Hvordan tackler i temperamentet?

[Guest]

Mie har de sidste 14 dage udvist mere og mere temperament hun bliver edderspændt hidsig på sekunder når noget ikke går efter hendes hoved.

Hun har kylet tallerkenen igennem rummet fordi hun tabte en nudel på vej ind i munden. Hun SKRIGER op som om hun er blevet stukket af en hveps uden at der tilsyneladende er anden grund til det, end at et eller andet legetøj driller.

Det er måske ikke direkte bekymrende men vores frygt går lidt på at da Anders var 1,5 år var han så hidsig at han skreg til han besvimede (no shit - det gjorde han :blink ) når tingene ikke gik efter hans hoved - fx. blev han engang så sur på en fugl i et bur i et indkøbscenter at han skreg sig selv bevidstløs og det er bare et enkelt eksempel. Så vi vil bare så gerne være så gode som muligt til at tackle hende uden at give efter, men anerkende at noget er frustrerende, men man KAN ikke altid få sin vilje. Jeg TROR vi gør det rigtige, men indputs, erfaring og gode råd er velkomne!!!

Indtil videre lader vi os ikke mærke synderligt af det, altså vi anerkender hende ved at finde ud af hvad frustrationen går på og er det noget vi kan hjælpe med så gør vi selvfølgelig det (ikke gøre det for hende men hjælpe fx med at få kødet til at sidde fast på gaflen ved at føre hendes hånd så hun mærker bevægelserne - eller holde tallerkenen stille så hun kan få grød på skeen). Men det kan også være fordi hun ikke får mobil telefonen eller katten går sin vej eller hun skal pusles - Vi giver selvfølgelig ikke efter men bevarer en rolig stemme og siger at vi godt kan se det er træls, men det ER altså fars mobil eller at Katten trænger til en pause og numsen altså SKAL have en ny ble på og så kan vi indimellem aflede alt efter situationen.

:help

[Guest]

Cassandra har temperament, men ikke helt så meget som jeg fornemmer Mie har.

Når der er noget hun ikke må, så bliver hun taget væk eller tingen bliver taget væk fra hende an på situationen. Hun bliver sur af og til over det og bliver hun ked, så bliver hun trøstet, men får ikke hvad hun vil have.

Jeg tror det er vigtigt at være konsekvent og ikke give efter. De lærer hurtigt de små og ved også hvornår de vinder. Jeg er dog ok med hun vinder til tider, men ikke hvis det for mig/os er vigtigt.

[Guest]

Cassandra har temperament, men ikke helt så meget som jeg fornemmer Mie har.

Når der er noget hun ikke må, så bliver hun taget væk eller tingen bliver taget væk fra hende an på situationen. Hun bliver sur af og til over det og bliver hun ked, så bliver hun trøstet, men får ikke hvad hun vil have.

Jeg tror det er vigtigt at være konsekvent og ikke give efter. De lærer hurtigt de små og ved også hvornår de vinder. Jeg er dog ok med hun vinder til tider, men ikke hvis det for mig/os er vigtigt.

Vi er indtil videre meget konsekvente med at raseri ikke udløser at hun får sin vilje. For en halv times tid siden så vi historier med Peter plys som jeg optager til hende så vi kan se det inden aftensmaden eller lige inden sengetid. Da det sluttede og boxen gik på "menu" fik hun et raseri anfald - jeg sagde at det da også var ærgerligt men der ER ikke mere, det er SLUT og lavede tegnet for "færdig" og så samlede jeg hende op til trøst og afledning. Hun var både træt og sulten derfor var trøst på sin plads!

Jeg tror ikke Mie er ekstrem (endnu) med sit temperament men jeg bekymrer mig lidt og vil gerne hjælpe hende til at tackle det. Især nu hvor det er kommet så pludselig - hun har altid været viljestærk men ikke på samme måde hysterisk som de sidste 14 dage. Så vi har ikke rigtig haft chancen for en blid opbygning af en fremgangsmåde vi vil bruge, det er sådan lige på og hårdt - værsgo at tackle mig!!! Måske er det bare en fase :goodluck

[Guest]

Vi er indtil videre meget konsekvente med at raseri ikke udløser at hun får sin vilje. For en halv times tid siden så vi historier med Peter plys som jeg optager til hende så vi kan se det inden aftensmaden eller lige inden sengetid. Da det sluttede og boxen gik på "menu" fik hun et raseri anfald - jeg sagde at det da også var ærgerligt men der ER ikke mere, det er SLUT og lavede tegnet for "færdig" og så samlede jeg hende op til trøst og afledning. Hun var både træt og sulten derfor var trøst på sin plads!

Jeg tror ikke Mie er ekstrem (endnu) med sit temperament men jeg bekymrer mig lidt og vil gerne hjælpe hende til at tackle det. Især nu hvor det er kommet så pludselig - hun har altid været viljestærk men ikke på samme måde hysterisk som de sidste 14 dage. Så vi har ikke rigtig haft chancen for en blid opbygning af en fremgangsmåde vi vil bruge, det er sådan lige på og hårdt - værsgo at tackle mig!!! Måske er det bare en fase :goodluck

For mig lyder det som om i gør det helt rigtige.

Jeg forstår godt i i tager det her i opløbet. Det bliver ikke nødvendigvis nemmere med alderen :) og hvor adfærden er blevet en vane. Det kræver overskuddet til at være konsekvent, men er det der, så mener jeg det er meget rigtigt at hjælpe hende på rette vej nu. :goodluck

[Guest]

Silas har også temperament... MEGET.. og vi prøver at tackle det ligesom jer Majs.... nogle dage går bedre end andre, men at være konsekvente, men vi førsøger at tage kampene nu... :)

[Camillat]

Noah har ogsaa sine oejeblikke af temperament, men det synes jeg egentlig er ok. Jeg havde selv ikke lov til at vaere rasende som barn og ung(og faktisk stadig ikke, naar jeg er sammen med mine foraeldre...) og var i det hele taget meget indadreagerende. Jeg synes det er positivt, at Noah reagerer udadtil, men ja, det kan virke til at vaere helt ude af proportioner. Det er dels fordi hjernen ikke er faerdigudviklet, saa ting kan virke saa dramatiske i deres lille verden. Noah bliver ikke rasende over endt Tv eller noget, der ikke lykkes, men meget hvis vi f.eks. tager en ting fra ham, som han gerne vil beholde. Jeg siger oget i retning af "oev, det er vel nok ogsaa traels, altsaa!" og saa lader jeg ham afreagere lidt. Lidt efter finder vi saa paa noget andet...

Samtidig begynder de jo ogsaa at soege graenser, saa det er vel fint at vaere konsistent :)

[Guest]

Det er rart at vide at vi er på rette spor (kæft opdragelse er svært - hvornår forstår de hvad, hvilke kampe er vigtige osv), det er også min fornemmelse men det er bare vigtigt for mig at vi også er anerkendende og kærlige, men ikke bløde og push overs. Sådan en svær balance gang syntes jeg. Jeg forsøger at sætte ord på det hele, kort som fx "slut" og "nej" men også anerkendende ord hvor jeg fortæller at jeg har hørt hende fx "øv hvor træls" - "skal jeg hjælpe?" Og noget i den dur - hvis hun bare er hidsig på mig fordi jeg fx har bestemt at hun ikke må åbne skuffen eller lign. Så er det bare "jeg kan godt se hvad du vil, men det bestemmer mor!" Når jeg har sagt nej og flyttet hende selvfølgelig!

[Guest]

Noah har ogsaa sine oejeblikke af temperament, men det synes jeg egentlig er ok. Jeg havde selv ikke lov til at vaere rasende som barn og ung(og faktisk stadig ikke, naar jeg er sammen med mine foraeldre...) og var i det hele taget meget indadreagerende. Jeg synes det er positivt, at Noah reagerer udadtil, men ja, det kan virke til at vaere helt ude af proportioner. Det er dels fordi hjernen ikke er faerdigudviklet, saa ting kan virke saa dramatiske i deres lille verden. Noah bliver ikke rasende over endt Tv eller noget, der ikke lykkes, men meget hvis vi f.eks. tager en ting fra ham, som han gerne vil beholde. Jeg siger oget i retning af "oev, det er vel nok ogsaa traels, altsaa!" og saa lader jeg ham afreagere lidt. Lidt efter finder vi saa paa noget andet...

Samtidig begynder de jo ogsaa at soege graenser, saa det er vel fint at vaere konsistent :)

Jeg er egentlig heller ikke ked af at hun har temperament - det betyder i min verden at hun er selv bevidst og viljestærk og det er gode stærke personlige egenskaber, bekymringen går mest på at hjælpe hende igennem så hun lærer at bruge den drivkraft hensigtsmæssig så det ikke løber af med hende som det gjorde ved Anders - ok hans mor er ikke lige den der læser børn bedst men stadig at skrige sig bevidstløs :blink

[Fru SP]

Pyha, jeg frygter præcis det samme med E. Vi kan så tydeligt se at hun bliver en hys lille pige, når hun bliver ældre og vi prøver også at tage det i opløbet. Men synes det er svært.. Jeg har selv været ENORMT hysterisk som barn og kan huske at det var frustration og afmagt, der gjorde mig vred!

Så vi gør to ting:

1) Vi afleder meget, f.eks. når hun skriger ved at blive skiftet (every f****** time <_<), sørger vi for at synge eller lave sjov og at hun har noget at kigge på :rolleyes

2) Præcis hvad I gør. Hjælper hende til at det lykkes for hende (ved nemlig at holde skålen, fører gaflen, pege osv) og forklarer hvad det er der går galt/hvorfor det sker.

Og så spejler vi lidt, altså siger: "ihhh, det er da træls, at du ikke kan få kartoflen på gaflen", som du selv ville sige det, hvis det irriterede dig.

Min nevø gjorde det med at besvime tit af vrede, især efter han fik en lillebror og hans far fik en fødselsdepression, så min søster havde ikke meget overskud til ham. Så når I allerede gør alt det for Mie, som I gør, tror jeg ikke nødvendigvis det kommer til at ske for hende.

Jeg tror personligt, det er et udtryk for afmagt på en eller anden måde, når det er deres reaktion på modgang (Ikke at jeg siger, at Anders ikke har haft haft skøn opvækst)...

[TroldeMor]

Åh, det lyder jo præcis som Charlie herhjemme.... Og vi var nok en smule uforberedte på det, fordi Marlon er så modsat. Altså Marlon kan også få hysteriske anfald en sjælden gang, men INTET i forhold til Charlie.... Han kan virkelig blive hidsig!! Det er faktisk så overdrevet nogle gange at man lige bliver nødt til at skjule et lille grin.... Helt ÆRLIGT Charlie, slap lige af :rolleyes Men vi gør det samme som jer... Er konsekvente, men rummer ham, og sætter ord på, og trøster hvis det bliver nødvendigt.

Hvis Marlon sidder og leger med noget og Charlie vil tage det, og Marlon så ikke vil af med det, kan Charlie blive så hidsig at Marlon skynder sig at give ham tingen og gå ud og finde en sut til ham også.... Meget sødt af Marlon, men det duer jo ikke i længden at Charlie kan tryne ham på den måde. ;)

[Guest]

Lasse har også et stort temperament og blir gal og hidsig, når han ikk får sin vilje osv. Vi prøver at aflede ham og nogle gange får han lov at rase ud, hvor jeg siger til ham at jeg kan godt forstå ham, men han kan ikke få lov til alt ting eller prøver at forklare ham at sådan er det nu bare - kommer så an på situationen.

Vi er først og fremmest konsekvense, men rummer ham også. Ind i mellem er der situationer hvor man ikk ka lade være med at smile lidt indvendigt pga det blir lidt komisk.

[Camillat]

Jeg er egentlig heller ikke ked af at hun har temperament - det betyder i min verden at hun er selv bevidst og viljestærk og det er gode stærke personlige egenskaber, bekymringen går mest på at hjælpe hende igennem så hun lærer at bruge den drivkraft hensigtsmæssig så det ikke løber af med hende som det gjorde ved Anders - ok hans mor er ikke lige den der læser børn bedst men stadig at skrige sig bevidstløs :blink

Jeg mener at kunne huske min faetter goere noget af det samme - han satte i hvert fald i et skrig og fik helt blaa laeber, saa min moster var ved at staa vandret i luften af bekymring.

Det jeg taenker, er, at man som foraeldre skal kunne rumme sit barns vrede/raseri og give plads til det, men at man heller ikke behoever dyrke det ved at overanerkende det. Derfor er det som oftest ret hurtigt anerkendt, vi siger oev og og saa videre i systemet. Jeg vil ogsaa gerne laere Noah, at han kan sige pyt til ting, selvom det er noget, der aergrer ham.

[TroldeMor]

Jeg mener at kunne huske min faetter goere noget af det samme - han satte i hvert fald i et skrig og fik helt blaa laeber, saa min moster var ved at staa vandret i luften af bekymring.

Det jeg taenker, er, at man som foraeldre skal kunne rumme sit barns vrede/raseri og give plads til det, men at man heller ikke behoever dyrke det ved at overanerkende det. Derfor er det som oftest ret hurtigt anerkendt, vi siger oev og og saa videre i systemet. Jeg vil ogsaa gerne laere Noah, at han kan sige pyt til ting, selvom det er noget, der aergrer ham.

Hehe, det var også noget af det første sammenhængende Marlon kunne sige.... "Pyt med det" :P

Jeg har nok en naturlig trang til at dysse konflikterne og problemerne (og de dertilhørende hysanfald) ned (som jeg har med hjemmefra) så jeg skal nærmere lige give mig selv en reminder om at give plads og opmærksomhed til vreden og frustrationerne. Men alt med måde bestemt :)

[Guest]

Pyha, jeg frygter præcis det samme med E. Vi kan så tydeligt se at hun bliver en hys lille pige, når hun bliver ældre og vi prøver også at tage det i opløbet. Men synes det er svært.. Jeg har selv været ENORMT hysterisk som barn og kan huske at det var frustration og afmagt, der gjorde mig vred!

Så vi gør to ting:

1) Vi afleder meget, f.eks. når hun skriger ved at blive skiftet (every f****** time <_<), sørger vi for at synge eller lave sjov og at hun har noget at kigge på :rolleyes

2) Præcis hvad I gør. Hjælper hende til at det lykkes for hende (ved nemlig at holde skålen, fører gaflen, pege osv) og forklarer hvad det er der går galt/hvorfor det sker.

Og så spejler vi lidt, altså siger: "ihhh, det er da træls, at du ikke kan få kartoflen på gaflen", som du selv ville sige det, hvis det irriterede dig.

Min nevø gjorde det med at besvime tit af vrede, især efter han fik en lillebror og hans far fik en fødselsdepression, så min søster havde ikke meget overskud til ham. Så når I allerede gør alt det for Mie, som I gør, tror jeg ikke nødvendigvis det kommer til at ske for hende.

Jeg tror personligt, det er et udtryk for afmagt på en eller anden måde, når det er deres reaktion på modgang (Ikke at jeg siger, at Anders ikke har haft haft skøn opvækst)...

Jeg fornemmer også afmagt og frustration og derfor er mit mål også at gøre hende så selvhjulpen som mulig for det virker - hun har jo også en fantastisk indre drivkraft og sætter DP på prøve når hun som den yngste i flokken kan ting de andre ikke kan motorisk, men ikke har forståelsen af at noget er farligt og forbudt men bare er lyst styret og drevet af nysgerrighed. Tingene skal bare helst lykkes - følelsen er jo reel og helt i orden og viser jo netop at hun VIL noget.

Fremgangsmåderne ligner meget vores - Mie får tandbørsten når hun ikke vil pusles, modsat mange andre ELSKER hun at få børstet tænder :P

Mit håb er også at vi tager tingene i opløbet og hjælper hende til selv hjælp.

Og så vil jeg da lige nævne at Anders's barndom er en tragisk joke herhjemme - han siger selv "indtil vi fik Mie troede jeg at jeg havde en god barndom - godt jeg ikke vidste bedre dengang"

Hans mor er ikke ligefrem den mest anerkendende personlighed <_< og de historier der kommer frem sammenlagt med hendes måde at være på og de ting hun siger til Mie FATTER jeg ikke Anders er blevet som han er!

Men om det er det der udløste hans flip aner vi jo af gode grunde ikke! Jeg håbet bare vi har en fornuftig tilgang til det og at vi ikke kommer der til hvor temperamentet tager overhånd. Vi kan jo kun gøre det så godt vi kan og håbe det er nok.

[Guest]

Jeg mener at kunne huske min faetter goere noget af det samme - han satte i hvert fald i et skrig og fik helt blaa laeber, saa min moster var ved at staa vandret i luften af bekymring.

Det jeg taenker, er, at man som foraeldre skal kunne rumme sit barns vrede/raseri og give plads til det, men at man heller ikke behoever dyrke det ved at overanerkende det. Derfor er det som oftest ret hurtigt anerkendt, vi siger oev og og saa videre i systemet. Jeg vil ogsaa gerne laere Noah, at han kan sige pyt til ting, selvom det er noget, der aergrer ham.

Det er også den balance gang jeg håber vi kan finde, vores tilgang er heller ikke helt ens men det er stadig roligt, anerkendende og konsekvent at det ikke udløser at man får sin vilje.

Vi behøver ikke tale pigebarnet til døde men bare benævne Jeg har set dig - det ændrer bare ikke omstændighederne/jeg kan hjælpe (alt efter omstændigheden) agtigt.

[Guest]

Åh, det lyder jo præcis som Charlie herhjemme.... Og vi var nok en smule uforberedte på det, fordi Marlon er så modsat. Altså Marlon kan også få hysteriske anfald en sjælden gang, men INTET i forhold til Charlie.... Han kan virkelig blive hidsig!! Det er faktisk så overdrevet nogle gange at man lige bliver nødt til at skjule et lille grin.... Helt ÆRLIGT Charlie, slap lige af :rolleyes Men vi gør det samme som jer... Er konsekvente, men rummer ham, og sætter ord på, og trøster hvis det bliver nødvendigt.

Hvis Marlon sidder og leger med noget og Charlie vil tage det, og Marlon så ikke vil af med det, kan Charlie blive så hidsig at Marlon skynder sig at give ham tingen og gå ud og finde en sut til ham også.... Meget sødt af Marlon, men det duer jo ikke i længden at Charlie kan tryne ham på den måde. ;)

Lasse har også et stort temperament og blir gal og hidsig, når han ikk får sin vilje osv. Vi prøver at aflede ham og nogle gange får han lov at rase ud, hvor jeg siger til ham at jeg kan godt forstå ham, men han kan ikke få lov til alt ting eller prøver at forklare ham at sådan er det nu bare - kommer så an på situationen.

Vi er først og fremmest konsekvense, men rummer ham også. Ind i mellem er der situationer hvor man ikk ka lade være med at smile lidt indvendigt pga det blir lidt komisk.

Den dag med tallerkenen kunne vi ikke kvæle grinet - det var simpelthen for komisk.

[Guest]

Hehe, det var også noget af det første sammenhængende Marlon kunne sige.... "Pyt med det" :P

Jeg har nok en naturlig trang til at dysse konflikterne og problemerne (og de dertilhørende hysanfald) ned (som jeg har med hjemmefra) så jeg skal nærmere lige give mig selv en reminder om at give plads og opmærksomhed til vreden og frustrationerne. Men alt med måde bestemt :)

Min mor er en "pyt med det" type der vitterlig negligerer alle problemer og nærmest underkender ting "sådan noget pjat" - "pyt med det" - "hold da ooop" osv... Så jeg ligger nok mere over i den modsatte grøft :rolleyes - men jeg kan godt se pointen, har bare ikke lige været i en situation hvor det var passende med et "pyt med det" syntes det ligger lidt til uheld, øv-bøv er til når noget ikke lige fungerer eller kan lade sig gøre.

[Camillat]

Min mor er en "pyt med det" type der vitterlig negligerer alle problemer og nærmest underkender ting "sådan noget pjat" - "pyt med det" - "hold da ooop" osv... Så jeg ligger nok mere over i den modsatte grøft :rolleyes - men jeg kan godt se pointen, har bare ikke lige været i en situation hvor det var passende med et "pyt med det" syntes det ligger lidt til uheld, øv-bøv er til når noget ikke lige fungerer eller kan lade sig gøre.

Aj, det skal bestemt heller ikke helt derover - i min familie har jeg ogsaa vaeret vandt til at man har konflikter, ubehagelige eller pinlige situationer, som dagen efter ikke kan eller maa tales om eller bearbejdes i faellesskab. Og netop pyt med det, hold da ooop og saadan noget pjat, ja, det kan jeg heller ikke klare og oensker bestemt ikke at laere Noah det. En hel befrielse at kunne raabe roev og dagen efter enten grine eller graede sammen hernede i italiensk familie ;)

Men jeg synes det er en egenskab at kunne sige pyt med det af og til, ligesom oev, hvor traels. Visse boern har storst udbytte af at man netop siger oev boev, hvor traels, fremfor at anerkende til den store guldmedalje, for saa at faa situationen til at eskalere for barnet. Men hvad ved jeg, tsk, tsk, jeg er ogsaa fdrisk i faget ;)

[Guest M's mor]

Det kunne lyde som Madison det du skriver.

Bare hun får nej har vi et barn der smider sig på gulvet og græderm dog uden tårer.

Vi siger at det er okay hun er sur, men mor eller far har sagt nej og så er det sådan det er. Feks synes hun man skal løbe og hoppe rundt i sofa. Og det vil jeg ikke have for hun kan slå sig frygteligt. Og det udløste et hysterisk anfald. Mor sagde nej for du kan slå dig og få meget av. For så ved hun lige som hvorfor vi siger nej.

En gang har hun været så hysterisk at jeg måtte tage hende med ud i gangen (hun kan se stuen og alle de andre rum) og så forklarede jeg hende at jeg godt kunne forstå hun var sir over gal men det hun nu havde gjort ikke var uorden. Og når hun var færdig med at være sur måtte huj komme ind igen, to min gik der oh så var det ovre.

Ved ikke om det varr rigtigt at gøre sådan. Men jeg havde dagpleje børn og hun kan godt kaste med ting når hun resurser og ville ikke have det gik udover andre

[Guest]

Det kunne lyde som Madison det du skriver.

Bare hun får nej har vi et barn der smider sig på gulvet og græderm dog uden tårer.

Vi siger at det er okay hun er sur, men mor eller far har sagt nej og så er det sådan det er. Feks synes hun man skal løbe og hoppe rundt i sofa. Og det vil jeg ikke have for hun kan slå sig frygteligt. Og det udløste et hysterisk anfald. Mor sagde nej for du kan slå dig og få meget av. For så ved hun lige som hvorfor vi siger nej.

En gang har hun været så hysterisk at jeg måtte tage hende med ud i gangen (hun kan se stuen og alle de andre rum) og så forklarede jeg hende at jeg godt kunne forstå hun var sir over gal men det hun nu havde gjort ikke var uorden. Og når hun var færdig med at være sur måtte huj komme ind igen, to min gik der oh så var det ovre.

Ved ikke om det varr rigtigt at gøre sådan. Men jeg havde dagpleje børn og hun kan godt kaste med ting når hun resurser og ville ikke have det gik udover andre

Indtil videre har vi ikke brugt time outs men bliver det nødvendigt er jeg ikke bleg for at bruge det. Mies DP har også en slap af krog men hun siger at det ikke engang er en gang i ugen den bliver brugt for det ER sidste udvej og det har jeg det fint med.

[Pandamoren]

Jeg er egentlig heller ikke ked af at hun har temperament - det betyder i min verden at hun er selv bevidst og viljestærk og det er gode stærke personlige egenskaber, bekymringen går mest på at hjælpe hende igennem så hun lærer at bruge den drivkraft hensigtsmæssig så det ikke løber af med hende som det gjorde ved Anders - ok hans mor er ikke lige den der læser børn bedst men stadig at skrige sig bevidstløs :blink

Lige præcis det du siger her, er bare så rigtigt og vigtigt!

Hun skal nemlig hjælpes igennem sin frustration. Børn er forskellige, og nogle børn har rigtig meget temperament, som kan bringe dem helt uden for rækkevidde, og derfor er det netop super vigtigt, at give hende nogle redskaber, hun kan bruge, når hun bliver vred og hidsig, så hun på sigt kan komme videre fra det stadie.

Man ser jo nogle børn skrige i flere timer og, som du siger, besvime i hidsighed. Det er ikke konstruktivt, selvom man gerne vil anerkende følelserne, da barnet her ikke engang længere husker, hvad det skriger over.

Jeg synes, det lyder til at du har helt styr på at anerkende hendes følelser, samtidig med at du får "løst opgaven" fx. skifte ble.

Der hvor jeg tror, i skal være omhyggelige med at hjælpe/vejlede hende, er der hvor i skal videre fra at være hidsig til at være rolig. Hun må jo gerne være utilfreds med situationen, men det kan være godt, at i viser hende, at man kan være sur uden at skrige og kaste med tingene. Vis hende med et tydeligt kropssprog, og fortæl hende (som du gør), at du forstår det er træls med bleen, men at hun kan få lov at holde bleen/cremen/mv. på puslebordet (og læg noget engagement i at få hende til at synes, det kunne være sjovt).

Hun er jo ikke gammel nok til at forstå, hvorfor hun skal skiftes, eller hvorfor filmen pludselig holder op, og at hun ikke må se mere, så derfor er afledning en rigtig god måde at bringe hende ud af hendes hidsige tilstand, således at hun langsomt lærer at ligge fokus på noget andet.

Her i starten skal i bare hjælpe hende meget, fordi hun ikke er så gammel. :)

Jeg kan huske min pap-lillesøster havde utroligt meget temperament, og det var anstrengende med alle de hidsighedsanfald som perler på een snor. Men mine forældre var rigtig gode til at aflede hende og hjælpe hende videre og få talt om (da hun var ældre) hvorfor hun blev så hidsig og hvordan vi alle kunne hjælpes ad i næste gang så det ikke blev så slemt. Hun er idag så velafbalanceret. Hun har stadig sit temperament, men hun føler adrig hun har trang til at "bruge det", fordi hun har lært at tackle det og istedet fortælle hvad hun bliver ked af/vred over eller lignende. Og så er hun det dejligste menneske jeg kender, på trods af at hun hang i min dør konstant, da vi var mindre ;)

[Guest]

Lige præcis det du siger her, er bare så rigtigt og vigtigt!

Hun skal nemlig hjælpes igennem sin frustration. Børn er forskellige, og nogle børn har rigtig meget temperament, som kan bringe dem helt uden for rækkevidde, og derfor er det netop super vigtigt, at give hende nogle redskaber, hun kan bruge, når hun bliver vred og hidsig, så hun på sigt kan komme videre fra det stadie.

Man ser jo nogle børn skrige i flere timer og, som du siger, besvime i hidsighed. Det er ikke konstruktivt, selvom man gerne vil anerkende følelserne, da barnet her ikke engang længere husker, hvad det skriger over.

Jeg synes, det lyder til at du har helt styr på at anerkende hendes følelser, samtidig med at du får "løst opgaven" fx. skifte ble.

Der hvor jeg tror, i skal være omhyggelige med at hjælpe/vejlede hende, er der hvor i skal videre fra at være hidsig til at være rolig. Hun må jo gerne være utilfreds med situationen, men det kan være godt, at i viser hende, at man kan være sur uden at skrige og kaste med tingene. Vis hende med et tydeligt kropssprog, og fortæl hende (som du gør), at du forstår det er træls med bleen, men at hun kan få lov at holde bleen/cremen/mv. på puslebordet (og læg noget engagement i at få hende til at synes, det kunne være sjovt).

Hun er jo ikke gammel nok til at forstå, hvorfor hun skal skiftes, eller hvorfor filmen pludselig holder op, og at hun ikke må se mere, så derfor er afledning en rigtig god måde at bringe hende ud af hendes hidsige tilstand, således at hun langsomt lærer at ligge fokus på noget andet.

Her i starten skal i bare hjælpe hende meget, fordi hun ikke er så gammel. :)

Jeg kan huske min pap-lillesøster havde utroligt meget temperament, og det var anstrengende med alle de hidsighedsanfald som perler på een snor. Men mine forældre var rigtig gode til at aflede hende og hjælpe hende videre og få talt om (da hun var ældre) hvorfor hun blev så hidsig og hvordan vi alle kunne hjælpes ad i næste gang så det ikke blev så slemt. Hun er idag så velafbalanceret. Hun har stadig sit temperament, men hun føler adrig hun har trang til at "bruge det", fordi hun har lært at tackle det og istedet fortælle hvad hun bliver ked af/vred over eller lignende. Og så er hun det dejligste menneske jeg kender, på trods af at hun hang i min dør konstant, da vi var mindre ;)

Det er rart at vide at vi ikke er på vildspor - må indrømme at det kom lidt bag på os, fra den ene dag til den anden. Så står man sådan lidt midt i det uden chance for at forberede sig. Vi fortsætter bare som vi gør, det er heldigvis ret naturligt for os begge :)

[Guest M's mor]

Indtil videre har vi ikke brugt time outs men bliver det nødvendigt er jeg ikke bleg for at bruge det. Mies DP har også en slap af krog men hun siger at det ikke engang er en gang i ugen den bliver brugt for det ER sidste udvej og det har jeg det fint med.

Måske er det time out. Men hun får selv lov at komme når hun er klar og det er hun ofte hurtigt. Hader at skulle sætte hende der men når intet andet virker så er det eneste løsning. For den opførsel hun kan komme med er ikke i orden. Og især nu jeg er alene med hende så kan det være en god ting.

Hun er til tider strid ved dp barnet jeg har og det vil jeg simpelthen ikke tolerere så der er det ud i gangen, og det gælder også den anden vej. Vi skal være søde ved hinanden. Skal dog siges at det kun er hvis det sker gentagne gange inden for kort tid, hvilket heldigvis sjældent er tilfældet.

[Guest M's mor]

Jeg vil så lige sige at når hun bliver sur og gal så starter jeg altid med at sige at det er okay hun er sur og mor godt kan forstå det. Men når det kommer til hun ligger sig på gulvet og skriger fordi hun får et nej så kan det godt nok sætte tålmodigheden på prøve ;) men løbe om hjørner med mig kan hun ikke.

Vi bliver jo også sure nogen gange men vi er da heldigvis ovre det at smide sig jorden ;)

[Pandamoren]

Det er rart at vide at vi ikke er på vildspor - må indrømme at det kom lidt bag på os, fra den ene dag til den anden. Så står man sådan lidt midt i det uden chance for at forberede sig. Vi fortsætter bare som vi gør, det er heldigvis ret naturligt for os begge :)

Ja og det kunne da godt lyde til at hun kunne have arvet lidt af sin fars temperament :) Så det er aldrig for tidligt at prøve at lægge en strategi og en handlingsplan for hvordan man griber det an. Så står man bedre og tålmodigheden rækker meget længere, når man har faste holdepunkter :)