marmari

Jeg endte faktisk med det gule "pip" tapet og den røde sengerand og puslepude :) Tingene er klar og sat op, men vi bruger stadig værelset lidt som opmagasinering/roderum, men så længe jeg kan komme til seng/skab/puslebord er der jo ingen grund til at ændre så meget på det ;)

Hvis i gerne vil begynde at spille lidt med ham i det helt små, kan jeg anbefale et fiskespil (det er også godt for motorikken) - det hvor fiskene kører rundt og man skal fange dem mens de har munden åben. Lille Storm spillene er også fine at starte med - vi har et, hvor man skal "lave madpakker" - det er lidt mere overskueligt end fx vendespil , da det kun er tre kort man skal samle. Plusplusser hitter også big time her, men synes godtnok der skal en del til, før de sådan rigtigt kan få noget ud af dem...

Jeg ville ikke tage den - synes det virker ret unødvendigt :)

Vi havde til Sebastian så kun en paraplyklapvogn, men også den største model vi kunne finde - en MacLaren Techno XLR. Valgt udfra kriteriet at vi vidste vi kom til at rejse meget, så den skulle være til at have med i flyet. Derudover dækkede den de fleste andre kriterier også - god plads, kan lægges helt ned, god polstring, låsbare hjul, nem at klappe sammen/så ud. Jeg kunne godt have ønsket mig en vogn med vendbar kasse, men det kan man ikke få i en paraplyvogn, vi klarede at skærme af for udsigten ved at hænge en stofble ned foran i stedet (vi brugte den som eneste vogn fra 3½-5½ mdr, mens vi var i USA, og det fungerede fint, men der sover babyer selvfølgelig heller ikke udenfor). Og da vi mest har brugt den på hårdt underlag, har de små hjul ikke været det største problem.

her er planen at lillesøster skal sove i sin tremmeseng, som de første mdr så står i soveværelset for fodenden af vores seng. problemet er så bare at vi ikke kan åbne vinduet, hvis det bliver en varm sommer, men så må vi rykke rundt så den kan stå i det modsatte hjørne. vi gjorde det samme med Sebastian, der var ca 5 mdr da han rykkede på eget værelse :)

Jeg har prøvet tre gange nu, ikke at kunne teste positiv før flere dage efter forventet mens - den ene gang kom der endda kun en svag streg en uge senere (og jeg vidste præcis, hvornår jeg havde haft ÆL). Havde som dig også tegn der kunne tyde på både det ene og det andet. De to af gangene endte så desværre med aborter, hvor fosteret var gået til grunde efter ca 7 uger - så der skulle nogen ekstra scanninger til her tredje gang, før jeg var sikker på at jeg nu turde tro på at jeg rent faktisk VAR gravid.

Jeg var ved lægen i tirsdags, hvor hun også lige nævnte vaccinen. Plejer faktisk at få den på mit job, fordi de giver den gratis, men i år var jeg i 1. trimester da vi kunne få den, så der gik jeg udenom. Fik så aldrig fulgt op på det senere i efteråret og nu synes jeg bare måske influenzasæsonen er så tæt på at være ovre, at det ikke kunne "betale" sig at få den. Derfor sagde jeg nej tak - ikke fordi jeg spekulerer så meget over, om den kan have bivirkninger. :)

Jeg synes jeg har nogen, men set ifht min sidste graviditet er jeg faktisk nemt sluppet denne gang :) (Håber ikke det betyder at fødslen bliver værre! :rolleyes :D ) Jeg er 25+0 i dag og mit bækken/lænd driller, men vi har en dejlig fys-ordning på arbejdet, og det har holdt det en del nede :) Derudover har jeg ondt i navlen :blink :wacko Jeg HADER at blive rørt i navlen, men nu er den begyndt at bumpe mod alting - kanten af skrivebordet fx - og af en eller anden grund gør det herrenaller, men bliver alligevel ved med at glemme det :huh Og så sover jeg bare generelt elendigt. Savner at ligge på maven :)

Det er ikke til at vide, hvordan verden ser ud, når i har en to mdr gammel baby, men sandsynligheden for at i har lyst til at være vildt sociale og farte rundt og se en masse er nok minimal. Men jeg ville nok sige ja, med det forbehold at hvis det hele ramler og i slet ikke kan overskue at tage afsted, så skal i melde afbud med god samvittighed. :)

Jeg tror også den her "tidlige" trang til redebyggeri har noget at gøre med at det var lidt hastigt sidst - da jeg skulle ha Sebastian fik jeg først min lejlighed en måned før han blev født - og der var barneværelset jo så det sidste rum jeg gik i gang med, så det blev sådan lidt med nogen kompromiser som jeg ikke behøver tage hensyn til nu :)

Tema 2: Lilla og gul (jeg elsker skrappe farver :) ) Væggen ville blive malet i samme gule farve som stjernerne på puslepude og sengerand - og så måske tilføje røde rammer/en rød hylde etc...)

Tema 1: Har forelsket mig lidt i noget gult tapet, og da det jo kun skal på den ene væg, tror jeg ikke det bliver "for meget" (men det er jo en smagssag :) ) Tilbehøret skulle så enten være i turkise eller røde farver og passe til de små blomster. Og faldt så over disse, som jeg tror ville være superfine til.

Vil gerne have en ny, når lillesøster kommer, da den gamle er blevet noget slidt og løs i elastikkerne, men ved ikke rigtigt hvilken en jeg skal vælge. Hvad har du og hvad er du glad for ved den/hvad kunne du ønske anderledes? Den gamle jeg har er Gaia og Ko, var egentligt super glad for den langt hen ad vejen, men efter 1½ års brug (eller hvor længe vi nu slæbte den med) er elastikkerne i "endelommerne" blevet slappe og magneterne til forlommerne er faldet ned - men derudover ville den sagtens stadig kunne bruges. Er det bare mest praktisk med nylon? Det forestiller jeg mig, selvom jeg er blevet lidt smålun på en ByStroom læderpusletaske...

Sebastian har rendt rundt nede i børnehaven og sagt "Min lillesøster skal hedde Rosa" allerede før vi vidste det er en pige :D Det var måske ikke lige det jeg selv havde overvejet, men nu er det næsten som om det har sat sig lidt fast. Men vi ser, når hun kommer ud :)

Jeg prøvede i små 4 dage at få amningen i gang, men Sebastian blev ved med at falde i søvn, når han blev lagt til, uden at sutte. Når vi kom med flasken ÅD han! :) Så jeg fik ret hurtigt nok og bad om nogen piller, der kunne stoppe mælken. Fik dem også uden problemer. Havde også svært ved tanken om amning før jeg fødte og var ikke indstillet på en lang sej kamp, så havde det helt fint med at gå næsten direkte til flasken. Hvis du virkelig ikke vil, så kan det aldrig blive en rar oplevelse at amme, tror jeg. Så du må bare holde fast i din beslutning, det vil langt de fleste respektere, men du KAN også være uheldig at rende ind i en "gammeldags" JM, der måske vil prøve at overtale dig og så må du bare enten stå ved eller give det en chance. :) Jeg er stadig i tvivl her med nr 2 om jeg vil amme, men har måske besluttet mig for at prøve - og hvis det fungerer og føles ok, så fortsætter jeg - ellers har jeg flasker og MME klar og så må min læge udskrive de mælkestoppende piller til mig når jeg "forlanger" det :)

Jeg ville også starte tidligt i den første cyklus, hvor du vil finde ud af hvilken dag din ÆL ligger - måske allerede 3-5 dage efter mens. Men det sjove er jo ikke at stå med en positiv ÆL test og SÅ hoppe på lagenerne - det sjove er jo at der er meget større sikkerhed for at ramme ÆL hvis i hanky pankyer hver anden dag fra nogen dage FØR ÆL og så til den med sikkerhed er passeret :) Men derfor kan det jo alligevel være rart at kende cirka tidspunktet i cyklus. Jeg ville så bare bruge de tests som vejledende - og et bevis for at der ER ÆL. Har læst et sted at nogen først får en positiv ÆL test når det faktisk er for sent - altså der skulle de have været på den dagen før - hvis man fx har ÆL om morgenen, men først ser manden om aftenen, så kan vinduet godt nå at være blevet lukket - so to say :)

Hvis i har prøvet i et år nu, kan i vist gå til lægen for at begynde evt udredning - der vil de nok starte med at scanne dine æggestokke og tage en sædprøve fra din mand - hvis den så skulle vise sig at være elendig, har i da noget oplagt i kan gøre, for at prøve at ændre det...

Du lyder lidt som jeg gjorde, før jeg blev gravid :) Dog var jeg mere bange for nåle (udsigten til at skulle have taget blodprøver, bedøvelse under fødslen osv..) end udsigten til opkast og sygdom. Puuh, jeg havde så slemme traumer at jeg næsten droppede tanken om at få børn (jeg var nu heller ikke specielt skruk - og havde sikkert levet fint, hvis jeg havde besluttet at børn ville jeg ikke ha) Men folk blev ved med at sige til mig at man jo altså godt kan risikere at skulle have taget BP UDEN at være gravid, så jeg ville nok ikke slippe uanset ^_^ Jeg har det heller ikke fedt med opkast, og fik "selvfølgelig" en gylpeunge - men opdagede at det slet ikke er klamt på samme måde - og heldigvis har han kun kastet op to gange på snart 4 år, og det var fordi han har hostet så slemt at det har induceret det. Mht mig selv, kvalme og opkast, så viste det sig at blive det mindste af mine problemer - lå da godtnok underdrejet af kvalme i 6 uger, men kastede kun op en gang. Men til gengæld, da maven blev stor og jeg begyndte at have en moslende masende baby derinde :wacko Uha - fatter faktisk ikke helt jeg gør det igen ;) Jeg var enormt dårlig til at være gravid, men alligevel var det som om nogen brikker var faldet på plads og fra det øjeblik jeg fik min søn op til mig, vidste jeg bare at ham her ville jeg give mit liv og slå ihjel for, hvis det skulle blive nødvendigt - og med den i bagagen var gylp, sprøjtelort (ja, en baby kan faktisk godt skide over en meter ud i rummet :blink ) udsigt til søvnmangel og sygdom og bekymringer da bare en gang vand :) (jeg er stadig ikke færdig med at være i tvivl om ikke det der med børn var en dårlig ide, men ville for ingenting i verden undvære ham nu jeg har ham - han er bare mere end velkommen til at komme på ferie hos sine bedsteforældre så tit de har lyst ;) - og jeg får stadig ikke skruk eller krøller på æggestokkene når jeg ser andres børn og mit liv ville da bare være mere frit og spontant, hvis jeg kun havde haft mig selv at tage hensyn til. Men satser alligevel på at jeg ender med at blive ligeså glad for lillebrøster når denne kommer til foråret :) ) Du kan ikke kontrollere alt - og slet ikke når det gælder børn og graviditet. Hvem ved, måske tager det jer lang tid at opnå graviditeten (ikke for at male fanden på væggen, men det KAN jo ske) og når det så endelig sker, vil du måske finde ud af at du er mere klar end du troede. Det kan også være du bliver ramt lidt af panik, for "shit, nu er det nu!", men så har du alligevel ni mdr til at vænne dig til det og jeg har endnu til gode at høre nogen sige at de har fortrudt de børn de HAR fået. Tror mere det vil handle om at fortryde, hvis du lader angsten og trangen til at kontrollere alting gøre at du ikke får børn. Men hvis det er meget slemt, bør du måske få hjælp for at komme over det :) Held og lykke i hvert fald :)

Jeg overvejer lidt om ikke jeg skal gå fra 8 uger før termin - dvs omkring 1. april - eller i hvert fald bare fra påske. Men skal lige overveje det lidt, for der er også en vis risiko for at jeg er nødt til at blive sygemeldt med bækkenet, og så kan jeg næsten ligeså godt gemme de 4 uger til bagefter :blush Jeg kan holde 6 mdr med fuld løn og min mand kan holde tre, så han kommer med i puljen denne gang og så regner jeg med jeg tager hvad der er tilbage på dagpenge - evt vil jeg gøre brug af at jeg har muligheden for at holde det med 1-2 ugentlige fridage over længere tid i stedet for at holde det i en samlet "klump" :)

Nu er det et halvgammelt emne, men jeg sidder og studser over, hvad din mand ville have gjort, hvis du havde døjet med svær kvalme? Her i huset er alt hvad der hedder BJ bandlyst - det er endda så slemt at jeg kun kan "tantekysse". Mit opkastpunkt er næsten røget helt ud på spidsen af tungen - kan fx heller ikke børste tænder ordenligt uden jeg får opkastfornemmelser :X Synes det er træls, men ikke så træls som det må være at ha en mand, der ikke kan acceptere (/indstille sig på) at man altså forandrer sig under en grav.

Jeg var ret gammel, før jeg hold op med at sige "uttebøj" om rugbrød :) Sebastian er efterhånden ret god til at udtale alle lyde og bogstaver - nu er det mere hørelsen den er gal med :D Vi sad og sang "Mariehønen Evigglad" en dag, hvor jeg måtte stoppe ham og spørge "HVAD var det lige du sang?" og ungen synger "Og sneglen råbte højt KOM IND! i læ for torden regn og vind, her er lidt snævert som du ser, men vi har chokolade her" :lol - nåja, hvad hjertet er fuldt af, tænker jeg ^_^

Puha, det lyder ikke sjovt, når den der Medicinske ikke virker som den skal :( Håber det snart er overstået, så du kan få din normale krop tilbage og komme i gang med babyprojekt igen. :kram2

Vi har først for nyligt fortalt det til Sebastian. Sagde til ham at der ville komme en lillesøster eller -bror når han er blevet fire og det begynder at blive varmere (han kan ikke forholde sig til tid endnu, mere årstiderne). Hans svar var at han ville have en storesøster :D Vi har så snakket lidt om det ind imellem, har hevet op i trøjen og sagt at der ligger en lillebitte baby derinde, men at jeg snart begynder at blive rigtig tyk om maven, når babyen gror - ligesom han selv gjorde. Og så har vi kigget på mine mavebilleder af den voksende mave og billederne af ham selv som nyfødt - og det virkede til at han godt kunne forstå lidt af. Tror ikke han har kunnet forholde sig til det før og havde han været yngre (bliver 4 til februar) ville jeg klart ha ventet med at sige noget, i hvert fald til maven var godt stor, for det er længe for sådan et lille nummer at skulle gå og vente på den der lilleput som mor og far siger er på vej :) Tror sagtens de kan nå at vænne sig til tanken på et par måneder, hvis man kan vente så længe med at fortælle det :)

Jeg har været igennem to medicinske aborter. Den første i februar i år, hvor vi fik at vide til NF at fostret havde været gået til siden uge 7-10. Der var heller ikke andet at se på scanningen end en "klump". intet der lignede baby eller noget. Havde haft en mistanke om det, da jeg havde pletblødt meget on/off i alle ugerne + havde ret svært ved at få en positiv grav.test til at starte med (der fortalte en blodprøve dog at alt så fint ud). Jeg blev indlagt efter scanningen og fik lagt et par stikpiller i to omgange, derefter fik jeg taget en blodprøve og sendt hjem. Blødte ret meget i løbet af den første nat, derefter moderat aftagende (som alm mens) i 3-4 dage. Anden blodprøve en uge efter viste at alt var ude. Fik normal mens "til tiden" måneden efter og blev så gravid igen. Denne gang troede jeg dog ikke på den fra starten, da jeg igen havde svært ved at få en positiv test. Blev scannet i uge 6 (hvor der var antydningen af hjerteblink) og så en uge efter igen, hvor der ikke var noget at komme efter. Så endnu en medicinsk abort :( Denne gang fik jeg stikpillerne med hjem og skulle selv lægge dem op om aftenen. Det forløb hurtigt og uden nævneværdig smerte ligesom gangen før. Havde dog ikke lige umiddelbart mod på en omgang til lige med det samme, så jeg røg på p-piller to måneder og blev så gravid igen (faktisk ville jeg hellere ha svært ved at BLIVE gravid end at skulle igennem alle de aborter, men det er en anden snak) Igen tog det længe før en grav.test bonnede ordentligt ud (svagt positiv til ind i 6. uge) men jeg blev scannet igen (1. scanning viste også at fosteret var en uge "mindre" end beregnet udfra ÆL - gyn. forklarede dog at det var helt normalt, de så ofte sådan nogen "slow starters" - jaja, jeg havde bare ikke så gode erfaringer med det...) i uge 5, derefter i uge 6 - hvor der var hjerteblink (men det havde jeg jo også prøvet før, så var stadig vildt "negativ"/nervøs) Så måtte jeg vente en uge pga ferie, men blev scannet i uge 8, hvor der var det fineste hjerteblink og normal vækst :loveshower Puh, der fik jeg mig lige en tudetur af lettelse! Scannet igen i uge ti - stadig positiv vækst og så alm NF uge 12. Først DER begyndte jeg at tro på det - at tredje gang er lykkens gang :) Og nu glæder jeg mig (og er kun en lille smule nervøs) til den kønsscanning vi har bestilt her om to uger :) Det som Gyn forklarede mig vedr de første to gange (jeg kunne jo ikke forstå, hvorfor min krop ikke bare afstødte fostret) var at når den befrugtede ægcelle deler sig, bliver den til to dele - en baby del og en moderkage del. Hvis babydelen er "defekt" vil fostret gå til, men hvis den anden del samtidig fungerer, vil moderkagen vokse normalt og udsende hormoner, der får kroppen til at tro at den stadig er gravid. (jeg havde jo også stadig kvalme og den der ufattelige træthed). Det er helt "normalt" at dette sker - efter min første abort, var der flere kolleger der kom over og sagde at det var altså også sket for dem. men syntes dog det var øv at skulle igennem to gange...

27/5. Men jeg regner med at føde før - det ligger lidt til familien ;)