FØDSELSBERETNING :wub
Nu er det godt og vel 9 mdr siden den mest fantastiske og smukkeste lille dreng kom til verden, og tiden indtil nu har bare fløjet afsted. Derfor kommer her en meget forsinket fødselsberetning om en igangsættelse der efter blot 4 timer og 20 min. efter vandet blev taget førte til mødet med vores fantastiske søn Johann.
D. 19 sep. 2014 var dagen hvor jeg skulle sættes igang efter aftale med jordemoderen. Jeg var på dette tidspunkt 41+3 og efter 4 hindeløsninger og alt for mange modningsveer 14 dage op til denne dag, kom dagen hvor jeg skulle have taget vandet for nu skulle vi altså møde vores lille guldklump!
Vi tager lige dagen fra begyndelsen..
Natten til d. 19 sep. husker jeg som primært søvnløs! Jeg var mega spændt, for jeg vidste jo at kl. 08:30 skulle jeg møde op på hospitalet, og ville være den sidste nat hvor min søn stadig ville ligge indeni maven. Jeg talte minutter og ville bare have at solen skulle stå op så vi kunne komme afsted. Jeg var efterhånden blevet gigantisk stor og de 10 dage jeg var gået over termin føltes som 100 dage!!
Uret ringede kl. 06 hvor jeg gik ibad. Det var en fantastisk morgen og omkring kl. 08:00 stod solen højt og det var allerede 20 grader. Vi pakkede de sidste ting og drog mod en bager for at spise lidt morgenmad... det var lidt mærkeligt at skulle sige til min mand "sååå, lad os tage ud og føde vores søn" ;-)... det passede dog min ordens hjerte fint, at jeg vidste at det var iDAG han skulle komme. Alt var klappet og klart til hans velkomst, og huset va rengjort var ende til anden, så det skulle jeg ihvertfald ikke tænke på.
FØDSLEN
Som aftalt møder vi på fødselsgangen kl. 08:30. Jeg får lavet en ctg som ser fin ud.. Jeg vidste på forhånd, at jeg var nogle cm. åben, og at jordemoderen derfor kunne nøjes med at tage vandet på mig. Jeg spurgte dog pænt om at få et klux før vandafgang for at undgå for meget gris under fødslen og dette fik jeg.
Jordemoderen brugte faktisk en del tid på at få hul på fosterhinden så vandet ville gå.. på et tidspunkt siger hun faktisk "jeg tror ikke jeg kan få hul...", men til sidst lykkedes det hende. Min hinde har åbenbart været MEGET tyk. Når.. men når først hun fik hul væltede fostervandet ud hvilket var en virkelig mærkelig fornemmelse.. det var som at tisse uden overhovedet at have kontrol over det. Jordemorderen spurgte lidt ind til hvordan jeg vil føde, hvilke stillinger jeg havde overvejet, hvordan jeg havde det med smertstillende og om der var nogle former for smertestillende jeg ville afprøve først hvis dette blev nødvendigt. Jeg havde altid haft en ide om at føde uden smertestillende og fortalte at varme altid har fungeret godt som smertelindrende på mig og at jeg altid slappede godt af i et varm karbad. Så derfor var karbad første prioritet. Jeg var egentlig frisk på at føde på alle mulige måder da jeg ikke rigtig synes jeg ville kunne udelukke den ene stilling frem for den anden - bare det føltes godt i den given situation. Jeg havde dog tænk på at føde i sengen og gerne liggende med fødderne op.
Når.. men vi fik efterfølgende at vide at veerne kunne komme indenfor 10 min til 1-2 timer, og vi besluttede os derfor for at gå en tur ude på Galløkken som er et naturområde tæt på hospitalet..Vi havde aftalt med jordemoderen at vi lige meget hvad skulle vende tilbage til fødestuen senest 2 timer efter. Vi tog bilen derned og allerede før vi forlod hospitalet mærkede jeg lidt stærkere plukveer, og at det trak godt ned i mit bækken.. dette var dog noget jeg var vant til igennem modningsveerne, som jeg synes gjorde lidt av til sidst.. jeg havde dog inden anelse om hvilke smerter der ventede mig :D
På Galløkken gik plukveerne hurtigt over i rigtige veer, men var sagtens noget jeg kunne holde ud. Vi havde holdt det hemmeligt for familien at jeg ville blive sat igang, så vi valgte at udnytte ventetiden til at ringe til vores forældre og fortælle at deres barnebarn var på vej. De udbrød selvfølgelig alle ud i lykke.
Veerne tog til og kom hurtigt med 4 min mellemrum, da den første rigtig stærke vee kom skreg jeg, og blev virkelig overrasket over hvor ondt det gjorde. Vi gik over til bilen og veerne bare kom - den ene efter den anden. Turen til hospitalet følte som lang, men tog kun 3 min. Jeg skreg og grad af smerte og kunne slet ikke finde ro eller finde ud af hvordan jeg skulle håndtere det. Min mand var meget opsat på at jeg skulle sidde i en kørestol fra indgangen til hospitalet til fødegangen, men det kunne jeg slet ikke håndtere og haltede og stønnede bare hen til elevatoren og var pludselig fuldstændig ligeglad med alle andre omkring mig.
Hulkende og frustreret vælter jeg ind på fødestuen og jordemoderen kommer med det samme ind. Vi har kun været væk i godt 45 min. og mine veer kommer med 1 min. mellemrum. Jeg kan huske jeg synes at veerne er et helvede og jeg slet slet slet ikke kan se hvordan jeg skulle klare mig igennem dette. Jeg kunne ikke finde ro og kunne ikke finde en stilling som var "behagelig". Jeg prøvede at ligge ned på sengen, stå op, sidde i en stol men intet hjalp. Jordemoderen var hurtig til at gøre karbadet klart, og det var virkelig dejligt at komme derned. Veerne gjorde stadig mød hamrende ondt, men det varme vand gjorde på en eller anden måde at jeg slappede meget mere af og kunne koncentere mig i at komme igennem de meget kraftige veer. Min mand sad bare og kiggede på mig mens jeg lå med lukkede øjne. Han var så sød til at ligge en kold våd klud på min pande hvilket var rart. Så snart kluden mistede sin virkning og blev varm begyndte jeg at koge i vandet.. efter at have ligger der godt 1 time kunne jeg slet ikke have at jeg skulle forholde mig til at være så opkogt! Jordemoderen synes det var ærgeligt at jeg ville op at karbadet da jeg netop var så god til at komme igennem veeerne men alt den varme drev mig til vandhvid og jeg havde slet ikke overskud til at forholde mig til det også! Jeg husker jeg simpelthen var så træt og udmattet efter de mange og stærke veer, og mine ben falder faktisk sammen under mig da jeg skal op fra badekaret. Jeg kan næsten ikke stå på mine ben af bare udmattelse og skal støttes af både jordemoderen og min mand for at komme over i stolen..
Jeg var på det tidspunkt godt 5 cm. åben og det at sidde i en stol var frygteligt. Jeg bad om at komme over i sengen hvor jeg lå på siden. Jeg husker at jeg heller ikke havde overskud til at tale med hverken min mand eller jordemoderen. Bare det at skulle besvare et spørgsmål var næsten for meget for mig, selvom det lyder mærkeligt. Jeg selv sagde ingenting og havde kun overskud til at komme igennem veerne og lave lyde dertil. På et tidspunkt kan jeg huske jeg overvejede at få lattergas, men jeg kunne slet ikke finde ud af at sige det højt.. så jeg fik det aldrig. Jeg havde bare så ondt, men det hele gik fint og jeg udvidede mig hurtigt. På et tidspunkt skal jordemoderen sætte CTG på mig mens jeg ligger i sengen og det husker bare at det spolere min dybe koncentration fuldstændig og gør mig rigtig rigtig vred. Jeg råber af jordemoderen "er det virkelig nødvendigt"?? "JA" siger jordemoderen skrapt og jeg acceptere selvfølgelig dette :D ...
Da jeg er 7 cm. åben får jeg de første presseveer.. jeg husker jeg blev så overrasket over hvor meget jeg skulle kæmpe imod for ikke at presse med. Det var det jeg havde mest lyst til, og det samme havde min krop. Jeg kunne faktisk ikke lade være med at presse en lille smule med hvergang, og jeg kan huske at jordemoderen gik lidt i panik og beder mig om at gispe alt hvad jeg kan. Jeg kan slet ikke finde ud af at gispe.. Især min mand går totalt i panik da han på et tidspunkt står alene ved min side, da han jo godt ved hvad konsekvensen at at presse med når man kun er 7 cm. åben er.. han bønfalder mig i ikke at presse med og gisper med mig. Jordemoderen må til sidst tage sin hånd ind og presse imod på barnets hoved, så min krop kan nå at følge med og jeg ikke går i stykker..
30 min efter er jeg fuld åben og jeg får lov at give efter for presseveerne. Dette var det bedste tidspunkt under fødslen. Jeg kunne pludselig få lov til at samarbejde med min krop og dette føltes bare så befriende. Jeg kommer om på ryggen og ligger som jeg havde ønsket tidligere.. med benene oppe. Jeg er rigtig god til at presse med under presseveerne og min søn glider længere og længere ned i bækkenet .. det gør dog så ufatteligt ondt da hovedet skal til at blive født!! Hele pressefasen varede 40 min. og jeg husker jeg siger flere gange "er han ikke snart ude"... det gjorde bare så ondt altså. Da hovedet er født skriger Johann allerede. Jeg husker jeg siger "er det ham der skriger=??" og jordemoderen bare griner og siger "JA, og Sissel næste gang du presser så kommer han ud".. og det kom han.
Johann er så smuk, og jeg græder/griner af glæde og får ham op til mig. Navlesnoren er dog meget kort, så den skal min mand selvfølgelig klippe hvorefter Johann ligger på mit bryst og bare skriger. Alt hver der hedder smerter er væk og Johann søger hurtigt hen mod mit bryst. Jeg husker jeg ser op på min mand som med tåre og glæde i øjenene bare kysser mig og vi er bare så lykkelige.
Fra de tog vandet til Johann var ude tog det 4 timer og 20 min. så det var en hurtig men god fødsel på trods af smerterne. Jeg fik intet smertestillende og fik kun 4-5 sting efter nogle mindre bristninger. Få min. efter føder jeg moderkagen som ser fin ud.
Johann vejer 3690 og er 49 lang. En smuk og dejlig dreng som bare er helt perfekt.
Beklager den LANGE LANGE beretning men håber i nød at læse med.
