URO

[Den uperfekte]

Jeg håber, at kunne få lidt ro fra alle jer kommende mødre, som måske kan nikke genkendende til hvordan jeg har det.

 

i starten af graviditeten var jeg helt rolig, og havde ikke behov for en tidlig scanning eller lignende, men de seneste uger er jeg begyndt at blive urolig/angst. Det startede op til MD scanning, hvor folk omkring mig begyndte at spørge til om jeg kunne mærke spark. jeg synes ikke, jeg kunne mærke noget, og blev lidt urolig over det, men havde jo MD scanningen, hvor jeg kunne få vished. Heldigvis var alt godt til scanningen, han lå derinde og baskede med arme og ben, og siden da kan jeg virkelig mærke liv. Min uro er dog ikke blevet mindre. 

Lige pludselig er det blevet et individ, en lille baby dreng og ikke bare en det eller den. Jeg har på en eller anden måde fået et forhold til ham. Jeg er derfor blevet urolig over alt det, der kan ske.

 

Ofte hører man kun om alle de roserøde historier om hvor fantastisk det er at være gravid, men ikke meget om alle de tanker og uro, der også kan følge med. Er det andre, er oplever noget lignende, og har I nogle gode råd? Jeg sover dårlig om natten pga uroen hvilket ikke er holdbart.

[Emilie]

Har også haft en snert af det.. tror det er lidt det samme med, at nu er det ikke bare en "det/den" men en ham. En lille dreng, som sparker og reagerer på tale og berøring.. og ja, så er frygten for, at der skulle gå noget galt bare lidt større, for nu er det jo et rigtigt barn, som skal fødes.

Har ikke nogle rigtig gode råd. Jeg prøver selv at tale mig selv til fornuft, og siger til mig selv "jamen hvorfor skulle der være noget galt?" .. jeg tvinger mig selv til at tænke positive tanker (også selvom jeg ikke tror på dem) og siger det gerne højt og fokuserer på alle de gode ting.

I starten kan det føles dumt, fordi man måske ikke tror på det gode, men efterhånden tvinger man hjernen til at tænke positive tanker :)

Det er noget, jeg har lært via en psykolog engang. Det er en metode i den kognitive terapi. Tænkte at den måske kunne hjælpe. For mig virker det :)

[Guest]

Hej du.

 

Jeg kan nok ikke hjælpe særligt meget, men derfor skal du alligevel have en besked med på vejen :). Jeg har været kastet en del rundt i livet og har efterhånden lært mig selv at fokusere på det positive og tænke, at hvis det negative kommer, kan jeg alligevel ikke gøre så meget ved det. Så jeg prøver at glæde mig fremfor at bekymre mig.

 

Men det kan du ikke bruge til en skid. Og det skal lige siges, at sådan har jeg det I DAG. I morgen kan det se helt anerledes ud, da vil jeg måske bekymre mig fra sans og samling over alt mellem himmel og jord - og lidt til. Hormonerne raser hos os alle sammen i øjeblikket og vi forsøger at vænne os til tanken om at skulle føde om under et halvt år. Hvad bekymringerne går ud på, er sikkert helt forskelligt. Men én ting ved jeg, det er helt sikkert værre inde i vores hoveder end det er i virkeligheden.

 

Jeg kan heller ikke sove om natten - aner ikke hvorfor. Jeg står simpelthen op og laver alt muligt andet. På et tidspunkt bliver jeg så træt, at jeg tør gå i seng. Men jeg er også allerede på barsel - jeg skal bare bestå en enkelt eksamen til vinter. Jeg håber, du får det bedre. Som sagt kan jeg ikke hjælpe ret meget, men jeg er 100 % sikker på, du ikke er den eneste, der har det som du har det.

 

Tanke herfra :).

[YummyYummyMommy]

Jeg havde det ganske enkelt HÆSLIGT i hele min første graviditet med vores datter, så jeg kan sagtens følge dig. Jeg havde moderkagen liggende foran, så jeg var i uge 26-28 stykker, før jeg overhovedet kunne mærke hende og selv da var det relativt svage spark og puf, så jeg flippede nærmest dagligt ud over, at jeg ikke mærkede hende nok, og jeg googlede mig skør dag og nat. Jeg købte en Doppler til at lytte efter hjertelyden - det var at skyde mig selv i foden, for hun lå SÅ tit på en måde, så jeg ikke kunne fange hjertelyden, så der blev jeg bare endnu mere bange. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, jeg tog 40-50 graviditetstest og var til mellem 20 og 30 selvbetalte scanninger PLUS NF, MD samt en ekstra scanning i uge 32 for at tjekke moderkagens placering ifht fødsel. Jeg nød ikke et sekund - og vores datter blev født ved en rædselsfuld fødsel med ve-drop i uge 41+5 - men hun var sund og rask og perfekt  :7himmel

 

Jeg lovede mig selv dengang, at hvis jeg var så heldig at skulle have endnu et barn, ville jeg prøve at nyde det mere. Jeg aner ikke, hvad min frygt udsprang af - muligvis fordi jeg er MEGA kontrolfreak i hverdagen; jeg er meget analytisk og arbejder med tal og resultater til hverdag og er derfor vant til at kunne kontrollere og analysere det meste. Og så står man pludselig med det her lille væsen indeni og kan ikke styre en skid  :kuller  I min første graviditet fokuserede jeg for meget på det negative og glemte, at for hver skrækhistorie er der nok 10.000 gode historier. I denne graviditet forsøger jeg at nyde det ud fra devicen: "Jeg kan ikke kontrollere det - derfor kan jeg ligeså godt prøve at slappe af og nyde det, for det går det ikke mindre godt/dårligt af" Jeg fokuserer på, at nu vi er så langt, så er odds'ene for, at det går godt SÅ langt større end risikoen for, at det går skidt. Det eneste, jeg kan gøre, er at passe på mig selv, følge de gode graviditetsråd og leve sundt og fornuftigt i hverdagen og i øvrigt lytte til min krop. Så gør jeg det bedste jeg kan for junior i maven  :loveshower

 

Jeg tror, det er helt normalt at bekymre sig i større eller mindre grad - vi skal bare passe på, at det ikke ødelægger hverdagen og fylder alt for meget. For tro mig - når bebs bliver født, bliver der bare endnu flere ting at bekymre sig om  :baby1

[Den uperfekte]

Tak alle sammen.

Jeg har det allerede meget bedre. Nogle gange hjælper det bare at få luft for sine tanker. Jeg snakker selvfølgelig med min kæreste om det, men han forstår det bare ikke på samme måde. Derudover tager han tingene med utrolig stor sindsro. Nogle gange lidt for meget :-) Hans svar var bl.a: Det er der ingen grund til at være.

Nej det kan godt være, men nu er det bare sådan jeg har det! Grund eller ej. Så dejligt med lidt forståelse. Måske lige så meget det jeg trængte til.

Emilie, dejligt lige at blive mindet om at tænke positivt. Det prøver jeg generelt altid på, men nogle gange svigter det. Specielt når man spm mig godt kan være lidt for pissimistisk :-)

BSB, jeg har prøvet med noget ala mindfulness når jeg ikke kan sove. Fx at ligge hænderne på maven og fokusere på sin vejrtrækning. Ikke ændre på noget blot mørke efter. En anden ting du kan prøve er, at ligge benene opad en væg og evt en pude under bagdelen. Derved får man en stor del af kroppen over hjertehøjde og hjertet skal ikke arbejde så hårdt, og rent reflektorisk slapper man af.

Yummy, håber du har det bedre under denne graviditet. Det lyder på ingen måde rart for dig. Jeg er selv er kontrolfreak, men har de seneste år prøvet at tage tingene mere som de kommer. Man siger jo at modsætninger mødes og min kæreste er stik modsat mig - til tider til stor frustration men heldigvis kan vi lære af hinanden.

Tit bruger jeg det at tænke: hvad er det værste der kan ske og ofte er det jo faktisk ikke så slemt :-)

Slutvis vil jeg igen sige tak for jeres svar. Det er skønt at have et sted som dette hvor man kan få luft og støtte.