Mobning er børns problem

[Martin]

Hej med jer

 

Jeg tænkte at lave en lille tråd og sætte fokus på mobning.

 

Hver eneste dag er der børn der går I skole med en knude i maven og hjem med ondt i hovedet. Børn, hvis skoledag består af daglige
ydmygelser som tilråb, udelukkelser fra lege i frikvarteret og gruppearbejdet i timerne. Når de kommer hjem, har de måske heller ikke
fred, idet mobningen ofte fortsætter via sms’er og de sociale medier.

 

Hvad er dine erfaringer eller tanker omkring mobning? og hvad gør du for at forebygge/undgå at dit, eller andres børn bliver mobbet?

Skriv meget gerne noget gode svar i denne tråd.

 

Læs også meget gerne artiklen De voksnes ansvar - hvor Børns Vilkår giver 10 gode råd til at forebygge mobning.

 

Mange venlige hilsner

Babyklar.dk

 

Martin

[Susanne]

Er det kun mig, der ikke kommer til en artikel, når jeg trykker på linket?

Jeg er også selv blevet mobbet fra 3.-7. klasse og jeg tænker virkelig meget over, hvordan jeg vil reagere, hvis Anna enten mobber eller bliver mobbet.

Uanset hvad, så mener jeg ALDRIG det er mobbeofferets egen skyld! Det kan være så vilkårligt og fuldstændig ulogisk, hvem der ender som offer.

Modsat tror jeg ofte, at dem der mobber, har problemer med selvværdet.

[Emilie]

Jeg kommer heller ikke til en artikel, når jeg trykker på linket :(

Jeg er også selv blevet mobbet. Dog mere psykisk end fysisk. Og nej, det er aldrig børnenes ansvar.

Jeg mener at det er et fælles ansvar for forældre og pædagoger/lærere. Det er forældrenes ansvar at opdrage deres børn, så de ikke mobber andre, men det kan være svært at opdage, hvis ens barn mobber (eller bliver mobbet), idet det jo ofte foregår uden for hjemmets fire vægge. Der må det være pædagoger og lærere, der har et ansvar for at se mobningen og få sat tiltag i værk.

Jeg mener dog langt fra at de er gode nok til det. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet en pædagog eller lærer, der har grebet ind, selvom det var tydeligt, hvad der foregik, eller som har reageret på den mobbedes egne henvendelser.

Jeg tror ikke det er af ond vilje, men jeg føler mig ikke overbevist om, at de lærer nok om det gennem deres uddannelser (jeg ved det ikke, men håber bestemt det er derfor, de ikke altid griber ind. Ellers er det godt nok sørgeligt, hvis de bare er ligeglade).

#Edit - og jeg er helt enig med Susanne. Jeg tror ofte at dem, der mobber, også har problemer med selvværet.

Vi havde eks. en dreng i klassen, som blev opereret i benet og kom til at sidde i kørestol i noget tid. Han havde altid været lidt grov, men efter han røg i kørestol eksploderede det, og jeg tror det var for at beskytte sig selv.

Hvis man selv er sårbar, kan det bedste forsvar for nogle synes at være et angreb.

Der skal tages hånd om alle børn, ikke kun dem der bliver mobbet, men også dem, der mobber.

[TiaK]

Jeg synes hver gang dette emne kommer frem, så er der altid forholdsvis mange, der er blevet mobbet. Men aldrig nogle, der har mobbet. Jeg tænker det ville rigtig rart at høre deres tanker efter de er blevet voksne. Det er sikkert ikke noget man er stolt af, men måske der er en grund til man mobbede - noget vi andre skal lære af?

Er det mobberens skyld? Eller er det forældrenes?

Hvis det er rigtigt at mobbere har et lavt selvværd, så må der vel være nogle voksne, der har fået det bedre og dermed ville kunne bekræfte teorien? :unsure

[Guest]

Jeg synes hver gang dette emne kommer frem, så er der altid forholdsvis mange, der er blevet mobbet. Men aldrig nogle, der har mobbet. Jeg tænker det ville rigtig rart at høre deres tanker efter de er blevet voksne. Det er sikkert ikke noget man er stolt af, men måske der er en grund til man mobbede - noget vi andre skal lære af?

Er det mobberens skyld? Eller er det forældrenes?

Hvis det er rigtigt at mobbere har et lavt selvværd, så må der vel være nogle voksne, der har fået det bedre og dermed ville kunne bekræfte teorien? :unsure

Jeg vil godt give min historie om den pige jeg holdt udenfor i 6 klasse en anden dag.

Men kort sagt så anede jeg ikke at jeg rent faktisk mobbede - jeg vidste godt jeg ikke var sød.

Det fik en ende da en vikar trak os til side og satte os overfor en pige der græd og var ulykkelig og fortalte at denne pige havde ondt indeni fordi vi gjorde som vi gjorde.

I får som sagt historien en anden dag!

[Emilie]

Jeg synes hver gang dette emne kommer frem, så er der altid forholdsvis mange, der er blevet mobbet. Men aldrig nogle, der har mobbet. Jeg tænker det ville rigtig rart at høre deres tanker efter de er blevet voksne. Det er sikkert ikke noget man er stolt af, men måske der er en grund til man mobbede - noget vi andre skal lære af?

Er det mobberens skyld? Eller er det forældrenes?

Hvis det er rigtigt at mobbere har et lavt selvværd, så må der vel være nogle voksne, der har fået det bedre og dermed ville kunne bekræfte teorien? :unsure

Jeg vil gerne indrømme at jeg har været ret grov over for nogle veninder (ja det var de jo så ikke på det tidspunkt). Når vi blev uvenner indimellem kunne jeg være ret strid. Der gjaldt det ligesom om at være mest ond, så man ikke tabte ansigt. Så ja, for at beskytte sig selv.

Har kun gjort det i de perioder, hvor vi var uvenner (det er selvfølgelig også slemt nok).

Derudover var jeg faktisk også med til at mobbe en lærer engang. Startede et rygte om at hun var lesbisk og forsøgte at forføre pigerne på skolen. Det kørte ret langt ud, inden jeg endelig fik øjnene op for, hvor hårdt det ramte hende. Tog mig sammen, sagde undskyld til hende og indrømmede over for hele skolen, at jeg havde fundet på rygtet. Hun tilgav mig.

På det tidspunkt (med læreren) var jeg selv ved at gå neden om og hjem psykisk (det var ca. der min angst viste sig første gang) og jeg havde store problemer i forholdet til min far.

Jeg tror det var en måde at tackle det hele på. I mangel af ordentlige redskaber til at håndtere den psykiske smerte forsøgte jeg at flytte fokus over på noget andet.

I den periode mistede jeg alle mine veninder på den bekostning og kun den ene af dem fandt jeg rigtigt sammen med igen. (her mange år efter har jeg dog fået sagt undskyld til de andre, og vi kan sagtens tale sammen, men gør det som regel kun til den årlige julefrokost).

Jeg tror, man kunne vinde rigtig meget, ved generelt at have fokus på at lære børn/unge mennesker, hvordan de tackler svære følelser.

Jeg tænker at det er lidt samme mekanisme, som da jeg begyndte på en selvskadende adfærd i gymnasiet. I mangel af bedre, fik jeg kanaliseret den psykiske smerte over på noget fysisk (har lært af min psykolog, at det ofte er derfor, man selvskader).

Det er ikke rart at tænke på, at jeg selv har været ret grov og mobbet andre. Især ikke fordi jeg ved hvordan det føles at blive mobbet.

Men ja, tror det i høj grad var lavt selvværd og uvidenhed i forhold til at håndtere svære følelser, der var årsagen.

Det blev vist ret rodet..

[Mette A.]

Jeg har selv været udsat for hvad man kan kalde en mildere grad af mobning igennem min skolegang, både i folkeskolen og i gymnasiet. I folkeskolen var det mest verbalt at blive talt grimt om/ned til og blive holdt udenfor. I gymnasiet var en dreng som systematisk mobbede mig ved at slå mig på armen/skulder med en knytnæve, spændte ben og kaldte mig grimme ting. I slutningen af 3.g, greb et par af mine kammerater dog ind og jeg fik en undskyldning af ham og han behandlede mig efterfølgende ok.

Han havde helt klart selv dårligt selvværd og havde ikke mange venner. Hans eneste venner endte faktisk med at være de selvsamme af mine kammerater, som greb ind. Måske netop derfor han lyttede til dem.

 

Jeg har selv en enkelt gang i mit liv mobbet, og jeg er ikke i tvivl om at det skyldtes dårligt selvværd hos mig selv og en trang til at være en del af gruppen og passe ind. Jeg var ikke alene om at mobbe og pludselig var jeg derfor en del af gruppen - og ved at gøre som de andre, ville jeg måske få deres anerkendelse og være lidt "sejere". Jeg havde det dog så enormt dårligt efter episoden (vi havde tvunget en pige til at samle krummer op efter vi havde spist franskbrød og da hun løb grædende hjem, løb vi efter hende og skubbede hende gentagende gange ind i hækken) og det har virkelig forfulgt mig op igennem hele voksenlivet. Jeg har drømt om det ofte og skammet mig noget så grusomt - og tænkt på den stakkels pige og forestillet mig at jeg havde ødelagt hendes liv fremadrettet.

Jeg rendte så ind i hende for et par år siden helt tilfældigt og greb chancen for at sige undskyld. Det viste sig så at hun slet ikke kunne huske episoden :rolleyes (gudskelov! og jeg tænker stadig at jeg havde fortjent at have det så dårligt med det igennem alle de år, men jeg har nu endelig kunnet slippe det og komme videre).

 

En af mine største frygter er hvis mine egne børn en dag skulle blive mobbere - selvfølgelig også hvis de selv bliver mobbet, men jeg synes faktisk det andet er værre. Jeg forsøger at forebygge det ved at snakke meget med dem omkring det. Bl.a. er der nogle børn i Lises børnehave som slår, spytter eller på anden måde ikke opfører sig ordentligt overfor de andre. Jeg snakker med Lise om, at de synes det er lidt svært og ikke helt ved hvordan man skal være overfor andre. Derfor skal hun hjælpe dem ved at sige "stop" og fortælle dem at hun ikke vil have de slår hende osv. Så siger hun også selv at hun skal hjælpe dem til at lære at lade være med at slå.

Vi snakker generelt meget om følelser og hvordan andre har det, hvorfor de gør som de gør osv. Hendes bedste veninde i børnehaven, har det lidt svært for tiden med at gå i børnehave. Hun sover ikke lur dernede og spiser ikke, hvilket resulterer i at hun bliver meget træt, sur og irritabel. Det går nogle gange ud over Lise, som jo bare vil lege og kramme med hende, som de plejer at gøre. Så snakker jeg også med Lise om, hvorfor veninden gør som hun gør - hvorfor hun er ked/sur, og at det ikke betyder at hun ikke kan lide Lise. Og at Lise skal hjælpe veninden ved at give hende plads og ro, når hun har behov for det. Så hun respekterer at hun ikke lige kan rumme at lege eller snakke med Lise lige der - uden at Lise så bliver ked af det.

Jeg er overrasket over hvor god Lise faktisk er til det - og virker til at forstå alt det vi snakker om. Jeg regner med at fortsætte stilen og udvide den efterhånden som hun bliver ældre - og hjælpe hende med at sætte sig ind i hendes kammeraters væremåde og udvikle hendes empati. Og hvis jeg så også kan hjælpe hende til at få en god selvtillid og kunne sige fra, skulle hun være godt rustet (håber jeg).

[Guest]

Nå min "historie"

Min klasse var en ELENDIG klasse! Vores gode klasse lære blev sygemeldt da jeg gik i 3 klasse og senere sagde hun op. Vi fik en vikar der var helt grøn og som ikke formåede at holde samling på klassen.

Klassen blev splittet i klikker meget meget hurtigt, empati var en by i Rusland og socialt herskede der en "survival of the fittest" (jeg har senere læst fluernes herre og jeg kunne faktisk trække svage paralleller) alle fik en tur verbale tæsk, nogle stod imod, nogle holdte ud, andre knækkede. Vi var nogle der lavede en klub - problemet var at alle i den klub i virkeligheden bare gerne ville være en af "de seje" vi ville høre til, og nogle gange fik vi lov hvis vi dansede efter deres pine eller gjorde/sagde noget sjovt, kom i de rigtige "only" mave bluser og jeans. Men nogle var bare så uncool at være sammen med. Nogle drenge var ligeglad, men Især en pige ville bare som os andre "passe ind" Hun boede hos sin far, hun var klippet i 80'er karse, puberteten indtraf da hun var 11 og der var ingen til at rådgive! Alt gik hende imod! Hendes skyld? NEJ!!! Farens skyld? NEJ!!!

Der manglede altså VIRKELIG en voksen i vores klasse, en der kunne samle os som en enhed, en der kunne lære os empati! En der kunne se pigen og lære os at RUMME, give hende en ærlig chance.

Denne pige blev holdt udenfor OGSÅ af mig! Jeg kan huske jeg rækkede tunge :blush

Jeg FØLTE ikke at jeg mobbede og at hun en dag blev på toilettet efter fritkvarteret blev tolket som "pjæk" af klassen og læreren blev faktisk vred på hende (godt tiderne heldigvis har ændret sig) ingen signalerede på det tidspunkt at den eneste der reagerede som hun skulle var denne pige!

Hvis lærerne ikke reagerede, skældte OS ud, men hende! Ja så kunne vi jo alle se at HUN var problemet! Dumme pige!!!

En gymnastik time ændrede det hele! Klubben vi havde dannet var for længst delt i 2 og jeg hørte til bund linien - nørderne!!! Vi kunne gå i fred hvis vi bare undgik denne ene pige! Så det gjorde vi! Med næb og kløer. Vi var grove!

Men i en gymnastik time havde vi en vikar, endnu engang havde vi været stride ved pigen. Vi havde sagt hun ikke måtte være i vores gruppe og vendt hende ryggen, rullet øjne og bagtalt lige præcis så højt at hun kunne høre det. Hun græd og løb i omklædnings rummet. Men denne gang var der en KOMPETENT voksen. Hun gik ud til pigen, snakkede længe, hentede os 3 der var stride og satte os overfor pigen og sagde at vi skulle se på hende! Hvordan troede vi hun havde det? Hvordan troede vi hun følte indeni? Det var først DER (pinligt men sandt) i 5 klasse at pigens følelser blev noget jeg tænkte over! Det var først der i omklædningsrummet at realiteten gik op for mig: det var MIG den var gal med. Jeg var den onde!

Vores 3 kløver blev et 4 kløver den dag! Og vi holdte sammen og stoppede med at ville være de andre, for den her vikar gjorde bare noget ved os, fik os til at indse at vi i os selv var venner. Det stoppede med at være "os mod dem" meget hurtigt derefter.

Af de 3 piger fra dengang ser jeg kun en, og vi har en aftale på næste onsdag! I kan nok godt gætte hvem ;)

Jeg kan tilslutte mig "dårligt selvværd" men også dårlig klasse, dårlig lære - elendigt inkompetent fagpersonale.

Jeg har arbejdet med mobning siden jeg startede i min første praktik. Enten direkte eller forebyggende indsats helt ned til de 3 årige har man handleplaner for forebyggelse af mobning.

Men det er SVÆRT!!! Alle skjuler det, også ofret i mange tilfælde!

Men jeg tolererer IKKE bagtalen - jeg bliver uretfærdig stram i betrækket. Jeg hæver ikke stemmen særlig ofte men når det kommer til drillerier og bagtalen så gør jeg. Jeg accepterer det IKKE!

Ellers kan jeg nævne af forebyggende indsats at:

-Jeg har arbejdet med børne massage

-jeg har arbejdet med "trin for trin"

-jeg fremhæver altid når nogen er en god kamerat

-hjælper socialt svage børn ind i lege.

-giver børn status i form af særlige roller fx hente vand, lade et barn være hovedperson i en historie, være fanger i tagfat osv.

-mange andre tiltag omk empati og sammenhold

Hvis man har bare 1 sand ven er risikoen for at man bliver mobbet meget mindre.

Jeg har taget det svære snak med forældre "dit barn mobber" og jeg har hevet håret ud af mig selv for at finde måden hvorpå det lort kan stoppes uden at finde svaret andet end at mindske det og mandsopdække/beskytte barnet så længe det er i min varetægt.

Jeg har også stået model til frustrerede forældres verbale overhalinger for DERES barn er uskyldigt.

Jeg syntes det på mit fags vejne er PINLIGT at det opleves som om pædagoger og lærere lader stå til. Men jeg HÅBER det er af tavshedspligts grunde. Mobberne er OGSÅ børn, de er ikke små djævle der ikke indeholder andet en rendyrket ondskab, deres handling er et symptom med katastrofale følgevirkninger! Og grunden er kompleks og handler om hele barnets berøringsflade, ressourcer og modenhed.

Ikke alle børn er klar over hvad deres drillerier har af konsekvenser!

Voksne kan også mobbe og DET er GRUSOMT!!! For de BØR vide bedre. Men prøv at se debatterne på de sociale medier! Hvordan skal børn lære at være empatiske med den tilgang til andre mennesker en stor del af Danmarks befolkning har!

[Guest]

Som mor vil jeg lære Mie empati - meget i samme stil som MetteA jeg tror ikke på at indsatsen nogensinde er for tidlig.

Jeg KAN kun håbe at Mie suger vores opførsel til sig og står imod verden, men der er ingen garantier. Karismatiske personer kan få selv de mest sympatiske mennesker til at opføre sig dumt. Desperation kan gøre det samme! Jeg HÅBER bare at jeg kan vise Mie vejen sikkert igennem alt det en klasse dynamik og senere en pubertet gør ved en! Jeg HÅBER Mie "hører til" et sted der ikke kræver ofre eller store anstrengelser og jeg HÅBER hun lærer at se det bedste i alle!!!

[Ihpets-mortilto]

Uh, jeg har været medløber (eller hvad det hedder). Jeg har været med til at drille en dreng (lidt, heldigvis), som var mål for hele klassen, fordi jeg ikke turde lade være. Jeg turde ikke være det næste mål, jeg ville gerne være sej.

Jeg vidste godt at det var forkert. Vi var nogle stykker som af og til snakkede om at stoppe med at mobbe ham, og vi snakkede også med vores lærere om det. Desværre skiftede vi lærere oftere end hvad godt er, så det var forfra konstant. Vi havde også af flere omgange u-uddannede lærere.

Jeg er ret træt af at jeg hoppede med på vognen :(

[Susanne]

En af dem der mobbede mig, legede jeg faktisk med efter skole - hun har helt sikkert også medløber og turde ikke sige nej. Det kan da kun bunde i usikkerhed og lavt selvværd :( Jeg har dog tilgivet hende, for jeg ved godt det ikke var hende der stod bag. Vi endte med også at gå i gymnasieklasse sammen og vi er venner på Facebook i dag :)

[Fister]

Jeg var altid lidt på vippen mht. popularitet. Nogle gange blev jeg holdt udenfor, i en enkelt periode blev jeg direkte mobbet (også med slagsmål, mine ting blev ødelagt osv).*, og i perioder var jeg mere inde i varmen. Jeg husker ikke, at jeg har mobbet, men jeg HAR indgået i sådan nogle "jeg er bare 'stærkere' end dig små-skænderier". Hvor man ligesom markerede grænser overfor hinanden (ikke fysisk). Men een gang kom jeg til at gøre en anden frygteligt ked af det, uden at jeg selv havde set det komme - men det var jo helt tydeligt for mig set i bakspejlet, at jeg (vi) holdt hende ude.

 

Vi havde siddet nogle piger fra to parallelklasser i et frikvarter og talt om at holde en julefrokost for en del af pigerne. Jeg var (endelig) lidt inde i varmen, og sagde at jeg da gerne ville spørge mine forældre, om vi måtte holde det hjemme hos os. Vi var måske 25 piger i de to klasser, og jeg tror det var halvdelen af os som arrangerede denne her pige-julefrokost. Det var ikke noget jeg fandt på eller arrangerede, men det var bare hjemme hos mig. Og så en dag inden julefrokosten var der denne her pige i min klasse, som i en time grædende fortalte at hun følte sig helt udenfor og udelukket, fordi hun ikke var inviteret med. Det var så skørt, for jeg havde jo bare tænkt "12 styk; det kan vi godt være i spisestuen". Men hvor kan jeg godt forstå, hun blev ked af det, og jeg blev rigtigt ramt på denne der ensomhedsfølelse, som jeg jo selv kendte, og som jeg jo også må indrømme jeg negligerede ret meget, når jeg nu var en del af en større gruppe piger. 

Først reagerede jeg med at prøve at forklare, at vi jo ikke kunne være 25 mennesker derhjemme, og at det ikke handlede om at vælge nogen fra. Det gjorde det heller ikke, men det blev jo alligevel effekten af det. Så da jeg kom hjem og fik lidt mere tid til at tænke over det, ringede jeg til pigen og sagde undskyld og spurgte om hun ville med. Men det ville hun slet ikke - hvilket jeg jo egentlig godt kunne forstå, jeg blev bare så ked af, at jeg ikke kunne rette op på det igen.

Det var bare sådan en kontrastfyldt tid, hvor jeg for at være med i fællesskabet kom til at lukke andre ude, og når man ser på det med voksne øjne kunne både jeg og og alle de andre piger havde gjort en masse meget bedre og klogere, men for katten, hvor er man bare styret af nogle sociale normer, som man ikke helt kan finde rundt i som 13/14-årig. 

Jeg tror måske, at jeg selv blev så ramt af dét, at jeg havde gjort en anden ked ad det, at jeg sikkert har prøvet at bortforklare det hele. Sådan lidt, "nåh ja, men hvis hun alligevel ikke vil med...hvad fanden skal jeg så gøre"?. Jeg kan ikke huske det, men det kunne godt ligne mit usikre jeg, at argumentere sådan, fordi det gør nas at indrømme, at man har været med til at holde andre ude.

 

Nu synes jeg så også, at jeg fik lige lovligt meget ansvar for en komsammen, som egentlig var i en god tone og slet ikke var organiseret af mig - men det ændrer ikke ved at jeg var med i det, og i den nøgterne verden, hvor man lige træder et skridt tilbage og kigger ind på situationen, så skulle ALLE have været inviteret med, og så skulle vi i fællesskab have fundet et sted, hvor vi kunne være. Dér synes jeg forældre måske kan nå at komme ind i ligningen, når en flok teenagetøser har fået lidt for gode idéer. (Vi havde i øvrigt indtil 6. klasse INDEN vi blev samlet og delt i to klasser en politik om at alle var med til alt, og det havde fungeret nogenlunde. For de flestes vedkommende fungerede det 100% af tiden).

 

 

 

 

 

*sidespring; jeg har tænkt over det her ifm. tråden om at tale med andres børn. Hende der var organisatoren til mobningen dengang i 2. klasse, hendes mor synes vist jeg var en sød pige og at jeg var...ordentlig, måske...og efter mobningen en dag eskalerede og jeg kun slap for anden omgang tæsk fordi en af "de store drenge" passede pigegruppen op, da de havde trængt mig op i et hjørne, så kom moderen hen til mig og sagde noget a la: "Sikke noget, Fister. Det skal nok gå over igen, og så bliver I fine venner". Jeg følte mig simpelthen SÅ kørt over. Jeg var jo rædselsslagen for at gå i skole og på fritteren, og så kom denne her mor bare og sagde "bare rolig, det går over". Men det vidste jeg jo at det ikke gjorde. 

[Martin]

Tak for jeres bidrag til denne debat

 

Vi alle har vel en del erfaringer eller observationer fra både den gode og den dumme side.

 

Vigtigt for mig som forældre er, at mine børn hurtigt forstår hvad der er rigtigt og hvad som er forkert. (Mit ansvar)
Hvis alle forældre tog mere ansvar og opdragede "gode børn", som smiler til andre børn, uanset nationalitet, vægt og udseende, var vi kommet langt.
Vi voksne skal være forbilleder for alle børn i vores nærhed. Det er super vigtigt at vi selv agerer som gode mennesker, ikke taler dårligt om andre og disliker uretfærdigheder. :)

 

Jeg tænker også en del på, at de unge idag måske lige frem har det mere svært, end dengang da vi gik i skole.

Der er blevet skubbet en del til skønheds idealet + at der er kommet så mange dyre ting "man skal ha" (nyeste iPhone, Ipad, Macbook, osv) og "være med på" (sociale medier osv)
Samtidig med at man skal være den smarteste smarte.

 

Det er nemt at føle sig udenfor hvis man ikke har energi, råd eller lyst til "at være med" i ræset.

 

Kom meget gerne med flere erfaringer, tanker og observationer omkring emnet. :)

 

Venlige hilsner

Martin