Debat: at give kritik.

[tazdiginez]

Jeg faldt over denne artikel:

http://m.b.dk/?redirect=www.b.dk/kommentarer/hvordan-fanden-deres-boern-skal-kunne-klare-sig-selv-her-i-verden-hvis-de-aldri&

Hvad tænker i?

Jeg kommer med mit besyv senere :)

[Barbamama]

Jeg synes, hun har et helt skævt fokus. I mine øjne handler det ikke om, hvorvidt man jubler overdrevent over er grimt kræmmerhus (hvilket jeg er enig med hende i, er en dum idé) eller om man siger "Det er grimt, lav det bedre" (hvilket jeg synes er en endnu dummere idé).

Det handler om, at kigge lidt mindre på præstationer, og istedet være sammen med sit barn - og fx klippe julepynten sammen med dem istedet for at sidde ved voksenbordet med sin kaffe, og så grine lidt kærligt sammen af de grimme kræmmerhus (især dem, den voksne laver ;)), og være ligeglad og putte lidt glimmer på hinandens næser.

Børn må gerne lære at gøre sig umage, og at der i nogle situationer er krav og forventninger, men jeg synes det er vigtigt, at nogle ting bare er hyggelige - som fx at klippe julepynt. Præstationer og krav og forventninger skal de nok lære alligevel, de steder hvor det giver mening ("Jo, du kan godt selv tage bukser på - kom, det gør du, så gør jeg lige xxx imens").

Forresten er jeg skolepsykolog, og selvom jeg kun har arbejdet som sådan i et halvt års tid, så kender jeg da nok 30-40 andre skolepsykologer, hvis det kan gøre det. Og jeg har aldrig hørt om "ubegrundet selvtillid", ej heller stødt på det som er problem hos børnene. Det kan da godt være et reelt fænomen alligevel, men et fænomen, som jeg tænker mere på, når jeg læser artiklen er "flinkepiger" eller "12-tals børn". Dvs. de kære smukke, dygtige, høflige, perfekte og gennemført udbrændte og ulykkelige unge mennesker, som pludselig bliver nærmest helt lammede fordi de kunne risikere at få et 10-tal, og som ikke tør fortælle, at de har det af helvede til, fordi det gør dem uperfekte.

Jeg har godt hørt om de der uni-studerende, hvis forældre styrer hele showet. Men jeg tror ikke, at de er blevet sådan af at få ros som sådan. Jeg tror, de bliver sådan, af aldrig at få lov at prøve selv. Og det er jo noget andet :)

Sidst men ikke mindst vil jeg sige, at de ting, jeg har lavet, som jeg er stolt af, de har aldrig krævet, at jeg fik at vide først, at det var dumt eller grimt ;)

[Guest]

Jeg arbejder selv med børn, og min skoles motto er "har du gjort dig umage, har du gjort det godt nok". Det synes jeg, er at ret godt motto. Jeg har selv lige jublet over, at en af mine elever bestod skriftlig dansk med 02! Det var en kæmpe sejr, der havde kostet blod, sved og tårer for både lærer og elev :D Men kan også godt sætte mig ind i, at et 7-tal kan være skuffende.

Dog oplever vi i stigende grad, som BBM også nævner, de piger, der stræber efter det perfekte. De vil kun have 12. Og hvis de ikke får det, er det bedre ikke at møde op, ikke at svare på opgaven osv. Og det er et stigende problem ;)

Herhjemme "opdrager" vi meget efter Juul og lign. Vi siger fx aldrig, at V er dygtig, fordi hun har tegnet en tegning, kravlet op på bobles eller hvad det nu kunne være. Faktisk bliver får hun aldrig "hvor er du dygtig" at høre.

Hvis hun har tegnet en tegning, så taler vi om den, så der er opmærksom på tegningen, og ikke på barnet. På den måde vil hun ikke opleve, at det er hendes gøren, der bliver rost. Hun skal vide, at vi anerkender hende uanset hvad.

Hvis hun fx tager jakken på eller på anden måde hjælper mig, fortæller jeg hende, hvor glad jeg blev for, at hun hjalp mig :)

Jeg synes denne her artikel er rigtig god til at beskrive det :)

http://www.alfiekohn.org/parenting/gj.htm

[Barbamama]

Maj (og evt andre, der opdrager efter Juul og lign.):

Jeg er nysgerrig :) Og det er jeg nok, fordi jeg umiddelbart ikke er helt enig, men samtidig har respekt for tilgangen ;)

Når I nu aldrig siger til V, at hun er dygtig, er det så ordet "dygtig" eller sådan generelt ros af handlinger? Siger I fx heller ikke "Hvor er du sej til xxx", "Flot klaret!", "Wauw, hvor er jeg stolt af at du kunne...", og lignende?

Jeg kan godt se pointen med at anerkende barnet for den de er, men jeg er nok lidt skeptisk/forvirret over overhovedet ikke at anerkende, hvad de gør (sådan som jeg forstår tilgangen), både fordi jeg tænker at selvtillid også er godt at have, og fordi jeg har svært ved at se, hvor "grænsen går" mht. hvilke ord og vendinger, man undgår...

Kan/vil du/I uddybe? :) (hvis det overhovedet giver mening :blush)

[tazdiginez]

Okay..

Jeg synes hun har en pointe, hender som skrev artiklen.

Jeg synes dog at det er en ret grov måde, at formulerer det på. Jeg synes det er unødvendigt at gøre sit barn ked af det, for at de skal gøre sig umage, og jeg tror på at det på længere sigt vil skabe ret store problemer for barnet.

Jeg synes godt at man kan bede sit barn om at gøre det bedre, at det skal gøre sig umage, men det kan godt gøres på en kærlig måde, hvor ingen får ondt i sjælen af det :)

[Ihpets-mortilto]

Maj (og evt andre, der opdrager efter Juul og lign.):

Jeg er nysgerrig :) Og det er jeg nok, fordi jeg umiddelbart ikke er helt enig, men samtidig har respekt for tilgangen ;)

Når I nu aldrig siger til V, at hun er dygtig, er det så ordet "dygtig" eller sådan generelt ros af handlinger? Siger I fx heller ikke "Hvor er du sej til xxx", "Flot klaret!", "Wauw, hvor er jeg stolt af at du kunne...", og lignende?

Jeg kan godt se pointen med at anerkende barnet for den de er, men jeg er nok lidt skeptisk/forvirret over overhovedet ikke at anerkende, hvad de gør (sådan som jeg forstår tilgangen), både fordi jeg tænker at selvtillid også er godt at have, og fordi jeg har svært ved at se, hvor "grænsen går" mht. hvilke ord og vendinger, man undgår...

Kan/vil du/I uddybe? :) (hvis det overhovedet giver mening :blush)

Min tilgang er ret lavpraktisk! Jeg synes det lyder klogt og prøvet at efterstræbe, men min KÆMPE morstolthed for mig til (tit) at sige "hvor er du god/dygtig/sej" eller bare "jaahh" eller "godt gået", jeg kan simpelthen ikke lade være. Derfor tænker jeg at jeg opnår en balance imellem at fortælle ham at han er mega sej og af ikke at bedømme hele tiden.

Jeg synes begge ting er rigtig fine, i en skønsom blanding ;)

Gir det mening?

[Barbamama]

Min tilgang er ret lavpraktisk! Jeg synes det lyder klogt og prøvet at efterstræbe, men min KÆMPE morstolthed for mig til (tit) at sige "hvor er du god/dygtig/sej" eller bare "jaahh" eller "godt gået", jeg kan simpelthen ikke lade være. Derfor tænker jeg at jeg opnår en balance imellem at fortælle ham at han er mega sej og af ikke at bedømme hele tiden.

Jeg synes begge ting er rigtig fine, i en skønsom blanding ;)

Gir det mening?

Det giver bestemt mening og det er præcis dét, jeg selv går efter :) Når jeg læser om "Juul-tilgangen" kan jeg bare nogle gange godt få indtrykket af at det er helt "forbudt" at rose sit barn, når de er seje til noget. Men måske er det bare mig, der misforstår de indlæg :)

Jeg har det fx selv sådan, at da Valdemar tog sit første skridt, så var der jubel og klapsalver og "hvor er du dygtig!" fordi det syntes jeg oprigtigt at han var. Men så er der andre situationer, hvor jeg absolut ikke bruger ordet dygtig, fx når han gynger. Fordi han er ikke som sådan "dygtig" fordi han gynger. Men det er FEDT at gynge, så der siger jeg måske "Weeeee, hvor det kilder i maven" eller whatever :)

I øvrigt har jeg det nok helt "ikke-teoretisk" sådan, at hvis der er noget, en mor ikke kan lade være med at sige i kærlighed, så kan det næsten ikke være forkert at sige :biglove

[Barbamama]

Okay..

Jeg synes hun har en pointe, hender som skrev artiklen.

Jeg synes dog at det er en ret grov måde, at formulerer det på. Jeg synes det er unødvendigt at gøre sit barn ked af det, for at de skal gøre sig umage, og jeg tror på at det på længere sigt vil skabe ret store problemer for barnet.

Jeg synes godt at man kan bede sit barn om at gøre det bedre, at det skal gøre sig umage, men det kan godt gøres på en kærlig måde, hvor ingen får ondt i sjælen af det :)

Altså det grove sprog synes jeg tit går igen, i de der artikler, og jeg tænker, at den lige har fået lidt ekstra gas for at fange læseren. Så det kan jeg som sådan se igennem fingre med, selvom jeg helt sikkert er enig med dig i, at det er unødvendigt at gøre barnet ked af det!

Men jeg tænker lidt på 2 ting:

- Hvorfor kommer et barn, der er stor nok til at lave kræmmerhuse, og håber på anerkendelse for et sjusket kræmmerhus? (Hvad er der gået forud i hendes barndom?)

- For hvem er det vigtigt, at kræmmerhuset er flot?

Jeg kan godt komme til at sidde og forestille mig en baggrundshistorie om en lille pige, der er skideligeglad med kræmmerhus (hvis det var vigtigt for hende at lave det pænt, så havde hun vel gjort sig umage fra start af?), men som gerne vil have anerkendelse fra sine forældre (og helst hurtigt), og det har hun lært at hun får ved at lave eller gøre noget. Og så har hun været så ivrig efter at få anerkendelse (måske fordi hun har følt sig hensat til børnebordet, mens de vokser snakker i fred?), at hun har forsøgt sig med det første, der muligvis kunne tælle som en præstation. Vist det til sine forældre i håb om at blive set, og er istedet blevet trynet endda overfor de andre i selskabet også.

Ej, sorry, nu maler jeg et billede, der er til at få helt ondt i maven over. Men det er faktisk det, der falder mig nærmest, og uanset hvad, så tror jeg, at det er for barnets bedste at tænke "Gad vide, hvorfor hun gør sådan?" istedet for "Nu skal jeg signalere/lære hende at..."

Giver det mening? :)

[Guest]

Maj (og evt andre, der opdrager efter Juul og lign.):

Jeg er nysgerrig :) Og det er jeg nok, fordi jeg umiddelbart ikke er helt enig, men samtidig har respekt for tilgangen ;)

Når I nu aldrig siger til V, at hun er dygtig, er det så ordet "dygtig" eller sådan generelt ros af handlinger? Siger I fx heller ikke "Hvor er du sej til xxx", "Flot klaret!", "Wauw, hvor er jeg stolt af at du kunne...", og lignende?

Jeg kan godt se pointen med at anerkende barnet for den de er, men jeg er nok lidt skeptisk/forvirret over overhovedet ikke at anerkende, hvad de gør (sådan som jeg forstår tilgangen), både fordi jeg tænker at selvtillid også er godt at have, og fordi jeg har svært ved at se, hvor "grænsen går" mht. hvilke ord og vendinger, man undgår...

Kan/vil du/I uddybe? :) (hvis det overhovedet giver mening :blush)

Det giver fin mening :)

Allerførst vil jeg lige sige, at jeg også indimellem roser :) især hvis der kommer nye ord (V er jo bagud i sproget, så bliver jo enorm begejstret og stolt :D ), men jeg forsøger virkelig at lade være..

Altså Juul siger jo, at ros er med til at give selvtillid, men kan desværre også påvirke selvværdet negativt. Og den måde han beskriver det på, giver rigtig god mening for mig og min mand. (Han læser mere om opdragelse end jeg gør ;) )

Men det handler om at holde fokus på det barnet gør uden at rose. Fandt lige denne artikel, som til sidst kommer med bud på, hvordan man lige kan vende det rundt.

http://m.bt.dk/?redirect=www.bt.dk/nyheder/ros-kan-skade-dit-barn&

Hvis Vega fx har bygget noget flot LEGO, og jo gerne vil vise mig det, så siger jeg ikke "sikke et flot hus, hvor er du dygtig", men siger noget ala "du har bygget et hus! Du har godt nok brugt mange flotte farver og se, hvor højt tårnet er. Var det sjovt at bygge det?".

Og kan jo godt "falde i" og rose for noget jeg ikke synes hun skal roses for, og det er jo i kærlighed, som Stephi og du skriver, men jeg må indrømme, at jeg på sigt godt kan frygte konsekvenserne. Jeg oplever jo dagligt børn som higer efter anderkendelse og hvor alt skal være perfekt..

Jeg ved ikke om jeg kom dybere ind på det, vil gerne prøve at uddybe det senere, når V sover :)

[Guest]

Og vil lige tilføje, at jeg forsøger også ikke at rose hendes udseende. Hun skal ikke være "en lille prinsesse". Og selvom jeg går op i børnemode og køber dyrt tøj til hende, så skal jeg holde fast i, at det er for min skyld, ikke hendes. Så vil ikke sige "nej, hvor er du smuk i den kjole". Men vil godt kunne sige "kjolen er smuk". Vil være så ked af, at hun skulle få et forkert forhold til sig selv pga min måde at opdrage på.

Synes i øvrigt at det er svært at være "den voksne" :D

[Guest]

Denne her artikel forklarer det ganske godt, faktisk. Altså ros er okay - når der skal roses, men ros ikke fordi barnet rutscher ned fra rutschebanen :)

http://www.family-lab.com/about/jesper-juul-articles/item/er-det-da-forkert-at-rose-born

[Barbamama]

Maj, det giver fint mening, og jeg er helt enig i, at have fokus på selvværd, og at selvtillid kan "ødelægge".

Min tanke er bare, at selvtillid - hvis det er "afbalanceret" i forhold til selvværdet - også er fint at have.

Jeg kan godt forstå, at Jesper Juul siger (i artiklen) at han ville krumme tæer over "du er dygtig til at lave mad", når han egentlig er taknemlig og glad for den kærlighed, konen laver det med (eller hvem af dem, det nu var, der lavede maden). Jeg tænker bare, at det kan give god mening både at sige "Hvor er jeg glad for, at du vil lave mad til mig, det sætter jeg pris på" OG "Hvor er du bare god til at lave mad, det smager virkelig godt".

Jeg er meget enig i, at hvis et barn kommer med en tegning eller har bygget et legohus, så ønsker det ikke en anmeldelse. Men hvis min 14-årige kommer hjem med en karakter bedre end han plejer, fordi han virkelig har lagt sig i selen, så synes jeg, det giver mening at anerkende den præstation i stedet for at fokusere på, om han har haft det sjovt med at lave opgaven. Her er det selvfølgelig en forudsætning, at han OGSÅ bliver anerkendt for den han er, og opbygget selvværdet i alle mulige andre situationer.

Jeg synes bare nogle gange, at selvtillid og stolthed bliver sådan helt fy-ord, og selvom jeg er enig i, at de ikke må stå alene, så forstår jeg ikke argumentet for, hvorfor det skulle være ødelæggende i sig selv. :unsure

Jeg tænker at selvtillid kan blive en "fælde", hvor man kan glemme selvværdet, og dét er skidt! Men hvis barnet har et godt selvværd, og hviler i at være elsket uanset hvad, så tænker jeg, at det er fint, at det samtidig er bevidst om at det er god til et eller andet :)

[Barbamama]

Ih Maj, du har mange spændende artikler, jeg orker bare ikke at tygge mig igennem dem, ikke lige nu i hvert fald :blush

Men jeg tror egentlig, at vi er rimeligt enige, når du skriver at ros er okay, men ikke hører til en tur på rutschebanen :)

[Barbamama]

Og vil lige tilføje, at jeg forsøger også ikke at rose hendes udseende. Hun skal ikke være "en lille prinsesse". Og selvom jeg går op i børnemode og køber dyrt tøj til hende, så skal jeg holde fast i, at det er for min skyld, ikke hendes. Så vil ikke sige "nej, hvor er du smuk i den kjole". Men vil godt kunne sige "kjolen er smuk". Vil være så ked af, at hun skulle få et forkert forhold til sig selv pga min måde at opdrage på.

Synes i øvrigt at det er svært at være "den voksne" :D

Det er interessant, det havde jeg faktisk ikke tænkt på :) Men det giver egentlig god mening. Undlader du så også, at sige, at HUN er smuk (altså uanset tøj), eller hvad tænker du om det? :chin:

Og hvad tænker du på i forhold til svært at være den voksne? :)

[Guest]

Det er interessant, det havde jeg faktisk ikke tænkt på :) Men det giver egentlig god mening. Undlader du så også, at sige, at HUN er smuk (altså uanset tøj), eller hvad tænker du om det? :chin:

Og hvad tænker du på i forhold til svært at være den voksne? :)

Jeg tror vi er helt enige. Altså også i det andet du skriver :) for som jeg også skrev i starten, så jublede jeg jo sammen med en elev, da han bestod skriftlig dansk, så på den måde synes jeg bestemt at der skal anderkendes :) men oplever netop mange, som siger "du er dygtig" til deres børn flere gange i løbet af en dag, det gjorde jeg også selv tidligere., og det var næsten ved alt, hvad hun gjorde.

Skønt at få uddybet, for vi er vist enige ;)

Ift det at være den voksne - forældrene, synes bare det er en svær opgave. Vi vil jo det bedste for vores børn, men vi skal hele tiden forholde os til "regler", hvad andre gør, hvad er det bedste for netop mit barn osv osv osv.. Rart at kunne spare her på BK :)

[Guest]

Just me: helt enig med det med, at de skal takkes. De skal lære at være en del af en familie, og børn vil jo så gerne samarbejde, hvis de får lov :)

[Ihpets-mortilto]

Jeg ved ikke hvor filmen er knækket for mig, for jeg kan ærligt ikke helt huske hvordan jeg selv er blevet opdraget. Men jeg søger "konstant" (altså ikke konstant, men oftere end jeg synes jeg burde) ros fra min omverden, og det er monster irriterende at føle at jeg bliver nød til at få at vide at det er "godt gjort" at jeg har ordnet alm huslige ting.

Det tænker jeg over, i forhold til W. Jeg vil gerne at han ikke føler et konstant behov for at andre siger, at det han gør er godt nok, før han selv stoler på/ved/tror at det er godt nok.

Men er vi egentligt ikke utrolig mange der har det sådan? Er det egentligt ikke hvad fx Instagram er? Et sted hvor man kan søge og måske få, noget hurtig ros?

Ej det var en afstikker, men bare en tanke!

[Barbamama]

Uden at have undersøgt det, så har jeg en fornemmelse af, at mange i "vores generation" ofte - og i bedste mening - har fået at vide, at vi var dygtige i lidt "misforståede" situationer, og det tror jeg bestemt påvirker. Jeg har i hvert fald selv haft mine kampe med fx at slippe karakterræset.

Til gengæld husker jeg også, at mine forældre har sagt specifikt og mange gange til mig, at de elskede mig uanset hvordan det gik mig i skolen, uanset hvad jeg ville være "når jeg blev stor", uanset hvad slags ballade jeg ville lave/komme ud i, osv. og det tror jeg omvendt har stor betydning for det selvværd jeg alligevel har :)

Så på den måde synes jeg bestemt, at der er ting, der "giver mening", når jeg kigger på min egen opvækst, og det bruger jeg da også i mine overvejelser om, hvordan jeg synes at Mar skal vokse op :)

[TroldeMor]

Jeg har ikke læst artiklen der omtales, men jeg er en af dem som (alt for) ofte fokuserer på barnet i stedet for handlingen..... Hvor er du go/dygtig/sej osv bliver brugt meget herhjemme, og jeg er i øjeblikket ved at ændre på nogle ting i min måde at være mor på... Det her er en af dem! Jeg vil selv meget hellere have (ofte) at vide at jeg er skøn og dejlig, end at jeg er sej og dygtig. Ikke at det andet skal forsvinde helt, for jeg er enig i at ros på den måde også er berettiget nogle gange.... Men jeg vil gerne blive bedre til at gå i retning af "sikke et stort tårn, med mange fine farver" i stedet for det altid bliver "hold da op, hvor er du bare dygtig til at bygge tårn".....

[Tinakp]

http://voresborn.dk/tumling/saadan-taler-du-dig-ud-af-hverdagskonflikter-med-dit-barn

Jeg har kun lige skimtet denne artikel der lå på facebook, men umiddelbart så synes jeg godt om hendes synspunkter - nu håber jeg ik at det er en af dem, som er blevet lagt ind i denne tråd...