fru holden

fjollede bekymringer

10 indlæg i dette emne

Jeg kan virkelig tage mig selv i at bekymre mig om underlige ting...

f.eks. hvor meget tøj skal baby have på?,

kan jeg godt finde ud af at stille ham i en barnvogn og så bare gå indenfor?

Hvad nu hvis det ikke er en dreng alligevel, hvad skal jeg så gøre med tøj?

Hvornår skifter man blestørrelse?

Der er jo mange logiske svar på disse spørgsmål, men de plager mig alligevel...

Jeg får seriøst et lille menneske i mine hænder lige om lidt og så skal jeg bare kunne være mor, bare sådan... kan man det? og hvad nu hvis min mand slet ikke er ansvarlig?!.. hvis han bare ikke kan overskue og ikke gider...

Jeg kan snart ikke holde ud mere, hele tiden at gå fra "jeg kan ikke det her!" til "jeg glæder mig helt viiildt!"

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Uh kender godt følelsenwhistling.gif Jeg tænker helt på samme måde...

Jeg kan ligge søvnløs over det.... kan jeg virkelig finde ud af at være mor?? passe min elskling helt rigtigt.???

puu og idag er jeg også blevet bange for selve fødslen igen, selvom jeg ellers har været totalt klar på at det skulle jo bare overståes i de sidste ugers tid nu.. slag.gif

Når noget gør ondt, tænker jeg straks, på om det er nu..... og egentlig vil jeg godt lige til min jordemoder en sidste gang... og få stillet de sidste spøgsmål inden det går løs.. jeg kan gå helt i panik over at det kan ske før jeg når til jordemoder igen på tirsdag!!

og samtidig med alt det her, så glæder jeg mig virkelig meget til baby kommer......wee.gif

Jeg kender det, det var bare det jeg ville sige...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Har tænkt de samme ting med tøjet, maden, badning osv... Men jeg er kommet frem til at vi må prøve os frem. Mærke om hun har det for varmt, regulere mængden af tøj til næste gang osv osv..... Ingen af os vil være perfekte fra start..... det er fakta... Men så længe vi gør det bedste vi kan, så er jeg sikker på vi bliver nogle gode mødre.

Jeg kender ikke din mand, men jeg er sikker på at der er ur-instinkter gemt i os alle..... vi ved instinktivt hvad vi skal, når vi står med barnet i hænderne :)

Bekymringer er naturligt... en del af at bygge redde... en del af at forberede sig på det der kommer, for det er jo en kæmpe glædelig omvæltning.

Du er ikke alene med dine spørgsmål og bekymringer :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Åååååårh for pokker tænker de samme tanker næsten hver dag :rolleyes

Men er sikker på vi nok skal klare det, jeg har hørt at de der bebser alligevel kan holde til en del, og de giver vist også lyd fra sig når man ikke gør det godt nok :loveshower

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Har tænkt de samme ting med tøjet, maden, badning osv... Men jeg er kommet frem til at vi må prøve os frem. Mærke om hun har det for varmt, regulere mængden af tøj til næste gang osv osv..... Ingen af os vil være perfekte fra start..... det er fakta... Men så længe vi gør det bedste vi kan, så er jeg sikker på vi bliver nogle gode mødre.

Jeg kender ikke din mand, men jeg er sikker på at der er ur-instinkter gemt i os alle..... vi ved instinktivt hvad vi skal, når vi står med barnet i hænderne :)

Bekymringer er naturligt... en del af at bygge redde... en del af at forberede sig på det der kommer, for det er jo en kæmpe glædelig omvæltning.

Du er ikke alene med dine spørgsmål og bekymringer :)

Jeg er HELT enig!

Vi er ikke perfekte nogen af os og det ER et stort ansvar - men de eneste der ved hvad der er det allerbedste for lige netop vores barn er OS!!! Der er heldigvis rigtig meget kompetent fagpersonale til at hjælpe, der er masser af veninder og/eller familie at søge råd hos osv. Men det aller aller bedste råd er at lytte til dig selv - kan du fx ikke lide at lade ham ligge i barnevognen jamen hvem siger så at han SKAL? Mht tøjet kan du ALTID spørge SP og ellers kan du som hovedregel tænke "ok - i den her situation (fx ligge i barnevognen, sidde stille i en klapvogn m.m.) hvor meget tøj ville jeg så selv tage på hvis det var mig?" Og så mærk efter i nakken, har han det varmt? så tag noget tøj af.

Mht til kønnet - jamen så er jeg bare helt og aldeles der hvor du er :D men vil lige tilføje at hvis vi fik en dreng selvom vi til 2 scanninger har fået at vide at det er en pige, så vil jeg føle at jeg har mistet et barn :( men det er risikoen man løber.

Din mand skal NOK føle et stort ansvar for jeres søn - jo mere du lader ham komme til mht at skifte og fx bade, jo tættere forhold får de.

Dine tanker er helt helt normale og jeg føler virkelig at jeg er unormal fordi jeg tager det hele så afslapppet og ikke er nervøs - så jeg er bange for at når hun er her så bliver jeg ramt af en kolo enorm overraskelse over hvor hårdt det er og hvor mange spørgsmål der melder sig og usikkerhed m.m.

Jeg er dog urolig for om amningen kommer til at fungere - omvendt så vil jeg ikke se det som et nederlag at gå over på flaske hvis det er nødvendigt!!!

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ih hvor jeg kan følge dig. Har også alle spørgsmålene.... Kan jeg virkelig finde ud af det her...., hvad hvis jeg gør noget galt. Puha altså.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg kan hilse fra en erfaren mor (mig) og sige at bekymringerne har I for livet piger, når I har valgt at få barn. De første her vil blive erstattet af nye og forhåbentlig vil de ikke fylde alt for meget i dagligdagen, men har man først ansvaret for et barn (eller flere) så går det aldrig væk.

Jeg er bekymret for hvordan jeg kan hjælpe min søn på 17 med at klare sig i livet, bekymret for om jeg støtter ham nok som mor, kommer han ud i noget skidt, hvor meget skal jeg blande mig i hans liv med vennerne osv. Jeg er bekymret for min datter på 15 som er så stædig nogen gange og ligner mig så meget, kan jeg beskytte hende mod de samme dumheder jeg selv har begået, er jeg skrap nok når hun fx kommer for sent hjem eller tømmer slikskabet osv. Jeg er bekymret for min datter på 7 som pludselig er blevet lidt buttet og er frygtelig kræsen, hvordan hjælper jeg hende til bedre spisevaner uden at gøre det til et stort problem osv. Og jeg er bekymret for hvordan jeg skal overkomme alt det jeg har at gøre med min store familie når der kommer en lille ny som sikkert kræver mig en del i starten. Hvordan sikrer jeg mig at mine børn får et godt søskendeforhold til hinanden og den ny lillesøster, hvordan vil min kæreste reagere og vil han komme til at gøre forskel på "mine" og "hans" barn... osv osv osv :)

Mange af bekymringerne og problemerne har heldigvis løsninger. Jeg siger bare, jeg tror aldrig det holder op. Og man skal hele tiden huske at perfekte forældre slet ikke findes, man gør det så godt man overhovedet kan, beder om hjælp når man har brug for det og øver sig i at stole på sig selv som mor og det er godt nok! Godt at man elsker dem så meget at det er til at bære! :biglove

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

De tanker har jeg også tænkt, altså dem der går 18 år frem....... :) Og de kommer til at gøre deres egne erfaringer. Vi kan sige nok så mange gange, lad nu være med at drikke så meget, du får det skidt.... jeg fik det selv at vide... og vupti, det afholdte mig ikke fra selv at lande i fælden... Jeg var en lille miss modsat, du må ikke køre med fremmede, jamen .... så skulle jeg da blafre.... Har sagt til min mand, at jeg håber lillepigen har hans gener.... ellers får vi simpelthen noget af en opgave..... Jeg er nu klar over hvilken hovedpine jeg har givet mine forældre... Ikke noget at være stolt af...

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

hehe... ååh ja, det der rammer hårdest er nok erkendelsen af ikke at kunne gøre det perfekt...

Egentlig er jeg ikke en kontrolfreak, men jeg er nærmest panisk angst for at lave fejl med det er barn alligevel... det kan jo ikke lade sig gøre at være perfekt, det ved jeg godt, men jeg vil ikke rigtig acceptere det alligevel.

det er en visdom som jeg må lære hen af vejen sikkert... dejligt at i har de samme bekymringer og tanker <3

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg kan virkelig tage mig selv i at bekymre mig om underlige ting...

f.eks. hvor meget tøj skal baby have på?,

kan jeg godt finde ud af at stille ham i en barnvogn og så bare gå indenfor?

Hvad nu hvis det ikke er en dreng alligevel, hvad skal jeg så gøre med tøj?

Hvornår skifter man blestørrelse?

Der er jo mange logiske svar på disse spørgsmål, men de plager mig alligevel...

Jeg får seriøst et lille menneske i mine hænder lige om lidt og så skal jeg bare kunne være mor, bare sådan... kan man det? og hvad nu hvis min mand slet ikke er ansvarlig?!.. hvis han bare ikke kan overskue og ikke gider...

Jeg kan snart ikke holde ud mere, hele tiden at gå fra "jeg kan ikke det her!" til "jeg glæder mig helt viiildt!"

Min første tanke omkring det er : TILLYKKE - du er allerede her på vej til at blive den bedste mor for dit barn.. :7himmel

Du gør dig tanker (og bekymringer) som skal være der for at gøre det bedste som mor..

Du reflekterer over hvordan du skal klare det - er åben overfor at vende og dreje muligheder for at håndtere det at blive og være mor. Det ser jeg som den bedste start på tilværelsen som mor.

Det vigtigste er bare at du stoler på dig selv over at det du gør er rigtigt i situationen og hviler i dig selv..så er jeg sikker på at du vil klare det til UG.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER