Erfaringer med efterfødselsreaktion søges

[MrsAndersen]

Ja, jeg har en ganske markant efterfødselsreaktion og vil gerne høre lidt fra andre der også har været der. Både milde og svære reaktioner.

Synes nemlig ikke det er det, jeg læser mest om herinde.

Hvad var jeres symptomer, hvad gjorde I for at komme videre, hvor lang tid gik der etc?

[Forunderligt]

Jeg har skrevet min lange beretning i fortroligt forum herinde, det er lidt tung læsning men du er velkommen til at læse:

Jeg fik primært hjælp af min egen læge som tilbød samtaler hvor jeg kunne få snakket om det og "få det ud". Men den rigtig gode hjælp fik jeg først flere år senere hos en psykolog ved kun 2 samtaler hvor jeg fik sat det hele "på plads" så at sige. Det ville jeg ønske jeg havde kunnet tidligere. Nu drejede det sig for mig meget om at jeg havde fået et chok i forbindelse med fødslen, så måske var det lettere at behandle, men i starten var det hele en stor miskmask af negative følelser hvor jeg ikke kunne finde ud af hvad der var hvad, det tog tid!

Jeg ved ikke om man kan sammenligne med fx en depression, men sådan noget kan jo i hvert fald ta rigtig lang tid at komme helt ovenpå efter, som i 1-1½ år. Ikke for at ta modet fra dig men for at sige, du kan ha brug for at give dig selv tid til det her, inden du begynder at kræve for meget af dig selv.

Har du fået tilbudt hjælp?

:kram

[Tumlepigen]

Jeg havde også en efterfødselsreaktion, som jeg har skrevet om i min mortråd og lidt i slutningen af min graviditetstråd (der er link til begge i min signatur).

Jeg vil gerne skrive lidt mere uddybende i en PM, hvis du vil have det :)

:kram dig til - det er super-hårdt at have den sådan, men det BLIVER BEDRE! Det GØR det!

[MLM]

Hvad er der specifik du gerne vil vide ?

Min mand fik en reaktion, jeg ved ikke hvordan det er, men hvordan det er at leve samme ham :)

[Guest]

Der er rigtig mange der har oplevet efterfødselsreaktioner herinde, både i større og mindre grad. jeg husker stadig den første lille måneds tids frygt for at jeg var på vej ud i en fødselsdepression -så frygteligt! Jeg tror det er MEGET vigtigt at du får sat ord på - lav evt en tråd i fortroligt forum. Det er lettere at hjælpe hvis man ved hvor det er det gør mest ondt inden i, hvilke tanker du tumler med fx:

Om det er frygt

Om det er fødslen der har udløst det

Om det er tanke myller om fortid, nutid og fremtid

Om det er en identitets krise

Om det er fordi alting er svær at rumme

Om det er fordi du ikke føler du elsker din datter nok

Om det er forventninger der ikke blev indfriet

Om det bunder i smerter

Osv - der er SÅ mange ting der kan spille ind. Det kan også sagtens være lidt af det hele.

Min største hjælp var en veninde der kiggede mig i øjnene og spurgte "hvordan har DU det" og så tudede jeg og snakkede usammenhængende og hulkede snot i 30 min. Så smilede hun og sagde "jeg havde det på helt samme måde" Derfra gik det fremad. Klumpen i maven var ligesom lettere at acceptere når jeg vidste at jeg ikke var helt unormal fordi jeg tudede og følte verden var ved at ramle om ørerne på mig over tilsyneladende ligegyldige ting.

[MamatilJ&M]

Jeg er meget enig i hvad Majs skriver.

Jeg havde også efterfødselsreaktion. Jeg var så langt nede at min mand var nervøs for mig. Men jeg fik hevet mig selv op igen. Det er bare en kæmpe omvæltning at gå fra 2 til 3. Og efter en hård fødsel, der endte i AKS, det gjorde ondt i aret længe efter kejsersnittet. Så fik jeg betændelse i livmoderen og bagefter irritation. Så jeg var på 2 hårde pencillinkure inden for den første måned ca. Det var bare hårdt. Der er mange spekulationer og samtidig var jeg drøn træt i forb. med for lavt blodprocent. Og så glemte jeg at spise og jeg græd rigtig meget. Så er der jo ingen energi overhovedet. Og så have et barn i kolik lignende tilstand. Og så havde jeg følelsen af, at min mand ikke skulle være påvirket af at vi var blevet en mere, for det var jo mig der havde trukket det ned overhovedet på ham, at vi skulle have et barn. Det går bare ikke med de tanker, for man har brug for hjælp... Efter min mand startede på job efter 5 uger og Marius havde været til KST og var blevet en glad dreng, fandt jeg ud af, jeg godt kunne klare mig selv og fik nogle succeser. Det hjalp mig rigtig meget. Vi havde heller ikke været så gode til at komme ud og 5 uger hjemme er bare kedeligt.

Jeg håber du har nogen at snakke med. Og husk det er ok at være ked af det. Men du skal ikke gå med det selv.

Håber at du får lidt ud af min historie, selvom den er lidt rodet.

:kram til dig. Du er ikke alene...