Bange for at miste

[Marianne1983]

Hej piger,

Håber der er nogle der kan sige noget beroligende til mig.

Jeg er simpelthen så bange for at miste mit ufødte barn. Er i uge 30, og det er ikke fordi der har været specielle grunde til det. Jeg har haft mange plukveer og været bange for at føde for tidligt, men nu er jeg mest bange for at barnet går til i min mave. Og jeg har det dårligt med at jeg bekymrer mig om det for har læst at det ikke er godt for barnet at man stresser, og at det netop øger risikoen for barnet.

Kan bare ikke vente til det er født og alt er godt, men der er stadig 10 uger til, hvor jeg gerne skulle kunne nyde at være gravid og ikke bare bekymret.

Det er bare som om at jeg er blevet mere og mere glad for barnet efterhånden som maven er vokset, og også blevet mere og mere bange for at miste det.

Kan jeg tænke på en anden måde? Og hvordan gør jeg det?

:-(

[Mor1982]

Sådan som du har det er helt naturligt - og bliver ikke mindre når dit barn er født; du vil være bekymret for barnet hele livet....

Men heldigvis lærer de fleste jo at leve med den "angst" for, at noget sker.

Du bliver nød til at tænke på at risikoen for at der sker dit ufødte barn noget er meget lille - hvis tanken alligevel sniger sig ind på dig så prøv at skub den væk med nogle af alle de dejlige ting du glæder dig til ved at blive mor...

Du kan også snakke med nogen nær dig om tankerne - for du er garantert ikke alene; om det så er gravide eller folk det allerede har børn, så er bekymringerne nok nogenlunde de samme.

Kh mor til 3 og en i maven og konstant bekymret, men uden det overtager aaaalt det gode :-)

[Guest]

Jeg synes at du skal snakke med din jordmor om din frygt, så du kan få ro på. Har hørt om flere der fik lov at komme oftere for at få lyttet hjertelyd etc.

 

Du er så langt i graviditeten så som MOR1982 skriver så er risikoen for at noget skulle gå galt lille!

 

Jeg håber at du kan finde roen til at nyde resten af din graviditet!

 

:kram :kram :kram :kram :kram

[Guest]

Tror det er naturligt at have den angst, husker den også selv. Man går jo med mange forventninger som gravid, og det er naturligt at være rigtig bange for at miste. Heldigvis er det sjældent den slags sker. Men nu er det kun 3 mdr siden jeg selv fødte, og kan sagtens stadig huske de følelser. Det blev ikke bedre af jeg gik en uge over tid, og måtte sættes igang :rolleyes

[Bima0906]

Som de andre siger så er risikoen for at miste nu meget lille.

At være mor og at elske nogen så højt indebærer en frygt for at miste. Og at være mor er en evig bekymring som bestemt ikke bliver mindre med tiden. Og man må lære at afbalancerer det så frygten ikke tager overhånd men ligger i baggrunden som en påmindelse om den store kærlighed til end barn

Du må nok stille det lidt koldt og kynisk op. Du vil jo ikke kunne gøre noget for forhindre det hvis dit barn skulle gå til inde i maven (andet end alt det normale man nu gør). Det er uden for din magt. Og at bekymre sig på den måde du gør, gør jo bare at du tager glæden og alt det magiske fra den sidste vindunderlige tid. Spørg dig selv hvad du vil opnå med frygten... Den vil ikke forhindre det utænkelige. Og det vil ikke gøre at du bliver mindre ked af det hvis det utænkelige skulle ske. Tværtimod vil du nok nærmere være ked af ikke at have nydt den sidste tid.

Held og lykke med at finde balancen i det :-)

[Marianne1983]

Mange tak for alle jeres søde beskeder.

Prøver bare at være glad hver gang jeg mærker den lille. Og glad for at høre at jeg ikke er den eneste der bekymrer mig.