Hidsigprop HJÆÆÆLP

[Unknown]

Zoey er 13 måneder og vi begynder at være i tvivl om hvornår vi skal opdrage.

Hun peger på det hun gerne vil have og sige "eh". Når hun får det hun peger på blir hun glad og leger videre. Men siger jeg " nej" eller "det dur ikke Zoey, lige nu spiser du" feks vil hun vil have sin bamse midt i maden. Så flipper hun fuldstændig skråt. Først blir hun sur, jeg forsøger at tale til hende og fortælle jeg godt forstår hun gerne vil have bamsen, men det må vente til efter maden. Dette hjælper ikke, så stiger hun i niveau og skriger/græder endnu højere samtidig med hun kaster sig i gulvet, sparker med arme og ben.

Jeg kan intet gøre så ignoere hende, dette hjælper intet. og nu er hun oppe i et gear hvor hun næsten kaster op af sit eget snot og hyperventilere. jeg går jævnligt hen og forsøger at snakke med hende, men ingen effekt. efter ca 30 min af ren helvede lykkes det til sidst at få talt hende ned og hun kan sidde ved mig og få lidt vand mens jeg taler med hende. men jeg skal ikke forsøge at sætte hende fra mig i min 15 min for så starter vi forfra.

Dette sker 1-3 gange om dagen ( nogle sjældne dage 0 gange ) Vi er samtidig igang med 66 ugers tigeren så er meget i tvivl om det er den der spøger eller Zoey tester grænser??? Hvis hun tester grænser gør jeg det så rigtigt ? håber i kan hjælpe da jeg ikke aner hvad der er rigtigt lige pt.

[Charlotte - mig og mine]

Sofia er kun knap 11 mdr så jeg har ikke så meget erfaring og dele ud af. Men jeg tænker umiddelbart at du skal vælge dine kampe med omhu. End indvidere kan jeg faktisk ikke se hvorfor hun ikke må sidde med et lille stykke legetøj når hun spiser. Måske ikke en bamse, men noget der kan tåle at blive smurt lidt ind i mad. Sofia sidder tit med en lille bil eller en hest når hun spiser, og det er helt fint synes jeg. Så gider hun sidde lidt længere ved bordet og hun synes det er hyggeligt at sidde og lege ind i mellem, og så genoptager hun spisningen. Med tide skal hun lære at vente med at lege, men jeg havd ikke forestillet mig det var foreløbigt.

[Unknown]

Sofia er kun knap 11 mdr så jeg har ikke så meget erfaring og dele ud af. Men jeg tænker umiddelbart at du skal vælge dine kampe med omhu. End indvidere kan jeg faktisk ikke se hvorfor hun ikke må sidde med et lille stykke legetøj når hun spiser. Måske ikke en bamse, men noget der kan tåle at blive smurt lidt ind i mad. Sofia sidder tit med en lille bil eller en hest når hun spiser, og det er helt fint synes jeg. Så gider hun sidde lidt længere ved bordet og hun synes det er hyggeligt at sidde og lege ind i mellem, og så genoptager hun spisningen. Med tide skal hun lære at vente med at lege, men jeg havd ikke forestillet mig det var foreløbigt.

Tak for dit svar :) Vi vælger også vores kampe, men hun peger rigtig mange gange om dagen. og ofte føler jeg kun hun peger for at teste mig. feks med maden, jeg prøvede at give hende en ske og tallerken hun kunne lege med, men nej det ville hun ikke. så kastede hun med sin mad og flippede. så tørrede jeg hende af satte hende ned på gulvet og så fil hun bamsen, men det var ikke godt nok og hun flippede :(

I går stod jeg og stegte kød da hun blev ved og ville op, hun får lov at sidde og se på når jeg laver mad, men vil ikke have hende tæt på komfuret da hun jo kan brænde sig. da hun er ved at flippe og jeg ikke magter kampen beder jeg Henrik løfte hende op så hun kan se. Hun peger så på panden og siger "eh" da jeg forklare hun ikke kan få panden fordi den er varm flipper hun. Og hun VED hun ikk må få panden for det har hun aldrig måtte, men før i tiden accepterede hun det. Det gør hun bare ikke mere :(

[Guest]

Jeg mener i gør det rigtige. Når i mener hun ikke må få noget og er begyndt at sige nej, så skal i være konsekvente og holde fast også selvom det ender i et hysteri anfald. Hun skal nok finde ud af, at de der anfald ikke fører noget med sig, men derfor har hun jo lov at prøve alligevel :)

Vi har også en hidsigprop på 14 mdr. Vi siger nej til hende, det er ikke altid hun respekterer det i første omgang, men hun ved vi mener det og stopper efter at have forsøgt nogle gange. Vi fortæller hende ikke vildt meget om hvorfor, hvis hun sætter sig ved en kogeplade som er varm, så vil vi sige "nej Cassandra, den er varm av av"

Jeg mener aldrig det er for tidligt, at opdrage, men der er selvfølgelig grader af deres forståelses niveau for opdragelsen. Vi har altid forsøgt og på et tidspunkt bliver det forstået, så opgaderer vi opdragelsen efter alder og begynder at forklare mere og mere, men i starten er det nej måske med en kort forklaring og bliver fjernet fra situationen.

[Unknown]

Jeg mener i gør det rigtige. Når i mener hun ikke må få noget og er begyndt at sige nej, så skal i være konsekvente og holde fast også selvom det ender i et hysteri anfald. Hun skal nok finde ud af, at de der anfald ikke fører noget med sig, men derfor har hun jo lov at prøve alligevel :)

Vi har også en hidsigprop på 14 mdr. Vi siger nej til hende, det er ikke altid hun respekterer det i første omgang, men hun ved vi mener det og stopper efter at have forsøgt nogle gange. Vi fortæller hende ikke vildt meget om hvorfor, hvis hun sætter sig ved en kogeplade som er varm, så vil vi sige "nej Cassandra, den er varm av av"

Jeg mener aldrig det er for tidligt, at opdrage, men der er selvfølgelig grader af deres forståelses niveau for opdragelsen. Vi har altid forsøgt og på et tidspunkt bliver det forstået, så opgaderer vi opdragelsen efter alder og begynder at forklare mere og mere, men i starten er det nej måske med en kort forklaring og bliver fjernet fra situationen.

Mange tak for dit svar :) Når hun flipper hvad gør i så ? for der er jeg i tvivl om jeg gør det rigtigt. Føler mig rigtig ond når hun bare skriger og jeg går rundt og bliver ved at lave hvad jeg gjorde før, men det hjælper ikke at trøste. Hun er nemlig tydeligt sur og ikke ked. så hun bliver endnu mere sur hvis jeg trøster for tidligt :S

[Guest]

Mange tak for dit svar :) Når hun flipper hvad gør i så ? for der er jeg i tvivl om jeg gør det rigtigt. Føler mig rigtig ond når hun bare skriger og jeg går rundt og bliver ved at lave hvad jeg gjorde før, men det hjælper ikke at trøste. Hun er nemlig tydeligt sur og ikke ked. så hun bliver endnu mere sur hvis jeg trøster for tidligt :S

Hvis hun flipper, så forsøger jeg om jeg kan komme nær hende og ellers respekterer jeg at hun ikke vil røres, jeg sidder ved siden af hende og taler med hende om at jeg er hos hende og gerne vil trøste når hun er klar. Jeg går ikke specielt langt fra hende, hvis jeg gør kommer jeg hurtigt tilbage til hende. Jeg forsøger med jævne mellemrum, at se om jeg kan røre hende. Enten kan hun så finde på pludselig, at kravle op på skødet af mig, eller også må jeg røre hende og så putter vi lidt. nu får hun ikke de hysteriske anfald længere.

Man føler sig ond, men jeg er sikker på det er godt givet ud på lang sigt. Hvis først de lærer at et hysterisk anfald fører det med sig de vil have, så er der jo ingen grund for dem til at lade være. Jeg synes så det er rigtig vigtigt bag efter at vise man er der og blive "gode venner" igen.

[tazdiginez]

Nu har jeg ikke set alle besvarelserne, mem Maliva har også haft sådan en periode og det er fordi din lille datter er kommet i selvstændighedsfasen :)

Det vi gjorde ved Maliva (og det eneste der virkede) var at fortælle hende at det var okay at hun blev ked af det og at mor og far stadig elsker hende selvom hun er ked af det.

Når der er sagt nej, er der sagt nej og hvis Zoey bliver hidsig, så vis at du er der for hende, hold om hende imens flippet ståe på, hvis hun tillader det. Snak stille og roligt til hende uden lange forklaringer, men bare bekræft hende.

Lad hende få flippet, der er ikke så meget andet at gøre desværre :/ hvad jeg har læst mig til - altså udover at lade hende vide at du er der og at det er okay at hun er ked af det.

Maliva kunne blive noget så hidsig og ville IKKE røres imens det stod på, men så sad vi ved siden af og fortalte at vi elskede hende og at det var okay at hun var ked af det. Det er jo kun godt at de kan udtrykke disse følelser overfor en. :) når Maliva faldt ned spurgte vi om et kram og så kom hun op og fik en masse kys og kram og så distraherede vi med noget andet end det hun ville :)

Jeg læste meget om det og mange sundhedsplejersker på nettet gav det råd. Lad dem få deres tur og lad dem vide du er der imens. For de har et hav af nye følelser nu og en bedre forståelse for ting end før.

:kram

[Guest]

Her er en lille artikel du måske kan få gavn af :)

http://www.netsundhedsplejerske.dk/artikler/index.php?option=laes&type=ARTIKLER&id=297

Ronja gør det også og har gjort det længe. Ronja har en tendens til hun bare har åben mund når hun bliver sur og ikke trækker vejret. Rimelig skræmmende de første par gange, men man vænner sig til det og ved hun når skal skrige når hun har brug for luften ;)

Der er ikke så meget andet at gøre end at lade dem rase ud. Når hun finder ud af det ikke hjælper bliver det kortere og kortere :) Men som en anden skrev....vælg dine kampe! :)

[Unknown]

Mange tak for svar. :) super god artikel :) kan se jeg skal blive ved hende når hun bliver sur. Det er nok fejlen, for jeg ignorere hende og fortsætter med det jeg gjorde. Jeg stiller nok for høje krav til hende i forhold til hendes alder. Skal måske slække på "opdragelsen" holde fast i hun ikke får hvad hun vil, men vise vi er gode venner alligevel. Er nu klar til den næste kamp. Mange tak for jeres svar piger. Man kan altid regne med jer :)

[Camillat]

Det er noget med, at deres hjerner ikke kan forstaa, at det er saa simpelt og udramatisk, men oplever det som ret dramatisk og en stor sorg og smerte. Annas mormor, altsaa Susanne herindes mor, fortalte til Susanne, at hun i de tilfaelde skulle spejle Anna, saa Anna kunne forstaa, at Susanne ser, hoerer og forstaar hende. Saa vidt jeg forstod, saa hjalp det meget.

:kram Det lyder haardt, men det er en fase :kram

[Ihpets-mortilto]

Nu er min egen søn jo ikke særlig gammel, men i de institutioner jeg har arbejdet, har det været rigtig godt for børnene at vi har givet dem lov til at være sure og irriterede. Jeg tror at man ikke nødvendigvis skal forsøge at dæmpe dem med trøst, men simpelthen sige (måske undlade at sige i starten når de er for små, men ellers: ), jeg kan godt høre at du bliver sur på mig, det er ok, jeg er lige her ved siden af dig når du er klar til at snakke/kramme - og så lade dem skrige, banke i bordet, græde eller hvad de nu gør. Jeg ville aldrig gå fra et barn i den situation, men sidde pasivt ved siden af og vise at jeg er der for barnet.

[Susanne]

Det er noget med, at deres hjerner ikke kan forstaa, at det er saa simpelt og udramatisk, men oplever det som ret dramatisk og en stor sorg og smerte. Annas mormor, altsaa Susanne herindes mor, fortalte til Susanne, at hun i de tilfaelde skulle spejle Anna, saa Anna kunne forstaa, at Susanne ser, hoerer og forstaar hende. Saa vidt jeg forstod, saa hjalp det meget.

:kram Det lyder haardt, men det er en fase :kram

Lige præcis!

Vi har også haft RIGTIG mange af sådan nogen episoder med Anna! Det er virkelig som om hele hendes verden krakelerer, hvis vi ikke med det samme forstår hvad hun mener/vil eller hvis vi siger nej til noget hun vil. Hun skriger som en vanvittig og tårerne sprøjter ud af hovedet på hende.

Som Camilla skriver, så sagde min mor, at jeg skal spejle hendes vrede/frustration/afmagt. Som i at se vred ud og stampe i gulvet mens jeg kigger på hende og siger "Ih, hvor bliver du vred. Det er også træls, at du ikke må det". At jeg skiftede fra at prøve og forstå og trøste (hvilket tydeligvis var det værste jeg kunne gøre) til blot at spejle hende, så hun ved jeg ser hende og der bliver sat ord på alle de følelser hun fyldes af, har gjort en stor forskel. Hun bliver stadig ligeså vred og frustreret, men det går meget hurtigere over, når hun bliver mødt i det og føler sig set og forstået :)

[Mette A.]

Lige præcis!

Vi har også haft RIGTIG mange af sådan nogen episoder med Anna! Det er virkelig som om hele hendes verden krakelerer, hvis vi ikke med det samme forstår hvad hun mener/vil eller hvis vi siger nej til noget hun vil. Hun skriger som en vanvittig og tårerne sprøjter ud af hovedet på hende.

Som Camilla skriver, så sagde min mor, at jeg skal spejle hendes vrede/frustration/afmagt. Som i at se vred ud og stampe i gulvet mens jeg kigger på hende og siger "Ih, hvor bliver du vred. Det er også træls, at du ikke må det". At jeg skiftede fra at prøve og forstå og trøste (hvilket tydeligvis var det værste jeg kunne gøre) til blot at spejle hende, så hun ved jeg ser hende og der bliver sat ord på alle de følelser hun fyldes af, har gjort en stor forskel. Hun bliver stadig ligeså vred og frustreret, men det går meget hurtigere over, når hun bliver mødt i det og føler sig set og forstået :)

Så I siger at man skal reagere fysisk på samme måde som de gør (spejle?)? Kan man ikke skræmme dem så, eller gøre dem mere kede af det, hvis man selv bliver/ser vred ud?

Lise har også ind imellem vredesudbrud og hysteriske anfald, hvis hun ikke får sin vilje. De er dog slet ikke i nærheden af at være lige som slemme som det du beskriver Gitte. Hun skriger og græder lidt, men kaster sig ikke ned (sætter sig højst ned på numsen i protest) og bliver hurtig god igen. Som regel kan vi aflede hende med noget andet eller simpelthen bare tage hende op og gå et andet sted hen med hende. Så er hun som regel glad igen kort tid efter.

Jeg håber da ikke at det bare er et spørgsmål om tid førend hun kommer ind i en fase, hvor hun reagerer ligeså voldsomt som Zoey. Men de behøver vel ikke nødvendigvis blive sådan?

[Susanne]

Så I siger at man skal reagere fysisk på samme måde som de gør (spejle?)? Kan man ikke skræmme dem så, eller gøre dem mere kede af det, hvis man selv bliver/ser vred ud?

Lise har også ind imellem vredesudbrud og hysteriske anfald, hvis hun ikke får sin vilje. De er dog slet ikke i nærheden af at være lige som slemme som det du beskriver Gitte. Hun skriger og græder lidt, men kaster sig ikke ned (sætter sig højst ned på numsen i protest) og bliver hurtig god igen. Som regel kan vi aflede hende med noget andet eller simpelthen bare tage hende op og gå et andet sted hen med hende. Så er hun som regel glad igen kort tid efter.

Jeg håber da ikke at det bare er et spørgsmål om tid førend hun kommer ind i en fase, hvor hun reagerer ligeså voldsomt som Zoey. Men de behøver vel ikke nødvendigvis blive sådan?

Man skal slet ikke være lige så vred som dem. Bare se lidt vred ud, så man motorisk udtrykker hun er vred, mens man siger det højt.

At gøre som du gør med Lise er ikke en mulighed med Anna (eller Zoey, tror jeg). Hvis jeg rører hende eller prøver at aflede hende før hun er klar til det, så bliver det endnu værre. Jeg er nødt til at vente og bare vise hende jeg er der og det er okay hun er vred. Og så trøste hende eller aflede hende, når hun er færdig med at være så vred/frustreret.

Jeg ved ikke om det bliver så slemt for Lise, eller om det har noget med Annas (og Zoey´s) sensitivitet at gøre, men det er helt normalt at børn har det reaktionsmønster i en eller anden grad.

[louisevibe]

Nemlig. Der gælder bare nogle gange nogle andre 'spilleregler' for de sensitive børn. Her vælger jeg virkelig også kampe med omhu (hun er jo heller ikke så gammel), men hvis først hun er kommer op i det røde felt tager det 20 minutter før hun falder helt til ro igen. Det er ret vildt.

Men synes Susannes (mors) metode virker rigtig god, det gælder nemlig om at lade dem forstå at vi forstår dem, men samtidig sætte grænser.

[Unknown]

Hvor giver det egentlig god mening Susanne. For ja føler nemli hun blir mere tosset hvis jeg trøster- eller endnu værre smiler og forsøger at distrahere.

Må helt klart prøve at spejle hendes vrede - nøj jeg håber ikke hendes næste flip kommer midt i netto haha.

Det er så vildt hvordan Anna og Zoey minder om hinanden.

Susanne og Louise - kan se i har rigtig meget forståelse for jeres sensitive børn. Jeg føler slet ikke jeg forstår Zoey på samme måde. Er der en bog eller andet i kan anbefale ?

[louisevibe]

Jeg er selv sensitiv, så det ligger nok naturligt til mig? Men ellers er jeg medlem af en lukket facebookgruppe og opsøger selv viden. Men lkan anbefalde at læse bogen 'særligt sensitie børn' af Elaine Aron

http://www.sensitiv.dk/6storage/656/3/boganmeldelse_brn_psykolognyt.pdf

[Susanne]

Jeg er selv sensitiv, så det ligger nok naturligt til mig? Men ellers er jeg medlem af en lukket facebookgruppe og opsøger selv viden. Men lkan anbefalde at læse bogen 'særligt sensitie børn' af Elaine Aron

http://www.sensitiv.dk/6storage/656/3/boganmeldelse_brn_psykolognyt.pdf

Den bog har jeg også læst og fået meget ud af. Derudover, så er Søren særligt sensitiv og jeg er det i mildere grad. Og så har jeg snakket rigtig meget med min mor om det ;-)

[Unknown]

Må lige kigge nærmere på den bog. Desværre synes jeg vi møder mange skæve blikke når vi siger Zoey er sensitiv. Og kan mærke mange mener det er vores egen skyld :(

Ved i forresten om det er arveligt ? Tænker HVIS vi nu engang skulle få den dumme ide at Zoey skulle være storesøster - er der så en stor chance for baby også er sensitiv ?

[louisevibe]

Må lige kigge nærmere på den bog. Desværre synes jeg vi møder mange skæve blikke når vi siger Zoey er sensitiv. Og kan mærke mange mener det er vores egen skyld :(

Ved i forresten om det er arveligt ? Tænker HVIS vi nu engang skulle få den dumme ide at Zoey skulle være storesøster - er der så en stor chance for baby også er sensitiv ?

Ja, det er et personligstræk der er arveligt - men det er ikke sikkert at en evt lillebrøster vil have det. Men læs bogen - så gør det også nemmere at fortælle folk nogle faglige argumenter og det ikke bare er jeg, der har gjort hende 'sart' som nogle sikkert kan syntes.

[Susanne]

Jeg har også kæmpet rigtig meget med, at folk gav mig følelsen af det var noget jeg/vi havde bestemt hun var, for at gøre hende og os 'særlige' og 'specielle'.

Og jeg har været så ubeskriveligt træt af at skulle forsvare, at vi ikke 'bare' har efterladt hende til pasning og ladet hende skrige, for 'det tog hun jo ikke skade af' og 'partid er jo også vigtig for forholdet og godt for Anna i det lange løb' :prik :angry

Hvis ikke man har haft en særlig sensitivt barn, så skal man bare tie stille og lade være med at blande sig, for man ved ikke hvad det indebærer at være forældre til et sådant vidunder! :klap Og det har jeg faktisk sagt til nogen, der ikke ville (prøve at) forstå! Jeg prøver kort at fortælle, hvad det betyder for Anna, hvordan hun har det og hvad der adskiller hende fra det gennemsnitlige barn, men hvis folk ikke umiddelbart virker som om de vil forstå, så trækker jeg mig væk, for det magter jeg ikke.