Føler mig lidt, ja delt i 2

[Mor igen]

Hej alle her inde..

Jeg har en forhistorie med en dødfødsel i 27. uge hvor min datter Jasmin blev kvalt i navlesnoren. 
Og en MA i 6/9 uge - hvor jeg gik i 3 uger før jeg kom til scanning hvor den var død.

Så har jeg en levende datter Nadia, der er født efter overstående triste historier. Hun blir 10 år lige om lidt.

 

Men jeg er delt i 2 lejre.
På den ene side glæder jeg mig sindsygt til lillebror kommer til verden, og er sikker på det hele nok skal gå.

Og den anden lejr, er jeg bare sikker på at det går galt, og prøver ikke at knytte mig for meget til lillebror i maven, selvom jeg både nusser og aer maven, samt smiler og er lykkelig når han sparker rundt der inde :wub , og kalder ham ved hans navn.

Det er bare svært at tro for mig, at det skal lykkedes denne gang også.
Ved ikke om det er noget andre kan sætte sig ind i, men jeg har det svært ved at være delt i 2 lejre.

Jeg har fx. også alt hjemme til ham, puslebord, seng, kravlegård, tøj og alt det, men det ligger stadig dybt i mig, det der skete for mange år siden, og hvor skuffet og ked af det man blir' og noget i mig har sat en mur op, så jeg "skåner" mig selv, hvis det igen går galt. Selvom jeg ikke regner med at det går galt.

Alt indtil videre med scanninger osv. er fint, han er sund og rask og vokser som han skal. 

Skulle lige af med det, tak til jer der læste med  :kram2 

[MamatilJ&M]

Med den historie kan jeg godt forstå at du er delt i 2 :kram Hvor må det være forfærdelig at miste et barn så sent i graviditeten. Der hvor man regner med alt bare går efter bogen :kram2

Men jeg tror på alt går som det skal :) Får du tilbudt ekstra kontroler med den historie?

[Mor igen]

Med den historie kan jeg godt forstå at du er delt i 2 :kram Hvor må det være forfærdelig at miste et barn så sent i graviditeten. Der hvor man regner med alt bare går efter bogen :kram2

Men jeg tror på alt går som det skal :) Får du tilbudt ekstra kontroler med den historie?

Tusind tak  :kram2 

Det skal jeg snakke med min JM om, jeg har nævnt det i min egen babytråd.

Da vi var til MD scanning og bag efter skulle snakke med lægen, mente hun alt så fint ud ville ikke yderligere se mig!  :boo Lægen var slet ikke til at snakke med.

Min JM sagde da jeg var hos hende, inden MD. At hun intet problem kunne se i en igangsættelse fra 38+ og frem for at lette mig psykisk. 

Samt at de nok ville have mig til kontrol uge 28 og 35. Var jeg også med min levende datter den gang.

Men fordi det er gået godt "en" gang efterfølgende, så tror de åbenbart at alt er godt psykisk.

Min JM sagde også, at ville lægen ikke lytte, så måtte hun jo gøre noget, og finde en læge der gerne ville. 

Skal til JM her den 28 i denne måned, og så tror jeg bare at jeg må bryde sammen der, for synes virkelig det var et slag i hovedet af den læge!!  :boo 

[MamatilJ&M]

Hvad skal man med lægsamtaler hvis ikke lægen er der for at lytte og berolige og tage snakken. Det er i hvert fald D. Jeg forventer d. 27. Og at der lægges en plan. Men har heldigvis en jm der siger vi skal have lagt en plan så jeg er tryg. Og hun har fortalt at hende den forfærdelige overlæge fra min sidste fødsel vist ikke er på afdelingen mere :glad Hun er ikke populær...

Jeg håber du får en god snak med din jm og hun kan hjælpe dig. Du skal føle dig tryg :kram Det betyder jo alt for din graviditet :kram2

[Mor igen]

Hvad skal man med lægsamtaler hvis ikke lægen er der for at lytte og berolige og tage snakken. Det er i hvert fald D. Jeg forventer d. 27. Og at der lægges en plan. Men har heldigvis en jm der siger vi skal have lagt en plan så jeg er tryg. Og hun har fortalt at hende den forfærdelige overlæge fra min sidste fødsel vist ikke er på afdelingen mere :glad Hun er ikke populær...

Jeg håber du får en god snak med din jm og hun kan hjælpe dig. Du skal føle dig tryg :kram Det betyder jo alt for din graviditet :kram2

Nemlig, det er også vigtigt for mig at jeg ved at jeg ikke skal gå til 42+0, jeg vil rigtig gerne sætte igang enten ved 38+ eller 39+

 

Min datter blev født 38+3, hvor jeg ringede dagen inden, og græd i telefonen på fødegangen, og hun kunne godt forstå mig, og de ville tage mig ind næste dag til et kig, og jeg var 2 cm åben, og der var fri adgang til at tage vandet, så intet problem der.

Så kan ikke se hvad problemet skulle være, og min datter var heller ikke lille i 39. uge - 3460 gram.

[Sunspirit]

Læger er i min optik ikke særligt medfølende. Vi var jo igennem et barnløshedsforløb og det vi stødte på igen og igen, var lægernes ligegyldighed overfor de mentale sider af barnløsheden, så kan ikke forestille mig at det er anerledes hvis man har en historie som din. Det kan gøre én så åndssvagt frustreret at de ikke vil lytte eller ikke betragter ens usikkerhed som vigtig. Så jeg føler med dig. 

 

Det er heller ikke så mærkeligt at du er så nervøs, det må være sindssygt hårdt at miste et barn, lige meget hvor langt man var henne. Jeg har også været nervøs for min lille gut, især fordi det har været sådan et langt forløb overhovedet at undfange ham. Det er lidt ligesom man er bange for at glæde sig for meget, også selvom man tydeligt kan mærke ham derinde. 

[Mor igen]

Læger er i min optik ikke særligt medfølende. Vi var jo igennem et barnløshedsforløb og det vi stødte på igen og igen, var lægernes ligegyldighed overfor de mentale sider af barnløsheden, så kan ikke forestille mig at det er anerledes hvis man har en historie som din. Det kan gøre én så åndssvagt frustreret at de ikke vil lytte eller ikke betragter ens usikkerhed som vigtig. Så jeg føler med dig. 

 

Det er heller ikke så mærkeligt at du er så nervøs, det må være sindssygt hårdt at miste et barn, lige meget hvor langt man var henne. Jeg har også været nervøs for min lille gut, især fordi det har været sådan et langt forløb overhovedet at undfange ham. Det er lidt ligesom man er bange for at glæde sig for meget, også selvom man tydeligt kan mærke ham derinde. 

Det har du nok ret i, de ikke er.

Men satser på min JM vil lave en plan for mig/os. Så jeg ved at jeg ikke kommer til at gå til 42+0 

Kan bare ikke forstå hvorfor læger ikke kan sætte sig ind i folks historier, eller bare prøve på det. Fx. ved kejsersnit fordi barnet vender forkert eller er for stort osv. ja så laver man da gerne kejsersnit, så kan jeg ikke se problemet i at jeg sætte igang ved 38+ eller 39+ er jo ikke fordi jeg beder om at sættes igang total tideligt eller beder om kejsersnit. 

Kan også godt forstå din nervøsitet, det må også være hårdt for psyken at have kæmpet så længe, og så være gravid nu. Og så have svært ved at tro på det hele.

[Sunspirit]

Håber jeres JM kan finde en plan der gør dig mere rolig. Troede faktisk ikke det var muligt for dem at blive kvalt i navlesnoren derinde, så det er da noget af en skrækhistorie. 

Kan godt forstå at tanken jager dig, og at du vil foretrække at blive sat igang. Jeg kan jo sagtens berolige dig og sige at der ikke sker noget, men jeg tror ikke det hjælper når du har været igennem det du har. Jeg vil dog sige at det skulle være ekstremt uheldigt om det skete igen, for det med navlestrengen er jo ikke genetisk så det er ikke noget du har anlæg til og du er så langt henne efterhånden :) 

Nogle gange lytter lægerne hvis man er bitchy nok, det er bare ærgerligt at man skal ophidse sig for at det kommer igennem. Alle dem jeg kender der læser til læge er mennesker som går vildt meget op i gode karakterer og karriere men ikke har så gode sociale evner eller følsomhed. Sygeplejerskerne er altid meget bedre med mennesker. 

 

Det er lidt svært at tro på, men jeg mærker ham sparke hver dag og det gør det lidt mere virkeligt for mig heldigvis. :) 

[Mor igen]

Håber jeres JM kan finde en plan der gør dig mere rolig. Troede faktisk ikke det var muligt for dem at blive kvalt i navlesnoren derinde, så det er da noget af en skrækhistorie. 

Kan godt forstå at tanken jager dig, og at du vil foretrække at blive sat igang. Jeg kan jo sagtens berolige dig og sige at der ikke sker noget, men jeg tror ikke det hjælper når du har været igennem det du har. Jeg vil dog sige at det skulle være ekstremt uheldigt om det skete igen, for det med navlestrengen er jo ikke genetisk så det er ikke noget du har anlæg til og du er så langt henne efterhånden :)

Nogle gange lytter lægerne hvis man er bitchy nok, det er bare ærgerligt at man skal ophidse sig for at det kommer igennem. Alle dem jeg kender der læser til læge er mennesker som går vildt meget op i gode karakterer og karriere men ikke har så gode sociale evner eller følsomhed. Sygeplejerskerne er altid meget bedre med mennesker. 

 

Det er lidt svært at tro på, men jeg mærker ham sparke hver dag og det gør det lidt mere virkeligt for mig heldigvis. :)

Det kan ske, desværre.

Og hun var så uheldig at blive kvalt i navlesnoren om benet. og ikke om halsen som man fx. hører om.

Det er også mega uheldigt, men frygten sidder stadig i en, og jeg vil bare have det bedst ved at vide at jeg skal sættes igang inden oprindelig termin. 

Ja læger er bare underlige, sådan generelt. 

Så håber min JM vil tage aktion. Men det regner jeg med, det lød sådan på hende sidst. Da hun startede med at sige at jeg skulle fortælle lægen hvordan jeg havde det, og ville h*n ikke lytte, så skulle JM huset nok sende en anvisning afsted til sygehuset. Jo tak, så det er nok sådan noget vi skal have gang i nu.

Jeg mærker også lillebror dagligt, men for mig er der stadig meget lang tid til termin.

 

[FruOvervejelse]

Mor igen, jeg har ikke så meget at sige, kun: :kram Jeg tror på, de nok skal være lydhøre og hjælpe dig igennem

[RikkeMy]

Jeg kan godt følge dig! Jeg har haft svært ved at blive gravid til at starte med og det ligger til familien med MA... desuden er der bare noget inde i mig som sætter muren op, alene fordi hvis det går galt, så håber jeg på at det gør bare en lille bitte smule mindre ondt.. Jeg tror faktisk først at jeg tror på det, sådan rigtigt, når jeg sidder med ham i mine arme og kan se han er levende og har det godt. 

 

Nu er jeg selv lægesekretær og ved hvor meget der kan gå galt, hvilket jo nok også er med til at jeg ser mere sort/hvidt på tingene.. Ser det egentlig ikke som at være pessimistisk, selvom min omverden hurtigt tolker det sådan - så jeg taler ikke om det - men jeg ser det mere som faktabaseret viden. Og derfor er jeg også bare indstillet på, at tage det som det kommer... Man kan ikke vide sig sikker på en skid her i verden... 

 

Mht. læger, så lyder det bare typisk. Min erfaring er at ca. 1/5 del af lægerne er søde og rare, lytter og "gives a fuck" - resten er der for at gøre deres arbejde, som praktisk talt er at få moderen fra graviditet til at stå med et så sundt og raskt, levende, barn som muligt. 

Jordemoderen er mere omfavnene, men læger kan være ligeglade, for hvis de ville tage sig af det psykologiske, så havde de valgt at blive psykologer ;) Det er hårdt, men sådan er samfundet bygget op.. 

På vores afdeling har vi mange læger og der er reelt kun 3-4 læger som jeg personligt ser som gode læger, fordi de "gives a fuck" og er villige til at gå det ekstra skridt, for at patienten kommer derfra med den bedst mulige oplevelse...

 

:kiss  Hæng i, det skal nok gå! Og selvfølgelig bliver du mor igen  :baby3 Det er jo ikke første gang det er sket succesfuldt vel :P

[Sunspirit]

På hvad du siger lyder det meget som om JM har alle intentioner om at hjælpe dig og det er godt der er en der lytter. Så kan du forhåbentligt slappe bare lidt mere af :)  :kram synes også der er lang tid til termin, men nu er man i det mindste i nærheden af halvvejs. 

[Mor igen]

Tusind tak piger..

Jeg svarer lige sådan samlet, er vidst mest overskueligt  ^_^ 

 

Ja jeg skal til JM igen her den 28, og satser på hun sætter noget i værk om at jeg skal have en igangsættelse når den tid nærmer sig, om det er 38+ eller 39+ er jeg sådan set egentlig ligeglad med. Bare jeg ved at jeg ikke skal gå til 42+

Sidste gang var der ingen aftale med den JM jeg havde den gang, der ringede jeg som sagt bare op på fødegangen dagen inden og græd i telefonen, var helt færdig. Og hun snakkede med en læge og en anden over jordmoder (eller hvad de hedder) og jeg måtte komme ind næste dag.

Og der var jeg jo åben 2 cm og der var fri adgang til at de kunne tage mit vand.

Så hvis ikke jeg går i fødsel selv før 39+ tænker jeg, så sættes jeg igang den dag. 
Det ville jeg have det fint med, faktisk rigtig godt med kan jeg mærke! 

Jeg har tænkt mig at fortælle min JM det hele, som je ghar det, og så er jeg sikker på hun gerne vil gøre noget.

Og kan ikke se problemet, ærlig talt.
Der er jo så mange andre der sættes igang af "underlige" grunde, eller får foretaget et kejsersnit af den ene eller den anden grund.

[Moar_til_4]

Jeg kan godt forstå din bekymring, der er jo ikke noget at sige til at du er nervøs. Nu ved jeg ikke hvor du skal føde, men jeg har selv været igennem en meget hård oplevelse, men har været heldig at der er blevet lyttet til mine bekymringer de 2 efterfølgende graviditeter/fødsler. Jeg har født på OUH de 3 første gange.