Mænd har det godt nok nemt

[Guest Samantha]

Ja i hvert fald min.

Vi har en datter på seks måneder og har altid haft det sådan at jeg gør rent og vasker tøj og så laver han mad. Nu har vi så madison og forventer at få hjælp med hende. Jeg står med hende 24/7 og jeg elsker hende og rollen som mor. Men det er skide hårdt når man i en måned hver nat har været oppe to gange fordi hun var sulten, oven i det pylre hun og vil konstant hænge på mig.

Vi har så købt hus og det har skulle igennem en renovering. Så kæresten tog ferie i 14 dage og gik i huset fra 8-18 hver evig eneste dag. Fair nok, og fair han var træt når han kom hjem. Så der bad jeg hAm ikke om noget.

I dag er første arbejdsdag efter ferie, og efter job vælger han at tage ud i huset og er først hjemme halv syv. Tolv timer har han været væk i dag.

Madison er vildt frisk og vil ikke sove og hygger sig helt vildt. På et tidspunkt har hun lavet i bleen. Og jeg beder kæresten om hjælp. Jeg hader de lorte bleer og har svært ved at skifte dem. Og hvad får jeg så. Brok brok brok. Jeg skal altid have hjælp til lorte bleer siger han. Har så ikke spurgt rigtig længe. Desuden skifter jeg alle bleer på hende da han jo ikke er hjemme.

Nå senere går jeg ud for at gøre mig klar til natten. Jeg kan høre madison ligge i sengen og være ked af det og kæresten gør ikke noget. Min grænse var så nået men siger på en pæn måde at man godt må gå ind til hende når hun er ked af det. Jamen han troede jeg var hos hende. Ja jeg har få lige trukket op i wc da hun begyndte.

Jeg ved godt jeg ikke kan tillade mig at brokke mig jeg går jo bare hjemme som nogen ville sige. Men man er to om det. Og jeg har brug for at han lige taget hende en gang imellem. For en dag kan være hård når hun ikke sover ordenligt om natten, pylrer og er morsyg om dagen. Bare fem min er guld værd. Og det er ikke længe siden jeg tudede af udmattelse fordi jeg kun havde fået to timers søvn og hun intet ville om dagen. Hun græd konstant. Så han ved hvor vigtigt det er at jeg lige får hjælp når jeg beder om det hvilket sker sjældent.

[TakForDenneGang]

Puha det lyder også hårdt :kram2 :kram2 Jeg syntes sagtens du kan tillade at brokke dig. Det kan være mindst lige så hårdt, at være hjemme med en bebs, som det kan være med et fuldtidsjob! :wacko

[Barbamama]

Jeg synes nu, at det lyder til at din mand knokler ret meget for jeres skyld :blush

MEN når man har en baby, er der ikke noget, der hedder "fri", så jeg synes bestemt at det er fair, at han også tager nogle lortebleer og også trøster, når han er hjemme. :kram2

[Trumpf]

Jeg synes nu, at det lyder til at din mand knokler ret meget for jeres skyld :blush

MEN når man har en baby, er der ikke noget, der hedder "fri", så jeg synes bestemt at det er fair, at han også tager nogle lortebleer og også trøster, når han er hjemme. :kram2

Helt enig i denne betragtning... Barnet er jo jeres, ikke kun dit :kram

[MLM]

Nu vælger jeg at være helt ærlig, jeg ved du ikke kan lide svaret.

Men jeg syntes det virker ret forkælet at forlange han skal være hjemme og deltage osv. Når han knokler med hus i sin ferie og nu både hus og arbejde.

Det gør han for JERES skyld, og muligvis har han ikke hørt du har trukket op eller noget.

Ja det er hårdt at have barn, og ved vi ikke skal sammenligne noget.

Men da vores datter levede sov hun i gennemsnittet 45 minutter af gangen, nole gange nåede jeg at blunde 5 minutter inden hun var på igen andre ikke, fordi der skulle gives medicin osv. I 5 mdr sov jeg i gennemsnittet 3 timer om natten( slikke var sammenhængende) og havde en datter som boede på mig i de vågne timer.

Jeg havde en på 4 og en mand med fødselsdeprassion.

Indimellem må man tage sig selv i nakken og sige at det nok skal gå, jeres er en periode og når i er flyttet er i atter sammen igen.

Jeg underkender ikke at det er hårdt for det er det, men klem ballerne sammen lidt endnu.

[Guest Samantha]

Jeg elsker hende og jeg elsker at gå hjemme med hende men de dage hvor hun bare intet vil der havde det været rart med mere hjælp. Tager hatten af for enlige mødre.

[Guest Samantha]

Jeg synes nu, at det lyder til at din mand knokler ret meget for jeres skyld :blush

MEN når man har en baby, er der ikke noget, der hedder "fri", så jeg synes bestemt at det er fair, at han også tager nogle lortebleer og også trøster, når han er hjemme. :kram2

Jeg ved han knokler for vores skyld og det sætter jeg virkelig pris på ingen tvivl om det. Og jeg har fuld forståelse for at han derfor ikke er meget hjemme og derfor ikke kan hjælpe så meget til. Men bare at tage hende fem min eller trøste ville gøre underværker

[Guest Samantha]

Helt enig i denne betragtning... Barnet er jo jeres, ikke kun dit :kram

nemlig :)

[Guest Samantha]

Nu vælger jeg at være helt ærlig, jeg ved du ikke kan lide svaret.

Men jeg syntes det virker ret forkælet at forlange han skal være hjemme og deltage osv. Når han knokler med hus i sin ferie og nu både hus og arbejde.

Det gør han for JERES skyld, og muligvis har han ikke hørt du har trukket op eller noget.

Ja det er hårdt at have barn, og ved vi ikke skal sammenligne noget.

Men da vores datter levede sov hun i gennemsnittet 45 minutter af gangen, nole gange nåede jeg at blunde 5 minutter inden hun var på igen andre ikke, fordi der skulle gives medicin osv. I 5 mdr sov jeg i gennemsnittet 3 timer om natten( slikke var sammenhængende) og havde en datter som boede på mig i de vågne timer.

Jeg havde en på 4 og en mand med fødselsdeprassion.

Indimellem må man tage sig selv i nakken og sige at det nok skal gå, jeres er en periode og når i er flyttet er i atter sammen igen.

Jeg underkender ikke at det er hårdt for det er det, men klem ballerne sammen lidt endnu.

Jeg har fuld forståelse for hvad du mener og vores/mit er ingenting i forhold til det i har gennemgået så har ikke ret til at brokke mig.

Og jeg har ikke bedt ham om hjælp overhovedet. Heller ikke da han kun havde sit job. Jeg ville have han selv kom ig spurgte om han skulle hjælpe. Men det gør han bare ikke. Og er jeg er så udkørt og det har han godt været klar over. Han fik at vide jeg gik på wc så han var klar over jeg ikke var ved madison

Jeg synes ikke jeg forlanger meget af ham men det er også hans datter og fem min som måske er når hun er allermest træls dør han ikke af. Hun er jo ikke sjov og griner osv dagen lang. Men det er hvad han ser.

[Guest Amina]

Jeg synes godt man må brokke sig selvom andre har/ eller har haft det værre. Det gør jo ikke din situation bedre.

Hvis du føler du er alene med det, så er det jo sådan du har det. Og jeg forstår dig 100%. Min mand er desværre i samme retning som din (han ordner dog ikke hus) og jeg er også begyndt at blive meget frustreret og overvejer om det er det jeg vil. Nå nok om mig. Jeg går ud fra at du har taget en snak med ham? Hvad siger han selv til det?

:kram

[MLM]

Jeg har fuld forståelse for hvad du mener og vores/mit er ingenting i forhold til det i har gennemgået så har ikke ret til at brokke mig.

Og jeg har ikke bedt ham om hjælp overhovedet. Heller ikke da han kun havde sit job. Jeg ville have han selv kom ig spurgte om han skulle hjælpe. Men det gør han bare ikke. Og er jeg er så udkørt og det har han godt været klar over. Han fik at vide jeg gik på wc så han var klar over jeg ikke var ved madison

Jeg synes ikke jeg forlanger meget af ham men det er også hans datter og fem min som måske er når hun er allermest træls dør han ikke af. Hun er jo ikke sjov og griner osv dagen lang. Men det er hvad han ser.

Jeg skriver NETOP at det ikke kan sammenlignes og det ER hårdt at have barn og jeg skriver jeg ikke underkender dine følelser.

Men muligvis du skulle sige det direkte til ham så han ved hvordan du har det. Du skriver et han ved det, hvordan skulle han det når det ikke er sagt højt.

Tror man generelt skal huske at vi ikke kan læse hinandens tanker og vi ser verden med forskellige øjne.

Måske han ikke tilbyder, sig fordi med hans øjne at du har fuld styr på tingene.

Min mand kom først på banen med vores dreng da han var 1,5 år tror jeg før forstod han ikke rigtigt at han var blevet far ;(

Prøv at sige det højt, min mand og jeg har været sammen i 14 år og det har taget rigtig lang tis t lære at sige tingene højt :) men det hjælper :)

[Myliona]

Jeg synes godt man må brokke sig selvom andre har/ eller har haft det værre. Det gør jo ikke din situation bedre.

Hvis du føler du er alene med det, så er det jo sådan du har det. Og jeg forstår dig 100%. Min mand er desværre i samme retning som din (han ordner dog ikke hus) og jeg er også begyndt at blive meget frustreret og overvejer om det er det jeg vil. Nå nok om mig. Jeg går ud fra at du har taget en snak med ham? Hvad siger han selv til det?

:kram

Åh så enig..!

Jeg tror faktisk mange mænd, har den holdning at kvinden jo har barsel, og dermed "klarer det hele" :shooter

Jeg har ikke noget at tilføje, andet end: IH hvor jeg forstår dig..

Eksempel(bruger lige din tråd til at læsse af i!):

Camille er i gang med sit 26 ugers spring, og er helt umulig om aften og natten. I går, da hun er puttet, siger Christian han lige tager et computerspil online.. Fair nok, da hun jo sover :) Et spil, tager en lille time.

10 min inde i spillet, vågner hun og bliver HELT umulig. Det eneste der virker, er at gå med hende og give flaske. MEN: Jeg har dårlig ryg, så kan ikke gå med hende. Udover det, har jeg ikke motorik til at holde cirka 9 kg baby OG give flaske (og jeg er slet ikke stærk nok i armene!).. Derfor har Christian gjort det i de sidste to dage.

Da der er gået cirka 30 min, og siger om ikke han kommer ind når spillet er- der er han så LIGE begyndt på et nyt spil!! IH hvor jeg synes det var ubetænksomt, og jeg blev gal.. Men han fik lov at spille færdigt.

Da han kommer ind og får Camile siger jeg at jeg havde brug for hjælp, hvortil manden svarer:

Det nytter jo ikke at jeg er den eneste der kan få hende til at sove.......

(ja, jeg får hende jo så ikke til at sove andet end 3-4 gange om dagen ellers jo!)

:shooter Det handler jo bare om at man har brug for 5 min. Var man alene, så klarede man den jo; Men når man VED der sidder en og piller næse, som kunne hjælpe.. Så er det frustrende og stressende IKKE at få hjælpen!

[Lovely Lady]

... jeg faldt over sætningen om, at du ikke havde bedt om hjælp, og at du håbede/ventede på, at han selv skal tilbyde...

Jeg er i princippet enig i, at det ville være skønt, hvis mænd selv kunne lure, hvornår man er ved at segne og skal have hjælp... Det kan mange af dem bare ikke.. og når man ikke har spurgt, kan det virke voldsomt uretfærdig på den søde mand, at han så kan komme i problemer for ikke at have leveret den hjælp, som han så ikke havde opfattet behovet for...;-)

Hvis du spørger ham pænt og stille, om ikke han kan aflaste dig lidt - selvom du godt ved, at han også er træt - fordi du sådan trænger til lige at trække vejret for dig selv - og han SÅ ikke giver dig en hånd (og et kys:-), så råber jeg med stor fornøjelse røv efter ham sammen med dig:-)

[Guest Samantha]

Jeg synes godt man må brokke sig selvom andre har/ eller har haft det værre. Det gør jo ikke din situation bedre.

Hvis du føler du er alene med det, så er det jo sådan du har det. Og jeg forstår dig 100%. Min mand er desværre i samme retning som din (han ordner dog ikke hus) og jeg er også begyndt at blive meget frustreret og overvejer om det er det jeg vil. Nå nok om mig. Jeg går ud fra at du har taget en snak med ham? Hvad siger han selv til det?

:kram

Jeg oplever han ar svært ved at se problemet netop fordi han knokler med hus og job ig derfor synes det er ok. I dag er han feks først hjemme omkring kl halv ti. Og jeg er jo bare herhjemme. Og det er meget den holdning jeg møder. For når man er på barsel så lavet man åbenbart ikke noget.

[Guest Samantha]

Jeg skriver NETOP at det ikke kan sammenlignes og det ER hårdt at have barn og jeg skriver jeg ikke underkender dine følelser.

Men muligvis du skulle sige det direkte til ham så han ved hvordan du har det. Du skriver et han ved det, hvordan skulle han det når det ikke er sagt højt.

Tror man generelt skal huske at vi ikke kan læse hinandens tanker og vi ser verden med forskellige øjne.

Måske han ikke tilbyder, sig fordi med hans øjne at du har fuld styr på tingene.

Min mand kom først på banen med vores dreng da han var 1,5 år tror jeg før forstod han ikke rigtigt at han var blevet far ;(

Prøv at sige det højt, min mand og jeg har været sammen i 14 år og det har taget rigtig lang tis t lære at sige tingene højt :) men det hjælper :)

Jeg har sagt det flere gange. Men han er ikke så god til at huske det. For så hjælper han lidt og så går det i glemmebogen. Og skal jeg minde ham om det så føler jeg at jeg tvinger ham og der vil jeg heller ikke.

[Guest Samantha]

Åh så enig..!

Jeg tror faktisk mange mænd, har den holdning at kvinden jo har barsel, og dermed "klarer det hele" :shooter

Jeg har ikke noget at tilføje, andet end: IH hvor jeg forstår dig..

Eksempel(bruger lige din tråd til at læsse af i!):

Camille er i gang med sit 26 ugers spring, og er helt umulig om aften og natten. I går, da hun er puttet, siger Christian han lige tager et computerspil online.. Fair nok, da hun jo sover :) Et spil, tager en lille time.

10 min inde i spillet, vågner hun og bliver HELT umulig. Det eneste der virker, er at gå med hende og give flaske. MEN: Jeg har dårlig ryg, så kan ikke gå med hende. Udover det, har jeg ikke motorik til at holde cirka 9 kg baby OG give flaske (og jeg er slet ikke stærk nok i armene!).. Derfor har Christian gjort det i de sidste to dage.

Da der er gået cirka 30 min, og siger om ikke han kommer ind når spillet er- der er han så LIGE begyndt på et nyt spil!! IH hvor jeg synes det var ubetænksomt, og jeg blev gal.. Men han fik lov at spille færdigt.

Da han kommer ind og får Camile siger jeg at jeg havde brug for hjælp, hvortil manden svarer:

Det nytter jo ikke at jeg er den eneste der kan få hende til at sove.......

(ja, jeg får hende jo så ikke til at sove andet end 3-4 gange om dagen ellers jo!)

:shooter Det handler jo bare om at man har brug for 5 min. Var man alene, så klarede man den jo; Men når man VED der sidder en og piller næse, som kunne hjælpe.. Så er det frustrende og stressende IKKE at få hjælpen!

Ja netop. Så er computer og andre ting heller ikke vigtigere. Nogen gange er det at den anden kan tage over en kæmpe hjælp og især i dit tilfælde. Det er jo ikke fordi han får hende til at sove hele dagen når hun skal sove.

Vores får flaske og i starte. Gylpede hun meget når han gav hende flaske selv om jeg viste ham hvordan. Det er med det resultat at det kun er mig der giver hende flaske. Det er en lille ting men det betyder så meget alligevel.

[Guest Samantha]

... jeg faldt over sætningen om, at du ikke havde bedt om hjælp, og at du håbede/ventede på, at han selv skal tilbyde...

Jeg er i princippet enig i, at det ville være skønt, hvis mænd selv kunne lure, hvornår man er ved at segne og skal have hjælp... Det kan mange af dem bare ikke.. og når man ikke har spurgt, kan det virke voldsomt uretfærdig på den søde mand, at han så kan komme i problemer for ikke at have leveret den hjælp, som han så ikke havde opfattet behovet for...;-)

Hvis du spørger ham pænt og stille, om ikke han kan aflaste dig lidt - selvom du godt ved, at han også er træt - fordi du sådan trænger til lige at trække vejret for dig selv - og han SÅ ikke giver dig en hånd (og et kys:-), så råber jeg med stor fornøjelse røv efter ham sammen med dig:-)

Jeg har mange gange bedt ham om hjælp. For mig falder det naturligt at laver den ene mad, ordner vaske tøj eller noget så tager man da den lille. Men det falder så ikke alle naturligt.

Men i går synes jeg bare at jeg ikke ville bede om hjælp at han burde kunne se det var lidt svært. Men der kunne han ikke. Men hader bare at spørge. For jeg ve godt hav har haft en hård dag og det skal jeg nok få at vide hvis jeg spørger om hjælp. Og det hader jeg.

[Guest Samantha]

Det skal siges at ser man bort fra det overstående. Så er han en super god far. Og han tænker kun på vores det bedste. Men han halter på hjælpen ;)

[Lovely Lady]

For jeg ve godt hav har haft en hård dag og det skal jeg nok få at vide hvis jeg spørger om hjælp. Og det hader jeg.

Dét er noget andet! Øv, hvor tarveligt - man beder jo ikke om hjælp for at genere:-(

[Lovely Lady]

Se bort fra den irriterende video men Gretchen Wilsons sang synes passende i sammenhængen;-)

[MissingLink]

Jeg kan ikke helt forstå, om du har talt med ham om det eller ikke har. Du skriver du ikke har sagt noget eller bedt om hjælp, men også at du har sagt det 100 gange :blush Jeg er nok lidt langsom :rolleyes

Anyway, så tror jeg bare det er vigtigt at få afstemt forventninger. Det handler ikke om, hvorvidt vi "bare går derhjemme" og hvor meget man så bør og kan. Det handler om hvad der fungerer for jer- tror det er dét der skal afstemmes.

Nu ved jeg også godt, at man ikke skal sammenligne situationer, men herhjemme går vi ikke op i, hvem der gør hvad i hvor lang tid. Vi gør dét der fungerer for os. Det der fungerer for os er, at jeg tager hende om natten, og får de ca 3 timer afbrudt søvn. Jeg har hende det meste af dagen. Jeg laver mad og rydder op til dagligt. Jeg putter begge piger. Til gengæld knokler min mand med arbejde, og tager med på de fleste sygehusbesøg. Han står for alt vasketøj. Han hader lortebleer. Så tager jeg dem, for de gør ikke mig noget. Og sådan gør vi. Der er dage, hvor jeg har det super dårligt. De dage er han god til at tage over og hjælpe med pigerne. Vi tager over, hvor hinanden ikke slår til. Hmm gad vide om det er helt volapyk :blush

Min pointe er bare, at hvis man kan komme i god diaglog med hinanden og få snakket forventninger osv, så er det meget nemmere. Nu lyder det sikkert som om, jeg synes det er åh så nemt. Det et det ikke. Vi havde mange af de samme problemer I har, da vi fik Isabella. Men vi har været i nogle situationer, hvor vi har været tvunget til at se hinandens begrænsninger- og vores egne. Jeg kan da også lige hurtigt irritetere mig over, at han måske ikke lige giver hende nattøj på, renser en flaske eller andet. Men han gør så meget andet, og han gør sit bedste- uden tvivl, og når jeg kommer i tanke om det, kan jeg godt leve med det andet :)

Held og lykke :kram2

[Guest]

Jeg ved godt din tråd er en "jeg skal lige have luft" tråd, det har vi alle brug for en gang imellem. Men jeg tænker på om du i virkeligheden ikke bare er DØD træt og derfor har en kort lunte og om ikke din mand er stresset. Det er i hvert fald de 2 faktorer der skaber gnidninger herhjemme.

Nogle gange tænker jeg at min mand har 2 fuldtidsjobs. Det ene foregår uden for hjemmet (for det meste) og det kræver rigtig meget af ham, det andet er en kone der er i ubalance og har brug for nogle brede skuldre og en lille baby der kræver, kræver og kræver!

Jeg har både natarbejde, morgenvagter og et fuldtidsjob for sådan er livet på barsel - det slider på os begge. Men at tale sammen er bare vigtigt. Når det hele brænder på og jeg koger indvendig så har jeg gjort det til en vane at bede om en krammer, der hjælper ikke at råbe eller blive sur fordi HAN kan sove, HAN kan dyrke sin hobby eller HAN kan tage væk en hel weekend.

Men nu er jeg også velsignet med en mand der VED hvor hårdt det er med en baby og derfor ALDRIG stiller krav til husholdningen, jeg når det jeg når og så laver han mad og ordner køkken hvis jeg ikke nåede dertil.

[Guest Samantha]

Dét er noget andet! Øv, hvor tarveligt - man beder jo ikke om hjælp for at genere:-(

Nej nemlig. Og i går havde han hele dagen fri og jeg bad ham om aften om han ville skifte Madison. Hun havde kun tisset så vidste det var nemt. Ti gange måtte jeg spørge og så gjorde han det med brok. Øv synes ikke det var meget jeg bedte om.

[Guest Samantha]

Jeg kan ikke helt forstå, om du har talt med ham om det eller ikke har. Du skriver du ikke har sagt noget eller bedt om hjælp, men også at du har sagt det 100 gange :blush Jeg er nok lidt langsom :rolleyes

Anyway, så tror jeg bare det er vigtigt at få afstemt forventninger. Det handler ikke om, hvorvidt vi "bare går derhjemme" og hvor meget man så bør og kan. Det handler om hvad der fungerer for jer- tror det er dét der skal afstemmes.

Nu ved jeg også godt, at man ikke skal sammenligne situationer, men herhjemme går vi ikke op i, hvem der gør hvad i hvor lang tid. Vi gør dét der fungerer for os. Det der fungerer for os er, at jeg tager hende om natten, og får de ca 3 timer afbrudt søvn. Jeg har hende det meste af dagen. Jeg laver mad og rydder op til dagligt. Jeg putter begge piger. Til gengæld knokler min mand med arbejde, og tager med på de fleste sygehusbesøg. Han står for alt vasketøj. Han hader lortebleer. Så tager jeg dem, for de gør ikke mig noget. Og sådan gør vi. Der er dage, hvor jeg har det super dårligt. De dage er han god til at tage over og hjælpe med pigerne. Vi tager over, hvor hinanden ikke slår til. Hmm gad vide om det er helt volapyk :blush

Min pointe er bare, at hvis man kan komme i god diaglog med hinanden og få snakket forventninger osv, så er det meget nemmere. Nu lyder det sikkert som om, jeg synes det er åh så nemt. Det et det ikke. Vi havde mange af de samme problemer I har, da vi fik Isabella. Men vi har været i nogle situationer, hvor vi har været tvunget til at se hinandens begrænsninger- og vores egne. Jeg kan da også lige hurtigt irritetere mig over, at han måske ikke lige giver hende nattøj på, renser en flaske eller andet. Men han gør så meget andet, og han gør sit bedste- uden tvivl, og når jeg kommer i tanke om det, kan jeg godt leve med det andet :)

Held og lykke :kram2

Det var også skrevet lidt dumt kan jeg godt se. Jeg har i starten snakket med ham om det. Så har jeg længe gået hvor jeg ikke har sat noget og efter jeg skrev dette indlæg snakkede jeg igen med ham. Jeg har jo fuld forståelse for han er træt og gerne vil slappe af når han kommer hjem. Han glemmer bare at være mor og være på barsel er et 24/7 job. Jeg har ikke fri bare fordi hun sover. For så skal der ordnes flasker og ryddes op, vaskes tøj og gøres rent. for gør jeg ikke det så bliver det ikke lavet.

Jeg har sagt til ham at jeg gerne tager rengøring og vaske tøj. Han skal kun lave mad. Det genere mig ikke det er sådan for jeg kan godt lide der bliver gjort rent på min måde. Og vi har haft den ordning hvor jeg arbejdede fuld tid at han skulle støvsuge. og da der var gået en måned kunne jeg ikke holde det ud mere. for han fik det ikke gjort. så derfor ændrede vi denne ordning.

Og det er helt fint.

Nu bad jeg ham om at skifte en ble i går på Madison. Jeg var så træt og han havde haft fri så tillod mig at spørge. ti gange måtte jeg spørge før han gjorde det og så brokkede han sig bare helt vildt men han gjorde det.

[Guest Samantha]

Jeg ved godt din tråd er en "jeg skal lige have luft" tråd, det har vi alle brug for en gang imellem. Men jeg tænker på om du i virkeligheden ikke bare er DØD træt og derfor har en kort lunte og om ikke din mand er stresset. Det er i hvert fald de 2 faktorer der skaber gnidninger herhjemme.

Nogle gange tænker jeg at min mand har 2 fuldtidsjobs. Det ene foregår uden for hjemmet (for det meste) og det kræver rigtig meget af ham, det andet er en kone der er i ubalance og har brug for nogle brede skuldre og en lille baby der kræver, kræver og kræver!

Jeg har både natarbejde, morgenvagter og et fuldtidsjob for sådan er livet på barsel - det slider på os begge. Men at tale sammen er bare vigtigt. Når det hele brænder på og jeg koger indvendig så har jeg gjort det til en vane at bede om en krammer, der hjælper ikke at råbe eller blive sur fordi HAN kan sove, HAN kan dyrke sin hobby eller HAN kan tage væk en hel weekend.

Men nu er jeg også velsignet med en mand der VED hvor hårdt det er med en baby og derfor ALDRIG stiller krav til husholdningen, jeg når det jeg når og så laver han mad og ordner køkken hvis jeg ikke nåede dertil.

Jo disse to ting er nok også med i at der ikke skal så meget til. Og jeg ved jeg også kan være strid. Feks så ser han film en gang om ugen med en kammerat, og jeg har sagt det er fint, det må han gerne, men så skal han ikke noget alle de andre hverdags aftner for jeg vil også være sammen med ham og jeg vil ikke sidde alene flere aftner med den lille.

Bare de her uger hvor han har været meget lidt hjemme så virker det ikke til Madison er helt tryg ved ham når hun er ked af det, og det er jo fordi han ikke er meget hjemme.