Fister er ankommet

[Bolsin]

Stort tillykke :)

[Fister]

Hej Septembermødre - så har jeg skrevet min fødselsberetning, som jeg husker den. Enjoy:)

Fødselsberetning

Jeg vågner ved fire-tiden natten mellem lørdag og søndag og kan ikke sove mere. Det er ikke fordi, jeg har det skidt eller noget, og jeg er vant til at det sker indimellem, så jeg ligger og kigger lidt og ender med at stå op og gå ind på sofaen. Der læser jeg lidt og er på computeren.

Ved 7-tiden tænker jeg, at der da er noget, der ligner lidt små menstruationssmerter indimellem. Men det er næsten ikke noget.

Over de næste par timer lægger jeg mærke til, at de ligesom kommer og går. Men min krop er jo højgravid og har ømmet sig ofte den sidste måneds tid, så det undrer mig egentlig ikke.

Morten er stået op ved 8-9-tiden og vi spiser morgenmad. Vi nyder at have weekend sammen. Han skal ikke spille fodbold hele weekenden, da der på usædvanlig vis har været fredags-kamp. Så vi tager formiddagen stille og roligt og bliver enige om at rydde op i garderobeskabene. Det går fint. Jeg kan så småt mærke, at der er noget regelmæssighed over maveknebene, og at de er blevet stærkere, men stadig ikke noget vildt. Det kunne ligeså godt gå i sig selv igen.

Ved 11-tiden går jeg på toilettet og der kommer en god sjat grønt udflåd + nr. 2 (thank God). Ellers har det bare været slimet med lidt blod i hele morgenen.

Da klokken er cirka 12, er jeg ikke længere i tvivl om, at der er gang i noget. Jeg tager der helt roligt, for jeg ved jo, at den slags tager lang tid, og til fødselsforberedelsen sagde de, at der var tre faser som hver især tog flere timer (for førstegangsfødende), og jeg er jo først lige begyndt.

Jeg bruger en app på telefonen til at tage tid. Men jeg bliver meget hurtigt i tvivl om, hvornår den ene ve egentlig slutter og den næste begynder. Det skyller ligesom bare ind over mig som i bølger, men gør ikke ubærligt ondt. Jeg siger til Morten, at jeg lige skal et eller andet (måske er det her jeg går i bad – jeg er i tvivl) og så kan vi ringe til fødegangen bagefter for lige at markere, at der er gang i noget. Imens vil han smøre rugbrødsmadder, så jeg har lidt at stå imod med.

Veerne skyller mere og mere indover mig, og den rugbrødmad som jeg havde lyst til før, er slet ikke til at gøre noget som helst med, da den står foran mig.

Jeg ringer til fødegangen kl. 12.47, og siger: ”jeg hedder Cecilie og jeg skal vist føde, jeg har i hvert fald veer”.

Hende damen på Hvidovre spørger om alt muligt, og jeg fortæller, at der er 5-6 minutter imellem veerne, og at de varer et minuts tid. Næh, vandet er vist ikke gået, men jeg har haft det dér grønne udflåd, og har slet ikke mærket noget før jeg fik de mini-mens-smerter om morgenen. Imens jeg snakker med jordemoderen (var det vel), tager veerne til og kommer meget hurtigere. Det fortæller jeg og siger ”av av av av”, når de topper, men det tager hun nu meget roligt, og siger, at jeg skal huske vejrtrækningen og slappe af i nogle timer og se, hvad der sker. Det accepterer jeg og lægger på.

Men med det samme gør det bare meganas. Jeg tænker hurtigt, at det kan jeg da ikke bare gå rundt med i flere timer. For dælen hvor det kramper og bider. Jeg kan slet ikke tale, når de er på det højeste og det er de i lang tid, synes jeg. App’en kan jeg slet ikke overskue at bruge, de sidste veer jeg har registreret er på 2 minutters varighed. Jeg beder Morten ringe til fødegangen igen kl. 13.09 – han fortæller, at vi lige har haft ringet, men at veerne bare er taget vildt til i styrke siden. De snakker lidt, jeg er ude på badeværelset og ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jordemoderen beder om at tale med mig. Jeg bekræfter bare, at det gør vildt ondt og at der nærmest er veer hele tiden. Hun prøver at få mig til at blive hjemme, og siger ”at man kan godt blive sådan lidt anspændt og så føles det måske mere ømt” og så siger hun alt muligt andet. Jeg siger bare ”aaav…..ja…..mmmh….” og til sidst tænker jeg HOLD NU KÆFT og siger bare ”JA, men jeg vil altså godt lige tjekkes” og så giver jeg telefonen til Morten imens jeg går ud på badeværelset, hvor jeg står ind over bordet og mærker at jeg lever☺ Av for helvede.

Morten og jordemoderen bliver enige om, at det er ok, at vi kommer til tjek, og at hvis fødslen er i gang så tager de selvfølgelig imod, men vi skal nok være indstillede på at vi bliver sendt hjem igen.

Vi tager taskerne ned i bilen – med et par ve-stop undervejs – og kører. Jeg kan ikke huske meget fra turen. Bare virkelig store veer og at jeg med venstre hånd fik fat i en bøtte, som jeg holdt fast i, og med højre ledte jeg febrilsk efter et håndtag over vinduet, som vi åbenbart ikke har i vores bil. Jeg skubber med benene og har lukkede øjne. Åbner på et tidspunkt øjnene og registrerer at der er blåt (himmel) og jeg tænker, at vi vist holder i et kryds vedsiden af en anden bil, hvor føreren må synes, at det ser mærkeligt ud inde i vores bil.

Vi ankommer til Hvidovre. Jeg siger, at jeg ikke vil tage trappen – men det har Morten ligesom regnet ud <_< På gangen ned til fødegangen prøver jeg at skynde mig, jeg vil bare frem. Men jeg må stoppe og stå med hovedet ind mod væggen og bide tænderne sammen. Og Gud-hjælpe-mig om ikke vi bliver overhalet af en eller anden gravid med mand. :angry Tsk tsk – jeg vil bare ned til den fødegang NU og først i køen!

På fødegangen bliver vi vist hen til venteværelset, og der er lidt pause imellem veerne. Ikke meget, men de er på en måde mere definerede. De gør meget mere ondt, men jeg oplever egentlige ve-pauser (hurra). Prøver at sidde ned og at stå op. Finder min position med hovedet og hænderne op ad væggen – overvejer at slå mit hovedet ind i væggen. Klokken er cirka to og vi venter på en jordemoder.

Der kommer et andet par; hun har også ondt kan jeg se. Jeg går på toilettet, for jeg tror jeg skal tisse…De andre kommer til først.

Min tålmodighed er på prøve, vi venter rastløst… og jeg kan alligevel ikke give udtryk for min utålmodighed. Morten virker ret rolig, men har fortalt at han også er pænt utålmodig dér. Han siger: ”husk at trække vejret dybt skat”, jeg bider sammen og siger ”Hold kæft” :gal :D .

Der kommer en jordemoder, som først siger, at vi altså lige skal huske at blive registreret, når vi ankommer. ”Det har vi gjort”, siger Morten og jeg i kor. Nåååh, jamen ok, så vil hun da lige se på det og finde vandrejournalen og komme tilbage. Hun er sød, men har liiiige lovlig god tid og sludrer med en eller anden på gangen.

Hun tager os så med ind i et undersøgelsesrum, hvor jeg ligger mig på briksen og hun mærker efter, hvordan det ser ud. Veerne gør sindssygt ondt, synes jeg, og jeg tænker, at hvis hun siger ”to centimeter” nu, så kan de ligeså godt skyde mig. Hvis det skal gøre SÅ ondt i et døgn til, så dør jeg. Jeg var overrasket over, hvor pivet jeg egentlig måtte være, siden jeg reagerede så voldsomt på smerten, når nu de alle bare tog det så roligt, og det lod til, at der var god tid. Men hun siger heldigvis ”8 centimeter”, og jeg får store øjne. Det får hun dog ikke mere travlt af, for der er vagtskifte et kvarter senere (klokken 15), så vi skal lige vente på en ny jordemoder. Hun giver mig hospitalstøj på, imens Morten henter taskerne i bilen. Jeg finder plads op af væggen igen og da Morten kom tilbage, siger jeg, at jeg tror, det er presseveer. Han kalder på jordemoderen, og jeg siger: ”jamen jeg presser altså nu”.

Hun svarer med et meget roligt kald tilbage ”ja, men det må du altså ikke”.

Morten tænker: ”Så…Nu smadrer hun det hele”.

Men jeg spørger om ikke man kan få sådan en varmepude eller noget. Joh, det kan hun da godt lave til mig, siger hun og går så ud på gangen, hvor jeg kan høre, at hun snakker med nogen andre stille og roligt. Årh ja, hvor jeg bare har lyst til at kyle et eller andet ud af vinduet. "Kom så for helvede og hjælp mig" :box . Hun kommer tilbage med en varmepude, som jeg får på ryggen. Straks efter bliver jeg hentet i en kørestol. Varmepuden hjælper lidt, så jeg kan tænke under det meste af veerne, selvom de stadig bider vildt.

Vi kommer ind på en fødestue, hvor Jordemoder AM præsenterer sig. Jeg ligger på briksen og ømmer mig, og hun kommer mig til undsætning med lattergas, som hun roligt fortæller, hvordan jeg bruger. DET hjælper. Det gør stadig voldsomt ondt, men det tager altså toppen, så jeg er i stand til at følge hendes instruktioner. Hun sætter en elektrode på Fisters hoved og fast på mit ben, så vi kan følge ham. Så går hun rundt og gør ting klar, imens hun taler roligt til mig. Jeg skal op og stå for at hjælpe ham helt på plads. Der er klart presseveer. Jeg har ikke fået klyx og er både bange for at føde og at skide :blink Under veerne får jeg lattergas (eller er det ilt her – hun skifter i hvert fald på et tidspunkt), som Morten holder hen til mig. I pauserne skal jeg vrikke lidt og bevæge mig. Jeg står der i ganske kort tid og kommer så op på briksen igen.

Det var ikke meningen, at jeg ville have født på ryggen, og jeg ville gerne have været i varmt bad, så Morten har tændt for vandet. Men på briksen ligger jeg altså nu med fødderne oppe i nogle holdere og Morten er klar med ilten. Ved næste presseve siger AM, at jeg skal presse med. Jeg ømmer mig højlydt og hun fortæller, at jeg skal lade være med at sige noget, men i stedet bide sammen og presse og holde mine ben oppe. Det synes jeg først lyder helt uoverskueligt, men det går alligevel. Morten skal holde min ryg. Ved næste presseve går arbejdet i gang og jeg presser og presser… der sker noget, men jeg kan ikke følge med selv.

Jeg tror, jeg fødte i presseve nr. 5 – hvor nr. 3 ikke rigtigt duede. Hovedet og kroppen kommer i samme ve kl. 16.17, og jeg får vores lille søn op på min mave. Han er så fin. Lille og smuk. Morten klipper navlestrengen. Jeg skal syes efter en lille andengradsbristning og nogle rifter. Bliver ikke bedøvet, så indimellem gør det pænt ondt. Det tager en time, og jeg er ret træt af det lige dér, men AM er simpelthen så sød.

Fister bliver målt og vejet. 2780 g og 49 cm. Han er 26% under gennemsnittet, så vi skal følges lidt ekstra tæt de næste dage, men han har det fint og får fuld apgar-score.

Morten og jeg sidder og glor på vidunderet og bliver enige om, at han skal hedde Theodor. Han er bare den allerdejligste skabning, vi nogensinde har mødt.

Alt i alt synes jeg min fødsel gik rigtigt godt. Jeg er meget tilfreds med, at jeg stolede på min intuition og kom afsted til fødegangen. JM sagde også, at det bare gør voldsomt ondt, når man udvider sig så hurtigt, så jeg føler mig mindre pivet her bagefter. Det gjorde virkelig ondt, men i og med det gik så stærkt, synes jeg ikke, det var skrækkeligt. Det værste var den times tid, hvor jeg troede, at det bare var opstartsveer og at det skulle blive ved ”for evigt”. Da jeg først fattede, at jeg altså var ved at føde, var det mere til at arbejde med. Og for øvrigt stor cadeau til lattergassen!

Mit vand VAR i øvrigt gået inden jeg kom på hospitalet, så jeg har altså ikke selv opdaget det (hvilket jeg synes er lidt skræmmende, jeg har vitterligt været opmærksom på det i ugevis). Morten og jeg er også enige om, at det slet ikke var så voldsomt, som vi havde forestillet os. Jeg tror, vi begge havde forestillet os mere snask og blod og drama, men det var faktisk ikke ret meget, og vi fik også vist moderkagen, som er ganske fascinerende (på afstand). Det var en rigtigt fin oplevelse og på trods af farten og usikkerheden indtil vi kom ind på fødestuen, er vores fødselshistorie i hvert fald en positiv én.

[Fister]

Tak for alle tillykkerne:) Vi er så glade for ham, og når han nu har det rigtigt godt og normalt, så synes jeg det er sødt at han er så lille. Åh, han er dejlig og han er vores, hvor fantastisk er det lige.

Måtte dog ud og købe mere tøj til ham i str. 50, hvilket også er lidt for stort. Alle har ellers sagt, at det kan de dårligt passe efter en uge, så vi havde kun ganske lidt. Og så tisser han næsten hver gang han bliver skiftet. Jeg er svært tilfreds med at have vaskemaskine og tørretumbler.

Amningen forløber fint, men måske har han suttet lidt skævt, for mine niples gør allerede ret nas. Skal lige lære det.

[JaWeLa]

Dejlig beretning! :tak

Synes det er så fantastisk, at hvis man lytter efter, hvad kroppen prøver at fortælle og instinktivt følger med, så er det imponerende, hvad den kan helt af sig selv :)

Havde det lige som dig, da jeg fødte min 1., hvor det også gik stærkt. Hvis jeg skulle have den slags veer i flere timer, så var jeg parat til at tage alt det smertestillende, de kunne give mig. Men da jeg i tankerne overvejede, hvilke muligheder jeg havde, mens jeg stod på gaden og ventede på ambulancen, vidste jeg instinktivt, at der ikke var noget af det, der kunne nå at virke, inden jeg havde født. ;)

Man skal stole på sine instinkter!!!

[LouiseMalou]

Tak for en god beretning. Det lyder som om du har haft en hurtig, men god fødsel :)

[Bolsin]

Tusind tak for en dejlig beretning. Sjovt at læse når man også selv lige har født og bedre kan sætte sig ind i dine følelser undervejs. Godt at du lyttede til din krop og holdt på at ville tjekkes.

[Charlotte75]

Tak for at du ville dele din fødselsoplevelse med os.

Det lyder som om du på trods af smerterne har haft en god fødsel og endnu en gang viser det hvor vigtigt det er at man lytter til sin krop og følger sin intuition!

[louisevibe]

Dejlig beretning og lyder som en positiv oplevelse :)

Silke Elia var i str 50 i 5 uger, så ja, nogle børn kan det altså godt betale dog at købe det til.

Og endnu engang tillykke :)

[Sensommerbaby]

Super godt navn, Theodor- det er med i vores top 3 :)

Uh, vildt at det gik så hurtigt,tænk at ens krop kan holde til det. Det er jo ligesom tre års vokseværk effektueret i løbet af et par timer når man udvider sig. No wonder det gjorde nas...!!

[Mifune]

Tak for fødselsberetningen.

Jeg havde et lignende forløb og er glad for at kunne læse om din oplevelse.

Kan især genkende turen i bilen mod hospitalet og din beskrivelse af smerterne/veerne som pludselig ændrede styrke og hyppighed.

Jeg er bagefter også meget taknemmelig for at fødslen gik så hurtigt og at alt er forløbet godt - og at have stolet på min krop og intuition, da jeg insisterede på at komme til tjek på hospitalet, selvom de troede at jeg ikke var så langt i forløbet.