Hvordan har temperamentet det??

[A.K.]

Hej piger

Ja det er nok en underlig overskrift, men jeg håber virkelig der er nogle af jer, der vil svare, for ved ikke om jeg er ene om at have svært ved at styre mit temperament.

Jeg har altid været en temperamentsfuld pige. Lige fra jeg var lille, har jeg "skabt mig åndsvagt" når jeg blev sur, og selvfølgelig har det kostet en del mobberier fra de "kære" skolekammerater.

I en del år har jeg gjort en seriøs indsats for at styre mit til tider hidsige temperament, men efter jeg er blevet gravid, er det bare eksploderet. Der skal ingenting til før jeg bliver tricket og derfor ryger op i det røde felt. Det kan faktisk ske med så kort varsel, at familien ikke når at opdage det før det er for sent. Nogle gange er det ganske små bagateller jeg flejner over, og andre gange skal der betydeligt mere til, før jeg mister kontrollen, og desværre ved jeg ikke hvornår det er det ene tidspunkt, og hvornår det er det andet.

Jeg havde virkelig glædet mig til at blive gravid - mærke babyen sparke, føle glæden ved at blive mor igen og se, hvordan min mave begyndte at tage form - men her de sidste mange uger syns jeg faktisk ikke det er så fedt igen. I min første graviditet var jeg overhovedet ikke så præget af temperamentet, og jeg tog ikke ret meget på. Denne gang har jeg ondt i min ryg, masser af vand i kroppen, har taget RIGTIG meget på (tør ikke stille mig på vægten mere, men tror jeg har taget mere på på nuværende, end jeg havde da jeg fødte den første) og ligner allerede en, der er i 8. måned. Jeg er besværet hver eneste dag og glæder mig bare så meget til at få den her skide graviditet overstået, for hold da op den påvirker mit temperament. Jeg er utrolig hurtig til at blive gnaven, ked af det, irriteret og direkte sur, og det gør mig SÅ frustreret, for det går jo ud over min familie. Så sent som i aftes havde jeg et skænderi med min mand (om tøsebarnet), hvor jeg til sidst kørte min vej fordi jeg ellers ville sige ting, jeg ville fortryde senere.

Er jeg den eneste, der er som en hormonfyldt temperamentsfuld tikkende bombe?

[Little Miss]

Nope... Not the only one.

Jeg eksplodere også over de mindste ting. I næste øjeblik kan jeg begynde at tude. Det er så ubehageligt ikke at kunne kontrollere det.

Min kære mand har efterhånden lært at håndtere mig. Han måtte lige vende sig til den nye version af raseri- og tudeanfald men det går.

Det er mere pinligt når det går ud over andre <_<

[SarahDK]

Det lyder da rigtig kedeligt at have det på den måde. Håber for dig det bliver bedre. Det lyder som om det går dig rigtig meget på.

Jeg var noget smågnaven i starten af min graviditet, mest på arbejdet hvor min lunte ikke var så lang. Det er gået over nu (måske fordi jeg også har skiftet arbejde). Jeg har nu også den luksus primært at skulle passe på mig selv (udover mit arbejde) og lader mig generelt nok ikke gå på af "ting". Håber det holder ved.

[Guest]

Jeg er blevet så glad og lettet efter jeg er blevet af med min lorte arbejdsplads, som bestemt ikke kunne behandle sine ansatte som medmennesker... så nu mærker jeg ikke så meget til den slags anfald mere....

men jeg har da haft lidt af det, og det var godt nok ikke sjovt... at kunne blive så rasende.... og lige efter ked.... så føler da med dig, og andre der har det sådan

[Pumpkins]

Du er ikke alene! Jeg har også fået en side, begge ikke lige havde før. Der skal bare ingen ting til nogle gange, og en enkelt gang eller 2 er det kogt helt over, og jeg har fået sagt nogle ting til min mand, som han bestemt ikke har fortjent!

Lige nu er jeg sygemeldt fra mit studiejob og med min hidtil største eksamen på onsdag (pensum på 3-4000 sider om noget virkelig tungt og kedeligt). Presset er endnu større af, at hvis jeg dumper, vil eksamen ligge i august - så det er ikke rigtigt en mulighed. :(

Så jeg har, udover en masse hormoner, også et stort psykisk pres og en masse rastløshed efter at lave fysisk, men kan bare ikke. Så ja, min lunten er desværre rigtig kort lige for tiden...

[A.K.]

Jeg er faktisk rigtig glad for jeg ikke er den eneste hormon bombe, men syns det er synd for i andre at i også "døjer" med det som jeg gør.

Jamen vi kan da bruge denne tråd til at få afløb for nogle aggressioner :whistling

[Forunderligt]

Jeg syns egentlig det er mærkeligt, for hvis jeg skal sige hvordan jeg har det syns jeg jeg har det rigtig godt. Mit humør/sindsstemning ligger generelt i positiv feltet under graviditeten. Til gengæld syns jeg der er rigtig mange små ting at beklage sig over, og som går mig mere på end de måske ellers ville. Og så er der de der temperaments/humør udsving, jeg kan HELT skrive under på hvordan du oplever det. Nogen dage sidder jeg bare tilbage og tænker jeg slet ingen kontrol har over mine følelser længere, og jeg bare er en hormonbombe der kan eksplodere når som helst, og jeg slet ikke kan kende mig selv eller styre det. Så blir jeg altså både ret ked af det og skræmt over mig selv, selv om jeg er ret sikker på at det skyldes graviditeten (og dermed er midlertidigt) og jeg ikke er decideret sindssyg.

Hvor er det godt vi har tilgivende mænd/kærester/omgivelser, og at om 3-4 mdr blir vi forhåbentlig lidt mere "os selv" igen.

:balloons