Når far er parat til pb nr 2..

[Havbaek]

D. 3 / 11 2012 kom der en lille gut ud til os, og lige om snart bliver han 1 år. 4 tænder og 2 på vej og er en lille charmetrold allerede med fuld sving og forsøg på at slippe og stå selv op af diverse ting.

Og det første man tænker, hvor blev min lille baby dog af og man tager sig selv i at hyle af glæde og kærlighed når man kommer forbi mappen på computeren hvor purken kun er ganske få timer- dage gammel.

Jeg er stolt og fyldes med glæde over min skønne lyshåret gavtyv hver dag også når far korser sig over kartoffelmos og des lige i hele hovedet og diverse steder, fordi vi netop har en dreng der vil selv :)

Men far er parat til PB nr 2. Det har han faktisk været længe, men efter bettefisen er rykket tættere på sin 1 års fødselsdag, har far her hjemme snakket mere om det, at vi skal have en lille søster eller bror mere.

Om det er far og hans 37 år der begynder at tikke har jeg ikke helt kunne greje. Samtidig ved jeg også han forfærdelig gerne vil være far igen til endnu en smuk lille guldklump, og den glæde deler jeg fuldt ud med ham.

Når jeg ser efter tøj og det til T, tager jeg mig ofte i at se på babytøj også. Et eller andet sted i sjælen er jeg nok parat, og at stoppe på p-piller burde jo være let nok også...... Men.....

Så et eller andet sted, kan jeg ik. P-piller bliver stadig taget. Jeg går i panik. Bliver bange. Og det ik fordi jeg har rundet det første begyndende hjørne mod de 30 ( er 29 nu ). Så det ik helt alderen der trykker endnu dog.

Jeg tror mere det handler om, at jeg føler jeg svigter min søn, som kun næsten lige er 1 år.

Ingen ved jo hvornår jeg bliver gravid, og til den tid hvor en ny lille guldklump er her, kan T være alt lige fra 2 år + nogle måneder til mod de 3 år.

Og giver det overhovedet mening at jeg fyldes med ærefrygt over at skulle blive mor igen ?

Tænker også om det er fødslen af T der stadig spøger i baghovedet. Den gik hurtig, uden kontrol med mig selv. Uden smertestillende, og i en rus af panik, smerter, angst og træthed.

Jeg har sagt til manden, at den dag jeg står med 2 streger igen og termin bliver sat, så skal fødselen planlægges bedre. Jeg ønsker ikke at få endnu en fødsel fyldt med angst, ude af kontrol, og fyldt med smerte.

Måske har jeg meget godt allerede skrevet hvad der holder mig tilbage. Men samtidig vil jeg også gerne være mor igen og se mine 2 børn vokse tæt op sammen.

Jeg ønsker ik flere år imellem dem.

What to do?

For det er frustrerende og samtidig er jeg bange for de p piller som jeg er bange for at slippe dem.

Nogen af jer piger der har oplevet det samme, da I skulle i gang med PB nr 2 ?

[Caddie]

Jeg kan genkende en del af dine tanker, primært dem med dårlig samvittighed over for nr 1. Vi har Dicte på 19 måneder, for 2 måneder siden blev jeg gravid (i 1 forsøg) men tabte desværre i uge 8. Vi var selvfølgelig kede af det, men hurtigt følte jeg mig også lidt lettet - netop fordi jeg er så meget i tvivl om der er plads til et barn mere, alene af den grund at jeg (vi) elsker Dicte så meget at det er svært at forestille sig der er plads til en mere. Hvilket jeg jo godt ved ikke er noget problem når babyen først er kommet ;)

Min pointe er at jeg tror dine tanker er helt normale når man er i starten af baby processen. Du skal nok bare have lidt mere tid til at vænne dig til tanken.

[Guest]

Kan udemærket forstå dine tanker.

Min mand har også været klar længe, dog har vi nogle ydere rammer der skal på plads først. Og jeg har mit arbejde, som jeg heller ikke synes jeg kan tillade mig overfor at skulle på barsel igen allerede.

Mht. til fødselen, så tror jeg alt andet lige det er "nemmere" anden gang ikke at det ikke gør lige så iondt mv, men man har trods alt været der før og kan måske lidt bedre forstå kroppens signaler ...

Jeg tror bare du skal give det lidte mere tid og så snak om det med din mand, snak bekymringer, men også forventninger og glæder igennem.

Held og lykke med det hele!

[MumiMor]

Jeg forstår udmærket at du både kan føle for og imod pb2.

Mht fødslen, så tror jeg det er vigtigt, at du i næste graviditet får talt meget med JM om din frygt allerede ved første samtale, og evt får ekstra samtaler, så det kan blive bearbejdet.

Vi vil gerne have vores børn tæt på hinanden, men jeg føler også at det er lidt synd for den ældste at tiden går fra ham - til gengæld får han jo så mange års glæde af sin lillebror eller søster :)

[Havbaek]

Jeg tillod mig at skrive mine forventninger og forhåbninger ned, og snakken om følelser blev taget går.

Manden forstår mig udenmærket godt, og kan godt se at en fødsel kan være skræmmende, selvom de kære mænd jo ikke aner hvor ondt det gør at føde.

Han er helt med på, at snakken med JM skal tages allerede fra starten af til den tid.

Vedr. vores tilværelse passer det med en lille ny nu, så at sige.

Tror bare jeg skal vænne mig til tanken, og så måske se efter lidt ting vi skal have fra nyt denne her gang. Måske det kan hjælpe lidt på det hele. For det er jo et mega skridt der skal tages.

Mumimor- følger godt din tanke ganske udenmærket, at det er synd den ældste at tiden går fra ham- som du skriver, men at han så får mange gode års glæde af en lillebror og søster.

Du har helt ret, og det også den holdning jeg forsøger at bruge nu. Nu vil jeg bare nyde at holde 1 års fødselsdag for T her inden for de næste uger. Og så må vi se om Februar bliver starten på P-pille fri igen. Det er den måned vi kom frem til. Jeg bad om at vi lige kom igennem det her år

[Dyhrberg]

Det er super vigtigt at du er åben omkring det, at du ikke er klar endnu.. Det er din krop der skal igennem alle forandringerne og sig der ligesom "trækker læsset".. :) I skal nok nå at få den næste men først når du er klar..

Det med at det er synd for jeres første barn, det opdager han nok ikke ;) Han vil lynhurtigt blive vant til at der er en bror eller søster :) Vi havde de samme tanker da vi skulle have nr to med kun 19 mdr imellem, men det er jo gået super :) og de har så meget glæde af hinanden :)

[Camillat]

Jeg snakkede med min mor om det, fordi jeg slet ikke kan forestille mig at faa en til lige nu. Altsaa jo, paa et tidspunkt, men ikke nu! (Noah er jo 15 maaneder).

Baade hende og min soester har faaet boern med 4 aars mellemrum og jeg har egentlig altid taenkt, at jeg gerne vil have dem taettere paa hinanden og maaske ogsaa tre boern, ikke to. Men efter Noah og set i lyset af vores dagligdag/livsstil, saa bliver det nok saadan, at vi faar to boern med lidt laengere mellem end foerst

taenkt. Min mor sagde "nyd dit barn". Jeg ved godt, at det ligger i tiden at faa boern taet paa hinanden, men jeg tror ogsaa, at det er vildt haardt og at det vil begraense os "endnu mere", hvis de kommer taet paa hinanden. Saa er det nu, jeg haabe,r jeg ikke er gravid i skrivende stund :D Aj, men jeg kan altsaa godt forstaa dine tanker angaaende at svigte din foerste. Jeg vil ogsaa gerne give Noah mere tid med mig og mig alene

Jeg er forresten lidt trist over, at jeg ikke laengere tror paa, at tre boern passer ind i vores liv...Men det er jo en anden sag -_-