Bamse&Kylling

Babys personlighed

8 indlæg i dette emne

Tidligere i dag talte jeg med min mand og svoger omkring børns personlighed, opdragelse osv.

F.eks. er A begyndt at blive genert, hvilket jeg umiddelbart vil mene er personlighed. Men da vi så snakkede videre og en mente, at det er personlighed, hvis man er hysterisk, modsagde jeg og mener, at det er noget forældrene har "været skyld i".

MEN, så forvirrede jeg til sidst mig selv lidt, og nu kan jeg slet ikke finde ud af, hvor grænsen fra "naturlig" personlighed og påvirkning fra forældrene går? (hvis det giver mening)

Det er et generelt spørgsmål og ikke noget konkret til A herhjemme, så kom gerne med egne meninger/holdninger/erfaringer osv. :)

Jeg har altid ment, at man som forældre jo påvirker sit barn ekstremt meget og hvis jeg f.eks. viser, at jeg er sygeligt bange for edderkopper, så vil A også blive det. Men kan vi som forældre f.eks. "styre" om vores børn bliver kærlige, generte, smilende osv.?

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg tror det hele bunder i personlighed, men vi kan som forældre nok præge til en hvis grænse. Jeg har en veninde hvis svogere er tvillinger, de fik om nogen præcis samme opvækst men den ene var rolig og medgørlig og den anden hidsig og sov aldrig igennem, og sådan var de fra start.

Et andet eksempel er min søster der var den mest hidsige af os piger som barn, hun er nu det roligste væsen - med et helt vildt hidsigt barn :P

Man kan ofte høre det allerede fra de er helt spæde sagde vores SP, nogle børn grynter, andre skriger igennem - Mie skriger igennem :rolleyes men hun er ikke direkte hidsig, man ved bare når noget går hende imod, man har ikke noget valg :P jeg tror hun er vilje fast, og det skal vi nok komme til at slås med :unsure

Da Mie var 3-5 mdr var hun ret sensitiv og bange for fremmede, det er hun ikke længere og jeg tror det er OS der har præget hende og vist tillid og at alt er OK. Seperations angst er minimalt, igen tror jeg på at det er vores indsats.

Mie er ikke en der kluk griner, det kan vi nok ikke gøre så meget ved, hun er stadig et pjat hoved der spillet med øjnene og hviner i fryd. Nogle børn griner tidligt andre sent, Mie var en af dem der grinede sent, tilgengæld smilede hun bevist meget tidligt. Det er personlighed!

Ja konklusionen er at intet barn det er rolig af sind kan opdrages til at være hidsig og det gælder også omvendt, MEN man kan lære barnet at kontrollere sin hidsighed eller at tro på sig selv og holde på sin ret. (Som eksempel).

Et hidsigt menneske kan sagtens være opdraget til at styre sit temperament (som min søster) men som udgangspunkt kan man ikke "dømme" forældre til et barn med temperament. Selvfølgelig kan forældre forværre situationerne - er et barn genert og bliver bekræftet i at andre folk er "farlige" så forstærker man jo den side, man kan også presse dem for meget og dermed forværre situationen, så jeg mener det handler om anerkendelse "jeg kan se du bliver genert, det er ok, du må gerne sidde her hos mig, men se: Lars han er altså en rar fyr, se han smiler til dig - hov hvad laver han med...." Osv. Det samme med hidsig. Jeg mener ikke man skal forme børnenes personlighed men lige de uhensigtsmæssige karaktertræk kan man hjælpe dem meget ved at bearbejde, for DERES skyld.

(Ok rodet indlæg - jeg er træt, må se om jeg kan omformulere imorgen og gøre det mere forståeligt)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg er meget enig med Majs.

Barnet har sin egen personlighed, men den kan præges til en vis grad.

Jeg har set hidsige børn, hvor jeg mener jeg godt kan se, at det er forældrenes prægning der har været medvirkende. Men det må også ligge som en grundlæggende del af personligheden. Jeg tror mange ting er i personligheden, men det der bliver fremherskende, har noget at gøre med prægning fra primært os forældre, men også andre voksne.

Jeg er selv meget genert og det har jeg altid set som en klods om foden, min far, søster og tildels min mor er også generte så det ligger lidt til os.

Det har været vigtigt for mig, ikke at give dette videre. Helt ærligt har jeg ikke helt andet hvordan, men jeg har forsøgt efter egne hjemmestrikkede teorier. Om det er faderens gener eller om det har noget med vores opdragelse at gøre, kan jeg ikke vide. Men mine børn er på ingen måde generte, de går lige til folk.

Der er forskel på børn og også forskel på hvordan man som forældre skal gå til dem.

Min søn grinede meget tidligt og havde en kluklatter. Han var altid glad og når jeg kigger baby billeder igennem af ham, så er der næsten ikke et billede hvor han ikke smiler. Han var bare altid glad og skide charmerende, allerede som helt lille.

Min datter, hun smilede da, men slet ikke i samme grad som sin bror og der er langt imellem smil på babybilleder. Det er først her efter hun er blevet 1 år, at man rigtig kan fange smilende. Hun havde ikke samme charme fra start af, som sin bror (men han havde altså også bare meget) , men hun er i den grad kommet godt efter det med alderen :) Tilgengæld er hun meget mere selvstændig end sin bror og har en stemme der kan høres :)

Begge børn er utrolig kærlige og det tror jeg i stor stil kan tilskrives vores tilgang til dem.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Børn kan i den grad præges. Det ser man jo (desværre) hele tiden.

Et hvert individ fødes med bestemte gener og heri er der en grundlæggende "personlighed", som både kan være arv fra forældrene men også egne egenskaber og særligheder.

Hver dag du møder dit barn, præger du dét. Om man vil det eller ej. Det giver ofte også sig selv for et barn der er lidt mere genert har ofte forældre der er generte og derigennem forstærker de barnets "personlighed": at være genert - i dette tilfælde.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Børn har deres egen personlighed. Deres sindstilstand præges selvfølgelig af forældrene og ofte minder forældre og børn om hinanden. Altså hvis mor ef forsigtig, så virker baby også forsigtig.

Der findes altså også børn og babyer, som ikke minder så meget om mor og far i forhold til temperament - det kan jeg i hvert fald skrive under på :-)

Jeg er musikpædagog og underviser musikhold for forældre og børn, jeg ser rigtig mange mødre og børn. Og før jeg selv fik F, var jeg nok af den mening at forældrene har mere af ansvaret end jeg lige troede ;-)

Vi er to rolige afslappede forældre, der har fået os en rigtig lille hystade, som med sit temperament, hverken ligner mor eller far. Det er kommet bag på mig.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Når man har flere børn ser man tydeligt at der er visse ting de bare kommer med :7himmel

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror helt sikkert man er født med en given personlighed!

En personlighed som man sammen med sine forældre enten får lov til at 'leve ud' og udforske/udfolde eller bliver bremset i at have, fordi den f.eks er 'socialt uhensigtsmæssig'.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror helt sikkert man er født med en given personlighed!

En personlighed som man sammen med sine forældre enten får lov til at 'leve ud' og udforske/udfolde eller bliver bremset i at have, fordi den f.eks er 'socialt uhensigtsmæssig'.

Præcis det jeg prøvede at formulere den anden dag, men kunne bare ikke ;)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER