tid er 2 firma arrangementer jeg burde deltage i. Jeg kan ikke overskue det, og det gør mig mega bange. Men man kan jo heller ikke bare blive væk, specielt ikke når man er ny! Og jeg ville også live skuffet over mig selv.

Det blev vidst længere end jeg lige havde planlagt, og var vidst mere en sludder for en sladder end en egentlig update. Men alt i alt går det langsomt fremad. Synes dog stadig der er LANG vej igen, og kan have svært ved at overskue det!

Tak fordi i læste med :)

Selvom jeg godt forstå, at du stadig synes det er hårdt, så synes jeg det ser ud til, at du har kæmpet en god kamp og vundet mange sejre nu. Hvor er det flot! Keep up the good work!!! :kram2

[Vinnus]

Har selv social angst som dig og kan godt følge dine tanker om dig selv. Var selv i et nedbrydende forhold.

Sender dig alle mine varme tanker.

Knus

Ps. Hvis du har lyst, så lytter jeg gerne. Har selv været i noget gruppe terapi.