Er jeg et ondt menneske??

[SuperKlar]

Hej skønne piger :)

 

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, men har haft nogle tanker på det sidste der er ved at drive mig til vanvid...

 

Under normale omstændigheder er jeg typen der VIRKELIG IKKE kan klare når nogen jeg kender har modgang, og også får helt ondt i maven af medfølelse når folk jeg aldrig har hørt om før oplever fx at miste et barn eller får SA...

 

MEN for omkring 14 dage siden læste jeg en opdatering på face book fra en som lige havde mistet deres søn et par dage før termin, og det eneste jeg tænkte var "Nå, det er jo ikke første gang du laver et barn der ikke kan leve..." og bagefter "Gad vide om du overhovedet KAN lave et barn der kan leve?"

Nu synes jeg at det jo nærmest er onde tanker, og har virkelig dårlig samvittighed over at have tænkt dem, men jeg har INGEN følelse af medlidenhed hverken med ham eller kæresten, hvilket er meget usædvanligt for mig, og det er kun dem jeg ikke føler medlidenhed med, når jeg læser alle jeres historier herinde, oplever jeg præcis de samme følelser som ellers...

 

Med til historien hører selvfølgelig at det var min eks-kæreste og hans nye kæreste som det er sket for, en mand som jeg på ingen måder har følelser for længere da det er snart 6 år siden vi gik fra hinanden, og vi stort set ikke har snakket sammen/haft nogen form for kontakt med siden. Da vi var sammen, hvilket kun var omkring to måneder, blev jeg gravid ved et uheld (mænd skal simpelthen lære at købe en størrelse kondomer der passer, de falder af når de er for store...). Vi gik fra hinanden inden jeg opdagede det. Først var det et chok, skulle vænne mig til tanken om at være alenemor og under uddannelse (Jeg havde INGEN planer om at tage ham tilbage, da han havde droppet mig med den værst tænkelige undskyldning jeg kunne forestille mig, og abort var, for mig, utænkelig), men efter en uges tid havde jeg vænnet mig til tanken og var faktisk begyndt at glæde mig, men havde ikke besluttet om jeg skulle fortælle ham det eller ej, for han havde vel ret til at vide det, men havde ikke lyst til at have ham med i det da jeg jo var ret vred på ham... før der var gået en uge mere mistede jeg barnet, jeg var vel lige omkring 7+5 eller sådan noget, havde ikke helt styr på det, fordi jeg på ingen måde havde planlagt det.

Enden blev at faderen aldrig fik noget at vide, og jeg kom ret hurtigt over det igen, lige med undtagelse af at jeg ret impulsivt, ca. 7½ måned senere, købte min hund :oops

 

Det er en del af mit liv som kun meget få kender, min mor, min mand og nogle få veninder, og jeg troede ikke jeg nogensinde skulle komme til at bekymre mig om det igen, andet end at jeg var bekymret for om det kunne ske igen med min mand, om det måske er mig der ikke kan holde på et barn, og sådan nogle tanker, som jeg egentlig godt ved ikke er noget at bekymre sig om, MEN nu begynder jeg så at sidde med de tanker da jeg læste hans opdatering, og endvidere begynder jeg faktisk en lille smule at glæde mig over det, for så betyder det jo nok at det slet ikke var mig den var gal med, men ham, at det var pga. ham at barnet ikke kunne leve...

 

Er jeg ved at udvikle mig til et ondt menneske, eller er der andre der kan nikke genkendende til den form for tanker, SÅ længe efter?

[Mistel]

Du er ikke ond. Jeg tror ikke på, at du for alvor ønsker, at eksen eller andre skal gå igennem frygtelige ting. Jeg kan selv - især hvis jeg er i en periode ikke har det så godt - få de mærkeligste modbydelige tanker om mine nærmeste. Min mand, min mor, mit barn.... Som i - det ville være meget nemmere hvis du bare gik ud foran en lastbil og døde. Så skal jeg nok klare det her selv. Det er HELT godnat! Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg mistede min mand. Men alligevel popper de ord pludselig op. Det er mine dæmoner - ikke andres. Det har ikke noget med andre at gøre. Kun mig. Det er mig, der prøver at få mig ned med nakken, at skræmme mig. Man skal bare ikke høre efter - det er det hele. Men man kan godt nok blive helt bange for sig selv!

[Mannie]

Sikke nogle grimme tanker! Ikke kun om din x men også om dig selv! Du er ikke et ondt menneske men du ligger "frygten" fra dig. Frygten for at det er dig der "udstødte" barnet/ikke kan holde på det sidder jo i dig og nu hvor skæbnen vil at ham du ikke bryder dig om, som var en del af skylden til din situation dengang, er ude for en af de mest forfærdetlige situationer man kan udsættes for, så ligger du din frygt over på hans situation så du kan finde en indre ro.

Håber du forstår da det vist godt kan være rodet.

Min veninde har også lige mistet få dage før termin og hun er helt nede. De var jo klar til at blive forældre.

At hun blev gravid i første hug og jeg selv måtte kæmpe for det i noget tid har da givet mig lidt tanker i starten om at hun "snød foran i køen" og da hun så mistede blev jeg skamfuld over at jeg havde haft den følelse for hun fortjener da så meget at blive mor, som alle andre uanset kamp!

Husk på at det er ren kemi og skæbne om barnet lever eller ej.

Du kan se flere herinde som (desværre) har oplevet at miste men som sagtens kan få børn.

Mit råd er nok at du "slutter fred med dine dæmoner"

Affinder dig med at det er skæbnen du mistede dengang og skæbnen men stadig en stor sorg at din x nu mistede sit barn. Men at de to ting ingenting har med hinanden at gøre.

[Mama Lou]

Følelser er følelser, og er det sådan du tænker og føler, så er det sådan det er :)

Men jeg synes ikke du helt kan sige, at det kun er det ham der ikke kan skabe levedygtige børn, faktisk røre det et eller andet i mig- for så må det jo også være din holdning ift. Til andre der mister :unsure Ved godt du skriver, at du ikke tænker sådan, så derfor får det mig også til at tænke, om det er din måde at tænke "hævn" overfor ham? I var jo gået fra hinanden osv., men alligevel er du blevet berørt af dit eget tab dengang :kram2

Nu har jeg ikke styr på dit forløb ift. At få børn nu, men har I svært ved at få børn? Måske er det også noget fra den vinkel..

Personligt, og det selvom jeg har taget min andel af SA/MA/bio historier, problematiske graviditeter mm., så synes jeg det immervæk må være værre at miste en barn der har levet til tæt på termin, som man har født, og som reelt set har været levedygtig, men noget er gået galt :( Moderen har nået at mærke liv og de har uden tvivl knyttet sig meget til den lille, et barn. En SA/MA Eks. På det tidspunkt du mistede dengang er fordi hjertet ikke er begyndt at slå, det er den proces der oftest stopper graviditeten, og også derfor de fleste SA er fra det tidlige stadie indtil omkring uge 8, og igen et nyt limit derfra også til uge 12. Dermed er det ikke sagt, at det ikke er hårdt med en SA/MA, for det er det, og det er en proces, men når man får det barn der lever og som lyser dagen op, så ser man en mening med, at man skulle igennem sådan en oplevelse.

Jeg synes ikke du er et ondt menneske, som jeg skrev, så er det følelser og du kan ikke ændre på de følelser du har :) Jeg tror ikke nogen af os kan sige, at vi ikke har tænkt "onde tanker" på et eller andet tidspunkt :kram2

[Mama Lou]

Sikke nogle grimme tanker! Ikke kun om din x men også om dig selv! Du er ikke et ondt menneske men du ligger "frygten" fra dig. Frygten for at det er dig der "udstødte" barnet/ikke kan holde på det sidder jo i dig og nu hvor skæbnen vil at ham du ikke bryder dig om, som var en del af skylden til din situation dengang, er ude for en af de mest forfærdetlige situationer man kan udsættes for, så ligger du din frygt over på hans situation så du kan finde en indre ro.

Håber du forstår da det vist godt kan være rodet.

Min veninde har også lige mistet få dage før termin og hun er helt nede. De var jo klar til at blive forældre.

At hun blev gravid i første hug og jeg selv måtte kæmpe for det i noget tid har da givet mig lidt tanker i starten om at hun "snød foran i køen" og da hun så mistede blev jeg skamfuld over at jeg havde haft den følelse for hun fortjener da så meget at blive mor, som alle andre uanset kamp!

Husk på at det er ren kemi og skæbne om barnet lever eller ej.

Du kan se flere herinde som (desværre) har oplevet at miste men som sagtens kan få børn.

Mit råd er nok at du "slutter fred med dine dæmoner"

Affinder dig med at det er skæbnen du mistede dengang og skæbnen men stadig en stor sorg at din x nu mistede sit barn. Men at de to ting ingenting har med hinanden at gøre.

Godt skrevet :super

[SuperKlar]

Jeg ved godt man ikke kan sige at det er den ene eller andens skyld at barnet ikke levede, rent intellektuelt ved jeg det, men det er det med følelserne... Men der er bare noget der ligesom "kortslutter" oppe i hovedet, og siger at det er sådan det er, hvis i forstår...

Jeg ønsker på ingen måde det skulle ske for nogen, heller ikke ham! I dag er han for mig en person som alle andre... der gik egentlig noget tid før vi var helt færdige med hinanden... først ville han have mig tilbage, det ville jeg ikke, senere var det mig der ville tilbage, det ville han ikke... havde jeg været vred på ham endnu, havde jeg ikke, tror jeg da, været venner med ham op FB, for så ville jeg ikke kunne holde ud at se på ham...

Men jeg tror måske at ønskebebs har ret i at det måske er min måde at tænke "hævn" på, selvom jeg aldrig har tænkt at have behov for at få hævn over det... Jeg besluttede til gengæld at jeg ikke ville fortælle ham noget dengang, fordi jeg ikke mente han kunne bruge det til noget... Altså efter jeg havde mistet... og indtil videre vil jeg ikke sige vi har problemer, vi er i gang med 3. rigtige cyklus, så det er jo inden for normalen... :)

Mannie, jeg kan sagtens følge det, og ja, det kan nemt passe! Men kan du fortælle mig hvordan jeg så slutter fred med dæmonerne? for troede jo egentlig at det var et overstået kapitel i mit liv...

[Mannie]

Puha vi er jo så forskellige og metoderne for at slutte fred med dæmonerne er så forskellige.

Hmm mit forslag er nok at skrive 2 lister:

En hvor du skriver hvorfor han "fortjener" at miste sit barn

Og en hvor du skriver hvorfor han ikke fortjener det.

så tager du listen med hvorfor han fortjener det og gennemtænker de forskellige ting om det nu ER hans skyld eller om det er andres/situatuionen/tiden osv som har påvirket på anden vis.

de ting som så er hans skyld, har han forandret de sider? Har han lært af sine fejl osv. Eller er han stadig sådan?

Og helt klar tænke over hvorfor de ting er så forfærdetlige at han fortjener at være i den situation, eller om det egentlig bare har været "ungdomsdumhed" og i den stil konfrontere alle de dumme ting du synes han gjorde som nu er årsag til du føler som du gør nu.

Nogle bruger den mere sjælelige del med at brænde den del med de dårlige ting og samtidig føle/se/indse at mens den går op i flammmer ligeså gør de ting som står på.

[SuperKlar]

Men det er så dejlig nemt at finde årsager til at han fortjener det... Det gør han nemlig ikke!!! og det mener jeg af hele mit hjerte, for jeg har aldrig haft grund til at hade ham, i al fald ikke for hvad der skete, og tror aldrig jeg vil komme til at hade ham for det, for ud over det med kondomet, så var han jo ikke skyld i at jeg mistede, mere end mig...

Det er også derfor jeg er så forvirret/fortvivlet over at jeg tænkte som jeg gjorde, for jeg synes vitterligt ikke han (eller for den sags skyld hans kæreste) har fortjent det!

[HippieSoul]

Tror du ikke bare der er noget du ikke helt har fået bearbejdet i sin tid? Måske du føler at han faktisk lidt var skyld i at du mistede, han var jo halvdelen af årsagen til graviditeten. At gå igennem en SA uden at ligge sin vrede et sted er nærmest umuligt. Jeg tror der er en mulighed for at du tænker sådan om det der er sket for ham, fordi "han har gjort det samme mod dig" og det gør at du bliver vred på ham. Og ved du hvad? Det er helt naturligt! Det gjorde jo ondt af H... til da du mistede det du troede skulle være dit barn. 

 

Man skal også give plads til negative følelser så længe man prøver at sætte sig ind i hvorfor man har det sådan, alene det viser da at du ikke er et ondt menneske. Du er da bare et menneske med følelser... At du tænker han "fortjener" det er jo ikke det samme som det virkelig er det tanken går ud på. Det er noget andet og mere konkret det handler om tror jeg.

Og du skal ikke være bange for at du ikke kommer til at få dit eget barn med din nye mand en dag. Jeg har selv været meget åben om min SA og derefter er der MANGE kvinder der har sagt "Det har jeg også oplevet" eller "Jeg kender mange der har oplevet det". Og mange kvinder der har fortalt om deres SA har kun fortalt det til få, men pludselig synes at det er en lettelse at åbne op omkring det, selv om det er så privat.

Som nævnt tidligere er det bare umuligt at gå igennem en SA eller ligende uden at blive vred. Det jeg har gjort er at vende den om. Hvad kan jeg bruge min SA til? Jeg kan bruge den til den dag min veninde, søster eller datter oplever det samme. Der ved jeg præcis hvad de går igennem af psykisk og fysisk smerte og jeg kan om nogen være der for dem fordi jeg selv har oplevet det. Jeg kan trøste, hjælpe og snakke i 100 timer om det. Jeg ved det betyder noget at der lang tid efter stadig bliver spurgt til hvordan personen har det. Og det ser jeg som en gave, trods at jeg hellere ville have været det foruden.

Én ting vil jeg sige.. Vi skal ALDRIG skamme os over vores følelser så længe vi sætter os ind i dem som du gør!