afmagt

[Susanne79]

Hvordan har i det efterhånden, som jeres guldklumper er kommet til verden?

I dag havde jeg en krise og sad og tudede med min dreng på 6 uger i armene. Jeg synes ikke at jeg havde 5 minutter for mig selv og kunne skrige, af bare afmagt over at manden ikke lige kunne tage over, da han var på job.

[MforMor]

:kram2 Det er meget normalt at føle en afmagt en gang imellem. det er jo MEGA hårdt at have et spædbarn, og jeg havde i hvert fald ikke kunne forberede mig på det væld af følelser, som pludselig var i mig. Jeg havde også nogle tudeture i starten. Det bliver bedre, det bliver bedre, det bliver bedre. Men det ER bare skide hårdt.

Efterhånden som Inger blev ældre, begyndte vi at få flere og flere rutiner, og jeg fandt mit ståsted som mor. Forhåbentligt har du også en masse lykkestunder og det er dem, du skal leve højt på. Har du en veninde eller mor eller andre, der vil kunne komme og køre en tur med bebs, mens du sover eller stener fjernsyn i en time? ellers hjalp det også mig at komme ud med barnevognen - ud og få lidt frisk luft og lidt solskin og se andre mennesker.

[Guest cmbk]

De første mange måneder havde jeg ikke den følelse - men det fik jeg da hun blev ældre, og den der koliklignende-skrigeturs tilstand satte ind. Jeg troede jeg var ved at nå sindssyge. Var så fanget, så alene. Og træt!

Så det ER helt normalt!

[Ihpets-mortilto]

Øhmm... vil jo ikke lyde total latterlig happy happy, men jeg er altså virkelig happy happy over at have ham. (At jeg så stadig tuder over fødslen, det er en anden sag).

Jeg er velsignet med en baby der sover godt og er glad når han er vågen, han vil godt lege lidt selv og han har heller ikke noget i mod at "være med" til det praktiske, fx i dag har han ligget på køkkenbordet imens jeg har stået og æltet dej (selvfølgelig uden at forlade ham så meget som et sekundt, der er jo langt ned). Og jeg har en mand der har det fint med at jeg nogle dage ikke når en hyldende fis og han må komme hjem og rydde op og vi får rugbrød til aftensmad, han ved godt at det er et 24timers job at være mor, for det er det!!!!

Nogle dage når min mand kommer hjem er jeg brugt, og har brug for at være MIG. Så går jeg i bad, jeg har endnu ikke mod på at forlade huset uden William, men når jeg er i bad får jeg fuldstændig fred og mig tid - og jeg tager mig GOD tid. Det kan godt tage mig dobbelt så lang tid som normalt, og jeg nyder det.

Og så er det altså vigtigt for mig at mig og William kommer ud i løbet af dagen, jeg tilpasser det selvfølgelig ham, hans søvn tider osv, men det er oftest for MIN skyld. Nogle gange handler vi, nogle gange går vi bare, og om onsdagen går vi til gymnastik (mor gymnastik ikke baby) og det er skøøøønt.

Og så er der altså tit far-baby tid om aften, så vælger jeg opvasken og smider sønnikke i armene på far - men det er mig der for lov til at vælge, for nogle dage sidder jeg med William i sofaen og så er det far der rydder op, vasker op, støvsuger og er den der laver det hele.

William sover 99% af dagene senest kl 21:00 (og tit før) og så sidder jeg altså også bare og stener og er ingenting for nogen. J har nogle gange ville putte og kramme og sådan, men fra 21:00-22:00 er jeg bare mig UDEN at være der for ham, eller baby, eller telefon eller noget som helst - og selvom det kun er 1 time, så er det guld værd!

[Guest Samantha]

Hvordan har i det efterhånden, som jeres guldklumper er kommet til verden?

I dag havde jeg en krise og sad og tudede med min dreng på 6 uger i armene. Jeg synes ikke at jeg havde 5 minutter for mig selv og kunne skrige, af bare afmagt over at manden ikke lige kunne tage over, da han var på job.

Jeg havde fire dags krisen, men jeg skal love for jeg også efter madison er blevet større har kunnet sætte mig ned og tude fordi hun flere dage i træk havde været krop umulig og faren havde en masse overarbejde så jeg stod med alt selv, og det blev bare for meget.

Så selv om man elsker sin lille trold mere end noget andet og er vildt lykkelig så kan man godt opleve en gang i mellem at det hele bliver for meget.

[Susanne79]

Det er ikke fordi min søn er umulig og græder hele tiden. Han er faktisk dejlig nem.

Men nogen gange har man altså brug for bare 5 min for sig selv.

Men hold da op for selv om jeg udemærket godt ved, at jeg ikke er alene, så betyder det altså alligevel noget, at få af vide at det man er igennem er HELT normalt.

[Guest]

Det er ikke fordi min søn er umulig og græder hele tiden. Han er faktisk dejlig nem.

Men nogen gange har man altså brug for bare 5 min for sig selv.

Men hold da op for selv om jeg udemærket godt ved, at jeg ikke er alene, så betyder det altså alligevel noget, at få af vide at det man er igennem er HELT normalt.

Du ER normal, jeg har aldrig været ked af at få Mie, men jeg har været ked af at Maja forsvandt helt. MEN hun kom igen og nu er der også plads til hende i livet som mor. Man skal lige finde fodfæste i det nye liv, og det tager altså tid at finde ud af hvad der fungerer og det er nærmest kun ved at mærke hvad der IKKE fungerer at man får lavet om på tingene.

[kirk85]

Du ER normal, jeg har aldrig været ked af at få Mie, men jeg har været ked af at Maja forsvandt helt. MEN hun kom igen og nu er der også plads til hende i livet som mor. Man skal lige finde fodfæste i det nye liv, og det tager altså tid at finde ud af hvad der fungerer og det er nærmest kun ved at mærke hvad der IKKE fungerer at man får lavet om på tingene.

Kunne ikke sige det mere præcist end Maja - Det er HELT normalt.....

[Guest]

Du ER normal, jeg har aldrig været ked af at få Mie, men jeg har været ked af at Maja forsvandt helt. MEN hun kom igen og nu er der også plads til hende i livet som mor. Man skal lige finde fodfæste i det nye liv, og det tager altså tid at finde ud af hvad der fungerer og det er nærmest kun ved at mærke hvad der IKKE fungerer at man får lavet om på tingene.

Sådan som majs havde det havde jeg, det også.... og samtidig så havde vi er rigtig hård start.. ovenpå en hård fødsel, og et noget trælst sygehus forløb efter... Så jeg græd ofte, de første 3 mdr... ikke fordi jeg fortrød at jeg havde fået Silas, men bare fordi det hele var nyt, jeg var dødtræt og den nye mor rolle som man lige skulle finde ud af. Silas er også en rigtig nem baby..

[My-Moren]

Sådan som majs havde det havde jeg, det også.... og samtidig så havde vi er rigtig hård start.. ovenpå en hård fødsel, og et noget trælst sygehus forløb efter... Så jeg græd ofte, de første 3 mdr... ikke fordi jeg fortrød at jeg havde fået Silas, men bare fordi det hele var nyt, jeg var dødtræt og den nye mor rolle som man lige skulle finde ud af. Silas er også en rigtig nem baby..

Fuldstændig samme historie her! :) Hold nu fast jeg græd meget de første tre mdr.!

Og så vil jeg lige sende dig en masse :kram2 :kram :kram2

Men som MforMor siger, det bliver bedre med tiden. Når der kommer mere hverdag over tingene, en fastere rytme (selvom den aldrig er helt fast ;) )

[Guest]

Jeg ku ikke ha skrevet det bedre end majs. Der vil stadig komme nogle dage med afmagt, når de blir større.

[Miss.Tang]

Jep Jep HELT normalt. Jeg græd tit om natten i afmagt og fordi jeg var SÅ træt og jeg kun fik sovet en time afgangen. Jeg var så heldig at min far var ledig de første 3 mdr og hold nu op en hjælp. Han kom tit og gik en tur med hende om formiddagen, så gik jeg på hovedt i seng. Der var også en periode hvor, når min mand kom hjem fra arb, fik han baby i armene og så gik jeg i seng og sov nogen timer.

[Susanne79]

Tak til alle jer som skrev. Det betyder meget for mig.

[Guest Samantha]

Jeg kender en der fortalte at hendes dreng en dag havde skreget og skreget. Hun tog lige ti min på badeværelset for lige at få lidt fred. Tænkte det var da tosset, men kunne så godt forstå hende da madison havde en periode hvor hun græd og græd.