Fister

JM-besøg nr. 5 i dag, endnu en ny, og jeg er jo efterhånden lidt halvbitter og usikker over forløbet, men hold nu op, hvor var hun sød. Det var en rigtigt dejlig oplevelse og jeg ville være svært tilfreds, hvis vi render ind i hende på fødegangen. Og jeg vil godt snart på den fødegang! Åh, den utålmodighed...som jeg bilder mig ind i andre godt kender :prik Jeg har termin i morgen. Det er så surrealistisk at have sådan en dato, og så ikke rigtigt kunne bruge den til noget konkret alligevel. Men jm i dag satte evt. Igangsættelse til d. 28., så det er da til at forholde sig til. Blev 30 i fredags, og måtte sande at fødselsdage bare ikke lige dur så godt for mig. Det er mange år siden, at min fødselsdag har haft noget med mig at gøre som sådan. De sidste år tilbage har det været dødsfald/del-eksamen/det vildeste angstanfald/på vej NED af kilimanjaro (det er jo ikke for nedturen man kommer, den gør bare ondt), og ellers har det bare været arbejdsdage + et eller andet praktisk som skulle klares. Et år er det sågar lykkedes mig at booke en flybillet fra LA til Auckland uden at tænke på, at vi krydsede datolinjen, så min fødselsdag forsvandt - men ok, det er så en meget sjov historie. Og det er egentlig også helt fint, at alle fødselsdage ikke er noget helt vildt særligt. Anyway, så havde jeg nok bare troet, at når jeg blev 30, så ville mine nærmeste måske lige vælge at markere det med bare en spids mere entusiasme end normalt, også selvom jeg er højgravid og ikke lige har planlagt en havefest med helstegt pattegris og brandert ad libitum. Men mine forældre stak mig bare en pengeseddel og min mor fik resten af dagen til at handle om sig selv, min søster ringede ikke fordi hun havde tømmermænd (men jeg fik en besked), min mand havde megatravlt på jobbet, min farmor ringede - men kun fordi hun troede at jeg havde fødselsdag dagen efter så jeg ikke kunne nå at få et kort, min moster ringede med var i tvivl om, hvor gammel jeg nu blev. Øv. På den ene side er jeg jo heldig at der trods alt er en masse mennesker omkring mig, men lige i denne weekend der havde jeg - helt egoistisk - lige troet, at det var ok, hvis det handlede om mig som fødselsdagsbarn med rund fødselsdag (måske ikke kun babymaskine). Og ad, nu synes jeg bare jeg lyder så selvfed og ego, men jeg blev sgu lidt ked af det. Fik dog masser af facebook-beskeder og sms'er fra venner og folk der er et led længere ude familiemæssigt, og det er bare så dejligt. Det føles bare så lidt tomt, når de skriver: "håber du bliver fejret/forkælet" og svaret i virkeligheden er: "næh, det var faktisk ikke så meget anderledes end en normal dag". Svigerfamilien er dog en tand bedre til den slags, og der var lagt lidt indsats i gaverne, hvilket jeg blev glad for. Sorry at jeg lige dumper det på jer her i tråden, havde bare lige brug for at få min måske-ikke-så-charmerende-hormonella-side ud, nu hvor jeg ikke lige har lyst til at konfrontere folket direkte med det. Særligt ikke imens der er en baby SÅ meget på vej. Graviditetsmæssigt har jeg det fint. Tung og øm og besværet, men det er bare som forventet. Ikke så mærkeligt når der bor en stor baby i min mave. Jeg følger med herinde og smiler over alle de dejlige børn som er på vej til os. Vi skal gi dem lots of loooove, skal vi. De bedste tanker til jer alle.

Taktak. Og ja, for min skyld må han egentlig gerne vente et par dage. Særligt da det jo er runde fødselsdage resten af livet vi ellers skal dele. :)

Alt det her med udseende, og tre børn med tre forskellige og overvægtig og alt muligt er jo meget spændende at tale om, men i min optik er det også ligegyldigt. Det er altsammen personlige valg (aaaarh, måske ikke overvægt som sådan - jeg er ikke helt kynisk). Tag f.eks. mig selv. Jeg studser også lige over, at hun har 3 børn med 3 forskellige mænd. Det gør hverken hende eller børnene til dårlige mennesker, men jeg studser over det. Måske er det fordi jeg kommer fra en kernefamilie, måske er det fordi jeg tænker, at jeg selv nok ville have sørget for, at det ikke skete for mig. Men det gør ikke børnene mindre fantastiske eller til andenrangsmennesker på nogen måde; jeg tænker bare på, hvad hun mon selv har tænkt, da hun tog de valg. Og det ved jeg jo i virkeligheden ikke en skid om, så jeg trækker på skuldrene af det og vælger ikke at bruge min egen hverdag på, at gå og vrisse over det. Nu digter jeg lige: men måske tænker hun så om mig, at jeg er en forkælet Københavnersnude, som har været heldig at finde den rette mand og er kommet nemt til alting. Sådan er der så mange fordomme frem og tilbage, men det aller aller ALLERmest skønne ved at bo i Danmark er, at det har vi i virkeligheden ingen ret til at blande os i. Vi må gerne tænke frit, og diskutere frit, men jeg skal selvfølgelig ikke have nogen indflydelse på, hvor mange børn et andet menneske vælger at få. DET er frihed! Vi er så fandens heldige, at vi har sikkerhedsnet og tilskud og endda omsorg i vores velfærdssamfund, at det virker temmeligt forkælet på mig, at lukke af for debatten om egen indsats. Alt det dér haven ret til, har taget en syg drejning i vores samfundsdebat. For vi HAR jo rettigheder, men det er da ikke en ret at FÅ et job. Hvis det var det, ville vi jo være nødt til at strikke samfundet sammen på en måde, hvor friheden ville ryge. Helt personligt har jeg været på sygedagpenge i en periode. Jeg fik en rigtig fin og respektfuld behandling i "systemet", og var ellers virkelig bange for, hvor mange gange jeg skulle forklare, at jeg virkelig var syg. Man hører jo så meget! Men jeg overholdte alle de aftaler jeg havde, sørgede for at få behandling for min sygdom, tog imod forløb fra jobcentret og tog egne initiativer for at komme på benene. Jeg fortalte ærligt om det, og holdt sagsbehandleren opdateret. Holdt kontakten med både mit arbejde og mit netværk. I mine øjne er det da det mindste jeg kan gøre, når jeg i en periode er blevet finansieret af andres penge. Jeg er dybt taknemmelig for, at være blevet grebet, når jeg nu selv ramte en mur - jeg har måttet indrette min økonomi og mit liv efter en ny situation, og jeg skal også ud og finde et arbejde, når jeg er færdig med barsel. Det er ikke skideskægt, og der er meget der skal arbejdes med, men jeg er virkelig dybt taknemmelig for, at vi lever i et samfund, hvor jeg har fået hjælp, da det brændte på. For mig er det frihed, og med frihed følger ansvar - jeg vil meget gerne være med til at gribe den næste, som ender i samme suppedas som jeg gjorde - særligt hvis vedkommende vil hjælpe med at gribe den næste i rækken. Og så må man nogen gange indrette sig efter omstændighederne.

Jah, pøjpøj. Mere gang i september-baby-toget!!! :toot Jeg selv bliver 30 i dag, og sidder med nye og meget bløde joggingbukser på sofaen og modtager opkald og beskeder. Allesammen med fødselsdagshilser og spørgsmål om fødsel. Haha. Kom nu bare Fister:)

Det ser superhyggeligt ud rusternille:)

Fair nok. Som jeg hørte det, havde hun været ledig i 8 måneder og kan derfor ikke have været medlem af en a-kasse. Det med at have råd til, er i min optik et valg. Det koster ca. 300 kr. om måneden.

Stort tillykke:) :loveshower :balloons

Vi brugte Scanningsklinikken, og havde en rigtig god oplevelse med en erfaren jordemoder, som helt sikkert vidste hvad hun talte om. Har også brugt lille Københavner (ikke til kønsscanning) og det var også super.

Hej bien. Det lyder som om, du bliver lidt stødt over min kommentar, og jeg vælger at tro, at det er fordi du er frustreret over din situation. Det forstår jeg udmærket, jeg har heller ikke noget job mere. Men lad mig bare slå fast, at jeg jo netop synes, at du har gjort det helt rigtige ved at være i en a-kasse! Det ER jo det, man kan gøre. Dagpengeperioden er så en helt anden snak, og jeg kan så ganske udmærket se, at der ikke "bare" er job til alle derude. Min pointe er bare, at du ved at forsikre dig via a-kassen har sikret dig og din familie en indtægt i to år, og det har hende Mette (hed hun ikke det) valgt ikke at gøre. Et valg som jeg godt synes, at vi som samfund må tale om, selvom jeg bestemt også går ind for et sikkerhedsnet. Særligt, når der er børn i ligningen. God vind med jobjagten :goodluck

Næh, selvfølgelig må hun få de børn hun vil og kan forsørge, men man kan jo vælge at betale til en a-kasse, når man har et job og et forsørgeransvar...

Sjovt program. Jeg er lidt i tvivl om nogen af dem tog hjem og havde fået noget at tænke over. De virkede begge totalt urokkelige i deres indstilling, hvilket er ærgerligt. Simon Emil melder klart ud; det kan jeg meget godt lide, uden at jeg egentlig er ret vild med ham. Grundlæggende synes jeg han har mange fair pointer, men en anelse mere empati ville klæde ham. Der ER stor forskel på deres udgangpunkter i livet, og det må han trods alt også åbne øjnene lidt for. Jeg ser på livet noget anderledes end hun gør, og selvom hun var en frisk pige, så synes jeg også hun var ret fastlåst i offerrollen. Den er jeg ikke så tosset med. Debatten om sterilisation har nu kørt i et par dage rundt omkring, og det er jo et valg HUN har taget. Jeg forstår slet ikke, hvorfor han ikke må give udtryk for, at han synes hun har taget et ansvarligt valg; det er ikke engang ham, som bringer det på banen. Jeg studsede over, at da han nævnte det med frisure og piercing, at hun så sagde noget i stil med: "Jamen, så bare fordi jeg har todelt hårfarve, har jeg så ikke ret til et job". WHAT?! Der er da ingen der har har sagt, at hun ikke har ret til et job. Hun har da præcis de samme rettigheder som alle os andre... Det var som om de talte to forskellige sprog og at ingen blev klogere. Øv! For debatten er jo superaktuel.

Rigtigt meget held og lykke:)

Nårh, hvor er han kær Noah. Jeg går også på Amager hospital, så jeg er nok bare uheldig. Kan heller ikke forstå, at det skal være så bøvlet, men nu trækker jeg bare på skuldrene af det. Der er jo ikke så meget at gøre ved det, og den lille Fisterskat ligger og tumler rundt inde i min mave. Åh hvor jeg elsker ham. Han skal bare komme herud nu; vi skal nok klare den og få en god oplevelse, når det gælder, tænker jeg. ("Ellers blir der sgu ballade", siger den side af mig med masser af temperament)!

Jeg gik en overgang til noget i DGI-byen og der kunne man starte efter 12. uge. Det var godt, og jeg er lidt ærgerlig over at jeg ikke fulgte det til dørs.

Hvor er det dejligt at der var lidt mere substans hos den nye jordemoder. I mit stille sind krydser jeg fingre for at rende ind i det samme på mandag, når det bliver min tur til sidste jordemoderbesøg. Godt at læse, at du havde en god weekend med gæster og alt muligt. Har tænkt på dig flere gange, men midt i min egen travlhed har jeg ikke lige fået skrevet. Nu er jeg barselsagtig igen: utålmodig og med lige rigeligt meget tid. Håber du har det godt under omstændighederne. Knus

Jeg har det lidt som en blanding af jer to. KLAR til at føde - jeg er også utålmodig. Mine plukveer bliver kraftigere, længere og hyppigere, men ellers ingen tegn. Kan dog mærke at der sker et eller andet i min krop. Jeg har ikke decideret ondt nogen steder, men maven gør lidt ondt når jeg bukker og strækker mig og jeg er bare mere besværet. Det er selvfølgelig bare kommet naturligt i og med at maven er vokset, men NU er det meget, synes jeg. Er også mere hormonel. Det har jeg ellers ikke rigtigt været i løbet af graviditeten, men nu er jeg et lille tudefjæs indimellem. Jeg kan mærke at jeg passer på mig selv - og bliver derfor også irritabel. Er på kursus i disse dage, og det er temmeligt overvældende at skulle forholde sig til alle mulige mennesker; de fleste kender jeg godt i forvejen, men alligevel. Jeg er lidt i en boble, og har brug for bare at være dér, men det er ikke altid jeg får lov til det, og så bliver jeg mega-irriteret. "Hold nu kæft fjols og gi mig den baby!" :lol Og så bliver jeg selvfølgelig fysisk træt af at være på i mange timer; men det er jo helt naturligt og ingen overraskelse. Jeg er bare glad for, at jeg KAN gennemføre kurset så tæt på termin. Dejligt at høre mine holdkammerater spørge til mig og Fister, og at de synes jeg bærer det flot. Det hjælper noget på energien. God søndag højgravide piger:) og mødre!

Åh, han er så nuttet :loveshower

Stort tillykke:)

Anden del kommer i aften kl. 20:)

Min erfaring er, at biler er en overraskende stor post på budgettet. F.eks. kan udgifterne til bil ofte forhindre unge familier i at købe hus. Husk at tage højde for lån, forsikring, vægtafgift, falck, service og reparationer. Og benzin! Det løber i hvert fald op, men om det kan hænge sammen eller ej, kommer jo helt an på jeres samlede økonomi. Jeg kan høre at det har en stor prioritet hos jer, og det er jo lige præcis det, I skal gøre op med jer selv. Er det så vigtigt for jer med bilen, at I forsat vil leve med det rådighedsbeløb, som I er vant til fra SU'en, eller er I ved at være dér, hvor det også vil være rart med lidt ekstra råderum i hverdagen? Det lyder som om I har været snusfornuftige op til nu med jeres økonomi og det er stærkt. I vil i hvert fald stå stærkere ift. at låne penge, når I ikke har anden gæld osv. Ellers kan I vente med at købe bilen til I er i job, for så vil I kunne præsentere et helt andet budget, som sammenholdt med jeres historik formentlig vil vise, at I har råd til at have bil også. Engang kunne man godt låne penge med det udgangspunkt, at man kunne betale mere af, når man fik et job. Jeg er ikke sikker på, at den går i dag. Scenariet kan jo komme til at se helt modsat ud end for få år siden: I får ikke job og dagpengeperioden udløber. Så er der slet ingen indtægt + I har en bil, som I har større gæld i end den er værd. Det i sig selv er grunden til at billån er så dyre i ydelse - fordi at afviklingsperioden skal svare til bilens værdi. (F.eks. kan et hus betales af over 30 år, fordi det holder værdien, mens en bil skal betales af over 3-8 år, fordi at den meget hurtigt mister værdien. Ellers står man bare med håret i postkassen, når den skal skiftes ud). Håber det kan bruges, og igen held og lykke:)

Hej og tak for alle kommentarerne. Så er det ikke bare mig, som føler, det er lidt fladt. Hehe, her kommer jeg med mine høje forventninger. Jeg trøster mig med, at damerne herinde generelt har nogle gode forløb under fødslerne, og det er jo dér, det i virkeligheden er vigtigst. Min dag endte smukt med besøg af mor, indkøb af strækvikle og Halifax + ANDERS-show med min søster. Hun har købt sutter, hvor der står FIster på. Nårh:) Hun glæder sig også. Onsdag er startet med en håndværker. Vi skal have fikset nogle ting ifm. 5 års gennemgang, men de vil komme forbi en dag, hvor vi bare ikke kan få det til at hænge sammen, så min mand har aftalt (efter gentagne opringninger og beskeder, som ikke blev besvaret) med bygherren, at de ville komme i dag mellem kl. 7.30 og 8 for at hente en nøgle. De er stadig ikke kommet. Til gengæld dukkede en tysker op efter kl.8 for at fikse vores afløb?! <_< Altså, hvad er det med "folk" og aftaler? Og så lige når jeg har termin. Hvis de fanger mig på det hormonfyldte ben, så bliver det værst for dem selv :klap Haha. NU gider jeg bare ikke diskutere de åndssvage detaljer mere; det er langt over 5 år siden vi flyttede ind, og det er jo ikke nyheder der skal fikses. Senere skal jeg ned og kigge på en vuggestue. Det bliver spændende, håber jeg. Synes det er en jungle, og der er jo de vildeste ventelister, så vil gerne have afklaret hvor Fister skal skrives op.

Åh store pruttelyde over formiddagen! :ba Rejseplanen og bussen var ikke helt enige om, hvordan jeg skulle komme ud til jordemoderen, så jeg oksede afsted for at nå det i tide. Jordemoderen var endnu et ukendt ansigt (4 ud af 4 mulige, hurra), 45 minutter forsinket og en rigtigt fesen oplevelse. Hun synes jo, at fordelen ved at have forskellige jordemødre hver gang, er, at så kan det være det er en af dem man møder, når man skal føde. Men hvordan kan det være en fordel, når man bare føler sig som et nummer i rækken, der helst skal være ud af døren på ti minutter? Lige præcis den slags, som gør mig usikker. To af dem, vil jeg helst ikke have, når jeg skal føde. Hun mente at Fister vejede 3200 g. Først lød det på hende som om, han var en ordentlig karl, men da jeg fortalte at både min mand og jeg var små babyer, trak hun lidt i land. Seriøst - jeg tror ikke et sekund på deres estimater. Men jeg er også lidt mobset, for jeg synes bare ikke der er styr på noget, og INGEN informationer eller relevante spørgsmål. Jeg tror, at alt er som det skal være - ellers havde hun vel sagt noget. Hun spurgte til min vægt, og jeg fortalte at jeg har taget ca. 19 kg på. Tja, det er da relativt meget, men det er første gang der er nogen der har spurgt ind til vægten, og jeg kunne høre på hende at hun synes det var meget, "nååårh, så kan jeg godt forstå du synes, at han godt snart må komme". Jeg tænker bare, at jeg faktisk havde taget det meste på for flere uger siden, og jordemoderen dengang, var slet ikke bekymret (jeg spurgte selv) - det er bare forskelligt hvad folk tager på, og det sidder jo fint. Så er det lidt sent, at begynde at tage sig af det (som jordemoder) i uge 38... I venteværelset var én blevet glemt og en anden havde lavet en aftale i går, som så ikke rigtigt holdt i dag. Jeg er sgu ikke fan af rod, når man lige står og skal gennemgå en fødsel lige om lidt. MEN de to gange jeg har været ude på selve Hvidovre Hospital til tjek, har jeg haft nogle rigtigt gode oplevelser, så det satser jeg på også er tilfældet, når det virkelig gælder. På vej hjem kørte bussen foran næsen på mig før tid, og min moster ringede for at småbrokke sig over familien. Har ellers ikke talt med hende i et halvt år. Bare ikke lige min formiddag. Men så mødtes jeg med Miss.Tang og spiste god frokost og fik fingre i et par stand-up-billetter til i aften, så nu er eftermiddagen allerede meget bedre. Tak for det miss.Tang :) Jeg er glad igen. Måske kan jeg grine veerne i gang i aften? Anden - det er nu op til dig :help Men er det bare mig der oplever, at de dér jordemoder-konsultationer er virkeligt skuffende? I virkeligheden ville jeg nok hellere til min læge, hvis der ikke er andet i det. Måske har jeg bare forventet for meget, men jeg går nærmest bare derfra og føler mig overset, men med en konstatering af, at baby da er i live. Bortset fra sidste gang, men det var også kun fordi både min mand og jeg gav udtryk for, at vi var lidt lost i systemet. I dag orkede jeg bare ikke at starte den snak igen, alene og megaforsinket, for jeg kunne mærke at hun også var presset på tid. (Hvordan kan et helt jordemoderteam nå at blive 45 minutter forsinket kl. 10 om formiddagen? )

:super at I har de overvejelser. Jeg kan godt forstå, at I vil være forældre og synes det er alletiders, at I også tænker økonomi i den forbindelse. Der er vel ikke så meget andet at gøre, end at lave et par budgetter. Har I et allerede nu - altså for jeres nuværende situation? Ellers så få lavet et, som I så har som udgangspunkt. Derfra kan I undersøge, hvad I vil have i værst tænkelige tilfælde, når en evt. guldklump ankommer. Er I i a-kasse, og hvor meget får I så i dagpenge, hvis I ikke får job? Kan I blive boende, hvor I bor nu, eller skal I sætte flere penge af til husleje? Hvad koster daginstitution? Kan I få andre tilskud fra det offentlige end dagpenge? Kan I arve ting til baby, eller skal I have sparet op til alle nødvendighederne? Hvor meget har I brug for i rådighedsbeløb? Fordelen ved, at I er på SU nu, er, at I er vant til at leve for få penge (går jeg ud fra), og hvis I har det fint med det, er der jo ikke noget i vejen for, at I også kan leve for færre penge end gennemsnittet, hvis der kommer et barn. Husk bare på at et barn koster - om man vil det eller ej. Der bør sættes ekstra penge af til det i husholdningsbudgettet. Jeg tror bestemt ikke det er urealistisk at få det til at hænge sammen økonomisk, men jeg tror helt bestemt på, at det er en stor fordel at være forberedt. Det KAN jo også være, at man finder ud af, at det simpelthen ikke hænger sammen, men så ved man i det mindste, at det ser meget bedre ud, når en af jer er i job, og så slipper I for en masse ekstra bekymringer ved "bare" at vente lidt. Held og lykke:)

Jeg så det også, og glæder mig til næste afsnit. Det var interessant, omend jeg nu synes at "danskerne" ikke repræsenterede et ret bredt udsnit af befolkningen.

Har lige læst denne tråd, og uha hvor er jeg enig her. Det er egentlig ikke fordi jeg har noget imod at der er stor aldersforskel. Jeg synes altid, at det må give anledning til at gøre sig nogle tanker, men så længe begge er voksne, så tror jeg også på kærlighed kan komme i rigtigt mange udgaver. Men her er der altså flere ting, jeg synes går lige lovligt hurtigt. Det er sgu helt i orden at blive interesseret og forelsket, men som jeg forstår det, er du lige nu alene, gravid og på vej ind i et forhold til en mand, som du aldrig har mødt.... Det stikker altså også lidt i min mavefornemmelse. Og har bare lyst til at sige, rooooolig nu. Skepsis kan også være en god ting. Jeg kender flere rigtigt søde piger, som har travlt med at komme fra et forhold til et andet, nogle gange har der været et barn involveret. Igen...man skal ikke bremse kærlighed, men jeg tror heller ikke den skal forceres. Hvis det ER det rigtige, kan det også godt tåle, at det tager tid. De piger jeg kender, er i hvert fald først blevet rolige og selvsikre kvinder, efter at de har klaret sig selv i en periode. Prøvet at være alene og klare hverdagen selv. Måske har der været en kæreste eller en god bytur med nyt bekendtskab, men de har fået en helt anden selvtillid af ikke at være afhængig af et forhold. Og deres nye forhold er derfor meget sundere. Anyway...jeg ved jo ikke noget om dig eller om ham, jeg registrerer også bare nogle faresignaler hvoraf alderen kun er en meget lille ting. Og på den ene side vil jeg gerne sige GO FOR IT for at være flink, politisk korrekt og fordi kærlighed og forelskelse er dejlig, men som i teksten jeg har quotet er min allerstørste fornemmelse, at du skal passe på dig selv, tage en dyb indånding og beslutte dig for, hvad du vil med dit og din babys liv, inden du farer videre. Rigtigt meget held og lykke med det og et knus herfra