ocelot

Tak for det. Ja, det er min kære hustru jeg har beskrevet. Jeg kunne godt have fortsat, eller gjort beskrivelserne mere detaljeret, men jeg synes efterhånden teksten var blevet rigelig lang.

Jeg synes had er et stærkt ord at bruge om den person m/k man har valgt at dele livet med. Jeg vil istedet skrive, hvad jeg finder irriterende - hvad jeg er godt træt af - hvad er træls: - At min hustru er så god til at rode. Før jeg mødte hende, havde jeg et pænt og ryddeligt hjem. Ikke sådan et Bo Bedre hjem, hvor man var bange for at bevæge sig rundt, men et helt alm. hjem hvor der blev holdt orden. Havde jeg brugt noget, blev det sat på plads efter brug og hver fredag blev der gjort meget grundigt rent. Hvis min hustru så også var god til at rydde op efter sig, var det vel ok, men så heldig er jeg ikke. Nogle gange er jeg fristet til at tage en flyttekasse frem, og med min ene arm skrabe alle hende sager, der endnu en gang, efter få dages "pænt hjem", igen flyder alle steder, ned i kassen. Efter et par uger mangler hun vel et eller andet, og jeg kan så fremtrylle kassen, der velsagtens nu er ved at være fuld, med ordene: Den er nok hernede... Det er mig der står for al rengøring i vores fælles hus. Jeg rydder op, tørrer støv af, gør rent på badeværelset, vasket gulv, vasker vinduer osv. Skal der males eller lign. er det også mig, på nær en enkelt gang hvor hun malede den ene indgang : Et lille vindfang på 1,2 x 1,5 meter? Det er frustrerende at have ryddet grundigt op; bare i køkken og stue; for at det ser farligt ud to dage efter. I de 7 år vi har boet sammen i huset, har hun støvsuget en gang. Det var en så epokegørende oplevelse, at jeg tog et par billeder i smug, blot for at dokumentere det. Badeværelset har hun ordnet en håndfuld gange. Det mest mærkelig er så, at når jeg er kommet i bund med det hele, siger hun: "Hvor er det altså blevet pænt og hvor er det dejligt. Skal vi ikke prøve at holde det nede denne gang?" Øh... Jo, tak. Gerne. - At det kun er mig der ordner alt udenfor. Vores have er nem. Det meste er græs og fliser, men det er så også kun mig der slår græs. Hækken (60-70 meter lang og 2,10 meter høj) er det mig der klipper. Hvert år tilbyder hun at hjælpe med at rive alt hækklip sammen i bunker, men det bliver ind til videre ved tilbuddet. - At hun ikke er så god til at ligge vasketøj i de dertil indrettede kurve. Hun er glad for at smide sit tøj ved siden af hendes side af sengen. Når det endelig bliver fjernet (ofte af mig) kan man de næste par dage eller 5 opleve, hvordan det bliver mere og mere vanskeligt at komme langs hendes side af sengen. - At det er mig der ordner langt det meste vasketøj. Hvis jeg skal være helt ærlig (og hvorfor skulle jeg ikke det?!) er hun blevet bedre til det. Men det er fortsat mig der tager langt størstedelen af det. Når tøjet er tørt, er det næsten altid mig der folder det sammen. Hendes tøj bliver også lagt pænt sammen, og hvor ville det dog være rart hvis hun selv kunne placere det i hendes skab. Det sker nogle gange, men for det meste er det mig der gør det. Hun sagde engang, at hun ville have det fint med blot at tage det rene tøj fra den foldekasse, det gerne ryger i når det er taget ned fra snoren eller ud af tumbleren. Men så skulle vi jo have den stående (og se grim ud). Næppe... - At hun ikke kan skubbe sin stol på plads efter brug. Vi har lært vores knap 4-årige søn at skubbe hans stol på plads. Han skal nogle gange mindes om det, og det er også ok. Jeg har ikke helt lært hende det endnu. - At de regler hun opstiller ikke er nogle hun selv skal følge. Eks.: Vores søn er ganske velopdragen, sød og eftsigende et nemt barn, men som de fleste andre børn afprøver han grænser. Når han flere gange, på flere måder af min hustru har fået at vide, at det han foretager sig ikke er OK, begynder man måske at blive lidt mere vred på ham. Så bryder jeg måske ind, udelukkende for at hjælpe, fordi han ofte har lidt mere respekt for mig. Det mener hun ikke er ok, for da hun er lige i gang med sætte grænser, vil hun også afslutte det. Det er fint med mig, men det må vel gå begge veje?! Så når det er mig der er i færd med at sætte grænser for barnet, så skal hun ikke afbryde mig. Det er vel fair nok!? - At hun roder så meget når hun laver mad. Forstå mig ret: Jeg holder meget af når hun laver mad. Hun er bedre til det end jeg er, men jeg har aldrig forstået hvordan hun kan rode så meget, på så lidt plads. I stedet for at smide brevene fra Knorr sovsen i vasken, plejer jeg at putte dem i skraldespanden. Alt det køkkengrej, jeg ved jeg ikke skal bruge mere kommer jeg i opvaskemaskinen. Ikke hende. Når maden passer sig selv, kan man jo passende rydde lidt op i køkkenet (i stedet for at sidde med en iPad). Jeg har ikke noget imod at rydde op efter aftensmaden, men det er unægteligt noget nemmere når det er mig selv der har lavet maden. Så er det meget begrænset hvad der skal ordnes. Har min hustru lavet mad, er vi ude i rod af nærmest bibelske proportioner. Hun siger, hun godt kunne ønsker sig lidt mere bordplads i køkkenet. Der er også meget begrænset bordplads, men tænk hvis hun havde mere plads at rode på...GYS!!!

En lille opdatering: Min hustru forsøgte at få fat i sundhedsplejersken igår, og hun ringede så tilbage idag. De talte lidt om situationen og hun fortalte at hun kunne mærke at min hustru ikke var helt klar til at stoppe udmalkningen da hun var på besøg sidst. Hun mente ikke der ville være nogle nævneværdige problemer i at stoppe. I hvert fald ikke for barnet, der jo var yderst velfungerende. Hun skal nu malke ud 3 gange om dage i stedet for 6. Hun skal bare tage toppen af det der er, og begynder det at spænde i brysterne mellem udmalkningerne, skal have fat i pumpen igen; blot for at tage presset. Så skulle produktionen aftage. Hun var sikker på drengen ville trives fint med erstatning, og det er jo også det der er langt størstedelen af hans nuværende menu.

Tak for alle jeres svar og jeres forståelse. Som nogle er inde på står det nok mellem linjerne hvad vi nok mest ønsker, men derfor kan det godt være en god idé at søge råd, og ikke mindst høre om andre har været i en lignende situation. Det kan jeg forstå er tilfældet. Der er selvfølgelig tale om en elektrisk pumpe. Vi har lejet den i Babysam. Det er ikke den orange/gul Medela som de havde på barselgangen, men detn fungerer på samme måde med begge bryster samtidigt, og med mulighed for justering af antal "sug" og intensitet. En sag til 7500 kr... Ja, mor får mad og drikke nok. Med hensyn til at kunne se barnet mens der pumpes ud, sidder jeg ved siden af hende og mader drengen, så der er rig mulighed for at beundre vidunderet mens der arbejdes med modermælken. Så nedløbsrefleksen burde blive sttimuleret, og ellers bliver der holdt en pause fra pumpen mens min hustru gnider sine bryster som hun fik lært. Ang. rengøring af udstyret er det ikke så meget flaskerne jeg hentyder til. Selv om vi pt. kun har fire flasker (flere er på vej) har vi kun to flasker/"tragte" til brystpumpen (et til hvert bryst) og disse kommer en tur i sterilisatoren hver gang de er brugt. Det er korrekt at hun ikke ammer. Det han efterhånden helt nægtede nogen interesse for brysterne, fik vi at vide at flasken var vejen frem. Enkelte gange har barnet ved egen hjælp taget fat i brystet efter vi er kommet hjem, men det er sjældent. Om det ligefrem er skadeligt for produktionen af mælk stiller jeg mig lidt tvivlende overfor. Det er muligt det er rigtigt, men det modstrider de oplysninger alle de ansatte inkl. jordemødre gav os: De sagde, at det blot var et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Altså, jo mere mælk der kom ud af brysterne, desto mere ville der blive produceret. Der var aldrig tale om hvilken metode der skulle bruges for at få mælken ud, eller om den ene metode være bedre end den anden. Om der er noget galt med hans nakke ved jeg ikke. Sundhedsplejersken siger han er sund og rask, og han virker da også rigelig mobil i nakken. Under alle omstændigheder skal han ikke til kiropraktor.Jeg har gået fast til kiropraktor 4-12 gange/årligt i 22 år. I starten var jeg glad for det, men efterhånden som årene gik blev jeg opmærksom på a t ligemeget om jeg klagede over smerter i nakken, ryggen eller lænden, var det altid den samme rutine jeg skulle igennem. Han tog fat i mig på præcist samme måde hver gang, og det virkede efterhånden som om jeg blot var en måde at tjene penge på. Min gang hos kiropraktoren sluttede for et halvt år siden, da jeg klagede over nakkesmerter. Igen fik jeg samme behandling som alle andre gange, hvilket gjorde det hele meget værre. Et par dage senere ved læge og fysioterapeut viste det sig at han ikke havde opdaget at en bruskskive i nakken var på vej ud, og en anden behandlingsform var påkrævet. Så det var mit sidste besøg hos kiropraktoren. Men det er jo en anden historie. Hvis vi nu beslutter os for at stoppe malkningen (og det gør vi nok), hvad er så den bedste fremgangsmåde? Er det en god idé at stoppe fra den ene dag til den anden, eller er det bedre at trappe langsomt ned i antallet af udmalkninger? Min største bekymring er brystbetændelse. Ved man noget om hvad der sker med evt. mælk der sidder tilbage i brystet?! Vil det blive optaget af kroppen igen, eller finder det selv vej ud? Foreløbigt mange tak for jeres hjælp og svar. Edit: Nej, det er som regel mig der giver ham mad. På den måde er jeg lidt mere involveret i barnets første tid, men til gengæld kommer hans mor til at savne ham frygteligt. 3 ud af 5 gange er det nok mig der mader. Når han er mæt kommer han over til hende. De sidste 3-4 dage har hun taget mere over pga. savnet, og det er fint for mig. Jeg vil ikke gøre noget der ødelægger mor/barn bindingen. Vi bruger pt. Philips Avent flasker. Han får blå Allomin efter anbefaling fra hospitalet, man er også blevet anbefalet den grønne; især hvis der skulle komme problemer med maven. Edit 2: Selv om det var sundhedsplejerskens idé at med en plan for udmalkning, var det ikke noget krav fra hendes side. Hun spurgte flere gange om det var OK, og der var ingen tvang. Det skulle hele tiden være på vores præmisser.

Vores søn blev født d. 9. januar og var lidt lille, så den stod på early feeding. Min hustrus mælk ikke faldet til, så drengen fik ikke meget ud af at ligge ved brystet. Det blev pumpet ud hver 3. time. I starten kom der næsten intet; under en halv ml., og kun langsomt steg mængden. Selv om der kom mere mælk, var det mere end vanskeligt at få ham til at ligge ved brystet. Vi var indlagt på hospitalet de første 6 dage og fik ofte hjælp, da drengen nægtede at tage imod brystet. Han blev vejet før han skulle ammes og vejet efter, hvilket resulterede i et vægttab på 5 gram. Han havde brugt så mange kræfter på at kaste sig rundt, at det mælk han havde fået, var brændt af og så lidt til. Ergo var det ikke noget han fik meget ud af. Der blev prøvet med suttebrik, med sonde, med suttebrik og sonde samtidigt, men lige lidt hjalp det. Han skreg, blev ildrød i hovedet, var generelt vred over det og fik meget lidt ud af det. Vi var enige om at det nok var fordi han var lidt for svag til at få nok ud af at ligge og sutte, og at det var mere vigtigt at han fik noget mad. Min hustru har altid gerne ville give bryst. Ikke at hun har haft en decideret mission med det, men det var "bare det man gjorde". Derfor var det også vild frustrerende for hende, at drengen ikke ville tage føde til sig. Det var trist at se den lille dreng virke mere og mere frustreret over ikke at få nok at spise, og det var trist at se min hustru blive ked af det. Hun ville bare drengen det bedste. Til sidst blev der taget en beslutning om at fra nu af skulle der pumpes mælk ud der så skulle gives på flaske, og var der ikke nok skulle der suppleres op med erstatning. Lettelsen var stor ved alle parter, da vi nu kunne se at drengen blev mere kvik og frisk. På daværende tidspunkt var hun ind i mellem oppe på at pumpe 45-50 ml. ud. Det var dog ikke hver gang; ofte var der mindre. Vi skulle hjem, og i løbet af et par dage faldt produktionen af mælk desværre. Da vi rådførte os med sundhedsplejersken, blev det aftalt at min hustru skulle fortsætte med at pumpe ud 6 gange dagligt i de næste 10-11 dage ind til hun igen kom på besøg. Det blev overholdt, men alligevel faldt produktionen. Enkelte gange var der 30 ml. men ofte var der blot 5-10 ml. Nu står vi så i den situation, om hun helt skal trappe ud af udpumpningen?! Jeg begynder på arbejde efter weekenden, og det tidsforbrug der går med at give drengen mad på flaske (der så skal rengøres), for derefter at sidde 20-30 min. ved brystpumpen står ikke helt mål med at få 5 eller max. 10 ml. ud af det. Hidtil har jeg jo kunne give ham mad, mens min hustru sad med pumpen. Jeg kunne så også stå for rengøring af alt udstyret, hvilket jeg gerne gør. Den mulighed forsvinder når jeg ikke er hjemme hele tiden. Når forskellen mellem mængderne af modermælk kontra erstatning er så stor som den er pt. (30-80 ml. modermælk/døgn; drengen spiser pt. 650 ml./døgn) er det så arbejdet værd?! Med mindre der sker en dramatisk stigning i produktionen, vil forskellen blot blive større og større, da drengen gerne spiser mere og mere for hver dag. Jeg kan se min hustrus skuffelse hver gang hun har siddet i 20-30 min med brystpumpen, og der blot er kommet et par bundskjulere ud. Hun føler hun svigter sin søn og at hun skuffer mig ved at tale om helt at stoppe. Jeg forstår udemærket hende frustrationer, og kan godt forstå hendes skuffelse. Jeg støtter hende i det valg hun tager. Vi er begge klar over at modermælk er at foretrække, men ved også at man lever udemærket på erstatning. Hvad mener I? Er max. 80 ml./døgn på 2½ - 3 timers arbejder fyldt med frustrationer besværet værd?

Nu kender jeg ikke din puls, men jeg tvivler på den er tæt på barnets der er ca. 120-135 bpm. Min hustrus er omkring 65, så det er temmelig nemt at høre forskel. Desuden kan man også høre når han rumsterer derinde. Man (vi) er ikke det mindste i tvivl om, om det er barnet eller moders puls man har fundet. Det har du nok ret i.

Ja, det fik jeg ikke præciseret. Hun er ansat som jordemoder på et hospital, men arbejder også ca. 60 km. fra dette for at kunne konsultere de par der skal føde. Hun er ikke den eneste; så vidt vi har set er der 2 andre der gør det på samme måde. Hvis vi beder om at få en anden jordemoder, er der stadig risiko for at det bliver hende der kommer til at tage i mod barnet. Man ved jo aldrig hvem der er på arbejde når barnet er klar til at komme ud.

Først og fremmest: Tak for lykønskningerne og de mange svar. Beklager at jeg først får svaret nu. For os handler det afgjort om tryghed. Jeg/vi mener ikke der er nogen grund til at føre en skræmmekampagne. Det er ok at man ønske at formidler evt. problemer der kan opstå eller vanskeligheder man kan møde, men der er flere måde en sådan kommunikation kan foregå på. Jeg tror på at den bedste løsning er at tale pænt til hinanden, uden at skræmme folk. De fleste førstefødende har nok en vis grad af utryghed og ængstelse over hvad der skal ske under fødslen og i de efterfølgende dage i forvejen, og der er derfor ingen grund til at gøre det værre. Det er korrekt at hun ikke kender os, men som en person der skal bistå ved fødsel og derfor ser mange forskellige mennesker burde hun måske være en bedre menneskekender. Eller i det mindste se de respektive par lidt an før hun fyrer sine bredsider af; skulle hun finde det nødvendigt. Vi har fået at vide at det er hende der skal være vores jordemoder. Vi bor et pænt stykke vej fra nærmeste fødegang, og det myldrer derfor ikke rundt med folk med den uddannelse. Havde vi haft adgang til et sted med mange jordemødre, havde vi nok bedt om at få en anden. Desværre sætter det os i en lidt prekær situation, for hvis vi vælger at fortælle hende hvordan vi oplevede vores møde hos hende, risikerer vi at hun bliver sur og utilfreds. Endnu værre kan det bliver hvis vi lægger os ud med hende via en formel klage. Hun burde jo være professionel nok til ikke at bære nag, men i fald hun ikke er det, bliver der nok ekstra træls hvis hun skal tage imod barnet. På den anden side skal der jo være nogle der gør hende opmærksom på at hun fremstå som en lidt mavesur kvinde, der ikke ligefrem indgyder respekt og tryghed for de vordende forældre. Jeg var ikke klar over at det kunne tage op til 20 minutter at finde hjertelyden. Når min hustru gør det, tager det max. 2 minutter, og det er ikke fordi hun kan mærke hvordan barnet ligger. Hvad angår jordemoderens problemer med blodtryksapparaterne er det ikke hendes skyld at de ikke virkede. Det var dog hende der forsøgte at samle et apparat bestående af gummislange med manchet i hver ende. Hvis ikke vi havde haft en så dårlig oplevelse op til den episode, havde vi nok bare grint af det. Vi griner også nu, men det er mere af undring, og at det underbygger vores formodning om at hun var/er for træls. Nu må vi se hvordan næste konsultation går. Jeg giver en briefing efterfølgende.

Hej. Som i kan se er jeg ganske ny i dette forum, så hvis tråden er placeret forkert, skal jeg være den første til at beklage det. Her er vores problem: Min hustru er efter 3 iui behandlinger og 1 ivf behandling endelig blevet gravid. Ved vores første besøg hos jordemoderen gik det fint. Det var i sommerferien, så vi talte med en afløser der var rigtig sød og hjælpsom. Næste besøg var hos den jordemoder vi skulle have. Det var nu en helt anden (og negativ) oplevelse. Så vidt jeg kan læse mig til på nettet er en jordemoders job i den indledende fase at støtte og vejlede. Det var ikke helt det vi fik. Det vi fik var en endeløs række af advarsler og formaninger om alt det der kunne gå galt. I første omgang blev vi spurgt om vi havde læst ammevejledningen. Min hustru havde læst den, men jeg havde ikke læst den endnu, hvilket fik hende til at kigge på mig og ryste lidt på hovedet. Hun fortsatte dermed med at fortælle om alle de ting der kunne gå galt, hvis man ikke burede sig inde bag låste døre og nedrullede persienner i 2-3 uger; konstant med barnet liggende på maven. Barnet ville ikke være i stand til at spise og min hustru ville ikke producere mælk. Hvad angik mælkeproduktionen var det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Det var jeg klar over, men når jeg hører nogle sige udbud og efterspørgsel tænker jeg umiddelbart på køb/salg, så jeg trak lidt på smilebåndet. Det skulle jeg ikke have gjort, for hun kiggede strengt på mig og sagde: "Man kan sandelig godt høre at du ikke har læst vejledningen"! Min hustru har ikke haft de mindste bekymringer om at skullle amme, men det har hun så nu. Hun fortsatte med på det strengeste at advare os om, at hvis vi ikke aftaler vores forventninger til hinanden ved fødslen, er vores forhold dødsdømt. Så ville vi ikke være sammen om et år. Sådan forsatte det i yderligere 20 minutter. Så skulle der tages blodtryk. Første manchet var slidt i velcro'en så den gik op da der kom luft i den. Hun prøvede igen med samme problem til følge. Hun hentede en anden manchet, men kunne nu ikke få blodtryksapparatet til at virke. Hun hentede nu et andet apparat, og ville montere slange med den gode manchet i det nye apparat, men et eller andet gik galt idet hun endte med en luftslange med manchet i begge ender. Endelig fik hun det til at virke og trykket blev målt. Nu ville hun finde hjertelyden. "Ja, det er jo mest sådan et show for jeres skyld", sagde hun. Og hvilket show det var! Hun kørte rundt på maven i over 5 minutter uden at finde ret meget. På et tidspunkt sagde hun: "Jeg har hørt det, men det har I ikke". Jeg havde nu hørt det ganske kortvarigt i hendes zig-zag-færd over maven, og min hustru kunne bagefter fortælle at det havde hun også. Jeg sagde så, at det ikke var så vigtgt for as at høre det, da vi selv havde at apparat hjemme hvor vi kunne høre hjertelyden. Hun kiggede olmt på mig, med et udtryk der gav os det indtryk at det ikke passede hende. Vi var der i 45 minutter, og jordemoderen sagde ikke en eneste positiv ting, hvilket mildest talt virker underligt. Det burde da være en glædelig begivenhed. Vi har dog arbejdet en del for at få et barn jvnf. iui- og ivf-behandlingerne. Tværtimod gav hun os (især min hustru) en masse bekymringer som vi godt kunne have været foruden. Det skal nævnes at vi er voksne og fornuftige mennesker. Jeg er 38 år og hun (der i øvrigt er uddannet pædagog og arbejder i en integreret institution med 70-80 børn) er 33 år. Min hustru og jeg sagde hurtigt farvel til hinanden, da jeg skule tilbage på arbejde. Umiddelbart troede jeg at det kun var mig der havde haft en negativ opfattelse. Da min hustru kom hjem var det første hun sagde: "Nej, hvor var hun da træls"! Hun kunne desuden fortælle at hun nærmest havde fået tårer i øjnene, da vi sad deroppe. Vi har siden hørt lidt mere om jordemoderen. Min hustrus veninde har en svigerdatter i start 20-erne, der var skræmt fra vid og sans og nærmest ikke ville føde barnet efter at have været i hænderne på samme jordemoderen. Sammen kender vi en jævnaldrende der ved sit andet barn havde sidste konsultation ved hende. Hun havde forinden været hos lægen, hvilket gjorde jordemoderen sur og hun mente derfor ikke at det var nødvendigt at mærke på hendes mave. Havde hun gjort det, havde hun måske opdaget at barnet var i sædestilling. Alt i alt var det altså en ret skidt oplevelse. Der er ingen grund til at tale dunder og komme med så mange advarsler og formaninger til voksne mennesker. Alle vi har fortalt det til, har været meget undrende over vores beskrivelser af forløbet. Vi er enige om at det virker ret upassende at der sidder en person, der som repræsentant for en offentlig instans skal hjælpe og vejlede folk der skal have et barn, ikke formår at formidler sin viden på en mere saglig måde. Vi har aftalt, at hvis det fortsætter på samme måde næste gang skal jeg sige noget til hende. Jeg kan sagtens tale til hende på en saglig og assertiv måde, og vil forklare (uden at skælde ud, hæve stemme eller på anden måde være ubehagelig) hvad vi mener om hendes måde at udføre hende hverv på. Er der noget galt i at ville sige sin mening? Som jeg ser det, er den tid hvor man sagde "Ja" og "amen" til medicinsk personale er længe svunden. I mine øjne har man ALTID ret til at stille spørgsmål; også når det gælder kommunikationen. Umiddelbart har vi ikke planer om at klage til højere instans. Nå, det blev en længere smøre, så jeg slutter med håb om lidt input fra jer. Både hvad angår mit spørgsmål, men også gerne om i har været ude for noget lignende. På forhånd tak.