PP74

Blev træt af at ligge og rode rundt i min seng....tankerne myldrer i mit hoved, og ked-af-det-heden vælter ind over mig...Så...tænkte at jeg måske kan have gavn af at skrivemin historie herinde. De sidste par dage har jeg læst om andres baggrund, deres historie og fundet trøst heri. Måske er det den der følelse; PYH! JEG ER IKKE ALENE! ....ved det ikke, men nu vil jeg så forsøge at fortælle min/vores historie. Måske en eller anden kan bruge den, måske ikke, men så får jeg alle tanker vendt og bearbejdet... Pyh det her kan vist blive en laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang beskrivelse :zzz   OG hvor starter jeg så!?

Jeg er vist ældre end de fleste herinde, 37 år, selvom jeg ikke selv tror det Jeg er uddannet og arbejder som pædagog. OG så er jeg så heldig, og føler mig faktisk endnu mere heldig ovenpå de sidste par dage, at jeg har to helt fantastisk skønne unger. En pige på 12 år og en dreng på 10 år :biglove Deres far og jeg blev skilt for 6 år siden, så jeg har dem kun hveranden uge.... Men det fungerer! Heldigvis!! For 5 år siden mødte jeg min dejlige kæreste ....han er 33 år, selvstændig og arbejder MEGET, rigtig meget! Det har i perioder været et stort problem. For to år siden gik vi fra hinanden, flyttede fra hinanden og jeg troede det var slut. Men efter ret kort tid gik det op for mig, hvor meget han betyder for mig, hvor meget jeg vil ham og vi startede op igen. Dog med hver sin adresse. Da vi først mødte hinanden var vi på et underligt plan "enige" om at vi ikke skulle have børn sammen, jeg havde mine og han havde aldrig haft behovet. (det skal nævnes at jeg ALTID har haft en drøm om mange børn! Helst 5! Men efter skilsmissen syltede jeg den drøm.) Efterhånden som tiden gik var nu ikke så sikker på at det var den rigtige beslutning. Vi talte om det, men kom aldrig rigtig videre...og så var bruddet der. Men i januar 2012 besluttede JEG at det skulle være slut med p-piller, min undskyldning var at jeg ved hvor meget de påvirker mit ellers gode humør! (det gør de altså!) Tja....de blev endeligt smidt i midt februar 2012... Vi snakkede igen barn/børn...min kæreste vaklede, og sagde at den slags var noget der bare skulle ske, ikke en beslutning han sådan kunne tage. Den tog jeg så! Jeg har jo ikke 10 år til at forsøge, skulle det være, så skulle det var NU! Og VUPTI....d.7.maj udeblev min mens jeg var næsten sikker på den var der! ...testede positiv d.11/5 :glad  vi var så viiildt glade! Min kæreste reagerede SÅ positivt. Synes selv pludselig det var lidt et sats! Men han blev fantastisk glad og gik næsten mere op i det end mig. De følgende 6 uger var fantastiske! Det var som om vores kærlighed til hinanden voksede, at det nu blev soleklart for os begge at vi bare skal være sammen! Og at vi elsker hinanden højt HØJT HØJT :loveyou  Det har været så fedt at mærke mine egne og hans følelser omkring det her. Jeg følte virkelig at vores kærlighed til hinanden blev helt klar, tydeligt og stærkere end nogensinde... ( :puke ....det er lige til dem der måske synes alt det kærlighed bliver FOR meget! )

Vi fandt endelig en ny bolig, fælles bolig (vi flytter om 39 dage ) Vi fortalte om graviditeten til vores forældre og søskende.  Ventede lidt med at fortælle det til alle andre...ok et par stykker fik det at vide. Min kæreste var ellevild for at komme til scanning og se at der var noget om snakken, så vi fik tid hos en scannings JM, fantastisk oplevelse... da troede vi at jeg var 8+4, men scanningen viste 6+1, det kom egentlig ikke bag på mig, sådan var det og de to foregående graviditeter. Vi så hjerteblink og hun fortalte hvor skønt det var for, for når man havde set hjerteblink var der 85% chance (mener jeg!?) for at det var levedygtigt....

Vi følte os nærmest uovervindelige!!

For ca.to uger siden fortalte vi det til venner og mine to børn, der blev ellevilde af begejstring!   :glad

Følte mig uendeligt heldig! Og ør af lykke! Vi havde lige været igennem en hård periode med megen sygdom i nærmeste familie, og jeg mistede min kære gamle bedstefar. Så synes egentlig også at det var min tur til at få noget af det gode....

Idag for præcis en uge siden skulle jeg til første lægetjek, da jeg kommer ned til lægen låne jeg toilettet og opdager at der er en del brunligt udflåd i mine trusser, bliver først lidt forskrækket, men slår det hen da jeg kommer i tanke om at det vistnok også var sådan i de to andre graviditeter (for 1000 år siden) Jeg siger det til min læge, mest fordi hun nu skal til at rode i den region, hun slår det også hen og så var det det. Alt var som det skulle være, fik lavet vandrejournal, mål blodtryk osv osv. Men det brulige udflåd stopper ikke....det er der igen tirsdag, og onsdag....og torsdag, begynder at blive nervøs, fortæller min kæreste om det. Han bestiller straks en tid til scanning hos samme JM som sidst. OG beroliger mig;"det er sikkert ikke noget, men nu skal vi have det tjekket så du ikke stresser over det og desuden vil jeg forfærdeligt gerne se hjerte og baby igen"

Næsten beroliget tog vi derned...Men inden scan forberedte jeg JM på at jeg var bekymret, hun forsikrede mig om at der er mange der har det sådan og satte derefter scanneren på min mave.....jeg vidste det! JEG HAVDE JO RET! Der var ingen hjerteblink!!! Min kæreste var ikke helt så forberedt som mig, han var ved at besvime, blev virkelig dårlig. OG jeg lå bare der, forsøgte at holde tårerne tilbage. Følte at hele min verden med et blev knust! Da hun igen sate scanneren på og målte på det der skulle have været vores lille baby, kunne hun fortælle at det var gået til allerede lige efter vi havde været hos hende sidst ca 6+3. JM ringede til Skejby, ingen tid til mig samme dag, det var fredag...så måtte vente...tid mandag...11.30...jeg fattede ingenting! Prøvede at lytte, ville bare ud og væk!!! JM opfordrede mig til at ringe til Skejby og sige at jeg havde meget ondt, så ville de tage mig ind før. Jeg kunne bare ikke overskue at gå med det en hel weekend! Jeg ville bare have det ud!!!! Vi tog hjem, sundede mig et par timer...løb en tur i silende regnvejr, tog et bad og ringede så til Skejby ved 12 tiden. Fik ov at komme kl 17, ingen spørgsmål. Anede ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv. Græd og var bare så ulykkelig og fortvivlet! Hvad nu hvis det var vores eneste chance, tænker meget på min alder.....og på at jeg for 5 år siden, lige inden jeg mødte min kæreste fik en abort, ganske frivlligt....var det her min straf?! Havde fornemmelsen af at synke ned i et meget mørkt hul, havde ikke lyst til andet end at ligge under min dyne, bare blive væk... jeg havde mistet, vi havde mistet, det vi så gerne ville! Alle drømmene var blevet knust....

Tog på Skejby, fik utrolig god behandling, alt blev forklaret grundigt og blev behandlet meget ordentligt. Fik stikpiller med hjem til medicinsk abort, samt en masse smertestillende. Stikpillerne kom på plads...så var det bare at vente, ulideligt!!!

Jeg havde ikke spist eller drukket hele dagen og begyndte at blive svimmel. Vi hentede mad og delte en flaske vin. Faldt i søvn på sofaen...havde ikke ret mange smerter, nærmest bare lidt murren i underlivet...gik i seng, vågnede kl 5, kunne mærke at "noget" var under opsejlig. En times tid senere kom det endelig. Jeg blødte meget synes jeg, men har ikke noget at sammenligne med. Omkring kl 13 var det aftagende, var ellers begyndt at overveje at ringe til Skejby og spørge om det var normalt.

Hele dagen lå jeg bare under min dyne...røg ind og ud af gråd og søvn, det ene afløste det andet... kunne virkelig slet ikke overskue noget som helst. Mærkede hvordan alle mine graviditetssymptomer lige så stille forlod mig...mine struttende bryster, min lille mave, min kvalme.....Følte mig tom og trist. Fik tilsendt flere buketter, hvergang med samme resultat...mange tårer!!!

Igår var det søndag, og det hele lettede lidt, kom ud af mit dynetyranni, gik i bad...og besluttede mig for adspredelsesterapi! Vi skla jo snart flytte...så besøgte samtlige bolighuse i Aarhus og omegn, hurra for søndagsåbent! Det gik godt, det var rart at være ude! Og have tankerne på ligegyldige ting såsom sofaer og spiseborde. Og tudede kun en gang på vores tur! I Illums bolighus stod der den fineste tremmeseng redt op og klar....det var som at få en mavepumper! Tårerne trillede bare!

Nu er det mandag...og en hel uge siden  den første uro viste sig, hmm...jeg skal ikke på arbejde idag, måske imorgen...det kan jeg ikke lige gennemskue. Er så bange for at bryde hulkende sammen foran kollegaer eller børn! Mine to dejlige unger kommer imorgen, de ved det ikke endnu...jeg kan næsten ikke bære at skulle fortælle dem det! De bliver så ulykkelige!!!!!

Åh hvor synes jeg bare ikke det er retfærdigt! Føler mig så snydt!!!

Det har været en kæmpe hjælp at tilmelde mig dette forum, Bayklar, anede ikke det eksisterede før i torsdags hvor jeg søgte info om "brunligt udflåd"...men det har været godt for mig at konstatere at jeg langt fra er alene i det her. Der er så mange der oplever det. På trods af at det er barske historie rjeg kan læse herinde giver de mig mod, og tro på at det nok skal blive godt igen og måske endda lykkes at blive gravid igen ....og endnu vigtigere få lov at beholde den lille spire og får lov at opleve at blive forældre med min dejlige kæreste :biglove

Jeg håber det af hele mit hjerte!!!!

Hvis nogen skulle kæmpe sig igennem denne omgang "ævlebævle" vil jeg bare sige; håber du kunne bruge det til et eller andet!