Hvad gør i Når de kravler op på alting?

[Guest]

Hvad gør I?

Lader i dem udforske og så må de få de knups det koster.

Er i hos dem konstant?

Siger i konsekvent nej?

Hvor får de lov?

Hvad er absolut no-go?

Andet?

Mie er begyndt at rejse sig op oven på ting og selvom jeg sætter hende på numsen eller fjerner hende så fortsætter hun. Det er udmattende i længden og har brug for gode råd!

[Unknown]

Enig med just me - de ting hun senere hen måtte kravle op på, måtte hun udforske. Og ja hun slog sig, men ikke ret mange gange for de lære hurtigt :)

Hvis ting var direkte farlige fik hun et nej og fjernet derfra. Blev hun ved, blev jeg også ved med at sige nej og fjerne hende :)

[MamatilJ&M]

Vi lader også Marius kravle op i sofaer, på en stol mv. Men sidder altid ved siden af ham, for så stabil er han heller ikke endnu. Rejser han sig i sofaen bliver han sat ned. Bliver han ved med at rejse sig op, bliver han sat ned på gulvet. Og sådan kan vi blive ved længe :D

Vi siger konsekvent nej, hvis han gør noget han ikke må. Bliver han ved, bliver han fjernet for at få fokus på noget legetøj eller lignende.

Og vi er ikke konstant ved ham. Vi har en DP til nabo, og hun giver nogle små gode råd, som jeg ikke selv har tænkt over. Så vi sidder bare i nærheden af ham og lader ham tulle rundt. Hun siger det kan godt blive lidt for politibetjent agtig at gå i rumpen på ham hele tiden, hvilket vi var ekstrem gode til. Så nu sidder vi bare i nærheden, så han ved han kan komme, hvis der er brug for det. Og selvfølgelig sidder vi på gulvet og leger med ham :)

[betina88]

Årh kender det AAALT for godt lige nu...? Her kravler lucas også op alle steder.... han får lov de steder hvor han normalt ville få lov at være, så som vores seng, sofaen(dog skal han sidde på numsen der) osv.... borde og sådan får han ikke lov

[Guest]

Tak for svar piger. Jeg har altid arbejdet ud fra filosofien at hvis de kan komme op kan de også komme ned, men det er godt nok anderledes når det er ens eget barn :rolleyes - Anders siger at han har en følelse af at det gør mere ondt på hende end det gør på en selv - den følelse kan jeg godt relatere til. Men altså hun er rimelig sej til det der med kanterne og vi er ved at lære hende at komme ned fra sofaen selv så jeg tror inderst inde (bag ved løvemoren) at hun skal have lov til at udforske, prøve af og mærke med egen krop.

Vi har heller aldrig ladet hende kravle op på ting der ikke er beregnet til at sidde på eller direkte farlige.

Vi snakkede lige om det her under aftensmaden og så snart hun SELV kan komme op i sofaen hvilket er det sidste og højeste hun må kravle op på, så trækker vi os, vi kan ligge en madras ud og fjerne sofabordet men vi kan ikke være der til at gribe hende hele livet, og nu er der ikke så langt ned som der er i fremtiden. Men hvor er det svært at give slip.

Min søsters ældste forstuvede foden på et dørtrin da han var et år men kom aldrig alvorligt til skade ved de mere "farlige" udforskninger - så man kan bare ikke helgardere sig.

[Mette A.]

Jeg synes din indstilling lyder rigtig fornuftig. Herhjemme gjorde vi rigtig meget ud af at lære Lise at kravle sikkert ned fra ting på maven og med benene først. For op skulle hun nok komme, det var mere ned der kunne give problemer. Nu er hun bare super skrap til det. Vi holder øje med hende, men ikke konstant. Hun kan godt få lov til at gå ind i et andet rum uden at vi går i røven af hende og så kigger vi ind til hende ind imellem. Det er meget lang tid siden hun sidst er faldet ned af noget, det sker kun meget sjældent, og det var fra sengen i soveværelset. Til gengæld snubler hun ofte og falder på gulvet, men bliver kun ked hvis hun er overtræt. Normalt rejser hun sig bare igen og kører videre.

Som de andre får hun lov at kravle på det meste, så længe det er noget der kan holde til det og ikke på borde. Og så må hun ikke stå og gå i sofa og seng, men får besked på at kravle. Gentagelser og stædighed.

[tille]

Her kører vi også efter at Albert må kravle op hvor det er logisk (sofa, seng, stole osv.) Han elsker dog at udfordre sig selv, og har lært at kravle op i sofaen og derfra og op i barnevognen (ja vi har barnevogn i stuen, da altandøren er lige bag sofaen) og det har han fået lov til at gøre, det er det højeste sted og han får kun lov til at kravle så højt op og kun når vi er der sammen med ham.

Når han skal ned fra barnevognen igen, kaster han sig bare indover sofaen, da han har lært at den er blød, og så har han lært, at kravle baglæns ned fra sofaen.

Vi kører også efter "kan man komme op kan kan også komme ned", dog nogengange med hjælp. vi render ikke hele tiden rundt og er over ham, men gør han noget "farligt" stopper vi han selvfølgelig i det. vi reagerer kun på han "fald" hvis han slår sig, ellers lader vi som ingenting og leger videre.

vi er egentlig rimelig frie omkring, at han udfordre sig selv fysisk, det er i hvert fald tit, dem vi er sammen med, der er mere nervøse for, at der skal ske ham noget, end vi selv er.

Albert har en fætter på 6 der kan finde på bare at kaste sig ud, for mor og far står altid bagved og griber, så han ikke slår sig. Det har nogengange givet nogle knubs fordi han bare regner med folk er der. Der vil jeg nok hellere have at Albert lære at der er konsekvenser (ved godt han er lidt for lille til at forstå det endnu). Fætteren tør heller ikke særlig mange ting, for han har aldrig fået lov til at udforske fysiske ting, fordi han er blevet "påført" at det er farligt, og man skal passe på man ikke kommer til skade. Jeg er nok mere til at man skal finde en balance gang midt i mellem.

ved ikke om det lyder total rodet og som volapyk, men håber meningen kan forståes :)

[Guest]

Her kører vi også efter at Albert må kravle op hvor det er logisk (sofa, seng, stole osv.) Han elsker dog at udfordre sig selv, og har lært at kravle op i sofaen og derfra og op i barnevognen (ja vi har barnevogn i stuen, da altandøren er lige bag sofaen) og det har han fået lov til at gøre, det er det højeste sted og han får kun lov til at kravle så højt op og kun når vi er der sammen med ham.

Når han skal ned fra barnevognen igen, kaster han sig bare indover sofaen, da han har lært at den er blød, og så har han lært, at kravle baglæns ned fra sofaen.

Vi kører også efter "kan man komme op kan kan også komme ned", dog nogengange med hjælp. vi render ikke hele tiden rundt og er over ham, men gør han noget "farligt" stopper vi han selvfølgelig i det. vi reagerer kun på han "fald" hvis han slår sig, ellers lader vi som ingenting og leger videre.

vi er egentlig rimelig frie omkring, at han udfordre sig selv fysisk, det er i hvert fald tit, dem vi er sammen med, der er mere nervøse for, at der skal ske ham noget, end vi selv er.

Albert har en fætter på 6 der kan finde på bare at kaste sig ud, for mor og far står altid bagved og griber, så han ikke slår sig. Det har nogengange givet nogle knubs fordi han bare regner med folk er der. Der vil jeg nok hellere have at Albert lære at der er konsekvenser (ved godt han er lidt for lille til at forstå det endnu). Fætteren tør heller ikke særlig mange ting, for han har aldrig fået lov til at udforske fysiske ting, fordi han er blevet "påført" at det er farligt, og man skal passe på man ikke kommer til skade. Jeg er nok mere til at man skal finde en balance gang midt i mellem.

ved ikke om det lyder total rodet og som volapyk, men håber meningen kan forståes :)

Jeps - jeg kender også det med at omgivelserne er mere bekymrede, men vi har åbenbart et svagt punkt når det handler om at kravle op :rolleyes