Vil gerne ha et barn, men er det for tidligt?

[xenia95]

Hej, jeg er en pige på 19 år, jeg går og har tænkt meget over om og få et barn med min forlovede.

Vi har vært sammen et år, og har meget baby snak sammen.

Men synes i det er for tidligt?

Mig og min forlovede er begge modne af vores alder.

[Guest]

Det kan kun i selv vide....

 

Da jeg var 19 havde var jeg også forlovet... vi var forlovet i en del år og havde hus, hund og bil... men det var ikke ham jeg skulle blive gammel med indså jeg endelig... jeg var ganske enkelt ikke lykkelig; så jeg er glad for at vi ikke fik barn sammen....

 

Idag har jeg barn med en anden - som jeg mødte et par år og endnu en kæreste efter... og jeg kunne ikke forestille mig en anden far til min datter, selvom Lina også kom relativt hurtigt efter vi lærte hinanden at kende...

 

Det korte af det lange er, nogle finder hinanden tidligt - men det er ofte bedst at slå koldt vand i blodet...

Et barn er noget af det hårdeste... de er dejlige ja, men spørgsmålet er, om man kan håndtere dem, for man kan jo risikere at føde for tidligt, få et kolikbarn osv...  

[xenia95]

Det kan kun i selv vide....

 

Da jeg var 19 havde var jeg også forlovet... vi var forlovet i en del år og havde hus, hund og bil... men det var ikke ham jeg skulle blive gammel med indså jeg endelig... jeg var ganske enkelt ikke lykkelig; så jeg er glad for at vi ikke fik barn sammen....

 

Idag har jeg barn med en anden - som jeg mødte et par år og endnu en kæreste efter... og jeg kunne ikke forestille mig en anden far til min datter, selvom Lina også kom relativt hurtigt efter vi lærte hinanden at kende...

 

Det korte af det lange er, nogle finder hinanden tidligt - men det er ofte bedst at slå koldt vand i blodet...

Et barn er noget af det hårdeste... de er dejlige ja, men spørgsmålet er, om man kan håndtere dem, for man kan jo risikere at føde for tidligt, få et kolikbarn osv...

Okay, altså har passet børn i meget forskellige aldrer så ved godt det kan være hårdt, men jeg elskede det virkelig.

:)

[stilletten]

Små detaljer som økonomi, uddannelse og drømme om rejser eller andre lidt større projekter spiller også ind :-)

Jeg blevmor som 20 årig. Forholdet holdt ikke. Ikke at jeg og minnoget ældre samlever, i øvrigt med uddannelse og fuldtidsansat, ikke var modne af alder og fornuftige mennesker. Men jeg kanbestemt ikke se mig selv sammen med ham i dag. Jeg er et helt andet menneske nu som 31 årig.

Jeg vil sige det sådan her. Jeg har ikke fortrudt at blive mor tidligt. Men jeg er gået glip af den sorgløse, spontane ungdom, som mine veninder havde. Den får jeg ikke igen, der er løbet simpelthen kørt. At rejse til londonog arbejde var ikke enmulighed for mig. At tage på sunny beach og feste var heller ikke. Mine veninder kunne samles spontant på cafe og hygge sig hos hinanden på hverdagsaftener. Det kunnej eg ikke, eller i hvert fald kun sjældent og når det var planlagt flere dage i forvejen. Med andre ord gled vi faktisk fra hinanden, fordi jeg ikke kunne honorere venskabets præmisser og være med i det de andre havde sammen. Bevares, de blev inviteret og kom på besøg. Men der findes hundredevis af eksempler på noget de har lavet, jeg ikke var med i. Faste sove, spise og baderytmer er vigtigt for små børn, og det harmonerer bare slet ikke med en levevis, hvor man nyder at være i nuet og se hvad dagen og aftenen bringer.

Det er ikke lyserødt og smukt at være ung mor. Det er pligter og ansvar, også når man er syg, og også søndag morgenklokken halv seks. Hverdagen bliver indholdet i ens liv. Fredag og lørdag til fest eller i byen er der ikke meget af. Og hvis man samtidigt påtænker en årrække på s.u. Så er det med stramt budget, hvor der sjældent er penge til en shoppingtur og mannogle gange må springe frisørbesøget over i både 2 og 3 måneder.

Men jeg vil sige at jeg stadig husker tilbage på de år hvor min datter var lille og jeg studerede og tænker, at det hang sammen for mig. Dels fordi mine forældre boede meget tæt på og hjalp mig lidt ved at forære mig pengene til enlille, gammel bil, og bl.a. Skiftede deres fjernsyn ud før tid, så jeg kunne få deres brugte i stedet for at købe et selv. De skaffede også En brugt vaskemaskine, da den gamle gik itu. Det skal så siges, at jeg var alenemor på s.u. I 2 år. Men uden mine forældres hjælp havde det ikke hængt sammen.

Jeg ved ikke om du kan bruge mit svar til noget. Din situation kan jo være ret forskellig fra min.

[xenia95]

Små detaljer som økonomi, uddannelse og drømme om rejser eller andre lidt større projekter spiller også ind :-)

Jeg blevmor som 20 årig. Forholdet holdt ikke. Ikke at jeg og minnoget ældre samlever, i øvrigt med uddannelse og fuldtidsansat, ikke var modne af alder og fornuftige mennesker. Men jeg kanbestemt ikke se mig selv sammen med ham i dag. Jeg er et helt andet menneske nu som 31 årig.

Jeg vil sige det sådan her. Jeg har ikke fortrudt at blive mor tidligt. Men jeg er gået glip af den sorgløse, spontane ungdom, som mine veninder havde. Den får jeg ikke igen, der er løbet simpelthen kørt. At rejse til londonog arbejde var ikke enmulighed for mig. At tage på sunny beach og feste var heller ikke. Mine veninder kunne samles spontant på cafe og hygge sig hos hinanden på hverdagsaftener. Det kunnej eg ikke, eller i hvert fald kun sjældent og når det var planlagt flere dage i forvejen. Med andre ord gled vi faktisk fra hinanden, fordi jeg ikke kunne honorere venskabets præmisser og være med i det de andre havde sammen. Bevares, de blev inviteret og kom på besøg. Men der findes hundredevis af eksempler på noget de har lavet, jeg ikke var med i. Faste sove, spise og baderytmer er vigtigt for små børn, og det harmonerer bare slet ikke med en levevis, hvor man nyder at være i nuet og se hvad dagen og aftenen bringer.

Det er ikke lyserødt og smukt at være ung mor. Det er pligter og ansvar, også når man er syg, og også søndag morgenklokken halv seks. Hverdagen bliver indholdet i ens liv. Fredag og lørdag til fest eller i byen er der ikke meget af. Og hvis man samtidigt påtænker en årrække på s.u. Så er det med stramt budget, hvor der sjældent er penge til en shoppingtur og mannogle gange må springe frisørbesøget over i både 2 og 3 måneder.

Men jeg vil sige at jeg stadig husker tilbage på de år hvor min datter var lille og jeg studerede og tænker, at det hang sammen for mig. Dels fordi mine forældre boede meget tæt på og hjalp mig lidt ved at forære mig pengene til enlille, gammel bil, og bl.a. Skiftede deres fjernsyn ud før tid, så jeg kunne få deres brugte i stedet for at købe et selv. De skaffede også En brugt vaskemaskine, da den gamle gik itu. Det skal så siges, at jeg var alenemor på s.u. I 2 år. Men uden mine forældres hjælp havde det ikke hængt sammen.

Jeg ved ikke om du kan bruge mit svar til noget. Din situation kan jo være ret forskellig fra min.

Altså jeg er en af de piger som ikke går til fester på grund af jeg ikke gider det. Har aldrig kunne lide at drikke og feste.

Men tak for svaret :)

[Pada]

Okay, altså har passet børn i meget forskellige aldrer så ved godt det kan være hårdt, men jeg elskede det virkelig.

:)

 

Det er da helt sikkert godt med erfaring, men jeg vil bare lige sige, at det altså på ingen måde kan sammenlignes. Jeg har også passet masser af børn - er endda pædagog! Men det at få mit eget har været noget hårdere end jeg havde regnet med. Manglende søvn (og vi har endda en dreng der sover rimelig godt) er en killer, og man kan ikke aflevere dem tilbage til forældrene og slappe af bagefter.. :)

 

Derudover så vil jeg også sige, at det kun er jer der ved, om det er for tidligt. Men, hvis jeg var dig, så ville jeg nyde at passe andres børn og nyde min frihed og ungdom når jeg afleverede børnene igen. 

 

Held og lykke med beslutningen :)

[stilletten]

Det er da helt sikkert godt med erfaring, men jeg vil bare lige sige, at det altså på ingen måde kan sammenlignes. Jeg har også passet masser af børn - er endda pædagog! Men det at få mit eget har været noget hårdere end jeg havde regnet med. Manglende søvn (og vi har endda en dreng der sover rimelig godt) er en killer, og man kan ikke aflevere dem tilbage til forældrene og slappe af bagefter.. :)

 

Derudover så vil jeg også sige, at det kun er jer der ved, om det er for tidligt. Men, hvis jeg var dig, så ville jeg nyde at passe andres børn og nyde min frihed og ungdom når jeg afleverede børnene igen. 

 

Held og lykke med beslutningen :)

Lige mine ord :-)

Det er jeres beslutning alene. Men det er værd at overveje om man lever og bor så det passer til et barn, og om man har en økonomi der kan bære det, samt ikke mindst, at det at få et barn er en oplevelse forr esten af livet, der griber ind i rigtigt meget andet i ens liv. Jeg kender flere helt unge par, der fx afskar sig for muligheden for at få en uddannelse, fordi deres faste indtægt ikke kunne undværes, hvis familien skulle kunne fungere.

Men uanset hvad, held og lykke med beslutningen

[xenia95]

Tak for jeres svar:)

Tror vi vil snakke mere om det og vente lidt endnu :)

[Guest]

Tak for jeres svar:)

Tror vi vil snakke mere om det og vente lidt endnu :)

 

Det skader jo heller ikke at i har fundamentet 100% klar først :-) 

Men det lyder da som om i er fornuftige og ikke bare springer ud i det...

og en lille sidebemærkning: selvom jeg heller aldrig har været den der gik i byen, er det først nu at jeg har fundet og accepteret mig selv 100%

[Mette A.]

Jeg har heller aldrig gået til fester eller i byen, men samvær med venner/veninder på anden måde er noget jeg har nydt og ikke ville have kunnet på samme måde, hvis jeg havde fået barn tidligere. Og en simpel ting som at gå i biografen med kæresten kan kun lade sig gøre, hvis vi kan få arrangeret babysitning i god tid i forvejen. Samtidig nød jeg også at kunne tage på ture med min søster (bl.a. en tur til Madrid for at opleve en koncert sammen). Det er ting jeg ikke bare lige kan idag, som jeg er glad for at jeg har fået gjort inden.

[diazbebs]

Det er jeres beslutning... Men det er godt I er enige om det og at I begge ønsker det.. :yay

[Myliona]

I er bestemt ikke for unge :) Min mor var 18 da hun fik mig og min søster, og jeg ELSKER at have en ung mor! Jeg var 27 da jeg fik min datter.. jeg VILLE være færdiguddannet først :)

 

Hvis jeg skal tænke over hvad det ultimativt sværeste har været, så er det at man i det første års tid, giver 100% afkald på sig selv..

ALT er bare på barnets præmisser.. Jeg savnede GRUSOMT at ligge i sengen og se film med min kæreste, jeg savnede at kigge ham i øjnene når vi spiste aftensmad, jeg savnede at spille spil om aften og jeg savnede at være GITTE..

 

Når jeg havde lidt "gitte tid", gik tankerne ofte tilbage til min datter - har hun det godt, er hun til besvær osv. Hvis ikke jeg selv tænkte det, så spørger folk ;)

Vores forhold kunne ikke holde til det.

I dag nyder jeg min nye kæreste, og jeg ELSKER at når vi ikke har min datter, så kan vi være længe oppe (uden at tænke på at der er en der måske vågner en gang i timen, eller står op kl 6), lægge i ske(Når man har et barn, bliver man rørt HELE dagen, og jeg har derfor brug for meget "plads" om natten), man kan se tv sammen (uden at det er teletubbies), man kan spise i fred og ro, og kigge hinanden i øjnene (uden der er en der skriger og nægter at spise kød)

 

osv osv...

Jeg vil rigtig gerne have et barn mere - men denne gang, venter jeg til at jeg virkelig virkelig ikke kan vente længere - også nyder jeg at kunne være GITTE og kunne være KÆRESTE og ikke ALTID være MOR :)

Jeg ELSKER min datter, og ville bestemt ønske hun var her ALTID.. meeen.. Jeg ser også det positive i situationen (Det man nødt til jo!), og det ER dejligt også at kunne være mere end MOR :)